All Posts By

Nutidensmor

AT HÅBE PÅ EN PIGE ..OG FÅ EN DRENG

Jeg kan sgu lige så godt være helt ærlig med den her, selvom måske det kan medføre at der er folk der går til tasterne i vrede eller rynker bryn. Men altså.. det håber jeg sgu ikke, for selvom det ikke er alle, der har det som jeg, så kan vi vel allesammen sætte pris på ærlighed?
Jeg tænker sgu næsten også der må være andre, der har haft det som jeg – og hvorfor ikke dele min følelse med jer, når det nu var sådan jeg havde det?

Helt ærligt:
Jeg havde håbet, at vi skulle have en pige.


En venindes reaktion var: “Det må du aldrig skrive på nettet, hvis han en dag skal læse det”. But here we go.
Jeg mener jeg har tænkt det igennem.

Det handler om at jeg helt enkelt om at jeg altid har haft en forestilling om at mit liv blev med pigebørn. Og at jeg virkelig, uden nogle hokus pokus evner om at forudse ting, troede at det var det var i min mave. Jeg havde ganske enkelt ikke kunne forestille mig at der var en dreng, et barn af et andet køn, end mit eget. Al menneskeproduktion er syret, men det er, når man tænker over det, vildt at en kvindekrop kan lave en dreng, for så er det ikke bare en kopimaskine – det er en biologisk proces der er endnu vildere, end hvad min lille hjerne kan begribe.

Men: i uge 14 var vi til en kønsscanning, hos en privat jordemoder, som viste “en fin penis”.
Der fik jeg ytret, uden omsvøb, uden tanke:
“Kan det nå at ændre sig?”

Augusta troede det var en pige, men håbede på en lillebror, mens Jesper, søde Jesper, ville være lige dele begejstret pige eller dreng. Den rette tankegang, vil mange måske mene. Jeg derimod gik hjem, lidt slukøret alen (i overført betydning) med følelsen af at den pige jeg troede jeg havde i maven var pludseligt forsvundet og pludselig byttet ud med et hankønsvæsen. Han har været en dreng fra start, det ved jeg godt, men indtil uge 14 troede jeg det var en pige.. og så var jordemoderen budbringer på en forbytter ala Forældrefælden.
Filmen med Lindsay Lohan, du ved.

“EN DRENG? I MIG? TIL OS?”
Jeg var – ærlig talt – skuffet og meget overrasket.

Jeg troede – og håbede – det var en pige.

Ja, det lyder måske dumt her, men jeg havde længe, lige fra de vi startede med at prøve at blive gravide, luret på det fineste Kongens Sløjd pigetøj på min telefon derhjemme, klar til at trykke: køb, når scanningsjordemoderen havde fortalt os at det (naturligvis) var en pige vi skal have. Jeg havde også ligget og funderet over hvor meget af Augustas tøj den lille ny kunne få og om hun mon kom til at ligne Augusta lidt.
Og så var der selvfølgelig navnetanker, med ét særligt navn, der havde sat sig fast, så det var ikke bare ‘hende’ der ‘forsvandt’ – det var også en navngiven en, i mit hoved.
Jeg har faktisk aldrig engageret mig det store i venstre side af det fællesark vi sammen havde lavet med navneideer, fordi jeg ikke har mange forslag til drengenavne. Fordi jeg ikke tænkte vi skulle have en.

Og så kommer den lille fortælling om noget jeg så på Instagram. Det er lidt en halv fortælling, fordi jeg ikke kan huske hvem der delte, men her kommer den alligevel.
Jeg lå i min seng, Jesper var ikke hjemme og Augusta var hos sin far, og så en story. En eller anden dame jeg følger er også gravid og hun skulle til kønsscanning alene og vi, følgerne, kunne kigge helt tæt med, da hun fik den lille seddel jordemoderen havde skrevet kønnet på, med hjem.
Hun var SÅ glad, SÅ spændt – det gik lige gennem skærmen til mig og alle der kiggede med.
Her åbnede de, parret, den lille seddel sammen, da han kom hjem, og læste højt at de skulle have en lille pige.
Og de blev LYKKELIGE.
Ikke fordi det var en pige!, det var der ikke noget om, men fordi det jo er stort at få kønnet at vide og jer der har været til kønsscanninger ved nok hvor virkeligt det hele pludselig bliver.
Ja, de var bare ellevilde over den her baby i maven.

Jeg STORtudede!
Den besked ville jeg også have haft – den besked TROEDE jeg at jeg ville få.
Min første indskydelse, som tilskuer til deres store lykke, var at det var uretfærdigt af helvedes til.
Jeg var jo klar til at hun sagde: “Ja, og det er så endnu en lille pige”, hvor jeg så ville kigge over på Jesper med et smil og et lille blik, der ville sige ‘det vidste jeg jo godt, det er sådan noget jeg bare ved’. But no.

Ja, det var her det hele toppede – og stoppede.
Følelsen omkring at jeg troede jeg havde en pige i maven, som så viste sig at være en dreng, til min overraskelse, dukkede op igen. Og jeg gav mig sgu lov til at føle det..
..men så tog jeg mig også fucking sammen.

Jeg vil gerne fastholde at jeg mener at man ikke kan gøre noget ved sine følelser og reaktion. Og reaktion – det er jo det var. Det er ikke holdning jeg har: ‘piger er bedre end drenge’ eller ‘drenge passer ikke ind i vores familie’ eller noget andet.
Det var en reaktion jeg havde, hvilket er en betydelig forskel.

Jeg blev ærgerlig, jeg blev skuffet og jeg havde håbet på en pige. Men derfra var det også at hanke op i mig selv og huske på mit held.
Det er ikke bare at ‘tage mig fucking sammen’, men jeg valgte at lade den ligge dér og lade være med at svøbe rundt i det – omvendt fokusere på hvad jeg havde – og se ud af min lille privilegiebobbel.

Den her ‘snydt’ eller uretfærdighedsfølelse er det jeg skammer mig liiiidt over, nu jeg skriver det her indlæg, for vi kan for helvede få børn, modsat S Å mange andre.

Jeg tænkte også, da jeg gjorde klar til det her indlæg og vurderede om jeg skulle tage historien om parret, der blev så glade for at åbne den lille seddel sammen, at der hver dag er kvinder og mænd der ser stories på Instagram, der gør ondt. Ikke fordi jeg, med min graviditet tager et barn ud af en stor babypulje og gør andres chancer mindre, men jeg ved det kan gøre ondt at blive mindet om sine egne drømme.
..og det må være svært at læse at andre kan gå op i noget som køn, når alt man ønsker sig er et barn.
Jeg skriver også det her, velvidende om hvor plat det et eller andet sted er og hvor mange der blot ønsker sig en vellykket graviditet, men det var min følelse og den kan jeg stikke af fra.

Men jo, det er faktisk okay at håbe på et køn, det synes jeg virkelig, men fra dét og så til at dvæle og ikke sætte pris på at det er et sundt og raskt barn er nok noget af den mest utaknemmelige følelse jeg har haft i min krop.
Det var noget jeg lige fik revet mig selv i nakkeskindet med, selvom jeg som sagt ikke synes det er en forbudt tanke at have – eller følelse at gå med- så er det også noget jeg lige skulle vænne mig til. Og det gjorde jeg (jo) (selvfølgelig)!

Og hvad så egentlig med ham, og det med at han måske en dag læser dette?
(LOL, som om internettet er det samme, til den tid)
Det er okay. Det bestemmer jeg. Ingen skal blive ærgerlig over noget på mit barns vegne eller tillægge ham fremtidig undren – der ER alligevel også en grænse dér 🙂 Det handler egentlig ikke om ham, skulle jeg næsten til at skrive, for som søn af mig og Jesper skal han sgu nok kunne klare at høre en dag, at jeg troede det var en pige og godt nok lige skulle vænne mig til nyheden, men om at jeg alligevel mener det er en god historie at få “derud”, at det ikke er mærkeligt at håbe på noget og få noget andet. Så længe det ikke varer ved, det her navlepilleri og ærgrelse over det man ikke har kontrol over, så ved jeg min unge nok skal være cool med det hele.
Det kan da også være han gerne selv vil være en pige, hvad ved jeg. Det er op til ham.

