FRA SELVVALGT KEJSERSNIT TIL FØDSEL (..MÅSKE)

Hurtigt skal jeg komme med en disclaimer, hvilket indimellem kan være nødvendigt – enten for at undgå løftede øjenbryn, undringer eller kommentarer, som jeg VED vil komme.
Yes; et kejsersnit er også en fødsel. Når et barn bliver født ved kejsersnit har det fødselsdag, præcis ligesom hvis det var blevet blevet mast ud gennem en dames fødselskanal i 8 timer er det en fødsel.
JEG kalder det (-pres gennem den allerhelligste fødselskanal) bare ‘fødsel’, og mener jeg ‘vaginal fødsel’.
Og mit ord-mix-up kommer bare af, at jeg personligt har jeg aldrig brugt betegnelsen ‘født’ om Augustas tilkommen til verdenen, der foregik en tidlig maj morgen for over 7 år siden, ‘ved kejsersnit’, når godtfolk spørger hvordan og hvorledes.
(Men nej, jeg har aldrig sagt: “GLÆDELIG KEJSERSNITDAG”. Eller ‘kongesnit’, som Augusta mener det hedder, selvom det ord er genialt)

Kejsersnit sidst.
Planlagt, skrevet ind i en kalender, efter ønske.
Det var hvad jeg fik. Til manges overraskelse (også stadig) er det faktisk en mulighed at få planlagt kejsersnit af både fysiske eller/eller psykiske årsager, men jeg skal passe på med at rode mig ud i at få skrevet noget om hvordan og hvorledes det hænger sammen, så jeg holder mig til min egen banehalvdel og fortæller kort lige i stedet hvorfor jeg dengang ikke fødte
.. vaginalt.
Hvorfor det, næsten fra starten af graviditeten, i mødet med jordemødre, var et ønske for mig, at få kejsersnit.

Fødselsangst er sgu bare en mærkelig størrelse.
Både i forhold til det at det er svært at forklare, men også fordi det jo er mange ting. Og forskelligt fra person til person, kan jeg forestille mig. Det er ikke sådan at man kommer let til at få et sådan kejsersnit, for det er i samråd med både jordemødre og en fødselslæge, at komme dertil, hvor det bliver booket i kalenderen.

Jeg blev fortalt at de helst ser at kvinder føder vaginalt (hvis de kan) og jeg traf beslutningen om at gøre ‘det andet’, fordi jeg kort sagt var:
PISSE RÆD for at føde og kunne ikke se hvordan jeg kunne føle mig klar eller tryg. 

“Jeg tror du nok allerede ved det, men det er helt normalt at være bange for at føde.”
Jeg kopierer lige et udsnit af en kommentar ind her, fra mit sidste blogindlæg. Og personen bag har da helt ret!

Jeg var, også dengang, godt klar over at det for mange er en sindssyg oplevelse, som mange tvivler på de kan magte. Måske særligt med første barn, når det er noget vi skal igennem, som vi aldrig nogensinde har stået i før.
Selvom vi, damer, får fortalt: “det har kvinder gjort i flere hundrede tusinde år, så det kan du også”, så er det da ikke mærkeligt, at der kan snige sig lidt tvivl ind, om det nok skal gå godt, når det ikke er tiptiptipoldemor Erna, der skal poppe tiptipoldemor Karen, men derimod en selv, der skal præstere det, som kan virke umenneskeligt; at FØDE et barn.

Det er ikke alle der er cool calm and collected, super mom; klar til at gå gennem den oplevelse det er at føde (vaginalt), det forstår jeg godt, men dét at være bange, bekymret og usikker er ikke det samme som ‘angst for..’

Jeg ved ikke hvor skillelinjen er – hvornår bliver det ‘fødselsangst’? Jeg har ikke vurderet det, men det var heller ikke mit bord. Det er ikke en diagnose, men en vurdering ud fra de mange samtaler jeg har haft med kloge mennesker, om den ’tilstand’ jeg var i, da jeg skulle have Augusta.
Altså hvad der var bedst for mig, i den situation og på den måde måske også hvad der var bedst for barnet i min mave.

