Det øsregner udenfor, uden for min enormt bloggervenlige siddeplads. Ikke det mest bloggervenlige billede, men hva’ fa’en, jeg er ikke typen der ligger inde med et lækkert foto af mit selv og mit ‘dagens outfit’.
Egentlig ville jeg have købt hurtigt ind og hentet Augusta tidligt, før madpakker, men det er som om børnehaveinformationer bare er noget der ikke vil hænge fast i min hjerne, så jeg aner ikke hvornår de starter med at spise de dersens madpakker. Man kan naturligvis ikke tillade sig at vandre ind, mens de sidder der og guffer og da jeg vil undgå dét må jeg nøjes med at troppe op, når jeg ved de er færdige med deres makrelmadder. Eller hvad de unger nu har med. Augusta rapporterer på sådan en måde at det næsten lyder som om ALLE har Nutellamadder, kage og chokoladebarer med HVER DAG, men om det nu er en overdrivelse og er måske mere undtagelsen end reglen kan jeg jo ikke med sikkerhed sige noget om..
Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk. Helt sikkert. That also. Meeeen vi forældre ved at man virkelig også skal høre megen overdrivelse og flere røverhistorier!
Det er i dag jeg skal hente hende, som du sikkert kan læse. Jeg glæder mig til at se hendes store smil, der (som nyt) er én tand fattigere. Hun selv er en tyver rigere. Det var hvad jeg vurderede var fair at få for sådan en tandfe, men en smule forhandling, for jeg fik stukket en finger i jorden, for at veje luften med hvad børn nu til dages får af tandfeen, for Augusta skal da ikke føle sig alt for taget ved næsen! Selvom det er første gang hun har tabt en tand og i det hele taget bør være taknemlig for alt hun får, så skal jeg være ærlig og indrømme at jeg ikke har lyst til hun skulle skuffes. Hun fortæller at de andre får slik af tandfeen, hvilket jeg synes er herre ironisk (DA DET ER TANDFEEN), men det kan da også være en børnehaveskrøne, hvad ved jeg. Om ikke andet kan jeg forstå at der er nogle af ungerne der får gaver, andre får mønter. Augusta fik også en mønt. En tyver, fordi det var hvad jeg havde. (Men hvis jeg havde en femmer og en tyver var det altså den hun fik. Fordi den er guld. Det kan min indre piratprinsesse da også godt se).
Nå, men nu her, mens jeg lige tager mig en times ekstra arbejde (og får spist min morgenmad skråstreg mellemmåltid skråstreg frokost skråstreg eftermiddagssnack: en aldeles velsmagende foccaciasandwich fra Emmerys. På Emmerys, selvsagt) vil jeg gerne dele hvad det er vi skal denne weekend! Augusta og jeg skal nemlig på tøsetur!
Måske du er en af dem der kunne få tanken: altså rejser de kun på spons-tur? og hertil kan jeg svare nej, men det er tilfældet hér. Eller spons-tur og spons-tur, det er nærmere sagt en blogger-tur, hvor vi (REKLAME!) er inviteret af Kalmar regionen, der sammen med Vimmerby og Vestervik (det’ Sverige, venner) har strikket et program sammen til os, hvor vi skal opleve Astrid Lindgrens vidunderlige univers. Det er fredag-søndag vi skal på tøsetur og jeg glæder mig virkelig meget til både at komme afsted med Augusta, bare os to. Jeg glæder mig til at opleve Sverige på den måde (det er nemlig første gang for mig – har du været der?) og til at se nogle af de andre bekendtskaber jeg har og til at Augusta kan lege med nogle af de kære børn. Jovist jeg ser da frem til at se Allan (fartilfirepiger) og hans kone, Karina, men måske endnu mere til at Augusta igen skal lege med Noomi, Merle, Ava og Smila, som vi efterhånden har hængt en hel del ud med! Alexandra (migogmintinderbaby) og Michala (bastabum) har hhv. Elliot og Molly My med, så det bliver da én lang børnefest. Der er flere mega søde damer, men mon ikke du ser dem på min story?
Det bliver en mini-ferie og du kan tro jeg allerede har pakket! (Dvs. jeg har kastet de ting ud af Thailandkufferten som jeg ikke kan bruge i Sverige og spædet til med noget mere maj-venligt tøj og på den måde pakket en Sverigekuffert. Smart – så behøvede jeg jo ikke pakke ud alligevel!)
Men apropos dét. Det her med at pakke ud. Eller rettere sagt: ikke pakke ud. Jeg leverede en ugennemtænkt tese i morges om at folk der ikke pakker ud med det samme også er typen der ikke knuser kammerjunker i koldskål, mens folk der pakker ud med det samme er typen der knuser kammerjunkerne. Den teste, hvis vi skal se på jeres mange svar, er ret forkert. De eneste den passer på er mig. Og Michala. Åbenbart. Men har jeg så fundet et sammenhæng i at folk der pakker ud med det samme altså ikke knuser deres kammerjunker? HAR jeg fat i den lange ende med den mærkelige forbindelse? Hvahvahvahva?