Det at få børn og det at kunne få børn er en gave, som virker til at være tildelt ved held, og det at skulle kæmpe er naturligvis en sorg. En kamp, en sorg og følelser jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan må være. Så det at fortsætte med at svøbe rundt i noget som at blive overrasket over kønnet, er måske nærmest arrogant. Og derfor gjorde jeg det kun for en stund og den tager jeg gerne på mig; det var da dumt.

Jer der har set mine stories med nuttet babytøj kan se at vi kører lidt 50 shades of brown som farvetema. Alt godt fra mudderhullet, kan man sige.
Det er moden nu, det ved jeg, men det er ikke fordi jeg en dag håber på en pige, det er fordi jeg tænker det kan gå begge veje en dag, hvis vi en dag vil have flere – og kan få flere.
Nu er det en dreng vi skal have (jeg passer ægte på at lade være med at skrive navnet, for det er det vi bruger hele tiden foran venner og familie, så det er nemt at komme til at henkastet taste ind her) og nu da min lidt barnagtige idé om at det jeg forestiller mig bliver til virkelighed lidt er brudt, så har jeg tænkt at barn nr 3 ..skulle det en dag ske.. godt kunne være en dreng igen.
Og gerne “må”.
-I forstår hvad jeg mener.
..så det er faktisk en bevist unisex vej vi kører, hvis jeg må tillade mig at være så gammeldags i min tanke om farver og køn.

Men lad mig spørge dig:
Håbede du på et bestemt køn?
Hvis du gjorde og det ikke blev som du troede: hvordan reagerede du?
Del endelig dine ærlige tanker.


FRA SELVVALGT KEJSERSNIT TIL FØDSEL (..MÅSKE)

Hurtigt skal jeg komme med en disclaimer, hvilket indimellem kan være nødvendigt – enten for at undgå løftede øjenbryn, undringer eller kommentarer, som jeg VED vil komme.
Yes; et kejsersnit er også en fødsel. Når et barn bliver født ved kejsersnit har det fødselsdag, præcis ligesom hvis det var blevet blevet mast ud gennem en dames fødselskanal i 8 timer er det en fødsel.
JEG kalder det (-pres gennem den allerhelligste fødselskanal) bare ‘fødsel’, og mener jeg ‘vaginal fødsel’.
Og mit ord-mix-up kommer bare af, at jeg personligt har jeg aldrig brugt betegnelsen ‘født’ om Augustas tilkommen til verdenen, der foregik en tidlig maj morgen for over 7 år siden, ‘ved kejsersnit’, når godtfolk spørger hvordan og hvorledes.
(Men nej, jeg har aldrig sagt: “GLÆDELIG KEJSERSNITDAG”. Eller ‘kongesnit’, som Augusta mener det hedder, selvom det ord er genialt)

Kejsersnit sidst.
Planlagt, skrevet ind i en kalender, efter ønske.
Det var hvad jeg fik. Til manges overraskelse (også stadig) er det faktisk en mulighed at få planlagt kejsersnit af både fysiske eller/eller psykiske årsager, men jeg skal passe på med at rode mig ud i at få skrevet noget om hvordan og hvorledes det hænger sammen, så jeg holder mig til min egen banehalvdel og fortæller kort lige i stedet hvorfor jeg dengang ikke fødte
.. vaginalt.
Hvorfor det, næsten fra starten af graviditeten, i mødet med jordemødre, var et ønske for mig, at få kejsersnit.

Fødselsangst er sgu bare en mærkelig størrelse.
Både i forhold til det at det er svært at forklare, men også fordi det jo er mange ting. Og forskelligt fra person til person, kan jeg forestille mig. Det er ikke sådan at man kommer let til at få et sådan kejsersnit, for det er i samråd med både jordemødre og en fødselslæge, at komme dertil, hvor det bliver booket i kalenderen.

Jeg blev fortalt at de helst ser at kvinder føder vaginalt (hvis de kan) og jeg traf beslutningen om at gøre ‘det andet’, fordi jeg kort sagt var:
PISSE RÆD for at føde og kunne ikke se hvordan jeg kunne føle mig klar eller tryg. 

“Jeg tror du nok allerede ved det, men det er helt normalt at være bange for at føde.”
Jeg kopierer lige et udsnit af en kommentar ind her, fra mit sidste blogindlæg. Og personen bag har da helt ret!

Jeg var, også dengang, godt klar over at det for mange er en sindssyg oplevelse, som mange tvivler på de kan magte. Måske særligt med første barn, når det er noget vi skal igennem, som vi aldrig nogensinde har stået i før.
Selvom vi, damer, får fortalt: “det har kvinder gjort i flere hundrede tusinde år, så det kan du også”, så er det da ikke mærkeligt, at der kan snige sig lidt tvivl ind, om det nok skal gå godt, når det ikke er tiptiptipoldemor Erna, der skal poppe tiptipoldemor Karen, men derimod en selv, der skal præstere det, som kan virke umenneskeligt; at FØDE et barn.

Det er ikke alle der er cool calm and collected, super mom; klar til at gå gennem den oplevelse det er at føde (vaginalt), det forstår jeg godt, men dét at være bange, bekymret og usikker er ikke det samme som ‘angst for..’

Jeg ved ikke hvor skillelinjen er – hvornår bliver det ‘fødselsangst’? Jeg har ikke vurderet det, men det var heller ikke mit bord. Det er ikke en diagnose, men en vurdering ud fra de mange samtaler jeg har haft med kloge mennesker, om den ’tilstand’ jeg var i, da jeg skulle have Augusta.
Altså hvad der var bedst for mig, i den situation og på den måde måske også hvad der var bedst for barnet i min mave.

Jeg var enlig, 24 år gammel, usikker på fremtiden og måske en smule sårbar.
Okay, ikke ‘måske’, jeg forsøgte at være fattet, men ser jeg tilbage var jeg måske sårbar. Jeg var på det tidspunkt på antidepressiv, ikke fordi jeg var deprimeret – eller det vidste jeg faktisk ikke om jeg var – jeg var bare stadig på piller, flere år efter en periode, hvor jeg havde det svært. Den var nok forårsaget af en svær gymnasietid og (hvad jeg tror) en reaktion på p-piller og jeg var slet og ret bare aldrig trappet ud af dem. Det gjorde jeg så, da jeg blev gravid. Og det gik – for lige at tage den – helt uden problemer!Det må have været en kombination af flere ting, også dem, som jeg lister op herover, at jeg valgte planlagt kejsersnit.

Det er ikke fordi jeg har brug for at forsvare mit valg, det var min ret, på trods af at det er atypisk, men jeg vil gerne forsøge at forklare ved at tænke tilbage, selvom jeg ikke kan komme med et endeligt facit.
Det tror jeg ikke er muligt, når det handler om psyken

Jeg er ikke rolig nu, cool eller calm, men jeg er mere collected, lad os sige det sådan. Det at have fødselsangst har for mig ikke betydet at jeg har angst for at føde – for evigt. Åbenbart.
Men dér, for mere end 7 år siden, var det sådan jeg havde det og jeg fortryder på intet tidspunkt, at jeg ikke forsøgte mig med en vaginal fødsel.

Ser jeg lige i bakspejlet mener jeg, at der kunne være faldet lidt tilbud min vej, som udvidet fødselsforberedelse, men jeg tog det jeg fik tilbudt (utilstrækkelig fødselsforberedelse, for en der har fødselsangst) og de jordemodersamtaler alle får og (som jeg husker) to snakke med en fødselslæge, der kunne ridse mine rettigheder op og informere mig om de evt. risici ved kejsersnit.
..men ingen grund til at dvæle i fortiden. Jeg håber blot på, at alle der skulle ligge inde med samme følelser får den hjælp og støtte de fortjener og feks. får et tilbud om fødselsforberedelse, der er lidt mere praktisk – og som de ikke skal have pungen fremme for at få.

For fa’en, jeg husker sgu de tre moduler vi fik på Skejby og selvom noget af det var brugbart var der da hverken åndedrætsøvelser eller andet, som gjorde vi følte os forberedt på selve fødselsakten. Det var noget med at høre om faser, høre om amning, hvem skulle man ringe til hvornår.. og værst:
Stå i en cirkel, med de andre personer, der var parret op som var vi på Noas Ark, og vælg fotografier, som ligger spredt ud over gulvet, der symboliserer jeres parforhold bedst. Jeg er ikke sikker på hvad en kano i en dal symboliserer, eller hvad frøen betød, men jeg prøvede at tage undervisningen ind, selvom jeg gik derfra med følelsen om at det var pisse utilstrækkeligt.