Jeg var enlig, 24 år gammel, usikker på fremtiden og måske en smule sårbar.
Okay, ikke ‘måske’, jeg forsøgte at være fattet, men ser jeg tilbage var jeg måske sårbar. Jeg var på det tidspunkt på antidepressiv, ikke fordi jeg var deprimeret – eller det vidste jeg faktisk ikke om jeg var – jeg var bare stadig på piller, flere år efter en periode, hvor jeg havde det svært. Den var nok forårsaget af en svær gymnasietid og (hvad jeg tror) en reaktion på p-piller og jeg var slet og ret bare aldrig trappet ud af dem. Det gjorde jeg så, da jeg blev gravid. Og det gik – for lige at tage den – helt uden problemer!Det må have været en kombination af flere ting, også dem, som jeg lister op herover, at jeg valgte planlagt kejsersnit.

Det er ikke fordi jeg har brug for at forsvare mit valg, det var min ret, på trods af at det er atypisk, men jeg vil gerne forsøge at forklare ved at tænke tilbage, selvom jeg ikke kan komme med et endeligt facit.
Det tror jeg ikke er muligt, når det handler om psyken

Jeg er ikke rolig nu, cool eller calm, men jeg er mere collected, lad os sige det sådan. Det at have fødselsangst har for mig ikke betydet at jeg har angst for at føde – for evigt. Åbenbart.
Men dér, for mere end 7 år siden, var det sådan jeg havde det og jeg fortryder på intet tidspunkt, at jeg ikke forsøgte mig med en vaginal fødsel.

Ser jeg lige i bakspejlet mener jeg, at der kunne være faldet lidt tilbud min vej, som udvidet fødselsforberedelse, men jeg tog det jeg fik tilbudt (utilstrækkelig fødselsforberedelse, for en der har fødselsangst) og de jordemodersamtaler alle får og (som jeg husker) to snakke med en fødselslæge, der kunne ridse mine rettigheder op og informere mig om de evt. risici ved kejsersnit.
..men ingen grund til at dvæle i fortiden. Jeg håber blot på, at alle der skulle ligge inde med samme følelser får den hjælp og støtte de fortjener og feks. får et tilbud om fødselsforberedelse, der er lidt mere praktisk – og som de ikke skal have pungen fremme for at få.

For fa’en, jeg husker sgu de tre moduler vi fik på Skejby og selvom noget af det var brugbart var der da hverken åndedrætsøvelser eller andet, som gjorde vi følte os forberedt på selve fødselsakten. Det var noget med at høre om faser, høre om amning, hvem skulle man ringe til hvornår.. og værst:
Stå i en cirkel, med de andre personer, der var parret op som var vi på Noas Ark, og vælg fotografier, som ligger spredt ud over gulvet, der symboliserer jeres parforhold bedst. Jeg er ikke sikker på hvad en kano i en dal symboliserer, eller hvad frøen betød, men jeg prøvede at tage undervisningen ind, selvom jeg gik derfra med følelsen om at det var pisse utilstrækkeligt.

Jeg er bange for at føde, men jeg tror jeg vil give det et forsøg. Og jeg vil gøre alt, for at klæde mig på, til at blive mere tryg i det og jeg har faktisk en tro på (eller håb om) at fødselsforberedelse, både det jeg bliver tilbudt af JM, men også et forløb jeg har købt – og kendt jordemoderordning, som jeg er med i – vil kunne gøre mig tryg nok.

Til min store overraskelse er det dog ikke sikkert at de vil råde mig til en vaginal fødsel og de lukker ikke muligheden for planlagt kejsersnit, men det er noget hun konsulterer sig hos, hos sine kolleger. Og det er noget vi skal snakke om længere henne i forløbet. Det er en rent fysiologisk hindring, hvilket er nyt. Jeg blev nemlig opereret i maven for nogle år siden, da jeg havde en helt godartet knude, der generede meget (ift. at komme fra liggende til siddende position, når jeg havde ægløsning ect.)
Det betyder at jeg er blevet åbnet mit kejsersnitar og selvom de ikke har været i min livmoder og åbnet dér, så har de været i det område af min mave, som dermed kan give problemer ifm. graviditet og der er også en risiko for at et akut kejsersnit (som nogle fødsler jo ender i) kan være kompliceret, da mit ar kan have svært arvæv. Så ville planlagt måske være bedre, men intet er til at forudse – det er noget de skal vurdere.

Hvad gør vi så?

Jeg tager den med ro. Jeg fik råbt op, hos min læge og fødselslægen på sygehuset, ved at roligt fortælle om mine tanker og behov for at få ro i den her graviditet, med tanke på at den måske skal ende i en vaginal fødsel. Der skal støtte ind og Coronatiden er svær for de fleste gravide, men jeg kan høre på dem, at de selvfølgelig også vil individualisere tilbuddene, selvom Corona sgu spænder ben for alt. Jeg har også snakket med jordemoder, så nu ruller maskineriet.

