All Posts By

Nutidensmor

VORES SKOLEHUS: DET BEDSTE DER ER FLYTTET IND!

Reklame: Ilva

Ja, jeg er sgu altså typen med en boligprofil.
Det havde jeg på ingen måde regnet med, da jeg startede på Instagram og faktisk brugte en hel del af min barselstid med at joke med husprofiler, der viste indretning og ‘inspiration’

Det uperfekte skolehus

Meeeeen så blev jeg selv voksen og syntes det her hus-halløj var spændende og selvom husets profil er lavet for at undgå at spamme min og Jespers profil med projekter, der ikke nødvendigvis interessere, så har den fået en ret vild start og har fandeme over 36.000 engagerede følgere.
Que!

Profilen er dog knap så meget Kubus, men mere ‘det laver vi mandag formiddag’ og ‘det her projekt arbejder vi med på 3. uge’, hvilket ofte er at male eller spartle noget.
Vi kommer tættere på indrettede rum, men jeg forsøger også bare at gøre det så umiddelbart, som på min egen profil, hvor det ikke er ‘stylet’ eller nødvendigvis pænt.

*Klip til noget stylet og pænt*
..og så endda på min blog! Hvad skal der dog ikke blive af mig

Det går da (stille) fremad!

Augustas værelse der var det rum der var færdigt som det første, fordi det at flytte i hus, med mors kæreste er en omvæltning, så det var prioritet nr. 1, at hendes sted skulle stå flot og færdigt, så de ting der er vigtige for hende, som hun forbinder med hjem, var udpakket.
Stuen er godt på vej, vi mangler dog noget stuk (så der hvor loft møder væg er der ikke synderligt kønt), at male fodlister og 2 vindueskarme (det var mig, der gik i stå ved nr. 2). Gang og trappe er vi lige blevet færdige med at male og dét er blevet freaking flot! Men altså, smid mørkegrøn maling på en slidt trætrappe og bum: pænhed.

..og så er der soveværelset, der lige har fået en mini-overhaling.

Jovist, jeg har forsøgt at tage nogle pæne billeder, men jeg har ikke redigeret dem, så jeg håber ikke du får ondt i dit æstetiker- eller fotografhjerte!

Det er bare fordi vi ikke skal bruge meget mere

Nærmest, ikke, for jeg tror at de flestes soveværelser har en del flere sager. Mit, i lejligheden, havde i hvert fald. Men vi har valgt at gå ret minimalistisk tilværks, så der kun er seng og kommode.
(Tæller man en vase, en taburet (vaseholder), en lampe, et spejl og et par mærkelige planter med i en møbelopremsning?)

Der er jo ret meget gang i soveværelset (HØHØHØHØHØ *klask på låret* *farhumor*) med bjælkerne og den lidt lerfarvede maling vi har valgt – som jeg forresten har smækket på alle væggene, så der behøver ikke rigtig være så meget andet derinde. Vi har en mellemgang, hvor der skal være skab i et rummeligt indhak, så vi slipper for at tænke kreativ skabsløsning på de skrå vægge.

Så det er ikke fordi vi er skrabede Bo Bedre minimalister, som en besked vi fik lidt hentydede til – vi skal bare ikke bruge så meget i det rum.
Så ingen større Marie Kondo tanker eller noget som helst andet.

Plads til os! Og flere til!
ENDELIG!

Og venner.. se sengen. Det.er.min.store.drøm.

Den er 210 centimer bred. 210 centimer lang.

Sidstnævnte kan jeg ikke bruge til noget, for jeg er 173 høj, men Jesper nyder godt af det kan jeg fortælle.

Nu lægger jeg ikke mærke til at Augusta sniger sig ind i sengen om natten og hun har INTET at sige til at ligge tæt op af “voksen-morgenånder”. Katten kan endda også være der, når han sniger sig med ind (han sover ofte på Augustas gulv).. og mon ikke der er rig mulighed for at placere en baby et sted i de hvide lagner en dag?

Den er fra Ilva og at vælge en seng der er så gigantisk er altså det allerbedste valg. Kan jeg sige.. næææsten uden at overdrive.

Og så har jeg vænnet mig til at den er tårnhøj. Det er sådan en kontinentalseng. Dét har ingen af mine senge været og da vi fik den leveret var jeg sgu helt i tvivl om Augusta kunne klatre derop, men ingen problem – det kan hun!

Og så sover vi ski-de godt.

Min gamle seng har kun 3 års tid på bagen, men den var både for lille og for blød, så for alles rygges skyld var det på tide at få skiftet seng og få en, som begge har testet og valgt og som så kan noget godt for alle mands nattesøvn. Men det her med at vælge en seng der er for blød lader til ikke er være en sjældenhed.. min gode veninde har også skiftet sin ud, af samme grund.
Nå, men min seng fra lejligheden dur så udmærket som gæsteseng og vi har jo tre af sådanne værelser til overnattende gæster. Min seng plus Jespers seng plus min venindes gamle (..for bløde) seng giver tre gæsteværelser. Perfekt!

