AT HÅBE PÅ EN PIGE ..OG FÅ EN DRENG

Jeg kan sgu lige så godt være helt ærlig med den her, selvom måske det kan medføre at der er folk der går til tasterne i vrede eller rynker bryn. Men altså.. det håber jeg sgu ikke, for selvom det ikke er alle, der har det som jeg, så kan vi vel allesammen sætte pris på ærlighed?
Jeg tænker sgu næsten også der må være andre, der har haft det som jeg – og hvorfor ikke dele min følelse med jer, når det nu var sådan jeg havde det?

Helt ærligt:
Jeg havde håbet, at vi skulle have en pige.


En venindes reaktion var: “Det må du aldrig skrive på nettet, hvis han en dag skal læse det”. But here we go.
Jeg mener jeg har tænkt det igennem.

Det handler om at jeg helt enkelt om at jeg altid har haft en forestilling om at mit liv blev med pigebørn. Og at jeg virkelig, uden nogle hokus pokus evner om at forudse ting, troede at det var det var i min mave. Jeg havde ganske enkelt ikke kunne forestille mig at der var en dreng, et barn af et andet køn, end mit eget. Al menneskeproduktion er syret, men det er, når man tænker over det, vildt at en kvindekrop kan lave en dreng, for så er det ikke bare en kopimaskine – det er en biologisk proces der er endnu vildere, end hvad min lille hjerne kan begribe.

Men: i uge 14 var vi til en kønsscanning, hos en privat jordemoder, som viste “en fin penis”.
Der fik jeg ytret, uden omsvøb, uden tanke:
“Kan det nå at ændre sig?”

Augusta troede det var en pige, men håbede på en lillebror, mens Jesper, søde Jesper, ville være lige dele begejstret pige eller dreng. Den rette tankegang, vil mange måske mene. Jeg derimod gik hjem, lidt slukøret alen (i overført betydning) med følelsen af at den pige jeg troede jeg havde i maven var pludseligt forsvundet og pludselig byttet ud med et hankønsvæsen. Han har været en dreng fra start, det ved jeg godt, men indtil uge 14 troede jeg det var en pige.. og så var jordemoderen budbringer på en forbytter ala Forældrefælden.
Filmen med Lindsay Lohan, du ved.

“EN DRENG? I MIG? TIL OS?”
Jeg var – ærlig talt – skuffet og meget overrasket.

Jeg troede – og håbede – det var en pige.

Ja, det lyder måske dumt her, men jeg havde længe, lige fra de vi startede med at prøve at blive gravide, luret på det fineste Kongens Sløjd pigetøj på min telefon derhjemme, klar til at trykke: køb, når scanningsjordemoderen havde fortalt os at det (naturligvis) var en pige vi skal have. Jeg havde også ligget og funderet over hvor meget af Augustas tøj den lille ny kunne få og om hun mon kom til at ligne Augusta lidt.
Og så var der selvfølgelig navnetanker, med ét særligt navn, der havde sat sig fast, så det var ikke bare ‘hende’ der ‘forsvandt’ – det var også en navngiven en, i mit hoved.
Jeg har faktisk aldrig engageret mig det store i venstre side af det fællesark vi sammen havde lavet med navneideer, fordi jeg ikke har mange forslag til drengenavne. Fordi jeg ikke tænkte vi skulle have en.

Og så kommer den lille fortælling om noget jeg så på Instagram. Det er lidt en halv fortælling, fordi jeg ikke kan huske hvem der delte, men her kommer den alligevel.
Jeg lå i min seng, Jesper var ikke hjemme og Augusta var hos sin far, og så en story. En eller anden dame jeg følger er også gravid og hun skulle til kønsscanning alene og vi, følgerne, kunne kigge helt tæt med, da hun fik den lille seddel jordemoderen havde skrevet kønnet på, med hjem.
Hun var SÅ glad, SÅ spændt – det gik lige gennem skærmen til mig og alle der kiggede med.
Her åbnede de, parret, den lille seddel sammen, da han kom hjem, og læste højt at de skulle have en lille pige.
Og de blev LYKKELIGE.
Ikke fordi det var en pige!, det var der ikke noget om, men fordi det jo er stort at få kønnet at vide og jer der har været til kønsscanninger ved nok hvor virkeligt det hele pludselig bliver.
Ja, de var bare ellevilde over den her baby i maven.

Jeg STORtudede!
Den besked ville jeg også have haft – den besked TROEDE jeg at jeg ville få.
Min første indskydelse, som tilskuer til deres store lykke, var at det var uretfærdigt af helvedes til.
Jeg var jo klar til at hun sagde: “Ja, og det er så endnu en lille pige”, hvor jeg så ville kigge over på Jesper med et smil og et lille blik, der ville sige ‘det vidste jeg jo godt, det er sådan noget jeg bare ved’. But no.

Ja, det var her det hele toppede – og stoppede.
Følelsen omkring at jeg troede jeg havde en pige i maven, som så viste sig at være en dreng, til min overraskelse, dukkede op igen. Og jeg gav mig sgu lov til at føle det..
..men så tog jeg mig også fucking sammen.

Jeg vil gerne fastholde at jeg mener at man ikke kan gøre noget ved sine følelser og reaktion. Og reaktion – det er jo det var. Det er ikke holdning jeg har: ‘piger er bedre end drenge’ eller ‘drenge passer ikke ind i vores familie’ eller noget andet.
Det var en reaktion jeg havde, hvilket er en betydelig forskel.

Jeg blev ærgerlig, jeg blev skuffet og jeg havde håbet på en pige. Men derfra var det også at hanke op i mig selv og huske på mit held.
Det er ikke bare at ‘tage mig fucking sammen’, men jeg valgte at lade den ligge dér og lade være med at svøbe rundt i det – omvendt fokusere på hvad jeg havde – og se ud af min lille privilegiebobbel.

Den her ‘snydt’ eller uretfærdighedsfølelse er det jeg skammer mig liiiidt over, nu jeg skriver det her indlæg, for vi kan for helvede få børn, modsat S Å mange andre.

Jeg tænkte også, da jeg gjorde klar til det her indlæg og vurderede om jeg skulle tage historien om parret, der blev så glade for at åbne den lille seddel sammen, at der hver dag er kvinder og mænd der ser stories på Instagram, der gør ondt. Ikke fordi jeg, med min graviditet tager et barn ud af en stor babypulje og gør andres chancer mindre, men jeg ved det kan gøre ondt at blive mindet om sine egne drømme.
..og det må være svært at læse at andre kan gå op i noget som køn, når alt man ønsker sig er et barn.
Jeg skriver også det her, velvidende om hvor plat det et eller andet sted er og hvor mange der blot ønsker sig en vellykket graviditet, men det var min følelse og den kan jeg stikke af fra.

Men jo, det er faktisk okay at håbe på et køn, det synes jeg virkelig, men fra dét og så til at dvæle og ikke sætte pris på at det er et sundt og raskt barn er nok noget af den mest utaknemmelige følelse jeg har haft i min krop.
Det var noget jeg lige fik revet mig selv i nakkeskindet med, selvom jeg som sagt ikke synes det er en forbudt tanke at have – eller følelse at gå med- så er det også noget jeg lige skulle vænne mig til. Og det gjorde jeg (jo) (selvfølgelig)!

Og hvad så egentlig med ham, og det med at han måske en dag læser dette?
(LOL, som om internettet er det samme, til den tid)
Det er okay. Det bestemmer jeg. Ingen skal blive ærgerlig over noget på mit barns vegne eller tillægge ham fremtidig undren – der ER alligevel også en grænse dér 🙂 Det handler egentlig ikke om ham, skulle jeg næsten til at skrive, for som søn af mig og Jesper skal han sgu nok kunne klare at høre en dag, at jeg troede det var en pige og godt nok lige skulle vænne mig til nyheden, men om at jeg alligevel mener det er en god historie at få “derud”, at det ikke er mærkeligt at håbe på noget og få noget andet. Så længe det ikke varer ved, det her navlepilleri og ærgrelse over det man ikke har kontrol over, så ved jeg min unge nok skal være cool med det hele.
Det kan da også være han gerne selv vil være en pige, hvad ved jeg. Det er op til ham.

Det at få børn og det at kunne få børn er en gave, som virker til at være tildelt ved held, og det at skulle kæmpe er naturligvis en sorg. En kamp, en sorg og følelser jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan må være. Så det at fortsætte med at svøbe rundt i noget som at blive overrasket over kønnet, er måske nærmest arrogant. Og derfor gjorde jeg det kun for en stund og den tager jeg gerne på mig; det var da dumt.

Jer der har set mine stories med nuttet babytøj kan se at vi kører lidt 50 shades of brown som farvetema. Alt godt fra mudderhullet, kan man sige.
Det er moden nu, det ved jeg, men det er ikke fordi jeg en dag håber på en pige, det er fordi jeg tænker det kan gå begge veje en dag, hvis vi en dag vil have flere – og kan få flere.
Nu er det en dreng vi skal have (jeg passer ægte på at lade være med at skrive navnet, for det er det vi bruger hele tiden foran venner og familie, så det er nemt at komme til at henkastet taste ind her) og nu da min lidt barnagtige idé om at det jeg forestiller mig bliver til virkelighed lidt er brudt, så har jeg tænkt at barn nr 3 ..skulle det en dag ske.. godt kunne være en dreng igen.
Og gerne “må”.
-I forstår hvad jeg mener.
..så det er faktisk en bevist unisex vej vi kører, hvis jeg må tillade mig at være så gammeldags i min tanke om farver og køn.

Men lad mig spørge dig:
Håbede du på et bestemt køn?
Hvis du gjorde og det ikke blev som du troede: hvordan reagerede du?
Del endelig dine ærlige tanker.


Læs også

148 Kommentarer

  • Reply
    Anne
    12. juli 2020 at 12:57

    Jeg havde de præcis samme tanker som dig og blev mødt med forargelse fra veninder om at “det må man da ikke sige”. Jeg har fået 2 dejlige drenge og begge gange ønsket mig en pige. Nu er jeg højgravid (10 dage til termin – KOM UD!!) med en pige og kunne slet ikke forestille mig at søskendeflokken kunne se anderledes ud. Vi bliver en fuldendt familie med lillesøster til sidst. Men om jeg græd til kønsscanning da vi fik beskeden om en pige – Kæmpe JA. Og alligevel har jeg skulle høre for “at jeg fik som jeg ønskede”.

    Det tog mig flere dage, første gang at acceptere at pigen (som jeg troede) inde i maven var en dreng. Da accepten havde indfundet sig, kunne jeg igen glæde mig til at han kom til verden.

    Anden gang sagde jeg til mig selv at det var en dreng i maven, men at jeg ville blive glad for en pige. Ganske rigtig en dreng. En smule skuffelse, men jeg havde accepteret det inden scanningen.

    Efter sidst scanning, der endelig fortalte os at nu kom der en lillesøster til os. Tog jeg ud og shoppe og søgte sjovt nok kun baby drengetøj i butikkerne og synes at det var så sødt 😂 mit hoved skulle lige vende sig til at det faktisk var okay at kigge på baby pige tøj OG købe det 😍

    Til sidst må jeg nok også indrømme at det ikke er sikkert jeg havde fået 3 børn lige i rap, hvis nr 2 havde været en pige. Men vi fortryder intet. Tvært imod. Nu er det helt perfekt 💙💙❤️

  • Reply
    Dorthe
    12. juli 2020 at 12:58

    Jeg har altid ønsket mig en storebror, så jeg håbede helt naturligt på en dreng første gang, hvilket jeg var så heldig at få ❤️
    Anden gang var jeg sikker på, at jeg skulle være drengemor og kunne slet ikke forene mig alle de bekymringer, jeg kunne komme i tanke om med piger! Men der kom sørme en lillesøster, og de passer bare så godt sammen og har så meget glæde af hinanden.

    Skulle håbet om flere børn gå i opfyldelse, håber jeg stadig på flere drenge, men jeg ved også at med mine hormoner, skal jeg vist bare være glad, hvis jeg skulle blive gravid igen ❤️

  • Reply
    Chris
    12. juli 2020 at 12:58

    Jeg håbede på en pige, fordi så kunne vi beholde hende uanset om hun var bærer af den sygdom jeg er bærer af.. det blev dog desværre en dreng med sygdommen (drengebørn udvikler det, da det er x-linket) og jeg fik i min 12. Uge en kirurgisk abort.. så ja! Allerhelst en pige.. men skæbnen vil mig ikke 🙁

    • Reply
      Stine
      12. juli 2020 at 13:15

      Åh. Kæmpekram til dig ❤

    • Reply
      Thea
      12. juli 2020 at 13:49

      ♥️

  • Reply
    Mette
    12. juli 2020 at 12:59

    Ja jeg var sikker på jeg ville få en dreng først og en pige som nr 2… Og det fik jeg 🙈
    Men jeg forstår dig!
    Forstår at den der pige drøm om hvordan det skal være, ikke ender sådan. Og med hormoner, drømme og skulle tænke “drenge ting” i stedet for “pige ting” 😱
    Jeg fandt først ud af ved fødslen hvad jeg fik, så hvis det havde været “forkert” først gang, ja så havde jeg haft en pige i en masse drenge tøj 🙈 (altså ikke kun farverne, “Boys rules” “mamma’s boy” tøj 😂)
    Tillykke med lillebror og lad vær med at tænke på hvad alle andre tænker! Det er din drøm der ændrer sig – den bliver stadig god, men anderledes ❤

  • Reply
    Camilla
    12. juli 2020 at 13:07

    Jeg har altid drømt om tre piger.
    Fordi jeg altid har fundet drengebørn lidt… irriterende….nu fornærmer jeg mange. Men sådan havde jeg det. Især teenagedrenge.
    Og så så jeg bare mest mig selv blandt lange lyse krøller, tylskørter, sødt pigetøj osv.
    Min første var en pige. Var himmelhenrykt. To år senere blev jeg gravid igen og var SÅ klar til endnu en lille pige. Pigen var en dreng. En DRENG. Jeg panikkede. Græd. Følte mig snydt. Men også tarvelig og forkælet.
    Tænkte, at nødløsningen så måtte være to piger og en dreng, og at det også kunne noget. Men syv måneder efter min søns fødsel blev jeg gravid igen – endnu en dreng. Og jeg havde det om muligt endnu værre der. Alle mine drømme brast. Jeg kunne ikke rumme at skulle være mor til endnu en dreng. Det var jo ikke det jeg ville.

    Jeg elsker mine drenge. De er fandens smukke, sjove og dejlige. Men de er stadig drenge og piss’ irriterende af og til, men heldigvis er de mine drenge, og så kan man ligesom acceptere en god sjat mere. I virkeligheden kan min datter være lige så irriterende, bare på en anden måde.
    Alle mine børn er elskede og jeg ville ikke bytte så meget som en af dem ud med en anden eller et andet køn.
    Men jeg mangler stadig en pige mere.

    Min mand ønsker sig et fjerde barn.
    Jeg er tilbageholdende. Udelukkende fordi at tre drenge ville være en for meget for mig. Var jeg garanteret en lille pige, havde vi for længst lavet en baby mere. Men jeg tror vi holder her.
    To drenge. En pige.
    Det er fint ♥️

    • Reply
      Camilla
      12. juli 2020 at 13:12

      Og som en lille tilføjelse – jeg blev så glad da jeg så du skulle have en dreng. Jeg bliver glad hver gang andre får en dreng, fordi jeg føler mig lidt mindre alene i den her drengemorverden, når jeg kan se andre være i det også ♥️

    • Reply
      Line
      12. juli 2020 at 13:24

      Du fornærmer ikke mig… Jeg turde ikke skrive det selv, så jeg synes bare, det er befriende, at du turde 😆

    • Reply
      Sofie
      12. juli 2020 at 17:38

      Jeg kan snildt følge din tankegang, jeg har det bare modsat, jeg frygter teenageårene med piger. Jeg har endnu ikke nogle, men jeg ved hvor forfærdelig jeg selv har været, hvor jeg føler drenge er “nemmere” haha.

  • Reply
    Michelle
    12. juli 2020 at 13:13

    Jeg er også gravid, og vi har en datter i forvejen. Jeg var 1. gang sikker på, at hun var en dreng – og blev gevaldigt skuffet og ked af det, da hun jo viste sig at være en pige. Det tog en uges tid, og nu er hun 3 år og jeg kunne ikke forestille mig andet. Derfor her i 2. graviditet, var jeg sikker på at vi ville få endnu en pige – men nope… denne gang er det en dreng vi venter. Og jeg blev da glad! Men også meget forvirret over hvor dårlig fornemmelse jeg egentlig har 😀😂
    Da vi offentliggjorde det, var der MANGE der skrev og sagde “ej hvor er I heldige, med én af hver” – og jeg må bare sige, at jeg havde følt mig lige så heldig med 2 af samme køn ❤️ Det er som om, der er en tone af at man skal have mindst én af hver. Det synes jeg er mest frustrerende.

  • Reply
    Charlotte
    12. juli 2020 at 13:14

    Havde det også på samme måde, da jeg ventede nr 3 havde en dreng og en pige og ville så gerne have en pige mere, men ja til scanningen var det en dreng jeg ventet og jeg græd også, også fordi jeg blive jo ked af jeg fik den følelse at jeg ønsket det var en pige

  • Reply
    Christina
    12. juli 2020 at 13:15

    Vi har en pige og 2 drenge. Jeg skulle ved drengene lige sluge det, for jeg havde tænkt at vi fik en pigeflok. Ved nr. 3 kendte vi ikke kønnet, men jeg havde købt pige tøj, fordi selvfølgelig var det en pige., snydt! Den dag idag kan jeg slet ikke forestille mig at leve uden drengene og ej heller min datter. Nu er jeg gravid med 4 barn og jeg håber dybt og inderligt på en pige, så vi har to af hver og at min datter får en søster. Det har jeg aldrig selv haft.

