DER ER JO IKKE NOGET DER ER “HELT PERFEKT”

Jeg har faktisk villet skrive det her indlæg i et stykke tid, men jeg har været en smule tøvende, fordi det kommer ret tæt på. Altså tæt på følelser, som ikke kun er mine egne.
Det er selvfølgelig sket før her på bloggen, at jeg har delt ting som normalt kun ville blive vendt med familier, venner og indenfor hjemmets fire vægge, men det her går på en anden måde ret tæt på. Og alligevel har jeg lyst til at italesætte det, for det er ikke (selvom jeg måske får det til at lyde sådan) noget stort eller på nogen måde tabubelagt.

Det handler om det her med at få sig en (ny) kæreste, når man har et barn.
Det her med at de skal lære hinanden at kende og at vi skal være sammen, alle tre. Det jeg gerne vil fortælle er at den proces ikke er helt uden små bump på vejen.

Jeg tror ikke at du nødvendigvis har den forestilling at en sådan sammenføring er ren enhjørningeglimmer og blind betagelse, det ville måske nok være utopisk tænkning, men ikke desto mindre føler jeg at det er det man kan udlede af mine billeder på Instagram og de små videoer, der viser de hyggelige stunder, som altså virkelig også er der.

Jeg skylder ikke nogen at vise ALT i mit liv eller fortælle om hver eneste ting jeg oplever, men jeg vil alligevel gerne vise et et mere fuldt billede og det betyder så at jeg enormt gerne vil dele med dig at det kan gå både godt og og småskævt.

..så ved du det, hvis du en dag skulle stå der selv og hvis du har været der kan du så tænke: “århmen så er det jo lige præcis som alle os andre”.

Og det er måske også værd at tage med, når jeg nu engang er blogger og vi har ry for at putte et pænhedsfilter på tilværelsen?

Det er klart, det er MIG der er forelsket i Jesper, det er MIG, der har valgt ham til og som forælder kan man jo ikke forvente at ens børn har det på samme måde.
Faktisk kan og må man ikke forvente noget som helst. Det mener jeg i hvert fald ikke.
Vi kan ikke forvente at vores børn falder pladask på samme måde, selv udnævne dem bonusforældre for vores børn og regne med ubetinget kærlighed fra de små hoveder. Det at introducere en voksen i et barns liv er ikke partout noget der kommer til at gå gnidningsfrit og det skal gøres med den største respekt for barnet (eller børnene).

Augusta viser og siger hun er vild med Jesper, det skal jeg skynde mig at sige. Og det kan jeg så tydeligt se.
Og det gælder naturligvis også den anden vej rundt: han er VILD med hende.
De er sgu så gode sammen, vi har haft så mange herlige stunder allerede og Jesper gør en kæmpestor indsats, ligesom at Augusta har taget den forandring (som det jo er) så flot.
Og han tager også nogle afvisninger. Det hører med sig.

Har du været (eller er) i samme situation? Del endelig i kommentarfeltet!
Måske er det dig der er kæresten, der skal finde din plads i en lille familie.

Det har ikke været let i mit hoved alle dage, for jeg bekymrer mig, særligt i starten. Jeg har før fået at vide at det er forældres lod i livet at bekymre sig, men særligt her har jeg virkelig skulle bruge meget hjernekapacitet, så det gik så let som muligt også hun ikke følte det gik for stærkt, at det var for meget. Det handler virkelig om at FORSØGE at mærke efter, men der er jo ikke et endeligt rigtigt eller forkert, når det kommer til hvor meget de skal ses, hvornår de skal mødes, hvornår barnet er klar på fællesferie osv. osv. Mavefornemmelsen har virkelig været på arbejde.

Hvis du har introduceret en kæreste har du måske også oplevet at børnene lige skal finde grænser, de tester en smule og mens det ene øjeblik kan være: “du er SÅ sjov” og tusinde krammere kan det næste øjeblik godt være “du må ikke være på mit værelse! Uuuuuud”
Og JA, det er en sætning børn smider i forældres ansigt, lige i fjæset på bedste venner og tanter. Det er ikke noget man skal tage ind. Børn er nogle bestemte størrelser med humørsvingninger, men det jeg vil sige er at når man sådan kommer udefra og ikke har børn, når man er hyper opmærksom på at blive “accepteret”, så er det en sætning der KAN gøre lidt ondt.
Det bør den nok ikke, det kan vi vel godt blive enige om, men det kan den da.

Hvis Augusta siger: “gå, du er dum!” til mig er det ikke noget jeg bliver ked af det over, helt ind i hjertekernen. Jeg ved hun elsker mig, jeg ved også at hun siger den slags, uden at mene det store med det. Det er en anden sag med Jesper, som ikke har barn.

Det er gået godt (bedre end hvad min hjerne kunne opstille af scenarier, der gik skævt) – og det går også godt nu!
Vi hygger så meget, de har skabt et dejligt bånd. Vi nyder at være sammen og lige nu planlægger vi sommerferie sammen, hvilket vi allesammen glæder os til!
Den her sammenføring har været god og positiv. Fyldt med kærlighed. Så det er ikke fordi vi skal dvæle i de små og få episoder, der i det store hele er bagateller (også for Augusta), men jeg følte det var passende at tage det her med. Også her på bloggen, til en masse mennesker.

Det er ikke noget jeg nødvendigvis kun kan takke Jesper for eller mig selv, for den sags skyld, for at mærke efter og balancere mor/datter-tid, det vi plejer, det hun kender og tid med Jesper, det nye og der hvor vi skal finde hinanden, det er nok også fordi vi passer godt sammen os tre og fordi hun har været omstillingsparat.

