DELEMOR (ELLER HVAD VI NU SKAL KALDE DET)

“Jeg tror ikke jeg ville kunne holde ud at undvære mit barn”

Jeg talte med en veninde den anden dag, om.. ja, jeg skulle til at skrive deleordning, men i virkeligheden er det nok bare ‘vores liv’, som indebærer en opdeling af ugerne i lige og ulige. I børneuger og børnefri.
‘Børnefri’ kan godt have lidt en klang af “NU skal mor og far i biografen og hygge sig og så på Flammen, mens mormor passer derhjemme”, i mine ører, men med det mener jeg bare at det er der Augusta er hos sin far. Det er der jeg ikke har barn i huset.
Nå, men hun sagde, min veninde der, at hun nok ikke ville kunne ‘dele’ og det hører jeg tit. At tanken, for en forælder, der har sit barn hele tiden, pludselig skal ‘dele’ og undvære, er umulig.
– Men det er da også pissesvært at forestille sig, for det lyder da umenneskeligt.. nærmest som at skulle mangle en arm.

Det er bare ikke et scenarie nogen sætter sig i, frivilligt.
Det er valget få har lyst til at træffe, men mange er nødt til.

Det er selvfølgelig ikke til at sammenligne med at være soloforælder, selvvalgt. Der er naturligvis nogle fællesnævnere, fordi man står alene med barn, men det at blive selvvalgt soloforælder – eller regnbuekonstallationen – er ikke en tilværelse jeg kender, så den kan jeg selvsagt ikke rigtig udtale mig om, jeg kender til det her, som jeg ved der for mange medfører sorg og bekymring, fordi det ikke var planen det skulle gå således.

Men jeg havde tanken, at det ville være uudholdeligt, dengang.
At mit hjerte ville gøre ondt lige fra om mandagen, hvor jeg afleverer hende i skole, til næste mandag, hvor jeg henter hende igen.
..men det gør det ikke.
Det er faktisk okay!

Jeg skriver det her, fordi jeg tror det er længe siden jeg har fulgt op på mine tanker og følelser omkring at være ‘skilsmissefamilie’.. måske fordi den her nye tilværelse fylder og det andet bare er vores historie.

De af jer der har været med på sidelinjen længe har nok kigget med, da jeg sad helt solo i min nye lejlighed i Aarhus, omringet af flyttekasser og sorg. Ikke så meget sorg over at være flyttet, men sorg over at jeg stod overfor en fremtid med savn. Og den tyngende, dårlige samvittighed over at jeg skulle udsætte mit barn for det samme.
Jeg havde ikke lyst til at være en statistik eller have at Augusta en dag skal stå i et eller andet tv-program og sige: “ja, jeg er så ikke vokset op i en kernefamilie”, som jeg altså hører tit, som var det en rigtig udgave af familie – mor, far, børn – sammen. Det er tit efterfulgt af: “min mor og far har været gift i 40 år”, men sjældent: “mine forældre har været gift i 40 år og er bare pisse lykkelige sammen”, for selvom det for mig at se er herligt at have forældre der er sammen, så er det vigtigste at alle parter ikke lever i ulykke.

Hvis det ikke fungerer og du ikke er lykkelig er det ikke sådan dit liv skal være.
Du har et valg og det kan godt være det er et svært valg, men når man står der i midten og væver, tvivler og bliver bange, er det også det det er fucking hårdt.

Der er så megen praktik, som er pissetræls og det er også det kan gøre det hele uoverskueligt, fordi der er en masse der skal ordnes, som ikke var der inden.
Børnene skal vide det. Av.
Venner og familie der skal have besked. Institution/skole.
Alle skal have en lidt besked og selvom de der er tætte på naturligvis vil kunne sige: “nå, jamen good for you! Videre!” hvis de altså ved hvor meget I har kæmpet og hvor svært det har været, men de fleste gætter jeg på vil reagere med et: “nå, det er jeg da virkelig ked af at høre!”
Et nyt hjem skal måske findes – og penge til et indskud, depositum. Og så skal flyttes. Et helt (eller halvt) liv skal pakkes ned og pludselig skal du gøre dig overvejelser omkring hvad DU vil. Du står med det hele, med indkøb, med madplan, med børnenes raserianfald og med opdragelsen.
Og så er der eksen. Der er dialogen mellem jer og samarbejdet. Samarbejdet der måske ikke er der, men som skal laves.
It is alot, all in all, for at være ærlig.