Og jeg kan forstå, at pga. min situation (tidligere kejsersnit, operation) skal jeg ind på fødestuen med det samme jeg kan mærke jeg skulle være i noget der ligner fødsel. Dét har faktisk gjort at jeg faktisk føler lidt ro.
Nu føler jeg der er en plan.. og der er støtte at hente.

Og så må jeg også bare lige sige tak til alle jer, der læser med og kommenterer. Jeg havde lige en ordentlig følelsesmæssig rutchebanetur, hvor alt var fucking nederen og selvom jeg ikke normalt er typen, der vælger at filme, når jeg er ked af det, så var det bare en ægte moment, som jeg ville dele med jer. Det var lige der, hvor de ikke kunne finde op og ned i hvad jeg skulle tilbydes – og jeg følte mig fanget i et system, som sgu nok er for langsomme til at tilbageføre præ-Corona retningslinjerne og dét går bla. ud over de gravide. Men det virker til at være på sporet igen og det at have en linje ind nu har gjort mig mere tryg.

KH!



Læs også

34 Kommentarer

  • Reply
    Rebekka
    7. juli 2020 at 15:41

    Det er (af mangel på et bedre ord) sjovt det du beskriver; da jeg skulle have mit først barn havde jeg det på samme måde, bare med omvendt fortegn. Jeg panisk angst for at skulle have kejsersnit – ikke fordi jeg ønskede mig en naturlig, romantiseret, vaginal fødsel, men fordi jeg var urationel angst ved tanken om, at jeg skulle skæres i.
    Jeg forstår godt dem, der af den ene eller anden grund vælger kejsersnittet, men alt i mig skriger FLYGT når jeg tænker på det…
    Men hurra for muligheden for at kunne vælge (nogenlunde) frit – og så længe der kommer et sundt barn ud af det, og en mor der ikke er mentalt/fysik ødelagt efter fødslen (så godt som det nu kan lade sig gøre), så er det vel en (forholdsvis) god fødsel.
    Og til sidst tak for at bryde et tabu; det er så vigtigt, at moderskabet er noget vi selv kan forme, og ikke en ig-venlig pastelfarvet drøm, hvor alle skal føde/amme på den ‘rigtige’ måde.

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:49

      Tak for din fine kommentar, Rebekka. Jeg er så enig med dig, det er så godt at den mulighed er der! Egentlig tror jeg dog ikke jeg vil kalde det en irrationel angst, at frygte kejsersnit. Det er jo ret invasivt, så jeg forstår udmærket hvorfor mange kan frygte dét. Dog må jeg her tilføje at min oplevelse var positiv – jeg oplevede ingen gener og selve indgrebet gik som det skulle! <3

  • Reply
    Camilla
    7. juli 2020 at 17:55

    Årh, hvor er det bare så f…king befriende at du er så ærlig og ikke opstiller et rosenrødt billede af din graviditet.

    Jeg har ingen børn, men grundet en slags fødselsangst (forårsaget af generel angst tidligere i livet), så har jeg tit tænk om jeg overhovedet ville forsøge en (vaginal) fødsel. Men dine tanker giver mig en smule ro og nu føler jeg mig mindre alene.

    Så kæmpe-mega tak!

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:50

      Det er jeg glad for <3 <3 Du skal i hvert fald vide at der er hjælp at hente og folk i systemet der forstår angst og fødselsangst. Selvom jeg mener jeg kunne have fået mere støtte, så blev jeg mødt af forståelse og gode snakke, uden nogen form for fordømmelse!

  • Reply
    Christina
    7. juli 2020 at 18:03

    Jeg har 3 fødsler bag mig, en på sygehus og 2 hjemme fødsler. Jeg syntes at det er det fedeste at føde, men shit jeg er bange for kejsersnit, narkosen og eftervirkninger deraf. Og jeg er endda sygeplejerske 🙈
    Jeg er gravid med 4 barn og planlægger endnu en hjemme fødsel.

    Jeg tror på at det vigtigste er at mor er tryg uanset hvilke type fødsel man vælger, så det bliver en god oplevelse.

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:51

      Det med hjemmefødsel forstår jeg altså VIRKELIG godt. Jeg er ikke ræd for sygehuse, men det her med at det foregår i eget hjem giver rigtig fin mening. Det er ikke en mulighed for mig, da jeg har et kejsersnit bag mig, men jeg kan sagtens forstå du gerne vil føde nr. 4 derhjemme 😀
      Og god fornøjelse med det- jeg håber det bliver fantastisk!

