All Posts By

Nutidensmor

JULI! SPÆNDENDE JULI

(Nej, billedet er ikke pænt, men det var et foto af dét eller en iskaffe og så blev det alligevel et klædeskab, der er ved at kaste op)

Der er sgu tjep på disse dage, venner. Jeg kører selvfølgelig min regulære arbejdsrutine, men oveni hatten starter jeg på kørekort om lidt.
På mandag, for at være præcis. Det er også der den spændende måned starter!

Det er sådan et LYNkursus, som kun tager 12 dage – og al min tid i de 12 dage. Det kræver virkelig planlægning og når jeg siger: kræver, så er det fordi det er nutid. Jeg ved nemlig ikke endnu hvordan dagene ser ud, kun hvornår jeg har teori, kravlegård og al den slags, men selve køretimerne, hvor jeg skal gøre vejene usikre, de tider har jeg ikke tjek på – endnu.

Men i dag var jeg hos lægen. Hun skulle skrive under på en masse og kontrollere at sådan en som mig gerne må få et kørekort. OM jeg så får det, det må tiden vise, men jeg MÅ, sådan sundhedsmæssigt. Jeg skulle lige – enormt uncool – skride en halv time, fordi jeg – som det kvaj jeg er – havde glemt mine briller og dermed kunne jeg ikke bestå synstesten. Men det har jeg nu og jeg var ovenikøbet sårn’ heldig kartoffel der fandt et ældre pasbillede i går, under en rodeskuffeoprydning, så jeg skulle slet ikke have taget noget fotografi i dag. Herligt! Dén udgift ville jeg gerne spare.

Og apropos udgifter: Jesper har flyttemænd rendende i dag, i Kolding. Hans lejlighed er nemlig pakket sammen, hvilket vidst var noget af en kraftanstrengelse. Det blev til over 80 kasser (med dertilhørende møbler) og dé skal nu ud og stå i vores hus. Jeg tror vidst jeg har nævnt at vi var så heldige at få et disponibelt rum og det er jo genialt. Vi har været en del frem og tilbage ift. at leje flyttemænd, men lige med Jespers flytning gjorde vi det, fordi der er så freaking meget og fordi vi gerne skal have mod på at gøre det igen, når mit hjem skal rykkes til Odder.

Men i morgen flytter han ind!
Yes! Det blir’ godt. Det må vi fejre med noget god mad og rosé af en art. Augusta får jeg også i morgen, så alt går op i en højere enhed.

Og så apropos rod:
Ja, I kan jo se mit skab her.. jeg er i gang!

Min juli skal stå på det her kørekort, som I kan læse bliver ret intensivt, og så på nedpakning. Det skal ikke være nu, at der skal stå kasser overalt, for jeg har jo tid (jeg skal først være helt ude d. 14.08.), men jeg vil også bare have ro herhjemme, til at vænne os til at Jesper nu bor her og til blot at være, uden at falde over Harald Nyborg-kasser allevegne. Men jeg er så småt begyndt at sortere, for jeg vil også gerne gøre det ordentligt, uden der går for megen panik: jeg-smider-bare-ALT-ud eller (måske værre) jeg-tager-bare-alt-med-og-smækker-det-ned-usorteret-i-kasser. Det bliver nok lidt sådan til allersidst, for jeg er ved at brække mig over at tage stilling til dimsedutter, men lige nu forsøger jeg at være i god tid, for en gangs skyld.

Jeg starter med de her kasser, der er ovenpå skabene. Nederst i klædeskabene. Under sengen og laver: til genbrug, til udsmidning og til at tage med. Og tøjet. Det sorterer jeg, men det er ikke længe siden jeg var igennem det hele.
Næsten Sex and The City -agtigt, hvor Carrie rydder ud i sit skab. Er det ikke sådan de opdeler det også?
Det minder mig om at det kunne være sjovere med en flaske champagne!

Har du et godt råd i den proces?

Jeg tager alle de fif jeg kan bruge. Lige nu har jeg det sådan at jeg altså gerne vil af med enormt meget, fordi jeg ikke føler behov for at gemme på det jeg ikke bruger, men det er sgu også en balance, for jeg vil ikke bidrage til vores smid-væk-kultur, men hvad så når jeg indser at jeg bare ikke skulle have købt det i første omgang? Det fordrer selvsagt at jeg ikke køber noget igen, men det har jeg da selvfølgelig i mente.

Planen er at vi rykker ind 15. juli. DET ER SNART!
Så skal der males, ordnes og klargøres til at mine ting nok laver sit indtog d. 21. juli.
DET BLIVER SÅ SPÆNDENDE!!!!

Nå, men det var egentlig dét jeg ville sige for nu. Og hej også. Jeg skal tilbage til arbejdet, jeg har en iskaffe der er ved at smelte og Handmaids Tale, der venter.

KH!

FLYTNING OG KLAR-PARAT-HJEM

Jeg ville egentlig have startet det her indlæg med at skrive, at jeg vil forsøge at markere disse hus-indlæg meget tydeligt, med at det er hus-relateret, fordi jeg ikke tænker det er noget for alle, men hallo mig selv, på den anden side: hvis der er noget den her blog ikke har, så er det en rød tråd, det er emner i øst og vest, så i forvejen er bloggen, samlet set, ikke altid for alle. Men jeg lover alligevel at jeg nok skal skrive, når omdrejningspunktet er hus, hjem, flytning and all that jazz.

Og nu vil jeg altså gerne skrive om alt det vi skal nå – og om de mange ting vi forsøger at planlægge, inden vi får nøglerne til Skolen.

Og hey, så kan det jo være der er nogen, der er SÆRLIGT interesseret i den slags og om det store skridt i mit liv – så kan I på den måde lettere få klikket jer ind!
Jeg har for ikke så lang tid siden skrevet om processen, fra drøm til køb. Om fremvisningerne, om hvordan vi fandt frem til huset, bankmøde (og bankfrygt) med mere.
Hvis du er lidt nysgerrig efter at vide mere om huset har Jesper forfattet et indlæg (på sit eget domæne), hvor der også er billeder af herligheden, som vi har døbt Skolen. Det er en præsentation af vores kommende hjem – og hvad vi (i særdeleshed han) skal bruge alle de fine m2 til.

Hvis du ikke ved det, så får vi nøglerne til Skolen d. 1. august. Scheiße. Jespers lejlighed er solgt fra d. 1. juli, så du kan nok godt regne ud at min ungmø-hybel skal bosættes af en mand, for første gang, sådan ever. I hvert fald med mig på matriklen.
Augusta har ikke boet sammen med en anden mand, end sin far og jeg har faktisk aldrig haft en kæreste til at flytte ind hos mig. Jeg er flyttet ind hos kærester – men det er sgu aldrig gået synderligt godt 😀

“Men hvordan fanden skal du have plads til ALLE hans pakkenelliker, dimsedutter og ikke mindst velekviperet porcelænssamling, der ville gøre enhver 80-årig dame DØD misundelig?!”, tænker du måske nu.
Og godt spørgsmål, Sanne for alle der ligesom følger med på story har nok også spottet at jeg bor med meget lort. Altså jeg har sgu 93 m2 plads, som Augusta og jeg deler, men jeg virkelig også mange ting i hjørnerne. Jeg er ikke så god til hverken at rydde op eller smide ud. Og jeg kan da ikke være den eneste, som kunne have potentiale til at være med i et TLC program eller god kandidat til at få visit af Marie Kondo?
Nå, men kort sagt har vi heldigvis fået arrangeret det således, at vi har et disponibelt rum på Skolen, så Jesper kan rykke sin bolig ud på adressen allerede d. 1. juli. Det er sørens sødt af de nuværende ejere – og heldigt for os, kan du nok læse.