Ja, undskyld hvis du står med fødderne i det og tænker: “fuck, nu kan jeg slet slet ikke overskue det”, men min pointe er så netop at når du får sat tjek ved noget af det praktiske, så er du skridtet nærmere.

Det er på den anden side, når hverdagen er indtruffet – du har fundet en rutine, fundet dig selv lige igen og kan se fremad, selvom du overhovedet ikke ved hvad fremtiden bringer, så ser det hele altså lidt lysere ud.
Det er i hvert fald min erfaring. Så føles det som ‘det rette’.

Jeg er glad for at jeg, udover at have fundet mig en ny tilværelse, som jeg virkelig er glad for og at jeg har accepteret at jeg er delemor, så at sige. Jeg undværer, fordi jeg skal, fordi Augusta selvfølgelig skal være sammen med sin far – og han med hende.
Nu er jeg på den anden side og det handler ikke om at det først er rigtigt, når man er flyttet sammen med en ny, men når man har accepteret tingenes tilstand og hverdagen er faldet til ro.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvor mange der forvilder sig herind, der selv står i det, men hvis du står stå midt i det, så forsøg at have tålmodighed og se fremad, for det kan godt være dit liv ikke blev som forventet, men det bliver fantastisk på en anden måde.

..og hvis du ikke er en af dém, men har været igennem det og er deleforælder, så kommenter endelig og del din historie!

KH.
Johanne


Læs også

17 Kommentarer

  • Reply
    Christina
    17. november 2019 at 20:57

    Som skilsmissebarn kan jeg lige tilføje, at man meget hellere vil have forældre der er glade hver for sig, end sure sammen 🙂 Jeg har, igennem min barndom, kun én enkelt gang været træt af, at mine forældre ikke var sammen og det var kun fordi at de ikke kunne tåle at tale med hinanden.
    Iøvrigt synes jeg, at det er synd at der vildt mange steder bliver lagt tryk på, hvor synd det er for børnene og hvor forfærdeligt det er .. jeg er vildt glad for det og har altid været det! Jeg har nu to familier istedet for én og det føles som et kæmpe privilegium 🙂

    /det lykkelige skilsmissebarn

  • Reply
    Rikke
    17. november 2019 at 21:00

    Årh hvor kan jeg nikke genkende til meget af det, vi tog valget om at gå hver til sit i februar.. Jeg havde kæmpe krise da jeg flyttede i nyt hus selv og skulle begynde at køre 7/7, stilheden og tomheden var så skræmmende, men man vender sig lidt til det, jeg gjorde i hvertfald, og prøvede at nyde at være i mit eget selskab. Nu skal vi, altså mine 2 piger og jeg til at finde ny rytme, far er flyttet laaaangt væk og vi er næsten lige startet op på 12/2, det er sku også lidt skræmmende for mig, har tvivlet på mig selv som mor og om jeg nu kunne klare det, men for fanden! Selvfølgelig kan jeg det og jeg gør det💪🏼

  • Reply
    Marie
    17. november 2019 at 21:10

    Jeg synes livet som delemor er voldsomt hårdt og brutalt! Jeg ønskede ikke at undvære min søn på noget tidspunkt, det valg blev truffet for mig. Nu står vi overfor at skulle lave en ny samværsaftale, da min søn er ældre og på papiret klar til mere tid hos Far. Men det gør ondt og med et praktisktalt ikke eksisterende samarbejde, er det svært. Jeg hverken hører fra min søn eller ved hvad han har oplevet, når han er hos sin Far og ja, det er som at mindste en arm. Miste en vigtig del af sit barns liv, som man føler man burde være en del af.
    Og selvfølgelig skal han være sammen med sin Far, jeg ville blot ønske min drøm om en harmonisk delefamilie ville få i opfyldelse, så halvdelen af min søns dage ikke er ukendt land for mig.

  • Reply
    Maria Zimmer
    17. november 2019 at 21:10

    Sikke et fint opslag. ❤️ Med alle de familiekonstellationer der er i dag, håber jeg ikke nogen føler at “deres” er forkert. Når bare mor og far er glade – eller kæmper eller tager valg om at blive det – så bliver de fleste børn det sikkert også! Vi har alle vores kampe og vi skal nok komme igennem dem på den eller anden måde. 🙂

  • Reply
    Jane
    17. november 2019 at 21:36

    Jeg græd hver aften i 6 måneder, ulykkelig over det hele, og over at vi udsatte vores små børn for det. Men det kunne desværre ikke være anerledes. Men det blev meget bedre, da jeg forstod, at jeg behøvede dage alene for at kunne være der for dem. Tid til veninder og et socialt liv – og tid til at sove. Når de kom tilbage fra deres far, så var jeg frisk og klar igen til en ny uge. Det kræver utrolige ressourcer at være aleneforældre, og dem skal man finde. Men man skal også lade op og gøre noget godt for sig selv.

