Nutidensmor

Den anden dag, venner. Den skulle så på cheesecake, weekend, kvalitetstid i huset og godt humør, men jeg så lyn og torden som ind i helvede.. og du kan måske godt gætte hvem det (desværre) gik ud over?

Måske du allerede her kan regne ud det kommer til at handle lidt om humør?

Når jeg ser tilbage på mine yngre dage, hvilket jeg sagtens kan sige, nu da jeg nærmer mig de 31 med enormt hastige skridt #FØDSELSDAGLIGEOMHJØRNET, kan jeg godt se at mit humør havde nogle ret så voldsomme udsving. Vi taler ikke på den maniske måde, men jeg har, som jeg også tidligere har talt om, haft perioder med depression.

Så udsving på den mørke: jeg-bliver-på-mit-værelse-og-taler-ikke-med-nogen-i-uger, jeg-stopper-på-gymnasiet-i-3g. og jeg-kan-ikke-se-nogen-fremtid (på den enormt sortseende og triste vis, men ikke på suicidal)

Som du nok kan gætte det var jeg ikke ligefrem en fryd i mine tidlige teenageår og hvis min mor skulle tale lige ud af posen ville hun nok sige jeg var en lille bitch. Men det kunne hun sgu aldrig finde på, hende mor.
Men jeg har kun fået ordet: depression på skrift og det mener jeg (som jeg også tidligere har talt om) stammer fra p-piller og pep det da lige op med en ungdomshjerne, der gerne vil ’finde sig selv’ og passe ind alle vegne. Hvilket ingen kan!

Det ville være en saga blot, hvis jeg da så ikke skrev indlæg om det, men weekendens meltdown fik mig til at tænke på den tid, fordi de samme, gamle følelser piblede op i mig.

Det var følelsen af at jeg ikke kunne blive glad igen, sådan aldrig nogensinde, der ramte mig som et godstog, for jeg husker den sååå tydeligt!

Jeg ved ikke om du har prøvet det, det kan da godt være vi alle har mærket det, i større eller mindre grad, men det er sådan en følelse af at der ikke er en vej ud af ens kedafdethed eller vrede.
Og sideløbende med at jeg så var ked af det og vred, så var jeg også helt klar i hovedet om hvor dumt det var, men det er lidt som den der bus i Speed, hvor Keanu Reeves, hvis vi skal blive i transportmiddel-analogierne, hvor det bare ikke er muligt at komme af igen.

Okay, sammenligningen er måske ikke helt så genial, som jeg lige tænkte, for Keanu KAN jo hoppe af, men vælger ikke at gøre det og med mine følelser dengang – og i lørdags – føltes det bare ikke som en mulighed.

Og hvad fanden skete der, tænker du måske?

Jeg ved det ikke helt.
Jesper var lidt mutten og efter et par kommentarer væltede korthuset for mig og det korthus forblev nede i 24 timer. Ikke noget jeg er stolt af, men i 24 timer talte jeg ikke med Jesper, fordi jeg kortene var væltet, jeg kunne ikke blive glad igen.
Meget definitivt, men bagerst i mit hoved forsøgte jeg også at sige ’pyt’, komme videre, tænke på noget andet og alt det, men det der overskyggede al den rationalitet var tanken om at det her er en følelse som jeg ikke kan slippe og som er der fra nu og så for altid.

Nu hvor jeg skriver det her på bloggen så lyder det ret ekstremt, men det er 24 timers stilhed jo egentlig også.

Jeg ved ikke om det er min personlighed, der ellers er ret rolig og tålmodig eller rester fra noget, der gør at jeg ikke altid håndterer konflikter med mænd så godt (det er faktisk kun med mænd/kærester), men det kan jeg så tænke lidt over.

Men du må også gerne komme med dine tanker og erfaringer.

Generelt er jeg sgu glad. Det får jeg ikke rigtigt meddelt her på bloggen. Jeg mangler tid, men det er vi nok mange der gør. Jeg har ret meget ’for’ og meget ansvar, som selvstændig og måske for mange bolde i luften var med til at vælte det korthus der?

..og så PMS. Det er tirsdag, hjemme hos Line, hvor vi skulle optage podcast, gik det ned med cyklussen og måske dét forklarer lørdag-søndag hændelsen?

Det kunne i hvert fald være rart, hvis jeg kunne pin-pointe årsagen, mere end ’sådan er jeg bare’, for jeg gider sgu ikke være sådan en dame, der smider en halvfærdig cheesecake i skralderen, fordi (kort sagt) kæresten siger det er mig den er gal med – og ikke opskriften (som jeg syntes), for så at erklære radiotavshed til dagen efter, samme tid.

..men det er sgu hvad der skete!
Hvad tænker du?
Kan du blive hidsig?
Irrationel?
PMS’et?
Er det rester af noget?
Eller ‘er’ det bare dig?

Jeg er naturligvis klar over at det lille væsen ikke havde planlagt at lægge sig til at dø i går, men det gik alligevel således, at vi var nødsaget til at rykke lille Sommers pludselige død til i dag.
Til en mere belejelig dag du ved, hvis det da overhovedet findes, når en 6-årig skal sørge over sit første kæledyr.

Det er forresten hamsteren jeg taler om. Hun blev 2,5 år og er sådan en slags hamster, hvor det at blive over 2 år er noget af en præstation, hvilket forklarede at vi faktisk fejrede hendes 2 års fødselsdag med et: tillykke med din sidste fødselsdag! 

Ja, vi kan godt slå fast, at vi har en lidt morbid humor.

Vi gav normalt Sommer ret megen opmærksomhed, men i går blev hun altså lagt på is.

Men hun blev helt kold i røven.

I går gik det nemlig således, at jeg tog på arbejde og modtog en sms fra Jesper, der havde fundet den lille pelstot død. Desværre så resten af dagen således ud, at der ikke var den store tid til hverken bearbejdning af død, snak om død, begravelse og afsked. Slet og ret fordi jeg skulle direkte fra job til at hente Augusta og så til møde på skolen i to timer. Og så var det ligesom sengetid.
Ja, måske lyder det som dårlige undskyldninger, men hvem kan i det hele taget overskue at fortælle ens barn, at kæledyret skal ned i jorden?
(Ikke jeg!)