(Der er et par der har spurgt hvordan fa’en jeg så den forbindelse og det er altså ikke en 6. sans. Det var fordi jeg kiggede på min uudpakkede kuffert, jeg fik lyst til koldskål og kom i tanke om at der altså findes mennesker i denne verden der KNUSER KAMMERJUNKER. Hvilket er… mærkeligt, let’s be honest!)
Nå, men nu vil jeg ud til min plaskvåde ladcykel og få hentet Augusta i børnehaven! Nu skal der fandeme kysses og krammes!
Jeg har faktisk villet skrive det her indlæg i et stykke tid, men jeg har været en smule tøvende, fordi det kommer ret tæt på. Altså tæt på følelser, som ikke kun er mine egne. Det er selvfølgelig sket før her på bloggen, at jeg har delt ting som normalt kun ville blive vendt med familier, venner og indenfor hjemmets fire vægge, men det her går på en anden måde ret tæt på. Og alligevel har jeg lyst til at italesætte det, for det er ikke (selvom jeg måske får det til at lyde sådan) noget stort eller på nogen måde tabubelagt.
Det handler om det her med at få sig en (ny) kæreste, når man har et barn. Det her med at de skal lære hinanden at kende og at vi skal være sammen, alle tre. Det jeg gerne vil fortælle er at den proces ikke er helt uden små bump på vejen.
Jeg tror ikke at du nødvendigvis har den forestilling at en sådan sammenføring er ren enhjørningeglimmer og blind betagelse, det ville måske nok være utopisk tænkning, men ikke desto mindre føler jeg at det er det man kan udlede af mine billeder på Instagram og de små videoer, der viser de hyggelige stunder, som altså virkelig også er der.
Jeg skylder ikke nogen at vise ALT i mit liv eller fortælle om hver eneste ting jeg oplever, men jeg vil alligevel gerne vise et et mere fuldt billede og det betyder så at jeg enormt gerne vil dele med dig at det kan gå både godt og og småskævt.
..så ved du det, hvis du en dag skulle stå der selv og hvis du har været der kan du så tænke: “århmen så er det jo lige præcis som alle os andre”.
Og det er måske også værd at tage med, når jeg nu engang er blogger og vi har ry for at putte et pænhedsfilter på tilværelsen?
Det er klart, det er MIG der er forelsket i Jesper, det er MIG, der har valgt ham til og som forælder kan man jo ikke forvente at ens børn har det på samme måde. Faktisk kan og må man ikke forvente noget som helst. Det mener jeg i hvert fald ikke. Vi kan ikke forvente at vores børn falder pladask på samme måde, selv udnævne dem bonusforældre for vores børn og regne med ubetinget kærlighed fra de små hoveder. Det at introducere en voksen i et barns liv er ikke partout noget der kommer til at gå gnidningsfrit og det skal gøres med den største respekt for barnet (eller børnene).
Augusta viser og siger hun er vild med Jesper, det skal jeg skynde mig at sige. Og det kan jeg så tydeligt se. Og det gælder naturligvis også den anden vej rundt: han er VILD med hende. De er sgu så gode sammen, vi har haft så mange herlige stunder allerede og Jesper gør en kæmpestor indsats, ligesom at Augusta har taget den forandring (som det jo er) så flot. Og han tager også nogle afvisninger. Det hører med sig.
Har du været (eller er) i samme situation? Del endelig i kommentarfeltet! Måske er det dig der er kæresten, der skal finde din plads i en lille familie.
Det har ikke været let i mit hoved alle dage, for jeg bekymrer mig, særligt i starten. Jeg har før fået at vide at det er forældres lod i livet at bekymre sig, men særligt her har jeg virkelig skulle bruge meget hjernekapacitet, så det gik så let som muligt også hun ikke følte det gik for stærkt, at det var for meget. Det handler virkelig om at FORSØGE at mærke efter, men der er jo ikke et endeligt rigtigt eller forkert, når det kommer til hvor meget de skal ses, hvornår de skal mødes, hvornår barnet er klar på fællesferie osv. osv. Mavefornemmelsen har virkelig været på arbejde.
Hvis du har introduceret en kæreste har du måske også oplevet at børnene lige skal finde grænser, de tester en smule og mens det ene øjeblik kan være: “du er SÅ sjov” og tusinde krammere kan det næste øjeblik godt være “du må ikke være på mit værelse! Uuuuuud” Og JA, det er en sætning børn smider i forældres ansigt, lige i fjæset på bedste venner og tanter. Det er ikke noget man skal tage ind. Børn er nogle bestemte størrelser med humørsvingninger, men det jeg vil sige er at når man sådan kommer udefra og ikke har børn, når man er hyper opmærksom på at blive “accepteret”, så er det en sætning der KAN gøre lidt ondt. Det bør den nok ikke, det kan vi vel godt blive enige om, men det kan den da.