Så jeg håber på at ham Jesper kan leve i – og med – en sportstaske og en toilettaske i en måned. Der er ikke så meget plads til mere. Sorry, Jesper. Jeg forsøgte i 20 minutters tid at rykke rundt på nogle ting, men det var som om det bare var stoledans, uden nogen stol blev ledig.
Men det er da også meget realistisk, er det ikke? Han skal vel bare have.. hvad? 3 par boksershorts med, et par jeans og nogle t-shirts? Hvad ellers kunne han have brug for? Sine earpods til at høre podcasts og en ekstra oplader, FOR HAN MÅ IKKE LÅNE MIN.
(Note til selv: Johanne skal lære at dele, Johanne skal lære at dele, Johanne skal blive fucking voksen og lære at dele!)

Well, vi skal så bo her i en måned, sammen. Jeg hører små fugle synge om at han nok tager vandglas, nogle røreskåle og et par fade med, fordi han mener at mit køkken har mangler. Det vil jeg gerne give ham ret i, men omvendt skammer jeg mig ikke over at den 3. gæst skal drikke af et plastik Barbapappaglas eller at jeg kun ejer én gryde. Det hedder prioriteringer og jeg er freaking ligeglad med hvad der er i mine køkkenskabe, hvilket så også viser sig ved at jeg har en halv stue her, med bøger, batterier, strygejern, notesbøger og kort sagt: pis og lort, som Jesper (og enhver anden med lidt fornuft) ikke mener hører til i køkkenet.
Så dét har jeg lovet ham at få rettet lidt op på, inden d. 1. juli.
Det kan være det skal være hans indflytterprojekt. En slags indflyttergave måske? #JegErEtGENI!

Vi har faktisk for længe siden lagt budgetter, for at se på hvad det er vi har med at gøre og hvor vi gerne vil sætte ind, når vi flytter ind.
Det var en skide god idé, men det var også noget vi gjorde, fordi vi var rastløse og glædede os til at lejligheden skulle blive solgt og vi kunne kalde os husejere.
Det var så altså også en virkelig god snak om ønsker, hvor vi enormt analt har sat små post-its på en planche med priser på det vi gerne vil – og så prioriteringerne af selvsamme.
Jeg vil ikke bruge ordet OCD, for jeg øver mig i at lade være med at kaste det om mig, som mange gør med ‘angst’ og ‘stress’, når det ikke ER OCD, angst eller stress, men forstår du, når jeg siger at den her planche var meget OCD-agtig, eller træder jeg nogen over tæerne?

Det var altså en enormt vigtig snak, som kommende husejere, der står overfor en del projekter og selvom vi måske ikke behøvede at gå helt så meget i detaljer, som at regne ud hvad stikkontakterne vi gerne vil have koster pr. styk og have en: ‘et skal ske NU-liste’, ‘det her skal ske snart-liste’, ‘det her skal se om et års tid, måske-liste’ og ‘det her drømmer vi om-listen’, så tror jeg at vi kom (nogle) diskussioner i forkøbet.

Jeg kan i hvert fald forestille mig det var meget nemmere at sidde omkring mit spisebord, en sen aftentime, med en billig flaske vin, og se på hvad det er Jesper mener er ‘akut dét her SKAL vi ordne med det samme’ eller bare: ‘det betyder enormt meget for mig at få det her på plads’ hurtigt’ – og hvad jeg mener – end når vi står midt i det.
For det er ikke sikkert jeg er af samme overbevisning, ligesom det omvendt ikke er sikkert Jesper mener det er vigtigt.

Den snak er sgu nok lidt nemmere at tage over et glas Netto vin, end når man står med støvmasker på, søvnmangel og malerpletter overalt og skal forholde sig til et projekt, som man ikke anede var vigtigt for den anden. For der er jo rigeligt at tage fat på, ting som vi ER enige om.

For Jesper er det eksempelvis vigtigt at få nyt gulv i køkkenet, fordi det der er der nu er plastik – og det ligger skævt. Køkkenet er et sted han (heldigvis) skal være meget, så dén post var en prioritet for ham, men ikke så meget for mig, der er ret ligeglad med gulvet dér. Altså jeg kan godt se det ikke er så kønt, men det er ikke noget jeg ville have sat som en prioritet, men til gengæld gerne vil se på hvad vi kan gøre ved badeværelset på 1. sal. Det er egentlig “fint nok”. Vi er enige om at der skal en ny håndvask ind, men jeg betvivler også hvor flot det kan blive med det gulv der er nu, så han ved, at når vi flytter ind, at vi skal se på om badeværelset kan nøjes med en lille makeover i form af grundig rengøring, maling og en ny vask eller om der skal den glas brusevæg og eventuelt nyt gulv til, som jeg drømmer lidt om.

Først for ligger f.eks. at male. Det er en selvfølge for de fleste, tænker jeg, særligt når det er et ældre hus man flytter ind i, og ikke nybyg, der vidst bare er malet, når det kommer fra fabrikken… eller hvordan fungerer den slags? Nå, men det er alligevel en betydelig post, da vi skal bruge mange liter (jeg husker det som 300 liter. TREHUNDREDE) og det skal være dækkende, for vi skal saftsuseme ikke stå og rulle samme sted igen og igen, når der er rigeligt væg og loft at rulle!

Så er der andre ting, som badeværelsesgulvet der, som vi kan se på, når vi bor der. Det kan jo være det er fint nok og så er der ikke nogen grund til at bruge penge eller tid på det. Plus desto mere vi ligesom kan genbruge fra de tidligere beboere, desto bedre, hvis vi også tænker på miljøet, hvilket vi generelt forsøger. Vi sliber de gulve, der virkelig trænger, mens vi lever med et par rum, som ikke får en overhaling, gulvmæssigt. Der er så et rum, som skolestuen, der har gulvtæppe, hvor vi skal have lagt helt nyt gulv på et sted i den nærmeste fremtid. Men først skal vi selvfølgelig lige se hvad der er nedenunder, det er sgu spændende!

(Jeg drømmer forresten så meget om sildebensparket. Det har altid været noget jeg har savlet over og her taler vi altså et stort rum med højt til loftet og tre store vinduer. Sildebensparket er nærmest selvskrevet!)

Der er også de meget store drømme, som en regnvandstank. Ja, random tænker du nok, men den er smart. Det er sådan en hvor man kan bruge regnvand til at vande med, til at skylle ud i toiletterne med og VASKE TØJ MED. Hallo, super fikst, men hvor på listen den er, ved jeg faktisk ikke. For den er kommet til, efterfølgende.