Men når det så er sagt så skal Jesper da takkes. Den kære mand. Han er et vanvittigt godt menneske, der har en positiv indgangsvinkel til det meste. Han har villet det her (mig, hende og os begge) fra dag 1 og hans kærlighed (fortæller han mig) er kun vokset.

Det har, siden jeg blev single, været sådan at Augusta er nummer 1. Hun er den vigtigste, det føler jeg ingen skam over at skrive, men det at have Jesper, der passer perfekt ind i min lille familie, er fandeme rart. Det gør mig pissehamrende lykkelig.

Til dig der er bonus, kæreste, sted, pap.. hvad I nu kalder det: det er så sejt. Godt gået! Klø på på trods af små bump på vejen. Den kærlighed et barn kan give er alt værd.

Men så.. fortæl mig endelig:
Hvis du har barn/børn har du så introduceret en kæreste?
Hvordan er det gået? Er der noget du vil dele?

Jesper har forresten allerede skrevet et meget smukt blogindlæg, der hedder: En kæreste og et venskab med en 5-årig, som du kan læse, hvis du vil have et kig til hans tanker.

KH. Johanne

Læs også

30 Kommentarer

  • Reply
    Kamilla
    20. maj 2019 at 15:08

    Jeg står der med en hvor han er meget tøvende for at ses når vores respektive barn sover – han vil ikke involvere børnene for tidligt, særligt i respekt for at jeg har haft en dårlig oplevelse med det for et år siden. Men jeg er så mega klar, på trods af det holder han stadig igen. Åååh hvor kan den proces at nå dertil hvor man ses med børnene i nærheden også svær 😬
    Jeg håber sådan at nå dertil hvor i er.eller skrot det – jeg glæder mig til det! Den måde i gør det på og Jespers mådr (ifølge hans eget blog indlæg) at være overfor augusta på er så skide dejlig og giver mig et håb om at det også nok skal gå for mig en dag.
    Tak fordi du deler det!! 💖

  • Reply
    Maria
    20. maj 2019 at 15:13

    Jeg har ingen børn, men jeg vil alligevel fortælle min første tid med mine to bonus drenge.

    Da jeg mødte drengene var de 5 og 7 år, jeg havde kendt far i 6/7 måneder inden vi kom der til hvor “vil du møde mine børn?” kom på tale.
    Det første møde gik rigtig godt, jeg var der en hel weekend (lørdag-søndag). Vi hyggede os så meget!

    Jeg så dem næsten hveranden weekend indtil vi flyttede sammen 4 måneder senere pga studie fra min side. Selve sammenflytningen med far gik godt – drengene er weekend børn. De første måneder gik godt, men så lige pludselig kom der kommentar som “du er ikke min mor.” “Du bestemmer ikke over mig” “Du bor ikke her!!!” “Far hvorfor kan du bo hos os igen?” alle de spørgsmål som jo selvfølgelig er en hel naturlig proces, men selvom min fornuft godt ved at det er naturligt, så ramte det mit “bonusmor” hjerte. Der skulle testes grænser, grænser skulle rykkes, nye regler, rutiner, grænser osv – kæmpe omvæltning for børnene, så jeg blev hende de kunne kaste mundlort på – det var en rolle jeg selv påtog mig, fordi jeg selv er skilsmissebarn.

    Men da grænserne/nye “regler” var lavet i fællesskab og vi havde fået slebet kanterne til, så endte det ret godt. Far var ret god til at lade mig opdrage, så jeg også kunne være i det. For mig var det vigtigt at far accepterede at jeg også opdragede på dem. Drengene accepterede også ret hurtigt dette, for vi skal alle kunne være under samme tag.

    I dag er drengene 9 og 11 og selvom jeg til tider kan rive mig i håret over dem og nogle gange manglende forståelse, så er jeg ret glad for at jeg fandt en mand med børn.

    Men det jeg egentlig er mest glad for, det er at samarbejdet mellem mor og far fungere perfekt. Hvis deres samarbejde ikke fungerede, så ville min rolle være svær at være i.

  • Reply
    Jeanne
    20. maj 2019 at 15:14

    Skønt at du deler. Det er så enormt vigtigt.

    Her hjemme elskede min søn min kæreste, længe før jeg overhoved sagde de 3 små ord. Han synes virkelig at jeg har scoret verdens bedste kæreste. Og jeg er helt bestemt også enig. Min kæreste er verdens bedste mand for min søn. I det daglige agerer han far, da min søn kun ser sin biofar 24 timer hver 14 dag – bio far gider nemlig ikke at se sin søn.

    Det som i vores situation er svært, er at min kæreste netop skal være en far, uden biologisk set at være far. Altså han taget ALT det sure, men i sidste ende er det ikke HANS barn. Det synes vi begge er svært. Men vi kan ikke ændre på det, og sådan er det nu en gang.

    Når det er svært at være min søn, så er det mig han bliver vred på. Det synes jeg er enormt hårdt. Men min kæreste er meget støttende, og tager gerne en opdragende kamp, når min søn er for strid ved mig.