  • Reply
    anja
    12. juli 2020 at 13:19

    første gang for de her virkelig mange år siden kunne vi ikke se hvad baby blev og en kønsscanning kostede rigtig mange penge som vi ikke havde, derfor havde vi både pige- og drengenavn klar da vores første dreng blev født. anden gang var jeg helt over bevist om at vi skulle have en pige og blev ærligt møg skuffet da den lille lort viste sig at have en tap🙄 der gik lige et par uger før jeg ville kigge på drengenavne.

    jeg er hekt med på at vi skal vlre glade for at kunne få børn, men syntes ikke det kan være rigtigt at det skal være så tabu belagt at blive ked af det når kønnet på baby ikke bliver som håbet, for jo det gør sku ondt og det må det godt… vi lever i en verden hvor det er muligt for os at få vished om hvad der gemmer sig i maven så selvfølgelig drømmer og håber vi…. hvor mange fædre/ mødre har mon ikke bandet i deres stille sind i gamle dage over endnu en h*n har set dagens lys???

  • Reply
    Line
    12. juli 2020 at 13:19

    Vi ønskede os begge en pige, begge gange, og vi fik, hvad vi ønskede os. Meget af mit ønske kom af, at jeg simpelthen ikke kunne forestille mig selv som drengemor eller min mand som drengefar – hvad skulle jeg/vi dog lave med en dreng? Hvordan skulle vi kunne opfostre et barn med det køn, når vi havde så svært ved at interagere med drengebørn i vennekreds og familie? Vi følte os bare ikke som de rette til at blive forældre til en dreng. Til gengæld vidste jeg præcis, hvad jeg ville lave med min fremtidige datter – sy barbietøj, sætte mit gamle Lundy dukkehus i stand (købte endda fine gamle møbler til dukkehuset via eBay, før jeg overhovedet havde mødt min mand) og andet, som jeg udelukkende koblede sammen med en fremtidig datter. Vi fik som sagt to piger og blev utroligt lettede, da vi sad til scanning med krydsede fingre og tæer. Vi har ikke oplevet skuffelsen, men jeg vil sige, at lettelsen også kan føles utroligt skamfuld – for sådan må man jo ikke føle! Jeg er dog ikke et øjeblik i tvivl om, at havde vi fået en dreng, havde skuffelsen kun fået plads, lige indtil kærligheden til det barn, vi fik, overtog for forestillingen om det barn, vi troede, vi ville få! Og vi havde fået en skøn militærnægtende feminist af en søn ud af det 😊

  • Reply
    Ditte
    12. juli 2020 at 13:22

    Rigtig fint indlæg og tak for din ærlighed – jeg tror bestemt, at der er mange, der har det som du beskriver, men ikke tør sige det højt.

    Jeg er selv gravid – med en lille pige i maven. Jeg havde egentlig forestillet mig at jeg skulle være drengemor, fordi de fleste jeg kender har drenge, så jeg blev ærlig talt lidt overrasket. Jeg har dog ikke haft de samme tanker og følelser som dig – men sådan shit en teenage pige, kan jeg klare det?😅 -men følelserne og reaktionen har jeg oplevet hos andre, når jeg har fortalt at jeg venter en pige. Her har flere sagt ting som: “neeeeej, hvor er du heldig”, “jeg har altid ønsket mig en pige” og “da jeg fik at vide at jeg skulle have en dreng græd jeg i tre dage”.
    Så tror helt sikkert følelserne findes, men det er nok ikke rigtig noget man tør sige højt – for som du siger så er det vigtigste jo et sundt og rask barn, men derfor kan man jo godt have nogle følelser som ikke er helt rationelle🙈😊♥️

  • Reply
    Line
    12. juli 2020 at 13:25

    Altså jeg VIDSTE ligesom bare med min førstefødte at hun var en pige. Det kom nærmest som en åbenbaring en dag.
    Og derfra kunne jeg bare fuldt ud mærke hende. Jeg fik først kønnet ved fødslen – og der var som jeg havde følt – en dejlig pige.
    Det samme skete 2. gang. Jeg er af sigøjner slægt, og kvinderne i min slægt, har simpelthen bare en intuitiv fornemmelse for hvilket slags barn vi føder. Sådan har det været med min mor og mostre og min søster.
    Og jeg mærkede TYDELIGT den her lille pige en dag jeg stod i badet. Hun skulle hedde Frigg, og jeg følte dyb samklang med hende. Hvilket jo kunne forklares af min gode intuition fremavlet af sigøjner blodet.
    Heller ikke ved 2. fødsel kendte vi kønnet før barnet blev født.
    Stor var overraskelsen derfor da min mand råbte “Det er sq en dreng, Line!”

    Blev jeg skuffet? Ja! ikke over kønnet (min mands begejstring over at have een af hver overstrålede alt andet) men over at den der sigøjner intuition åbenbart ikke var nedarvet til mig;)

  • Reply
    Anette
    12. juli 2020 at 13:27

    Armen hvor kan jeg følge sin tankegang, havde det lige sådan da jeg ventede nr2. Første blev en pige, og jeg har så længe jeg kan huske ønsket mig en dreng. “Så anden gang var lykkens gang”, troede vi! Jeg blev scanet ret sent i min graviditet, så ca to uger inden baby meldte sin ankomst siger den søde læge, i skal have en pige mere – WHAT . Min første tanke var, NEJ JEG SKULLE HAVE EN DRENG. Både min mand og jeg gik derfra lettere nedslået, eller retter sagt havde min mand have lidt tårer i øjenkrogen. Men lige som alt andet var, og er, vores andet pigebarnet helt perfekt.
    Tak fordi du endnu en gang bryder et tabu!

  • Reply
    Mettw
    12. juli 2020 at 13:30

    Vi er en efterhånden stor familie, med 3 tweens I huset (Dreng, pige, pige). De store kom til, mens vi stadig var ganske unge og på mange måder har vi nok altid vidst at der måtte komme en lille efternøler, når tiden var rigtig til det. Vi venter os nu igen med termin lige om lidt og jeg har hele tiden ønsket mig endnu en datter. Det er ikke noget jeg har lagt skjul på, hvorfor skulle jeg? Min virkelighed var således, at jeg inderligt ønskede mig en lillesøster mere til flokken og det er heldigvis ikke lig med at en lillebror ville være uvelkommen. Slet ikke! Mange har rynket pande når jeg har ytret, at jeg håbede på en pige mere. Især havde folk svært ved at forstå hvorfor jeg ikke foretrak 2 af hver. Jeg kan ikke forklare hvorfor det var en pige jeg ønskede, måske fordi jeg altid selv har ønsket mig en søster, måske fordi vi har en dreng og det virker forkert at han ikke længere skulle være ene hane i hønsegården, måske fordi alle andre i husstanden havde det på præcis samme måde. Jeg ved det simpelthen ikke. Vi får vores lillesøster om få uger, så jeg kan af gode grunde ikke vide hvordan jeg havde reageret, tænker dog at mine følelser havde været lig dine.
    Men jeg forstår dig, og synes på ingen måde der er noget forkert i at tænke på, håbe og ønske et bestemt køn. Så længe drengebarnet ikke er uønsket eller du render med tanker om at kaste ham i floden, så tror jeg faktisk det er mere normalt end mange giver udtryk for. Du er bare sej at du tør dele.
    Jeg elsker at følge med hos jeres lille familie, og er slet ikke i tvivl om at jeres lillebror får et liv fyldt med kærlighed og nærvær -Når først de er her, kan man jo alligevel ikke forestille sig at det skulle have været andre end lige præcis den baby man sidder med. Penis eller ej 🙂
    Jeg glæder mig til at følge med når lillebror kommer frem og bliver en del af jeres skønne familie.

  • Reply
    Anne
    12. juli 2020 at 13:32

    Jeg håbede og troede så inderligt på en pige første gang. Jeg var meget syg af kvalme døgnet rundt – også til midvejsscanning i uge 20, hvorfor alle mente det helt bestemt var en pige. Scanningen gik fint og til sidst sagde hun: og det er en lille dreng! Jeg konstaterede tørt, og helt uden følelse for min kommende søn “ja så kan han nok ikke hedde Frida og få sløjfer i håret”. Jeg var så sur og ked af det og jeg følte mig så snydt og i fremmed land. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle bære mig ad med at have en søn… Rationel set vidste jeg godt, at de tikke var noget jeg skulle fortælle vidt og bredt, det kan man jo ikke tillade sig.. Men selv de få jeg indviede i mine tanker (med undtagelse af min mand) udskammede mig på det groveste! Jeg var så ked af det og skuffet over dem, og jeg er overbevist om, at havde jeg gået 22 uger mere og først til fødslen fået at vide det var en dreng, så var jeg endt med en fødselsdrepression. Jeg tror ganske enkelt ikke jeg ville have knyttet mig til ham med det samme… Og dér ville jeg da SLET ikke kunne tillade mig at fortælle nogen om, at min levende, bløde, perfekte (bortset fra køn..) baby, burde have været en pige..
    Ved at vide det, nåede jeg at indstille mig på det, og vi havde den absolut skønneste barselstid, helt fra første time!

    Efterfølgende har jeg fået en datter også, og er meget bevidst om hvor heldig og taknemmelig jeg med rette føler mig – jeg havde elsket to sønner ligeså højt, og havde ikke fået flere børn end ønsket, i håb om en pige “næste gang”…

  • Reply
    Patricia
    12. juli 2020 at 13:33

    Jeg har tre drenge og den sidste havde jeg håbet var en pige. Så inderligt❤️ Ville så gerne opleve en pige også Jeg elsker mine tre teenager drenge højt og vil ikke vær foruden dem ❤️❤️❤️

    Men så meget i orden, at have den følelse – for det er netop en reaktion. Intet andet 🤗🌸

    • Reply
      Drengemor
      12. juli 2020 at 16:10

      Jeg har tre drenge og er lykkelig for det!
      Min største frygt var simpelthen at få en pige. Jeg kunne slet, slet ikke overskue tanken om at få et barn af et køn jeg ikke “gad”. Det lyder så frygteligt at sige det og jeg får dårlig samvittighed over mine tanker, min lettelse og min grådighed over ønske et bestemt køn.
      Jeg bliver til gengæld aldrig mormor og det giver et lille stik. Men jeg vil bestræbe mig på at blive en svigermor man praler med og at mine børnebørn får verdens bedste farmor!

  • Reply
    Rikke Møller
    12. juli 2020 at 13:35

    Jeg venter en dreng til november. Og jo, jeg glæder mig da over at få en dreng – men ville hellere have haft en pige. Og det er helt okay at sige. Jeg vil jo ikke elske min søn mindre. Mistede min mor for nylig og har derfor kun brødre, min mand og en far i den tætte familie. Synes det burde være rigeligt med testosteron. Og ville sådan ønske at jeg kunne få samme forhold til en datter, som min mor havde med mig. Det er bare (/kan være) noget helt specielt. Samtalerne er anderledes. Så ja, håber jeg når at få en pige. På vegne af alle mændene I familien er jeg dog også glad for en dreng; det kan de åbenbart lidt bedre forholde sig til 😅

  • Reply
    Lea
    12. juli 2020 at 13:36

    Altså nu har min mor og far fået 3 piger og min storsøster 2 piger og jeg selv 1 pige så da jeg var gravid med lillesøster, var jeg sikker på nu må drengen i familien da komme. Men nej en pige mere… Ville nu gerne have haft en dreng, men nu når det var en pige der kom, vil vi ikke være hende foruden… Tror det er meget almindelige tanker.

  • Reply
    Leonora
    12. juli 2020 at 13:40

    Vores 1. barn er en pige. Vi håbede faktisk begge to at 2. barn blev en pige også. Navnet var klart, alt til en lillesøster var klar. Lillesøster havde bare en tap. Jeg havde på forhånd advaret min mand om at jeg nok ville ret skuffet og jeg bare lige skulle have lidt tid til at vænne mig til tanken. Og ganske rigtigt, jeg blev møgskuffet! Men nu er jeg ret glad for at vi også fik en dreng til vores børneflok!

  • Reply
    Maiken
    12. juli 2020 at 13:40

    Vi har en dreng og da jeg blev gravid anden gang håbede jeg på en pige. Da vi blev scanbet og så den fine tissemand. Blev jeg mega øv. Vi satser ikke på flere børn så for mig var det meget det med at jeg ALDRIG får en pige. Det helt fra at sætte hår, flotte kjoler men også alt det med det releterbare i at jeg jo er kvinde til mormor tingen. Jeg gav mig liv til at være skuffet og ked af det. Hurtigt vendte det sig til at jeg er mor til drengene og hvor bliver det fint med to brødre. Nu er babyen 9 mdr. Min veninde er lige blevet gravid og får en pige baby og misundelsen varede kun 5 min så jeg har lovet mig selv jeg godt må være i følelsen når den er der. For jeg har 2 drenge jeg ikke vil undvære😊

  • Reply
    Katrine
    12. juli 2020 at 13:42

    Jeg fik først en pige, min største drøm. Jeg blev gravid igen 2 år senere – håbede inderligt på en pige, igen. Det blev en pige! Jeg tør ikke blive gravid igen, tænk hvis det skulle blive en dreng her tredje gange.
    Det er underligt at føle sådan, men sådan er det nu bare engang.

    Respekt for at du tør at dele ud af dine følelser og tanker ❤️

  • Reply
    Line
    12. juli 2020 at 13:42

    Jeg har egentlig altid tænkt mig selv som drengemor. Jeg er ikke særligt piget eller drenget, men kunne bedst forstille mig at skulle lege med biler og spille bold.
    Jeg var sikker på at vores første var en dreng, men det var hun jo så ikke. En pige. Anden gang forsøgte jeg ikke at sætte mig noget i hovedet, men håbede alligevel lidt på en dreng. Jeg har en bror, så det er vel sådan det er, tænker jeg. Men det var sørme en lillesøster. Og så tænkte jeg, det jo kan blive helt fantastisk for dem at have hinanden. Jeg har jo egentlig tit ønsket mig en søster.
    Vi er ikke sikre på, om vi vil have en mere, men i så fald gad jeg altså godt prøve at få en dreng. Bare fordi.

  • Reply
    Mette
    12. juli 2020 at 13:48

    Jeg har tre børn. Den ældste er en dreng, og det jeg havde håbet på en storebror i søskendeflokken så det var helt perfekt. Ved nr to håbede jeg på en pige, helt vildt faktisk, men da lægen til scanningen sagde at det var en dreng blev jeg alligevel lykkelig. Det var helt overvældende at jeg var så heldig at få én til ligesom min ældste. Som jo var den dejligste dreng i verden.
    Med nr tre håbede jeg ikke noget men var overbevist om at det var en dreng og at vi så (helt stereotypt🙄) ville blive en drengefamilie med fodbold, vandsport og alt muligt andet. Det var også en dreng, men desværre med alvorlige og livstruende misdannelser så vi afbrød graviditeten efter 22. uge. To måneder efter blev jeg gravid igen, denne gang med en pige. Og det var fantastisk men også virkelig svært. Jeg har skullet høre så mange kommentarer fra folk “nå, så fik I endelig en pige hva?” eller “ej hvor er I heldige sådan at få en pige” og “det må godt nok være dejligt med en pige”. Og nu hvor hun er her vil jeg aldrig bytte, det var jo lige hende vi manglede, men øv hvor har jeg bare haft dårlig samvittighed. Som om folk har troet at vi opgav dreng nr tre fordi vi hellere ville have en pige, eller som om vi var glade for at drengen var misdannet. Det var fucking forfærdeligt, og jeg vil ikke ønske det for nogen.

  • Reply
    Karina
    12. juli 2020 at 13:51

    Jeg genkender det også! I min familie har alle fået 2 piger og først efterfølgende drenge, hvis de fik flere. Så jeg var 1000 % sikker på, at jeg skulle have en pige. Samtidigt har det altid været en stående joke i familien, at jeg nok ik’ egnede mig som drengemor, da jeg selv er meget feminin og haft svært ved at rumme drengebørns ofte voldsomme opførsel. Men jeg har fået besked om, at jeg har en dreng i maven og jeg udbrød, HVAD!? Til scanningen. Jeg husker, at jeg kom ud til min søster i bilen efterfølgende og sådan nærmest lidt lavmælt og uforstående sagt ‘Jeg skal have en dreng’ og så grinte jeg helt vildt. ‘Jeg skal være drengemor’, ‘Kan jeg det?’. Min søsters reaktion var helt “normal”, med tårer i øjnene og hun grinte af mig og sagde ‘Selvfølgelig, kan du det’.
    Jeg følte egentlig ikke en skuffelse, men mere bare en mistro til scanningsbilledet og så den her tvivl omkring mine egne evner som drengemor.
    “Chokket” har lagt sig nu og jeg glæder mig helt sindsygt til, at få min lille dreng i armene. Jeg er blevet opmærksom på, at min tvivl til mit eget moderskab kommer fra et forældede kønssyn og kassetænkning som jeg selv er vokset op i. Af samme årsag er jeg blevet meget opmærksom på, at han ikke skal præges af dette kønssyn. Derfor bliver bedsteforældre og andre også rettet på med det samme når de f.eks. siger ‘Se lige den lille fodboldspiller’ når de ser, de til tider vilde bevægelser, henover mit maveskind. Han må gerne spille fodbold og alt muligt andet, han skal bare ikke allerede inden han er kommet ud til os smides i en af de føromtalte kasser 😉

  • Reply
    Stine
    12. juli 2020 at 13:57

    Jeg er et par uger længere henne end dig, og jeg havde det på præcis samme måde. Jeg blev så skuffet, da jeg så den lille tap til misdannelsesscanningen. Jeg ved ikke noget om drenge – slet ikke hvordan man er mor til en. Og drengetøj er bare så kedeligt, og det er drengelege også. Jeg kommer fra en kvindefamilie – i mange år har vi bare været min mor, søster, niecer, moster og mormor og så lige min mand. Så jeg ved meget mere om piger. Dertil kommer en decideret frygt – der er alkoholisme blandt mændene i min fars familie, og nu frygter jeg, at det også rammer vores søn en dag.
    Jeg talte med en jordmoder om det, og hun var heldigvis rigtig sød og forstående. Hendes råd var, at jeg ikke skulle forsøge at pakke følelsen og angsten væk, men i stedet anderkende den, og huske på, at det ikke har noget med vores ufødte søn at gøre, men med mig.
    Så nu er jeg åben og ærlig omkring det. Det er okay, at jeg lige skal sluge det, og at jeg er nervøs. Det ændrer ikke på, at jeg glæder mig til at møde vores søn og se, hvordan han bliver. Det skal jo nok gå alt sammen i sidste ende 💙

  • Reply
    Anne
    12. juli 2020 at 14:06

    Jeg havde samme følelse med begge mine børn – havde forestillet mig og forventet en pige, og begge gange var det en lille dreng i maven. Jeg skulle også lige sluge skuffelsen, men har derefter ikke set mig tilbage. Elsker at være mor til to drenge, og ville aldrig ønske det anderledes.
    Der er en del, der har foreslået, at vi skulle have en mere for også at få en pige. Og der har jeg det sådan lidt – fandme nej, at jeg skulle få et barn mere bare for at få en pige. Hvis jeg skulle have en mere, skulle det være for at få et barn mere, uanset køn. Men nu er jeg også ved at være for gammel😉

  • Reply
    Ingrid
    12. juli 2020 at 14:17

    Vi har allerede en pige, og jeg var sikker på, at jeg ville få endnu en pige. Kunne slet ikke forestille mig andet, ved ikke helt hvorfor. Det var bare slet ikke på min radar. Da vi fik at vide, at vi skulle have en lillebror, havde jeg det virkelig mærkeligt. Jeg turde ikke rigtig sige det højt, men jeg kunne slet ikke forholde mig til, at vi skulle have en dreng. Min mand havde virkelig svært ved at sætte sig i det, og var jo bare så glad for endnu et barn og totalt ligeglad med kønnet. Min dreng har lært mig så meget, og jeg er så
    stolt over at få lov at være drengemor. Og nu skulle det selvfølgelig ikke være anderledes, men under min graviditet var det så svært for mig at forholde mig til ❤️

  • Reply
    Helene
    12. juli 2020 at 14:26

    Same here – med min nr tre. Havde en pige og en dreng i forvejen og ville gerne have en pige mere – det viste sig at blive en dreng mere – vil jo for alt i verden ikke undvære ham i dag ❤️

  • Reply
    Charlotte
    12. juli 2020 at 14:39

    Jeg har en søn på knapt 2 og er gravid igen, men kender ikke kønnet endnu. Jeg må tilstå, at jeg håber rigtig meget på en pige (for min egen skyld).