Jesper drømmer stort om et orangeri, bygget af gamle vinduer og måske genbrugsfliser.
Og et vildmarksbad.
Jeg støtter mest førstnævnte.

Vi sukker begge efter en terrasse, for der er slet ikke nogen nu, hverken i form af træ eller fliser, men hvis vi ser realistisk på det, så er det et projekt der først kan få ben at gå på til næste år, for det ville nok også kræve en terrassedør i køkkenet. Heldigvis er der et vindue der nu, men der er også en radiator og den slags hører jeg ikke er det nemmeste at flytte og ordne. Min hjerne tænker selvfølgelig: der skal sgu da bare et større hul i væggen, men det er ikke så simpelt, bliver jeg fortalt.
Det kunne være SÅ sindssygt flot, venner. Jeg viser jer det lige i story en dag, I vil sagtens kunne se hvorfor det ville være super logisk, da udgangen til haven ellers er lidt en bagtrappe.

Det der skal ske, når vi flytter ind, er maling. Vi skal male til vores arme falder af. Der skal ske noget gulv-action, som jeg har skrevet om herover og så har jeg et kontor der skal fikses. Det er ikke så let sagt, som det er gjort, men lad mig sige det sådan her: før/efter-billederne bliver vilde.

Vi skal have nye vinduer i halvdelen af huset, den del vi kan kalde ‘erhvervsdelen’, for her trænger det VIRKELIG. Det er enormt vigtigt for os, fordi vi tænker på vores varmeforbrug og selvfølgelig også på at vi gerne vil passe på vores nye hus og på dens skal.

Jesper skal have stablet hele sin virksomhed på banen. Det skrev han jo om her, og det bliver selvfølgelig også en tidssluger i hele processen, men det værd. Dén del er prioriteret ift. tid og penge.
Det bliver hans hjertebarn, hans arbejde og projekt, som selvfølgelig skal have mandetimer, blod, sved og tårer, før det kan komme helt på plads og være klar til kursister.

Nu tænker du måske (ja, hvad ved jeg) på Augusta. Hendes værelse bliver det ved siden af vores, i en fløj, der faktisk er nyere, fordi de har åbnet op, med fritlagte bjælkere og nyere gulve. Her skal hendes sager bare flytte ind, for alt er klar dér.

Vi kan nok ikke glemme at der ingen skabsplads er her, altså på Augustas værelse og heller ikke i vores soveværelse, så et vigtigt punkt er også at vi skal have hjernerne i blød eller et virkeligt kreativt menneske i gang med at udtænke opbevaring. Der er en mellemgang, hvor der muligvis kunne laves noget, men det er med skrå vægge, bjælker og andre udfordringer, så det er et interessant projekt vi nok skal bruge mange timer på. Man kunne selvfølgelig smide en kommode ind, men noget indbygget ville være klart at foretrække. Det er en pæn måde at sige at det vil jeg mai mai mai hellere ha’.

Nå, men hvis du har spørgsmål om det hus der – eller flytning, så må du jo endelig skrive!
Jeg vil også rigtig gerne have råd, erfaringer og tips
, hvis du har sådan nogle 🙂
Du behøver skam ikke skrive at alt tager mere tid, end man regner med – og alt bliver langt dyrere, end man har budgetteret det til, for det ved jeg, men alt andet fyrer du bare afsted her i kommentarfeltet! 😀


(NO) BABY..

Vi kommer til at have fem soveværelser i det nye hus.
Et hvor min og Jespers seng skal stå. Vi SKAL forresten have en ny, selvom min er 160 bred, så er det alt for lidt, set i forhold til at vi indimellem ligger tre deri (altså AUGUSTA er den tredje, don’t get any dirty thoughts!).
Det andet værelse er Augustas, et stort, lækkert rum der ligesom voers har fritlagte bjælker, som virkelig indbyder til at vi prompte får smidt nogle gymnastikringe op.
De tre andre rum er til gæster. Når vi flyttede det antal kilometer væk – og endelig er nogle enormt voksne typer, der EJER en bolig – så var det et krav at der skulle være plads til familie og venner, der kan overnatte, så ingen skal holde igen på vin. Som det er nu kan jeg da godt have et par veninder overnattende, en i sengen og en på sofaen, men jeg bor så også så meget inde i byen, at de kan trille hjem på deres jernhest.

..men intet babyværelse, for det er ikke i udsigterne.

Meget blogger-klassisk, men nu smider jeg den:

Det er nemlig et af de spørgsmål jeg får rigtig meget.

Og det er da ikke så mærkeligt! Jeg er 30 år, Jesper er 30 år, jeg har en 6-årig, vi har lige købt hus. Det ville være oplagt for de fleste at reproducere. Men jeg har bare ikke lyst og Jesper har det heldigvis lige sådan.
Men Augusta derimod.. Deeet. Ja. Hun vil gerne være storesøster.. men det bliver hun nok også – en dag.

Da jeg første stødte på den unge mand og vi blev kærester sagde han meget hurtigt i vores forhold at han gerne ville have børn med mig. Dét.var.det.mest.romantiske.jeg.NOGENSINDE.har.fået.smidt.i.ansigtet.

Og jeg havde lyst til at lave børn med ham!

Eller.. måske havde jeg i virkeligheden mest lyst til at være rund, gravid og altædende (fordi jeg kun har min graviditet med Augusta at referere til og dén var helt fantastisk skal jeg hilse at sige! Nogle få er heldige ift. gener!) og egentlig også babyen, det lille romantiske mix af os to. En lillesøster eller lillebror til Augusta, som jeg ved hun vil elske overalt på jorden.

..men helt ærligt. Når jeg kigger på en baby nu så føler jeg ikke noget. Det er klart, det ville være lidt voldsomt, hvis jeg fik lyst til at babynappe alle unger jeg så, men jeg har heller ikke lyst til at have min egen lille gylpeklump, med alle de søvnløse nætter der er med, al skrigeriet, alle begrænsningerne i hverdagen. JAJA, der er også den uendelige kærlighed og glæden, men venner. Det er da også hårdt!

Hvis jeg må sige det lige ud, så nyder jeg at have en 6-årig der kan nærmest alting selv. Jovist jeg skal være der og hun kræver min fulde opmærksomhed, men en 6-årig er knap en lille voksen, en børneveninde, der vil flette hår, fortælle historier, lave fodbad og se serier.

Jeg har bare slet ikke lyst til en baby.
Selvom det ville passe ind på papiret og med plads og sådan.
(Jeg aner dog ikke hvordan det vil fungere, når Jesper og jeg begge er selvstændige. Kan vi overhovedet gå på noget barsel? I don’t know, men det er heller ikke aktuelt lige nu. Jeg har tid nok til at google. Eller lade jer gøre mig klogere endnu en gang)

Det er ikke fordi jeg tænker det er en vild udtalelse: jeg har ikke lyst til en baby lige nu, men det er som om hele omverdenen håber på at jeg snart blive natlig insemineret og med rogn og jo .. i teorien kunne det da være fantastisk, men vi venter sgu. Om det bliver 1 år eller om det bliver 3 – det må vi se. Hvis det stod til Augusta var det i går. Hun har allerede planlagt hvordan hun vil reagere, når jeg en dag fortæller jeg er gravid, men hun må vente.