Billedet er forresten min gode idé, for jeg ville vise størrelsen på sengen og når noget er så stort er det ligesom ikke en tændstikæske man lægger ved siden af. Det måtte blive mig – og Jesper hænger naturligvis i bjælkerne.

Hvad synes du om det?
Er det ikke meget godt nok gået af en ikke-boligstylist-type?

..og nå ja, den her bor der også. Det er sgu vigtigt. Ikke kønt, men vigtigt. Og så er der nogle kabler vi lige skal have skjult. Så NÆSTEN færdig 🙂

Husets profil hedder @voresskolehus, hvis du gerne vil ind og snage lidt. Den er åben for alle og vi synes jo selv det er et pisse spændende projekt vi har gang i!

SKAL VI TALE LIDT OM SPIRAL? (OG MASSIV BLØDNING)

Det er ikke selvskrevet, at dette menstruationsindlæg (haha ‘menstruation’ og ‘indlæg’) er for alle, det er jeg klar over, men det er lidt med veninder, som med blogs: det er der der fylder vi vender.

Og disse dage er det netop damemaven der fylder hos mig. Jeg sover på ekstralagen i min side af sengen og kører med dobbelt op på vat, for: hej dag 5.

Måske du tænker: “hvilken cool tøs, der bare sådan smider om sig med blødningssnak” (eller omvendt, måske synes du det er for meget, men så er det på tide at springe ud af bloggen her), men jeg må sige, at selvom jeg helt bramfrit har talt om tissemænd, pubertet, kønssygdomme, forelskelse, jalousi og menstruation med preteenagere, i mine yngre dage, da jeg arbejdede som frivillig som en slags ungdoms-seksualunderviser, så er jeg ikke normalt den der kæfter højest op om sidstnævnte.

Jeg har vidst talt om det før og for at gentage mig selv: det er ikke fordi det er pinligt og på ingen måde et tabu – det er bare en ret privat sag, så det er ikke mig du kommer til at overhøre på pigetoilettet en dag råbe: ‘ej jeg har mit lort, nogen der har en tampon?‘, som jeg kender andre damer der sagtens kunne gøre 😉 Sådan er vi jo forskellige!
Jeg råber det heller ikke højt til Jesper, men han gætter det på dag 1, når jeg pludselig har alle følelser på én gang og gør klar med det føromtalte dobbeltlagen.

Nå, men jeg fik jo en spiral – en kobber en af slagsen, hvilket har indflydelse på det hele!

Det valgte jeg ikke fordi jeg har en fancy punani, at det endte med kobber, som var det et attraktivt tungmetal, men derimod fordi alt med ordet ‘hormon’ skræmte mig.
Jeg er ret glad for min læge, men synes ikke det er den vilde vejledning der fulgte med, så det endte med at jeg egentlig bare selv valgte, hvilket jeg naturligvis også må, men jeg fattede aldrig den store forskel – og heller ikke hvad der kan være i sådan en spiral, som måske også kan være i p-piller. Dem skal jeg ikke røre med en ildtang (har du læst indlægget om min fobindelsen mellem angstlignende anfald, despressioner og p-piller?) og det der virkede som at være længst fra pillerne var en kobberspiral.

Men al dette lægefaglige skal jeg ikke kloge mig på, jeg ved bare hvad der virker for mig!
Og dét gør kobberspiral, men det er jo én lille sidegevinst (bivirkning så at sige), som jeg godt kunne undvære:

Massiv blødning.

(Ja, hej grafiske detaljer)

Gid jeg kunne lave en font, der sådan ‘dryppede’.. og måske rød skrift

En besked i indbakken for nogle dage siden, da jeg viste min indkøbskurv, havde samme budskab, som jeg lidt frygtede der ville komme kommentarer om: hvorfor bruger du ikke menstruationskop? -det er meget bedre for miljøet.
(Der var nemlig bind i kurven, ved siden af mine jordbærstænger, som min hjerne råbte på)

Ja, jeg frygter sgu altid kritiske responser, for jeg er ikke god til dem, jeg tager dem (for meget) ind og ‘med’, men den her var da fin nok og grunden til jeg havde tænkt om den ville komme er så også fordi jeg da synes det giver skide god mening at bruge en kop, men for filan ladies: jeg skulle sgu næsten presse et fadølsglas op, for at det ville give mening.

…overdrivelse fremmer forståelsen…

Men jeg ville proppe to tamponer op, hvis jeg kunne.

De 4-5 dage er det simpelthen ikke muligt med sådan en kop der – selvom jeg prøver lidt hver gang. Jeg skal bare skifte den stakkels satan 3-4 gange i timen. Det varer forresten 7-8 dage, efter spiralen er kommet til, men 4-5 dage er det crazy voldsomt!

