All Posts By

Nutidensmor

VIL DU SE MINE TATOVERINGER?

1, 2, 3, 4, 5, 6. Seks! Nej, vent!

1, 2.. fuck – hvorfor fik jeg dén?, 3, 4… Årh nu glemte jeg “2013” på bagarmen. Tager den sgu en kropsdel af gangen.

1, 2, 3, 4: venstre arm. 5, 6: højre arm. 7: ben. 8, 9: ryg. Eller 8,5 er det vel.

Sammenlignet med Thit, der i flere timer denne weekend stak mig med nåle, har jeg nærmest ingen tatoveringer. Hun har så mange af det ville være en kraftanstrengelse at skulle tælle dem, men ikke desto mindre kan det være svært at få overblik over 9 tatoveringer, lavet over de sidste 11 år.

Har du nogle? If YEAH: Hvor mange?

Nogle tatoveringer fortryder jeg sgu (det er også derfor der nok er 8,5 og ikke 9), mens andre er dækket med en slags film lige nu, fordi de er splinternye, så jeg behøver næsten ikke sige at dem er jeg ret så glad for! De blev som planlagt!

Det har egentlig været på min to-do-liste, det her med at samle et indlæg med mine tatoveringer, for når jeg har flashet her og der på story, er der oftest nogen der siger: “MERE! Og resten, tak”. På den u-seksuelle, u-strippende måde, naturligvis. Desværre 😉

Nu har jeg så fået to sessioner, der blev til endnu et flyvevæsen: en guldsmed på på bagarmen (hedder det ikke det? Bagsiden-af-armen) og to cover-ups, som ses herover: nye svaler ovenpå mine gamle svaler (se herunder), der ærlig talt aldrig har været pæne. Det var en noget impulsiv beslutning hos en tatovør, der enten ikke gjorde sig umage eller bare var dårlig. Eller begge dele.. hvad ved jeg.

Her er et før-billede:

Udover de nyeste skud på min kropsstamme har jeg ord om håndleddet: Augusta <3 Never gonna give you up, som egentlig var Augustas fars favoritsang, som fyldte en del, dengang hun kom til verdenen. Nu hvor jeg føler, qua dette indlæg, at jeg skal tage lidt stilling til mine tatoveringer, tænker jeg denne er en smule corny – plat – men omvendt vil jeg også sige at jeg ikke vil være den foruden. Den er ikke super pæn, da teksten er lidt smasket sammen et sted, men den betyder meget for mig, for det er den første jeg fik lavet til ære for Augusta, min enestefødte.

Den anden tatovering der er dedikeret til Augusta lavede Thit, da hun også smed en valmue på min underarm og et møl på mit lår. Der står meget enkelt: 2013, som jeg håber på er ét af flere årstal til den arm 😉

Jeg kan forresten meget godt lide det er sort, som du nok kan se. Til mit korpus skal der ikke farve til, pinups, full sleeve eller romantiske blomster, men hellere mørke tatoveringer med gode detaljer.

Den næstsidste tatovering jeg har, som jeg altid glemmer, men mindes om, når der er folk der står bag mig og forsøger at læse min rygrad: en – igen- impulsiv beslutning. Jeg har nogle ord fra en Edith Piaf sang stående ned af rygraden. Jeg tror det var en lidt melankolsk tid i mit liv, hvor jeg følte mig ret dyb, der resulterede i et udpluk af “Non, rien de rien”. Spejlvendt, fordi tanken var at det så ville ligne streger mere end ord, så jeg ikke blev læst på, når jeg stod med ryggen til. Det ser ærlig talt bare spejlvendt ud – og folk forsøger at læse mig i nakken.

Og uuuh… yes! Nøgenhed

Og så har vi den vi er ved at fjerne: mine initialer, som jeg fik lavet inden jeg blev 18, hos en lidt skummel stor mand med en rottweiler i Horsens. Der står JM, hvis jeg skulle glemme hvad jeg hedder. Efter to omgange er den dog meget meget utydelig, takket være søde Jesper (altså en anden Jesper), der har Removeitlaserclinic i Aarhus. En kæmpestor anbefaling fra mig.

Og det var måske egentlig det? Jeg beklager at en del af billederne som sagt er taget i spejle – men filtre og lys er i nok vant til. Eller mangel på samme 😉

Kh!

(Jeg drømmer om en sommerfugl et sted, men er gået fra at tænke den skal være under (det andet) knæ, til højre arm, på forsiden ift. valmuen. Men sig det ikke til min mor!)

PS. Thit, som har lavet (nye) svaler, møl, guldsmed, 2013 og valmue, har selvfølgelig Instagram: du kan se hende lige her.

KAN TV-DINNERS DRÆBE ROMANTIKKEN?