Så Sommer kom i en kasse. Kassen kom i fryseren.
Og så legede vi bare det aldrig var sket.

..indtil i dag, hvor vi gjorde plads til alle de følelser der kom og til begravelse i haven – og mange snakke om døden.

Jeg tror ikke der er nogen endelig og korrekt måde at hjælpe ens barn med at håndtere død, men hvis du har erfaringer må du gerne dele.

Én ting vi gjorde, var bl.a. at tale om hvor hun mon kommer hen, når hun nu døde. Hvis hun overhovedet gør det – altså ender et bestemt sted. Om hun bare sover. Om man er i himlen eller genfødt som en anden. Augusta har været i kirke med børnehaven og vi har talt lidt om religion, men da jeg selv er ateist lader jeg hende tænke sit om tro – generelt og døden.

Jesper sprang pludselig ud noget med regnorme, der spiser kassen, men jeg stoppede ham, for ådsler og råd er måske lidt for grafisk. Men hans far arbejder også på kirkegård, så den slags er måske lidt mere naturligt for ham. Men dét tager vi lige en anden dag – altså at Sommer er gødning og ormeføde.

Det hele endte meget godt. Vi fik pyntet graven, tegnet på en sten og taget et billede til klassen, med skole-iPad’en og vi sluttede dagen med pizza (kødet kom ikke fra fryseren) og fredagsslik. Hun har fortalt katten at Sommer er død, men at hun også var gammel.

Det var fandeme sødt.

Nå, men alt gik jo som det bedst kunne gå. Vi fik sagt farvel til den lille løbehjulsmotionist og hej til livet uden savsmuld allevegne.

Jeg har altså lavet min research på den her, venner.
Selvom jeg ikke er journalist, som min navnesøster, hvis arbejde jeg indimellem får credit for, i form af screenshots af ”spændende artikler”, så har jeg gjort forarbejdet! Jeg har levet den, som var jeg skuespiller, der skulle gøre sig klar til en rolle og dermed methodactede. For ej at sammenligne mig selv med andre skuespiller-Myginder, for dem er der også nogle af jo! #hejpeter!

Efter at have boet i huset i knap 1,5 måned:

Hvad er de store forskelle fra lejlighedslejer til husejer?

Skal vi ringe til viceværten?

Én ting er at: YAY! Vi ejer det hele og må gøre alt vi vil med det, men en anden ting er: SHIT! Vi skal gøre alting, altid – selv

Da jeg boede i min 3 værelses lejlighed i Aarhus midtby (det man nu kalder Aarhus K, som er området ved Ceres/Godsbanen, til de nysgerrige) havde vi en vicevært på, så hvis der ikke var varmt vand: jeg ringede til viceværten. Lugtede afløbet mærkeligt og havde jeg forsøgt mig med afpelsning af risten (den kender vi alle – fy for den lede!)? Så ringede jeg jo til viceværten. Det samme har jeg gjort, da der faldt en hasp af vinduet.

Det samme skulle jeg virkelig have gjort, da et lysstofrør under køkkenskabet faldt lidt ned i siden, for det skal man så betale for at de ordner, når det er til flyttesyn jeg får påpeget det.
Nå, men you get it.

Vi betaler – eller skal selv fikse – for alt det der fremover og for altid.

..som da vandet den anden dag bare ikke blev varmt (det er der billedet er fra). Altså det tager i forvejen små 10 min., men her ville den slet ikke gå, jeg blev utålmodig og smed shampoo i håret. Det var dumt, for varmen kom aldrig, fordi vi vidst havde pillet ved noget forkert nede i kælderen. Hov.

Vi skal da gå udenfor!

JEG HAR EN HAVE!
Som jeg ikke deler med andre, end de der bor i huset. Dvs. ikke 25 ejendomme med hver cirka 10 lejligheder, med et gennemsnit på 2 beboere, der deles om et pletgræs, i skyggen af tårnhøje lejlighedsbygninger.
Do the math.En kæmpestor en endda. Jesper ved hvor meget, jeg er ikke selv sikker, men det er da nogle fodboldbaner af hyggehave med drivhus, gynger, trampolin (alt noget vi var så heldige at få med!).

Men hallo!

HVORFOR vokser ukrudt så hurtigt tilbage? Jeg har jo lige fjernet det! Det er neverending! Så selvom jeg nyder at plukke hindbær og vindruer så var det faktisk kun første gang jeg fjernede ukrudt, der var sjov.
Jesper og jeg delte en halv flaske rosé og gik intensivt i gang med at køre fliserne foran huset fint. Det lignede jo jeg-ved-ikke-hvad allerede ugen efter.
Vi må være de typer der holder rustik have.

PS. Jeg er den officielle Kongespilsmester på matriklen.

Skal vi ikke lige svinge forbi Føtex Food og købe en Pepper Makker?

Glem det. Det her med at småtteri-købe-ind er slut.
Vi handler. I Kvickly eller Løvbjerg et par gange om ugen. Før kunne jeg sgu handle dagligt, i Føtex Food. Bare lige til aftenen og lidt til dagen efter. Det her er måske mere fornuftigt brug af tid, men jeg må da indrømme: MULIGHEDEN for sådan en lille tur i 7/11 er da rar.

Vi har for resten små 3 km ind til indkøb. Det er selvfølgelig ikke meget, men over halvdelen af hustanden er uden kørekort og der er bare sjældent tid til en cykeltur, når jobbet er klaret og barnet er hentet i skole.

Hvor er du?

En SMS jeg seriøst har sendt to gange, fordi jeg ikke kunne finde Jesper på matriklen.

(Han var i hhv. boldrummet den ene gang og i haven den anden)
Men vi bor virkelig også stort.

Er sådan et intercall dyrt?

Hvorfor fa’en..

..kan vaskemaskinen ikke køre samtidig med tørretumbleren, uden strømmen går?..er der ikke varmt vand?

..har vi en nøgle vi ikke ved hvad dur til?

..er der vådt på gulvet i kælderen?

Ja, det var måske ret apropos, men jeg står med helt nye undringer, der ikke var der, da jeg boede i lejlighed, der både hænger sammen med at være flyttet, flyttet  i hus og så endda flyttet i et gammelt hus. Særligt sidstnævnte en betydning, men det er jo det man tager med, når man flytter ind i et hus fra 30’erne – og ”på trods af det” står det virkelig flot, det er passet så fint på gennem tiden. Og det vil vi gerne fortsætte med!