  • Reply
    Stine
    7. juli 2020 at 20:16

    Jeg havde det også omvendt – var så bange for at det skulle ende i kejsersnit, da min datter far ikke var/er en del af vores liv, så tænk, hvis min lille baby skulle være hos en anden end mig!!
    Og lidt apropos, eller måske ret off-topic, var du enlig, da du fik Augusta? Jeg troede du var sammen med hendes far?
    Jeg er først begyndt at følge for nogle år siden, så måske jeg har blandet noget sammen?

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:53

      Ja, det var jeg 🙂 Vi forsøgte først at bo sammen efterfølgende.

      Og dén tanke, ift. hvem barnet kommer hen til, kan jeg godt forstå. Jeg var blevet forberedt på at hvis alt gik godt, så kunne hun komme op til mig, hvilket jeg tror mange kejsersnit børn gør – altså kommer op til moren. Jeg havde dog megen adrenalin i kroppen, så jeg rystede voldsomt, hvilket betød at det ikke kunne lade sig gøre, for mig 🙂

  • Reply
    Kirsten
    7. juli 2020 at 21:51

    Hvad er det med vores kultur som har gjort det at føde til sådan et kæmpe monster som vi har god grund til at frygte? Er det noget med at tidligere tiders mænd har bildt os ind at det er Evas straf at hun skal føde i smerte?
    Jeg har født to børn vaginalt uden smertelindring og jeg føler mig helt ærligt pisse sej. Men jeg var da også nervøs og bekymret. Især første gang. Og ja det gjorde ondt. Men det var også så meget mere end det. Det var kvindekraft, selvkontrol, ro, nærvær og til slut stor stor kærlighed. Grundig forberedelse og ro gjorde en kæmpe forskel for mig og jeg er så glad for de to fødsler som jeg tæller som nogle af de største oplevelser i mit liv.
    Men jeg er også helt enig i at det er helt afgørende at mor er tryg og hvor er vi heldige at leve i et land og i et århundrede hvor man som kommende fødende har en masse medbestemmelse og kontrol over egen krop og fødsel.
    Rigtig god fødsel, hvordan end den ser ud og hvordan end du ønsker at den skal være.
    Kh Kirsten

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:54

      Tak, Kirsten – jeg går også ind i det, med et håb om at selvkontrol og ro overgår bekymringerne og nervøsiteten, ved hjælp af forberedelse <3

  • Reply
    Tina
    7. juli 2020 at 22:04

    Jeg har tre akutte kejsersnit bag mig. Da jeg gik ind i 3. Graviditet havde jeg ikke en gang mærket én ve. Jeg måtte kæmpe for at få lov til at prøve at føde vaginalt med mange ekstra samtaler med jordemødre og overlæger. Jeg ville have givet min venstre arm (er højrehåndet) for en vaginal fødsel. Og ville virkelig gerne have oplevet det. Forud for sidste forestående fødsel (for fik lov til at prøve vagibalt) gjorde jeg derfor alt i min magt for at det ikke skulle være hos mig, der lavede en “fejl” så det ikke blev en fødsel (har aldrig brugt det ord om mine kejsersnit selvom jeg har talt med psykologer om det).. Jeg læste alle mulige bøger om metoder mv.. Og var bl.a. I hypnose for at komme min egen reaktion i forkøbet for det tilfælde, at det igen skulle ende som akut kejsersnit. Jeg vil ønske ønske ønske at jeg havde kunnet føde vaginalt. Mit 3. kejsersnit var meget meget hårdt for min krop og det at mavemusklerne blev skåret over for 3. Gang har været en hård kop te for den under graviditeten hårdt prøvede ryg.
    Jeg håber at du får den fødsel du ønske dig. Men intet kan – i min optik – sidestilles med en fødsel. Man kan ikke sige, at det er lidt ligesom… Eller hvis du har prøvet… Så ved du…

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:55

      Årh for fa’en, Tina. Det er jeg sgu ked af at høre. Det lyder virkelig hårdt, at du har haft en så stor lyst til at føde og gjort alt du kunne, uden det gik i sidste ende <3 ØV! <3