    Jeg elsker min lille trio – mor, barn og bonus <3

  • Reply
    Ida
    20. maj 2019 at 15:17

    Jeg fandt sammen med min kæreste som har et barn for snart to år siden (har ikke selv børn, endnu😉). I dag bor vi sammen og har hans 3,5 årige pige på en 5-7 ordning. Vores sammenføring er ligesom jeres også gået rigtig godt, og vi blev hurtigt rigtig gode venner hende og jeg. Dog kan jeg nikke genkendende til alt det du skriver om små situationen hvor hun som barn bare har været frustreret over ændringer og nok også det at skulle rumme flere nye voksne i hendes liv. Og der har jeg bestemt også flere gange fået af vide hvor dum jeg er, at det altså kun er hendes far osv. Men som du selv skriver er dette nok hvad man må tage med og nogle situationer man må forvente kan opstå. I det store hele har det kun beriget mit liv at blive en del af deres lille familie og det har bragt så meget kærlighed med sig, hvilket i sidste ende virkelig er det hele værd!❤️

  • Reply
    Cecilie
    20. maj 2019 at 15:28

    Så vigtigt et indlæg! Jeg har bare ventet på at nogen ville skrive det. ☀️ Jeg er selv kærester med “to”, som vi tit siger. Jeg var nemlig så heldig at finde en der havde den dejligste søn på dengang 1 år, som blev den bedste gave nogensinde. Men selvom det er nu 4 år siden, og alt er dejligt herhjemme, så er det bestemt tit med blandede følelser. Ikke forstået på den måde at jeg nogensinde ville undvære nogen af dem! 👪 men at man som du SÅ rigtigt skriver, som bonus forælderen tit bliver meget mere såret (og mere end hvad godt er) af de små udfordringer der kommer hen af vejen. Vigtigt perspektiv, og respekt for at du tager højde for det 💪🏽 Jeg glæder mig til at se hvordan jeres lille familie udvikler jer, her bliver vi snart til 4 👨‍👩‍👧‍👦

  • Reply
    Janni
    20. maj 2019 at 16:06

    Jeg har ikke selv haft introduceret en kæreste til min datter, men det har hendes far. Hun er på alle måder en bonusmor for min datter, men det er hun ikke automatisk blevet bare fordi hun er kærester med far. Hun er bonusmor i kraft af det forhold hende og min datter har fået til hinanden i takt med at de har lært hinanden at kende. Jeg er så taknemmelig for at min eks har fundet en kæreste som min datter er tryg ved, og som giver min datter en masse kærlighed. 😊

  • Reply
    Katrine
    20. maj 2019 at 16:14

    Har selv en kæreste med barn fra tidligere forhold og må nok indrømme her er det mere surt end det søde. Tror vi greb det hele forkert an i starten. Vi var unge for forblændet af forelskelsen. Men det er samtidig svært når kærestens barn har FULDSTÆNDIG modsat personlighed af en selv og der ingen opdragelse er i den uge han ikke er hos os hvilket gør det svært at blive anerkendt som en ekstra voksen herhjemme.
    Jeg tror jeg er arbejdsskadet som pædagog i sådan en situation her. Vi har en fælles datter på snart et år og jeg er så lykkelig. Men forfanden hvor trækker det tænder ud og må være ærlig at sige, nu efter snart 3 år er jeg stadig ikke faldet på plads i rollen i en sammenbragt familie. Og det er også en kamel at sluge den skam og det tabu i de følelser at jeg nogengange helst var foruden. Jeg tager hatten af og bukker for dem hvor det bare spiller, som det virker det gør hos jer størstedelen af tiden. Håber at nå derhen på et tidspunkt.
    Det var nok ikke den solstråle historie nogen håbede på at læse men altså..

  • Reply
    Laura
    20. maj 2019 at 16:16

    Tak for at dele en anden side af sagen og give er mere nuanceret og ja mindre instagramperfekt billede af familieforøgelse . Det er så sejt og dejligt, at du gør, tør og vil det! Selvom jeg ikke har børn, var netop dette hver gang undret mig, når man set dine stories og opslag, hvor Jesper og Augusta jo bare kommer så godt ud af det med hinanden. Og det et selvfølgelig helt oprigtigt, som du skriver i indlægget her. Og det er så skønt og smukt at se, for selvom vi kun ser der i små klip, er det ingen tvivl om, hvor ægte den gensidige glæde imellem dem er.
    Tillykke til dig med den lille familie, og tillykke til os andre med at have en blogger som dig at følge med hos!
    De bedste ønsker
    Laura

  • Reply
    Anonym
    20. maj 2019 at 17:27

    Min mand og jeg havde begge en datter med ind i forholdet fra tidligere ægteskab. Der er kun få dages aldersforskel på dem men de er vidt forskellige.
    Min mands ex var i starten fyr og flamme over at vi blev kærester, men pludselig ændrede alt sig fra den ene dag til den anden. Hun blev jaloux og fortrød at de var gået fra hinanden, ville lave krig og ballade, fik en depression, ringede konstant og ville skændes med min mand mens datteren sad ved siden af. Råbte og skreg og truede med selvmord. Hun truede med at ville slå mig ihjel og sagde til datteren at hun ikke måtte kunne lide mig. Hun var 3 år dengang og det sidder stadig i hende. Vi har aldrig fået et godt forhold til hinanden fordi hun holder med sin mor.
    Min datter er komplet modsat. Hun tog straks min mand til sig og har ovenikøbet verdens bedste far der også er super rummelig. Vi kan holde fælles fødselsdage sammen og støtter op om hinanden.
    Det er virkelig en svær situation at stå i. At skulle forholde sig til både det glade og det triste. At forblive positiv overfor min datter samt støtte min mand der også står i midten i en svær situation. Nu er pigerne 16 og på vej ud i verden så situationen er svær at rette op på. De mange afvisninger og dårlig opførsel har også gjort noget ved mig som stedmor…. men at sætte ord på følelserne er svært når det er tabu ikke at være rummelig stedmor. Tak for dit indlæg

  • Reply
    Fie
    20. maj 2019 at 17:29

    Dejligt at høre din side af det. Jeg står på “den anden side”, hvor min kæreste har 3 drenge. Vi har taget det meget stille og roligt, og her et års tid efter, ønsker drengene, at jeg flytter sammen med dem (og deres far, selvfølgelig ;-)) Men jeg tager den stadig lidt med ro, da jeg synes det er et stort skridt. Både for mig, men også for dem.