Naboer

Er sådan nogle der er flinke, der kommer med hybenmarmelade, nogle som man må komme og plukke hindbær hos og som endvidere ikke holder abefest med høj UMZ UMZ UMZ anlæg til klokken to om natten.

Penge, som man ÆK må bruge (åbenbart)

Det er sådan, at når man ejer noget, som f.eks. et hus, så skal der sættes ekstra meget af hver måned.

Af hvad jeg kan forstå på vores søde bankrådgiver skal vi jo være klar på ALT og selvom vi er forsikrede i hoved og røv, fra tag til tv, fra vandskade til v… noget andet med v!… så kan der jo ske hvad som helst, der kan ændre vores drømme (og opsparing) om nyt gulv i skolestuen til et plaster på en eller anden skade.

For mig selv (hvis vi laver en 50/50 split), så sidder jeg billigere, end jeg gjorde i lejligheden, men omvendt er der jo tilskud, som boligstøtte, der er forsvundet, så rådighedsbeløbet er selvfølgelig ikke større.
Jeg har ikke fået eneforsøgertillæg længe, bla. fordi Jesper har været der meget og på den måde bidraget til husstanden, hvilket gør man ikke må få det tillæg. Og fair nok med det.

Men det jeg ville sige var, at selvom det er billigere på bundlinjen at bo dér, så skal der lægges langt mere til side, fordi der kan ske ting pludseligt og uventet, men også fordi huset bliver ældre og ting, pga. tiden, skal fikses, hvilket vi har i mente, at vi skal isolere engang – og noget så nederen som skorstenen skal efterses (tror forresten det er 1000 kr. pr. meter! HA! Han har bare at have en høj, flot hat på til den pris!)

Hus-ordbog

Ja, jeg ved jo ikke om det bare er mig, men huskøb har ført nye ord til mit ordforråd!

Realkredit
Girafsliber
Klimaskærm
Tinglysning
Varmvandsbeholder
K3’er
Indlånsrente
Vinterhave (noget Jesper ønsker sig)
Akustikloft
Faser (og det har intet med børn at gøre, mere ift. strøm)
Brændeovnsskrotningspulje
HFI-relæ (og hvordan man slår det til -igen)
Hjørnemalebold
Pillefyr (og hvordan det virker)

Smid gerne en kommentar, hvis du har noget at tilføje!

Fra 4. sal til stueetagen

Gæt engang.. jeg har aldrig boet lavere nede, de sidste 8 år, end 3. sal. Og nu! Nu har jeg kun 3 små trin op, når jeg kommer slæbende med alle mit lort!

Er det tydeligt jeg er pænt glad for at være flyttet i hus?

Det håber jeg i hvert fald det er!

Hvis du har noget du gerne vil tilføje, så gør det endelig.

Det er jo ikke fordi jeg selv har haft drømmen om et hus – og det her med at få et stort hus, på landet, den drøm er kommet, da jeg mødte Jesper.
Og dét får mig til at tænke på:

Bor du i hus eller lejlighed? Drømmer du om det ene eller det andet?

KH! Johanne

Jeg er ikke klar over om det bare er sådan jeg hænger sammen eller om det faktisk er småmærkeligt for alle? Jeg håber sgu ikke det her lyder utaknemmeligt, men jeg er sgu nødt til at sætte nogle ord på at være nomineret til en ret så fin pris, igen.
Det er ikke fordi jeg vil spille underdog, men jeg føler alligevel at jeg kender mine odds – omend bakker statistikken mig op 😉

Det her med konkurrencer har ikke været min ting og nu, for.. hvad? Femte år (som jeg kan tælle det sammen, min hjerne virker ikke så godt disse dage, men det er hvad jeg kan regne ud), er jeg nomineret til ”Årets Blog” af det der hedder Børn i Byen.

Så ja, jeg har kun tabt, sådan kan jeg også sige det. HAHA!

Det er sgu vildt, for der har siddet nogen derude og tænkt: Hey, Nutidensmor – hende nominerer jeg, for det er således indrettet, at det er læserbestemt, det vil sige der ikke har været nogen jury i spil.
Dérfor er det fandeme da en ære, at der er et par (eller ja, måske bare én, men stadig) der har tænkt på mig, som en der gør det udmærket.

Jeg kan huske første år jeg var nomineret, som så var i 2015. Jeg tog selvfølgelig afsted, sammen med mine to dejlige veninder, Lærke og Lisa. Ja, helt til København, for at opleve molevitten.
Jeg havde startet bloggen et år før, så det var ret så crazy pludselig at stå i den situation, hvor min blog og jeg blev fremhævet på den måde, for også dengang var der jo andre bloggere, der var langt større, end mig (sådan læsertalsmæssigt f.eks.) og som havde været i gang længere tid, end jeg havde hamret på taster.
Dét år vandt Trine, aka. Lortemor, som jeg selv elskede at læse med hos. Hun blogger desværre ikke mere. Om hun kommer tilbage ved jeg ikke, men den pris landede enormt velfortjent hos hende, fordi da hun startede var der altså ikke et overtal af de her ærlige-no-bullshit-hverdags-mommybloggere.

Jeg fik forresten også mødt Cecilie (Sneglcille) og Mette Marie. Vi tog et fanbillede sammen (godt gættet: jeg var fanen). Ja, østjyden her var sgu helt befippet, kan jeg fortælle jer.
Det var også inde på Glyptoteket at festlighederne foregik, hvilket er en fornem setting – og der er altså ikke nær så mange events og arrangementer i den del af landet jeg bor i, så det var noget virkelig specielt at være med.

..også selvom jeg ikke vandt, hvilket jeg på ingen tænkelig måde heller ikke forventede.

Det gjorde jeg slet heller ikke, altså jeg forventede ikke ”en sejr”, i 2016, da Alexandra (MigogMinTinderbaby) vandt. Og heller ikke i 2017, da Alexandra vandt igen! Endda også ”Årets Ildsjæl”, så vidt jeg husker.