Hvis Augusta siger: “gå, du er dum!” til mig er det ikke noget jeg bliver ked af det over, helt ind i hjertekernen. Jeg ved hun elsker mig, jeg ved også at hun siger den slags, uden at mene det store med det. Det er en anden sag med Jesper, som ikke har barn.
Det er gået godt (bedre end hvad min hjerne kunne opstille af scenarier, der gik skævt) – og det går også godt nu! Vi hygger så meget, de har skabt et dejligt bånd. Vi nyder at være sammen og lige nu planlægger vi sommerferie sammen, hvilket vi allesammen glæder os til! Den her sammenføring har været god og positiv. Fyldt med kærlighed. Så det er ikke fordi vi skal dvæle i de små og få episoder, der i det store hele er bagateller (også for Augusta), men jeg følte det var passende at tage det her med. Også her på bloggen, til en masse mennesker.
Det er ikke noget jeg nødvendigvis kun kan takke Jesper for eller mig selv, for den sags skyld, for at mærke efter og balancere mor/datter-tid, det vi plejer, det hun kender og tid med Jesper, det nye og der hvor vi skal finde hinanden, det er nok også fordi vi passer godt sammen os tre og fordi hun har været omstillingsparat.
Men når det så er sagt så skal Jesper da takkes. Den kære mand. Han er et vanvittigt godt menneske, der har en positiv indgangsvinkel til det meste. Han har villet det her (mig, hende og os begge) fra dag 1 og hans kærlighed (fortæller han mig) er kun vokset.
Det har, siden jeg blev single, været sådan at Augusta er nummer 1. Hun er den vigtigste, det føler jeg ingen skam over at skrive, men det at have Jesper, der passer perfekt ind i min lille familie, er fandeme rart. Det gør mig pissehamrende lykkelig.
Til dig der er bonus, kæreste, sted, pap.. hvad I nu kalder det: det er så sejt. Godt gået! Klø på på trods af små bump på vejen. Den kærlighed et barn kan give er alt værd.
Men så.. fortæl mig endelig: Hvis du har barn/børn har du så introduceret en kæreste? Hvordan er det gået? Er der noget du vil dele?
Jesper har forresten allerede skrevet et meget smukt blogindlæg, der hedder: En kæreste og et venskab med en 5-årig, som du kan læse, hvis du vil have et kig til hans tanker.
– udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser. Og det havde hun jo helt ret i. Det var slet ikke som Aarhus – eller som noget andet vi har oplevet før.
– En mango. Med det der (overraskende!) lækre klisterris ved siden af. Det ligner grynet papmache, men det er i virkeligheden ris med smag af sød og frisk kokos. – Et freaking overdådigt tempel, uden sammenligning til noget vi har i Danmark. – En scooter – eller ’en masse scootere’, det er nok nærmere korrekt. – En flettet vifte, der skaber vind i 40 graders varme. – Et gadekøkken med flere ugenkendelige retter, end genkendelige. – Floden. – Et smilende ansigt. Det siger nok det hele. Men vi skal jo kunne tegne den politisk korrekt. Ellers er en emoji nok tilstrækkeligt til at forstå at den blot betyder: hjertevarme forbipasserende. – Et firben. – Måske en 7/11? Ligesom med firbenene er der også mange 7/11’s, men ikke den slags 7/11 vi kender, næh nej, Asien-7/11 er meget sjovere (og billigere)
Augusta tilføjer: – Futfut (Hun mener naturligvis tuktuk, men det er andet lyder meget sødere, når det kommer ud af hendes lille 5-årige mund, så på vores ferie var der altså et hav af futfut’er i Bangkok, hvis du sku’ spørge fra nogen)
Det var en liste vi skrev, da vi sad i en minivan på vej fra 5 dages eventyr på den lille ø, Koh Kood og jo egentlig den sidste strækning efter i alt 15 dages eventyr i Thailand. Fuldt brag på oplevelse. Vi har aldrig været i Thailand eller Asien før, så den ny, og det var det at rejse os tre. Det var aldeles ukendt territorium for den lille ny familie her.
Vi var på vej mod lufthavnen, en 3,5 times køretur med iPad- og podcasttid foran os (iPad til ynglet, podcast til de 30-årige), Uno, postkortskriveri og højest sandsynligt en bette lur, foran os. Og så lavede vi videre på den liste, fordi det feriebingo jeg havde medbragt ikke just var egnet til det vi så på vores rejse. Jeg mener, jeg tror altså aldrig jeg ville få streget hverken fåret, campingvognen eller æble krydset af, for den var måske mest af alt lavet til en bilferie til Köln. Eller lignende. Vi tegner bingopladen og udgiver den. Både Bangkok-edition, som er den du har fået et kig til og ø-livs-udgaven. Det kan være du vil have den med, hvis du nogensinde skal til Thailand?