Reklame for Yousee

Der gik noget op for os den anden dag, da et vennepar kom på besøg for at hente og låne Jespers campingvogn – ja også for at spise en burger eller tre i vores glimrende selskab. Da vi satte os ned ved spisebordet, fik jeg ligesom overrasket sagt – og indset! “Hov, ej gud hvor sjovt, vi har da egentlig ikke spist ved spisebordet før”. Altså dér, hjemme i Jespers lejlighed, i spisestuen. Det har vi ikke gjort ene og alene af den grund, at der står et lille dejligt bord liiiiiige foran fjerneren, og herfra ynder vi at indtage alle vores måltider. “TV-dinner” kan vi jo kalde det. Dét dyrker vi virkelig meget.
Overraskende for mig vækkede udtalelsen ikke nogen stor forundring fra vores kære venner, men de er så også nybagte forældre og ha sikkert en masse andet at tænke på, end hvor vi spiser vores mad.

Som I nok har luret, er vi ret vilde med at se fjernsyn – og nu har vi fået YouSee’s Bland Selv tv-pakke, så vi kan se endnu mere af alt det, vi elsker at hygge til ved vores lille bord foran flimmeren. Det smarte ved det er, at vi nu kan blande vores helt egen tv-pakke med både vores yndlingstv-kanaler og favoritstreamingtjenester. Altså det vil sige, at du kan sgu få regulære tv-kanaler, som vi jo sikkert kender,
men OGSÅ f.eks. HBO, Viasat Film inkl. Viaplay, Disney Channel og den slags. Så: Én lækker blandet pakke. Det er nok derfor det hedder Bland Selv, egentlig.
Fordelen er så, at du kan bytte både tv-kanalerne og streamingtjenesterne ud, som det passer dig. Så hvis du f.eks. gerne vil have HBO og ikke Viasat Film inkl. Viaplay, kan du skifte. Det synes jeg sgu er ret lækkert, for der er indimellem nogle ‘kanaler’ eller streamingtjenester, som vi får ’tømt.’ Altså at vi når et punkt, hvor vi føler, vi har set alt af interesse. Nu kan vi så give den tjeneste en pause og vælge noget andet, som har fået en ny sæson af noget godt eller en helt ny serie. Jeg vendte f.eks. stærkt tilbage til HBO, da serien Sharp Objects kom.

Men kender I den talemåde, at man kan dræbe et forhold ved at stille et fjernsyn ind i soveværelset? Og hvad så hvis man også ser Go’morgen Danmark eller noget så fabelagtigt som Love Island, mens man spiser morgenmad? Og aftensmaden bliver indtaget, mens Forsidefruerne eller Killing Eve kører foran snuden? Ødelægger man så potentielle romantiske stunder i et nyt forhold? Det mener et par af mine veninder, der bestemt kun ville se fjernsyn, mens der spises mad, hvis der er massive tømmermænd og
kebab indblandet.
For mig handler det måske egentlig nok om, hvordan man ser fjernsyn. Jeg er lidt en (måske irriterende) tv-kommentator type. Jeg siger lige, hvad jeg tænker, så når deltagerne i Luksusfælden bruger 6.000 kroner om måneden på at købe Kähler og designerjeans til børnene vil jeg ENORMT gerne snakke om det, MENS jeg ser det, men heldigvis er sådan, vi ser fjernsyn hos os; vi snakker med. Mest mig, men ja, vi snakker imens, og på den måde er der ikke total stilhed med fjerner-lyd som den eneste støj.

Er det så uromantisk, at vi ikke kigger hinanden i øjnene hele tiden, mens vi indtager svamperisotto ved spisebordet, men derimod snakker sammen om Love Islands eskapader ved vores lille bord?
Det synes jeg ikke, for vi har jo lavet maden ude i køkkenet sammen. Eller jeg har i hvert fald været der, mens Jesper lavede den 😉 Og så sidder vi dér sammen, på gulvet, foran sofaen, i stuen. Her til morgen – og i går. Og ja, vi har herlige nattøjssæt på. Se dét er da romantisk 😉 Men hvad er jeres holdning til tv-kiggeri?

Lige nu vil jeg ind og spise morgenmad på gulvet sammen med Jesper. Det lyder næsten som morgenmad på sengen, men det er på gulvet ved det lille lave sofabord. Vi spiser sen morgenmad, fordi vi holder fællesfridag, og den starter vi sgu med at se Forsidefruer via vores lækre Bland Selv pakke, fordi vi begge kan lide det stads 😉

Ha’ en dejlig dag!
KH! Johanne

PS. Lige nu kan du prøve Bland Selv helt gratis, hvis du ikke allerede er YouSee-kunde. Hvis du synes, det er fedt, lader du bare  abonnementet køre. Hvis du af en eller anden grund ikke er så vild med det, skal du huske at opsige det. Læs mere om YouSee Bland Selv her.

JEG TAGER ALTSÅ LIGE EN ALVORSSNAK. MED MIG SELV

Ja okay, det ville da være nemmere at give karma skylden. Men nu er dog bare sådan at karma er en diffus lille størrelse, som jeg ikke rigtig tror på. Endvidere, hvis karma eksisterede: hvorfor skal jeg så have uheld tilbage i fjæset? Hvad har jeg dog smidt ud i universet, der har gjort at jeg skal have så meget dårlig energi? At skyde skylden på karma ville nok også være lidt af en ansvarsfralæggelse.