Vi nyder hinanden, lærer at være en lille familie. Vi skal falde til i hus, i skole og ligesom få rutiner.. det kunne jeg da godt klare med en baby på armen eller i maven, men når man nu har muligheden for at planlægge det, så hvorfor ikke vente?
Vi regner med – og håber på – at vi kan. Det er naturligvis ikke en selvfølge, det må jeg hellere sige, da der også er mange der kæmper med at blive gravide, men på det punkt er jeg optimistisk.

Når det så er sagt glæder jeg mig til den da vi skal lave et Mygind-Søvndal mix. Og han bliver en sørens god far, ham Jesper. Det kan jeg godt sige jer!

Hvad med dig, har du fået en 2’er? Hvor mange år var der mellem dem?
Måske har du 1 barn? Er det noget du selv har valgt?
Fortæl mig endelig dine tanker <3

Johanne

Og hey, et PS! Jeg skrev indlægget med tanker om skolestart og jeg har fået SÅ mange råd og kommentarer med på vejen. Tak for dem allesammen – også de grundige mails! Jeg har ikke fået svaret alle endnu, men alt er læst og taget med. TAK!

image134.jpg

UNDSKYLD?

Reklame for Snickers
(Yes, for verdensklasse chokoladebarer – blogger-goal samarbejde!)

Det tager i alt sin enkelthed udgangspunkt i deres hunger apologies, som de kalder det. En bar man ska’ gi’ til dem, som man har været lidt for gnaven overfor.

Dérfor har vi sørme taget den såkaldte IKEA-test til et nyt niveau og smidt: lad os tale om de øjeblikke, hvor vi bliver allermest irriteret på hinanden’ sammen til en video. Og vi er stadig kærester, no worries. Det var faktisk fint nok at tale om at vi indimellem er lidt irrationelt sure, som f.eks. når jeg lægger makeup eller ordner hår. Jeg ved ikke om jeg er den eneste i det, tøser – der må I lige melde ind? Det er ikke fordi jeg altid er dårlig til at multitaske, men når jeg skal lave noget der kræver FULD koncentration – SOM AT LÆGGE EYELINER! – så gider jeg, hårdt sagt, ikke tale med Jesper. Og her er jeg måske ikke så god som han er, til at sige “lige et øjeblik”. Jeg lader som om jeg lytter, Jesper ser jeg er fraværende og ikke hører ham tale om det nye Kähler-stel og når han så brokker sig over at jeg ikke lytter ordentligt (men as if jeg har en holdning til stel), så rammer vulkanen 😀

Videoen kan du se lige her.. måske der er noget deri du kan genkende?

..og nej, jeg har sgu ikke helt svaret på hvorfor jeg mener mine bitchflips er berettigede – og Jespers ikke er, men måske det er sådan for alle? 🙂

Tell me: hvad har du at undskylde for? 😉



PODCAST: MODTAGELSE OG TOPLISTE

Hvis jeg skal være sådan helt helt helt helt HELT ærlig, så anede jeg ikke hvordan I ville tage imod podcasten. Altså, jeg havde håbet på at der var mere, end en håndfuld, der ville give det en lytter, men delen med at der er kommenteret, der er delt på stories, der er skrevet privatbeskeder og på den måde sendt enormt meget opbakning, dét kom bag på mig!

Det er jo slet ikke fordi jeg tænker det er noget lort det vi har lavet, men man kan måske sammenligne det lidt med at hvis jeg gik til porcelænsmaling (and I did, 8. klasse, aftenskole – de andre gik til cross og DJ. Jep, særligt barn..) og jeg tegnede på en tallerken. Jeg gik forresten også til blomsterbinding, men nu er vi vidste på sidespor. Nå, men jeg pissehygger med mig det, det her porcelænsmaling. Og jeg synes egentlig selv det er blevet godt. Jeg vil gerne tilbage og male videre på den tallerken – måske male en kop næste gang. Jeg håber da at andre også synes det er et flot værk, men jeg forventer det ikke.. men jeg håber da.
..Det er måske lidt sådan jeg har haft det med podcasten.
Men damn jeg er positivt overrasket! Jeg er jo lidt af en skeptiker, det kan du nok læse, så jeres ord betyder VIRKELIG meget.

Og vi er endda kun på afsnit 1, Jesus, vi kan både nå at charme flere ind, charme nogle tilbage og skræmme nogle helt væk. I næste afsnit taler vi bla. om mødom – det kan da være det ikke er alles kop the, men jeg håber, for pornosnakken tog åbenbart kegler i tirsdagens sending.

Nå, men status er at den fandeme ligger på en topliste. På en 2. plads på iTunes

Lige under Anders Hemmingsens podcast.
Det er sgu da vildt!
Det ser sikkert anderledes ud i morgen og fremadrettet, men det er da hvad man vil kalde en debut i medvind, hva’?

Vil du lytte med?

Afsnit 1 handler blandt andet om mad, der sparker i tissekonen, afhængigheder, pornopræferencer, om at bytte gaver fra sin kæreste, aborter i Alabama, instagramreklamer, og selvfølgelig fortæller vi hinandne om vores GIRLCRUSH for denne uge.

Opbygningen er simpel: der er quiz, så vi kan lære hinanden lidt bedre at kende (spørgsmålene er leveret af Jesper og Lasse, aka. kæresterne med al smudsviden om os), girlcrush hvor vi præsenterer et crush hver og trend/tid/tendens: et aktuelt emne vi gerne vil vende.

Håber du kan lide det! <3

Den er i den lilla PODCAST app, der har sammenhæng til iTunes, som jeg selv bruger – og er mega glad for. Du kan bare søge på ‘GIRLCRUSH’
Den er også at finde på Spotify. Smart.
Til Android-brugerne: vi er i gang med at kigge på det, for det skal jo være tilgængeligt for alle der gerne vil lytte med, det er klart.

Vi har forresten lavet en instagramprofil, så vores profiler ikke flyder med podcasthalløj herfra og til evig tid. Den hedder GIRLCRUSHPODCASTDK, hvis du vil følge og lure med.

Og hey.. se hende lige. Selv hvis der kun var to, der lyttede til podcasten (hvoraf den ene ville være Jesper og den anden Lasse), så ville jeg med stor glæde fortsat optage, drikke vin og grine med Line..

KH!

SKOLESTART (OH SHIT)

Jesus Kristus.. så er det ved at være tid! Augusta er fyldt 6 år og august måned nærmer sig.

Det er ikke fordi det har været sikkert, med statsgaranti, at hun skulle gå på en midtbyskole, her i Aarhus, fordi ‘ham den beskæggede’ og jeg har luret på bolig længere ude af byen et godt stykke tid efterhånden.
(Altså ikke Hr. Skæg, men Villy Søvndals fætters søn, I ved)

Lejlighedslivet og hverdagen inde i dejlige Aarhus er helt sikkert noget der godt kunne have fortsat, havde jeg ikke fundet Jesper, men vores drømme og det her fællesliv vi gerne vil have, kræver plads.. en del plads.
Så vi skrider ligesom ud af storbyen (kan vi kalde Aarhus dét?), til landlige omgivelser. Mildt sagt.