  • Reply
    Heidi
    20. maj 2019 at 18:12

    Jeg er der, lige nu. Mødte min kæreste i januar. Og han mødte min datter for første gang, i sidste uge. var mega spændt på hvordan det skulle gå. Det gik super fint. Og min datter og ham legede rigtig godt sammen.
    Vi har valgt at tage, det helt roligt. Så hun kan vænne sig til, at der er en voksen mere her og som også kræver min opmærksomhed. Håber på de to, kan få et fint forhold til hinanden 😊

  • Reply
    Stinne
    20. maj 2019 at 18:13

    Hvor er det eventyrligt fedt at du tager emnet op. Jeg blev for 17 år siden skilt fra min første mand og vi blev sammen enige om at vores fælles søn boede primært hos mig, med hveranden weekend hos sin far. Far flyttede straks sammen med ny kæreste med to børn, og hun var jaloux hver gang min knægt var der. Alt for mange gange har han oplevet at hun har taget sine egne med på weekender i Lalandia, og taget min Els med også og han aflyste så samvær med sin søn. Det har været hårdt at se. Heldigvis blev de efter nogen år skilt og han har fået den sødeste kone der har taget min søn til sig som sin egen. ❤️
    Jeg selv fandt en kæreste ca. Et år efter brudet, og da min søn primært var hos mig, kom han i starten og spiste, så film og hyggede uden vi lavede kæresteting.
    Efter et stykke tid havde han vist luret hvad vi havde gang i. Og spurgte selv om ikke han blev ved os. Siden er 3 børn kommet til. Det er min nuværende mand gennem 15 år der har ageret den primære mandlige rollemodel/far for ham. Det har fra hans side været helt naturligt at tage teten med at hjælpe i dagligdagen, været med til skole hjem samtaler mv. Selvfølgelig har vi haft samtaler, jeg har også været overbeskyttende for den ældste, men alt i alt er de en søskende flok på 4, og agere sådan alle steder. I dagligdagen er der aldrig forskel på at den store ikke er hans, og de andre er hans. I mine øjne gør det ham til en stor stjerne. Jeg ved at spørger jeg ham, vil han sige at hvis han ville have mig, måtte han liste sig ind i hjertet ved at vise han var mand nok. OG det er han i den grad. Når jeg kigger tilbage tager jeg hatten af. At han var 21, og mødte en på 28 med barn på 5. DET ER EN MAND MED HJERTE.

  • Reply
    DrengeMor
    20. maj 2019 at 18:35

    Åhhh… Det er bare så svært!
    Jeg er ‘hende moren’ der står med mine to drenge 12 ud af 14 dage, hvor deres far har fået en ny kæreste..
    Jeg er glad på hans vegne, og har ikke en eneste følelse i klemme, i forhold til det samliv ‘der var engang’..
    Når det er sagt, så har jeg hele følelses registreret i klemme, når det kommer til hvordan de forener deres forhold og hans samvær med vores drenge.
    Jeg er SÅ uenig i hvordan de griber det an. F.eks. Introducerede han dem for hende efter 1uge, og hun har været der hver gang lige siden.. Efter 1måned begyndte hun at ligge billeder af børnene op på de sociale medier – hun er en offentlig person, og dermed ligger billederne også offentligt tilgængeligt. Og der er INTET jeg kan gøre ved det.. Det er også hans børn, og han bestemmer når han har dem..
    Når jeg siger noget, er jeg bekymret for at virke som ‘hende den sure/forurettede’, og vælger oftest at sluge kamelerne istedet.
    I mit hoved kører mantraerne: ‘tager de reelt skade af det, eller er det bare en anden måde end jeg ville gøre’? Og ‘samarbejde! samarbejde! samarbejde!’
    Men HOLD NU FAST, jeg syntes det er svært..

  • Reply
    ANONYM
    20. maj 2019 at 18:56

    Det er så fedt at både du og Jesper tager emnet op, da det virkelig kan være en jungle at finde rundt i, ikke sagt at I leverer et endegyldigt svar på hvordan det skal gøres, men det er fedt at det er noget man kan tale om, og vide at man ikke nødvendigvis er alene med de tanker man går rundt med i processen.