At jeg anbefaler at rejse til Thailand er måske det dette indlæg burde starte med, men nu startede vi lidt bagvendt her, fordi den lille bingoliste ligger halvkrøllet og afventede, ved siden af min computer her.
Vi havde brugt lang tid på at udvælge vores stop, vores
rejse, men det er altså ikke nemt, for billeder sælger og alt på
computerskærmen til mødet hos Jysk
Rejsebureau så jo indbydende ud i vores eventyrslystne øjne. Det der gjorde at
vi ligesom fik fastlagt ruten var til gengæld det der kom ud af Ginas mund
(Gina, vores rejsekoordinator), for hun havde været der. Det lød som om hun
havde været de fleste steder faktisk og dét er altså guld værd, folkens. Hun
hørte hvad vi ville, hvad vi ikke ville og hun kunne se hvad der gav mening i
forhold til at det også var en 5-årigs tur.
Så sammen med hendes erfaringer og viden skræddersyede vi altså rejsen, der
førte os fra Bangkok til Khao Laem-søen til Koh Kood.
Storbyoplevelsen, det helt afsonderede pram-liv (altså afsonderet på en positiv
måde) til den afslappede ø-tilværelse.
Vi tager dem lige en af gangen, skal vi ikke det?
Således var vores Thai-tur strikket sammen:
5 NIGHTS IN BANGKOK: storbyen der overraskede
(Hvis du kunne læse ovenstående, uden at have melodien i hovedet, giver jeg en kop filterkaffe! .. and the world’s your oyster!)
Bangkok var ment som stedet vi skulle lande (bogstavelig talt og i overført betydning), men bestemt også et sted vi skulle opleve, for hvor jeg hører mange springer over Bangkok, fordi det er en storby og nogle rejser til Thailand, for at få strand, kokosnøddedrinks og middagslure på badedyr, var Bangkok altså for os noget vi skulle have med. Jeg var altså en smule ængstelig ved denne del af rejsen, det indrømmer jeg gerne nu, fordi jeg frygtede 5 dage med virvar, med blændende neonskilte og konstant dytten og bilos? – og hvor mange gange skulle jeg lige holde barnet for øjnene, for at hun ikke skulle komme tilbage til børnehaven og berette om ping-pong shows? Selvom Gina forsikrede mig om at Bangkok er en fantastisk oplevelse havde jeg min anelser om at Bangkok mon ville være der hvor jeg holdt vejret, for først at puste tiltrængt ud, når vi efterfølgende skulle befinde os på en pram på en billedskøn sø, med selskab af få andre rejsende, en lokal guide og den rå natur i den østlige del af Thailand, på grænsen til Myanmar. …but I was wrong. Altså ikke i det sidste, pram-livet var som lovet, men Bangkok tog mig sørme med storm og jeg sidder lige nu og føler vi desværre havde for få dage der. Det er jo et godt tegn, ikke sandt? Vi mangler det sørens gigantiske weekendmarked! Og flydende marked! Og Asiatique. Og… ja, mere! Ikke at jeg ville kunne trække dage fra andre af vores destinationer, men jeg blev hurtigt klar over at når vi forlod Bangkok ville det være ”på gensyn”.
Vi boede lækkert på Chatrium, et hotel placeret lige så centralt som vi overhovedet kunne have ønsket os ved floden og ved skytrain, som er transportmidlet, der er så enkelt at tage, så selv de metromanglende aarhusianere her kan hitte ud af det!
”Det er slet ikke lige som Aarhus det her” Udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser Og hun havde ret. Men jeg må hellere få afkræftet de ord jeg smækkede på Bangkok lige før: ingen dytter i Bangkok (ikke ét eneste dyt! How?!), vi spottede ikke ét neonskilt og jeg så ikke skyggen af nogle frække shows, som Thailand også er kendt for (jeg hører dog fra nogle andre rejsende, at dragshowet skulle være fantastisk underholdende, for voksne – og halvvoksne børn!). Ikke at det ville være minusmarkører, et neonskilt har jo aldrig skadet nogen, men jeg havde måske en Times Sqare-forventning om Bangkok, men jeg var overrasket over hvilken ro der alligevel var og hvilken ro vi havde. Det eneste der gjorde at vi indimellem sukkede efter hotellets pool og traskede ’hjemad’ var varmen. Midt april bød nemlig på 39-43 grader. Og så er pool jo bare djævelsk lækkert – især når man har panoramaudsigt over verdens mest besøgte by.
Vi var blandt andet på
en guidet heldagstur rundt på de små, mallefyldte floder med hvad der hedder en
’long boat’, væk fra de mange højhuse og helt tæt på de små og faldefærdige
huse, placeret nærmest PÅ vandet. Nogle næsten på vej ned i vandet. Indimellem
disse små hjem ligger også større huse og: templer. Det var nemlig tempeltur vi
var på, fik jeg nævnt det? Turen førte os til de mest fantastiske perler, hvor
vi fik et uundværligt indblik i den vigtige del af thailændernes liv – og ja,
jeg beklager at billederne overhovedet ikke rummer den oplevelse det var at
være der, men sådan er det jo, man skal sjovt være der, for at opleve det – det
er vel også grunden til at vi rejser.