I 2018 var det seje Sneglcille der fik prisen som ”Årets Blog”, hvilket da er på sin plads, for hun har været i gang i mange flere år, end de fleste! Og så er hun fuldtidsblogger, hvilket jeg tænker kræver sit!

Jeg har ikke helt styr på matematikken, hvis du kan huske hvem, hvad og hvornår, så hjælp, for kan det passe det her er femte omgang?? Det må være fjerde, ikke? Jeg har googlet mig til vinderne, for at være sikker, men nu bliver jeg usikker på om det ER alle jeg var nomineret i, eller om der var et år jeg ikke var der.

Nå, men hvad er det jeg vil sige med det her indlæg?

Én ting jeg må komme af med først er et tak for nomineringen!
Det er fandeme sødt af jer der har været inde og skrive mit navn.
En anden ting er, at jeg må sige at det ikke er fordi jeg er utaknemlig at jeg ikke kommer til at tale meget om den her pris. Det er ikke fordi jeg ikke vil nomineres at jeg ikke laver massevis af swipe up links eller påmindelser om at afstemningen slutter snart, men fordi jeg bare er et akavet menneske, der ikke er god til konkurrencer.

..og det her er vel en slags popularitetskonkurrence, er det ikke?

Jeg italesætter det nu, som jeg vidst slet ikke gjorde sidste år, men jeg kommer ikke til at bede om stemmer. Det betyder ikke jeg ikke sætter pris på stemmer eller ikke satte pris på at blive nomineret af jer, jeg tænker bare ikke jeg.. hvad fanden skal jeg sige.. fortjener det?

Jeg ved at når det er muligt at nominere, så er der flere der beder deres følgere og læsere om at stemme på dem, men det er bare ikke mig, ligesom det heller ikke er mig at bede jer om at stemme på mig nu.

I bestemmer sgu selv hvem I stemmer på og man kan sige min blog har også været ret stille det sidste knap halve års tid, så det handler nok også om at jeg ikke så meget mener jeg er nogen som helst ”årets blog”, for mit bidrag er ikke det største. I hvert fald ikke på blog.
Jeg har brugt krudt på at lave podcast, hvor jeg også taler om morlivet, på at lave hus og vise det og så bare på at finde min plads i et forhold, med en sammenbragt familie, som måske indimellem fylder på en måde som jeg ikke kan dele med jer.

Jeg dukkede ikke op til showet de andre år, fordi jeg ikke havde tid, men jeg kunne jo godt være taget med, for at fejre vinderne og alle de mennesker der kommer, for at se selve showet der hører med, men i år tror altså jeg tager.. hapser Jesper, måske også Augusta, under armen og laver en tur ud af det!

Og nu vil jeg sige: det her er ikke noget underdog trick, at sige jeg ikke vinder i år.
Jeg har sagt det før, venner: jeg er en realist. Tenderende skeptiker, men primært realist. Jeg kan godt se det stærke hold af damer der er nomineret er noget mere aktive, end jeg, så det lille ekstra krydderi på min personlighed: mindreværdskomplekser, gør at jeg har dømt mig selv ude på forhånd 😉

Sofie (HelloSofie) er for mig at se, hvis jeg må være så fræk, den oplagte til at stå på podiet (skråstreg scenen eller hvordan det nu ser ud) og hvis det er sagen er det velfortjent. Jeg følger selv glædeligt med i hendes daglige stories og kig til barsel og familieliv. Det er ikke anstrengt eller opstillet, men ret ærligt og kærligt. Hvilket jeg kan lide.
Jeg ved ikke om det er unfair at jeg udpeger hende, men på den anden side: hvorfor ikke? Jeg må jo også stemme!

Jeg sætter pris på jer!
I er søde og dejlige og selvom jeg er akavet omkring konkurrencer og nomineringer, så betyder det, som jeg vidst får skrevet en gang eller to, at jeg ikke er glad for at I har tænkt på mig! Det er jeg!

Tak for den nominering og tak for I læser med – også selvom det for tiden ikke er så hyppigt at der er noget at læse herinde!

KH! Johanne

Ps. Det er hér det sker, hvis du fristes til at kigge. Det er jo også en pris, som handler om byens bedste: butik, tøjmærke, bæredygtige initiativ og lignende.

KH! Johanne

Jeg har sgu blogget i fem år. Det er vildt at tænke på! Og med dén milepæl har jeg lidt at sige.
Også om hvad jeg ikke har noget at sige om, hvis det gir’ nogen som helst mening?

Jeg har aldrig været fuldtidsblogger.
Og det tror jeg heller aldrig jeg kommer til. Jeg nyder, som jeg har gjort det siden jeg blev færdig som pædagog, at have ‘noget andet’. Det er stadig livet som selvstændig, som fuldtidsbloggere kender, men jeg har i min hverdag andet, end Nutidensmor.dk.. og det med snabel-a foran. Jeg skriver at jeg aldrig tror jeg kommer til at være fuldtidsblogger, fordi jeg ikke vil lukke den dør, jeg tænker jeg i teorien godt kunne, men ønsker det for nu ikke.

Og med understregning under ‘for nu’, for hvem fa’en ved hvad fremtiden bringer?

På de fem år har min blog ligget på to platforme. Størstedelen af tiden var jeg hos Bloggers Delight og det sidste halve års tid har det været Buzzanova.
Jeg tror ikke I bemærker sidstnævnte (skiftet) nær så meget, fordi – det håber jeg i hvert fald – det ikke fylder, at min blog hører til i sådan et netværk?

Bloggers Delight, hvis du er nysgerrig på ‘bag bloggen’ var jeg tilfreds med, men jeg er langt gladere for at have en blog, som ikke har de her reklamer i siderne og mellem indlæggene, netop fordi jeg selv, som bloglæser foretrækker de ikke er der. Det er ikke mange blogs jeg selv har tid til at læse, men det hænder da og det falder mig i øjnene, når jeg så er der, at der er noget der popper op på min skærm, mens jeg læser.. men det er virkelig bare et vilkår for mange blogs i dag, at der er disse bannerreklamer er der, og det er sikkert en smagssag om man er til det. Apropos aktive fravalg.
Det er en af de ting jeg ikke vil og siger nej til, sammen med de håndører der hører med til at have dem.
Jeg er glad for at jeg turde tage springet til noget nyt: til Buzzanova. Det er jo bare ret sikkert at blive ved det man kender, men jeg er glad for jeg tog springet, for nu har jeg også en sød pige, Nanna, der sidder og tager sig af sådanne kommercielle ting, som når jeg laver samarbejder. Hun ved nemlig præcis hvad jeg kan lide – og hvad jeg ikke kan. Der er jo ingen grund til at noget menneske skal bruge tid på at tale med virksomheder om at jeg kunne have interesse i at skrive om kviklån eller tandblege, fordi det har jeg bar’ ik’!