I virkeligheden, når alt kommer til alt, er jeg bare lidt af en idiot, når det kommer til at passe på mine ting.

Én ting er øjet her, som har udviklet sig hen imod en mere gul nuance. Det er knap så hævet og jeg vurderer at regnbuefarverne pt bevæger sig væk fra buen af brynet, hvor det hele startede, til næseryggen, hvor det ligner den gerne vil være lidt mørkerød nu – og ikke så sort mere. Augusta synes det er enormt interessant at kigge på, når vi vågner om morgenen, for jeg vågner ikke med de samme farver, som jeg gik i seng med. Men hun er også lidt flov, når alle spørger hvad der dog er sket, for det er jo hendes “skyld”, hvis vi skal se nøgternt på det, at jeg ligner en halv panda. Rengbuefarvet, men stadig: panda-ish. Men det var et uheld, en bagvendt skalle midt om natten, fordi hun i søvne satte sig op – og kastede sig hårdt bagover. Lige ned i mit sovende ansigt. Ja, der er ingen der skal sige det ikke kan være farligt at have børn i sengen 😉

Nå, men en anden ting er at idioten her (mig…) i går aftes vælger at tabe sit dankort ude på åben gade. Det er min skyld, jeg er som sagt skide dårlig til at passe på mine ting, en lidt sløset type ift ejendele, der sjældent har et dankort i mere end et år, og det viste sig så også her. SELVOM jeg dog alligeveller altså gerne vil smide lidt skyld hen på min jakke og efterårets kommen, der kræver jakke, for det dur ikke med store lommer og cykletur – det ryger ud.

Hvilket jeg fandt ud af, da jeg i dag mistede mit pas!

Dankortet blev fundet af et dejligt menneske, der var hurtig til at bruge internettet til at finde frem til min mail. Min mor, der boede tæt på finderen, suser derhen sent om aftenen og sørger for at mit kort igen er i sikkerhed. Jeg vil ikke kalde mig selv en optimist, men af en eller anden grund har jeg bare en tiltro til mine medmennesker, til at vedkommende der fandt mit kort og personen der finder mit pas, afleverer det et sted eller forsøger at kontakte mig.

På vej hen for at afhente omtalte kort hos min mor taber jeg så mit pas, God knows where. Hvis du tænker: “hvorfor fa’en render hun rundt med sit pas i lommen?” er svaret at jeg var på vej ned for at aflevere min ødelagte telefon til reparation OG eventuelt købe en ny. Sidstnævnte kræver jo billede-ID, som jeg kun har i form af et pas.

Ja, jeg ved når min mor læser det her blogindlæg vil hun får lyst til at sy en lynlås i mine jakkelommer – eller forære mig en af en hendes gamle punge. Måske endda købe en kortholder til mig, til julegave, men fortælle mig om det allerede nu, så jeg ved hun har min ryg. Og mine ejendeles ryg.

Er det ikke sandt, mor?

Men jeg lover at jeg nok lidt skal tage en alvorssnak med mig selv.

Men karma… hvis det ER dig.. kan du så ikke give et hint til hvordan jeg retter op på den ubalance? Og gider du måske lige hjælpe mit pas (og sygesikringsbevis og Crossfit medlemsskabskort) tilbage?

Tak!

HVAD SKAL VI NU KALDE KØDMUSLINGEN?

Der var engang hvor jeg skulle til behandling – sådan en ‘væk med vinterpelsen sydpå, på en sommerdag’-behandling. Også kaldet mild totur i skrævet. *Tulipan-emoji*

Jeg tager story med og skriver efterfølgende et indlæg om mine lette brøl på briksen og midt i al min egen spas bruger jeg ordene ‘lyserøde pita’ og ‘kødmusling’ om ja, den lyserøde pita og kødmuslingen, som det nu hedder og som jeg ved flere af jer bruger nu.

(Tak for det btw 😉 sikken ære)

Der var så også engang – for 3 år siden – hvor en ung fyr, der i dag er min kæreste, vandt en konkurrence hos Wulff og Morgenthaler, fordi han kom på det bedste bud på hvad man kan kalde skeden og vandt, fordi han bød ind med ‘Kødkonkylie’.

Han vandt også en kop.

Hvor min tandbørste står i lige nu.

(Fallos much)

Så.. venner.

Hvad siger det så om os har jeg først brug for at spørge om (HAHA)

Og det helt store spørgsmål:

Hvad skal vi nu kalde kødmuslingen?

Det samme?

Eller kødkonkylie nu?

Eller noget helt tredje!

BYD ind herunder.

Så laver vi vores egen lille konkurrence, hvor vinderen får hele æren og en kop!