(HAR du egentlig set vores genbo? Det er en mark! Jesper har skrevet det her indlæg om vores nyindkøbte hus, hvor der også er flere billeder, end jeg endnu har vist på mit domæne)

..men hvad så med skole?

Det har ikke været helt sikkert hvor hun skulle gå, heller ikke før vi satte en underskrift.

Hendes børnehave er forresten en del af en skole, så at sige. Fysisk, men ikke så meget samarbejdsmæssigt, selvom det vidst var intentionen. Men de har jo travlt de kære lærerer. Det er ikke noget jeg mener vi kan bebrejde dem for, sådan at ikke have uanede mængder af tid til at have børnehavebørn rendende, selvom det (overgangsmæssigt) kunne give god mening at udnytte at børnehaven ligesom ligger i/på/ved skolen.
Der er dog ikke nogen af os der bor i dét skoledistrikt i skrivende stund. Det er bare den skole vi “kender” bedst.

Men jeg har så fået en del spørgsmål til skole. Hvor det skal foregå. IDK, venner.
Jeg har sgu ikke en celle i min krop der ikke råber på: DET VIL JEG OGSÅ VIDE, men svaret er at det ved jeg ikke endnu.
Det har intet at gøre med at vi venter på en plads på en privatskole et sted, det handler om at vi simpelthen ikke kan vælge.

Jeg er der hvor jeg tjekker skolerne i og omkring Odder ud – og shit det er svært. Hun hører, qua sin adresse hos mig, til en bestemt skole uden for Odder, som jeg selvsagt skal til møde med, men der er jo også andre.. Den her er lille – OG har skolebus og alt den slags – så på papiret tiltrækker den. Men hvordan ved man om den er god? Det er jeg ikke sikker på jeg kan gennemskue.

Så det er ikke let.
For at snakke lige ud af posen kommer det jo til at blive praktisk sværere for den ene eller den anden af hendes forældre. Også selvom det blot er 20 min. væk i bil, så er det ubelejligt med køretid, det er klart..

Så hvordan vælger man? Det er noget af det jeg tumler med pt.
Plus Augusta jo naturligvis gerne vil vide det, det er klart.


En vigtig pointe er jo at hun har to hjem. Ved at gå i skole tæt på vores nye hus betyder det ikke at hun altid er tæt på sine skolevenner i fritiden, fordi hun jo ikke er hos mig hele tiden.

Jeg ved godt at der er mange der har langt mere end 20 min. til skole, men i en ideel verden boede vi jo allesammen tæt på og hun kunne blot hinke dertil, lige meget om hun så er hos sin mor eller far.

Ja, her er dette indlæg jo egentlig ret relevant at smide ind, for jeg har stået der, selv.

Og jeg har brug for dit råd..

Du kan skrive alle de skoletanker du har herunder.. også om du står i samme situation, med 0. klassestart (eller skoleskift). Det vil jeg være så taknemmelig for.

Hvis du har specifikke kommentarer til skolerne i Odder (en kommentar der er relevant her i 2019, ikke hvordan det var at gå der i 1994), så må du enormt gerne skrive en privatbesked <3 Måske det kan være på Instagram? Eller en mail: nutidensmor@gmail.com, hvis du mere er til det.

KH.


VORES (SPRITNYE) PODCAST: GIRL CRUSH

Det er lidt som om det er blevet en ting, at jeg skal skrive: IH hvor har jeg glædet mig til at kunne udgive det her blogindlæg, men det er altså lige det jeg har! Jeg har nemlig den nyhed i ærmet, som du nok har afkodet fra overskriften: jeg har fået en podcast!
Rettere sagt:
VI har fået en podcast. Vi er to!

Og næ nej, det er ikke mig og Jesper der er sprunget ud som seriøse podcastere.
Det er mig og Line, altså Line Hoffmeyer. Den her skønne pige.
Mit girlcrush – og nye veninde.

Og der var den. Vores podcast.
Den hedder: GIRL CRUSH og dét er der selvfølgelig en mening bag.

Jeg håber du vil tage godt i mod den. Jeg krydser alt jeg har for at du vil give det en chance og for at den vil skabe grin, tanker og flere grin. Masser grin gerne! Line og jeg har udtænkt konceptet, som jeg har beskrevet lidt på Instagram og jeg håber du vil holde lige så meget af det, som vi gør.

Afsnit 1 kommer til at ligge derude i podcastspace på tirsdag (4/6), så der kan du kan putte dine høretelefoner i og lytte derudaf. Eller fyre den op på højtaleren, hvis du er mere til det. Det håber jeg i hvertfald du vil.

Og det er tirsdag forresten. Tirsdag er vores dag.
Det er her der kommer spritnye afsnit!

GIRL CRUSH kan du høre på din podcast-app (hvis du ikke har en, så kan du hente den. Den er altså god at have). Sådan en lilla firkant. Du kan også lytte fra iTunes, hvis du er mere til dét format.
Op til dig – jeg foretrækker selv førstnævnte.

Og igen: uuuuuuuuuh jeg håber du kommer til at lide den! Jeg sidder næsten og hopper i min sofa, mens jeg skriver det her!

KH! Johanne
(..ja og også Line, selvfølgelig)

TILBAGE TIL DET SOM JEG RENT FAKTISK FLYGTEDE LIDT FRA

Ojjer. Som Augusta så sødt siger det. Jeg håber hun bliver ved med det.
Det er så dejligt og aarhusiansk med de der bløde d’er.
Vi kan jo bibeholde noget Aarhus, da det er byen hun er født i, byen hendes far bor i og hvor hun stadig skal komme meget, selvom vi flytter ud.

Overskriften er måske en tand overdreven. Jeg flygtede ikke fra Odder, men til (hvad jeg tænker er) manges overraskelse så har jeg altså boet der. Jeg skred da jeg var 17-18 år, fordi jeg var klar til Aarhus og måske også ærgerlig over at have tilbragt så mange år i en by, som jeg måske faktisk aldrig helt følte mig helt hjemme i.

Jeg ved ikke om du fik læst det lange indlæg om huskøbsprocessen (hvis ikke kan du da tjekke det ud lige her), men vi flytter til en bette by tæt på Odder. Det er forresten udenfor Aarhus, syd for, for dig der ikke er fra heromkring eller blot ikke er så stærk i geografi.

Historien er at jeg boede i Odder fra da jeg var.. måske 7-8 år? Vi boede på Randlevvej, i en villa. Min mor, min mors kæreste, hans søn, min bror og jeg. Her boede vi til jeg var måske 17 år. Jeg skriver “måske”, fordi jeg ikke er helt sikker. Min langtidshukommelse er nemlig ikke særlig stærk. Hvis ret skal være ret boede jeg også hos min far, hver onsdag og hver anden weekend, men den by han boede – og bor – i har jeg noget nær nul tilhørsforhold til.