..nå, men det var egentlig ikke det jeg ville tale så meget om, det var mere for at starte ud med at fundere lidt over hvad der er sket af ændringer gennem de fem år – og hvad der er forblevet.

Nu håber jeg ikke det her lyder som om jeg taler dårligt om de der er fuldtidsbloggere eller de der har bannerreklamer, for vi vælger alle det der passer til os, lige som jeg ofte skal tage stilling til hvilke billeder jeg lægger ud, hvad mine indlæg handler om, hvem jeg samarbejder med og hvad jeg deler. Altså hvad jeg fortæller.

Jeg tror aldrig jeg rigtig har italesat hvad jeg IKKE vil skrive om, når vi taler om de personlige ting, fordi jeg bare plaprer om det jeg gerne deler.
Det giver ikke så meget mening at skrive hvad jeg ikke fortæller, som jeg heller ikke nævner hvilket pålæg jeg ikke købte, da jeg handlede ind til frokost. Men nu er jeg faktisk blevet spurgt om dét, fordi flere har stillet et spørgsmål, som jeg ikke ønsker at svare på. Men jeg kan i det her tilfælde godt forstå hvorfor der bliver spurgt!

For jeg har altid delt meget og umiddelbart har jeg delt alt.

Jeg inkluderede jer den del i skolestart og skolevalgstanker og jeg brugte jeres beskeder mere end noget andet råd jeg fik IRL. Tak for dem, venner!

Én ting var at det var rart bare at italesætte det her lidt svære valg og formulere mine mange overvejelser – og måske også bekymringer, men det var også fantastisk at høre fra jer og læse hvad I umiddelbart tænker. Det er ikke fordi I påvirkede det valg jeg faktisk havde truffet i mit stille sind, men jeg følte det her fantastiske opbakkende sammenhold, som jeg altid har mærket at der er om min profil og jeres personlige fortællinger og overvejelser var virkelig rare at høre, specielt fordi jeg ikke selv har venner tæt på, der ikke bor sammen og skal vælge skole til børnene.

Det er overhovedet ikke underligt at spørge, skal jeg skynde mig at sige. Det virker som en naturlig forlængelse af den snak “vi har haft” og om det er en nysgerrighed efter hvilken by skolen ligger i eller specifikt hvilken skole ved jeg ikke, men jeg kommer ikke til at svare, fordi det for mig er en ting der er Augustas. Men igen: der var intet i vejen for at spørge!

En anden ting jeg også har valgt at trække fra internettet er noget så enkelt som hendes værelse. 
I hvertfald lige nu.

Vi (Jesper og jeg) viser rigtig meget af vores hus på den profil vi har lavet.
(Ja, vi er åbenbart de typer! @voreskolehus hedder profilen, som er stukket helt af!)

Her er der så et rum vi ikke har vist, selvom det er fuldt møbleret og malet, som det eneste rum i huset, og på plad.
Hendes værelse.

Jeg er ikke sikker på hvordan jeg skal forklare det, men det er simpelthen bare en mavefornemmelse jeg har, at jeg ikke har lyst til at vise noget så enkelt som hendes værelse.

Jeg ved ikke hvad det er, om det er en proces jeg går ind i, hvor jeg lige så stille trækker hende væk fra mine sociale medier, om dette er begyndelsen, men det er i hvertfald et valg jeg har for nu har truffet, at det ikke er noget der bliver vist. Fordi det KUN er hendes. Køkken, stue, oplevelser, have, middage og sådan – dét deler vi. Værelset er hendes, lige som skolen er hendes.
Så mavefornemmelsen og den manglende lyst til at vise, det lytter jeg lige til og derfor må jeg også, som noget ret nyt, svare på beskeder, at det er noget vi holder for os selv.
Og det er altså sjældent jeg har skrevet det, for normalt er det bare noget der sker, en udvikling, som at jeg ikke lægger nær så mange billeder op af hende mere. Eller de nære fortællinger.

Det virkede langt mere oplagt, da hun var mindre, at dele mere.
Nu, med den alder hun har, så er det mindre, fordi jeg gerne vil bevare hendes privatliv. Det føler jeg ikke jeg ville, hvis jeg skulle mere, end jeg gør nu. Altså dagligt tage billeder af hende, få hende til at stille op til fotos, fordi hun har sødt tøj på, berette om hendes følelser eller vores konflikter – som der jo er nogle af.

Hun er blevet ældre og mere bevidst og på en måde føler jeg det vil være invaderende at dele ud af hendes tanker og følelser, hvis jeg delte på samme måde, som jeg gjorde, da hun var bette. Her var det min opfattelse af hende, af os, af mig som mor, vores interaktion og min vinkel på situationerne. Hun var selvfølgelig ikke et mindre menneske da hun var baby eller tumling, men hun kunne dengang ikke fortælle sin version. Det kan hun nu.

Hun er ældre, men jeg har måske også ændret mig lidt.

Giver det mening?

Så på en måde har jeg fundet nogle nye grænser for det her onlineliv.
Hun har altid været med, men måden har ændret sig. Hun er med på mange billeder og stories og det kommer til at vare ved, men det er bare sket ikke i samme omfang, som da jeg startede med at blogge.

Der er selvfølgelig flere grænser, som jeg ikke tænker over eller normalt italesætter, og mon ikke der kommer flere med tiden? Og at de eksisterende måske rykker sig?
Sådan er det vel også i livet, udenom Instagram og blog, for alle?

Tak for du læser med. Det har ikke nødvendigvis været de sidste fem år, men du er her nu – og det er jeg glad for!