Vi brugte dagene på at udforske Bangkok.. besøge en enhjørningecafé, tage på den tempeltur og på en guidet heldagstur til et paraplymarked, et unikt marked, der er placeret på togskinnerne, som foldes ind og ud alt efter togets køretider. Vi osede i storcentre og små boder på gaden, vi købte små souvenirs og spiste frugt i massevis. Vi brugte tiden på at bade i poolen (og lære den 5-årige at svømme lidt! STORT!) og gå rundt i byen, i store og små gader, hvor vi alle vegne blev mødt af venlige og nysgerrige mennesker.
Og forresten; når du vil bevæge dig i større distancer i
Bangkok, end hvad du mener dine ben kan tillade (det er måske særligt gældende,
hvis du har barn med), så tag enten skytrain eller en taxa. Hvis du tager en
taxa, så få dem til at tænde taxameteret. Det kostede os sjældent mere end 50
bath, som er 10 kr.
Cooking School er altså en af de oplevelser som vi har været rigtig glade for at vi hjemmefra havde tilmeldt os! Der findes vidst flere steder, med svingende anmeldelser kan jeg se, men det sted Jysk havde booket til os var altså noget vi ikke vil have været foruden, for det var sgu spændende! Kort fortalt var vi på et lille lokalt marked, hvor kokken viser os de forskellige ingredienser, som vi henter hen til deres lille cooking school, sat op til at man fælles kan stå og skære alt fra kefirblade til baby auberginer, skrælle galangarod og frisk kokosnød. Vi lavede karrypasta og kokomælk. Som vi alt sammen spiste. Alle fem retter vi lavede. Det var alt i alt pisse hyggeligt, hvis jeg må bande lidt.. og vi behøvede på ingen måde at tænke på aftensmad bagefter. Jesper vidste naturligvis en del, qua at han er et værre madøre, men jeg lærte enormt meget og (selv) Augusta var godt med, hakkede, pillede og smagte. Hun holdt sig væk fra blussene, så når kokken råbte FIRE, så så hun på, fra afstand. Her lærte hun også at tom yum er herre yum yum!
Bangkok er en travl storby, men den var ikke for hektisk og
den var ikke uoverskuelig. Det er en by, som lægger op til opdagelse, til at
man skal træde ind i de små streetfoodboder og pege på en ret, som man ikke
nødvendigvis ved hvad er og smage, til dels fordi det koster fra alt til 3-30
kr. at spise et autentisk, lækkert måltid og fordi det bare er en oplevelse man
skal tage med, at spise fra det lokale gadekøkken.
Hvis du ikke har mod på en omelet med østers, fra en bod på gaden, så er der
altså også nudelvegetarretter (vi prøvede det ene og det andet og alt
derimellem).
FLOATEL: sejlende samvær på sø
Jep, floating hotel. Kløgtigt! På vores stories undervejs, som vi har delt mange af, fordi vi simpelthen ikke kunne la’vær’ var det lidt svært for følgere at afkode hvad det præcis er vi befandt os på, hvilket ikke er mærkeligt, for jeg forstod det heller ikke helt, før jeg ligesom selv var der.
Floatel er en stor tømmerflåde med fire værelser (altså hvad man vil kalde hotelværelser), med bad, med toiletter og et dæk, hvor vi spiste, spillede og hyggede med de to andre familier, der var afsted. De var også danskere og vi lærte uundgåeligt hinanden at kende, hvilket var en del af vores rejse vi ikke forventede. Vi blev fire-fem gange trukket til en ny holdeplads af en lille båd, så vi lå til anker (jeg aner ærlig talt ikke hvad det hedder) flere steder på den store sø, men det meste af tiden lå vi stille, så vi kunne springe i søen og bade, bade i den lille pool eller snuppe en kajak til opdagelse af nærområdet. Kort sagt storhyggede vi, vi fejrede sørme også sølvbryllup samt lille Astrids 8 måneders fødselsdag. Anne og Sofie, to søde halvvoksne piger fra den ene familie havde Augusta med på en kajaktur og de lavede begge en eventyrlig flaskepostkorrespondance mellem Augusta og søens fisk, som hun helt sikkert aldrig glemmer.
Jeg vidste godt vi ville være tæt med andre på den del af rejsen og selvom vi kajakkede ud på tur hver for sig, indimellem svømmede og spillede opdelt i familier og selvfølgelig sov hver for sig, så var vi også sammen og der var nærmest en hel lejrskolestemning, på den fede måde, du ved. Der var ingen grund til at sidde og kukkelure på værelserne. Vi spiste nemlig sammen, mad tilberedt i køkkenet bagerst på det flydende hotel, og vi var på ture ind til små landsbyer, hvor vi så hvordan de lavede elektricitet via en dæmning og hvordan man får gummi fra gummitræer.