Jeg føler sgu ikke jeg har nogen hjemby.
Jeg kendte i mange år ikke et øje i den by jeg boede i.
Forklaringen er nok at jeg gik nemlig i skole i Viby, som er en længere togtur væk, tættere ind mod Aarhus. Her var jeg nemlig startet og kunne lige så godt fortsætte, da det var en god skole. Omend speciel. Interskolen hedder den, til dig der skulle være nysgerrig. En privatskole med stort fokus på sprog.
Lige som mange af mine klassekammerater boede jeg ikke i Viby og derfor var legeaftalerne, som jeg husker det, få. Vi besøgte skam hinanden, men jeg havde ikke den her: løb ned af gaden og bank på hos Malou og se om hun er hjemme-oplevelse. Det var mere en: vi kan godt høre Frederikkes mor om hun har tid til at tage dig med og så kan jeg hente dig i Horsens i aften, når jeg har fri.
På den ene side var jeg rigtig glad for min skole, men på den anden kunne det have været rart for mig at skabe venskaber og få en omgangskreds i den by jeg boede i.

Nå, men vi forsøgte os med at jeg kunne skifte skole i hvad jeg husker var 7. klasse. Måske 6. Til Rathlouskolen i Odder, der også er en privatskole, men efter en uges prøve var jeg ikke klar til en flytning og heller ej at komme ind i en klasse der er tætknyttet.

I 9. klasse tog jeg dog springet og tog et år på den skole der hedder Skovbakkeskolen (Skovbakken nu). Men det var ærlig talt også lidt svært. Det er ikke nemt at være ny. Der var mange der tog godt imod mig, bevares, men nogle kom fra oplandsskolerne og havde gået i klasse sammen siden 0. klasse, flyttet ind på en stor skole i 5. eller 7. klasse og på den måde havde de et stærkt bånd. Jeg var hende den nye og selvom klassekammeraterne var søde var det ikke en rolle jeg var tilpas med. Og i 9. klasse venner.. druk, drenge, spillen smart og den slags. Der var jeg sgu virkelig usikker.

I 10. klasse nød jeg et lækkert eksamensfrit år på efterskole LIGE udenfor Odder. Faktisk LIGE ved siden af det hus vi har købt nu. Jeg husker det som et fedt år. I 10. klasse er man proppet med hormoner og usikkerhed, men det var en fed tid, hvor jeg også fik en lokal kæreste (uuuuuhhhh) og pludselig var “hende fra Odder”, da de andre på skolen (kæresten undtaget) kom frem andre steder i landet.

Vi blev boede i Odder, senere en lejlighed på torvet, indtil min mor og jeg flyttede til Aarhus, da jeg var 17-18 år og skulle starte gymnasium. Jeg var ikke træt af Odder, men jeg var bare pisse klar på Aarhus.

Og her startede mit Aarhus-eventyr så. Den by jeg føler mig mest hjemme i, selvom jeg faktisk er født i Tranbjerg (få km fra Aarhus).

Men nu skal jeg tilbage.
Ud og skabe nye minder om Odder, hvis motto by the way er “ret ok”. LOL. Jeg håber det bliver mere, end ok 😀

Det var min Odder-historie.

Del ENDELIG, hvis du bor der. I Odder altså. Gerne en masse positive historier, så jeg kan glæde mig endnu mere. Jeg sætter nemlig så meget pris på jeres kommentarer og beskeder, hvor I skriver velkommen til byen. Det sætter jeg SÅ meget pris på!

Og fortæl mig: kunne du finde på at flytte tilbage til den by du kommer fra?

KH! Johanne

2017-01-16-11.15.53-1-e1485454961225.jpg


FRA HUSDRØM TIL HUSKØB

Vi blev kærester d. 19. maj 2018.
(Det er jo faktisk 12 måneder + 6 dage, for at være så eksakt som mødre er med deres yngel de første år)

Nå, men i januar 2019 skrev vi under på det hus, som siden første gang vi så det, gav os et sug i maven.

Sådan et:
‘Fuck det kunne være vildt, hvis vi boede dér’-sug.

OG DET SKAL VI NU! VI KØBTE ET HUS, som jeg skrev om i torsdags.
Er det ikke vildt?!
Én ting er at vi skal bo sammen og en anden er at jeg har været med til at købe noget. Jeg tror det jeg ejer, der har mest værdi, er min computer og selvom sårn’ MAC-sag da koster klejner er det intet sammenlignet med et hus!

Så nu har jeg sgu åbnet op for kladden her, som jeg løbende har skrevet på fordi jeg tænkte den da nok skulle udgives en dag, om købet så faldt om et år eller om en måned efter at vi tog den store beslutning om at få fælles postkasse.
Jespers lejlighed er jo solgt nu og vi står nu her med udsigten til snart at slå pjalterne sammen, i et helt nyt eventyr, et uskrevet kapitel i hvad der skal være en meget lang bog.
(Uh det lød fancy. “Ad” eller “uh”? Det lyder måske lidt som noget fra en bryllupstale: eller endnu værre: en tatovering)

Jeg har jo ikke kunnet sige noget om processen som helhed, før den ligesom var “forbi”, men det kan jeg nu, da den er afsluttet: vi skal flytte ind, alt er på plads (med advokat og alt den muletjavs jeg anede hat om, før vi gik igang) og jeg tænker sgu at det her også kan blive et bidrag i en verden fyldt med mange skræmmehistorier om køb.
Jeg har, og det har du måske også, hørt så mange historier om afslag fra banken, jagt efter det rette hus, uden resultat. Og de mange om forhandlinger, der går i vasken.
Det her er heldigvis ikke sådan en beretning, selvom vi i en tid lige frygtede at det skulle gå galt.

Særligt mig – den der skeptiker i forholdet.

LAD OS DA SHOPPE ET HUS

Jesper og jeg har lige siddet og talt på vores små fede fingre, for at regne ud hvornår det var at det var at det var at det var, at vi så det allerførste gang, på vores små telefoner.
Huset, altså.
Huset vi har kaldt Skolen fra dag 1.
Det må have været lige da den kom op på nettet, i juni sidste år (altså 2018), for det var i juni at vi freaking nyforelskede og drømmende scrollede gennem ejendomsmæglersites og sendte links frem og tilbage til hinanden.
Frem og tilbage mellem Aarhus og Kolding.
De fleste af beskederne var akkompagneret med en besked ala:
LOOOL! SE HER! HAHA! HER SKAL VI ALDRIG BO!”

Selvom det ikke handler om at shame andres huse (hvis man overhovedet kan sige det), så er det sgu fordi der virkelig findes mange mærkelige huse derude! Og mange huse vi ikke vil bo i, for heldigvis fik vi med det samme sporet os ind på at vi har nogenlunde samme smag og samme ønsker.
Vi VIRKELIG er kræsne.
Bliv venligst (BE OM. Jeg orker det ik’) ikke stødt over hvordan jeg beskriver de steder vi har set – vi har jo alle forskellig smag og selvom rækkehuse og nybyggeri kan være drømmen for nogle, så er det ikke det for alle, så det er ikke nødvendigvis husene der er forkerte til os, men os der er forkerte til de huse.
Hvis du forstår hvad jeg mener.