KH! Johanne

Der ER sket virkelig meget og selvom overskriften måske er at strække den, så er min tilværelse da virkelig vendt på hovedet. På den gode måde altså! Hvis jeg skulle være youtuber og lave en ‘new in’ video ville det ikke være sminke, kjoler og den slags, men en lang fortælling om det nye i mit liv. Men det får du så på skrift i stedet 😉

Vi er simpelthen flyttet ind. På den måde at vi sover i huset nu, det er her Augusta også skal sove (for første gang), når hun kommer på torsdag og selvom jeg har min lejlighed til 1. september, så nærmest alt mit lort.. eller: ejendele er rykket sydpå. Ikke Tenerife eller Marokko, men til Odder.
Ved siden af en mark udenfor Odder.
Vi bor på landet.
Det skal jeg også lige vænne mig til.

– Og lige netop dét er noget Line og jeg blandt andet taler om i afsnit 5 af vores podcast GIRLCRUSH, hvis du vil høre det og høre mere. Vi vender også hvad min frygt ved at flytte ‘på landet’ er.

Disse dage handler min hverdag om at arbejde, som jeg plejer, hjælpe med huset (som ikke har ét færdigt rum, endnu) og at afslutte det her kørekort, som jeg startede med at tage den første dag i juli. Teorien og den lovpligtige kørsel tog 12 dage, hvilket var freaking intensivt.
Jeg har fået en del spørgsmål om det er en god måde at gøre det på og jeg må sige, at hvis du har tiden til det, så er det godt! Men det kræver virkelig tid og du må ikke misse én køretime eller én teorigang!

Jeg sad i køreskolens teorilokale fra kl. 09-11.15 eller 12.30 fra mandag-fredag i de to uger og så var der kravlegård, som nærmest tog en hel dag, nattekørsel og køretimerne, som også lå hver hverdag. Det var ofte 2×45 min. og tiderne fordeles blandt 4-5 andre, der har samme kørelærer. Jeg kørte en del kl. 18.15, for så passede det med at jeg kunne arbejde efter teori.
Jeg er forresten pisseglad for min kørelærer, der hedder Morten! Morten Dam. Han er rolig og professionel. Og herre hyggelig. Han er en virkelig god fyr, som jeg klart kan anbefale at ønske, hvis du tager kørekørt hos Kørelærergruppen. Eller kender en, der skal til at tage kørekort.
De har virkelig styr på det og prepper mig (og de unge jeg tog kørekort med) til at være gode, sikre billister.

Og så er det torsdag skal jeg til teoriprøve og jeg er sgu usikker på hvordan det skal gå. Vi er blevet forberedt meget, men det er som om det ikke hænger så godt ved i mit hoved. Men selve kørslen går strygende, det skal jeg lige huske at sige. Og jeg tør næsten godt sige at jeg er er tryg ved at skulle køre med Augusta – dét er stort, hvis jeg tænker på hvordan jeg havde det inden. Der tænkte jeg: ALDRIG! ALDRIG skal jeg have ansvaret, med hende i bilen. Der er jeg sgu vendt på en tallerken.
Jeg har glatbane i starten af august og så står den på et par køretimer mere og så… KØREPRØVE. Uuuuuuhhhhhhhhh!
(Jeg er forresten selv ‘skyld’ i at det ikke er før, fordi jeg gerne ville flytte, være lidt i huset osv., så jeg kunne have været på glatbane og haft køretime, hvis jeg ville. Hvis du skulle undre dig over at et lynkursus er knap så lyn).

Nå, men huset. I gåri havde første nat i sengen!
(min seng, som er vores MIDLERTIDIGE seng. Den dur ikke, men det har jeg vidst brokket mig over før. Det er bare surt, når jeg for kun 2 år siden brugte 7.000 kr. på en seng. Jeg skulle måske have investeret flere penge – evt. i en bedre topmadras – eller bare have set lidt længere frem og forudset at en 160 seng ikke er stor nok til en fremtidig kæreste + barn, der kommer ind tidligt om morgenen

Hvis du vil vide hvordan det står til med alt det praktiske, så kan jeg fortælle at det er Jesper er den der trækker det største læs. Han er også den med mere tid, for han er lidt den hjemmegående husarbejder, der jobmæssigt arbejder med lidt mere spredte (og færre) arbejdstider, end jeg gør og så er han den handy af os. Og så har min juli jo ikke været tom for planer.
Ja, det lyder måske som om jeg har lidt dårlig samvittighed, men det har jeg måske et eller andet sted. Jeg er godt klar over at det er herre god idé at få det kørekort NU, fremfor om nogle måneder, så jeg også kan køre ind og handle, hente og aflevere Augusta og at flytningen jo skulle ske – og dermed også nedpakningen inden, men han knokler VIRKELIG også selvom det er beundringsværdigt ville jeg da ønske jeg kunne tage lidt af det hårde slid ud af hans hænder.

Det med at han bruger mange timer på at arbejde med huset og ikke på at sidde bag et skrivebord eller (mere realistisk): bage kage og lave events, handler også om at det er en investering. Og det er prioritering.
Håbet er at hans virksomhed, workshops og kursus, kører fra september og dét kræver jo at det hele bliver færdig. Det kræver mandetimer med maling, spartling og den slags, så Jesper er lige hvor han skal være, når han knokler derudaf, da det ikke kun har med vores private bolig at gøre, men også hans virksomhed.

Men jeg har også malet! Gangen én gang. Entréen én gang. Loftet i entreen.. det der skide listeloft i sprækkerne og med rullen. Augusta og jeg har givet én væg ét lag (på halvdelen af væggen, fordi der er en bjælke der er lidt upraktisk for en på 125 cm og 173 cm) og så kastede jeg mig over det ligegyldige, men endog hyggelige, projekt at male viktualierummet. Det er hundrede procent det rum som vi mest kunne undvære maling i og som vi ovenikøbet kommer til at tilbringe mindst tid i, fordi det er til mel og den slags, men jeg havde brug for et lille projekt i går. Eller: Jesper gav mig det. Han kunne godt se at jeg skulle have et projekt på størrelse med et klædeskab.