De kvinder der taler om friblødning kan jeg så lidt forholde mig til, for hvis jeg skulle fribløde ville det være en skam for omverdenen.. Omvendt ville jeg være nem at finde, en slags Hans og Grethe med blod.

Jeg VIL virkelig gerne den lille genbrugskop, som jeg har to af, fordi jeg da mente jeg ikke havde født, så jeg skulle have den lille kop (der er to størrelser), men enten er mit underliv af samme størrelse, som en der har født – ellers tæller kejsersnit bare med, men det dur ik’.

Så det er så der vi er. Jeg har lært at acceptere den massive blødning. Der er ikke som sådan smerter, kun samme ubehag et par dage, som der var, da jeg ikke var på kobberspiral, så det er egentlig kun den upraktiske mængde og dén tager jeg gerne med, for ellers virker det. Den sidder der bare, til den en dag skal ud.

Hvad har du? Hvis du da har noget. Er du glad for det?
Er der noget du har prøvet, som du ikke kunne lide?
Tell me – del dine erfaringer med os alle



DELEMOR (ELLER HVAD VI NU SKAL KALDE DET)

“Jeg tror ikke jeg ville kunne holde ud at undvære mit barn”

Jeg talte med en veninde den anden dag, om.. ja, jeg skulle til at skrive deleordning, men i virkeligheden er det nok bare ‘vores liv’, som indebærer en opdeling af ugerne i lige og ulige. I børneuger og børnefri.
‘Børnefri’ kan godt have lidt en klang af “NU skal mor og far i biografen og hygge sig og så på Flammen, mens mormor passer derhjemme”, i mine ører, men med det mener jeg bare at det er der Augusta er hos sin far. Det er der jeg ikke har barn i huset.
Nå, men hun sagde, min veninde der, at hun nok ikke ville kunne ‘dele’ og det hører jeg tit. At tanken, for en forælder, der har sit barn hele tiden, pludselig skal ‘dele’ og undvære, er umulig.
– Men det er da også pissesvært at forestille sig, for det lyder da umenneskeligt.. nærmest som at skulle mangle en arm.

Det er bare ikke et scenarie nogen sætter sig i, frivilligt.
Det er valget få har lyst til at træffe, men mange er nødt til.

Det er selvfølgelig ikke til at sammenligne med at være soloforælder, selvvalgt. Der er naturligvis nogle fællesnævnere, fordi man står alene med barn, men det at blive selvvalgt soloforælder – eller regnbuekonstallationen – er ikke en tilværelse jeg kender, så den kan jeg selvsagt ikke rigtig udtale mig om, jeg kender til det her, som jeg ved der for mange medfører sorg og bekymring, fordi det ikke var planen det skulle gå således.

Men jeg havde tanken, at det ville være uudholdeligt, dengang.
At mit hjerte ville gøre ondt lige fra om mandagen, hvor jeg afleverer hende i skole, til næste mandag, hvor jeg henter hende igen.
..men det gør det ikke.
Det er faktisk okay!

Jeg skriver det her, fordi jeg tror det er længe siden jeg har fulgt op på mine tanker og følelser omkring at være ‘skilsmissefamilie’.. måske fordi den her nye tilværelse fylder og det andet bare er vores historie.

De af jer der har været med på sidelinjen længe har nok kigget med, da jeg sad helt solo i min nye lejlighed i Aarhus, omringet af flyttekasser og sorg. Ikke så meget sorg over at være flyttet, men sorg over at jeg stod overfor en fremtid med savn. Og den tyngende, dårlige samvittighed over at jeg skulle udsætte mit barn for det samme.
Jeg havde ikke lyst til at være en statistik eller have at Augusta en dag skal stå i et eller andet tv-program og sige: “ja, jeg er så ikke vokset op i en kernefamilie”, som jeg altså hører tit, som var det en rigtig udgave af familie – mor, far, børn – sammen. Det er tit efterfulgt af: “min mor og far har været gift i 40 år”, men sjældent: “mine forældre har været gift i 40 år og er bare pisse lykkelige sammen”, for selvom det for mig at se er herligt at have forældre der er sammen, så er det vigtigste at alle parter ikke lever i ulykke.

Hvis det ikke fungerer og du ikke er lykkelig er det ikke sådan dit liv skal være.
Du har et valg og det kan godt være det er et svært valg, men når man står der i midten og væver, tvivler og bliver bange, er det også det det er fucking hårdt.