Jeg er bange for at føde, men jeg tror jeg vil give det et forsøg. Og jeg vil gøre alt, for at klæde mig på, til at blive mere tryg i det og jeg har faktisk en tro på (eller håb om) at fødselsforberedelse, både det jeg bliver tilbudt af JM, men også et forløb jeg har købt – og kendt jordemoderordning, som jeg er med i – vil kunne gøre mig tryg nok.

Til min store overraskelse er det dog ikke sikkert at de vil råde mig til en vaginal fødsel og de lukker ikke muligheden for planlagt kejsersnit, men det er noget hun konsulterer sig hos, hos sine kolleger. Og det er noget vi skal snakke om længere henne i forløbet. Det er en rent fysiologisk hindring, hvilket er nyt. Jeg blev nemlig opereret i maven for nogle år siden, da jeg havde en helt godartet knude, der generede meget (ift. at komme fra liggende til siddende position, når jeg havde ægløsning ect.)
Det betyder at jeg er blevet åbnet mit kejsersnitar og selvom de ikke har været i min livmoder og åbnet dér, så har de været i det område af min mave, som dermed kan give problemer ifm. graviditet og der er også en risiko for at et akut kejsersnit (som nogle fødsler jo ender i) kan være kompliceret, da mit ar kan have svært arvæv. Så ville planlagt måske være bedre, men intet er til at forudse – det er noget de skal vurdere.

Hvad gør vi så?

Jeg tager den med ro. Jeg fik råbt op, hos min læge og fødselslægen på sygehuset, ved at roligt fortælle om mine tanker og behov for at få ro i den her graviditet, med tanke på at den måske skal ende i en vaginal fødsel. Der skal støtte ind og Coronatiden er svær for de fleste gravide, men jeg kan høre på dem, at de selvfølgelig også vil individualisere tilbuddene, selvom Corona sgu spænder ben for alt. Jeg har også snakket med jordemoder, så nu ruller maskineriet.

Og jeg kan forstå, at pga. min situation (tidligere kejsersnit, operation) skal jeg ind på fødestuen med det samme jeg kan mærke jeg skulle være i noget der ligner fødsel. Dét har faktisk gjort at jeg faktisk føler lidt ro.
Nu føler jeg der er en plan.. og der er støtte at hente.

Og så må jeg også bare lige sige tak til alle jer, der læser med og kommenterer. Jeg havde lige en ordentlig følelsesmæssig rutchebanetur, hvor alt var fucking nederen og selvom jeg ikke normalt er typen, der vælger at filme, når jeg er ked af det, så var det bare en ægte moment, som jeg ville dele med jer. Det var lige der, hvor de ikke kunne finde op og ned i hvad jeg skulle tilbydes – og jeg følte mig fanget i et system, som sgu nok er for langsomme til at tilbageføre præ-Corona retningslinjerne og dét går bla. ud over de gravide. Men det virker til at være på sporet igen og det at have en linje ind nu har gjort mig mere tryg.

KH!



En “halvvejs hilsen”: hmf..

Halvvejes. Og lidt til endda.
Shit.
Det må jeg vel gerne skrive, ikke? Det er jo mit domæne, bogstavelig talt og i overført betydning og det her med at jeg (faktisk) er OVER halvvejs er lidt overvældende.

Måske er det fordi jeg føler det stadig er nyt, fordi babyen ikke har fyldt det store (bogstavelig talt og i overført betydning), før nu. 
Måske er det fordi vi er gået fra:
“Gravid?! Nå! Hvor nyt og dejligt” til pludselig at være tæt på:
“Hey baby, så er livet ændret – FOR ALTID” 

Det er ikke det at vi ikke er klar – det er sgu mere det at jeg ikke helt er klar til hvorledes.

Men jeg zoomer lige ud. Lige nu tager mig en slapper i dobbeltsengen. Jeg er gået ‘fra’ og det sker næsten aldrig. Men jeg ligger på hér og skriver på telefonen, i en note. Augusta ser vist film og jeg regner med (= håber på) Jesper måske laver mad, for klokken er 17:30 og jeg er TRÆT. Og sulten.

Min hjerne, der elsker stimuli og quick fix underholdning havde lyst til at se Real Housewives of Beverly Hills – eller scrolle på Instagram, som en SoMe-zombie – selvom jeg i virkeligheden måske havde brug for at lukke øjnene. 
Så jeg gjorde sidstnævnte, indtil jeg kom på, at det var tid til at komme med en opdatering. 

Til jer, der synes graviditet er spændende nok: 

Han sparker. 
Babyen altså. Ikke Jesper.

Sådan meget. Dét skal jeg også lige vænne mig til, selvom det er nogle uger siden jeg selv mærkede det, for første gang.
Jeg tror ikke jeg nogensinde affandt mig med det helt, som noget normalt, med Augusta, for det er ret meget en syret alien-følelse.

Har du egentlig set den film Alien? Med scenen med maven? Måske er det Alien vs Predator? Jeg er ikke sikker, det er sandsynligvis noget jeg har set med en fyr, for at vise hvor “cool chick” jeg er, selvom scenen med monsteret, der vil ud GENNEM MAVESKINDET har hjemsøgt mig lige siden jeg var på den DVD-and-chill-date.

Arh, men det er da også dejligt, det skal jeg jo (da skynde mig at) sige. 
Det et livstegn – hvilket er pissevigtigt, men ellers er det mere noget jeg holder af, fordi Jesper synes det er vidunderligt og Augusta synes det er rocker sjovt. 

Hvis jeg kunne vælge havde jeg nok bestemt at sparkene kun kunne mærkes af andre, for jeg får et chok hver gang og føler mig allerede lidt blå indvendigt. 
Og det bliver bare mere (..værre). 
Oh the joy ved at have været igennem det før; jeg ved hvordan det hele kun bliver vildere og mere syret herfra 

En anden ting: 

Jeg regner med jeg skal føde. 
Eller jeg håber måske endda på det. Sådan vaginalt altså. Uuuuu’ a’ huha! 

Sidst var selvvalgt kejsersnit, på baggrund af fødselsangst. Det var heller ikke den mest optimale situation at stå i; gravid, lidt sårbar og single, så det var nok en reaktion på flere ting, som ikke alle er gældende nu, men jeg er bestemt ikke tryg ved tanken om fødsel, kan jeg da godt skrive her.

Jeg forsøger bare at tage den med ro, een dag ad gangen. 

Men er kommer det så. Ikke brok, men åbenhed omkring hvordan jeg har det.

For at kunne fortsætte med at være rolig, har jeg snart brug for at komme i kontakt med nogen fra sygehuset. Det er måske et meget normalt behov eller lyst om man vil, det her med at komme i gang med jordemoderkonsultationerne, men vi er ved at være der, hvor jeg virkelig gerne vil se nogen – men det er ikke sket, grundet Corona

Det er lidt tilbage til at jeg synes det nærmer sig hastigt. Altså barnets exitdato.
Det hænger ikke så godt sammen med at jeg på ingen måde er psykisk klar, ift fødsel. 

Jeg tror på jeg måske nok kan blive det, klar altså, men jeg må erkende at den tryghed i at have talt med en jordemoder, for at få planlagt og snakket om forløbet jeg skal igennem for første gang, er rimelig essentielt for at jeg kan fortsætte med at køre min “jeg tager bare en dag ad gangen”.

Lige nu er jeg 21+6 og til jer der ikke er god til graviditetsmatematik så er 20+0 halvvejs. I morgen er jeg 22+0.

Når jeg skal tale med en jordemoder, for første gang er jeg 25+2.
Indtil da kan jeg forhåbentlig trække vejret langt roligere og med større tro på at vi nok sammen skal klare det her, som så mange kvinder gør hver dag, men som jo er nyt for mig, for jeg håber på at der sker mere derfra; 
Jeg kan få lagt en plan, vi kan tale om at jeg har brug for at MØDE en jordemoder (1. samtale er pr telefon), få afstemt forventninger, snakket om fødselsforberedelse, som måske / måske ikke er aflyst. 

Det er meningen at disse samtaler er i uge 18-20 og normalt er de “face to face”, men det har Corona sikkerhedsforanstaltninger pillet ved. 
Og det er jo ingens skyld. 