  • Reply
    Maja
    12. juli 2020 at 14:40

    Jeg håbede på en dreng anden gang, fordi det var min mands store ønske at få en dreng! Da scanningsdamen så sagde, at det var en pige, kan jeg huske at jeg blev skuffet og lettet på samme tid.. To piger! Nej hvor kunne de få meget glæde af hinanden, arve legetøj osv osv.
    Scanningsdamen tog så fejl.. Så i uge 19 (ca. en måned efter) fandt vi ud af at det altså var en dreng! 😂
    Men vores børn har VILDT meget glæde af hinanden alligevel. Og den lille arver en hel del legetøj stadig 😅
    Drenge er skønne 💙

  • Reply
    Maria
    12. juli 2020 at 14:45

    Vi var igennem mange års fertilitetsbehandling. Hele vejen igennem drømte vi begge om en pige. En tidlig scanning viste tvillinger, og jeg var helt sikker på, at det var to piger. Til kønsscanningen viste det sig at være en af hver – og ærligt – jeg var lidt skuffet. Også selvom vi havde været igennem en forfærdelig kamp overhovedet for at blive gravide. Nu har jeg de lækreste børn, og jeg er så lykkelig for, jeg i dag har min søn.

    Så jeg vil bare sige, at jeg forstår, og selvom jeg måske er i målgruppen for ‘dem’, du så forsigtigt prøver at tage hensyn til, kan jeg kun erklære mig enig i dine tanker. Og jeg følte mig SÅ forkert, fordi jeg tillod mig at have drømme om noget så ligegyldigt som kønnet, når nu vi endelig blev gravide.

    Tillykke med jeres kommende lille dreng

  • Reply
    Nille / Sofiedux
    12. juli 2020 at 14:49

    Åh for Søren da hvor er det VIGTIGT at du skriver det ned.

    Da jeg ivrigt gik og ventede på 20 ugers scanningen med første barn var jeg simpelthen så sikker på at det var en pige, at jeg følte at jeg ville blive enormt skuffet over hvis det var en dreng.

    Jeg gik rundt med en totalt forbudt følelse af at afsky noget der voksede i min mave fordi jeg brændende ønskede mig en pige.

    Jeg googlede følelsen jeg sad med “skuffet over kønnet i maven” og HELDIGVIS var der en artikel eller blogpost som viste mig at andre også havde følt det samme.

    Det fandt jeg utrolig beroligende og det hjælp mig virkelig meget at læse. På den måde fik jeg forberedt mig selv og mine følelser på hvad udfaldet ville blive OG fik samtidig fortalt min mand og familie om mine følelser. Ikke at de skulle hjælpe mig eller være terapi, men at det var bare info.

    Dagen kom, scanningen gik fint. Jeg havde en velskabt…. PIGE i maven. Jeg blev SÅ glad at jeg græd. Et par dage efter ramte det mig, jeg blev vred på mig selv over at have følt at en dreng ville være forkert.

    I anden Graviditet blev det til en dreng, så nu har vi Nora og Felix.
    Anden gang ønskede jeg mig en dreng. (Har egentlig været heldig at få mine ønsker opfyldt, så kunne ik være mere tilfreds og glad, men havde kønnene været omvendt eller ens eller whatever så havde det jo også gået alligevel)

    Jeg fandt ud af at det var vigtigt at føle det helt igennem, altså, græde det helt ud eller være ekstatisk glad. Så man fik bearbejdet sine følelser.

    Tak for et ærligt opslag, er 100% sikker på at det gør en eller flere flade når de sidder hjemme i sofaen og har en stor knude i maven over scanningen og ønsket om et bestemt køn ❤️

    De kærligste hilsner
    Nille
    IG: sofiedux

  • Reply
    Jeanette
    12. juli 2020 at 14:49

    Johanne, det er sgu et helt okay indlægs. For nej, du er på ingen måde den eneste. Jeg og min mand, for den sags skyld. Vi troede inderligt og helt oprigtigt også at vi skulle have en pige og blev derfor også begge skuffet da jordemoderen siger “kan i se der, det er en pung” tillykke I skal have en dreng. Vi havde væddet forinden hvor jeg satsede på dreng (selvom jeg gerne ville have en pige) og min mand satsede på pige. Den der fik ret skulle give is. Så vi håber lidt det skjulte vores skuffelse overfor jordemoderen. Der er bare, at min mands lillebror har fået en dreng og store søster har to drenge. Så vi trænger bare til lidt lyserødt, flæser og my little ponys i familien. Vi vil gerne have et barn mere, på et tidspunkt, men må ærligt også sige, at jeg simpelthen er bange for at den næste også går hen og bliver en dreng. Vi vil ikke have mere end to børn – men har lidt svært ved tanken om ikke også at få en pige. Vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at møde vores lille dreng (termin i morgen) og vi ved at vi kommer til at knuselske ham. Men du skal ikke sidde og føle dig alene med disse tanker!

  • Reply
    Louise Hansen
    12. juli 2020 at 14:51

    Jeg kender følelsen og syntes den er helt okay at have.
    Jeg fik en søn første gang og var lykkelig, for det lille væsen. Men da jeg anden gang blev gravid, var jeg overbevist om at denne gang måtte det blive en pige. Så da vi tog til scanning og det viste sig at maven gemte på endnu en dreng. Hold op hvor var jeg skuffet og ked af det. Selvfølglig kun indtil jeg fik drejet tanken inde i hovedet, men lige der under scanningen, følte jeg mig snydt og skuffet. Nu tre år senere er jeg lykkelig at det blev endnu en dreng, det var så velkendt og nemt. 😂

  • Reply
    Anonym
    12. juli 2020 at 14:55

    Jeg har ikke børn, er ikke gravid og regner ikke med at skulle have børn foreløbig. Men jeg har altid haft et ønske om at få en datter. Og det skræmmer mig lidt at jeg måske kan ende med at få en søn. Jeg kan slet ikke se mig selv som mor til en dreng.

  • Reply
    Maria
    12. juli 2020 at 15:06

    Min kæreste havde det præcis på samme måde. Og her 8 dage til termin er der stadig et spinkelt håb for ham at det måske kan være en dreng, måske har de taget fejl?
    Det skal ikke forståes som om han ikke glæder sig, for det gør han bestemt! Men Han omtaler barnet som en 5 plads. Fordi han vitterligt altid har drømt om en dreng.
    Jeg derimod håbede også på en dreng, så har jeg en af hver, men så var det heller ikke “værre”

    Det helt okay at have de følelser! Man styre det jo ikke selv.

  • Reply
    Christina
    12. juli 2020 at 15:07

    Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle være pigemor. Så på vej hjem fra kønsscanning med vores første, var jeg virkelig kort for hovedet og tudede over, at min kæreste og jeg, jo ikke kunne blive enige om nogle drengenavne. Det var ikke min bekymring – jeg var bare så pisse skuffet, og forsøgte at skjule det. Jordemoderen sagde allerede efter 2 sekunder “jeg ved hvad det er”, og da tænkte jeg allerede at det kunne da kun være en tissemand hun kunne se – og det var det jo så. Jeg vænnede mig nok aldrig 100% til det. Nu er jeg så gravid igen, og jeg håber SÅ meget på en pige denne gang! Min kæreste har overtalt mig til at vi venter med at få kønnet at vide til fødslen, og jeg håber dermed, at jeg ikke bliver for skuffet, skulle det være en dreng, efter jeg har kæmpet og svedt og skreget i Gud ved hvor længe….. 😅
    Jeg er så nervøs for, om jeg skal skuffes igen – især fordi vi ikke skal have flere børn. Men nu ved jeg jo, at der kan komme de sødeste drenge ud af mig…. så det prøver jeg at huske mig selv på, når jeg i mit stille sind, sidder og kigger pigetøj og indretter pigeværelse…

  • Reply
    Maria
    12. juli 2020 at 15:09

    En lille historie fra den virkelige verden 🙈 for ja jeg har altid kun set mig selv som en pige mor, da vi ventede nr. 3 håbede jeg på endnu en pige til flokken.. Da scanningsjordemoderen sagde at det var en lille dreng blev jeg skuffet og faktisk lidt ude af balance fordi hvordan skulle jeg kunne være en drengemor, jeg anede jo ingenting om at være en drengemor og jeg havde svært ved at forholde mig til det. Faktisk havde jeg det sådan igennem hele graviditeten 🙈 men da han blev født var det jo ligeså fantastisk som med de 2 storesøstre 😍 idag er han knap 3 og jeg kan ærligt sige at ham og jeg har et helt særligt bånd, som jeg ikke har med de 2 andre (som jeg selvfølgelig elsker ligeså højt som ham den lille, bare lige så det er slået fast).
    Det er sjovt som man kan have det, efter vi har fået ham den lille, har vi mistet 2 graviditeter pga. En kromosomfejl og idag kan jeg 110% procent sige at jeg er fuldstændig ligeglad med kønnet, jeg ville bare ønske jeg kunne få en sund og rask baby og ikke miste dem til en dum kromosomfejl ❤️💔

  • Reply
    ANNEMETTE
    12. juli 2020 at 15:20

    Jeg VIDSTE der var en dreng i min mave den dag, jeg testede positivt. Jeg har altid tænkt at jeg skulle have en dreng, for hvis jeg skulle gå hen og få flere, passede det i mit verdensbillede bare bedst med, at den første og største, var en dreng.. Hvorfor ved jeg ikke – jeg er selv den ældste. Men havde jeg til kønsscanningen fået at vide det var en pige, ville jeg 100% også have reageret som dig! 100%! For jeg ønskede så brændende en dreng og jeg var slet ikke i tvivl – og han havde (heldigvis) også en stor, flot tissemand (ja ja, faderen var af dén grund ekstra stolt;)) han meget gerne viste frem. Så jeg var meget glad og lettet, det skal jeg ærligt erkende! Jeg får ikke flere end ham, og jeg er så lykkelig for min kærlige, smukke dreng 🙂

  • Reply
    Line
    12. juli 2020 at 15:23

    Jeg har altid drømt om en pige. Følelsen af at jeg skulle blive mor til dreng har altid været helt forkert.
    Jeg blev gravid….. Vi fik en dreng. Nu kan jeg slet ikke forestille mig det skulle været blevet en pige.

  • Reply
    Louise
    12. juli 2020 at 15:26

    Vi havde en dreng i forvejen og jeg var helt sikker på, at vi skulle have en dreng mere, for jeg var jo ‘drengemor’’! Så da det viste sig, at der var en pige i maven, kunne jeg slet ikke forene mig med det, det første stykke tid.. Vi havde også endnu et drengenavn på plads, så at det var en pige, kunne simpelthen ikke passe. Jeg var jo en drengemor!!

  • Reply
    Stine
    12. juli 2020 at 15:28

    Jeg havde samme følelse, bare omvendt køn. Min søster ventede pige nr 4 og jeg var sat en mdr. før hende. Og fik en pige. Vi er 4 søstre, og mit højeste ønske har altid været en søn!!! Ham fik jeg i anden omgang, selvfølgelig elsker jeg begge uendeligt, men drenge hjerner og deres fantasi er jeg helt betaget af ;)) han ser verdenen som hans legeplads og bygger de vildeste ting. Nu er han 16 og under ombygning selv men stadig lige fantastisk

  • Reply
    Maria
    12. juli 2020 at 15:28

    Jeg tror at alle der siger, at de ikke havde forestillet sig et bestemt køn, storløgner den! 😅

    Min mand og jeg har været meget enige fra starten af, at vi vil have ét enkelt kærlighedsbarn og være os 3 resten af livet.
    Det barn har vi mærkeligt nok altid omtalt som ham. 🤷🏼‍♀️ Jeg har altid set mig selv som drengemor.

    Da jeg (endelig) blev gravid for snart 6 måneder siden, fik jeg kort en indskydelse af at det var en pige, som lå derinde. 🙄 Men vi fortsatte snakken om ønsket om en dreng.

    Da vi var til en privat kønsscanning i uge 14, blev min første indskydelse til virkelighed.
    Vi venter os en pige. 👶🏻

    Selvfølgelig skulle vi lige omstille os, når vi nu havde gået og “håbet” andet.
    Men nej, hvor vi bare glæder os til at få vores lille pige i armene om 3 måneders tid. 💕 Vi elsker hende alerede højere end noget andet, og kunne nu slet ikke forestille os at hun skulle være andet end en pige. 💜🧡❤

  • Reply
    Mette
    12. juli 2020 at 15:29

    Jeg havde det præcis som dig, da jeg var gravid med min søn. Både jeg og min kæreste blev skuffede, og vi havde også næsten valgt et navn til den lille pige, vi så ikke skulle have alligevel. Det er fjollet og ret forkælet, men det var bare slet, slet ikke det, jeg havde forestillet mig – at jeg skulle være mor til en dreng (how?!). Men så snart min søn kom til verden forsvandt alle de fjollede følelser og tilbage var kun hvor meget jeg elskede det her lille væsen. Om han var dreng eller pige eller hvad han var. Han kunne lige så godt være intetkøn – det gjorde nul forskel for mig. Han var, og er, bare min lille baby.

  • Reply
    Jannie
    12. juli 2020 at 15:30

    Det er så vigtigt et emne at tage ip, og heldigvis er der flere og flere “influenser” som bryder tabuet.. Jeg kan også gost skrive om mine tanker og reaktioner på nettet, men de når bare ik lige så langt ud.. 😜

    Men jeg har selv været i samme situation med de “forbudte” følelser. Jeg er mor til de dejligste drenge, men da jeg fandt ud af at lillebror var en dreng blev jeg VIRKELIG skuffet, og heldigvis har jeg den bedste familie og omgangskreds som lod mig føle mine følelser og lyttede til mine tanker. De kunne jo gøre lige så lidt ved det som jeg, men at snakke om det er vigtigt.

    Når det så er sagt, er det vigtigt at pointere (hvilket er noget mange misforstår, hvilket gør emnet så tabubelagt) – jeg ønskede af hele mit hjerte at fostret i min mave var en pige.. det betyder ik at jeg kigger på min søn hver dag og ønsker han var en pige, for han er lige præcis som han skal være, og kom der en og sagde; “du får dit ønske opfyldt, du får en pige næste gang, men så skal du afgive lillebror”, – så havde jeg bedt vedkommende at pakke sammen..
    Det foster som jeg ikke kendte ønskede jeg var en pige, efter vi fik af vide det var sundt og rask, men jeg ønsker ikke at lillebror er en pige.. Og det er jeg ikke flov eller bange for st min søn får af vide i fremtiden.. 😊

  • Reply
    Vinni
    12. juli 2020 at 15:32

    Det er så godt at du laver sådan et indlæg! For det er netop noget som bliver gjort til fy og skam. Man bliver kaldt forkælet, forvendt ect. når man giver udtryk for skuffelse over den slags. Men det er jo en reel følelse!
    Jeg oplevede det selv ved barn nr 3, hvor jeg havde en tydelig fornemmelse af at det var en dreng. Jeg har 2 piger fra et tidligere forhold og graviditet nr 3 var så forskellig fra de andre. Jeg var i chok da scanning damen sagde at det var en pige. Jeg havde slet ikke lyst til at købe pige tøj til hende og var faktisk pænt skuffet og ked af det. Jeg hadede alt der var lyserødt og flæser, for jeg havde jo drømt om en lille dreng. Vi kunne ikke blive enige om et pigenavn før ca en uge før termin. Men da hun lå i mine arme, forsvandt alle mine skuffede tanker for hun var jo min lille Pixie.
    Det er ikke en historie jeg har delt med mange, for folk dømmer SÅ hårdt! Men den er ærlig. Vi kommer jo til at elske de små uanset køn.
    Nr 4 var en dreng, og der var jeg faktisk mere i chok for jeg havde vænnet mig til at være pigemor. Jeg kan stadig her 4 år efter stadig sidde og tænke wtf! 🤣

  • Reply
    Karina
    12. juli 2020 at 15:32

    Tak fordi du deler så ærligt med os😘👍🏼
    Vi fik selv en dreng i første omgang, og da jeg flere år senere blev gravid igen, ønskede vi voksne os begge en pige, så vi “havde én af hver”. Selvom jeg faktisk var næsten overbevist om at jeg ikke kunne finde ud af andet end drengebørn😅🙈.
    Da du afslørede at Jeres baby er en dreng, må jeg indrømme at jeg syntes det er helt perfekt, da du (I) jo har Augusta i forvejen, og I så begge starter lidt fra “scratch” med en dreng🥳😘. Og som folk omkring os sagde, da vores søn blev født: “kommer der en mand ind, kommer der også en mand ud”🤷🏼‍♀️😂😂. Tak for en dejlig profil😘

  • Reply
    Pigemor
    12. juli 2020 at 15:35

    Har 2 piger. Og har begge gange ønsket en pige. Særligt under nr. 2 graviditet. Kan stadig huske hvilke nervevrag jeg var inden kønsscanning. Og det er 15 år siden. I mit hoved har det at have piger været noget helt særligt. Til gengæld Vil jeg sige at nu, hvor yngste pige er fuldblods hormonfyldt teenagepige, er jeg glad for at der ikke er flere efter hende 😁 og så syntes jeg at hendes drengevenner er helt fantastiske og ofte meget nemmere at have nogle fede samtaler med…. teenagedrenge har virkelig overrasket mig, og hvis jeg skal være helt ærlig, så kunne jeg godt nu, ønske at jeg også havde haft oplevelsen af at blive mor til en dreng.