Der har kun været ét hus til salg, der har været lige i skabet for os – og det er det vi sammen skal bo i.

Men vi har rent faktisk i alt været ude og se på fem huse. To-tre af dem så vi lidt for sjov. Vi osede og vi ville lige tjekke dem ud i virkeligheden, så måske de ikke tæller med helt?
Men de kommer med.

Kronologisk endda. Wupwup!

(FARVEL TIL) KOLDING-DRØMMEN

Nå, men de første to vi så var faktisk i Kolding, hvor Jesper (og langt de fleste af hans venner) bor. Han ville gerne ud og se hvad man kan hapse her, men vi vidste jo godt begge (..et eller andet sted) at det aldrig kunne blive i Kolding vi skulle bo.

Årsagen til det?
Jo, det er fordi jeg er mor, Augusta er i Aarhus halvdelen af tiden og afstanden til Aarhus fra Kolding er bare for stor.
Han ville ønske det, at det kunne lade sig gøre, det behøver jeg da ikke lægge skjul på. Men det at se på huse der også en mærkelig måde hvorpå vi kunne sige farvel til den “drøm”.. ved at sige hej til Koldings boligmarked.
(Jaaa, det er skide skørt, jeg kan godt selv høre det)

Men vi tog ud og så på et gammelt bageri. Sjovt i teorien, men det var HEEEEELT smadret! Andre ord behøver jeg ikke bruge, for at beskrive det. Vi var bare begge vilde med bygningen og historien om at det var et gammelt bageri, men.. nej, selv hvis den lå i Aarhus centrum var det næsten for tæt på nedrivning, til at kunne lade sig gøre. Men det var da interessant. Både mægler og os grinede os gennem bygningen, hvor hver åbning af døre var en ny oplevelse.
Venner, stueetagen lignede altså et rum jeg engang så i Theresienstadt i Prag.
Jesper er godt nok ok handy, men det var alligevel grænsen.
Så vi fortalte altså mægler at det var en for stor mundfuld (as if han ikke havde regnet den ud), fordi vi ikke ved hvor man lejer sådan en kugle Miley Cyrus sidder på i sin Wrecking Ball musikvideo. Og fordi vi gerne ville finde en bolig hvor der skulle laves noget, men ikke laves alt.
Han var hurtig og impulsivt, fik hentet en nøgle på kontoret, fordi han ville vise os et hus få meter derfra, som han tænkte mere “os”.
Dét var så, stilmæssigt, SLET ikke os. Hvidt OVERALT, spots og spa. Perfekt til Instagram nok. Det var helt istandsat og på den måde ligesom for færdigt og at smide det nyere blanke, hvide køkken ud, fordi vi er til noget andet, ville være ærgerligt og spild.

Men vi skulle jo heller ikke bo i Kolding, så vi var hurtigt videre.
…og undskyld mægler. Set tilbage er det ikke fair at spilde mægler eller sælgers tid på den måde, men dengang havde vi kun køberkasketten på og vidste ikke hvilket arbejde det rent faktisk er at gøre fremvisningsklar. Så du behøver ikke skrive forargede kommentarer herunder – I know better now.

Huskiggeri-legen åbnede så bare op for nogle gode snakke over nogle liter rødvin og vi besluttede at gøre det rigtigt. Du ved, ægte kigge, blive vist ægte rundt, med intentionen om at købe noget. Vi bestemte os for at vi skulle bo sammen – hellere i dag, end i morgen – så et mere seriøst projek: ‘find husET’ startede.

..dog uden at vide hvor meget vi kunne låne i banken.
En ret vigtig detalje
Jeg tænkte vi måske kunne få et 20.000 kroners forbrugslån – max., men det er ikke ligesom meget bolig man kan snolde for det, når vi nu gerne ville ud og eje noget land, fordi vi åbenbart er blevet herre voksne.

GÅRDEN OG DE SPÆNDENDE BURE

Det næste sted vi så lå (eller ligger, for det er der stadig) udenfor Skanderborg, i en lille landsby. Et dejligt område, tæt på afkørsel og få meter fra en skole.

Og wow et sted.

“Wow” på så mange måder.

Vi havde set det var stort på billederne. Vi havde set at det var klassificeret som en landejendom (altså: gård), men dimensionerne var helt skøre: vi havde ikke regnet med at se SÅ store, men også meget ramponerede længer, som vi – selvom vi skal have mange m2 – ALDRIG får brug for. Huset indvendigt var så til gengæld MEGET mindre, end vi så på salgsopstillingen og alt var helt klemt sammen, rummene var uoverskueligt små og udsigten til at vælte så mange vægge var jeg ikke just glad for. Det der rum der så stort ud på billedet, med højt til loftet, hvor jeg allerede havde forestillet mig at det 2 meter høje juletræ skulle placeres var ikke just den gildesal billederne havde fremstillet det til at være.
En af længerne frygtede jeg ville vælte, hvis man pustede hårdt på den og den lignede mest af alt en misvedligeholdt stald fra Den Gamle By.
Eller måske en kulisse – post pistolduel.

Der var så også noget med nogle enormt.. hvad skal jeg sige?.. interessante bure udenfor, som jeg virkelig havde fået zoomet meget ind på, i salgsopstillingen. For silvan hvor havde jeg glædet mig til at få svar på hvilke dyr (eller børn!?!!) de havde på gavlen.
Det var bare næseaber og præriehunde i brønden de havde haft, men desværre var de der ikke mere. “Desværre”, fordi jeg gerne ville se dem, men sikkert fint for dyrene selv

VILLAEN

Det var d. 12. november, fortæller ham for enden af sofaen mig lige nu, at vi havde bestilt fremvisninger på to boliger syd for Aarhus: en villa og Skolen.

Vi blev vist rundt i villaen først, men den sagde os bare ikke noget. Det var ikke spændende.

Jeg er egentlig overbevist om at den kan blive fin; smid et nyt køkken ind, ned med tapeter, ny maling og generel istandsættelse og så ville den da sikkert blive udmærket, men det var ikke noget for os, overhovedet.
Vi følte den ikke, den var som sagt ikke spændende. Der var også koldt og rodet. Ikke så lækkert, med hundehår overalt og hårenes aggressive ejermænd til at følge os rundt. Samt børnene havde tegnet på vægge og møblerr ovenpå.
Indtrykket var bare skidt og det lignede faktisk lidt en hærget husudgave af både Jespers lejlighed og min og det var ikke nok for pengene, syntes vi.

Når vi skal lidt ud af byen skal vi sgu have m2 for pengene!

Det kender du måske selv, hvis du har købt hus eller lejlighed?
Man skal være helt forelsket, når man ser et sted, før man vil lægge så mange penge i det – og bo der.

Det handler selvfølgelig også om om man kan visualisere at stå med projektet, for vi ville gerne have noget der krævede en hånd og nogle ændringer, men man skal kunne se mulighederne fra start, tænker jeg.

Men vi havde bestilt to fremvisninger, så vi satte efter mægler, der i sin lille bil kørte længere ud “på landet”.