Jeg havde en tro på at det kun var første samtale der var pr telefon, men da jeg ringede for at rykke tid (fordi det var en dag Jesper skulle arbejde) fik jeg besked om at anden samtale måske også er pr telefon. 
Dét håber jeg ikke gælder og jeg må sige det allerede bekymrer mig, for MAN har ikke brug for en partner, men det har jeg.

..men jeg tager en dag ad gangen ..as I said.. og venter til d. 2/7.
Og så håber jeg på at jeg her er fyldt med afklaring og tro på at jeg ikke bliver hverken glemt eller nedprioriteret. 

Jeg genlæser også jeres beskeder fra mit Instagrampost fra 25. Maj, hvor I gavmildt deler jeres “gravid i Corona-tid” oplevelser og følelser og de giver mig ro, for jeg kan godt blive for navlepillende og tænke: 

FUCK! ÅRH DE GLEMMER ‘VIGTIGE MIG. JEG KOMMER TIL AT FØDE TOTAL USIKKER OG UDEN AT MØDE ET TA-MOD-BABY-MENNESKE INDEN’De (fagpersonerne) husker (os), kan jeg se – og vi er bare flere i samme båd, i den her (på mange måder) sygt mærkelige tid.

…så selvom der er omstruktureret og lavet om, så krydser jeg fingre for at ingen bliver tabt og selvom at der er mange ting der er pisseærgerlige, som feks at man ikke må sin partner med og at samtaler foregår pr telefon, så forsøger jeg at tænke: det må fungere det hele … alligevel. 

Og hvis det ikke gør så sættes der ekstra ind. Håber. Tænker jeg.

Jeg ved ikke hvordan, men ift. fødsel udskyder jeg alle tanker til 2/7 og går bare og tuller med den sparkende knægt under maveskindet. 

Og nu vil jeg gå ned til de andre. Augusta elsker Jesperhus’ Youtubevideoer, men der er vel en grænse for hvor længe man kan børneparkere.
..eller hvad? Det er jo lørdag?

(Og ja, det er måske et pisse dårligt billede, men sådan så jeg ud, da jeg kom ned i køkkenet. Der ventede kaffe. Jespers godt nok, men jeg tager hvad jeg kan få)

Kh!


SÅ’ VI HER (VOKSENREFLEKSIONER)

REKLAME – JH Biler

Det er ikke fordi jeg tænker der er nogen, der sådan med liv og sjæl går op i venskabsdage på Facebook, men det kan jeg forstå at Jesper og jeg har i dag.
Og selvom det muligvis er en delekliché ala “Best Nine” ved årsskiftet (aka perfekt anledning til at vise 9 næsten-identiske billeder), så er det alligevel hyggeren nok lige at tænke over, for i mit og Jespers tilfælde handler det om at vi har været FB-friends i 2 år.

Og scheisse der er alligevel sket meget, det seneste år

Bevares, det at blive mor for første gang for 7 år siden var den største livsomvæltning nogensinde, men hør lige denne omremsning:

På under 1 år er jeg..

..blevet husejer for første gang. Millionlån! Det var nyt!
Vi købte den her gamle skole, som du jo nok har bemærket, så min tilværelse er sgu forandret, nu da rammerne er så markant anderledes.
Vi er flyttet fra storbyen, jeg fra min 3-værelses lejlighed på 4., hvor jeg havde kort til alt – til at bo på landet, med mark og sten på den ene side, som nabo og et ældre ægtepar, på den anden, der glædeligt deler hjemmelavet syltetøj og kage med os.
Jeg er gået cirka 500 m2 op i boligareal, været mere i byggemarkeder, end nogensinde før, jeg har tilegnet mig handyskills jeg hverken troede jeg kunne eller ville have og har pludselig grønne arealer, som jeg ikke deler med andre, end de der står på postkassen.

Nu bor vi så også tæt på en del, men langt fra det meste, hvilket er en ændring, men et bevidst valg, fordi vi sgu gerne vil have dem her plads. Før boede jeg ‘midt i alt’, hvor der altid var mennesker, motorstøj og åbne kaffebarer og nu er det godt på landet.
Vi er bare pisseheldige med under 5 km til de bedste strande og vi har den fedeste gård få hundrede meter fra os; Fru Møllers Mølleri. Det er et must-go, Insta-værdigt, populært sted, som også folk fra Aarhus hellere end gerne kører 24 km. for at se. Vi kan så bare gå og der køber vi krydderurter og kød hos slagteren i weekenden. Vi spiser hjemmelavet is eller (…og) får en gårdhotter under de store træer med trioen af labradors som selskab.

Men hvis vi skal besøge venner eller handle, så skal der gang i bilen – det er nyt, og hvis vi skal på job, hvilket jeg skal et par gange om ugen og Jesper indimellem oftere, så er det også nødvendigt med andet, end min gamle ladcykel. Også selvom den ER på el 🙂

Og dét er faktisk også hvad indlægget her handler om, for vi har lånt en bil, for at prøve livet med to biler og teste en lækker Kia, for at se om den kan det. som vi har behov for.

Og nå ja, apropos at stå på postkassen: så er to familier fusioneret: en Søvndal og en Mygind. Det er ikke første gang jeg bor med en kæreste, men det er første gang det er gennemtænkt, det er første gang det fungerer og det er første gang jeg er bundhamrende lykkelig i det.
(Undtaget når vi er uenige -og dét sker selvfølgelig. Bare fordi der er masser gøjl og flødeskumskager på Instagram betyder det ikke at tilværelsen her er lutter lagkage 24/7, men heldigvis er det sådan, at det er en sjældenhed vi ikke taler samme sprog, Jesper og jeg)

..gået fra ét husdyr til til 15. Ja, det er noget af en stigning i bestanden og selvom jeg knap ved om hamsteren, Sommer, som vi havde i lejligheden tæller – eller de 13 høns vi har nu gør, så tæller katten, der kom med huset og lille Ruth bestemt. Sidstnævnte fylder selvsagt mest for tiden, for hun er 10 ugers penge og (som hvalpe er) en ordentlig, dejlig håndfuld!

..blevet gravid. Og ja, det er så med en bette dreng, så det er ikke blot det med at planlægge en graviditet (hvilket betyder at prøve og håbe, for intet er givet med ønsket om den slags familieudvidelser), men også at være i et forhold, når barnet kommer. Det er lidt nogle andre omstændigheder, end dem jeg stod i, for 7 år siden, 25 år gammel, men det er præcis så spændende, som sidst. Eller okay, det med at rende rundt med rogn er måske knap så vildt, som før, da jeg HAR haft den chok-erkendelse af at gro et menneske, men det er præcis så bekræftende og mærkeligt AF.

Der er kort sagt sket rigtig meget. Altså godt, men det er mange ændringer på bare ét år – og det betyder nye ting at tage stilling til

Vores arbejdsliv er jo også noget anderledes. Jeg arbejder stadig med sociale medier – jeg er ikke sprunget på pædagogvognen, men hvem ved om den gamle skole en dag skal være dagpleje? Det er jo fint med planer, der er langt ude i fremtiden. Sociale medier har jeg ligesom gjort fuld tid i nogle år nu og Jesper er jo også sprunget gevaldigt med på dén vogn, særligt efter vi fik husprofilen og sin bageniche.

Det er meget hjemmefra for os begge to og Jesper har på under et år, bygget en hel bageskole op i den gamle gymnastiksal, som også er en kæmpestor investering – som forhåbentlig giver pote, når han kan åbne op for alle de kurser han har planer om. Vi taler altså om at han har skrællet hele rummet ned, lavet nyt gulv, nye vinduer, indrettet og fået et helt køkken op, med seks ovne og hele muletjavsen – orn’li’ gang i handymanden!
Med mit arbejde skal jeg til Aarhus et par gange om ugen; til enten Street Food på job eller til møder, mens Jesper har faste arbejdsgange med forskellige samarbejdspartnere.. og så ser vi jo venner, som mest er i Kolding og Aarhus og summasumarum:

Jeg er gået fra at have brug for nul biler – til at have brug for to.

..jævnfør den der el-ladcykel, fordi jeg boede i Aarhus C – og hele mit liv var der. Mit kørekort tog jeg også for et år siden, omkring sommerferien, med al det teoretiske på 14 dage – og det praktiske på meget længere tid, for pludselig fik jeg lidt for travlt med arbejde og husrenovering.