Der er så megen praktik, som er pissetræls og det er også det kan gøre det hele uoverskueligt, fordi der er en masse der skal ordnes, som ikke var der inden.
Børnene skal vide det. Av.
Venner og familie der skal have besked. Institution/skole.
Alle skal have en lidt besked og selvom de der er tætte på naturligvis vil kunne sige: “nå, jamen good for you! Videre!” hvis de altså ved hvor meget I har kæmpet og hvor svært det har været, men de fleste gætter jeg på vil reagere med et: “nå, det er jeg da virkelig ked af at høre!”
Et nyt hjem skal måske findes – og penge til et indskud, depositum. Og så skal flyttes. Et helt (eller halvt) liv skal pakkes ned og pludselig skal du gøre dig overvejelser omkring hvad DU vil. Du står med det hele, med indkøb, med madplan, med børnenes raserianfald og med opdragelsen.
Og så er der eksen. Der er dialogen mellem jer og samarbejdet. Samarbejdet der måske ikke er der, men som skal laves.
It is alot, all in all, for at være ærlig.

Ja, undskyld hvis du står med fødderne i det og tænker: “fuck, nu kan jeg slet slet ikke overskue det”, men min pointe er så netop at når du får sat tjek ved noget af det praktiske, så er du skridtet nærmere.

Det er på den anden side, når hverdagen er indtruffet – du har fundet en rutine, fundet dig selv lige igen og kan se fremad, selvom du overhovedet ikke ved hvad fremtiden bringer, så ser det hele altså lidt lysere ud.
Det er i hvert fald min erfaring. Så føles det som ‘det rette’.

Jeg er glad for at jeg, udover at have fundet mig en ny tilværelse, som jeg virkelig er glad for og at jeg har accepteret at jeg er delemor, så at sige. Jeg undværer, fordi jeg skal, fordi Augusta selvfølgelig skal være sammen med sin far – og han med hende.
Nu er jeg på den anden side og det handler ikke om at det først er rigtigt, når man er flyttet sammen med en ny, men når man har accepteret tingenes tilstand og hverdagen er faldet til ro.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvor mange der forvilder sig herind, der selv står i det, men hvis du står stå midt i det, så forsøg at have tålmodighed og se fremad, for det kan godt være dit liv ikke blev som forventet, men det bliver fantastisk på en anden måde.

..og hvis du ikke er en af dém, men har været igennem det og er deleforælder, så kommenter endelig og del din historie!

KH.
Johanne


FIRST COMES LOVE, THEN COMES…

Sgu ikke ‘marriage’, som giver mening, hvis du kender den børnesang. Det var det ultimative dril i min folkeskole at synge: “Johanne and Jesper sitting in a tree, k-i-s-s-i-n-g, first comes love, then comes marriage, there comes Jesper with the baby carriage”, men det er heldigvis ikke der tager den tunge tradition (eller drillesang) om ægteskab før yngel så bogstaveligt. “Heldigvis”, fordi det bevidner om endnu et punkt, hvor vi mennesker bare gør ting forskelligt og i det her tilfælde: i forskellige rækkefølger.

First comes love – then came tha skolehouse, for os! Men vi har noget andet i fremtiden foran os, som vi glæder os meget til og det er endnu en beboer i det omtalte hjem!

En lillebitte hund.
(Lillebitte, når vi får den. Forhåbentlig vokser den – vi skal nok huske at vande den godt)

Og måske jeg er lidt for hurtigt ude her, for vi har ikke fundet en hvalp endnu (eller en gravid biiiitch), men vi leder med lys og lygte, for vi er sådan set klar nu.
Vi ved umiddelbart hvilke racer vi søger, det må meget gerne være en blanding. Det har ikke nogen stor betydning for os, om den er raceren og har champion-forældre (som en eurasier vi kort forelskede os i). Blandt andet.. for at være helt ærlig.. vil vi ikke lægge +17.000 kr. for en hund.
– Det må andre hjertens gerne, men det giver måske mest mening, hvis man vil udstille.
(Og det vil vi æk!)

Egentlig havde vi tænkt at vente til foråret, fordi det måske er ret så praktisk, men Jesper er små-ensom og vi har jo også tiden nu, så nu ved I sgu at der en dag kommer en awesome hund med på skærmen, der så også får verdens fedeste navn 😉

Jeg kender alle siderne at søge på og har også øje på kenneler, til de racerene, men i virkeligheden vil vi bare gerne finde en fantastisk sød og kærlig familie, der venter hvalpe, gør dem vant til alt de skal og giver dem nogle fantastiske uger, inden den bette pige (gerne) skal hjem til os. Der er nemlig nogle lidt suspekte typer på DBA, synes jeg.

Hunde vi er vilde med, ikke nødvendigvis helt rene i det, men med gerne med snert:
Samojede, eurasier, Elo (stort ønske) lignende hunde..
Eller måske duck tolling retriever (ny på listen)?

Vi vil gerne have en familie hund som elsker mennesker! Gør sgu ikke noget den ikke er den klogeste vovse på marken, hvis det er sagen, den skal bare elske livet, elske børn og gerne elske at putte efter en lang dag. Vi skal nok være godt aktive med den, men nok ikke i agility-klassen. I form af masser aktivering og gåture.

Kom endelig med indspark!
Har du hund?
Hvilken?