(En grim en, but still, jeg udlodder en kop)

NÅR NU FLYVERDRAGTEN SKAL I HUS

Reklame for Sportmaster

Det var en ret så morsom grimasse pædagogen i børnehaven fik, da Augusta den anden dag fortalte at vi skulle ud og se på flyverdragt. Eller “snedragt”, som hun faktisk sagde 😉 Vi stod nemlig alle i korte ærmer på børnehavens legeplads, det er klart hun blev overrasket, men vi kunne så også kvittere med at vi da i samme ombæring havde tænkt os at finde nogle vinterstøvler, på trods af at vi jo blot er få dage inde i efteråret. Ikke desto mindre er vintertøjet kommet i butikkerne og det er nu alligevel ikke at være særligt early birdie, at se på hvilken slags grej der skal købes hjem til ungerne, for vi skal jo finde det rette og det rette kan være hapset for næsen af os plus at sæsonskift har det med at snige sig ind på os.
Bang; pludselig er der kolde fingre på cykelturen og bang; sjap og kulde. Det’ Danmark – vi har sjap! :-)Det her med at finde ud af hvad der fungerer bedst – og ikke kun ser bedst ud – kan sgu være lidt en jungle. Særligt når man er førstegangsforældre tror jeg.. det er i hvertfald min erfaring. Jeg har tidligere skrevet indlæg med tips til hvad man skal erhverve sig, når barnet går i institution, så vi f.eks. slipper for fejlkøb og overkøb, men på det tidspunkt stod jeg også midt i den verden, i mine praktikker under min pædagoguddannelse, så jeg så first hand når noget fungerede og når tingene virkelig ikke fungerede. Jeg ved – klart nok – langt fra alt, men jeg deler alligevel med jer, venner, hvad jeg kigger efter, så kan du læse det, hvis du vil.

Nå, men vi landede i Sportmaster (på den lune efterårsdag) fordi vi var blevet spurgt om vi ville kigge på deres flyverdragter. Augusta sprang i de dragter hun selv fik ned fra stativerne med 6 tallet på. Hun udvalgte hurtigt den lilla, som er fra mærket M79, men den var i tæt kapløb med den med stjernerne (nederst i indlægget), som der dog ikke var den helt store forskel mellem, udover niveau af spraglethed.
Martin, som Augusta omdøbte “Flotte fyr” til hans kollegers store morskab, hjalp til med at vurdere om størrelsen var korrekt, hvilket jeg synes er en rar gevinst når man handler i fysisk butik. Hun slog dog sin egen kommentar, da hun under støvleafprøvningen får udbrudt: “jeg elsker når du griner med din lysestemme!” (spoiler: Martin havde en helt normal mandestemme. Også når han grinede). Han grinede forresten fordi at hun roste ham for at være flot skaldet.
(Ja, jeg havde det helt store energifyldte charmedyr med, men hun var også virkelig i hopla over shoppingsceancen)

Når jeg kigger på flyverdragt til Augusta kigger jeg efter: 

– At den skal være åndbar, vind- og vandtæt!
– En glat inderside, i hverfald fra numsen og ned i benene, så den er let at glide i og få på.
– En flyverdragt der sidder til. Den skal ikke pose for meget.
– At flyverdragten passer. Et tip er at man kan tage fat med en hånd i dragtens skridt, når barnet har det på, så der er stof nok til at man kan holde i den.
– At der er: en elastik ved foden, som ikke er alt for stram, så man (barnet, når det er en 5 årig) kan sætte den under støvlen, reflekser og hætte.
– En der sidder til, når den er lynet helt op og hætten er på.
De skal helst ligne en eskimo #MissionPossible, som du kan se herunder.
– Ekstrastof, slidstærkt, ved knæene, evt. numsen også.
– En farve eller noget mønster som ungen kan lide. For Augusta betyder det sgu bare meget at lige dén har spræl, selvom jeg da også synes mere douchede er fine.
…dernæst ved jeg at Augusta elsker det her lille stykke stof ved håndledet, hvor man kan stikke tommeltotten igennem. Aner ikke hvad det hedder, men det er et kæmpe must i hendes 5-årige hoved 😉
– En anden ting er fodtøj. Hvis jeg skal fremhæve én ting er det at gå udenom snørebånd, hvis dit barn ikke kan snøre snørebånd – men heldigvis er de fleste da også med velcro. Og så skal de selvfølgelig holde fødderne varme. Vi køber altid et par termostøvler til børnehaven pga… ja, sjap.

Er der noget særligt du kigger efter, som du vil dele?

Vi køber forresten kun én flyverdragt, vil jeg lige sige her til sidst. Jeg ved mange har to, enten fordi de har én til institution, vuggestue/dagpleje/børnehave og så én derhjemme eller fordi at de oplever at barnet simpelthen får rullet sig så gevaldigt i jord/mudder/sand/sne/sjap at den lige skal have lidt tørretid efter aftørring med våd klud – eller en tur i maskinen. Vi har før haft to, men vi har ikke fået nummer to brugt nok til at det gav mening, da Augusta ikke (endnu?) ender i situationer, hvor hun gør sig rigtig snavset eller våd. Uheld kan ske, men ikke nok til at vi har behovet. Det er der til gengæld bestemt andre der har, jeg ved ikke om du er en af dem der køber to styk, men jeg har med egne øjne set at den investering for nogle kan være praktisk 🙂

Jeg var meget tilfreds med posens indhold og flyverdragten kom straks på børneknagen i gangen. Så er det bare spændende hvornår der bliver brug for den 😉

KH! Johanne

ESKIMO:

P-PILLER OG ANGSTANFALD

Det var i toget, på vej til Aarhus fra Kolding, at jeg sad der på det beskidte fløjssæde og fik en… ja, jeg vil sgu kalde det en lille åbenbaring. På den ureligiøse måde, selvsagt, altså uden brændende buske og lys ovenfra. Togets neonsrør undtaget. Mine øjne var ildrøde og huden omkring helt opsvulmet. Jeg må have set helt uhyggelig ud der i kupeen. Den mascara jeg gik i seng med sent aftenen inden var forlængst vasket væk af tårer, der væltede ud i nærmest litervis fra sent om aftenen. Jeg havde simpelthen grædt hele natten, afbrudt af meget meget få timers søvn. Og så igen hele morgenen.