  • Reply
    Iben
    7. juli 2020 at 23:04

    Jeg havde det også sådan med nr 1. Valgte et kejsersnit OG valgte at jeg ikke ville amme…
    Det var en god jordmoder der hørte og forstod mig. Ved nr 2 ville jeg egentlig gerne prøve en alm fødsel og jeg ville gerne amme. Fødslen blev til et kejsersnit fordi han lå helt håbløst og amning kørte bare. Jeg er glad for jeg aldrig blev presset og jeg gjorde hvad jeg havde brug for dengang.
    Her 12 år senere havde jeg lavet alt muligt om (endda fundet dem en anden far!) men jeg er 100% sikker på jeg gjorde det rigtige dengang og så kan man ikke rigtig andet vel

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:58

      Det lyder også helt rigtigt, Iben! Det er så godt at blive lyttet til – og så er der intet galt i at have det anderledes ved næste barn! Det er, som du lidt skriver, bare at tænke at man gjorde ‘det rigtige’, for det rigtige på det tidspunkt er også det rigtige nu, da det var sådan du (altså vi!) havde det: at kejsersnit var det rette og senere var det det rette at forsøge med vaginal fødsel!
      Det er så godt at der er fagpersoner der lytter og ikke dikterer eller trækker noget ned over hovedet på en, for det kommer der ikke noget godt ud af. Men det er vel også det de har erfaret.

  • Reply
    Mie
    7. juli 2020 at 23:10

    Jeg håber du får en god fødsel ligemeget om det bliver et planlagt eller akut ks eller om det bliver en vaginal fødsel 🍀

    Jeg fødte min søn ved aks og havde det meget svært ved at det endte sådan – jeg havde fået bildt mig ind at ks var “den lette løsning” og følte mig utilstrækkelig 🤦🏻‍♀️
    Jeg har efterfølgende født min datter ved vaginal fødsel og det at have begge oplevelser i bagagen har gjort mig så glad for begge fødsler – det er faktisk først efter sidste fødsel at jeg siger at jeg fødte min søn (uden at nævne aks) 💗💚

    Og så vil jeg da bare lige nævne at en epidural er din ven i nøden, hvis det er veerne/smerterne du er ræd for 🥂😊

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 18:10

      Det er dejligt at høre at du har omfavnet begge fødsler <3 Godt at du er glad for dem, selvom du måske gerne ville have født vaginalt begge gange <3

      ..jeg er så meget på epiduralvognen! Det er alt jeg hører fra veninder, så jeg fornemmer det er en god ven at have med 😀

  • Reply
    Helene
    7. juli 2020 at 23:22

    Tak for at bringe emnet op. Jeg bliver stadig lidt fortørnet, når folk (særligt kvinder) siger: nåååh, men du har jo heller ikke prøvet at føde rigtigt…
    I det ligger der jo så, at jeg har født forkert.
    Hovedsagen er, at de -babyerne – kommer ud på den mest trygge og sundhedsmæssige forsvarlige måde. Om det er så er vaginalt eller med skalpel eller vel underordnet.
    Min ældste er født ved et akut kejsersnit – den næste ved et planlagt, fordi det var hospitalets anbefaling, da der kun er 18 måneder mellem drengene. Tredje gang var jeg fristet af at prøve at føde selv, men fik det frarådet, da der kun er 11 måneder mellem nr 2 og 3 (vi havde lidt travlt…) og det viste sig at være verdens bedste råd: der var lidt slitage indvendigt på moren efter 3 graviditeter på 3 år og det kunne være endt helt galt ved vaginal fødsel. Ud kom nr 3 (der i øvrigt hedder Augusta), og jeg sidder i dag med en følelse af, at jeg gjorde det, der var rigtigt for mig. Lyt til din mavefornemmelse (og tag læger og jm med på råd)

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 18:06

      Arh yes, Helene.. den har jeg også hørt. Jeg tager den dog ikke som om at jeg har fået barn forkert, men nærmere at vaginal fødsel er den gængse måde at få børn ud – altså det er sådan det sker for flest.
      Og hovedsagen er nemlig at de kommer ud på den mest trygge og forsvarlige måde <3 det er så sandt!
      Må jeg spørge om det var hospitalets anbefaling med PKS, fordi selve opskæringen (hvad søren hedder det?) altså arret var åbnet så nyligt, at det kunne briste under vaginal fødsel, eller hvad er forklaringen?
      Ift hvor obs de er på at jeg blot har haft ét PKS for 7 år siden og en operation (som ikke har noget med livmoder at gøre), så tænker jeg de må have taget deres forhåndsregler med dine søde, meget aldersmæssigt tætte, børn?
      Tak <3