..og skulle du have et hvalpetip tager jeg gerne imod dem her: nutidensmor@gmail.com

SELVSTÆNDIG 2.0 NYT “JOB”

Ved du egentlig hvad jeg arbejder med?

Det ville ikke undre mig, hvis du svarer nej.
For jeg får spørgsmålet på ugentlig basis. Tro det eller ej, det er ikke en bloggerkliché for ingenting, at sætningen: ‘mange har spurgt..’ kastes ud i story i samme mængder som Lunarway reklamer.

Jeg tror det tildels handler om at jeg ikke taler så meget om det, men helt sikkert også fordi der jo løbende titter flere og flere ind på min Instagram, der ikke har fået hele historien med.
..og her er kun grund til at genfortælle kort.

For der er sket noget nyt på arbejdsfronten!

Sagt med så få ord, som muligt, er jeg uddannet pædagog.
Jeg arbejdede nogle år som medhjælper, inden jeg blev optaget på seminariet, hvor jeg – mens jeg læste – fik en blog. Så sideløbende med at være enlig mor og studerende bloggede jeg – og tjente småpenge ved siden af SU’en og havde den her onlinehobby, der har hængt ved siden.

Jeg greb så muligheden for også at arbejde med et stort shoppingcenter om deres sociale medier, så med en kontorplads i marketingafdelingen fik jeg arbejde ved siden af studiet og da jeg blev pædagog, sprang jeg ud i det (sociale medier altså) fuld tid – og opgavens omfang blev meget større.

Så hvad er det jeg laver?
..med menneskeord

Det vil kunne klassificeres med ord som: SoMe og generelt content (indhold til sociale medier og hjemmeside). Planlægning og udførelse. Det er noget jeg har været selv om, dvs. det i realiteten plejer at være bureauer der laver sådanne opgaver, fordi opgaven er bred og stor. Og for mig blev det fordelt på flere centre med tiden.

Men det har været pissefedt! Og pissespændende! Og nu har jeg valgt det skulle slutte, blandt andet fordi jeg ikke har nok timer i døgnet og måske også fordi.. hvis jeg skal være ærlig.. det er tid til jeg skal videre.. Lave noget nyt. Noget andet.

Min kærlighed var kastet på dem og nu har vi kigget hinanden i øjnene og takket ja:

Jeg er så heldig at arbejde med Aarhus Street Food.

Kort sagt.
Så jeg er SoMe-dims. Det er min officielle titel.

Jeg er stadig selvstændig og freelance, som jeg foretrækker det, men jeg kommer til at have min faste, ugentlige gang i en af de sejeste virksomheder med nogle virkelig cool mennesker. Dét er så vanvittigt fedt og jeg har et kæmpestort smil på læben!

Jeg kommer ikke til at lave mere reklame her på bloggen, så den del bliver altså uforandret.

Men hvad med at blive fuldtidsblogger?

Der er en del omkring mig, der mener jeg bør springe ud i det og mit svar er, som jeg også gerne vil dele med jer:
Det kunne jeg nok godt, men jeg har ikke lyst. Det er ikke for mig.

Jeg føler ikke for at at hele mit arbejdsliv skal handle om at jeg skal dokumentere hvad jeg laver og hvad jeg synes er sjovt, spændende, nederen.. whatever.
Det er noget der skal være ved siden af ‘mit rigtige liv’, som jeg udgiver med den hyppighed jeg ønsker.

Jeg tjener knejser på at være på Instagram og jeg indgår samarbejder, ligesom fuldtidsbloggere jo også gør, men jeg har ikke lyst til at have dét, som det eneste, på den måde at jeg også er afhængig af disse samarbejder.
Jeg vil sige ja og nej og kunne skide en papand på at jeg ikke har nogle samarbejder i en måned, uden det vælter hele min økonomi.

Jeg tror.. hvis jeg var fuldtid med dét – og kun dét – så ville jeg have et pres på for at have spons i kalenderen. Og det pres ville jeg ikke klare det så pænt under, tænker jeg. Det vil i hvert fald ikke gå så fint i hånd med at være 100% troværdig, for jeg kan da se jeg måske ville være nødt til at sige ja til ting, pga. betalingen i det.
Og det kunne f.eks. være åndsbollede samarbejdspartnere, som fuskede firmaer (jævnfør Børsen) der lokker, for de tilbød sgu fine penge. Pengepres kan få en til meget, er mit indtryk og at nævne en eller anden mavetrænerdims i et opslag kunne være indbydende, når der så står 15.000 kr. på den ellers tomme konto.
Men det er også bare strøtanker jeg lufter med jer, her. Det er jo ikke alle der administrer at være fuldtidsbloggere sådan. Jeg følger med glæde mange, uden at mærke de gør det fuldtid, på den måde de vælger samarbejder på.

Line, min medblogger-veninde og podcast-medvært, har været ufrivilligt fuldtidsblogger i lidt tid, fordi hun sprang fra studiet og havde en mindre krise, og her fandt hun også ud af det ikke var for hende, men jeg tænker altså også det sådan arbejdsmæssigt bare ikke er for alle. Det har hun i hvert fald skrevet om, på sin Insta, for ikke så mange dage siden.