  • Reply
    Karina
    12. juli 2020 at 15:36

    Nå, ja😅… nummer to BLEV en pige, og den sidste i rækken, da jeg er VIRKELIG dårlig til at være gravid 🥵🤢🤮

  • Reply
    Lise
    12. juli 2020 at 15:39

    Altså jeg havde forestillet mig at jeg skulle have en pige, fordi jeg forestillede mig at baby var ligesom mig. En pige. Så jeg skulle lige tykke på det i nogle timer på vej hjem fra scanningen og så blev jeg glad. Og min søn er det mest fantastiske lille væsen og jeg kunne ikke forestille mig noget andet nu. Nu vil jeg faktisk gerne have en dreng mere. Så de kan lege sammen og være venner med hinanden og sådan.

  • Reply
    Marlene
    12. juli 2020 at 15:40

    Hele mit jeg-skal-have-børn-tænkende-liv vidste jeg at jeg skulle have piger.

    Fik mit første barn, som selvfølgelig var en pige. Var tilfreds og manglede faktisk ikke flere børn, men da hun var fyldt 4 år, blev vi enige om, at det ville være synd, hvis hun aldrig havde en søster at dele op- og nedture med.
    Så vi gik igang med at lave Alma.

    Jeg blev gravid, og til kønsscanningen, som kun skulle vise et køn, fordi det var en gave til min mormor, sagde damen at det vidst var en sund lille fodboldspiller jeg havde i maven.
    Det synes jeg da var en mærkelig kommentar, for jeg spillede ikke bold, og det gjorde ingen andre af pigerne i min familie.
    Så sagde til hende, at jeg aldrig havde været en bold pige, og bestemt ikke mente at jeg kunne lave bold piger.

    Så kiggede hun på mig og svarede, at det nok også blev på herreholdet.

    Jeg græd. Græd og græd og græd.
    Min mormor troede at det var af lykke, men det var af sorg.

    Jeg skulle forholde mig til at sige farvel til Alma. En datter jeg aldrig fik.
    Jeg kunne ikke tale med nogen, for alle fortalte mig, at det var en forkælet opførsel, når nu min søn var sund og rask.

    Det var det måske, men det var de følelser jeg fik, og gik med i et stykke tid.

    Heldigvis var der jo længe til følelsen, og det gav min hjerne mulighed for lige at bearbejde det, og vende sorgen og skuffelsen om til spænding og glæde.

  • Reply
    Anonym
    12. juli 2020 at 15:43

    Jeg har to piger, og da jeg så blev gravid igen håbede jeg på en pige mere, fordi det var det jeg kendte til, og havde aldrig haft et behov for at få en dreng. Men til scanningen viste det sig at være en dreng… havde en lidt øv følelse i maven da jeg kom hjem, og skulle også bruge et par dage til at “sunde” mig. Da jeg så blev gravid med nr 4. Havde jeg lige fra starten det som om det var en pige, alle sagde “det bliver helt sikkert en pige” og havde nærmest fundet pigernes tøj frem. Var så alene til kønsscanningen og der gemte sig endnu en dreng. Prøvede overfor scanningsdamen at virke glad og lykkelig. Men da jeg kom ned i bilen igen, fik tårnede frit løb., jeg var så ked af det over at den pige jeg regnede med at få, var blevet “taget fra mig” jeg havde mistet hende.. men Jo længere jeg kom hen i graviditeten, jo mere glædede jeg mig. Og idag elsker jeg begge mine drenge himmelhøjt, og vil aldrig kunne undvære dem. Ønsker jeg havde de følelser dengang, som jeg har nu.
    Man kan ikke ændre hvordan man har det, eller de følelser man føler, og det er okay ❤️

  • Reply
    Heidi
    12. juli 2020 at 15:43

    Forstår dig 100%
    Jeg har altid været meget bevidst om, at jeg ønskede mig piger. Jeg forsøgte endda at lave dem med vilje 😂 Altså noget med hvornår man har sex omkring ægløsning. Og jeg har fået mit ønske opfyldt 2 gange. Jeg ville helt ærligt have været megaskuffet, hvis det havde været en dreng – det må man ikke sige, men det ville jeg. Tror det er fordi man antager forskellige ting baseret alene på køn. Man vil føle sig tættere på en datter. Man kan bedre identificere sig med en datter. Man kan bedre forstå en pige og hendes behov. Jeg tror ikke nødvendigvis det passer. Men jeg ved det ikke – og jeg kommer heller ikke til at finde ud af det. Men det gør du! 🙂

  • Reply
    Heidi
    12. juli 2020 at 15:48

    Jep jep.. havde den helt klare forestilling , som jeg altid har haft..

    jeg skulle have to måske tre børn. Først en dreng, så en pige og måske en pige igen.. bevares jeg havde også tre super flotte navne til de tre Kalle, Lilli og Alva..
    Drengen kommer først fordi han så kan passe på sine små søstre og bevares fordi de så kan stjæle kammeraterne, som jeg jo så har kendt hele liveT, og så bliver pigerne kærester med dem og jeg jo så får dem som svigersønner og brormand bliver jo så kærester med en af veninderne – the perfect Way! And only way troede jeg!

    Første kønscanning – ja det bliver en pige – min respons var: jeg har altså hørt man godt kan tag fejl hvis tissemanden er lidt lille – vil du være sød at tjekke igen… men ak det var en pige og hele min forestilling ændret sig..

    Jeg fik en Pige og hun er skøn (selvfølgelig), og hun skulle selvfølgelig have en lillesøster.. men fandeme om så ikke lillesøsteren var en lillebror 🤦🏻‍♀️ Og jeg måtte igen lave om i den forestilling jeg havde.. nu overvejer om vi skal have en lillesøster (ja for nu må det vel forfanden gå som jeg forestiller mig 😬) vi har nemlig ikke flere drengenavne at tag af

    (Det blev selvfølgelig heller ikke hverken en Lilli eller Kalle eller Alva 🤦🏻‍♀️)

  • Reply
    Signe
    12. juli 2020 at 15:50

    Jeg har håbet på piger begge gange, mine veninder har håbet på piger, alle jeg kender har håbet på piger. Jeg har fået to og føler mig ekstremt heldig. For mig hænger det meget sammen med at jeg ikke kunne forestille mig være alenemor til andet end piger og på en eller anden måde har min hjerne jo så nok været lidt klar over at mit forhold til deres far ikke ville holde…
    Men i mine øjne er det helt naturlige og normale tanker og følelser du har – vi bestemmer jo ikke selv hvad vi drømmer om.

  • Reply
    Dorthe
    12. juli 2020 at 15:52

    Min den første er en dreng. Jeg vidste det ikke. Og havde ikke noget ønske om det ene eller det andet. Bare barnet var sund og rask så var jeg tilfreds. Da jeg så 6 år senere ventede nr. 2 var jeg overbevist om at det var en dreng igen (uden at være kønsscannet). Mange mente jeg ventede en pige. Og jeg blev faktisk lidt fornærmet når folk sagde det. Jeg kunne da bestemt ikke lave andet end drenge og jeg skulle BESTEMT ikke have en pige.
    Og så kom der s . . en pige 😱 Og jeg var SÅ skuffet den første halve time. Skulle lige sluge den. Og da storebror kom, 4 timer senere, for at hente os var jeg så stolt over at fortælle ham at han havde fået en lillesøster. Den første skuffelse var pist væk og nu er jeg glad og taknemmelig for at jeg har fået fornøjelsen af at have en af hver ❤️

  • Reply
    Anne Sinding
    12. juli 2020 at 15:53

    Jeg har et eneste barn, en smuk pige på snart 14år. Jeg blev så glad, da jeg fik at vide jeg ventede en pige, for jeg har altid forestillet mig, at det ene barn jeg skulle have var en pige. Jeg har altid vidst, jeg kun ville have et barn, og det har taget mange lange snakke med min mand, som ønskede sig mere end et barn. Så viste det sig, at min krop er helt uduelig til at være gravid, og det kunne monomans heldigvis godt se. Så vi priser os lykkelige for hende vi har. Jeg tror min reaktion havde været lige som din, hvis hun havde været en dreng. For jeg ville ikke en gang ane hvad han skulle hedde. Pige navnet har jeg haft på plads siden jeg var 14år, og således er mit liv beriget med min smukke Alba Augusta.

  • Reply
    Charlotte Stang
    12. juli 2020 at 15:56

    Jeg kommer nok kun til at få et barn (solo mor med doner) og jeg ønskede mig så meget en dreng, viste hvad han skulle heddede og kiggede kun på drengetøj (hvis der er noget det hedder det) Jeg blev lykkelig da jeg fik af vide det var en dreng og jeg ved jeg var blevet skuffet hvis det var en pige. Jeg ved også jeg var kommet til at elske hende lige så højt som jeg nu elsker Viktor.

  • Reply
    Betina
    12. juli 2020 at 15:58

    Spændende læsning Johanne 🙂
    Mit og mandens første barn forblev hemmeligt til dette ankom vor verden – det blev en dreng.
    Jeg blev gravid med barn nr. 2 – og nu ønskede jeg kun en pige, for skulle ikke have flere børn – og ønsket om et barn af hver kæn stod højt på ønskeliste. Så ved kønsscanning åndede jeg lettet op – vi ventede en pige! Jeg var ellervild 🙂

  • Reply
    Stine
    12. juli 2020 at 15:59

    Det er så vigtigt et skriv! Tak for det og tak for dig!
    Jeg er mor til to piger og jeg knuselsker dem. Jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at være mor til netop de to.
    MEN.
    Da jeg ventede den store, ønskede jeg mig brændende en dreng. Det har jeg altid gjort. Om det hænger sammen med at jeg ikke selv er særlig tøset, ved jeg ikke men jeg kunne ikke klare tanken om en datter. Jeg fik helt frem til den famøse kønsscanning og drømte om den her dejlige ligge gut. Da den søde jordemoder scannede mig og overbragte nyheden om at jeg skulle være pige-mor, begyndte jeg simpelthen at græde. Det væltede ud med tårer, knuste drømme og den stakkels dame var helt i chok. Jeg gav mig selv lov til at føle det, sørge og komme videre. Da vi ventede lillesøster, havde jeg mentalt forberedt mig på en pige mere til flokken så sorgen var ikke så stor denne gang. 😅🤦‍♀️

  • Reply
    Viola
    12. juli 2020 at 16:01

    Mine forældre vidste ikke kønnet, da jeg kom til verden. Men da alle nr 2. Børn på begge sider havde været drenge, så var det ligesom også overbevisningen her. Der var fundet et drengenavn og alt var godt.. Men ud kom jeg som en pige. Det er ikke sådan det er noget der har været lagt vægt på, men jeg vidste godt jeg skulle have været en Anders og min fars søn. Heldigvis har jeg ikke fundet det problematisk, har haft det fint med at være med drengene på tur, men også haft det skønt med kjoler og “pigeting”. Så det har ikke været noget der har fyldt at mine forældre ikke fik den dreng de troede men endnu en pige. Jeg er ikke blevet en udbredt “drengepige” men har måske nogle “drenge” interesser som jeg har sammen med min far.
    Så får han det at vide en dag så går det nok også 🙂

  • Reply
    Katrine
    12. juli 2020 at 16:04

    Da vi skulle til skanning med nummer 2 barn, var jeg helt klar på en pige mere. Var sikker på, at jeg hverken kunne finde ud af eller havde lyst til at blive en drengemor. Og var ret sikker på ,at det var endnu en pige. Jeg tudede, da vi kørte hjem fra skanningen, for der lå sgu en dreng derinde i babyhulen…. Men jeg kom mig over chokket i løbet af nogle dage…… 🙂 Tredje gang var jeg overbevist om , at jeg havde bestået drengemor-testen, og at der endnu en dreng derinde – og jeg havde ret.
    En pige og to drenge – helt perfekt, men ikke hvis du havde spurgt mig, før jeg fik børn….

  • Reply
    Bente
    12. juli 2020 at 16:06

    Jeg har en pige som den første. Jeg vidste bare, hun var en hun 🙂 Da jeg så blev gravid anden gang og det var en dreng, kunne jeg heller ikke helt, der boede en tissemand i min mave. Jeg vidste jo hvordan det var at være pigemor, jeg er vokset op i en pigefamilie med en søster og næsten kun kusiner og har heller ikke rigtig haft drengevenner. Så det var virkelig en mærkelig tanke. Da jeg så blev gravid tredje gang og det var en dreng igen – ja, så tror jeg faktisk jeg ville have syntes, det var mærkeligt med en pige… for kunne jeg så huske, hvordan sådan en lille en skulle passes. Haha. Når de først er der, så er det helt naturligt. Sådan har det i hvert fald været for mig. Og alt er jo svært at forestille sig helt – indtil man står i situationen.

  • Reply
    Anja
    12. juli 2020 at 16:06

    … der er så også som fik af vide det var en dreng… men !!
    Vi var med i et forsøg på Skejby sygehs hvor man skulle undesøge drengebørn og om mødre til disse var mere udsat for bestemte sygdomme. Vi fik en blodprøve i uge 13 og tillykke med drengen 🇩🇰
    En del af testen, var 5 km på kondicykel, løbetest og flere blodprøver under, før og efter….: men i uge 16 ringer den søde PHD-studernede læge og sagde følgende “ ja altså vi har lavet en fejl eller jeg har og kommet til at blande mit mande-dna i jeres prøve. Så jeg er altså 98 % sikker på i skal have en pige, i får en grundig scanning i uge 18”

    1. Drengetøjet var indkøbt ( hun fik det på alligevel”
    2. Ludvig var valgt ( hun hedder Sia)
    3. Vi havde fortalt det til ca ALLE
    4. Jeg havde for HÆVLET kørt på cykel, løbet og var blevet stukket i 🙈

    Vi var skuffet på en plan som nok få har prøvet og skulle vende os til vi nu skulle være forældre til en pige… Det forsvandt da de scanne os i uge 18 og vi fik masser af billeder. Ja og den unge læge havde købt “kvajekage” som stod til os 💜

    Så vær du bare i den følelses, ingen burde dømme nogle for at føle det du/man gør….. 💜

  • Reply
    Charlotte Sørensen
    12. juli 2020 at 16:06

    Tak for at dele dine tanker, for jeg tænker det er helt normalt at have det sådan. Jeg selv er højgravid med en dreng, og jeg blev også ret skuffet (og har også sagt det højt til mange mennesker), for jeg har ALTID forestillet mig jeg ville få to pigebørn! Havde dog alligevel meget på fornemmelsen at jeg her første gang var gravid med en dreng, og det skulle jo vise sig at det også var sådan det var (vi tog faktisk også kun til kønsscanning fordi jeg vidste at jeg lige skulle have noget tid at “vænne mig til tanken” hvis det nu var en dreng), men alligevel har jeg svært ved at forholde mig til det. Føler mig nemlig slet ikke som en drenge-mor (endnu i hvert fald). Størstedelen af min barndom er jeg vokset op med min mor og lillesøster (har set min far meget lidt) og generelt levet et liv uden særlig mange af hankøn, jeg er måske lidt tøset da jeg elsker at lave kreative ting og elsker at nørde madlavning og bagning, går altid i kjole og da jeg for 10 år siden arbejdede i vuggestue og børnehave så var det altid pigerne der flokkedes omkring mig fordi jeg nok bare er typen der er bedre til “pigelege” end “drengelege”. Og så har alle babyer/børn der er kommet til i min familie/omgangskreds de sidste 10 år været piger, så helt ærligt så se jeg en pige-baby for mig når jeg tænker på hvordan en baby ser ud. Lyder nok sært men sådan er det altså bare🙈 Så for mig er det nok mest af alt bare en frygt for at ikke kunne “slå til” som drengemor! Er så bange for at jeg bliver en dårlig drengemor fordi jeg bare er alt andet end drenget… men det er jo også bare et køn og vores dreng bliver sikkert sådan en der elsker at være i køkkenet og sikkert også kommer til at elske at lave kreative ting, for sådan kan drenge jo også være😊 Og jeg ender jo helt sikkert med at ikke kunne forestille mig at få en pige næste gang, hvis vi skulle være så heldige! Og jeg tænker helt sikkert at jeg elsker og kommer til at elske ham i maven præcis lige så meget nu han er en dreng som hvis han havde været en pige😊

  • Reply
    Mille
    12. juli 2020 at 16:06

    Kære Johanne og drengebarn.

    Ingen følelser er forkerte, det er hvordan man vælger at reagere på dem 😜

    Jeg har i 16 år været gift med Mr. Right , desværre kan han ikke lave børn. Jeg har været gravid 2 gange. Første graviditet endte i en smuk englesøn, nr 2 i min nu 20 årige søn, og jeg er virkelig taknemmelig …. Men jeg føler mig snydt for en prinsesse 🙈 Jeg har altid troet at jeg skulle have 2 børn, og helt sikkert en yndig prinsesse ❤️ Jeg er misundelig på de skønne piger der er omkring mig, jeg ville ønske at vi kunne have fået et barn (Læs pige) sammen.

    Men nu er den drøm brast. Jeg er i dag 46 og toget er kørt. Tilbage sidder jeg med et fantastisk liv, en skøn mand og søn og føler mig lidt snydt i livets lotteri, selv om jeg i virkeligheden har vundet Big time.