Jeg har haft sådanne episoder nogle gange den sidste tid. Den her var bare den værste omgang. Og nej, det er heller ikke sjovt, når man er i et nyt forhold, men Jesper har heldigvis forsøgt at hjælpe det man kan, selvom det er en ret magtesløs position man står i – også fordi jeg har lukket ned, når det var.
Det er svært at beskrive hvad det er jeg har følt, for ærlig talt har jeg selv været i tvivl og jeg har haft problemer med at finde hoved og hale i det hele, hvilket er pisse frustrerende. Jeg kan bedst af alt beskrive det som små angstlignende anfald der har sneget sig ind på mig, som en tyv i natten.

Spørgsmålet for mig har så været: hvorfor fanden har jeg pludselig angstlignende anfald? Er det noget jeg skal til at bøvle med nu?
Og det helt store spørgsmål kom så i toget: er det mine p-piller der har gjort mig syg?

Læs mere

FREDAGSPIP


Det er egentlig ret så uvant at sidde her og skrive, for selvom jeg da normalt kan have kontortid derhjemme plejer Augusta ikke at være der, men lige nu er det sådan at hun sidder i stuen, foran dummekassen og ser Paw Patrol. Vi holder hjemme-hyggedag i dag, men planerne har sgu ændret sig en del efter hvad der oprindeligt var tiltænkt med vores fridag. Tanken var nemlig at vi skulle til Festugen, som kører i Aarhus, men det ØSØSØSregner udenfor og selvom lidt vand jo ellers ikke kan skræmme os væk – jeg er jo sådan en ultravoksen med regntøj og “alt det shit”, som Johnson ville formulere det, men jeg må sgu sige at vejret sgu spolerer det. Planerne. Ikke dagen.
Jeg havde også givet mig selv lov til at tage til crossfit, med en passioneret Augusta på tilskuerrækkerne, men træningen var aflyst og dét bringer os til at vi er indendøre i skrivende stund. Jeg selv er ikke nået længere end et bad, mens Augusta var beskæftiget af puslespilslægning og jeg render dermed stadig rundt i trusser og sportsbh, mens Augusta stadig – passende – har nattøj på, her klokken 12.

Den anden dag lavede jeg en ægte Instagram-live. Det er en smule akavet, når man først logger på og ingen kigger med. Man sidder jo bare og glor på sig selv og venter på at der nogen der trykker sig ind og siger hej eller stiller et spørgsmål. Jeg håber det for jer, jer der kiggede med, var hyggeligt! Jeg syntes i hvertfald det var morsomt og det var ikke kun pga. det glas Bailey jeg fik slubret i de 60 min. jeg var på.
Jeg lovede at opdatere dem der ikke var på live, hvad det så var at Jesper havde været på landsholdet i. Der var nemlig en del der fulgte med på story, hvor jeg teasede, som ikke så min live, der ikke fik svaret.
Svaret var hverken skat, bordtennis, badminton, crossfit, bagning eller curling, som så mange ellers gættede på.
Svaret var ethjulet-cykel landsholdet.
(Yes, it’s real!)
Jeg ved ikke om du så med, jeg har lovet at skrive her på bloggen hvad vi talte om, men det var simpelthen 60 min. sniksnak, så det er svært at sammenfatte. Vi inde på noget flytteri, hvor vi har drømme om at bo og hvordan – og ellers tanker om fremtiden. Det var bare skideskønt og Jesper endte da også i skærmbilledet, hvor I sgu også fik ham frittet en smule om skrukhed, hvad han synes bedst om mig og hvad vi synes hinandens dårlige vaner er 😉

Om lidt skal Augusta og jeg i Bruuns og se Hospitalsklovne (de er der til kl. 18), så jeg må hellere se at få lidt tøj på. Enhjørningerne og klovnenæserne er pakket og så må vi sgu klæde os i regntøj, gummistøvler, paraplyer og alt andet, så vi kan være nogenlunde tørre. Ellers står planen på at mine venner Lisa og Leon kommer med deres datter og vi skal spise et eller andet lækkert føde. Satans også at det så er hos mig, men mon ikke jeg kan finde noget interessant på internettet, som kan bestilles, så jeg dermed slipper for at okse i køkkenet, som jeg jo mildest talt ikke bryder mig om 😉

I morgen skal Augusta hjem til sin far, jeg smutter til Kolding for at kysse på Jesper og så er det ellers ægte weekend!
Hvad er dine weekendplaner?