Så svaret for mig er kombinationen.

Jeg har Aarhus Street Food og nogle andre mindre sager, som gør at jeg har opgaver, steder at være og ting der skal løses, så jeg her ikke piller i min egen navle. Den er dyb, min navle (hvilket kan give luftgener, hvis jeg ikke er grundig nok i badet), men så spændende er den heller ikke. Navlen altså. Lugten skal jeg måske se på.

Det kan jeg så gøre på alle andre tidspunkter, som når jeg kommer hjem til min egen Insta-boyfriend, der også kombier den, med sociale medier og kageevents. Og om lidt: Bageskole.. uuuuuuhh

Så dét var en update på mig og mit arbejdsliv!

Skriv da endelig, hvis du har spørgsmål eller en kommentar 😉

31 x 2

Hey og glædelig weekend! Jeg håber den er så weekendagtig for dig, at du kan få slappet af!

På mandag har Jesper fødselsdag

På onsdag har jeg fødselsdag

Vi bliver begge 31

Ja, det var alligevel stort nok til at det skulle markeres med feeeed skrift.

Derfor har vi besluttet at holde én familiefødselsdag og dermed bliver det også første gang vores familier mødes. Min mor, bror og svigerinde kommer og Jesper har inviteret seks fra sin familie, så yes, det bliver alligevel en god flok, når vi så tæller fødselarer og Augusta med!

Det er i morgen, så i dag skal vi have styr på hytten. Umiddelbart kunne det lyde som om vi skal svinge kosten og købe ind og begge er sandt nok, men vi har også projekter som: sætte lås på toiletdøren og få lys i gangen på to-do. De her små ting, i det nye hus, som vi har vænnet os til fraværet af, men som er rare at få, inden gæsterne kommer.

Og hvad med ønsker?

Vil du høre noget ultravoksent? Her er vores (FÆLLES) ønskeliste:

– Højtryksrenser

– Postkasse

– Kontaktgrill

– Hvidt sengetøj

– Frugttræer – og frugtbuske

– Hvide håndklæder

Og så har jeg kigget på et computersleeve (jeg har ikke råd til at rende rundt uden) og hjemmesko. Sådan nogle i skind, set i Magasin. Helt rosa! Så flotte! Ønskerne har jeg bare ikke givet til nogen, for fællesønskerne var åbenbart nok.

Hvad er dit voksenønske?

Nu skal vi fjerne ødelagte potter fra haven og tømme toiletspanden 😉

Billedet er fra morgenmadsbordet nu her. Augusta har altså ikke fået gaver, som det måske ligner, men vi havde pigehyggedag i går og der købte hun stuff for sine egne penge.

Glæææædelig lørdag!

Kh.

Johanne

(NUL) KØREKORT OG VOKSENPRAKTIK

Min tanke var, at vi er en sjælden race, når det kommer til kørekort.

Hver dag i Letbanen, ved banegården og i bussen ser jeg tonsvis af mennesker, der tager offentlig transport (og dermed ikke bil) og selvom det godtfolk ikke allesammen er 17-årige, der bare ikke er gamle nok til at erhverve sig et sådan plastikbevis, jeg troede alligevel (med hovedet oppe i egen røv) at jeg var en af de få vosken-voskne, der ikke har kørekort,

..men min snak på Instagram om kørekort har vist sig at sige min fornemmelse imod: vi er jo mange der ikke har kørekort! Nogle af jer overvejer så at få det, mens mange ikke vil.

Jeg er knap 31, jeg har først ægte fået behovet nu og jeg kan læse mig til at flere har det lige således. Er du en af dem?

Lige nu sidder jeg godt i bussen, på vej fra Odder til Aarhus (og klokken er 7.45, hvis vi skal gå i deltaljer). Vi har sammen kørt Augusta i skole og nu er jeg sat af på den mørke banegård, til en køretur på ca. 50 min. Egentlig foretrækker jeg Letbanen, fordi jeg bliver mere køresyg i bussen, men jeg må erkende at det blå monstrum her er lunere.

For at nå det hele står vi op kl. 6/6.15 (alt efter om mine trætte hænder snoozer – det elsker de nemlig) og vi er alle tre ude af døren senest 7.30. Det ville være muligt at tage ladcyklen, men så skulle vi afsted endnu tidligere, så som det er nu, kører vi allesammen afsted. Ikke praktisk, set i lyset af at Jesper feks i dag skal være i huset, mens jeg skal til Aarhus.

..her kunne jeg så havde taget bilen, hvis jeg havde været i besiddelse af det sørens kørekort!

Men køreprøven bestod jeg jo ikke. Det sker for mange, har jeg ladet mig fortælle, og så er det lige at finde gåpåmodet og tiden til en ny prøve. Det første fik jeg ret hurtigt, det næste kan jeg først finde plads til engang i næste uge. Hvis der så er en tid dér.