    Jeg har ikke selv børn, men har på en indviklet måde 2 herlige bonus-drenge, som jeg har fine relationer til, men desværre ikke længere er en del af deres hverdag.
    Selvom begge drenge har givet udtryk for at det fungerede fint med at jeg var på besøg hos dem, og var på ferie med dem har vi desværre været nød til at fortælle dem at deres far og jeg ikke længere er kærester selvom vi er det…

    Deres mor har også fået ny kæreste og selvom begge drenge tydeligt har sagt at de har brug for alene tid med deres mor, er det desværre ikke noget hun giver dem, tvært imod bliver de slæbt med til det ene arregement efter det andet i den nye mands familie, og de har aldrig samvær uden at han og hans børn er med. Det har desværre skabt trivsels problemer for begge drenge og min kæreste og jeg så ingen anden løsning end at min kæreste må give dem sin udelte opmærksomhed når de er hos ham. De kører 9/5 ordning og heldigvis er det min kæreste der har dem de 9, men uden at sætte spørgsmålstegn ved, at det selvfølgelig er børnene der kommer i første række, sætter det virkelig et forhold på prøve “ikke at være kæreste i 9 dage for så at være det i 5”, specielt når det der var før faktisk fungerede rigtig godt. Heldigvis har vi fortalt drengene at vi er gode venner og derfor kan det engang i mellem lade sig gøre at vi alle 4 er sammen, men stadig med drengene 100% i fokus.

  • Reply
    Stine Rantzau
    20. maj 2019 at 20:13

    Jeg mødte min mand da ungerne var 2 og 5 år. Jeg havde været alene m dem et års tid og jeg NØD at have dem alene 🙂 Det kræver virkelig meget af en voksen at komme ind i en hverdag m børn. VIRKELIG MEGET!! Ligeså meget kærlighed og sjov de får ligeså meget bøvl får de smidt i knolden.
    Heldigvis var vi gode til at snakke om det både m børnene og os i mellem. De gange den ældste skreg, du er ik min far jeg hader dig, ligeså mange gange svarede han: nej du har en rigtig god far og jeg holder rigtig meget af dig.
    Vi har været sammen 12 år til juli og han er VERDENS!!!! Dejligste far for mine børn. ( deres “rigtige” er en røv )

  • Reply
    Marianne
    20. maj 2019 at 20:51

    Åh det er svært. Jeg er sikker på at jeg skulle have grebet mange ting helt anderledes an, hvis jeg vidste hvad jeg ved idag. Min kæreste er lige gået fra mig efter 2 1/2 år. Derved har jeg nu heller ikke hans to børn på 11 & 14 i mit liv. Og manner det er hårdt. Det er endnu mere hårdt fordi en af grundene til, at han er gået er det der med at han føler at alle hiver i ham. På trods af at jeg virkelig har forsøgt at fortælle ham at hans børn kommer først- og at jeg forstår det.
    Men det der med at børns kommentarer kan være hårde at få smasket i hovedet som udefrakommende ville jeg gerne have fået af vide inden. Det er hårdt når man ikke selv har børn og ikke ved hvad de der børn egentlig syntes om mig som fars kæreste. Og hvad det betyder når de vrænger af hvad jeg siger. Jeg ville/vil jo virkelig gerne dem men kan er bange for at træde dem, deres far og den anden forældre tæerne.
    Det ville have været rart hvis vi var bedre til at sætte ord på at det er pokkers svært. At det ikke behøver at være perfekt hele tiden. Og så skal Jesper være så glad for at du roser ham for at gøre det godt som mors kæreste. Det har jeg virkelig savnet at få af vide. At jeg sgu gjorde det godt det med at være fars kæreste. Ikke kun at der blev sagt tak for mad- til sidst var jeg vist mest bare en aupair i det forhold.
    Nu kan jeg stå her med alle mine talenter tabt på gulvet, al den kærlighed som jeg ikke har nogle steder at gå hen med .. ikke bare til min nu tidligere kæreste men også til to børn som bare er forsvundet uden et farvel.

    • Reply
      Therese
      20. maj 2019 at 21:04

      Puha hvor må savnet til børnene næsten være det sværeste 😱 Heldigvis er de så store at man kan håbe de selv kommer forbi og siger hej en dag ☺️

  • Reply
    Lene
    20. maj 2019 at 20:56

    Min datter mødte min kæreste ca. 3 mdr inde i vores forholde. Hun var to den gang. De klikkede med det samme og gør det stadig. Selvom det nu er på 5. år bor vi ikke sammen. Det skal vi forhåbentligt til sommer og det bliver godt for alle. Vi er enige om at vi ikke vil have flere børn og det er en stor lettelse for mig. Min kæreste har ikke nogen børn men synes han får lov at være den mængde “far” han har lyst til for min datter. Vores 3-kløver fungerer bare rigtig godt. Min datter er på mange måder rigtig godt stillet for hendes far er fin nok og har fundet en kone som er god ved hende. De har sørget for 2 søskende til min datter så hun er ikke alene i verden. Dem omtaler vi også herhjemme som lillebror og lillesøster. Ikke noget med halve her. Det er ikke og har heller ikke altid været en dans på roser – LANGT FRA, men nu her 6 år senere så er de værste kanter ved at være slæbet af.
    Synes du virker fornuftig så jeg er sikke på at du har styr på alt omkring Augusta, Jesper, ex, evt. nyt familiemedlem. Jeg tror ikke du skal være så bange/bekymret. Tingene har det med at ordne sig og min kære svigermor siger: alt godt kommer til den der venter❤️ held og lykke – power og gode tanker her fra💪🏼❤️👍🏼