Bilen vi har lånt, kørt meget i er en KIA Niro. Den har vi testet i vores hverdag et godt stykke tid, med både storindkøb af muld, transport af kagegrej og alverdens andre ærinderkørsler, hvor det var fantastisk pludselig at have et kæmpestort bagagerum.

Det er forresten en hybridbil. Og ja, bilverdenen er ny for mig, så selvom den søde JH Biler sælger forklarede om alle gadgets og specifikationer, så var det først, da jeg havde kørt i den, at jeg fattede hvor stor en forskel der er på Jespers lille blå bil og den her, som altså blandt andet har AUTOMATGEAR!

Automatgear, folkens. Ja, det lød måske som en reklame, men ægte: det er måske en “once you go… you never go back”.
Altså, jeg kan da godt køre med gear, men det er en luksus jeg ikke vidste jeg manglede. Har du prøvet det?? Det er som at køre radiobil – på den fede måde altså!
Og delen med den delvist er elbil og benzinbil er en skæg både-og.
Jeg er sikker på, at når vi om lidt skal ud og have os et billån og finde ud af præcis hvilken model vi skal have, så vil jeg tale for hybrid.
“Fuld el”, altså en, der er 100% elbil, ved jeg ikke hvordan er (har du erfaringer med det, du kan byde ind med?), men jeg er glad for at kunne tanke den op hvor som helst og så få fyldt el på, når vi er ved en stander (der er mange steder) eller derhjemme, hvor vi også kan lade op. Så den kan begge, deraf navnet hybrid. Og jeg kan også manuelt vælge hvad den skal køre med, når jeg suser afsted.

Så, der er altså ingen tvivl om at vi har brug for to biler, og der er heller ingen tvivl om at vi kører sydpå, når vi er færdige med det gavmilde udlån, for JH Biler er Danmarks bedst sælgende Kia forhandler – de er herre søde og forstår sig på service og (selvsagt) gedigen Kia-viden
..og så har de en hund. Der hedder Kia. Og er herre nuttet. Det var meget svært at få Jesper derfra, selvom vi kunne cruise afsted i en lækker øse.

..én ting er sikkert: den skal have en jydekrog og der skal være god bagagerumsplads, for nu er vi både med hund og snart behov for barnevogn, så måske er jeg..
..ja, nu siger jeg det bare ligeud!
Nu kommer det:
..så voksen at den står på STATIONCAR.

Hvad med dig, har dit liv også ændret sig drastisk på et tidspunkt?
Nu mener jeg ikke at du har fået hele pakken med huskøb, bil nr. 2, barn nr. 2 OG en hulans masse dyr, men de nye supervoksen behov, at tage f.eks. stationcar-skridtet eller overveje at flytte til have?
Eller noget tredje?



DRENG ELLER PIGE

Først og fremmest: jeg er altså ret vild med at der er ved at udvikle sig lidt et babytema her på bloggen! Ikke ‘kun’, men det kommer da nok til at fylde her. 
Den har jo stået lidt stille hen, den her hjemmeside, fordi Instagram har været et fint tilstrækkeligt sted at dele mine tanker ..men nu er vi der, hvor spalteplads er nødvendigt 🙂 Og Nutidensmor.dk. Det er da mig, mit sted, men oplagt at børneemner har sin plads her (IGEN)

I går lavede jeg sådan en bette spørgerunde, for lige at høre om der er noget I godt gad at have svar på og en af gengangerne handler om KØN! 

Ved vi det?
Ved Augusta det?
Hvornår får vi det at vide?
Vil vi overhovedet vide det?

Vi kender kønnet. Se&Hør faktisk skrev i deres avis.. De spurgte nemlig Jesper lige ud, men hvem forventer at alle er opdateret med tabloidavisen? Ikke jeg!

Kønnet har vi faktisk kendt til siden uge 14, hvor vi tog en scanning i privatregi.

Jeg har endnu ikke været på sygehuset til scanning, men mon ikke det kommer her ved uge 18-20? Også jordemoder, men jeg er ikke helt med på hvornår dét er eller om den slags foregår pr. telefon nu.

Så vi har altså haft nogle uger nu til at vænne os til at det ikke er en enten-eller mere. Vi har ikke købt tøj efter det (hvis vi tænker specifikke farver som kønsindikatorer, hvilket de fleste gør
), så de få ting jeg har købt er hvad man vil kalde kønsneutrale. Brun, brun, brun og grå.

Jeg er nemlig i gang med uge 16 nu- hvilket forresten betyder appelsinstørrelse! Og 4. måned.
Det betyder også kanariefugl, hvilket for mig ikke giver en skid mening.
Kanariefuglen må virkelig veje mere, end den lige ser ud til at gøre, på billedet i Jespers partner-app.

Det er altså ikke et forsøg på at være spændende og hemmelighedsfuld at vi ikke deler det. Så sensationelle er vi ikke.

Det handler slet og ret (og kedeligt nok) om at vi ikke har fået fortalt det til al familie og venner endnu – og vi vil gerne have de ved det først. 

Augusta ved det selvfølgelig. 
Hun vidste i uge 12, at hun skulle være storesøster. Hun viste det naturligvis også inden vi smed det på nettet (det er der også mange der har spurgt om, om hun ved det NU), men hun skulle (naturligvis!?) vide det inden.
Men alligevel efter uge 12, fordi jeg gerne ville være sikker på at alt til denne scanning var som vi håbede.
Det var dejligt at kunne dele kønnet kort efter og lade hende være en del af den spændende proces. Vi gættede hver især og talte lidt om om vi havde håb om noget bestemt. Jeg vil ikke sige for meget, men Augusta fik hvad hun ønskede.

At dele en graviditet i Corona-tid er lidt noget andet, end normalt. Som så meget jo er. Vi har fortalt om den livsomvæltende store nyhed på alternative måder, som FaceTime og råb gennem haver. 

“I SKAL HAVE ET BARNEBARN” nyheden lægger ligesom et stort tillykke-kram ..men det må komme på den anden side. 
Det er sådan det er lige nu. Og at vi ikke kan dele vores nyhed på lige den måde vi godt gad er sgu peanuts ved siden af de konsekvenser krisen har haft for verdenen, så det i sig selv er ikke noget vi ærger os over. 

Min mor, bror og svigerinde nåede lige at få tidlig besked inden Corona brød ud, inden vi gik i hjemmeisolation og så var der jo (tilfældigvis?) lidt veninder der fik beskeden samtidig med mig selv. Det må have været omkring uge 3 at jeg fandt ud af det, så at vente til uge 12 denne gang, var total umuligt for mig – og os.

Så jeg har da fået lidt gratuleringskram – og overleveringen af nyheden har vi efterfølgende drysset stille ud over de der skulle vide det. 

Men dreng/pige-nyheden, som vi fik for et par uger siden, er så bare ikke nået ud til alle – som en slags anden omgang af stort nyt her fra Skolehuset. 

Jeg selv er egentlig klar til at få sendt lidt emojis med kønsstereotype farver i gruppe-sms’er, men Jesper har ikke travlt.. så vi venter lidt endnu.

Men jeg glæder mig sgu da til at vi skal dele det! 

Det er en dreng eller en pige. 

Så meget må jeg sige. 

Kh! 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

GRAVID: DE ALLERFØRSTE UGER (som ikke helt tæller?)

Måske fordi de er fyldt med usikkerhed – og hemmeligheder, at jeg ikke følte de helt talte. Det var nærmest lige dele frygt, lige dele glæde den første tid. 

Indlægget her er nogle strøtanker, nedskrevet som note i på min telefon, da jeg er i cirka uge 7 og alt stadig er nyt og hemmeligt

TEST TEST.. OG TEST

Det var mildest talt som en følelsesbombe at stå med en nærmest positiv graviditetstest, selvom jeg da ville ønske den råbte “G R A V I D”, fremfor: “tjo… jaaaa… mååååske.. lidt… ikke sikker”. 
…men det var sgu ikke så mærkeligt at den ikke rigtig kunne bestemme sig, for der var ligesom knap noget der havde sat, før jeg tissede på en pind.

Inden den pind havde der været få andre pinde, i mine andre cyklusser, men de har alle hidtil været negative og med den positive test, var det fem dage inden min forventede menstruation.

Fordi det var så tidligt tog jeg nyheden med et gran salt.
Noget der jo kan gå begge veje og dermed også ‘galt’, som det gør med flere.
Men det gik ligesom én vej skulle det vise sig.