Og hey, forresten, jeg nævnte jo at bloggen flytter (har du set det?), men det er ikke sket endnu alligevel. Jeg var ikke lige hurtig nok med det tekniske hejs der var krævet af mig, men heldigvis er den ikke tabt i cyberspace! Hvornår den så lige har en nedetid ved jeg ikke, men det er ikke i dag, heldigvis 😉

KH! Johanne

10 TING JEG (NOK) ALDRIG VIL SIGE


Det er måske nok ved at være en gammel hest at smide på travbanen, men personligt er jeg vild med den her slags indlæg. Man er vel slave for punkt-indlæg, som blogger 😉

…og smid da lige nogle sætninger ind i kommentarfeltet, som aldrig kommer ud af din mund!

1. “..og så kunne jeg bare slet ikke falde i søvn igen!”

Mine damer og herre, I kigger -virtuelt- på den ukårrede dronning af sovning med en rekord på 15 timer. Hvilket er en snild dag skal der nævnes. Og aldrig i mit liv har jeg sagt nej tak til en lur!

2. “Hvem vandt så *?”

Indsæt *VM, EM, Tour de France, alle discipliner i OL, Vild med dans, Paradise og lignende*… faktisk blot al tv-transmitteret sport og underholdningsprogrammer, for at skære det over med en kam. I do NOT give a flyvende fuck.

3. “Hvis du ikke kommer med nu, så går jeg altså – uden dig!”

(Ja, det kan godt være den runger genklang i dit hoved.. måske har du sagt det og fair nok, men lur mig om det ikke har været i et øjebliks frustration med en følelse af magtesløshed? Jeg har ikke sagt det selv, men har godt nok været tæt på da.)

4. “Det er da også noget besværligt noget, at få bestilt storskrald. Jeg forstår da virkelig, at de stiller al deres (lort) ud på gaden, når de flytte. Ligesom at jeg er helt nede med at selvsamme type også placererer deres ægte smid-ud skraldeposer FORAN de underjordiske storby-skraldedimser, fordi de er fyldte, i stedet for at gå de 30 meter der er til de andre underjordiske storby-skraldedimser, som ikke er proppede. I REALLY DO GET IT! Slet ikke egocentreret og dovent, OVERHOVEDET!”

5. “Jeg er 110% sikker!”

Ikke fordi jeg aldrig er meeeeega sikker, men folk skal stoppe med at være mere end 100% sikker.. ikke?

6. “Ellers tak, jeg har lige fået en kop”

Jeg har med 110% sikkerhed aldrig sagt nej til lidt opfølgningskoffein. Hvad er det værste der kan ske? At jeg vågner endnu mere? Lord have mercy!

(Nu har jeg da prøvet det, jævnfør punkt 5)

7. “Endelig snak videre, jeg tæller bare masker”

Har jeg fået nævnt her, at jeg er begyndt at strikke igen, efter et halvt års pause? Det er blevet til tre ‘Ankers Trøje’ størrelse baby og en Ingen Dikkedarer, størrelse Augusta. Nu skal jeg have afsluttet en Hipsterhue til Augusta, som jeg startede på for lang tid siden. Alle opskrifter er fra den søde Petiteknit.

8. “Ja, kom du bare ind!”

Jeg ved det måske nok er for det bedste, at den kære brystholder-kyndige dame ligesom får set hæsligheden på, men ærlig talt har jeg ikke lyst til at hun skal klemme sig ind i den lille bås sammen med mig og se på hejsningsværket. Er der andre der bliver lidt blufærdige og klaustrofobiske af den slags?

9. “Kan jeg ikke få en god pris på den?”

Jeg anfægter ikke om det kan betale sig! Det hører jeg der virkelig kan.. om du så køber 10 stykker tøj eller et køleskab samtidig med at du svinger dankortet for at hente nyt køkken hjem: mange steder kan give rabat, hvis man spørge, men jeg kan ALDRIG få mig selv til at spørge, fordi jeg simpelthen er bange for at få et nej 😀

Hvad er din erfaring? Måske man sku’ blive bedre til det – eller er det frækt at spørge??

10. “Skat, skal vi ikke tage ned og træne sammen?”

Men dén lader jeg dog hænge lidt til et andet indlæg, for hvis du har været med på story de seneste dage er jeg ved at nosse mig sammen til at træne SAMTIDIG med Jesper. Det er lidt udenfor hvad jeg finder rart.

GÅR DET IKKE LIDT (FOR) STÆRKT?

Det må være noget der sniger sig op et sted på en top 20 i bloggerklicheer, det her med at tage fat i en kommentar – eller flere – og ligesom svare på det i et indlæg. Og ved du hvad? Helt rigtigt; det er også tilfældet her, for lige som at jeg har fået beskeder og kommentarer på hvor dejligt det er at jeg er stødt ind i Jesper og vi ligesom har valgt at være et pissesejt hold, så er der også kommet anden respons om udviklingen i forholdet.. på at det da er gået ret stærkt.