    Følelsen er okay, for jeg værdsætter alt det jeg har 💕

    Og lille drengebarn vil være elsket selv om han fik en tap. I er nogle skønne skæve mennesker med masser at give, så han har allerede vundet lotteriet 👌

  • Reply
    Chris
    12. juli 2020 at 16:08

    Jeg har altid troet jeg var en kommende “pige-mor”. Før jeg fik barn tænkte jeg bare jeg skulle have piger. Det var ikke til diskussion.
    Jeg blev gravid, boede et sted hvor det ikke var muligt at få køn at vide (jo jo nogen steder bliver man stadig nødt til at vente).
    Da han blev født og kom op på maven og jordemoder sagde “en lille dreng”, sank hjertet kortvarigt og jeg tænkte “nå…” kiggede på det lille barn og fandt ud af jeg i bund og grund var ligeglad. Han var så fin og dejlig. Den dag i dag ville en pige være helt forkert. Han var lige den dreng der var til mig. Og ville ikke have det anderledes. (Og jo han ved jeg ønskede mig en pige og han ved at jeg ikke ville bytte ham for en pige!)
    Hvis jeg få flere børn, kan jeg ikke se mig selv med pigebørn. En sød lille dreng mere ville være skøn! Men hvis den lille dreng viser sig at være en pige..så er det nok også okay 🙂

  • Reply
    Emilie
    12. juli 2020 at 16:11

    Det gør mig så ked af det (som lykkelig drengemor) at læse alle dem som ikke vil have drenge fordi de er irriterende, spiller fodbold, er drenge, har krudt i røven osv osv osv. Tænk hvis man mødte sit barn med alt det det var og ikke med forudindtagede ideer om hvad samfundet fortæller os de skal være. Jeg græd da jeg fandt ud af vi skulle have en dreng, men fordi jeg allerede der blev mødt med forventninger til ham og at han vat en vildbasse og en stor stærk dreng. Det er bare lidt nemmere at være en vild pige end en stille og rolig dreng.

  • Reply
    Helene
    12. juli 2020 at 16:12

    Min mand havde, da vi mødte hinanden, to drenge fra tidligere. Vores fælles første (som vi med vilje ikke vidste om var en pige eller dreng), var en dreng mere. Nummer to (som vi heller ikke vidste hvad var for een) var endnu en dreng. Da vi ret hurtigt efter ventede nummer tre, ville jeg bare kende kønnet- mest fordi jeg så havde noget tid til at vænne mig til, at jeg nok aldrig blev mormor. Sandsynligheden for at få en pige efter fire drenge er lig nul – sagde de på hospitalet. Til scanningen af nummer tre var jordemoderen ikke i tvivl: det var en pige. Shit, jeg var glad. Min man derimod havde en mærkelig reaktion: blev tvær og usikker. Min reaktion var at brænde 1000,- af på pigetøj med flæser, blonder og alt holdt i lyserødt og lilla. Min mands reaktion varede så lige præcis til 10 min efter vores datter var født… nu er de pot og pande, og hun kan sno ham. Om sin lillefinger.
    I øvrigt…min mor (som elsker ALLE sine børnebørn lige meget) havde lovet sine ansatte en fridag, hvis jeg fik en pige. De spurgte så, hvad der mon skete hvis jeg fik endnu en dreng? hun svarede, at så måtte de arbejde over…

  • Reply
    Amalie
    12. juli 2020 at 16:15

    Jeg har termin i september. Jeg har en pige i forvejen og håbede, ærligt, at det også var en pige denne gang. Ikke fordi jeg ikke vil have en dreng, men det føltes på en måde mere velkendt og trygt. Jeg er vant til at være “pigemor” og jeg har stadig svært ved at se mig selv som mor til en dreng. Men vores store pige håbede – inderligt – på en lillebror 😊 og jeg vidste, inderst inde, godt at det var en dreng jeg bar på. Jeg havde bare ikke turde sige det højt eller indrømme det overfor mig selv.
    Men jeg prøver at vende den lille usikkerhed over at skulle “omstille mig”, til at glæde mig over hvor røvheldig jeg er at få lov at opleve begge dele. Vi skal ikke have flere og så kn det jo egentlig ikke være bedre at have en af hver ❤️💙

  • Reply
    Christina
    12. juli 2020 at 16:16

    Jeg havde det præcis som dig. Jeg var stensikker på det var en pige – at det kunne være en dreng faldt mig ikke ind et sekund. Så da vi fik at vide, at det var en dreng, der ligger i maven var det (underligt nok!) et chok. Jeg har længe tænkt over om jeg var skuffet. Det er jeg nået frem til, at det var ikke tilfældet. MEN min hjerne skulle også bare bruge tid på at omstille sig fra de tanker og forestillinger, der havde været. Nu kan det selvfølgelig ikke være anderledes end at det er vores lille dreng, der ligger i maven 💙

  • Reply
    Julie
    12. juli 2020 at 16:19

    Jeg har altid sagt, at jeg ønskede mig pigebørn. At drengebørn ikke var for mig. Jeg har to yngre halvbrødre, som jeg syntes var vildt irriterende, da vi var små. Så derfor blev det, at jeg ikke ønskede at få drenge. Da vi skulle have vores første barn kunne det kun være en pige – og det var det. Et kærlighedsbarn lige som jeg havde tænkt. Da vi 1,5 år senere tog til kønsscanning med vores andet barn, var jeg SÅ skuffet over at det var en dreng. Det var noget jeg var meget åben omkring og jeg havde det sådan resten af graviditeten. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg kunne elske “et irriterende drengebarn”. Jeg var meget ærlig omkring mine følelser og min ærlighed blev modtaget meget blandet. Det var en mærkelig form for graviditetsglæde, for jeg var jo ikke rigtig glad for det lille barn inde i maven. De sidste 12 uger af min graviditet var med komplikationer og en masse bekymringer for mig og baby. Men i det øjeblik han kom ud til os, ændrede alt sig. Det lille menneske var vores lillebror og han skulle aldrig have været en anden. Han er mit hjertebarn og jeg er fuldstændig forelsket i hans milde og glade væsen, som fylder mig med glæde hver eneste dag. Og så skammede jeg mig over, at jeg nogensinde havde tænkt og sagt de tanker jeg havde, men det var jo sådan jeg havde det, og det var okay! Jeg fortæller det stadig, for det er en del af min historie. Nu venter vi barn nr. 3 til oktober – endnu en dreng og han er bare så velkommen. Selv om jeg stadig bliver misundelig hver gang andre skal have en pige <3

  • Reply
    Anonym
    12. juli 2020 at 16:20

    Min kæreste gennem 8 år og jeg er der, hvor vi indenfor det næste års tid gerne vil begynde at prøve og blive gravide. Min største bekymring omkring det hele er paradoksalt nok ikke, OM vi kan blive gravide, men HVAD vi bliver gravide med. Jeg vil blive helt oprigtigt skuffet over at skulle have en dreng, og det føles forfærdeligt. Min kæreste er professionel sportsmand og ønsker sig (naturligvis) en ny lille sportsmand. Det vil jeg gerne give ham, men “på den betingelse” at vi også får en pige, da jeg vitterligt vil føle mig snydt foruden. Det føles forfærdeligt, men hold kæft hvor det det rart at sige (skrive) højt. Og at jeg ikke er den eneste.

  • Reply
    Anonym
    12. juli 2020 at 16:23

    Herhjemme har vi prøvet på at få et barn i mange år, uden held💔 Drømmen er stadig at det lykkes os. Men selvom jeg så inderligt ønsker mig et barn, så ønsker jeg, mig endnu mere en pige! Vi skal kun have det ene barn og tanken om at det måske bliver en dreng skræmmer mig. Jeg ved at jeg vil elske mit barn uanset køn – men jeg ved også at jeg vil føle mig frarøvet noget hvis ikke jeg får den datter jeg så inderligt ønsker mig.
    Det er meget tabu og enormt skræmmende at skrive ned sort på hvidt, men Gud hvor jeg håber!🤞🏽

  • Reply
    Tanja
    12. juli 2020 at 16:24

    Jeg fødte mit først barn som 20-årig (14 år siden) og her kunne kønnet ikke ses på 20-ugers scanningen og jeg ventede derfor til fødslen (12 dage over termin, vel at mærke) med at kende kønnet, som jeg var sikker på var en dreng. En smuk mørkhåret pige kom ud og jeg var glad – var også glad da jeg troede det var en dreng. Min anden graviditet var tvillinger. Jeg håbede på en af hver – mest for at give min datter en søster, som jeg selv har, men men også for at given mand en søn. Bum, 2 stk drengebørn. Oprigtigt, så blev jeg skuffet. Ikke ked af det, ikke en skuffelse der skulle bearbejdes, men en skuffelse, mest på min datters vegne. Nu er de 6,5 år og er drenge med stort D. Hvis der var garanti for en datter, ved ny graviditet, så ville jeg gøre det. Men nej tak for tre drenge🤣

  • Reply
    Heidi
    12. juli 2020 at 16:28

    Jeg har en pige på 7 år, og da jeg fandt ud af, tabuet var gravid, ville jeg gerne, at jeg var ligeglad med kønnet og kun ønskede et sundt og rask barn. Men det var ikke sandheden. Ønsket om en pige var højere end ønsket om en dreng.
    Jeg prøvede i to år at få børn med min ekskæreste uden at det lykkedes. Så jeg vidste slet ikke, om jeg kunne få børn.
    Så selvom at jeg var glad for i det hele taget at få et barn, var ønsket om en pige der. Jeg føler mig lidt egoistisk over det.
    Da jeg selv var barn, havde jeg endda ønsket om en søster og det bånd, som det kan medføre, så jeg var pænt skuffet over, at der to gange kom en lillebror… som jeg selvfølgelig elsker højt i dag!

  • Reply
    Anne
    12. juli 2020 at 16:34

    Vi har haft svært ved at få vores 2 børn. Vores søn er født 2012 efter 2 MA. Vi prøvede længe at få nr. 2. I 2016 blev jeg gravid, så hjerteblink hvorefter jeg havde endnu en MA. Var igennem en iui uden succes. Så i starten af 2018 besluttede vi os for at stoppe med at prøve selv og gå adoptionens vej. I den nye drøm forestillede jeg mig at vi skulle hente en lille pige. Jeg vidste godt, at det havde jeg lige så lidt kontrol over som hvis vi selv lavede en baby. Men jeg forestillede mig en pige. Jeg havde altid set mig selv som drengemor, men nu var vi jo på vej af en ny vej. Så ville skæbnen at jeg blev gravid. Og ved kønsscanning i uge 14, fik vi af vide at vi ventede en pige. Jeg var knust. Adoptions processen var tryg for mig, det var vi fælles om og der havde jeg ikke oplevet fiasko. Jeg var så nervøs i min graviditet og trods min historik og der lå en sund pige i min mave, så var jeg ikke glad. For den pige hørte til i min drøm om adoption og det var en sorg at skulle sige farvel til den drøm. Så jeg havde troet jeg ville få endnu en dreng, da jeg blev gravid. Jeg ved ikke om det giver bare lidt mening. I lang tid var jeg ked af det og jeg troede faktisk lidt, at når hun kom ud, de ville sige “upsi, vi tog fejl, det er en dreng”. Men da hun var her, var det pludselig det helt rigtige. Og storebror var vældig tilfreds, han VILLE have en søster.

  • Reply
    Anna
    12. juli 2020 at 16:34

    Jeg forstår godt behovet for at dele noget, der er tabubelagt, men jeg har det svært med at se, hvordan voksne offentligt italesætter, at de ønsker et bestemt køn, fordi det passer ind i deres forestillinger og fantasier om alt fra tøj til mulige aktiviteter.
    Det er med til at skabe en fortælling om, at et køn er mere ønskværdigt end det andet. Tænk på, hvor mange kvinder, der lider – og har lidt – under den opfattelse alle de steder i verden, hvor drengebørn er mest ønskede.
    Jeg er med på, vi får børn for vores egen skyld, men målet med at få dem, er og bliver vel den kærlighed, det giver, og da et barns kærlighed til sine forældre ikke er betinget af dets køn, synes jeg, vi bør arbejde for ikke at tillægge kønnet så stor en betydning.

  • Reply
    Mika
    12. juli 2020 at 16:34

    Synes det er vigtigt, at du tager det op, for ‘kønsskuffelse’ er en reel følelse.
    Jeg ønskede i min første graviditet, at baby var en dreng (sådan virkelig meget), men havde på fornemmelsen, at det var en pige der var i maven. Da scanningsdamen siger, at der ligger en lille baby med en tissemand bliver jeg lykkelig – og meget mundlam. I anden graviditet, ønskede jeg en lillebror til vores søn, så da scanningsdamen siger ‘I venter jer en lillesøster!’ blev jeg skuffet. I virkeligheden handlede det allermest om, at jeg ikke vidste om jeg kunne finde ud af, at være ‘pige-mor’. Men hvad er en ‘pige-mor’? Lige så snart jeg pakkede alle mine ideer og fordomme om lyserødt, tyl og prinsesser væk blev det hele meget mere håndterbart. Hun kan være, blive og lege lige præcis det hun har lyst til.

  • Reply
    Lisbeth Kehlet
    12. juli 2020 at 16:40

    Vi har to (nu store drenge, 19 & 23) men da jeg var gravid med den ældste, havde jeg en drøm om at jeg fik en dreng og resten af graviditeten kunne jeg ikke forestille mig at få noget andet. Det var før scanning af køn og jeg var blevet meget overrasket hvis han havde været en pige. Nummer to havde jeg ikke nogen fornemmelse for, men jeg håbede nok lidt på at det igen blev en dreng. Det vidste jeg jo hvordan man skulle opdrage. Vi havde både drenge og pigenavne klar – igen er vi her før køns scanning, det blev igen en dreng – gudskelov 😊 men der holder ensartetheden også op, for hold nu op, de har været to vidt forskellige drenge 🤣 Jeg er sikker på jeg ville have elsket en pige lige så meget, men er glad for mine drenge og har nu fået to dejlige svigerdøtre, så pigerne er kommet bare senere.

  • Reply
    Lise
    12. juli 2020 at 16:41

    Vi venter os en dreng slut august 😍 da vi lige fandt ud af at vi var gravide, var jeg ærligt “ligeglad” om det er en dreng eller en pige. Jeg kunne i hvert fald ikke sige hvad jeg mest ønskede, hvis jeg selv skulle bestemme det – indtil at jeg fik af vide at det er en dreng der vokser inde i maven. Der kunne jeg godt mærke en lille skuffelse og avelse over at det ikke var en pige. Det samme gælder faktisk min partner, han ville også gerne have haft en pige først – så er det at vi er så unge og gerne vil have flere børn 😂 MEN da vi så begge vendte os til tanke om at det er en lille dreng der kommer til august, så glæder vi os helt vildt! 😍💙
    Så jeg kan sagtens genkende mange af dine tanker i dit oplag!
    Vi havde mange pige navne i spil og ingen drenge navne 🙈 vi har heldigvis fundet nogle stykker vi rigtig godt kan lide 💙 så må vi se hvad han ligner når han ankommer 😅

  • Reply
    Heidi
    12. juli 2020 at 16:49

    Vi har ikke kendt kønnet før fødslen. Først fik vi en pige som jeg også havde forventet, anden gang en dreng , også ganske som forventet 😉 Det sjove var dog at da jeg havde født vores datter, misforstod jeg jordemoderen og jeg troede at hun sagde hun var en dreng. Jeg blev så overrasket men meget glad og da det så viste sig at hun var den pige, jeg var så sikker på og også havde håbet på, så blev jeg også glad, men ikke gladere. Min pointe er vist bare at da hun var der og alt var godt, var jeg så ægte ligeglad med om hun var det ene eller andet. Jeg var selv overrasket over jeg var så “ligeglad” måske handlede om at det skete få sekunder efter et ret langt fødselsforløb, måske var det ren lettelse over det var overstået 🙂

  • Reply
    Mascha
    12. juli 2020 at 16:49

    Jeg er drengemor, eller jeg VAR drengemor indtil for 10 måneder siden! Og fuck hvor er det bare forbudt at tænkte de tanker 🙃 men helt ærligt så tror jeg i virkeligheden de fleste har dem! Jeg troede min nr 2 ville være en pige og da det blev oplyst at det var en dreng sagde scannings jordemoderen JEG kan godt forstå du bliver skuffet, når man nu godt kunne tænke sig en pige. Da jeg skulle til køns scanning her tredje gang, var jeg sikker på det var en dreng fordi vi alle håbede på den her lillesøster – og voila, da vi åbnede kuverten stod der ligeså fint

    “Jeg er en pige” årh hvor blev jeg glad og helt rørt over vi endelig skulle ha’ den her lille pige ❤️

  • Reply
    Marie
    12. juli 2020 at 16:51

    Jeg har én af hver. Storebror og lillesøster. Ved begge graviditeter har jeg “haft ret” i mine fornemmelser af hvad det mon var min mave bar på. Så har aldrig oplevet overraskelsen – og ej heller nogen form for skuffelse. Det ville nu heller ikke være sket, hvis beskeden havde været anderledes dér på briksen til scanning.
    Det giver vel fin mening at blive overrasket – og måske endda skuffet – til en scanning. Det er hvad det er – alt er sgu lidt underligt og overvældende i de måneder.
    Det jeg måske har sværere ved at synes er i orden, er at man allerede før barnet er kommet til verden, har besluttet, hvad man vil lave sammen med det barn. Hvis jeg får en pige, så skal vi flette hår, lege med dukker, danse ballet, være fine-lyserøde-tyl-agtige… og hvis jeg får en dreng skal vi slås, være møgbeskidte, spille fodbold og lege monstre.. Hvorfor ikke lade barnet selv være med til at definere, hvilket barn det vil være og hvilke interesser det vil have? Hvad det synes er sjovt og flot, sejt og cool? Som forældre bestemmer vi stort set alt i barnets liv de første år, så måske ville det være fint ikke fra før fødslen at have bestemt hvad de ligefrem skal lege med…

  • Reply
    N
    12. juli 2020 at 16:52

    Jeg har to drenge og håbede, ærligt, på at det ville blive en pige begge gange. I mine forestillinger om at få et barn har det ligesom altid været en pige jeg forestillede mig. Ikke fordi jeg ikke ville have drenge, men det var det der faldt mig naturligt. Da vi fik kønnet at vide med min yngste blev jeg skuffet. Det er ikke en følelse jeg er stolt af, men det var drømmen om nogensinde at få en pige, som brast, fordi vi nok ikke skal have flere. Er det en forkælet tankegang? Ja. Men det var nu det jeg følte. Da de blev født var de selvfølgelig præcis som de skulle være og jeg tænkte ikke længere over, at de var drenge, men bare, at de var perfekte babyer. Jeg kigger dog stadig langt i pigetøjsafdelingen og ærgrer mig over, at jeg ikke har grund til at købe noget 🙂