I går havde min hjerne havde nemlig brug for et pusterum efter bryllup fredag, polterabend i København lørdag, alt for lidt søvn, for megen alkohol og en søndag med flytning fra lejligheden (og nedpakning imens, ikke mindst!).
Jeg er jo lidt introvert, som jeg tidligere har skrevet om herinde, og en weekend med så megen knald på krævede en pause i går. Jesper lod mig sove til jeg vågnede af mig selv og så måtte jeg – hvis jeg ville – ligge i sengen hele dagen. Jeg så en del Real Housewives på HAYU, men jeg fik altså også malet det der ligegyldige viktualierum, mens Jesper (bare for at skitsere kontrasten) fik malet hele gangen og entréen med det sidste lag og spartlet alle samlingerne på vores gipsloft i stuen.
Men nu er det tirsdag og pausen har hjulpet. Jeg er i hvert fald tilbage. Tilbage på kontoret og senere: i huset, hvor vi har et møde og hvor jeg skal give det der rum (som jeg ikke engang vidste hvad vi skulle bruge til, før jeg lavede en story og Jesper fortalte mig at det altså ikke er et grovkøkken). Det er min lille ting, som forresten får farve med den vægmaling jeg købte til lejligheden, til min endevæg i soveværelset.
..den skal snart males over. For vi har også den der glæde med at spartle huller i lejligheden og slut-rengøre til gode.

Jeg ved ikke om du har set det? Det er måske uundgåeligt, hvis du følger med på min profil, men Jesper og jeg har lavet en boligprofil, som hedder Vores Skolehus (du kan se profilen her). Jeg er godt klar over at det ikke er noget for alle, bare fordi vi er internetvenner betyder det ikke du synes det er interessant at kigge med i vores husprojekt, men det er også netop derfor profilen er lavet. For ikke at bombardere på min (Nutidensmor) og for at have et sted til at spamme, til jer der synes det er sjovt.
Balancen i hvad der skal være hvor skal vi nok finde. Jeg vil ikke have at I bliver trætte af hus-halløj på min profil, men det er også en så stor del af det der sker nu, at det bliver strøet lidt overalt. Men hvis du er meget nysgerrig på vores gamle skole og hvad vi skal her, så kan du altså følge dér – også.

Augusta har jeg (eller hedder det ‘vi’ nu?) som sagt fra torsdag og hendes første skoledag er også lige om hjørnet. DET BLIVER SÅ SPÆNDENDE OG GODT! Heldigvis kan vi nå at falde lidt til, i et mere møbleret hus, end hun er blevet præsenteret for, de to gange hun har været herude, og det er rart i mit morhoved, der gerne vil have at hun har sit værelse, vores stue – ja, bare hele sin base, på plads, når hun skal til at vænne sig til hverdagen som elev.

Og så tror jeg det var en all around opdatering i mit liv, hvor vi kom omkring alt!

Jeg håber du har det dejligt og at du nyder sommeren?

KH! Johanne

(Nej, billedet er ikke pænt, men det var et foto af dét eller en iskaffe og så blev det alligevel et klædeskab, der er ved at kaste op)

Der er sgu tjep på disse dage, venner. Jeg kører selvfølgelig min regulære arbejdsrutine, men oveni hatten starter jeg på kørekort om lidt.
På mandag, for at være præcis. Det er også der den spændende måned starter!

Det er sådan et LYNkursus, som kun tager 12 dage – og al min tid i de 12 dage. Det kræver virkelig planlægning og når jeg siger: kræver, så er det fordi det er nutid. Jeg ved nemlig ikke endnu hvordan dagene ser ud, kun hvornår jeg har teori, kravlegård og al den slags, men selve køretimerne, hvor jeg skal gøre vejene usikre, de tider har jeg ikke tjek på – endnu.

Men i dag var jeg hos lægen. Hun skulle skrive under på en masse og kontrollere at sådan en som mig gerne må få et kørekort. OM jeg så får det, det må tiden vise, men jeg MÅ, sådan sundhedsmæssigt. Jeg skulle lige – enormt uncool – skride en halv time, fordi jeg – som det kvaj jeg er – havde glemt mine briller og dermed kunne jeg ikke bestå synstesten. Men det har jeg nu og jeg var ovenikøbet sårn’ heldig kartoffel der fandt et ældre pasbillede i går, under en rodeskuffeoprydning, så jeg skulle slet ikke have taget noget fotografi i dag. Herligt! Dén udgift ville jeg gerne spare.

Og apropos udgifter: Jesper har flyttemænd rendende i dag, i Kolding. Hans lejlighed er nemlig pakket sammen, hvilket vidst var noget af en kraftanstrengelse. Det blev til over 80 kasser (med dertilhørende møbler) og dé skal nu ud og stå i vores hus. Jeg tror vidst jeg har nævnt at vi var så heldige at få et disponibelt rum og det er jo genialt. Vi har været en del frem og tilbage ift. at leje flyttemænd, men lige med Jespers flytning gjorde vi det, fordi der er så freaking meget og fordi vi gerne skal have mod på at gøre det igen, når mit hjem skal rykkes til Odder.

Men i morgen flytter han ind!
Yes! Det blir’ godt. Det må vi fejre med noget god mad og rosé af en art. Augusta får jeg også i morgen, så alt går op i en højere enhed.

Og så apropos rod:
Ja, I kan jo se mit skab her.. jeg er i gang!

Min juli skal stå på det her kørekort, som I kan læse bliver ret intensivt, og så på nedpakning. Det skal ikke være nu, at der skal stå kasser overalt, for jeg har jo tid (jeg skal først være helt ude d. 14.08.), men jeg vil også bare have ro herhjemme, til at vænne os til at Jesper nu bor her og til blot at være, uden at falde over Harald Nyborg-kasser allevegne. Men jeg er så småt begyndt at sortere, for jeg vil også gerne gøre det ordentligt, uden der går for megen panik: jeg-smider-bare-ALT-ud eller (måske værre) jeg-tager-bare-alt-med-og-smækker-det-ned-usorteret-i-kasser. Det bliver nok lidt sådan til allersidst, for jeg er ved at brække mig over at tage stilling til dimsedutter, men lige nu forsøger jeg at være i god tid, for en gangs skyld.

Jeg starter med de her kasser, der er ovenpå skabene. Nederst i klædeskabene. Under sengen og laver: til genbrug, til udsmidning og til at tage med. Og tøjet. Det sorterer jeg, men det er ikke længe siden jeg var igennem det hele.
Næsten Sex and The City -agtigt, hvor Carrie rydder ud i sit skab. Er det ikke sådan de opdeler det også?
Det minder mig om at det kunne være sjovere med en flaske champagne!