  • Reply
    Charlotte
    8. juli 2020 at 0:02

    Så vigtigt at du mærker efter. Hvad der er det bedste for dig, ved kun du. Da jeg fik mit første barn, fik jeg et akut kejsersnit efter 19 timers kamp. Anden gang “bestilte” jeg et kejsersnit på forhånd. Lægerne prøvede at overtale mig til en naturlig fødsel, men jeg fastholdt, at jeg ikke ville igennem sådan en oplevelse igen. Fik derfor bevilget et kejsersnit 10 dage før termin. Fødslen gik dog i gang af sig selv 4 uger før termin, og selv da jeg kom ind på hospitalet med veer, prøvede jordmødrene at overtale mig til at føde selv. Jeg stejlede fuldstændigt og ventede 2 timer på at komme ned på operationsstuen. Da min søn kom ud, konstaterede lægen, at han heller ikke havde ligget rigtigt, og at han nok ikke var kommet ud ved en naturlig fødsel. Uanset hvad du vælger, så er det dit valg, og der er ikke noget “rigtigt” eller “forkert”. Pøj pøj!

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 18:02

      JØSSES, det lyder som en hård oplevelse!! Det her med at få ‘bevilget’ kejsersnit, for så at gå i fødsel var min store frygt (selvom jeg ikke oplevede optakt af nogen art, i form af plukveer eller andet), for tænk hvis jeg landede på fødestuen og de ikke var orienteret om mit ønske om kejsersnit – eller som du oplevede, hvilket da er værre endnu, at du skulle overtales til vaginal fødsel. Ej for fanden..
      Det må ikke have været nemt?

  • Reply
    Henriette
    8. juli 2020 at 12:39

    Jeg fødte min dreng for 20 år siden og skulle jeg gøre det om ville jeg klart vælge kejsersnit hvis man kunne det. Det var ikke nogen fantastisk oplevelse at føde “almindeligt” . Du skal bare gøre hvad det føles rigtig for dig og dit barn. Nogen gange er det med “almindelig” fødsel måske også gjort mere “lyserødt” end det egentlig er. Held og Lykke når du når frem til fødsel uanset om du skal det ene eller det andet😀

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 18:00

      Orv jeg er også så spændt på hvordan det bliver. Måske jeg kommer ud af det og tænker det var helt skrækkeligt, let’s see. Jeg har heldigvis ingen forestilling om at det er en fantastisk oplevelse, selvom jeg ved mange har det sådan, men jeg håber at jeg kommer ret uskræmt ud på den anden side. Men det tænker jeg alle, der skal føde håber på 🙂

  • Reply
    Laura
    8. juli 2020 at 17:23

    “Når et levende barn bliver født ved kejsersnit har det fødselsdag, præcis ligesom hvis det var blevet blevet mast ud gennem en dames fødselskanal i 8 timer er det en fødsel.”

    Døde børn har også fødselsdag. De er også blevet født. Også selvom de ikke kom til verden med skrig og en mors glædesfyldte, lettede suk.
    Ordet er forfærdeligt – dødfødsel (tro mig, ordets klang kan ikke måle sig med oplevelsen). Men ikke desto mindre. Det ER en fødsel. Ergo en fødselsdag. Uanset kejsersnit el. vaginal fødsel.

    • Reply
      Nutidensmor
      8. juli 2020 at 17:59

      Det er en fejl, det må jeg sgu sige, Laura. Det beklager jeg. Jeg skriver det som om det er en sandhed, men i virkeligheden kender jeg “kun” én person, der har fået et barn, der desværre ikke overlevede fødslen. Hun bruger ikke ordet fødselsdag om sit barn, men du har en pointe i at bare fordi jeg kender én og hun har det sådan, så er det ikke sådan. Eller sådan for alle. Jeg har rettet det <3

      • Reply
        Laura
        12. juli 2020 at 19:00

        Det er cool, at du bare tager det til dig.
        Jeg fødte min tredje pige i september, 11 dage over termin. Hun har i allerhøjeste grad fødselsdag. Og desværre også dødsdag på samme dag. Hun var et lille menneske, som har ændret vores liv. Hun har søstre, der taler om hende og savner hende uendeligt og tænker på, hvordan livet med hende ville have været. Ligesom vi voksne.
        Jeg ved, at det KAN være en forskel, hvis man føder så tidligt, at barnet ikke ville have været levedygtigt. Men enhver fødsel – om den er vaginal, ved kejsersnit, en senabort eller en dødfødsel – resulterer i noget, som man efterfølgende selv må lære at sætte ord og fænomen på – og uddanne folk omkring en til at bruge de ord, som man selv bruger og som man synes, er de rigtige for ens egen situation. Og jeg er glad for, at du vil være med til at inkludere flere.