Solnedgangene, landskabet, det helt klare søvand, der var samme temperatur, som jeg ville fylde i et badekar herhjemme (såfremt jeg havde et altså), de hyggelige aftenstunder og roen. Der var ingen air-con på tømmerflåden skal det så lige siges, så vi var indimellem liiiidt presset på det Sydøstasiatiske klima, når vi nu er vant til det nordiske, der er både koldere og med lavere luftfugtighed, men heldigvis var søen hele vejen rundt om, så man kunne bogstavelig talt springe ud af vinduet, hvis man trængte til en nedkøling. Så det skete en del.
Dén midte af vores rejse er nok det jeg savner allermest. De skal alle syv, de to familier, altså lige have et tak for nogle fantastiske dage, det kan vi ikke komme udenom!
[KÅ] KOOD: det Insta-venlige ø-liv
Vi lærte at det hed [KÅ] Kood, ikke Koh Kood, som vi havde sagt, helt tungt og dansk, af vores søde guide, Kat, som viste os det førnævnte togskinnemarked ved Bangkok. Koh betyder ø og det er det det er. En bette en.
Det bedste vi gjorde under vores ophold på Koh Kood var at se Koh Kood. Arh – eller… vi badede VIRKELIG meget, det var også skønt, men hvis vi snakker om aktiviteter var det at jeg overgav sig til de mange insisterende råd om at Koh Kood skulle ses på scooter, et godt træk. Det er nemlig for varmt at bevæge sig langt til fods. Det er måske svært at forestille sig, når man sidder herhjemme i Danmark og læser dette, men det er ikke sjovt for hverken voksne eller 5-årige at gå for langt i heden, særligt ikke når man ikke ved hvor man skal gå hen – for der er fakkertalt ikke meget at se på Koh Kood.
Vi snuppede to scootere (40 kr. pr. stk. for 6 timer) fra vores hyggelige, palmefyldte, strandnære hotel og susede så ud, for at se de få butikker og resorts der er på Koh Kood. Når jeg skriver: der er ikke meget at se, er det ikke en dårlig ting, øen er bare lille og ikke overturistet. Du finder måske nogle badedyr i én af de små butikker, men altså ingen 7/11 eller noget diskotek. Der er en bette fiskerlandsby, små restauranter, jungle og hvad jeg vil kalde som ingen trafik. Eller.. altså.. vi mødte da nogle scootere og måske tre biler, så selvom jeg ikke har scooterkørekort, var det en smal sag. Man kører i venstre side af vejen i Thailand, så da jeg lige havde vænnet mig til dét var det ellers bare derudaf med faktor 50 på alle lemmer!
Med ø-livet fik vi den Thailand-oplevelse, som jeg har set (og sukket efter) på andres feriebilleder. I ved: det klare hav, det hvide sand, de farverige drinks, Insta-venlige gynger på stranden og Ludo til de vildeste solnedgange. Det var så meget nede på jorden, ned i gear, vi-aner-ikke-hvad-klokken-er, spiser-når-vi-er-sultne følelse, der trak alt eventuelt resterende pres fra arbejdet hjemmefra ud af os.
Vi fik også farvel-alle-spændinger-i-kroppen-massage i den lille hytte på stranden en enkelt gang. Dét skal jeg lige huske at anbefale jer. Flere har sagt: få massage hver dag i Thailand og selvom det prismæssigt faktisk er muligt var det altså tidsmæssigt ikke, med barn og det hele, så desværre fik vi kun (”KUN”) to omgange massager under vores rejse. Det kan du sikkert gøre bedre! Thaimassage er lidt hardcore med knæk og benbøj, mens oliemassage er afslappende. Jeg er til sidstnævnte, for de kære thaimassører tager alligevel godt fat, lige meget hvad man har bestilt.
Koh Kood var herligt! Vi havde en Bali-hytte med havudsigt, terrasse
og udendørs brusebad. Sidstnævnte betød at jeg blev udnævnt
slangetjekkerminister, grundet Jespers slangefobi, men jeg må tilføje at vi
ikke så nogle, hvis du sidder med samme frygt for reptiler.
Der var kun venlige firben. Og en enkelt gekko.
For at runde dette skriv af må jeg lige beklage at det blev så langt. Jeg er ikke god til at begrænse mig, særligt ikke når jeg har meget på hjerte. Vi har simpelthen oplevet, hørt, set og spist for meget til at det ville give mening at smide det ind hér.