  • Reply
    Mette
    12. juli 2020 at 16:55

    Jeg er gravid nu og i uge 30.. vi fik først kønnet at vide til 20-ugers scanningen, og det vigtigste for mig var at få at vide at baby var sund og rask (jeg havde været meget nervøs op til NF-scanningen, så min overtænkning i om der var noget galt overskyggede meget andet)..
    Inden vi skulle til MD-scanning (måske nogle uger før) drømte jeg en nat at jeg fødte en pige og gave hende et bestemt navn. Jeg fortalte min kæreste om drømmen og navnet, og han sagde “det synes jeg meget godt om”.. så BUM, vi var helt enige om navn og jeg var helt sikker på at skæbnen havde givet mig et vink om hvad vi havde i vente.
    Da vi kom til scanning fik vi kønnet at vide, og det var sørme så en lille pige der lå derinde. Vi har henrykte, fordi vi jo så allerede havde et navn og fordi det var det jeg havde drømt…
    Når jeg læser det du skriver her kan jeg komme til at tænke på hvordan jeg ville have reageret hvis vi havde fået beskeden om at det var en dreng…. jeg har altid haft det sådan at jeg kunne se mig selv som mor for både pige/dreng, da jeg i forvejen har en nevø, som jeg sagtens kunne se som min egen.. men hvad nu hvis den drømt jeg havde mere var et ønske/håb om en datter end det var “skæbnen”.. jeg finder aldrig ud af hvordan min reaktion havde været hvis jeg fik beskeden om at det var en dreng, men efter at have læst dit opslag kan jeg godt forestille mig at jeg ville have oplevet en lille skuffelse (selvom jeg egentlig synes jeg var ret ligeglad med kønnet)…
    Jeg synes du får formuleret alle tankerne omkring det så fint, og det er helt rigtigt at man ikke kan gøre for hvad man tænker/føler, med at man selvfølgelig ikke skal dvæle ved det og det hele kommer an på hvordan man reagerer! ♥️

  • Reply
    Stine
    12. juli 2020 at 16:57

    Jeg ville så gerne hele det der glimmer og tyl univers, og hurra, første barn var en pige! Lige som ønsket! Hun viste sig sgu bare ikke at være særlig glimmer- og tylagtig og da der senere kom to lillebrødre, har jeg faktisk stadig ingen pige, i den forstand jeg havde håbet, inden vi fik børn 😂 Men hun er selvfølgelig præcis som hun skal være! Man ved jo ikke med sikkerhed hvilken type barn man får, selvom man ved om det er en dreng eller pige. Og når først de er der, kan man aldrig forestille sig det anderledes.

  • Reply
    Maria
    12. juli 2020 at 16:57

    Jeg tror, rigtig mange kan forholde sig til det her, men det er helt sikkert også svært at være ærlig om. Også fordi vi er nogen, der har det anderledes i forhold til barnets køn – men her synes jeg bare det er SÅ vigtigt at huske på, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Man føler jo netop, som man gør.
    Vi skulle have hjælp til at få barn/børn og (måske er det derfor?) jeg er bare er helt “ligeglad” med barnets køn, bare den er sund og rask – jeg er bare glad for AT der igen ligger en baby i min mave.
    Vi har valgt ikke at få kønnet at vide, og vi valgte det samme første gang – fordi det er det rigtige for os. Vi venter en baby, et barn, vores barn, vores ANDET barn og det er i sig selv helt vildt optur.
    Jeg har en veninde, der har fire drenge, og mange i omgangskredsen regnede både anden og tredje gang med, at de nok prøvede igen for at få en pige, og det gjorde hende helt vildt ked af det, at folk derfor virkelig forsøgte at “opmuntre” hende og finde en grimasse, der kunne passe, når hun glad sagde: “Vi har fået en dreng!” – fordi hun og hendes mand netop (heller) ikke skænkede kønnet en tanke.
    PS: Meget drengetøj er i øvrigt GABENDE kedeligt, alt er blåt, grønt og gråt. Min dreng har derfor også haft røde smækbukser, lilla bluser osv. og hans bedste ven har en (pige) t-shirt med en glimmer-is på. Så giv den gas med sjove detaljer i strikketøjet, for åbenbart er det kun pigetøj, der må være “pyntet” ifølge tøj-designere.

  • Reply
    Michelle
    12. juli 2020 at 17:03

    Da vi allerede var forældre til en dreng, ønskede vi i vores stille sind at nummer 2 blev en pige. Det viste sig så at vi ventede tvillinger. Da vi lige havde vænnet os til den besked, skulle vi selvfølgelig vide kønnene, lige så snart vi kunne! Til scanning fik vi af vide at vi ventede en dreng og en pige og vi var ikke til at skyde igennem! Det var så perfekt som det kunne være, i vores verden. Et par uger senere da vi er til endnu en scanning bliver vi spurgt om vi nu er sikre på at det er en af hver, for hun mente bestemt at det var to drenge og ganske rigtigt, min mave gemte på to drenge. “Vores pige” var pludselig blevet til en dreng! Av hvor gjorde det ondt og hold nu op hvor blev vi kede af det i nuet. Men vi kom også hurtigt over de følelser og glædede os over at de to drenge der var i maven, var sunde og raske. ❤️

    Mor til 3 helt fantastiske drenge, Alfred, Carl og Herman. Men som stadig drømmen om en lille Asta.

  • Reply
    Rikke
    12. juli 2020 at 17:05

    Jeg håbede så inderligt på en dreng. Så meget at jeg besluttede mig for, at det var en pige, for så ville jeg ikke blive “skuffet”. Da jeg fik at vide, at det var en dreng, kunne jeg slet ikke være i følelsen og jeg var slet ikke så glad som jeg havde regnet med at blive. Måske var jeg i chok, en form for pause tilstand. Det var ret uvirkeligt.

  • Reply
    Marie
    12. juli 2020 at 17:12

    Til kønsscanning under 3. Graviditet ( havde to piger i forvejen) blev jeg noget overrasket over at modtage nyheden om at der lå en lille dreng i maven.. ikke ked af det, bare overrasket og lidt undrende.. for jeg var jo så fint inde i pigeverdenen med dukker, littlest petshop og Disney-prinsessekjoler.. De små drenge i børnehaven med deres Beyblades og skrammel, sagde mig faktisk ikke en skid 🤷🏻‍♀️
    Men sikke en gave han er. ❤️
    Jeg spiller fodbold, fanger Pokemon og kender alt til spiderman og Avengers nu.. og i modsætning til piger, så ER drenge bare nemmere! Og som jordemoderen sagde, så skaber det en bedre balance og symmetri i en familie, at der er begge køn.
    Jeg kalder ham “prikken over mit I” – du kommer til at vide hvad jeg mener.. det er ikke løgn, at der er et særligt bånd imellem drenge og deres mødre.. 😉 Stort tillykke med at få begge køn!

  • Reply
    Peter
    12. juli 2020 at 17:15

    Jeg kan godt se, at man ikke kan styre sine følelser. Den betragtning kan jeg godt forstå. Det man kan styre er hvad man vælger at blogge om. Du kan ikke tage hensyn til alle dine følgere, da der uden tvivl er nogen der er uenige med dig. Det er jeg også på nogle områder. Det gør ikke noget. Når det er sagt synes jeg faktisk det er et emne man bør holde væk fra insta og bloggen, netop fordi det kan ramme de følgere, der bare ikke kan blive gravide og har aborteret osv. Du skal lufte dine følelser og det kan du gøre med dine venner og familie som du har lyst til:-) det er der dette emne hører hjemme, hvis du spørger mig (hvilket jeg godt ved du ikke gør)! Netop på grund af ømtåligheden.

  • Reply
    Sascha
    12. juli 2020 at 17:17

    Jeg har en datter på Augustas alder, og da hun skulle være storesøster for 4 år siden håbede jeg inderligt på, at det ville blive en lillebror. Min mand og jeg har altid sagt, at vi kun skulle have 2 børn, så at få en af hver ville være perfekt.
    Så da vi var til kønsscanning var den eneste, som var skuffet storesøster, fordi hun ikke fik den lillesøster 😉
    Hvordan jeg havde følt, hvis jordemoderen havde sagt, at vi skulle have en pige mere, ved jeg af gode grunde ikke, men havde måske været skuffet, når nu man håbede på noget andet ☺️
    Og jeg elsker, både at være mor til en pige og en dreng ❤️

  • Reply
    Line
    12. juli 2020 at 17:24

    Jeg gad virkelig godt høre, hvordan mødre til nu voksne drenge har oplevet det at være drengemor. Jeg tror hurtigt, vi kan blive enige om, at båndet til vores små børn er ubrydeligt uanset deres køn, men hvad sker der, når de bliver større. Flere nævner mor/datter båndet i kommentarerne, som det de meget gerne ville opleve ved at få en pige, og sådan har jeg det også selv. Der er en hel masse interessante spørgsmål, der melder sig, når man dykker lidt mere ned i det med båndet… Kapper drenge i højere grad navlestrengen, når de bliver voksne? Er det mon noget, vi lærer dem? Mors dreng er jo heller ikke ligefrem noget en (ung) mand ønsker at blive kaldt? Skubber vi/samfundet dem ud af reden for at sikre deres ‘mandighed’? eller er det mon noget der ligger i menneskets natur at bryde med familien og søge egen flok? Drift eller kultur?

    • Reply
      Chris
      12. juli 2020 at 21:49

      Dét her er spot on, og det vi burde tale om. Hvorfor forestiller vi os, at vi ikke har en stor andel i den unge mands liv?
      Jeg vil også gerne høre fra mødre med voksne sønner hvordan de oplever det.
      Min lillebror er tæt knyttet til min mor og fortæller åbent om det meste. De er tætte! Men nej, han ringer ikke hjem så ofte som jeg gør.
      Hej fra mor til to drenge (den ene eftertænksom og kreativ, den anden en tornado som er så sjov, så sjov)

  • Reply
    Xenia
    12. juli 2020 at 17:29

    Jeg tænker, at der er så mange ting i spil, når man er gravid, at det ikke nødvendigvis altid kan anskues så rationelt. Det hele suser jo rundt inde i en…

    Jeg har en datter og har nu termin om et øjeblik med en lille dreng. Jeg ønskede mig en dreng, inden jeg blev gravid denne gang (og en pige første gang — heldige mig!). Og jeg havde klart fornemmelsen af, at det var en dreng. Alligevel bliver jeg indimellem lidt ked af, at det ikke er endnu en pige, jeg skal have. Totalt irrationelt. Det er bare fordi… Jeg har aldrig prøvet andet og nok heller aldrig heeeelt troet, at det kunne lade sig gøre, at jeg kunne få en dreng. Jeg har selv kun søstre og niecer og har aldrig skullet tage mig af en lille dreng. Det er svært at forholde sig til… Men jeg tror i virkeligheden bare, at det er et udtryk for, at det at skulle have et barn er svært at forholde sig til. Om det er nr. 1, 2, 3 eller 4 og uanset om det er det ene eller det andet køn.. Altså, der er så meget i den proces, som vi ikke selv er herre over og følelserne skyder i alle mulige retninger, og jeg tager ofte mig selv i at spekulere over/bekymre mig om/være ked af det/glad for alt muligt mærkeligt, der ikke bare er ude af mine hænder, men som heller ikke siger særlig meget om, hvordan det hele bliver, når barnet er der… Jeg tænker, det er de færreste forældre, der egentlig kigger på deres børn, når de har fået dem, og stadig tænker, at de ville bytte deres lille søn for en fiktiv datter…

    Når det så er sagt, så oplever jeg gang på gang, når jeg fortæller, at jeg venter en dreng og har en pige i forvejen, at folk omtaler mig som værende en slags særlig heldig, fordi jeg så har ‘en af hver’. Den kan jeg så ikke helt følge… Synes alle der er gravide, som ønsker at være det, er heldige, og børn/søskende er lige fede at have, om de er samme eller forskellige køn..

  • Reply
    Pernille
    12. juli 2020 at 17:36

    En i min terminsgruppe skrev en gang. “Jeg er ikke ked af, at jeg skal have en dreng. Jeg er bare ked af at jeg ikke skal have en pige” og det synes jeg virkelig er SPOT ON!
    Det er okay at føle, som man gør.

  • Reply
    Jeanett
    12. juli 2020 at 17:40

    Jeg var 100 på at det lille væsen inde i mig var en dreng. Ikke engang lidt usikker på det – vi skulle have en dreng. Faktisk var jeg så sikker, at jeg ikke behøvede at få kønnet at vide. Det var så forkert 😅 Min kæreste ville gerne vide det, så vi fik en seddel med fra scanninger, som vi åbnede samme i bilen på parkeringspladsen udenfor Skejby Sygehus. “Tillykke med jeres lille pige”. Vi gik begge to lidt i stå. Jeg havde nok fået ind i hovedet på Jesper, at vi skulle have en dreng, og jeg tror, at al kommende byggen LEGO og legen med biler og klatren o træer mv. Lige blev til noget andet inde i hovedet på ham. Men nu har vi den sødeste lille pige på snart 3 mdr. ❤️

  • Reply
    Lina
    12. juli 2020 at 17:40

    Vi håbede også på en pige. Primært fordi alle andre børn i familien var drengebørn. Og vi fik en pige og dernæst en dreng – jeg tænkte også, det kunne have været fedt med to piger, men nu er dynamikken i vores familie en helt anden, og det er super fedt!

  • Reply
    Liselotte
    12. juli 2020 at 17:41

    Jeg er gravid og er i uge 19 (18+3) og er skide nervøs for den misdannelsesscanning der kommer inden længe, hvor vi skal have kønnet at vide. Jeg ved ikke hvad jeg er mest nervøs for! Om det viser sig at være en dreng eller at barnet ikke er rask. Ikke at jeg håber på at få en pige, men følelsen af at det er en pige er lige nu alt overskyggende. Jeg ved virkelig ikke om jeg skal grine eller græde!

  • Reply
    Trine
    12. juli 2020 at 17:45

    Jeg har altid ønsket mig at blive mor til en pige, men da jeg blev gravid, havde jeg den vildeste fornemmelse af at det var en dreng. Jeg kiggede drengetøj og fandt drengenavne, og når vi omtalte babyen derhjemme sagde vi “han” og “hans”. Min mor-intuition er dog ikke så god som jeg troede, for til kønsscanningen viste det sig at der var tale om en pige. Den skulle jeg lige sluge. Min første tanke var “hvis hun lige prøver at scanne dernede igen, så kan det være at der kommer en lille tap til syne” – men selvfølgelig ikke… vi skulle til at have hele navne-snakken igen, for jeg havde heller ikke deltaget seriøst i snakken om pigenavne. Det er flere uger siden scanningen nu, og nu kan jeg slet ikke forestille mig at barnet skulle være andet end en lille pige – men det har jeg jo sagt før 😉

  • Reply
    Sofie
    12. juli 2020 at 18:05

    Jeg havde ingen holdning til kønnet.. dog blev jeg jævnt skuffet over at der “kun” var én… shit, det ser forkælet ud når jeg skriver det her..😳 men sådan havde jeg det! Jeg er selv tvilling og har læst at jeg bærer genet og derfor har stor chance for at få tvillinger selv, jeg ønskede mig brændende tvillinger fordi jeg ved hvor fucking fantastisk det er, at have en tvilling! Jeg har termin om 14 dage og har nu vænnet mig til tanken om én, og det er også ganske dejligt – det er jo ikke alle der “bare lige” laver en baby.. Vi var heldige, gravid i første hug, helt uden at “gå efter det” – 1,5 måned efter p-pille stop..

  • Reply
    Louise
    12. juli 2020 at 18:12

    Jeg håbede på en pige, men fik en dreng (som jeg ikke ville bytte for noget i verden ❤). Jeg har til gengæld også hele tiden været ret overbevist om, at jeg kun får drenge og min mavefornemmelse skreg dreng, så jeg blev ikke overrasket eller ked af det – Jeg blev bekræftet og var lykkelig over min sunde baby, efter flere aborter i bagagen.
    Jeg tror det vil være anderledes med en 2’er, fordi jeg ikke vil have 3. Så får bettemand en bror i fremtiden, skal jeg acceptere aldrig at få et mor-datter forhold eller blive mormor, og det bliver svært. Og så vil jeg nok også blive lidt skuffet og ked af det.
    Og det er okay. Det betyder ikke barnet er mindre ønsket eller elsket. Bare at man lige skal sørge over nogle drømme og forestillinger som ikke bliver, før man fortsætter glæden og får nye drømme om det der bliver i stedet 🙂

  • Reply
    Sigrid
    12. juli 2020 at 18:13

    Første gang i 2016 gik jeg op i kønnet – håbede på en dreng og det var det 💙 Har altid tænkt første barn skulle være en storebror, nok fordi det er det jeg selv har. Anden gang her i 2020 var jeg fuldstændig ligeglad. Vi måtte gennem 3 graviditetstab før lillesøster kom for 3 uger siden ❤️ Der var det virkelig kun sund og rask der var vigtigt! Det gav et helt andet perspektiv at have mistet.