Har du et godt råd i den proces?

Jeg tager alle de fif jeg kan bruge. Lige nu har jeg det sådan at jeg altså gerne vil af med enormt meget, fordi jeg ikke føler behov for at gemme på det jeg ikke bruger, men det er sgu også en balance, for jeg vil ikke bidrage til vores smid-væk-kultur, men hvad så når jeg indser at jeg bare ikke skulle have købt det i første omgang? Det fordrer selvsagt at jeg ikke køber noget igen, men det har jeg da selvfølgelig i mente.

Planen er at vi rykker ind 15. juli. DET ER SNART!
Så skal der males, ordnes og klargøres til at mine ting nok laver sit indtog d. 21. juli.
DET BLIVER SÅ SPÆNDENDE!!!!

Nå, men det var egentlig dét jeg ville sige for nu. Og hej også. Jeg skal tilbage til arbejdet, jeg har en iskaffe der er ved at smelte og Handmaids Tale, der venter.

KH!

Vi kommer til at have fem soveværelser i det nye hus.
Et hvor min og Jespers seng skal stå. Vi SKAL forresten have en ny, selvom min er 160 bred, så er det alt for lidt, set i forhold til at vi indimellem ligger tre deri (altså AUGUSTA er den tredje, don’t get any dirty thoughts!).
Det andet værelse er Augustas, et stort, lækkert rum der ligesom voers har fritlagte bjælker, som virkelig indbyder til at vi prompte får smidt nogle gymnastikringe op.
De tre andre rum er til gæster. Når vi flyttede det antal kilometer væk – og endelig er nogle enormt voksne typer, der EJER en bolig – så var det et krav at der skulle være plads til familie og venner, der kan overnatte, så ingen skal holde igen på vin. Som det er nu kan jeg da godt have et par veninder overnattende, en i sengen og en på sofaen, men jeg bor så også så meget inde i byen, at de kan trille hjem på deres jernhest.

..men intet babyværelse, for det er ikke i udsigterne.

Meget blogger-klassisk, men nu smider jeg den:

Det er nemlig et af de spørgsmål jeg får rigtig meget.

Og det er da ikke så mærkeligt! Jeg er 30 år, Jesper er 30 år, jeg har en 6-årig, vi har lige købt hus. Det ville være oplagt for de fleste at reproducere. Men jeg har bare ikke lyst og Jesper har det heldigvis lige sådan.
Men Augusta derimod.. Deeet. Ja. Hun vil gerne være storesøster.. men det bliver hun nok også – en dag.

Da jeg første stødte på den unge mand og vi blev kærester sagde han meget hurtigt i vores forhold at han gerne ville have børn med mig. Dét.var.det.mest.romantiske.jeg.NOGENSINDE.har.fået.smidt.i.ansigtet.

Og jeg havde lyst til at lave børn med ham!

Eller.. måske havde jeg i virkeligheden mest lyst til at være rund, gravid og altædende (fordi jeg kun har min graviditet med Augusta at referere til og dén var helt fantastisk skal jeg hilse at sige! Nogle få er heldige ift. gener!) og egentlig også babyen, det lille romantiske mix af os to. En lillesøster eller lillebror til Augusta, som jeg ved hun vil elske overalt på jorden.

..men helt ærligt. Når jeg kigger på en baby nu så føler jeg ikke noget. Det er klart, det ville være lidt voldsomt, hvis jeg fik lyst til at babynappe alle unger jeg så, men jeg har heller ikke lyst til at have min egen lille gylpeklump, med alle de søvnløse nætter der er med, al skrigeriet, alle begrænsningerne i hverdagen. JAJA, der er også den uendelige kærlighed og glæden, men venner. Det er da også hårdt!

Hvis jeg må sige det lige ud, så nyder jeg at have en 6-årig der kan nærmest alting selv. Jovist jeg skal være der og hun kræver min fulde opmærksomhed, men en 6-årig er knap en lille voksen, en børneveninde, der vil flette hår, fortælle historier, lave fodbad og se serier.

Jeg har bare slet ikke lyst til en baby.
Selvom det ville passe ind på papiret og med plads og sådan.
(Jeg aner dog ikke hvordan det vil fungere, når Jesper og jeg begge er selvstændige. Kan vi overhovedet gå på noget barsel? I don’t know, men det er heller ikke aktuelt lige nu. Jeg har tid nok til at google. Eller lade jer gøre mig klogere endnu en gang)

Det er ikke fordi jeg tænker det er en vild udtalelse: jeg har ikke lyst til en baby lige nu, men det er som om hele omverdenen håber på at jeg snart blive natlig insemineret og med rogn og jo .. i teorien kunne det da være fantastisk, men vi venter sgu. Om det bliver 1 år eller om det bliver 3 – det må vi se. Hvis det stod til Augusta var det i går. Hun har allerede planlagt hvordan hun vil reagere, når jeg en dag fortæller jeg er gravid, men hun må vente.

Vi nyder hinanden, lærer at være en lille familie. Vi skal falde til i hus, i skole og ligesom få rutiner.. det kunne jeg da godt klare med en baby på armen eller i maven, men når man nu har muligheden for at planlægge det, så hvorfor ikke vente?
Vi regner med – og håber på – at vi kan. Det er naturligvis ikke en selvfølge, det må jeg hellere sige, da der også er mange der kæmper med at blive gravide, men på det punkt er jeg optimistisk.

Når det så er sagt glæder jeg mig til den da vi skal lave et Mygind-Søvndal mix. Og han bliver en sørens god far, ham Jesper. Det kan jeg godt sige jer!

Hvad med dig, har du fået en 2’er? Hvor mange år var der mellem dem?
Måske har du 1 barn? Er det noget du selv har valgt?
Fortæl mig endelig dine tanker <3

Johanne

Og hey, et PS! Jeg skrev indlægget med tanker om skolestart og jeg har fået SÅ mange råd og kommentarer med på vejen. Tak for dem allesammen – også de grundige mails! Jeg har ikke fået svaret alle endnu, men alt er læst og taget med. TAK!