Jeg har som sagt ikke mistet modet totalt, men jeg havde mere lyst til at gå op første gang, fordi jeg gerne ville prøve det af – og fordi jeg sgu tænkte jeg kunne, men det er vidst nemt at blive ramt af lidt modløshed, når jeg nu ikke var god nok første gang. Så skal jeg jo være endnu bedre nu!

Hvordan havde du det med køreprøve? Bestod du? Dumpede? Hvordan fandt du lysten til prøve nr. 2?

Men behovet er der så.. og det bliver mere og mere tydeligt. Hvis vi boede tættere på letbanen eller banegården ville det være mere enkelt, men vores nabo er en mark, bor ret meget ude på landet og kørekort er nødvendigt og ikke kun belejligt.

Vi tænker også det er en god idé og smartest med to biler, men det er noget vi først lige går ind i, når jeg har fået det kørekort, for vi skal have undersøgt om leasing er for os eller om vi skal købe. Kom endelig med tip, hvis du ved noget om dét? Jeg ved nemlig niks, nul, nada!

Vi har også en gammel bil, der er i stykker på en eller anden måde, til at stå i vores værksted (aka den anden del af gymnastiksalen) og vi skal se på om den skal repareres og sælges, repareres og bruges eller blot sælges, som den er.

Nå, men den blå bus er ved at gøre mig lidt køresyg og jeg har noget arbejde på computeren jeg kan få fyret af, inden jeg skal ind og have lavet mine negle. Yes – dét kan jeg finde tid til hver 3./4. uge. Og så får jeg da lige booket en køreprøve hos min søde kørelærer.

Ha’ verdens bedste dag!

KH!

Johanne!

PMS OG ANDRE UNDSKYLDNINGER

Den anden dag, venner. Den skulle så på cheesecake, weekend, kvalitetstid i huset og godt humør, men jeg så lyn og torden som ind i helvede.. og du kan måske godt gætte hvem det (desværre) gik ud over?

Måske du allerede her kan regne ud det kommer til at handle lidt om humør?

Når jeg ser tilbage på mine yngre dage, hvilket jeg sagtens kan sige, nu da jeg nærmer mig de 31 med enormt hastige skridt #FØDSELSDAGLIGEOMHJØRNET, kan jeg godt se at mit humør havde nogle ret så voldsomme udsving. Vi taler ikke på den maniske måde, men jeg har, som jeg også tidligere har talt om, haft perioder med depression.

Så udsving på den mørke: jeg-bliver-på-mit-værelse-og-taler-ikke-med-nogen-i-uger, jeg-stopper-på-gymnasiet-i-3g. og jeg-kan-ikke-se-nogen-fremtid (på den enormt sortseende og triste vis, men ikke på suicidal)

Som du nok kan gætte det var jeg ikke ligefrem en fryd i mine tidlige teenageår og hvis min mor skulle tale lige ud af posen ville hun nok sige jeg var en lille bitch. Men det kunne hun sgu aldrig finde på, hende mor.
Men jeg har kun fået ordet: depression på skrift og det mener jeg (som jeg også tidligere har talt om) stammer fra p-piller og pep det da lige op med en ungdomshjerne, der gerne vil ’finde sig selv’ og passe ind alle vegne. Hvilket ingen kan!

Det ville være en saga blot, hvis jeg da så ikke skrev indlæg om det, men weekendens meltdown fik mig til at tænke på den tid, fordi de samme, gamle følelser piblede op i mig.

Det var følelsen af at jeg ikke kunne blive glad igen, sådan aldrig nogensinde, der ramte mig som et godstog, for jeg husker den sååå tydeligt!

Jeg ved ikke om du har prøvet det, det kan da godt være vi alle har mærket det, i større eller mindre grad, men det er sådan en følelse af at der ikke er en vej ud af ens kedafdethed eller vrede.
Og sideløbende med at jeg så var ked af det og vred, så var jeg også helt klar i hovedet om hvor dumt det var, men det er lidt som den der bus i Speed, hvor Keanu Reeves, hvis vi skal blive i transportmiddel-analogierne, hvor det bare ikke er muligt at komme af igen.

Okay, sammenligningen er måske ikke helt så genial, som jeg lige tænkte, for Keanu KAN jo hoppe af, men vælger ikke at gøre det og med mine følelser dengang – og i lørdags – føltes det bare ikke som en mulighed.

Og hvad fanden skete der, tænker du måske?

Jeg ved det ikke helt.
Jesper var lidt mutten og efter et par kommentarer væltede korthuset for mig og det korthus forblev nede i 24 timer. Ikke noget jeg er stolt af, men i 24 timer talte jeg ikke med Jesper, fordi jeg kortene var væltet, jeg kunne ikke blive glad igen.
Meget definitivt, men bagerst i mit hoved forsøgte jeg også at sige ’pyt’, komme videre, tænke på noget andet og alt det, men det der overskyggede al den rationalitet var tanken om at det her er en følelse som jeg ikke kan slippe og som er der fra nu og så for altid.