    Til alle dem som stadig bor sammen. Ja, det gør lidt ondt når I fortæller, at I ikke kan det ene eller andet fordi I ikke kan undvære Jeres børn. Eller hvor vigtigt det er at prioritere børnene – men vi bærer over med Jer, I ved jo ikke bedre. Desuden er i lidt misundelige, når vi nyder stilheden og har alene aften ☺️☺️☺️

  • Reply
    Mette
    17. november 2019 at 21:37

    Sikke et fint indlæg. Her er ordningen 12-2, og shit hvor er det hårdt. Både at være den som opdrager og sørger for alt i forhold til børn og praktiske ting, og på samme tid forsøger at have en karriere. Og ej at forglemme et socialt liv.. Jeg har skullet vænne mig til, ikke at kunne alt, ikke lige nu i hvert fald (det har kun taget to år, at finde ud af det 🙈) Jeg føler mig privilegeret over at få så meget tid med mine børn, men jeg har været så ked af, at deres far ikke bor i nærheden, så vi kan hjælpes mere og børnene også kunne få et tættere forhold til ham. For mig har det handlet rigtig meget om at accepere, at livet ikke blev som håbet og planlagt, og at vi ikke altid er den “perfekte” skilsmisse-familie. Med accepten af det, er alt blevet meget lettere.

  • Reply
    Sisse
    17. november 2019 at 22:03

    Jeg synes det var svært at høre, når bekendte udtalte at de ville på ingen måder undvære deres børn. De skulle nok sørge for at få fuld forældremyndighed og 100% samvær. Fuck farmand da.
    Jeg kunne ikke lade være med at føle mig forkert over, at min datter da selvfølgelig skulle være hos sin far også. Altså hvad fanden!? Selvfølgelig vil jeg da gerne have mit barn 100% af tiden. Men til hvis fordel ville det være? Ikke mit barns da.

    Jeg synes også det var svært i starten. Stod så også lige midt i mega nedtur med stress og depression. Men vi klarede det. Med stor ros fra børnehaven, som kunne sige at se slet ikke kunne mærke på hende, at vi var gået hvert til sit.

    Det er først nu, 6-7 år senere, at hun kæmper lidt. Det rører noget, når man er blevet storesøster og lillesøster jo så har mor og far sammen. Det er hårdt at være vidne til. Men sammen skal vi nok komme igennem det <3 og hun stor-knus-elsker sin lillesøster.

    • Reply
      Sidse
      19. november 2019 at 21:38

      Min største frygt er det der… jeg tænker så irrationelt om det, at jeg overvejer ikke at få børn ;(

      Jeg har så meget været din datter, åh hvilke følelser hun gennemgår!

  • Reply
    Lone steffensen
    17. november 2019 at 22:28

    Godt skrevet, selv skilt på 5. År.. og har fået den kommentar mange gange.. det er jo ikke en valg man tager frivilligt.. mine piger trives og vi har et fantastisk forhold og er stadig en familie, bare på en anden måde.

  • Reply
    Katrine
    17. november 2019 at 22:29

    Århh hvor rammer det hele plet – synes også det var svært at være den “der tager beslutningen/valget”, om at det ikke skal være en “kernefamilie” mere – alt handler om accept, forståelse og om at sluge en masse kameler, for de vil komme og det kræver mod, overskud og en masse pyt knapper.

  • Reply
    Sigrun
    17. november 2019 at 22:48

    Vel skrevet! Det er vel ikke nogen der får børn med det planlagt at gå fra sin partner.
    Jeg kender alle de følelser du nævner – mine børns far bor på Island og jeg siger dig, første gang mine børn skulle på samvær, skulle de helt derover. Alene. Uden mig. 3,4&6år. Min mindste havde aldrig været uden mig, ikke over nat. Det var så hårdt, hjerteskærende og jeg tænkte at det kunne jeg aldrig vænne mig til. Jeg ville simpelthen dø. Men surprise, det var i 2011 og jeg lever endnu 🙈 Jeg kan se at folk kan tænke tanken, og måske får de sagt de ting uden at tænke at det kan ramme en. Med tiden lærer man også at “nyde” sit børnefri, og at det faktisk godt nok at savne, også sine små rotter 🥰

  • Reply
    Christina
    17. november 2019 at 23:16

    Jeg synes dette indlæg er så vigtigt. Da jeg stod i det, både med overvejelserne om at gå og da jeg sagde det højt til min nu eks-mand, kunne jeg virkelig godt have brugt et velskrevet opslag som dit. Et indlæg om, at der er lys for enden af tunellen. Det tager lang tid at lande igen, for alle parter, efter en skilsmisse. Men den tid kan også noget. Og når det hele så er landet, og man vænner sig til at undvære det mest dyrebare man har, så har det også sine kvaliteter.