  • Reply
    Catharina
    12. juli 2020 at 18:38

    Jeg har altid drømt om en pige. 1. Gang var jeg dog ret overbevist om, at det var en dreng – og ganske rigtigt – en dreng. Det var okay, for vi skulle have et barn mere på et tidspunkt, så vi havde endnu en chance.
    2. Gang VILLE jeg have en pige, indstillede mig på en dreng til kønsscanningen, og det blev en lillebror. Den skulle jeg sluge…. Altså som I virkelig sluge. Jeg var ked af det i et par dage. Accepterede realiteterne, men følelserne omkring, at jeg aldrig får en pige er der stadig.
    Vi skal ikke have flere børn. Vi er taknemmelige for de to sunde og raske drenge vi har fået, samt taknemmelige for, at vi ikke har skulle kæmpe for at få dem.
    Jeg får dog et stik i maven, når folk annoncerer de skal have piger. For de får lov til noget jeg aldrig får lov til….
    Jeg kan ikke forestille mig vores familie anderledes, men jeg har det svært med at jeg aldrig bliver mormor. Forhåbentlig bliver jeg den sejeste farmor en dag 😉

  • Reply
    Janni Jakobsen
    12. juli 2020 at 18:56

    Jeg har også en pige og kunne slet ikke forestille mig en dreng, da jeg blev gravid igen fem år senere. Men det var en lille tap, og jeg skulle lige vænne mig til tanken. I dag er jeg så glad for at have en af hver. Jeg elsker dem lige højt, men på en mærkelig måde forskelligt. Jeg er helt klar mere beskyttende over for ham – han er min lille søde dreng, selv om han nu er syv 😊. Krammerne og de store kærlighedserklæringer sidder virkelig løst på ham, og jeg håber aldrig det stopper 😄. Og ja, han og hans venner laver andre og vildere ting end pigerne har gjort. Men de er også virkelig søde og på mange måder nemmere end pigerne i forhold til konflikter osv.

  • Reply
    Katrine
    12. juli 2020 at 19:17

    Jeg kan sagtens følge dig. Ikke med følelsen for jeg fik hvad jeg ønskede. En lille pige. Men jeg havde en forestilling om den lille pige, og hvordan hun måtte være og navnene dertil. Jeg var så sikker på det var en pige og tænkte slet ikke drengenavne.
    Men jeg tænker det er en del af graviditeten og forestillingen om livet med børn. Og jeg synes det er helt okay at have den følelse med ønsket om et bestemt køn. Jeg vidste allerede jeg ville blive ked af det hvis det var en dreng. Det gør jo ikke barnet mindre ønsket. Ved næste barn har jeg ikke samme ønske om et bestemt køn som ved første barn.

  • Reply
    Julie
    12. juli 2020 at 19:24

    Vores første barn havde en misdannelse som vi kendte til allerede fra 1. scanning. Alt er godt nu, men det var ikke en sjov graviditet eller start på livet som forældre med indlæggelse og operationer. Min veninde var gravid samtidigt med mig – med en dreng som hun var SÅ skuffet over ikke var en pige. Hendes skuffelse var jo ikke forkert, men jeg kunne slet ikke rumme en andens skuffelse over køn når jeg ventede et sygt barn.

  • Reply
    Anonym
    12. juli 2020 at 19:35

    Jeg skal føde om få uger. Vores tredje dreng. Jeg har inderligt ønsket mig piger hver gang, og jeg er ikke tilnærmelsesvis ligeså cool som dig til at hanke op i mig selv og komme videre. Jeg har ikke fortalt det til andre end min kæreste som ikke forstår mig, men som er blevet bedre til at acceptere, at jeg har det sådan her med nummer tre.

    En ting er hvor meget jeg har lyst til at købe sødt pigetøj og helt fordomsfuldt lave mange flere hyggelige, stillesiddende kreative aktiviteter, som mine drenge slet ikke er interesserede i. De er mere sådan nogle larmende vildbasser. Men en anden ting – den som fylder allermest for mig – er at jeg aldrig bliver mormor. Jeg kommer ikke til at have den tætte relation hvor min datter ringer til mig og spørger til råds eller andet omkring hendes børn. Mine drenge har verdens bedste farmor, men det er alligevel på ingen måde det samme…

    Jeg så også godt parret på Instagram du refererer til og det gav et lille stik af misundelse i mit hjerte. Ligesom det gør hver gang nogen får piger. Hvorfor har de “fået lov” til at få det jeg ønsker mig allermest?

    Der skal på ingen måde herske tvivl om at jeg elsker mine drenge uendeligt meget og naturligvis ikke ville bytte dem for noget i verden.
    Martinna skrev det så fint på Instagram da hun ventede sin tredje. Det var noget med at man ikke sørgede over den dreng man fik, men over den pige man ikke fik….

    • Reply
      Catharina
      13. juli 2020 at 8:20

      Jeg forstår dig så meget!
      Vi har to drenge, og jeg har det SÅ svært med, at jeg aldrig bliver mormor. Jeg inddrager min egen mor langt mere end svigermor. Laver flere ting med mormor end farmor – det er bare mere naturligt.
      Og intet er jo givet på forhånd – vi aner jo ikke om vores drenge nogensinde skal have børn…. Men følelserne omkring mormor vs. Farmor har jeg stadig.

  • Reply
    Stine
    12. juli 2020 at 19:41

    Tak for dit indlæg. Det beskriver spot on hvordan jeg havde det efter vores kønsscanning. Og tak for at dele de “forbudte” tanker. Min lille pige i maven havde også fået et navn, og den kommende storesøster gik dagligt og snakkede om lillesøster i maven. Både min kæreste og jeg var sgu også 100% sikker på det var endnu en pige jeg går og ruger på. Det var ikke kun et håb, vi var nærmest sikre (hvor fjollet det end lyder). Men så sagde den søde jordemoder, at der altså var en tissemand. Vi blev begge så skuffet og overrasket. Tankerne om alt det cute pige baby tøj i gemmerne, som nu bare skal videre, av det gjorde lidt nas. Og så gjorde det mega nas at være blevet skuffet, for ja, folk kæmper jo fanme dagligt med at få børn og her sad vi her og var skuffet, men sådan havde vi det altså bare. Vi gav hinanden lov til at være skuffede nogle dage, og parkerede den så der. Han er sund og rask og der er der vigtigste. Nu er tøjet sorteret og sendt videre til en kommende kusine, og der er i stedet blevet indkøbt drengetøj. Freaking Mega cute drengetøj. Vi glæder os enormt til at få ham i armene senere på året.

  • Reply
    Ida
    12. juli 2020 at 19:44

    Jeg har altid ønsket mig en dreng. Da jeg blev gravid, fortalte min mand folk at han håbede det var en dreng, og jeg svarede ham altid at jeg ikke synes han kunne sige sådan. Fordi jeg var bange for at hvis det skulle vise sig at være en pige, så ville folk tro at han ville blive skuffet og ikke være lige så glad for barnet. Jeg holdt min egen mening og mit eget håb for mig selv.
    Da vi kom til kønsscanning og fik afvide at det var en dreng vi ventede os, blev vi begge jublende glade:)
    Og så snart vi havde lukket døren til klinikken, udbrød jeg højt “Jeg ville også helst have en dreng!” En sætning jeg havde gået og holdt på i flere måneder, men som jeg ikke ville sige højt. Måske også for ikke at blive for skuffet hvis det skulle være en pige? Min mand synes det var vildt sjovt at jeg ikke havde sagt noget, haha.
    Min søn er nu knap to år og jeg tager mig selv i en sjælden gang at tænke “Hvor er jeg glad for at du var en dreng”.
    Hvis vi en dag får et barn til, er jeg meget mere chill med kønnet. Der vil jeg oprigtigt blive super glad for begge og kunne se fordele i det.
    Sejt at du deler! Stort skulderklap for at være langt mere modig end jeg var:)

  • Reply
    Lillemutter
    12. juli 2020 at 19:51

    Vores 1. Barn er osse en pige, og jeg havde det på samme måde, da jeg med nummer 2 fik at vide vi skulle have en dreng. Eller jeg Panikkede lidt over det, fordi jeg ikke kun forestille mig, at være mor til en dreng – hvordan gøre man det, kan jeg overhovedet finde ud af, at have en dreng. Men efter lidt tid, havde jeg vænnet mig til det ❤️
    Nu er ungerne 9 og 4 og SERIØST, hvis du spørger mig, så er drenge såååå meget nemmere end piger 😅 Og jow jow jeg ved godt, at man ikke kan generalisere, men sådan er det her hjemme 🌸

  • Reply
    H
    12. juli 2020 at 19:56

    Ret hurtigt i min graviditet havde jeg en følelse af, at der var en lille babypige i min mave. Det var ikke noget, jeg havde tænkt eller ønsket på forhånd. Vi havde både talt om gode drenge- og pigenavne længe forinden, og alle vores næreste venner havde drenge, så jeg vidste jo, at små drenge er fantastiske! Jeg ønskede hverken det ene eller andet, men jeg følte simpelthen, at det var en lillebitte Anna, der gemte sig derinde. Og det var det også! Min mand havde joket med, at det selvfølgelig blev en dreng, og han blev faktisk helt paf, da vi så kønnet ved scanningen. Der gik lige nogle dage, før han kunne forholde sig til, at vi ventede en datter. Og han blev faktisk lidt nervøs, fordi hvad dælen skulle han stille op med en pige? Han anede jo ikke en dyt om piger! Det gik selvfølgelig over, og i dag kunne han da aldrig forestille sig, at vi havde fået en dreng i stedet.

    Jeg forstår hundrede procent alle de tanker og følelser, man kan have omkring kønnet. Følelser kan hverken forklares eller forhindres, så ingen skal gøres til skamme over dem! Heller ikke selvom andre har langt større og mere alvorlige bekymringer. Alle følelser er berettigede, store som små. Og jeg kan da sagtens forestille mig, at jeg havde lignet et kæmpe spørgsmålstegn, hvis min scanning havde vist en lille tap. Fordi jeg så inderligt og ægte følte en forbindelse til den lille pige jeg så for mig.

    Anyway, jeg mener nok bare, at vi alle kan blive overraskede, og det skaber jo en ganske naturlig reaktion. Og det er helt okay. Så længe vi holder vores tanker på vores egen banehalvdel, er der faktisk ingen, som bør komme i klemme ❤️

  • Reply
    Louise
    12. juli 2020 at 19:58

    Jeg synes dit indlæg er meget fint skrevet om end jeg slet ikke kan forstå de tanker.
    Jeg er en af dem som altid har drømt om en dejlig børneflok, men som har skullet kæmpe for det.
    Jeg har to dejlige børn, en dreng på 7 og en pige på 4 år.
    Begge er kommet til med hjælp udefra 😉 og vores datter er et reagensglas barn.
    Vores dreng er tillige født med et handicap og er spastisk lammet. Han er derfor kørestols bruger, men gudskelov helt alderssvarende mentalt og helt normalt fungerende i skole og i sociale sammenhænge.
    Jeg kan derfor SLET ikke forstå at man så inderligt kan håbe på et bestemt køn, men jeg ved også at vores følelser ikke altid er noget vi selv er herre over.
    Da vi skulle have vores datter og endnu ikke vidste kønnet mærkede jeg et behov for at tingene anden gang skulle være anderledes. Jeg ønskede mig ikke et andet køn, men jeg ønskede mig en anderledes graviditet, og ønskede at de ting jeg selv kunne styre skulle være anderledes.
    Derfor valgte vi bl.a. også at få kønnet at vide anden gang, det vidste vi ikke første gang, og der var flere ting jeg gjorde lidt anderledes. Så da vi fik at vide vi ventede os en pige, blev jeg lettet… ikke fordi jeg ønskede mig en pige mere end en dreng, slet ikke, men fordi jeg et eller andet sted havde så meget brug for at tingene var anderledes nu hvor første graviditet var meget svær og starten og oplevelse med en barn med et handicap var en hård omgang. Så at det jeg ventede en pige måtte da betyde at det hele ville blive anderledes.
    Det blev det ikke 100%, en svær graviditet, for tidlig fødsel og lang indlæggelse, men en sund og rask pige.
    Så der er bare en masse ting vi ikke selv er herre over, og heller ikke vores følelser.
    Så selvom det at ønske et bestemt køn ligger så langt fra min verden, så er det som sagt et meget fint indlæg og jeg synes det er dejligt du erkender at der sidder mange bag skærmen der kæmper om det største man i min verden kan opnå- nemlig at blive forældre.
    Held og lykke med det hele og den kommende familieforøgelse 😄

  • Reply
    Maria
    12. juli 2020 at 20:20

    I min familie er der KUN piger. Alle har fået piger. Så første gang jeg blev gravid regnede jeg med en pige. Har altid set mig selv med en datter der hed Freja, og det fik jeg. Anden gang ville jeg virkelig godt have en dreng. Lille Balder. Jeg kunne mærke min familie omkring mig var ellevild ved tanken om en dreng. Men det blev en pige. Jeg tænkte også til scanningen; er det nu også sikkert…. Havde drømt om at der var en tap og bildte endda mig selv ind jeg kunne se den på billedet inden jordemoderen sagde det var en pige.

    Nu er min pige nr 2 snart 1 år. Og mine to piger har et fantastisk forhold sammen og det er virkelig fantastisk. Jeg drømmer i hemmelighed om barn nr 3, min lille dreng, meeen det ville nok blive endnu en pige 😆

    Jeg er bare pigemor og det er da også skide hyggeligt.

  • Reply
    Sara
    12. juli 2020 at 20:20

    Jeg har fået en af hver, men hvis ikke det havde været tilfældet, havde jeg også følt mig SÅ snydt. Det er helt vildt latterligt, at høre sig selv sige/tænke det, men sådan er det og derfor har jeg altid mega forståelse for andre, der bliver skuffede eller lige skal vænne sig til et køn.

  • Reply
    Sofie
    12. juli 2020 at 20:28

    Jeg er virkelig målløs over, hvor mange der oprigtigt ønsker et pigebarn højere end et drengebarn. Målløs. Forundret. Og nok lidt forarget. Jeg havde nemt ved at blive gravid med min søn og alligevel føler jeg mig så velsignet og taknemmelig over, at have fået et sundt og rask barn. Skulle vi få tre drengebørn mere og ingen piger – arrrmen vi er da ligeså heldige som hvis der havde været piger i blandt. Jeg undrer mig over denne forskel mellem køn, som om man hellere vil være mor til en datter end til en søn. Det er fantastisk at være mor til en dejlig dreng.

    • Reply
      Mia
      12. juli 2020 at 22:08

      Jeg tror det handler rigtig meget om det faktum, at kunne blive mormor en dag. Der er helt sikkert forskel på familier, men i langt de fleste, der er det, at være mormor ganske særligt i forhold til farmor.
      Det handler jo ikke om, ikke at være taknemmelig, ikke at være lykkelig for drengebørn eller ikke at synes drenge er fantastiske

    • Reply
      Helene
      15. juli 2020 at 20:35

      Jeg tænker præcis det samme. Det skulle lige være en tråd med 100+ kommentarer fra mænd om, at de brændende ønskede sig drenge, og blev SÅ skuffede over at få piger. De ville blive hængt ud som mandschauvinister.

  • Reply
    Daniella
    12. juli 2020 at 20:47

    Da jeg i 2014 ventede min første, var jeg åben og ærlig om ønsket om en pige. Af den årsag ville jeg gerne have en kønsscanning. Den søde scanningsjordemoder fortalte glædeligt at det var en fin dreng, og jeg var skuffet. Altså sådan “hmm okay” – ikke som i gråd eller værre. Bevares. 🙂
    Det tog mig nogle timer (måske en dags tid) og derefter havde fandt jeg en glæde ved at det var en dreng. I dag er jeg ovenud lykkelig for at jeg fik lige præcis min søn. Han var aldrig uønsket – jeg havde bare forestillet mig noget andet (en pige). Han er omsorgsfuld, kærlig, en god ven og glad 97% af tiden. Min far sagde engang at mit ønske om en pige muligvis handler om at ønske sig det jeg kendte og kunne forholde mig til, og det giver jeg ham helt ret i.
    Her anden gang bliver det en pige, og jeg troede nærmest ikke på det de første par uger efter kønsscanningen. Jeg føler mig heldig at få lov at få en af hvert køn.

    Mon ikke at der er en helt særlig mening med at I netop skal have en dejlig lillebror? <3 Forstår dig i hvert fald godt! Kæmpe kram herfra.

  • Reply
    Louise
    12. juli 2020 at 21:00

    Det er helt ok og føle som du gjorde, det er der intet galt i, slet ikke.

    Denne dreng i får er bestemt lige til jer, i min verden er der en mening bag alle de ting som sker.

    Han passer lige ind i jeres skønne familie.

    Hilsen en mor til 2 drenge

  • Reply
    Sofia
    12. juli 2020 at 21:13

    Min første graviditet var en dreng. Og ugerne op til scanningen var jeg selv overbevist om det samme. Jeg oplevede det egentlig lidt som en forsvarsmekanisme, så jeg var forberedt, når jordemoderen sagde det. Alligevel lå jeg der og håbede i det skjulte, at det var en pige. Vi fik den skønneste dreng, og fra han var i mine arme vidste jeg, at det aldrig skulle have været anderledes. Da jeg blev gravid igen, kunne jeg godt mærke følelsen kom listende igen (for det er som om, 3 børn er mange børn) og det føles som sidste chance. Det blev da også italesat som værende “perfekt” hvis det nu var en pige. Jeg blev som ugerne gik egentlig lidt “de får da mere ud af hinanden hvis de begge er drenge” og vi havde en masse af vores søns tøj osv gemt. Anden gang betalte vi endda ikke for scanning, og ventede helt (!!!) til uge 20. Da jeg lå der, kom håbet snigende igen .. og denne gang var det en pige. Mine tårer trillede ned af kinderne, og det var som om universet lige gav mig storebror, for at vise hvor fantastisk det OGSÅ er at have en dreng. Én af hver er virkelig (for os) det bedste fra begge verdener – jeg synes det er så fint når folk tør italesætte det. Når alt kommer til alt, vil man jo aldrig bytte dem for noget når først de er ude og “virkelige”.