  • Reply
    Mor_til_3plus2
    20. maj 2019 at 20:58

    Jeg er både bonus mor og har selv haft to børn med ind i det nye forhold, der jo så har fået en bonusfar og to bonus søskende.
    Vi var virkelig også mange overvejelser igennem inden vi fortalte børnene at vi var kærester og igen endnu flere overvejelser inden vi flyttede sammen.
    Vi sås ca. 6 mdr. inden børnene fik noget at vide og der gik et år inden vi flyttede sammen, jeg var ærlig talt ved at blive sindssyg af alt det planlæggen og køre frem og tilbage og til sidst næsten føle man havde to hjem, så da børnene begyndte at give udtryk for de gerne ville bo sammen var vi ærlig talt lettede, for alt har været på børnenes præmisser hele vejen igennem, vi var klar til at bo hver for sig altid, hvis børnene ikke kunne sammen. Jeg er så flyttet ud i hans hus, det var størst, det har taget sin tid at finde en daglig rutine i et hjem der var etableret (han var også klar til at finde et nyt fælles sted, men jeg kunne godt lide der hvor han boede/vi bor nu).
    Vi snakkede alt igennem om optagelse, dagligdag, livssyn, fremtid osv igennem inden vi flyttede sammen, så i det store hele er det gået ret gnidningsfrit og ift børnene over al forventning. Det sværeste for mig har været at jeg næsten holder har hans børn som var de mine egne, så jeg har svært ved at acceptere at deres mor bestemmer mere end jeg gør, har ofte lyst til at fortælle hende en ting eller to om hvordan man nedbryder/opbygger børns selvværd og selvtillid og hvordan børn skal ses og ikke blot være en genstand til fremvisning… Og samtidig kan man godt synes at de konflikter/irritationsmomenter kæresten har med sin eks. er bagateller han bare skal lade ligge, både for børnenes skyld, men også fordi det kan blive lidt navlepilleri.
    Det er ikke nemt at være hverken bonus forældre, eller skulle lade sine egne børn møde en ny familie, men det bliver nemmere med tiden når man begynder at hvile i det, men det er også her det kan blive svære fordi man både gror følelser for evt. bonus børn, men nyforelskelsen har også lagt sig og hverdagen banker på… Det bliver vigtigt at kunne trække på skulderne og sige pyt, vælge sine “kampe” og huske på hvilke der er mine og hvilke der er hans.
    Jeg elsker vores sammenbragte liv og mine bonusbørn, vil ikke undvære det for noget.

  • Reply
    Emilie
    20. maj 2019 at 21:18

    Det kan være så svært at være barn i! Men det kan også skaber det største og bedste bånd mellem barn og nu forælder. 😍

    Eftersom jeg er skilsmissebarn af flere omgange, før med min rigtig far og bonus da jeg var to, og da jeg var 13(næsten 14) med min bonus far og mor efter de havde været sammen i 11 år, og jeg var knust, for var det også en “skilsmisse” mellem mig og min bonus far? Og heldigvis ikke for det!

    Jeg har 4 helt igennem fantastiske forældre, som heldigvis kan mega godt sammen! Og tre hjem, er vel ikke helt skidt? 😅 nu som 20 årig, valgte jeg at gå fra min kæreste, og flytte hjem for en periode, og det var ikke min mor eller min far, jeg valgte at flytte til, det var min bonus far! Jeg er ovenud lykkelig for min mor ikke kun valgte den perfekte far til mig, men også den helt perfekte bonus far.
    Og far valgte den helt perfekte bonus mor!

    Men det betyder så meget at børnene ikke bliver tvunget ud i noget de ikke er klar til. – jeg huskede tydeligt de kærester min mor har haft efter, som på en måde skulle blive en del af familie, var bare slet ikke en mulighed, det var fint nok de var mors kæreste, men de skulle ikke tro de var min far, eller skulle til at ændre noget i mit liv, og på samme måde som min bonus far og mor, skulle være en større del af mit liv. – det var jeg slet ikke klar til, eller havde lyst til! – giver det mening? 😅

  • Reply
    Irene
    20. maj 2019 at 22:21

    Jeg er alene mor med en datter på 11 år. Har en skøn kæreste, som jeg har været sammen med i 6 mdr. Han har 2 piger på 11 og 13 år. Min datter er meget glad for ham og hans piger. Pigerne er så gode til at være sammen og fjolle rundt og min datter vil helst ikke hjem, når vi har været sammen med dem en weekend. Så det er jo bare rigtig gode tegn, og varmer mit moderhjerte, at hun er så glad for dem.
    Vi har bestilt sommerferie sammen og vi glæder os alle sammen til at skulle på ferie sammen.

  • Reply
    Mette
    20. maj 2019 at 22:58

    Tak for et godt indlæg! Bliv ved med at rose ham og fortæl ham, at han gør det godt! Det fortjener alle bonusforældre og mange glemmer at sige det til dem. For det kan være hårdt at give uden at få igen. Tak for din opmuntring til os 🙂

  • Reply
    Rikke
    21. maj 2019 at 6:03

    Det uperfekte er det perfekte og ægte.
    Der er bump på vejen hvorvidt man er mor, far familie eller mor bonus far familie eller et helt 3.
    Men du har ret, børns vredes udbrud rammer hårdere der hvor man ikke ved den ubetinget kærlighed er, og forståeligt nok. Som den nye part i familien er der jo også meget på spil.
    Min kæreste nu mand flyttede ind for 3 år siden, da min ældste var 3,4 år.
    Det første år var som du beskriver det med de små bump. De er her bump er der stadig, men de rammer ikke så hårdt mere, eller vel nok nærmere skubber til usikkerheden om man gør det godt nok.
    Nu er vi vores helt egen nye familie, men en lillesøster oveni hatten.
    Og som min ældste datter sagde, mor du godt at min mand A skal bo sammen med mig når jeg bliver stor. Hvem skal du så bo med 😂😂🙈