  • Reply
    Katrine
    17. november 2019 at 23:39

    Jeg har aldrig lidt under, at mine forældre blev skilt – for de var så ulykkelige. Jeg fik en fantastisk bonusfamilie som jeg aldrig ville være foruden!

    Kh Kat

  • Reply
    Line
    18. november 2019 at 6:17

    Sikke et fint og ærligt skriv ❤️
    Jeg er en af de kvinder der selv har valgt at blive soloforælder. Og jeg kan ikke forestille mig andet. Nogle mener jeg er heldig fordi jeg ikke skal dele – og især mine forældres venner mener de er heldige at de altid har os til fx højtiderne.
    Nogle gange vil jeg ønske min søn havde en far han kunne være hos indimellem – så jeg lige kunne puste ud! Men det er nok næsten forbudt at sige og når jeg mærker efter helt inde i hjertet vil jeg da heller ikke undvære ham en eneste dag ❤️ (Slet ikke til mærkedage og højtider)
    Men jeg vil bakke dig 100% op i, hellere to lykkelige forældre hver for sig end to forældre der lever sammen som hund og kat. Kender naturligt flere der har stået i skilsmisser både som voksne men også som børn. Det er aldrig sjovt men jo mere man taler om det og jo mere man VIL det nye – jo lettere tror jeg på det er.
    I er skønne – er sikker på Augusta har det som blommen i et æg 🍀

  • Reply
    Mette
    18. november 2019 at 6:35

    Det var uden tvivl den mest rædselsfulde tid i mit liv, da jeg blev alene med 3 børn. Til at starte med var de hos deres far hver 2.weekend, men så kom en periode hvor de var der hver 2. Uge. Jamen altså, ingen af os får jo børn for at undvære dem 50% af tiden, jeg synes det var hårdt, men med tiden blev det ok, og i dag hvor mine er 24-30 år og jeg kan se på 3 skønne harmoniske unge mænd, der er rummelig over for andre, er hjælpsomme og fulde af empati, så bliver jeg sgu så stolt!!

    De kan navigere nærmest alle steder, de har haft det bedste fra ikke mindre end 3 familier(fars, fars kærestes, og min familie) , så mange mennesker holdet af dem, det er da fantastisk.

    Det viser mig også at uanset hvor ked af det jeg var inden i, har vi som forældre alligevel formået at give vores børn et godt liv, naturligvis med savn, men vi har også givet dem en ballast at tage med videre, det er jeg stolt af.

  • Reply
    Christine
    18. november 2019 at 7:12

    Jeg er også skilsmissebarn. Og min mor var en af dem der med næb og klør kæmpede for, at vi ikke skulle se vores far. Når han nu havde gjort hende så ked af det, så måtte min bror og jeg ‘naturligvis’ være lige så kede af at han ‘ødelagde’ det hele.
    Men det var vi bare ikke! Og det blev en kæmpe konflikt mellem mig og min mor, at jeg gerne ville se min far, for hun oplevede det som forræderi mod hendes forældreskab og følelser. Så fra et (voksen)børneperspektiv, kan en skilsmisse sagtens være en god ting, også for børnene. Så længe man adskiller hvad er børnenes følelser og hvad er ens egne.. Og for sådan en som mig, der hører nogen sige :’ jeg kan ikke undvære mit barn, eller jeg vil have børnene 100%’ – klinger det meget mere af kontrol og egne behov, end det lyder som barnets bedste.

  • Reply
    Kathrine
    18. november 2019 at 7:59

    Tak for et dejligt indlæg. Jeg er skilt på 4. år med dele af to piger. Jeg synes det ofte er ensomt da de fleste venner og mennesker omkring mig er i ‘rigtige’ kernefamilier og få har en forståelse af hvordan det er udfordrende/skønt at have vidt forskellige uger. Kh Kathrine

Skriv et svar