Jeg tog så også liiiige til en test mere, der var tydeligere. To streger, en teststreg og en linje der viste at jeg var med rogn. 
Og så en mere test dagen efter viste at den altså var god nok.
Og dagen efter den…
….nå ikke. Nej, for så måtte jeg ikke teste mere. 
“Miljøhensyn” kaldte Jesper det. 
“Den er der jo” sagde han.
“Nånå” sagde jeg.
..og testede igen.
Og fair nok, nu havde de små tissesticks jo talt!

NYHEDEN:
JESPER BLEV NUMMER 5 I RÆKKEN

Jo jo, det rette ville måske være at Jesper havde fået besked først, men det blev ikke lige således og det var skam ikke hemmeligt, men vi havde ikke lige koordineret, da Ekstra Bladet ringede til Jesper, i kølvandet på vores opslag, så nu er det ‘out there’.

Jeg skulle nemlig til festlig komsammen og med min tidligere nævnte fornemmelse (som kom af en drøm) ville jeg liiiige tjekke om planen om drinks og shots stadig skulle være på tegnebrættet eller om jeg skulle sadle helt om.
Tiden var enormt knap, så jeg havde valget mellem at teste selv og holde det hemmeligt, teste og evt. blive alene hjemme fra de planer vi havde lagt for så længe siden – eller simpelthen indvie tøserne i mit projekt tis-på-pind-på-café. Dermed tog dagen med Lise (Vandborg – også (hemmeligt) gravid by the way), Line (Hoffmeyer), Tina (LilleMor) og Liv (Martine) lidt en drejning, for jeg kunne slet ikke lade være med at dele det.

Jesper fik besked dagen efter og hans reaktion kan du læse om lige herunder.

Det er ikke altid som i amerikanske film, hva’?
Men det er da også helt okay. Han havde intet imod at være nr. 5.

NÅR GLÆDEN LIGE LADER VENTE PÅ SIG

Jesper har kun følt ren og skær begejstring over graviditeten, men jordemoderen som vi var forbi i uge 6, fortalte at min følelse med at jeg forsøgte at nedtone sin glæde handlede om en forventning (eller frygt) om at en eventuelt skuffelse – en spontan abort – ville gøre det nemmere. Og at det er noget særligt damer har tendens til at have kørende i hovedet.
Og det tog da en smule af glæden, den bekymring der, men heldigvis går dagene og tingene føles mere og mere og mere sikre.

Scanningen var vi til, fordi jeg ville se det lille pus, som ellers blot var en ekstra streg på en pind.

Jeg ved ikke om du kender til det ‘behov’ eller.. ja, det er nok mere et ønske, det her med at ville en tidlig scanning?

Jeg ville se at den virkelig var der, at den var hvor den skulle være og i virkeligheden ville jeg også lige have tidlig afklaring på hvor mange der mon gemte sig derinde.
Jespers familie er nemlig fyldt med tvillinger, så jeg tænkte: tidligt svar er rart.

Nå, men vi skulle nok måske have en baby.
Processen var i hvertfald skubbet i gang.
Fostertoget kørte for fuld smadder.

(fut fut – med ét styks barn, for lige at slå den fast og ændre ved Jespers ‘familietradition’)

DEN SØRENS GRAVIDITETSMATEMATIK

Graviditetsmatematik har aldrig været min forse. Jordemoderen forsøgte at forklare det med at det er lidt som århundrede, at 1981 er i det 20 århundrede. 
(Og det fatter jeg så lige så lidt af, som det med 0+ et eller andet)
Man tæller nemlig ikke fra befrugtningen, men fra menstruationen. 
Nå. 
Så ser man det.

Og ja, vi er enige om at jeg har et barn i forvejen, men det er muligt at være gravid, uden at vide præcis hvor mange uger, dage og timer man har været knocket up.

Så jeg anskaffede mig en app – noget jeg ikke havde med Augusta. Sådan en smart ting, der kunne fortælle mig præcis hvilken frugt (eller i starten: kerne. Og bær) embryoet kunne sammenlignes med at være – sådan størrelsesmæssigt og hvor langt henne jeg er.
Den slettede jeg dog ret så hurtigt igen og den er long gone nu, fordi jeg ikke kunne forholde mig til til de lidt aggressive anti-rygningsartikler og sammenligninger med småkager. Babyen ville jo forhåbentlig gro lige meget hvad og om jeg så er 10+1 eller 10+6 er i det store hele mig ligegyldigt.
Det må jordemoderen holde tjek på og når folk spørger kan jeg nonchalant runde op eller ned. 

Eller spørge Jesper. Han ved det. Han har åbenbart sådan en far-app, der også tæller i frugt, grønt og dyr.

(Jeg må dog tilføje at jeg ikke ryger. Jeg gider bare ikke belæres)

Det var omkring uge 7, at jeg skrev dette. Heromkring begyndte jeg føle mig ægte gravid. 

Alle mine: 
“Arh lad os nu vente at se”
“Hvis nu det her går godt, så…”
“..hvis alt går som det skal”
I slutningen og starten af HVER sætning om babyer er forduftet lidt. 

Vi har jo været nogle af de heldige, der bare kunne lave et barn og beholde det i maven. To ting jeg ikke tager for givet. 

NYHEDEN DER SKAL DELES

..OG SÅ MÅ VI JO BARE FACETIME

De her “hemmelige uger”, som Jesper og jeg næsten har haft for os selv.. vi fortæller det stille og roligt til flere og flere og at se deres glæde gør det fandeme vildt.
At det så er over FaceTime er sådan det er nu. Det kan vi ikke gøre så meget ved, for det er vilkårene omkring den her graviditet. I hvert fald starten, så må vi håbe (for alle) det ændrer sig. 

Der er selvfølgelig én person jeg er særligt vild efter at dele det med, men her vil jeg forbi uge 12, efter scanningen. Det bliver naturligvis face to face, at hun skal vide hun skal være storesøster.
Og jeg græder lidt hver gang jeg tænker på det.

HINDBÆR, NÆSTEN VINDRUE

Som sagt skriver vi uge 7. 
Okay så, plus 5, jeg tjekkede lige mine noter lidt nærmere.

Hindbær, næsten vindrue, hvis du skulle være nysgerrig.

Jeg glæder mig fandeme til uge 12, hvor jeg den sidste og måske den vigtigste ved det, hvor jeg så også kan dele det med alle andre. 

Jeg har de først uger måske været liiidt mere træt end jeg plejer, patværket er vokset siden uge 5, men jeg har haft sammenlagt én times kvalme
Ja, jeg har sgu været heldigt stillet, når det kommer til “gener”. 

…men fucking 7-9-13 på den!

Én ting jeg dog ikke var klar over er en ting er forpustethed. Altså i 38, hvor man er +15-20 kg (gætter bare, aner ikke hvad man tager på) og baby maser på alle ens indvolde – klart! Pust! 
Men i uge 5 og 6, så det lyder som resultatet af en kort joggingtur op af bakke? Har jeg aldrig hørt om! 
Det er så noget med flere røde blodlegemer, der er synderen. 
I morgen skal jeg til læge, til standard blodprøve og urinprøve – så må jeg lige tjekke om google er enig med min egen Google-diagnose, at forpustethed er meget normalt 😉 
(Opdatering: and it was. Det forsvandt lige efter) 

LYSERØD SKY

Så summasumarum, vi svæver på den der sky.

Det er fantastisk! Vi skal fandeme have et barn og jeg gætter på der må være lidt mave, når jeg får udgivet blogindlægget her.

___________

Indlægget er måske en smule random, med småsnak om de første uger, som jo er fortid nu, men jeg følte behov for at den lille note skulle ud. Jeg håber det giver mening, de mange ord og måske kan du genkende noget? Måske står du der selv nu?

KH!

GUF TIL DIN SKÆRM

Jeg forestiller mig at dette er nemmere at lave i et blogindlæg, end i en story, et opslag på Insta eller lignende. Af den simple grund, at jeg har et hav af dårlige ideer til hvad du skal se i din flimmerkasse i disse Corona-dage.

Arh, vent – nok ikke ‘dårlige’, men du ved, der findes masser af godt dårligt tv! Og flere af disse er faktisk gode, selvom ALLE nok ikke er enige.