  • Reply
    Michelle
    21. maj 2019 at 7:30

    Jeg bor med mine to bonus døtre på 4 og 7 år. Samt mine bio børn på 3,5 og 6 år. Har termin på torsdag med vores første fælles barn som bliver nr 5 i børneflokken. 😊

    Her begyndte vi at date og sås meget i nogle uger, vi blev hurtigt enige om at de skulle mødes, simpelthen for at se om børnene fungerede sammen.
    Der gik 5 min, så legede de sammen. Det har de gjort lige siden, pigerne kalder mig mor Michelle eller morchelle, min datter kalder min kæreste Ole og min søn kalder ham far Ole. Mine bio har vi mest da deres far kun har tid til at se dem hver 2 weekend. Det har gjort at min søn på 3,5 år er begyndt at se op til min kæreste som far, da han bruger mere tid sammen med ham. Vi har meget strikse regler herhjemme for at tingene fungere, og vi begge opdrager på alle børnene. Vi taler meget med hinanden om de diverse konflikter ang. Børnene. Når de sover og vi er meget konstruktive i vores tilgang til det.

    Det er hardcore nogle gange at være “mor” til så stor en sammenbragt børnefamilie. Men det er også super dejligt.

  • Reply
    Marlene
    21. maj 2019 at 8:24

    Jeg er “bonusmor” på tredje år. Derudover er jeg også mor til mine egne to.

    Vores sammenføring af vores to familier, har taget tid, og gør det stadig.

    Mine egne to ser deres far hver anden weekend(ikke mere end det, efter fars ønske), og har længe savnet et mandelig forbillede i hverdagen. Dog mest min søn. Vi blev skilt da min yngste var 1,5 år. Det var tydeligt, at de var små svampe efter dobbelt op på voksenkærlighed i deres dagligdag, så da jeg fandt min varme og dejligt omsorgsfulde kæreste og vi valgte at introducere ungerne, var begge mine solgt. De var 5 og 10 år. En der så dem, krammede dem og lynhurtigt udstrålede at han elskede dem. Ren lykke for deres mor:)

    Historien med min sammenføring med hans børn er til gengæld knap så glimmerperfekt.

    Hans drenge boede lige meget hos mor og far, var 3 og 6 år, og fik alt det de ønskede fra dem begge. Det eneste de ikke havde, var en mor og far der boede sammen. Det de ønskede allermest i hele verdenen. Mor havde haft ny kæreste fra det øjeblik det blev skilt, men jeg var fars første efter skilsmissen.

    Den største af drengene fik jeg efter 6 mdr tid, et ret tæt forhold til. Den yngste, ønsker i bund og grund stadig at jeg bare vil forsvinde. Han vil intet have med mig at gøre, og signalere med alt tydelighed at jeg er dum. Han er lige nu 6 år gammel, og jeg fortæller mig selv hele tiden, at jeg ikke skal tage det personligt, men det er fandme ikke nemt længere. Det kører på tredje år, på denne måde. Skuler surt til mig under aftensmaden. Når han kommer ind i rummet, bliver der aldrig sagt hej osv.

    Man kan sige at vi i vores lille historie, har vi prøvet begge sider af at sammenføre.
    Og vi kæmper videre.

  • Reply
    Julie
    23. maj 2019 at 10:23

    Åh. Får en blanding af en klump i maven og følelsen af, at jeg er din datter.

    Dejligt du er så bevidst om din datters vilkår ❤️

    Jeg var selv på den alder, da min mor fandt en ny. Det var hårdt, men man lærer at leve med det. delebørn lærer at leve med mange ting, fordi det er deres lod i livet.

    Jeg kan ikke huske tiden, før min mors mand. Men … jeg kan huske tiden, hvor min mor ikke havde en “ny” familie uden mig. Selvom jeg er voksen i dag, gør det stadig ondt, at min mor, hendes mand og min halvsøster har haft så mange stunder uden mig. Den følelse når din lillesøster kommer til at dække til tre ved aftensmaden, fordi du jo kun er der hveranden uge. Den sidder stadig i mig 🙁

    Delebørn er sgu seje! Som min psykologi-underviser sagde til en forelæsning forleden “Delebørn lærer som noget af det første i deres liv at sluge kameler. Og sikke et ansvar”

  • Reply
    Melissa
    23. maj 2019 at 11:36

    Jeg står selv i den heldige situation, at være beriget med en skøn bonusfar med tilhørende to bonussøskende. Dog har jeg ikke altid haft en indstilling. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg som 9-10 årige, fik sagt til min mors daværende kæreste “det skal du ikke bestemme, du er ikke min far” i ren protest over at min mor og far ikke var sammen, ligesom de andre forældre i min klasse. Nu står jeg som toogtyveårige og har et helt andet syn på det.
    Vi har de fleste år, jeg kan huske, altid været min mor, storebror, lillesøster og jeg. Min storebror og jeg, deler samme far, hvor vores lillesøster har en anden. Ingen af disse mænd, er i vores liv den dag i dag, men heldigvis har vi vores bonusfar, som altid står klar, når vi har behovet.
    Vi kalder det i min familie for bonus – da det for os er EN KÆMPE BONUS at have dem i vores liv.

  • Reply
    Line
    23. maj 2019 at 22:32

    For mig gik der lang tid. Rigtig lang tid. Faktisk var vi kærester i 3 år, før jeg langsom inddrog ham i vores liv.

    Jeg er også en mor, der overtænker. Jeg har altid haft mange klare regler for, hvad mine piger skal udsættes for og ikke udsættes for i det skilsmisseliv, jeg og min eksmand har givet dem.