Ja, jeg gik jo fra at være singlepige, i (indimellem) kåd søgen på potentielle sjove bekendtskaber til BUM! kæreste, halv tid i Kolding (hvor hans teltpæle er hamret ned) og tage på ture os alle tre; ham, Augusta og jeg.
Det har du måske allerede fulgt med i?
Jeg savlede ikke efter en kæreste, for jeg har aldrig haft travlt, men jeg har hele tiden været åben overfor at der jo kunne komme en en dag, hvor jeg ville tænke: BINGO, der var han sgu! Og hvem ville i virkeligheden forbipassere det menneske, hvis det er den følelse man rammes af? Ikke jeg!

Faktisk, mens jeg skriver det her indlæg er jeg samtidig også inde og lure i noget jeg tidligere har skiblet, som jeg den anden dag lige læste lidt højt fra for Jesper, der sad og arbejdede på opskrifter på mit hjemmekontor.
(Hjemmekontor = mit spisebord, der er dækket af slik, kaffe og sedler. Altså huskesedler, desværre ikke pengesedler)
Nå, men i det her indlæg, som vi morede os over, har jeg is i maven… men som jeg også er lidt inde på herover så var jeg jo også klar, for selvom man kan forene sig med at være single og nyde livet, uden at MANGLE en mand, så glædede jeg mig også til at se hvem ham jeg nu skulle falde for en dag var for en.
Du kan læse det der single-indlæg her, if you wanna.
(At det så skulle vise sig at så faktisk HAR sixpack, hvilket jeg skriver jeg helst ser han ikke har, trækker jeg tilbage. Det er sgu fint nok med sådan et hakket maveskind, sålænge han har det fint med at mit buler på en anden måde 😉 )

Den her BINGO, der-var-han følelse er forresten ikke en jeg fået før. Jeg vil ikke tale dårligt om mine tidligere forhold, men jeg kan mærke, og ja, det kan også have noget med at være mere voksen at gøre, at jeg har stillet mig tilfreds med ting jeg ikke skulle have stillet mig tilfreds med. Og den anden vej; de har også fundet sig i en del pis fra min side, men der var så meget pis fordi vi ikke passede sammen, sådan ægte. Jeg var også bange for at være alene det meste af mit voksenliv. Jeg var skam forelsket i nogle mænd, men selv dengang havde jeg en følelse af at det ikke ville vare ved.. at vi ikke ville være hinadens match til vi blev 90 år gamle og skulle tørre røv på hinanden… eller bare have børn sammen, faktisk.
Jeg har altså ikke før været kærester med nogen, som jeg kunne se mig selv blive gravid med og selvom det ikke nødvendigvis er en overvejelse man SKAL gøre sig, når man krydser ja i boksen på sedlen med ‘skal vi komme kærester?’, så indgår man vel i et forhold, fordi man tænker det varer for evigt? (Med det i mente at jeg sgu godt er klar over det ikke er os allesammen, der vil poppe unger og være forældre).

Går det så ikke lidt stærkt? er ligesom det nysgerrige spørger ind til. Og jo. Jeg har næsten lyst til at skrive at jeg godt kan forstå at I, der ikke bor hjemme hos mig, synes det går stærkt, men jeg vil give jer ret. Det går stærkt. For alle.
..jeg synes blot det går stærkt på en god måde.
Men nogle af kommentarerne har også indeholdt et ‘for‘, altså for stærkt til hvad godt er.

Mascha skrev et indlæg den anden dag, om at have travlt med livet, der også handler om at rykke lidt hurtigt, hvilket jeg labbede i mig, mens jeg nikkede med mit hoved. Det hedder så også Flyttetanker, kærlighed og Kolding, hvilket så også er tre så aktuelle ord i min verden. Mascha satte bare så fint ord på at beslutninger og tanker ikke nødvendigvis kommer for stærkt, for when you know it, you know it. Hun har fundet den mand hun vil – og jeg har fundet den mand jeg vil. Vi står så begge i den situtation, at det er lidt rodet med hvordan og hvor, men jeg forsøger ligesom at skubbe andres tanker om hvad ‘for hurtigt’ er og bare være to i forholdet. Med al hensyn til at jeg har Augusta og at Augusta har en far.

Jesper og jeg har været kærester i tre måneder. Forholdet må hedde 12+4, hvis vi skulle tale graviditetslingo, da vi havde tre måneders dag i søndags. Den slags fejrer vi ikke, har vi fundet ud af, efter at have misset de første to muligheder for fejringer, men vi var da i biografen og Jesper slog et lidt flødeopslag op på Insta (med det herresøde billede, hvis jeg selv må sige det, som jeg også har brugt), så sammenlagt med at jeg nævner det hér tæller vi jo nok alligevel.

På de mindre end tre måneder ved vi at vi skal have et barn – en dag. Vi skal flytte sammen og det må egentlig gerne ske i den nærmeste fremtid. Vi skal bare have fundet det rette, så både økonomien og geografien passer. Jeg har mødt de fleste af hans mange venner, han har mødt de fleste af mine. Jeg har slået en kæmpeprut foran hans forældre i Vestjylland, midt under en middag. Så introduktion og den første pinlige (eller bare menneskelige?) oplevelse har vi haft sammen allerede. Og min mor har serveret kaffe i koloen for ham.