  • Reply
    Lene
    12. juli 2020 at 21:15

    Vi har ikke ønsket at kende kønnet på forhånd ved nogen af vores børn – synes det har været hyggeligt med den “overraskelse” ved fødslen 😉
    Den første var en dreng, nr 2 var også en dreng og nr 3 ligeså. Hverken jeg eller min mand “ønskede” en pige mere end en dreng, men blev mødt af mange kommentarer om at “det var da ærgerligt”, “så må I jo prøve igen” etc. Virkelige pudsige reaktioner! For en måneds tid siden fik vi så barn nr 4, og igen har folk haft travlt med i løbet af graviditeten, at “så må vi da håbe det lykkes med den pige” og lignende. Nu valgte vi så ikke at få et 4. barn for at se om vi kunne få en pige…. Dét blev rent faktisk en pige og vi er meget taknemmelige- men det ville vi også være hvis det var blevet en dreng.
    Jeg kan sagtens følge at man ønsker et bestemt køn og det er en helt fair følelse- synes bare det er noget underligt noget når man bliver påduttet den følelse af omverdenen, når man vitterligt ikke ønsker det ene køn frem for det andet 🙂

  • Reply
    Mia
    12. juli 2020 at 22:03

    Oh, I hear you! Jeg havde begge gange både et ønske og en forventning om, at det skulle være en pige – men nej, vi har to drenge. Vi ved, at vi vil have flere børn, men om det bliver tre eller fire i alt, kommer helt sikkert til at afhænge af, om den næste baby viser sig at være en pige eller ej 🤣🤪

  • Reply
    Anna
    12. juli 2020 at 22:13

    Min mand og jeg har ikke børn endnu, da vi ikke er ‘der’ endnu. Men flere af vores venner er begyndt at få børn og derfor tænker jeg meget på det pt. Både om det bliver en kamp/nemt for os, og selvfølglig kønnet.. Om jeg har lyst til at vide kønnet eller ej, men hvor jeg virkelig syntes det ville være synd for baby hvis jeg først når den er kommet skal ‘sluge’ ideen om at drengen ikke var den pige jeg havde håbet på..
    HVOR ER DET RART AT HØRE DIN ÆRLIGHED!!

  • Reply
    Hawra
    12. juli 2020 at 22:27

    Hej Johanne.
    Tak for dine ærlig ord.
    Jeg har tre børn de første to er en pige og så en dreng og håbede på at nummer tre også skulle være en dreng. Har også gået og fortælt alle omkring at jeg følger det er en dreng i min mave og jeg var næsten sikker på det. Da jeg fik at vide det er en pige havde jeg et lille øv ind i mig uden at jeg overhoved fortalte nogen. Til gengæld vidste jeg udmærket at jeg var skylden i denne følelse, fordi da jeg tænkte dreng havde jeg alt mulige tanker fra Højer og venstre tanker der var påvirket af mine tidlere oplevelse med de først to. Plus tanken om at jeg ville have to drenge efter hinanden. Jeg Kunne sagtens undgå denne øv følelse ved bare at tænke på mit tredje graviditet som om det var min første fordi Lille baby som lå i min mave om det var en dreng eller en pige havde ikke noget med alle de overvejelser, tanker og tidligere oplevelser at gør. Derfor jeg gav slip på alle tanker og overvejelser og nyd min lille baby som om det var min første.❤️

  • Reply
    Susanne
    12. juli 2020 at 23:54

    Både jeg og min mand ønsket os en pige, og det fik vi også – fleste gang. Gang nr to havde jeg det som dig, jeg kunne ikke forestille mig at jeg kunne lave en dreng, og blev vildt skuffet da vi til kønsscanning fik viser at det var en dreng. Og det er mega skamfuldt at føle sådan. Men jeg tillod mig også at have følelsen, for så at hanke op i mig selv. Nu er han lige fyldt tre år, og selvfølgelig er han helt perfekt og lige som han skal være. Fordi man elsker jo sine børn, uanset køn – heldigvis 😅

  • Reply
    Helle
    13. juli 2020 at 1:18

    Dejligt ærligt indlæg, som jeg tænker de fleste af os kan relatere til (har ikke læst de andre kommentarer).
    Dengang jeg ventede mig kunne man ikke få kønnet at vide ved skanning, fordi der dengang stadig var fejlmargin og gætterier.
    Jeg ønskede mig inderligt en pige, men sagde det aldrig højt. Når folk spurgte mig om hvad jeg håbede det blev, var jeg politisk korrekt; “et sundt og velskabt barn”. Fordi jeg ønskede mig en pige SÅ meget, var jeg sikker på, at vi ville få en dreng. Og nok mest for at forberede mig på skuffelsen når jeg fødte en dreng.
    Da jeg fødte turde jeg ikke spørge om kønnet og da jordemoder sagde tillykke med jeres søn mærkede jeg uden tvivl skuffelsen. Men da jeg så fik min søn i armene var det glemt – og har været det lige siden.
    Jeg ville ønske, at jeg var gravid i en tid som nu hvor man kan få en vished. For der gik rigtig meget tid for mig at tænke “det bliver helt sikkert ikke en pige, jeg kan lige så godt forbedrede mig”. Og jeg gad da også godt, at min første tanke om min søn ikke havde været med en snert af skuffelse. Så jeg glæder mig på dine og jeres vegne, at I kender kønnet og at du har fået mulighed for at fordøje så tidligt i graviditeten.
    Stort tillykke til jer med jeres kommende søn 💙

  • Reply
    Helle
    13. juli 2020 at 6:17

    Tillykke med i skal have en søn💚

    Jeg havde det præcis på samme måde med nr 2! For jeg ved jeg ikke skal have flere børn.

    Jeg blev så skaffet da jordemoderen sagde det var en dreng men jeg var så flov over min reaktion😕 Der gik lang tid før jeg var fortalte med glæde i stemmen at vi ventede os en dreng.

    Men da han kom til verden var alt bare perfekt, følelsen forsvinder helt og jeg kunne ikke forstille mig et liv uden mine drenge❤️

    Men jeg syntes det er okay at sidde med de følelser, det er en reaktion man ikke selv kan styre for det er følelser, tal højt om det og del med veninder, partner mm.

    Min veninde fødte en pige ca 2 mdr efter mig og jeg er så glad på deres vegne men i situationen var det svært i staten og det delte jeg med hende.
    Men tøj og navne er bare ikke alt, og når jeres dreng kommer til verden, så kan du ikke forstille dig et liv uden ham😉

    Rigtig god dag til dig og tak for deling af dette tabubelagte emne❤️

  • Reply
    Anonym
    13. juli 2020 at 9:00

    Jeg kan SÅ meget følge dig. Jeg har en datter på 10 måneder, og er gravid igen. Vi skal til 20 ugers scanning her i august, hvor vi også får kønnet at vide. Det kunne selvfølgelig være sjovt med en af hver – men jeg må være ærlig at sige, at jeg håber på en pige. Især når de kommer til at være så tæt aldersmæssigt. Jeg tror bare ikke, jeg er en drengemor. Men altså, det er da det bedste udgangspunkt, vi har, når man har en pige i forvejen – for jeg tror ikke, at to drenge ville være mig 🙂
    Det hele er jo helt sikkert i kraft af, at vi jo har en pige i forvejen, som vi jo selvfølgelig synes, er fantastisk. Havde vi haft en dreng, var det måske en dreng mere, vi havde ønsket – hvem ved 🙂
    Ligemeget hvad kommer man jo til at elske det barn, når det kommer ud – det er bare forestillingen i hovedet lige nu, som gør at man håber på det ene eller det andet.

  • Reply
    Christina
    13. juli 2020 at 9:16

    Jeg forstår fuldstændig den følelse du beskriver. Da jeg var gravid med min søn var vi også til kønsscanning, for at få styret vores nysgerrighed. Og jeg må ærligt indrømme at da vi fik at vide at det var en dreng, der blev jeg skuffet. Jeg havde sådan håbet det var en pige vi skulle have og havde faktisk svært ved at se mig som drenge mor. “Jeg ved ikke noget om drenge” tænkte jeg og længe gik jeg også og lavede jokes med at man kunne håbe at “tappen” ville nå at falde af inden fødslen.
    I dag er der ingen tvivl om at jeg knus-elsker min søn, også selvom han holder gang i mig dagen lang, men jeg ikke bytte ham for noget andet. Selvom jeg da stadig håber jeg når og får en pige.

  • Reply
    Emilie Vinther
    13. juli 2020 at 13:25

    Jeg forstår dig så godt! Jeg havde det på samme måde, så tak for at du deler. Jeg var meget nervøs over om han ville gide lege “pigelege” med mig. Nu er han snart to og vi bager og tegner og putter dukken. Og jeg elsker pludselig alt med bold og mudder. Vi lærer af hinanden og jeg vil ikke være en anden mor end hvis han var en pige. Jeg er sikker på at han nok skal blive en #minime trods sit køn 😂😘

  • Reply
    Helle
    13. juli 2020 at 19:11

    Jeg håbede ikke, men var sikker. På en pige. Så meget at jeg havde fundet navn, og “Boblen” blev kaldt enten det pigenavn eller “Boblen”.
    Jeg havde aldrig tænkt det kunne være andet. Så da han kom ud, og de sagde det var en dreng, anede jeg ikke hvad jeg skulle svare. Jeg fik vist kun sagt: “En dreng?????? – En DRENG???”
    Jeg havde ingen drengenavne, men allerede dagen efter smuttede et navn ud af munden, så det blev det. Og kunne ikke være anderledes <3
    Behøver jeg fortælle, at det selvfølgelig blev verdens kønneste, skønneste, kloge og vanvittigt mest elskede søn nogensinde 😉
    Han har også overlevet, at få at vide han kom utilsigtet, da jeg "ikke kunne få børn", som jeg havde fået at vide. Han blev så meget valgt til selvfølgelig.
    Tak for et ærligt og nært indlæg.

  • Reply
    Anonym
    13. juli 2020 at 22:03

    Jeg tror på, at man har et valg i sådan en situation. Man kan vælge at give følelsen næring eller man kan vælge at lade den dø ud. Jeg har læst flere blogindlæg det sidste stykke tid omhandlende netop dette emne.. og faktisk er jeg ikke helt enig i at alt nødvendigvis skal ytres og aftabuiseres. Måske skal nogle ting bare ties og dø ud hurtigst muligt? Som fx et bestemt ønske til kønnet på ens kommende barn.
    Men det giver da anledning til at forholde sig til nogle større problemstillinger som fx kønsselektion og forventninger til kønsroller. Tænk engang at forventningerne til et køn fylder så meget inden den lille spunk overhovedet er blevet til et menneske. Og hvad ville der ske med de forventninger, hvis ikke barnet kan leve op til dem? Hvis man fx får en “drenget” pige, der helst vil spille fodbold og gå i bukser? Eller ens pige ikke vil have børn, så man alligevel aldrig får lov at blive mormor etc.

  • Reply
    Anonym
    13. juli 2020 at 23:20

    Mit første barn var en dreng, og dengang havde vi ikke de store ønsker til kønnet, men her 2. Gang ønskede vi så en pige for det kunne være så dejligt med en af hver. Vi tog til kønsscanning, og scanningsdamen var overhovedet ikke i tvivl on at det var en pige der gemte sig derinde, jeg havde fornemmelsen af en dreng, men hun var slet ikke i tvivl. Det var altså en pige. Det var jo drømmescenariet, og med to rigtig dårlige graviditeter, var vi faktisk helt enige om, at når vi nu havde en af hver så skulle vi ikke have flere børn, vi sorterede ud i det børnetøj vi havde, det der var for drenget (70% af det nok) røg til genbrug, så andren kunne få glæde af det ellers næsten ubrugte fine tøj! Ugerne gik og jeg skulle til MD scanning, alene pga, corona, det havde jeg det helt fint med, min kæreste var ved telefonen hvis noget skulle være galt. Scanningen gik rigtig fint, men sidst scannede hun ind på kønnet igen, og det fløj bare ud af mig “det der er fandme en mærkelig pige” hvortil jordmoderen måtte konstatere at der altså er en dreng.. Jeg stortudede! Hele det perfekte billede med en dreng og en pige og vores familie var fuldendt, det var somom det lige blev revet itu. Nu var vi jo nød til at prøve igen, gå gennem 9 måneders helved igen, og håbe den næste blev en pige. Efterfølgende he jeg indfundet mig med at få en dreng mere, vi glæder os stadig, og ser da mange fordele ved at det er endnu en dreng, men skuffelsen var stor, fordi vi havde forberedt os på noget andet lige som du jo havde! Vi er selv nogen af dem som skal være lykkelige for at have (snart) 2 sunde og (forhåbentligt) raske børn, da jeg har en sygdom som gør oddsene for at blive gravid og holde på barnet svære, og derfor har folk også virkelig kigget underligt på os “i skal da bare være glade for at i kunne få børn med jeres odds” og ja, det kan der være noget om, og vi er også lykkelige, men vi har jo ikke prøvet ikke at kunne få børn, vi er bare blevet fortalt oddsene var dårlige. Så vi er nogen af dem som både er utaknemmelige for at kunne få børn og utaknemmelige for kønnet…. i andres øjne… tak for din ærlighed, det er nemlig helt okay med de følelser! I vores tilfælde er det ikke det at det er en dreng vi var kede af, det var det at vi så ikke fik en pige der gik os på, hvis det giver mening.

  • Reply
    Anonym
    14. juli 2020 at 12:42

    Jeg har altid haft en drøm om at få en dreng først og derefter en pige. Til kønsscanning med vores første viste det sig at vi skulle have en pige. Jeg blev overrasket, men var alligevel så overvældet af, at barnet nu i det hele taget havde et køn, at det ikke betød noget i mere end et split sekund. Da vi ventede nummer to ønskede jeg mig (forkælet, tja) at vi skulle have en pige mere. Vores første datter var jo så fantastisk, at jeg ikke kunne forestille mig andet end endnu en pige. Kønsscanningen afslørede at vi skulle have en dreng. Jeg var rundt på gulvet. Og skuffet. Og skældte mig selv ud over at være skuffet, men jeg kunne ikke ligge låg på de følelser der fulgte med mit ønske om endnu en pige – selvom jeg jo godt viste at det ikke betød noget, så længe barnet var sundt og rask. Følelsen gik over i løbet af graviditeten. Og i det sekund jeg løftede min lille søn op på maven overvejede jeg ikke andet end at han selvfølgelig var en dreng. Han var og er ligeså stort et ønskebarn som vores første barn, men jeg kan fuldstændig nikke genkendende til de følelser du beskriver i indlægget. Og tak for ikke at lægge låg på dem. Tak i stedet for at dele dem, selvom det kan lugte forkælet at ønske sig et bestemt køn.

  • Reply
    Charlotte
    16. juli 2020 at 16:49

    Har tre børn og 2 sønner og en datter og har sådan glæde af at de er forskellig køn. Mine ældste børn ligner mest mig – både min store søn på 24 og min datter på 21. Min søn på 6 år ligner også sin far meget. Jeg tror du bliver helt ekset med din søn – som du er nu med din datter. Ønsker dig en god graviditet og held og lykke med alt.

  • Reply
    Sara
    16. juli 2020 at 18:48

    Vi fik en dreng for 4,5 år siden og dengang var jeg sådan nææææsten ligeglad, men ønskede mig en lille smule mere en pige nok mest fordi det er samme køn som mig selv og jeg ville kunne forstå hende bedre. Men fil verdens dejligste dreng. Så blev jeg gravid og skulle til kønscanning for 2,5 år siden og håbede meget på en pige, for så havde man ligesom en af hver som alle siger. Og jeg blev meget glad, men på sammetid mere panikslagen end første gang, for nu vidste jeg jo hvordan man var mor til en dreng?! Det går fint med både pige og dreng skal det siges 😉 men vi vil gerne have en nummer tre og der vil jeg bare viiiiirkelig gerne have en dreng, så jeg er allerede ved at forberede mig selv på at det jo faktisk kan blive en pige, inden jeg overhovedet er tæt på at være gravid, haha.

  • Reply
    Karin
    17. juli 2020 at 13:16

    Jeg rystede på hovedet, slog håndroden i panden og så grinede jeg af dit indlæg! Eller… jeg grinede af, at det der var mig for 4 år siden! Efter kønsskanningen i uge 16 gik jeg bare hjem og græd som pisket; jeg skulle ha’ en dreng! Og først ved den skanning gik det op for mig, hvor meget jeg IKKE ønskede mig en dreng. Også fordi alle drengenavne er grimme… Og det var jo slet ikke det, jeg havde skrevet mig op til! Så ikke nok med alverdens graviditetsbøvl, så skulle jeg nu også ha’ en dreng. Nejhatten nåede helt ned til anklerne.
    Men guess what! Drengen, der mirakuløst nok fik et pænt navn 😉 …., er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Og jeg freaking ELSKER at være drenge-mor. Og hvis jeg havde skullet vælge kønnet på mit livs eneste barn nu: en dreng. Ingen tvivl. Og skulle jeg have et barn med: en dreng, tak.
    Det skal nok gå 🙂

  • Reply
    Helle
    19. juli 2020 at 11:35

    For 15 år siden ventede vi vores første barn. Et meget ønsket og længe ventet barn, som vi ikke kunne lave selv. Vi fik en pige, en skøn lækker unge, som er født af en anden mor i en anden del af verden. Jeg ønskede mig så meget en pige, og forestillede mig at jeg ville blive så skuffet hvis det blev en dreng. Jeg tænkte at det ville være svært at være en asiatisk dreng i Danmark, da han sandsynligvis ville være en lavere end de fleste ( og skulle lægge ører til, grænseoverskridende kommentarer ) .Den tanke skammede jeg mig også ret meget over. Og min mand syntes det var for langt ude, han ønskede sig bare at blive far til et sundt og raskt barn. By the Way så ved jeg nu , at der er mange ikke -høje mænd der lever lykkeligt.. og så havde jeg i øvrigt altid forestillet mig selv som pigemor.
    Jeg havde det på samme måde da vi ventede på en lillesøster eller bror. . (Storesøster håbede at hun fik en lillesøster ).
    På en eller anden måde følte jeg mig så utaknemmelig fordi jeg havde de følelser. Her blev jeg mor til en anden kvindes barn og så gradbøjede jeg følelsen af glæde. Så urimeligt og svært at dele med nogen.
    Vi fik faktisk en dejlig pige mere. Min ældste siger ofte at det havde været så fedt at have en storebror, mens yngstepigen ønsker sig en lillebror ;-). Og jeg føler mig bare så heldig over, at jeg fik og får lov til at føle så meget kærlighed til de piger der havnede i min favn.
    Det er så fint at du tager de “forbudte” tanker op. Vi trænger til at debattere dem. Og så har du altid en sober vinkel i dine indlæg, stor respekt for det, Jeg er sikker på at din lille dreng bliver en skøn en af slagsen og får lov til at folde sig ud som den han nu er..

  • Reply
    Brit
    26. juli 2020 at 7:52

    Efter flere års behandling lykkedes det endelig at blive gravid. Jeg havde ingen forventning eller forhåbning om kønnet, men husker at min reaktion på nyheden om en dreng var “Nå!”. Så inde bagved må der alligevel have luret en lille idé om en pige. Da jeg ringede til min mor med nyheden, var hendes reaktion præcis den samme! 😊

Skriv et svar