Og jaaaa, der blev det sgu lidt eat, pray, love-agtigt, men pray-delen var der på en måde også plads til, da Augusta så sit snit til at potentielt kunne få opfyldt nogle ønsker ved de mange munke og statuer i templerne. Alt fra ønsker om hundehvalp og lillesøster til fremtid håb om at få skænket en fremtid som filmstjerne. Og at Jesper ville fri til mig. Pudsigt nok blev ingen af ønskerne opfyldt (i Thailand), men hun ønskede nu også en stor is og dét fik hun i massevis. Selvom jeg kun var på knæ med samlede hænder (i wai hedder det vidst) en enkelt gang, så tænker sgu at ingen der har været i et tempel, som f.eks. dem vi så i Bangkok, kan underkende hvor overvældende det er at se, på ens bare, beskidte fødder. Der kan vores folkekirker sgu ikke helt det samme, hva’?
Hun ønskede også at vi skulle tilbage til Thailand igen en anden gang. Det håber jeg altså også på.
Når alt dette så er skrevet vil jeg afslutte med at skrive: tak for at du læste med!
Hvis du er nysgerrig på Jysk Rejsebureaus eksempler på rejser til lige nøjagtig Thailand kan du klikke lige her. Det er altså – må jeg understrege – eksempler, for det er et rejsebureau man kan skræddersy sit eventyr med, så man selv vælger hvor man vil hen, hvor man vil bo og hvad man vil lave. Jysk Rejsebureau kan jo så komme med vejledning, tips og ren insiderviden, der kan gøre turen endnu federe!
Det her med at spørge jer om råd er indimellem noget af det bedste jeg kan gøre! Jeg skal nemlig tage kørekort! Og jeg manglede derfor råd!
Jeg er 30 år gammel, så det lyder måske mærkeligt i fleres ører. Faktisk kan jeg sgu godt føle mig som den eneste der tager kørekort i en så sen alder, men det faktum at min storebror, der er fire år ældre end jeg, heller ikke har kørekort, gør at jeg føler mig lidt mindre unormal i en verden af mennesker, hvor det lader til at alle der er over 18 år kan manøvrere et køretøj. Jeg kan godt styre ladcyklen skal det måske lige nævnes, men ikke en bil.
Men Jesus Kristus hvor er det dog en jungle med alle de køreskoler. Det er selvfølgelig ikke alle, der lever op til mine krav om at det skal foregå i Aarhus midtby (altså teoriundervisningen) og at det skal være et lynhold (gerne et der kan betyde at jeg er færdig en måneds tid efter start), men der er alligevel stadig en del at vælge imellem. Men hvilken der er god, der har en sød (OG TÅLMODIG) kørelære – det er jo ikke til at tyde ud fra hjemmesiderne.
Så måske du har et tip du kan sende i min retning? Og eventuelt nogle beroligende ord, for jeg er enormt bekymret for at skulle manøvrere i midtbyen. Men jeg skal jo lære det!
Jeg føler sgu bare jeg er den dårligste til at afstandsbedømme, så det skal nok blive interessant….
Når jeg fortæller at jeg ikke har kørekort er det første spørgsmål jeg får smidt i min retning: hvorfor fa’en fik du ikke det, da du blev 18? og hvis du nu skulle sidde med selvsamme tanke, kan jeg da lige opklare dét. Det er ikke alle der får et kørekort, når de bliver 18. Jeg synes indimellem jeg kan høre på andre at det er en selvfølge, ja måske nærmest en menneskeret at få foræret et kørekort, når man bliver myndig. Meeeeen sådan er det altså ikke for alle.
Og dernæst: Jeg købte ikke et selv, fordi jeg ikke havde brug for et, jeg boede i Aarhus midtby, der var ikke behov for at kunne køre bil, for hvor skulle jeg køre hen? Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 18 år også, så det var heller ikke fordi jeg havde et pengetræ jeg kunne hive de der 12.000 kr. ned fra. Og så gik årerne – jeg vænnede mig til et cykelliv her i Aarhus og med et klippekort til bybussen og kærester (altså én af gangen) kunne transportere mig rundt. Og så var (ER!) jeg altid den der kunne drikke et ekstra glas vin, uden at tænke på at skulle køre hjem efter en middag 😉
Nå, men den tid er slut nu! Jeg skal have mig et kørekort. Jeg lover at holde til højre og lade være med at dytte for meget, når andre kører skod.
Har du et fif? Help a girl out!
Det er min nuværende ride. Det er ikke fordi det er meningen jeg skal ud at erhverve mig en bil, før det er helt nødvendigt, men når den tid kommer – når vi eventuelt flytter – så står jeg klar med det lille plastikkort. Hvis alt går godt.
Hvis du er nysgerrig på ladcyklen har jeg skrevet det indlæg her: Byfamiliens alternativ til en bil (…og jeg er stadig herre glad for den!)
Jeg kan se det er PRÆCIS et år siden jeg sendte den mail, som hele det her indlæg er bygget op omkring. Det er præcis et år siden at jeg et øjeblik – bare et nanosekund – døde af skam.
Men det er fandeme også sjovt, så hold lige fast.
Sidste år, her i start maj, gik jeg og summede over hvad jeg som blogger kan tillade mig. Mange gør det, det ved jeg, for det var katalysatoren for hvorfor jeg selv skrev den mail, men jeg gør det normalt ikke.. altså det her med at være opsøgende. Ikke på nogle fronter.