OG DER VAR DEN SÅ: SKOLEN

Hvorfor troede vi så ikke at Skolen var noget?

Vi var som sagt forelsket i den siden første gang vi så den på mæglers hjemmeside, men den kostede altså liiiiige under 3 millioner og vi havde ikke forestillet os at det var noget nogen bank ville give lov til.
(Slet ikke mig, men jeg er jo, som nævnt er skeptikeren, tangerende pessimist)

Men vi bestilte en fremvisning og så det der i midten af november.
Det var Jesper der VILLE se den, nu da vi var i området.. og for filan.. vi var SOLGT! Jeg gad ikke se på noget, som jeg ikke tænkte vi havde råd til, men han pressede på, den stædige rad, men det viste sig jo at være godt.

Det føltes gigantisk. Huset. Det overraskede, bygningen er smuk og specielt. Vi var helt høje, efter vi fik vinket farvel til mægler og kørte tilbage mod Aarhus i Jespers lille blå dyt. 

Jeg kan huske vi også bare var fuldstændig overvældet efter at have set det. Vi var begge overbeviste om at det kunne være perfekt, men det er sådan med mig, at jeg ikke tør håbe på noget, som jeg ikke ved kan lade sig gøre, så selvom jeg ikke turde drømme om at det kunne blive vores, havde jeg et lillebitte håb, selvom alt der kom ud af min mund var:

“Jaaaa, lad os nu se hvad banken siger..”, “men den er jo meget dyr”, “vi kan sikkert ikke låne noget” og sådan.

Jespers indstilling var langt mere:
“det skal vi have, der skal vi bo!”

“OG HVAD SAGDE JEG?!” råber Jesper i baggrunden netop nu.

“HEJ, MÅ VI IKKE NOK LÅNE NOGLE MILLIONER, TAK?”

Jeg havde det FRYGTELIGT. Jeg hader banker, jeg hader snak om penge, jeg hader tanken om lån, jeg kan ikke fordrage noget der kræver et nem-id og tænk sig at snakke økonomi med sin nye kæreste.
FY FOR HELVEDE.
Er jeg den eneste der har det sådan?

Jeg ved ærlig talt ikke hvor det kommer fra, men jeg er slet ikke glad for det.. som du nok kan høre. Vi havde ligesom varmet op til det et stykke tid, jeg havde hygget med at scrolle nettet igennem om hvor ofte unge par bliver afvist og sådan dejlig læsning hvordan selvstændige ikke kan låne penge – selv dem med en udmærket forretning.

Jeg havde først talt kort med min eget pengeholdersted, for at få et overblik over hvad vi skal have med til et sådan møde, hvad skal de se, for at vi må få nogle millioner til et hus? Det var lige før jeg følte jeg skulle aflevere en blodprøve og min andenfødte, men det er klart, de skal jo se alt, hvilket gjorde at Jesper og jeg skulle i gang med at få lavet årets regnskab færdigt, for det er vores bevis på indtægt, da vi begge er selvstændige. Jeg har ikke så meget imod kanyler og blodtapning, det er ikke rigtig det der var hindringen, men jeg var jo ikke engang gravid på det tidspunkt, så det var lidt uoverskueligt at love et ufødt barn væk på den måde.

Men der husker jeg at der var faktisk en kvinde på Instagram der på et tidspunkt havde anbefalet mig Jutlander bank i Odder, fordi hun selv var glad for den.
(Hvis det var dig, så skriv endelig lige til mig!)
Og hey, en personlig anbefaling.. hvad er bedre?

Men så.. dagen inden det møde der, med vores lokale (læs: bonde)bank var jeg ved at gå i spåner, venner. Jeg sgu en lille episode, hvor Jesper lige fysisk måtte lægge sig ovenpå mig, i sengen, med dyner over, og så lige fortælle mig hvor u-skræmmende det ville blive, at gå i banken.
Nej, han rokkede mig ikke, men det var da tæt på.
Det jeg var rad for (jeg kan vel lige så godt sige det?), var at de ville se lidt ned på mig.. og en veluddannet og klog bankmandstype skulle venligt fortælle mig at jeg – i bankens øjne – ikke var en øre værd og at jeg har en dårlig forretning i det her selvstændige liv jeg fører, at jeg er uansvarlig.. Eller noget femte!

Det ved jeg ikke om selv du har oplevet, den der følelse?
Men jeg tog altså fejl.. Surprise.

Én ting er at Rasmus, vores bankmand er pisse sød.
En anden ting er at det foregik fint, helt problemfrit.
En tredje ting er at vi måtte låne.
Hvis vores papirer ikke så fine nok ud, var der selvfølgelig ikke noget Rasmus kunne gøre, men det gjorde de åbenbart. Vi blev fortalt til første (LANGE!) møde, at det kunne vi godt.
Til vores andet møde kunne vi skrive under på bankskifte og Rasmus stod klar med papirerne, til når vi kunne skrive under på hus. Så fik vi en masse kort ind af postkassen, som vi kunne åbne og gøre klar og så bare vente på at alt andet også skulle falde på plads, så vi kunne skifte bank og vigtigere: kalde os selv for husejere.

BUM.

SOLGT

Efter vores første møde med banken, hvis vi lige spoler lidt tilbage, satte Jesper sin lejlighed til salg. For at det hele kunne gå op, skulle han sælge sin Koldinghybel. Sit ungkarlested.. ja, sit hjem.

Du kan sikkert godt se hvorfor det også betyder enormt meget for mig, at han var klar til at sige farvel til sit hjem, som han købte kort forinden. Han havde stået midt i Bagedyst-optagelserne, købt sin første lejlighed og gennem-renoveret den selv (eller altså, med hjælp fra venner og familie) og her, under et år efter, var han klar til at sælge den, fordi han ville bo sammen med mig og Augusta og skabe et nyt liv.

Dét ser jeg som en kæmpestor kærlighedserklæring!
Og det er jo lige præcis det det er.

Lejligheden blev vurderet, fotograferet og al den slags og kom til salg hos Home d. 18. januar og den følgende uge blev den fremvist.
Det første bud faldt d. 09. maj og så var den fandeme solgt.

KØBT

Salget af Jespers lejlighed betød samtidig købet af huset.. det var nemlig et betinget køb vi havde lavet, så vores bud dengang gjaldt.

Og så er der faktisk ikke meget andet nu, end at sige at vi glæder os vanvittigt meget til at se det. Og bo der. Lige ved Odder, i det smukkeste område, som vi helt sikkert nok skal vise mere fra.
Dette bliver ikke en boligblog, det er ikke mit interesseområde, men jeg tager dig med i det jeg netop gerne vil dele og synes er spændende <3
(Men altså, med to bloggere under samme tag får du uundgåeligt husnyt på den ene eller anden profil)

Ja, så jeg glæder mig til at du skal være en del af den her rejse! Og tak for den massive tilkendegivelse af tillykker på internettet, da vi offentliggjorde købet. TAK!

(..og så skylder jeg jo en fest, når jeg for første gang i mit liv skal have en vaskemaskine!)

Kærlig hilsen,

Johanne