    For mig var det vigtigt at forklare ham, hvad hans rolle er. Det er sgu en svær relation for begge, og han blev også mødt med sure miner engang i mellem. Men ærligt, når børnene eller din datter afviser ham, er det jo i bund og grund, fordi hun føler sig sindssyg truet. Kan man bebrejde hende? Nej? Hun har haft dig altid, og pludselig kommer der en ny, der tager mors blik og opmærksomhed. Det havde mine døtre også svært ved.

    Det jeg kæmper allermest med, er tanken om børn med min kæreste. Vi er kærester på 5. år, men… jeg kan mærke, at det smerter mig for meget at skulle give børnene så forskellig en opvækst. Ved ikke, om jeg står alene med den? Jeg hører sjældent folk sige det. Men jeg har så svært ved at kunne få børn med en ny mand, hvor jeg skal have en hverdag hveranden uge uden mine to piger. Det med at jeg skal agere familie uden dem. Det med at jeg skal lave madpakker, tage på ture, hygge en søndag og bare nyde hverdagen med min familie uden mine piger er en del af det. Det gør simpelthen for ondt. Og så læste jeg lige Julies kommentar længere oppe med tallerkenerne.. Åh, man ved bare, at så mange delebørn er udsat for sådanne tanker dagligt. Delebørn er virkelig gjort af noget helt særligt <3 Hold op, hvor modnes de og bliver eftertænksomme <3

  • Reply
    Pernille
    9. juni 2019 at 14:20

    Stod i samme situation for 9 år siden. Der var min søn 1,5 år, og jeg havde aldrig forestillet mig der ville opstå komplikationer. Min kæreste var god til børn og kom hurtigt ind på min søn og de blev hurtigt tætte.
    Men jeg oplevede pludseligt at jeg blev ramt af en “av” følelse når han skældte min søn ud, og endnu mer “av” når han irettesatte mig når jeg opdragede på ham. Det skabte en del konflikter og jeg var mega egoist. For jeg følte virkelig han trådte ind på et område som han ikke burde blande sig i, for hvad ved han om at have barn og om hvordan man opdrager? Nu havde jeg været alene med min søn så længe, så skal der fandme ikke komme en udefra og sige at tingene skal gøres på en anden måde!
    Men jeg blev klogere – heldigvis. Uanset hvad så ER det grænseoverskridende når der kommer en ind fra sidelinjen og pludselig skal være en del af det hele, men det fik mig altså også til at åbne øjnene for, at tingene egentlig godt kunne gøres på en anden måde. Samtidig lod keg kæresten og min søn have deres konflikter i fred (ohh my God de havde mange sammenstød da min søn blev lidt ældre) for set hjalp ikke at jeg blandede mig. For så fik jeg jo valgt side – og så blev jeg upopulær hos enten den ene eller den anden.
    I dag er min søn 10 år – snart 11 år, og vi har fået en søn mere på snart seks år, og en efternøler der kommer til september. Konflikterne er der fortsat og jeg synes stadig det gør lidt “av” når kæresten og min søn har deres sammenstød, men det er bare sådan det er.
    Held og lykke med jeres familie ❤️

  • Reply
    Inger Pedersen
    2. august 2019 at 9:55

    Hej, jeg hedder “Inger Pedersen” Jeg er fra Danmark. Jeg var gift i 9 år med Oscar. Ting begyndte at blive grimt, og vi havde kampe og argumenter næsten hver gang på grund af min manglende evne til at føde ham et barn. Min mand pludselig begyndte at sove ude og give forskellige undskyldninger for, hvorfor han ikke kan komme hjem. Han begyndte at have anliggender med andre kvinder uden for at overveje, hvordan jeg vil have det.

    Hele min verden blev knust, og det ser ud til, at jeg mistede den eneste person, jeg nogensinde virkelig har elsket. Oscar var min bedste ven, min soulmate, min Superhelt og min hjerteslag, men han ser ikke længere noget godt i mig. Det blev værre på et tidspunkt, at han anmodede om skilsmisse … Jeg prøvede mit bedste for at få ham til at skifte mening og blive hos mig, men al indsats var nytteløs. Jeg bønfaldt og prøvede alt, men stadig, intet virkede.

    Gennembruddet kom, da nogen introducerede mig for denne vidunderlige, store stavebeslag, der til sidst hjalp mig med … Jeg har aldrig været tilhænger af ting som dette, men besluttede bare at prøve modvilligt, fordi jeg var desperat og havde intet valg … Han holdt specielle bønner og brugte rødder og urter … Inden for 2 dage ringede han til mig og var ked af alt det følelsesmæssige traume, han havde forårsaget mig, han flyttede tilbage til huset, og vi fortsætter med at leve lykkeligt. hvad et vidunderligt mirakel Baba Egbe gjorde for mig og min familie. Den gode nyhed er Oscar, og jeg er nu tilbage sammen og lever lykkeligt, og vi er blevet velsignet med tre børn, to drenge og en dejlig pige efter 9 år med barnløshed. Han hjalp mig også med at løse mit gigtproblem, som jeg har beskæftiget mig med i årevis

    Jeg har introduceret ham for en masse par med problemer overalt i verden, og de har haft gode nyheder … Jeg er overbevist om, at nogen derude har brug for hans hjælp. For hurtig hjælp af enhver art, kontakt Baba Egbe nu via hans e-mail: babaegbetemple@gmail.com eller WhatsApp ham på 2347013499818

Skriv et svar