Nu hvor jeg skriver det her på bloggen så lyder det ret ekstremt, men det er 24 timers stilhed jo egentlig også.

Jeg ved ikke om det er min personlighed, der ellers er ret rolig og tålmodig eller rester fra noget, der gør at jeg ikke altid håndterer konflikter med mænd så godt (det er faktisk kun med mænd/kærester), men det kan jeg så tænke lidt over.

Men du må også gerne komme med dine tanker og erfaringer.

Generelt er jeg sgu glad. Det får jeg ikke rigtigt meddelt her på bloggen. Jeg mangler tid, men det er vi nok mange der gør. Jeg har ret meget ’for’ og meget ansvar, som selvstændig og måske for mange bolde i luften var med til at vælte det korthus der?

..og så PMS. Det er tirsdag, hjemme hos Line, hvor vi skulle optage podcast, gik det ned med cyklussen og måske dét forklarer lørdag-søndag hændelsen?

Det kunne i hvert fald være rart, hvis jeg kunne pin-pointe årsagen, mere end ’sådan er jeg bare’, for jeg gider sgu ikke være sådan en dame, der smider en halvfærdig cheesecake i skralderen, fordi (kort sagt) kæresten siger det er mig den er gal med – og ikke opskriften (som jeg syntes), for så at erklære radiotavshed til dagen efter, samme tid.

..men det er sgu hvad der skete!
Hvad tænker du?
Kan du blive hidsig?
Irrationel?
PMS’et?
Er det rester af noget?
Eller ‘er’ det bare dig?

Hvad gør man, når kæledyret dør (og det passer skidedårligt)?

Jeg er naturligvis klar over at det lille væsen ikke havde planlagt at lægge sig til at dø i går, men det gik alligevel således, at vi var nødsaget til at rykke lille Sommers pludselige død til i dag.
Til en mere belejelig dag du ved, hvis det da overhovedet findes, når en 6-årig skal sørge over sit første kæledyr.

Det er forresten hamsteren jeg taler om. Hun blev 2,5 år og er sådan en slags hamster, hvor det at blive over 2 år er noget af en præstation, hvilket forklarede at vi faktisk fejrede hendes 2 års fødselsdag med et: tillykke med din sidste fødselsdag! 

Ja, vi kan godt slå fast, at vi har en lidt morbid humor.

Vi gav normalt Sommer ret megen opmærksomhed, men i går blev hun altså lagt på is.

Men hun blev helt kold i røven.

I går gik det nemlig således, at jeg tog på arbejde og modtog en sms fra Jesper, der havde fundet den lille pelstot død. Desværre så resten af dagen således ud, at der ikke var den store tid til hverken bearbejdning af død, snak om død, begravelse og afsked. Slet og ret fordi jeg skulle direkte fra job til at hente Augusta og så til møde på skolen i to timer. Og så var det ligesom sengetid.
Ja, måske lyder det som dårlige undskyldninger, men hvem kan i det hele taget overskue at fortælle ens barn, at kæledyret skal ned i jorden?
(Ikke jeg!)

Så Sommer kom i en kasse. Kassen kom i fryseren.
Og så legede vi bare det aldrig var sket.

..indtil i dag, hvor vi gjorde plads til alle de følelser der kom og til begravelse i haven – og mange snakke om døden.

Jeg tror ikke der er nogen endelig og korrekt måde at hjælpe ens barn med at håndtere død, men hvis du har erfaringer må du gerne dele.

Én ting vi gjorde, var bl.a. at tale om hvor hun mon kommer hen, når hun nu døde. Hvis hun overhovedet gør det – altså ender et bestemt sted. Om hun bare sover. Om man er i himlen eller genfødt som en anden. Augusta har været i kirke med børnehaven og vi har talt lidt om religion, men da jeg selv er ateist lader jeg hende tænke sit om tro – generelt og døden.

Jesper sprang pludselig ud noget med regnorme, der spiser kassen, men jeg stoppede ham, for ådsler og råd er måske lidt for grafisk. Men hans far arbejder også på kirkegård, så den slags er måske lidt mere naturligt for ham. Men dét tager vi lige en anden dag – altså at Sommer er gødning og ormeføde.

Det hele endte meget godt. Vi fik pyntet graven, tegnet på en sten og taget et billede til klassen, med skole-iPad’en og vi sluttede dagen med pizza (kødet kom ikke fra fryseren) og fredagsslik. Hun har fortalt katten at Sommer er død, men at hun også var gammel.

Det var fandeme sødt.

Nå, men alt gik jo som det bedst kunne gå. Vi fik sagt farvel til den lille løbehjulsmotionist og hej til livet uden savsmuld allevegne.