Nå, men her er hvad du et hundrede procent skal bruge nogle timer af dit liv på, ligesom jeg har gjort.

Nogle nye, nogle ældre, nogle har du måske set og andre er det bare at komme i gang med.

(Ps. Billedet er ikke retvisende for hvorledes jeg normalt ser tv – jeg havde bare ikke noget andet, der passede bedre til)

TIGER KING

Den ligger fandeme nr. 1 på Netflix lige nu – og af gode grunde!
Jesper og jeg så den med det samme den kom ud og der tænkte jeg: ‘det skal jeg sgu lave et blogindlæg om’, for vi SLUGTE serien – råt.

Prøv at forestille dig det vildeste drama – med de vildeste personer ever – i en privatejet zoologisk have. Og så gang din forestilling med en million.

Se den. Det hele af den.

Hey all you cool cats and kittens!

JAILBIRDS

Jeg kan se den på Wiki er klassificeret som reality tv, men den er da nok nærmere en reportage. Det er Orange is the New Black – bare ægte!

(Også Netflix)

90 DAY FIANCÉ

Jeg ELSKER den serie og har næsten snart set samtlige afsnit.
Handlingen er ret simpel:
Amerikaner forelsker sig i en udlænding, bosat i et andet land.
Amerikaner frier til denne person (ret hurtigt endda)
Person flytter til USA, for at bo med amerikaner.
Amerikaner og person har nu 90 dage til at blive gift, da de er på et ‘k1 visa’ (aka. forlovelsesvisum)
Og det går ik’ gnidningsfrit, lad os sige det så kort.

…og hey, der findes også det modsatte. Altså 90 DAY FIANCÉ – THE OTHER WAY AROUND, hvor amerikaner flytter til et andet land, for at blive gift.

GOD underholdning på DPLAY.

WEST WORLD SÆSON 3

Sæson 3 er på HBO og selvom jeg tror mange af os er enige om at de godt kunne have stoppet efter sæson 1.. eller bare 2, så er det svært at lade være med at se hvor den her serie fører hen.

ALPHAEKSPERIMENTET

På Dr. Du må tænke dine egne tanker om det her eksperiment. Vi skal nok huske at der bliver klippet en del i programmet, men det er spændende.
Samme hus som Kollektivet btw.

THE PLATFORM

Jeg skulle liiiige overtale Jesper, da selv traileren var skummel.
Og det er resten af filmen også forresten, så er du forberedt.

Den foregår også i et fængsel og genremæssigt nok sci-fi / thriller med en smule futurisme og horror. Lad dig ikke blive afskrækket af at den er på spansk (det kan jeg selv blive – også med danske film, det orker jeg sjældent, for jeg foretrækker det på engelsk) – den er fandeme vild!

MANIFEST

Tænk lidt Lost.. eller er det bare fly-delen der har forvirret mig? Det er en thrillerserie med mystik og personer med særlige evner, så sålænge du er klar på dét er det en letfordøjelig (og god) HBO-serie.

FODBOLD DUDES

Jeg ved ikke hvad der er bedst:
Bendtner og Philine på DPLAY eller Nicki Bille på TV2play.
Hvad synes du?

Ja, det er sgu hvad jeg har set den seneste tid.
Er der noget du kan anbefale? Så byd da endelig ind!

SKIFERIE I SVERIGE

Reklame 

For to uger siden var vi, vores lille nystartede trekløver-familie, på tur til Sverige. Sendt afsted af Dansk Bilferie, som havde spurgt om vi ville afsted på ski – og så endda med tog.
..hvilket da måske er lidt sjovt, taget deres navn i betragtning, men det giver mening alligevel, kan jeg godt fortælle. 

I dag står jeg så knee deep i renovering af køkken her i vores gamle skolehus. Skidtet skulle ned – det hele: gulv. Ej, det skal jo så op, men væggene skulle ned og det samme med det eksisterende køkken, som er blevet skiftet ud af at nyt, af en sød montør. Ét skridt tættere på køkkendrømmen, nu mangler vi bare småting, som bordplade, alle de maskiner vi skal bruge (altså opvasker, ovn og sådan), fodlister og stuk. Småting jo! 😉

Nå, men jeg havde lovet lidt opfølgende ord om skiferien – og et lille kig i vores feriealbum, og mens Jesper også har taget en lille slapper ved computeren (med at skrive opskrifter, så det er vel arbejde), vil jeg da fortælle og få svaret jer der har skrevet privatbeskeder, mens vi var afsted. Jeg har nemlig ikke fået svaret alle, fordi man helt ærligt er sådan ret kvæstet, når først skistøvlerne er kommet af og hyttehyggen er gået igang. Det kender du nok, hvis du har været på ski.


Vi har på ski i Åre og det jeg synes er særligt fedt ved Åre er at det er en hyggelig by. Flere skisteder jeg har været er ligesom bygget op omkring kun at være et skisportssted, altså et område der er sæsonbestemt, men Åre er altså en sød by, hvor der bor mennesker (der er skole, gymnasium osv.), som så også lever uden for højsæsonen. 

..så vi var på crepescafé, ude at ose lidt i butikker og på restaurant.
Og chokoladefabrik, ej at forglemme.

Jeg må indrømme at jeg altså har fået bedre chokolade, men nu da jeg bor med Jesper og dermed er en del i det sødere univers ..det ses på taljen btw…, så har jeg været rundt om (chokolade)blokken. Men det er hyggeligt!
Kræmmerhusene, som chokoladen købes i er søde og pæne og vi erhvervede både til Augustas lærere, hendes far, min mor og til os selv. Selvfølgelig.
Susanne (eller Susanna? det går stærkt på svensk), der lavede vores hjemmelavede varme chokolader (med det hele! Det hele! Flødeskum, skumfiduser, krymmel) var super rar, så hvis vi havde haft en dag eller to mere i Åre havde vi altså nok taget en tur forbi mere. 

Hvor vi boede er faktisk ret vigtigt. Vi var i den ski-del der hedder: Bjørnen. Der er flere skiområder i Åre, men Bjørnen er det der rammer den lige i røven af hvad børnefamilien har brug for. 
Det var bakker der nærmest ikke skrånede (har du set en skiskolebakke? Sådan en med rullebånd op, som i lufthavnen, som ungerne bare kan stå på, for at blive transporteret op), masser blå og grønne pister. Men også (vigtigt!) forbindelse til de andre områder, så da Augusta var på skiskole kunne Jesper og jeg altså finde voksenværdige bad-ass pister. 

…okay, det lød sejt, vi hygge-slalomede mest af alt ned af blå pister og drak cappuccino i en sød tipi-café på toppen af
bjerget.. Voksentid! YAY!
Så det område kan jeg virkelig anbefale, til hvis du har unger der skal med på ski. 

Det var som sagt også her hun var på skiskole, og det var altså en smule udfordrende først, men det viste sig (heldigvis) at blive en kæmpe succes!
For en 6-årig, der gerne vil være god til alt, på skiskole med en svensktalende (sød og rar ung surferlooking mand) kan det da være en udfordring, og for Augusta var der i hvertfald nogle små ting der liiige skulle overvindes, selvom gåpåmodet fra ON, da hun skulle derhen. Det var sådan noget som at køre på lift selv og det her med at man ikke ved hvad der skal ske. Det var nok en kombi af at hun egentlig rigtig gerne ville og en ærgerlighed over at hun ikke turde det hele (som nogle yngre børn, på de andre hold). Og så nederlaget i at falde. Som jo ikke er et nederlag – os der har stået på ski er faldet 1.000.000 gange! 

Nå, men efter skiskole havde vi (hun og Jesper) massevis af energi. Indrømmet, den svenske, friske luft gav mig lyst til en lur deromkring kl. 12, men vi var altså på ski næsten alle dage, 9.30 til cirka 15! Så dér øvede vi en masse og hun.. armen I skulle se hende.. hun overvandt alle sine bekymringer og endte med at suse ned af pisterne. Med det største overskud og kommentarer som: “nu er jeg meget bedre end dig, mor!” 

Og helt blæret kørte hun (uden lærer) afslutningsshow, pisten ned af slalombanen, ned i favnen på den levende snemand Valle (stedets maskot, der holder af remix af technomusik og skiløb med børn).Mor her græd en smule. Ikke fordi hun skulle blive mega sej til ski, for turen handlede om at hygge, få kvalitetstid og oplevelser – og have det skægt, men hun voksede nærmest 2 cm. af at gå fra at ikke kunne noget til at mestre det med fuld selvtillid. 