Og så har Jesper mødt Augusta, som I ved.
Det er ‘allerede’ sket fordi jeg er sikker, selvom jeg, inden kæreste, troede sådan noget skulle ske efter år 😀
Jeg føler mig bare sikker på at det er dejligt de også får opbygget en relation nu og sikker på det var en fin idé at gøre det i sommerferien, på camping, selvom det måske var lidt stærkt, hvor vi kunne slappe af og nyde. Dét at de har mødt hinanden og at Jesper og jeg er så meget sammen, har været katalysatoren for de kommentarer om at det er gået stærkt tænker jeg…

..men hvad kan jeg sige? Ja, det er gået stærkt og det er helt fantastisk, når man også er sikker og glad.
Er det gået FOR stærkt? Nej. Det vil jeg slet ikke mene det kan, hvis man selv kan mærke man har hovedet med. Det er okay at nogle tænker det, at de mener det, ud fra deres virkelighed og forståelse af hvad det er normalt, men jeg tror måske man skal være i mine sko, for at kunne se hvad der er det rigtige, tror du ikke?

<3

Og PS. ja, det er en baby i bæresele, men altså klart nok ikke vores 😉

 

DET ER DEN LILLEBITTEBITTE FORSKEL JEG GERNE VIL HA’

Indeholder reklame – samarbejde

I det her indlæg kommer du altså til at kigge på lidt flere billeder af mig, end du plejer, men jeg synes det er lidt svært at finde det helt rigtige foto, som viser det jeg gerne vil have du skal kunne se. Den der lille forskel der er mellem mine naturlige læber og dem jeg har, når jeg har fået lidt ekstra i.

Er det til at se? Egentlig synes jeg ikke det er vildt tydeligt på stilbilleder, for for mig er det mest i spil når jeg taler, så hvis du har fulgt med et stykke tid kan du muligvis se forskellen på story?

Det er ikke første – og nok heller ikke sidste – gang jeg vil snakke lidt om de ting jeg får lavet, men denne gang er det faktisk på opfordring, en forlængelse af de her ‘spørg mig om alt’-runder, som Gud og hver mand har sat igang på Instagram. Mig selv inklusiv. Størstedelen af jeres spørgsmål til mig gik på kæresteri ting, men en god håndfuld gik til min overraskelse på mine læber, som jeg jo faktisk havde sagt jeg ville skrive om, men med Marrakech, nyforelskeri og sommerferie er jeg kommet fra det. Det er lidt sjovt at mine læber stadig bliver bemærket, eftersom det er lidt tid siden jeg fik det i sidst – og fordi jeg ikke selv synes der er den HELT STORE forskel. Men jeg har nok også bare vænnet mig lidt til dem 🙂

Det er anden gang jeg får Restylane i smilet og jeg synes selv stadig det er skide pænt. Hvis jeg selv skal sige det. Jeg får lidt mere konturering i kanten – særligt der hvor jeg er lidt ujævn/skæv fra naturens side og en smule i underlæben for symmetri. Det er ikke fordi jeg synes mine læber, uden Restylane, er alt alt for små eller u-pæne, men jeg synes ærlig talt at de bare er pænere sådan her.
Yourage er stedet hvor jeg bliver forskønnet og Rikke er den eneste der må gøre det. Ja, det kan sgu godt være jeg virker ret afslappet med at blive stukket, men jeg skal føle mig sikker i at det laves korrekt og ikke bliver et underligt resultat – eller et overdrevet et.
(Du kan se mere om behandlingerne lige her)
Min store skræk ville være, hvis det lignede et andenæb eller at det påvirkede min mimik og selvom der som altid er forskellige meninger om sådanne indgreb, så er det sådan en lille ting jeg godt kan lide at få gjort. Og ingen and her 😉 Jeg har næsten haft lyst til at skrive at jeg var ked af mine læber før, fordi det så I manges øjne ville være mere ‘legalt’ at få ordnet, men helt ærligt, så synes jeg altså bare det er forskønnende, jeg kan endnu bedre lide min mund, når der er lidt mere fylde i læberne.

Billedet lige her er et før-billede, hvor jeg ikke har noget i. Under det et efter-billede med 1 ml., men taget to dage efter – det vil sige det er hævede.
Jeg har altså fra naturens side en fold, der kan ses, når jeg smiler stort (den over læben), men som bliver fremhævet en smule mere nu, som ses på nederste billede 🙂

Hvad synes du? Ikke så meget i forhold til om det er rigtigt eller forkert at få det gjort, der gør jeg jo bare som det passer mig, men mere i forhold til resultatet. Er der nogle af jer der får kosmetiske indgreb?

KH!

Og et lille PS! Mit kommentarfelt er noget rod, kan jeg se. I er flere der har skrevet og dét er dejligt (også selvom de ikke alle er lutter ros). Mine svar bliver smidt ind mærkelige steder, men jeg er på sagen, så det kan se ordentligt ud, som det plejer 🙂