      • Reply
        Trine
        15. oktober 2020 at 12:49

        Hvilke sygehus har du fået bevilget planlagt kejsersnit på?❤️

  • Reply
    Anna Maria
    8. juli 2020 at 18:00

    Jeg har 2 børn – første blev født vaginalt for 5 år siden og andet barn ved ks for 4 uger siden. Efter at have prøvet begge kan jeg konstatere at de begge er lige ubehagelige🙈 På forskellige måder – det er lidt pest eller kolera. Ks er bestemt ikke den nemme vej (jeg synes faktisk det gjorde mere ondt end de 12 timers veer jeg var igennem inden ks) og super træls det ikke føles som en ‘rigtig’ fødsel!!! Det må være kulturbestemt at vi går rundt og føler der kun er en rigtig måde at føde på.

    Lige et praktisk råd – jeg købte mig til en konsultation hos en sød doula inden fødsel, fordi jeg gerne ville være bedre forberedt og hun gav mig så mange gode tips – bl.a. til ønsker til fødslen og vejrtrækning, som den offentlig fødselsforberedelse IKKE kommer ind på. (Jeg trængte virkelig også bare til at sidde overfor et rigtig menneske istedet for bare at glo på de videoer Randers hospital har lagt ud her i coronatiden😬)

  • Reply
    Anja
    8. juli 2020 at 19:28

    Min dreng blev vendt i uge 36( mener jeg det var) og da jeg så endelig fik veer gik det hurtigt og da vi 4 timer efter første ve var på sygehuset lå hans navlestreng oppe over hovedet og blev mast når han ville ud og det var han åbenbart klar til allerede ( til fødselsforberedelsen havde de sagt, at som første gangs gravid ville det nok tage mellem 12-20 timer) endte det med et akutkejsersnit grad 1. Fuld narkose og ude med baby på 15 minutter. Selvom det hele gik så mega hurtigt og min kæreste havde følt sig lidt forladt. Kan jeg kun huske, at det gjorde mega ondt fordi de ikke kunne ligge drop i min hånd og at smerterne var lidt voldsomme bagefter (det tænker jeg nu de havde været uanset hvad) resten af den korte tid følte jeg mig i gode hænder 😊 og havde et fint forløb efterfølgende, 4 dage indlagt fordi jeg skulle have antibiotika IV pga grad 1 kejsersnit. Jeg havde den sødeste jordmoderstuderende det hjalp med amning og bare passe os alle 3 så skønt Og så var vi klar til at komme hjem, helt rolige og trygge 😊
    En anden gang vil jeg da gerne føde, verginalt men jeg kan også fint klare et kejsersnit til 😊 Held og lykke Johanne, jeg håber I finder den bedste løsning for jeg ♥️

  • Reply
    Tenned
    8. juli 2020 at 20:30

    Altså.. Når først man ligger der, så er der jo ingen vej tilbage og så gør kroppen (ja bevares, og en selv) jo bare, hvad der skal gøres. Jo jo, det gør da mega-naller, og efter 2. gang svor jeg, at jeg ALDRIG ville gøre det igen. Men så blev jeg sgu gravid. Igen. Med tvillinger. Og måtte på den, igen. TO gange. Vaginalt. Og det gik pisse godt. Alle 4 gange sgu. Og jeg følte mig pisse-sej. Alle 4 gange.
    Jeg tænker, at det er dét en vaginal fødsel kan. (nåja, og så ville OP uden tvivl få ret travlt, hvis alle skulle ha’ kejsersnit).. Personligt har jeg måske ikke just frygtet kejsersnit, men.. Så mig bestemt helst fri. Men altså, hvis det kom til at det måtte blive kejsersnit, så var det jo sådan det var. Og med twins var der en ret stor sandsynlighed herfor. Jeg slap dog, heldigvis😅. Ville være så ked af efterforløbet nemlig.
    Men i sidste ende er det jo aldeles ligegyldigt. Bare bebs kommer ud i god stand og alle er glade! Ville dog bare lige smide en anbefaling af det der pressen bebs ud.. 😏
    Pøj pøj i hvert fald, hvad enten det bliver det ene eller det andet 💪🏻