Vi tog så så det der tog til Åre. Det er måske grunden til du har klikket dig ind på indlægget? Jeg har i hvertfald ikke selv hørt om det før, jeg har altid været med bil og færge på mine skiture, som barn. 

Vi bor i Østjylland, så vi havde flere togture: Skanderborg-København, København-Malmø og så Malmø-Åre, direkte. 

Toget er sådan et sovetog, hvor vi med egen kupé havde siddepladser, som kunne laves om til køjer (seks pladser), når vi ville gå til ro.
Der skulle være megen overtalelse, hvis vi skulle køre i bil og Jesper gerne ville deles om bilistrollen. Hvilket ville være fair, men det er ikke længe siden jeg har fået kørekort og jeg har endnu ikke kørt i udlandet og faktisk ikke engang på motorvej, siden køretime.
Som passager var det virkelig rart at man bare kunne gå rundt, frit i kupéen og toget og som passager med barn værdsatte jeg toilettet og spisekupeen, hvor der var snacks! Og mad! Jeg strikkede 1/2 trøje på den togtur!
Og Jesper elskede det hele og det faktum at han ikke skulle køre, hvis bil var alternativet. 
Det kan da godt være jeg er klar en dag, men jeg må sgu sige at det var rart og spændende med det tog der! 
(Du kan læse lidt om selve toget og ruten hér, hvis du er nysgerrig)


Det er bare hyggeligt og da også luksus at snacke, spille og se serier i et tog og super praktisk og fedt at gå i seng (liggende) om aftenen og vågne op til snelandskab og destination, men jeg vil ikke sidde her og påstå at det er ligesom at sove derhjemme.
Det afhænger naturligvis af hvor tungt du sover, om du kommer frem total veludhvilet, men jeg sover ret let, så jeg var lidt træt, da vi kom til Åre (og igen, da vi kom tilbage). Det bumler jo lidt og der kan passere mennesker i gangene, men vi fik altså sovet, omend lidt uroligt. 
(Augusta undtaget, hun sov som en drøm!) 

Det var alt i alt en herre hyggelig ferie, som jeg er så glad for vi har med i den mentale scrapbog! 

Augusta vendte også tilbage i skolen med massevis af billeder på iPad’en og et postkort, som hun fik læst op. Og nu mener hun at hun er ekspert til ski.
Det er for sødt!

Men nu kalder min hverdag på mig igen og jeg vil springe ud i bageskolerenoveringen (som også kører) og give et nap med, så fortællingen om skituren må slutte her. 

Hvis du vil lure lidt på Dansk Bilferie og deres rejser kan du tjekke det ud ved at klikke her.

VORES SKOLEHUS: DET BEDSTE DER ER FLYTTET IND!

Reklame: Ilva

Ja, jeg er sgu altså typen med en boligprofil.
Det havde jeg på ingen måde regnet med, da jeg startede på Instagram og faktisk brugte en hel del af min barselstid med at joke med husprofiler, der viste indretning og ‘inspiration’

Det uperfekte skolehus

Meeeeen så blev jeg selv voksen og syntes det her hus-halløj var spændende og selvom husets profil er lavet for at undgå at spamme min og Jespers profil med projekter, der ikke nødvendigvis interessere, så har den fået en ret vild start og har fandeme over 36.000 engagerede følgere.
Que!

Profilen er dog knap så meget Kubus, men mere ‘det laver vi mandag formiddag’ og ‘det her projekt arbejder vi med på 3. uge’, hvilket ofte er at male eller spartle noget.
Vi kommer tættere på indrettede rum, men jeg forsøger også bare at gøre det så umiddelbart, som på min egen profil, hvor det ikke er ‘stylet’ eller nødvendigvis pænt.

*Klip til noget stylet og pænt*
..og så endda på min blog! Hvad skal der dog ikke blive af mig

Det går da (stille) fremad!

Augustas værelse der var det rum der var færdigt som det første, fordi det at flytte i hus, med mors kæreste er en omvæltning, så det var prioritet nr. 1, at hendes sted skulle stå flot og færdigt, så de ting der er vigtige for hende, som hun forbinder med hjem, var udpakket.
Stuen er godt på vej, vi mangler dog noget stuk (så der hvor loft møder væg er der ikke synderligt kønt), at male fodlister og 2 vindueskarme (det var mig, der gik i stå ved nr. 2). Gang og trappe er vi lige blevet færdige med at male og dét er blevet freaking flot! Men altså, smid mørkegrøn maling på en slidt trætrappe og bum: pænhed.

..og så er der soveværelset, der lige har fået en mini-overhaling.

Jovist, jeg har forsøgt at tage nogle pæne billeder, men jeg har ikke redigeret dem, så jeg håber ikke du får ondt i dit æstetiker- eller fotografhjerte!

Det er bare fordi vi ikke skal bruge meget mere

Nærmest, ikke, for jeg tror at de flestes soveværelser har en del flere sager. Mit, i lejligheden, havde i hvert fald. Men vi har valgt at gå ret minimalistisk tilværks, så der kun er seng og kommode.
(Tæller man en vase, en taburet (vaseholder), en lampe, et spejl og et par mærkelige planter med i en møbelopremsning?)

Der er jo ret meget gang i soveværelset (HØHØHØHØHØ *klask på låret* *farhumor*) med bjælkerne og den lidt lerfarvede maling vi har valgt – som jeg forresten har smækket på alle væggene, så der behøver ikke rigtig være så meget andet derinde. Vi har en mellemgang, hvor der skal være skab i et rummeligt indhak, så vi slipper for at tænke kreativ skabsløsning på de skrå vægge.

Så det er ikke fordi vi er skrabede Bo Bedre minimalister, som en besked vi fik lidt hentydede til – vi skal bare ikke bruge så meget i det rum.
Så ingen større Marie Kondo tanker eller noget som helst andet.

Plads til os! Og flere til!
ENDELIG!

Og venner.. se sengen. Det.er.min.store.drøm.

Den er 210 centimer bred. 210 centimer lang.

Sidstnævnte kan jeg ikke bruge til noget, for jeg er 173 høj, men Jesper nyder godt af det kan jeg fortælle.

Nu lægger jeg ikke mærke til at Augusta sniger sig ind i sengen om natten og hun har INTET at sige til at ligge tæt op af “voksen-morgenånder”. Katten kan endda også være der, når han sniger sig med ind (han sover ofte på Augustas gulv).. og mon ikke der er rig mulighed for at placere en baby et sted i de hvide lagner en dag?

Den er fra Ilva og at vælge en seng der er så gigantisk er altså det allerbedste valg. Kan jeg sige.. næææsten uden at overdrive.

Og så har jeg vænnet mig til at den er tårnhøj. Det er sådan en kontinentalseng. Dét har ingen af mine senge været og da vi fik den leveret var jeg sgu helt i tvivl om Augusta kunne klatre derop, men ingen problem – det kan hun!

Og så sover vi ski-de godt.

Min gamle seng har kun 3 års tid på bagen, men den var både for lille og for blød, så for alles rygges skyld var det på tide at få skiftet seng og få en, som begge har testet og valgt og som så kan noget godt for alle mands nattesøvn. Men det her med at vælge en seng der er for blød lader til ikke er være en sjældenhed.. min gode veninde har også skiftet sin ud, af samme grund.
Nå, men min seng fra lejligheden dur så udmærket som gæsteseng og vi har jo tre af sådanne værelser til overnattende gæster. Min seng plus Jespers seng plus min venindes gamle (..for bløde) seng giver tre gæsteværelser. Perfekt!

Billedet er forresten min gode idé, for jeg ville vise størrelsen på sengen og når noget er så stort er det ligesom ikke en tændstikæske man lægger ved siden af. Det måtte blive mig – og Jesper hænger naturligvis i bjælkerne.

Hvad synes du om det?
Er det ikke meget godt nok gået af en ikke-boligstylist-type?

..og nå ja, den her bor der også. Det er sgu vigtigt. Ikke kønt, men vigtigt. Og så er der nogle kabler vi lige skal have skjult. Så NÆSTEN færdig 🙂

Husets profil hedder @voresskolehus, hvis du gerne vil ind og snage lidt. Den er åben for alle og vi synes jo selv det er et pisse spændende projekt vi har gang i!