  • Reply
    Lise
    8. juli 2020 at 20:41

    Nu ved jeg du skriver at du har købt et fødselsforberedende forløb, men har du brug for mere, kan Heidi Meyer (Meyermetoden) anbefales.. Hun arbejder med mange med fødselsangst og hun er bare guld! 💪🏻 følg hende evt på Instagram på @meyermetoden og @meyermor

  • Reply
    Julie
    8. juli 2020 at 22:19

    Kære Johanne.
    Årh de der billeder man skulle vælge til fødselsforberedelse🙈
    Jeg har et kejsersnit og efterfølgende en “alm” fødsel. For at blive mentalt klar anden gang var jeg hele systemet rundt: lægesamtale, kendt jordemoder og privat forløb. Det var helt klart det private forløb der klædte mig bedst og mest nænsomt på. Alle pengene værd <3. Og lige et råd du ikke har bedt om: bed om trådløs monitorering (måske hedder det en Monica?) Du/jeres baby skal monitoreres under fødslen med sådan nogle velcrobælter om maven der er koblet til en maskine. For mig var det helt ulideligt at være bæltet fast med reduceret bevægefrihed. Så jeg fik trådløs monitorering på og kunne bevæge mig frit rundt på stuen og lave mine øvelser for at få babyen roteret ordentligt ned i bækkenet. Det fungerede perfekt for mig, så helt klart en anbefaling herfra. Og skal man have en epidural, hvilket jeg fik relativt tidligt, så har du også det færre antal ledninger at holde styr på.
    Uanset hvad du vælger og hvad der sker, håber jeg sådan at du får en god oplevelse.
    Rigtig meget held og lykke.

  • Reply
    Tina
    8. juli 2020 at 23:05

    Tak for at belyse emnet og din/jeres situation. Jeg har aldrig mødt nogen, eller hørt om, tilfælde af fødselsangst. Det er ikke noget jeg havde tænkt på kunne være en frygt, omend det jo giver super god mening. Håber I får en skøn fødsel, uanset hvilken ankomst det ender med.

    Jeg venter spændt på selv at gå i fødsel, inden for de næste par uger, og glæder mig til at min mand og jeg skal føde sammen for anden gang ☺️ Du bliver garanteret mega glad for at have Jesper ved din side denne gang 👏❤️

  • Reply
    Vinni
    8. juli 2020 at 23:07

    Jeg har født 4 børn og har fuld forståelse for dine tanker. Jeg har angst, som i fu…. meget angst. Jeg lever med det hver dag i flere forskellige typer, blandt andet angst for smerter. For knap 18 år siden var der ikke nogen der ville høre på mig og tage en snak om selvvalgt kejsersnit. Shit hvor var jeg bange og jeg vil godt tilstå at jeg tryglede om at det skulle stoppe. Det var ikke en god oplevelse men vi kom hele ud på den anden side. Ved fødsel nr 2 fik jeg hypnose i ugerne op til og det hjalp sindssyg meget. Jeg frygtede smerterne men kunne bedre “ride på bølgerne”, hvilket gav en meget bedre oplevelse og fødsel. Nr 3 og 4 var drømmefødsler på trods af min smerte angst.
    Jeg kan godt anbefale at få hypnose og ellers få arbejdet med de dybere grunde til angsten.
    Jeg ønsker dig alt held og lykke. 🙂

  • Reply
    Maria
    9. juli 2020 at 16:59

    Det eneste jeg kendte til fødsler, da jeg blev gravid, var min mors meget traumatiske fødsel af mig som gentagende gange er blevet mig fortalt (SÅ uhensigtsmæssigt!)
    Jeg tog ekstra fødselsforberedelse hos APA og gik til graviditetsyoga. Det helt store gennembrud for mig, i forhold til min fødselsangst, var, da jeg blev bevidst om man under fødslen naturligt udskiller en kæmpe portion oxytocin (det modsatte af stress hormoner!) og at fødslen aktiverer det parasympatiske nervesystem og ikke det sympatiske. DVS. jeg fandt ud af, at det bedste jeg kunne gøre var at stole på min krop og følge med processen – og ikke mindst lytte godt efter jordemoderen ved fødslen. Jeg har født to gange og venter nu min tredje. Det gør pisse ondt at føde, ork ja! Men min angst og negative billede omkring fødslen grundet min mors oplevelse, var ganske ubegrundet. Mine fire bedste råd til fødslen: En sød mand ved ens side! Åndedræt! Jordemoder! Stol på din seje stærke krop!
    Mange gode tanker herfra – håber du finder frem til den helt rette fødsel for dig 🙂

Skriv et svar