Jeg ville nemlig gerne til Northside. Dét havde jeg besluttet mig for! NU skulle det sgu være!
Det har jeg aldrig været før, selvom jeg er deres nabo og selvom langt størstedelen af alle jeg kender er stamgæster – og elsker det. Måske vil jeg tænkte det samme. Måske gør jeg virkelig glip af en masse sjov og ballade!
Problemet er bare ikke rigtig er en festival- eller koncerttype, hvilket jeg nok skal vende skrækkeligt tilbage til…
…oh don’t you worry, netop det skal jeg VIRKELIG nok vende tilbage til..
Mange af mine blogkolleger er opsøgende i forhold til samarbejder, til at få sponset ting, få kjoler til fester og også omkring festivaller og koncerter, hvor det flere steder også er muligt for os at gå som ‘presse’. Jeg blev rådet til det ift. Northside, af en anden og så blev jeg sgu fristet! Tænk nu hvis jeg nu kunne sende én mail og så FÅ billetter.. UH! Igen: det er ikke noget jeg gør mig i ellers – så business er jyden her sgu ikke, jeg lader virksomheder komme til mig når det er, men så blev jeg lidt en grådig gås der tænkte: hvis alle de andre børn gør det, hvorfor så ikke også mig?
Nå. Men. Jeg skrev den mail.
Lidt for sent dog, for der er en frist som jeg overskred, fordi jeg trak det lidt ud med betænkeligheder, men jeg skrev altså den fåkking mail – naturligvis tilsat ydmyghed og ingen forventninger.
Svaret?
“Hej Johanne Deadline for akkreditering til NorthSide er overskredet, så det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med i år. Men som en trøst slipper du jo så i det mindste for at løbe nøgen ned af Gågaden. https://nutidensmor.dk/2016/03/5-ting-der-goer-mig-til-en-nederen-ven/”
Hvad er det for et link, Johanne?
JA HVADERDETFORETLINK TÆNKER DU MÅSKE?!??!
Det er et MIT blogindlæg, som jeg skrev for 3 år siden.
..og så synes jeg du skal bemærke punkt 1, som jeg da lige kan levere et uddrag af lige her:
“Så hvis jeg fik liv eller død valget mellem Northside og at rende med bar røv ned af Gågaden i Aarhus, så skal I forberede jer på at se nogle kridhvide baller!”
Så.. ja.. så i anledning af at jeg har købt billetter til Northside 2019 og at jeg er kommet mig over den kolo(!)enorme skam jeg følte, da jeg modtog den mail, render jeg hermed med røven bar ned af gaden nu. Ej, ikke Gågaden dog, for jeg glemte det, da vi havde forladt den og jeg ORKEDE ikke at gå tilbage, denne fredag eftermiddag, så det blev altså en sidegade. (Så var risikoen for at blive anholdt for blufærdighedskrænkelse også mindre)
Jeg burde måske udvælge nogle ord, så jeg er sikker på I forstår at det indlæg (som er pissesandt og sjovt) – altså det blogindlæg der om at være en dårlig ven. For det rummer jo altså liiiidt overdrivelse på koncertfronten, men må jeg være ærlig at sige jeg nok stadig føler mig som en fisk udenfor vand til sådanne arrangementer – men det betyder så ikke at jeg, her 3 år efter, ikke er klar på at prøve. Jovist, for 3 år siden var jeg fandeme ikke, sidste år var jeg, men der omkom jeg lidt af skam, så det blev ikke til noget – men i år er året.
(Og ps. genial respons, jeg synes fandeme det er frisk svaret. Jeg har gemt oplevelsen i min lille hjertekugle og kun delt det, hvis snakken i tætte vennegrupper faldt på Northside (og der var rigeligt med spiritus i luften), men altså lige indtil nu, hvor alle I, mine internetvenner, ved hvilken grådig bloggerskid jeg var for et år siden. Godt jeg fik kastet min egen kæphøjhed lige tilbage i fjæs, som var det en karmaboomerang, for jeg kan fandeme da købe min egen billet, kan jeg. Det vidste jeg da udmærket godt sidste år, men der skammede jeg mig simpelthen for meget til at vise mit ansigt i nærheden af Northside)
Jeg havde ikke forventet at dette ville være det første indlæg jeg skulle skrive, efter 16 dages eventyr i Sydøstasien, men vi har…. …årh for filan, kan jeg tillade mig at køre en broksvada af? En: årh-vi-er-trætte-efter-den-lange-rejse-og-vi-skal-liiiige-vænne-os-til-kolde-Danmark-jobs.. and so on?
Ikke rigtigt vel? Fa’en, I know my privilege!
Det ville garantrisse runge enormt hult i jeres ører, hvis jeg brugte for megen spalteplads på at beklage mig over træthed efter 16 dages rejse, som endda er et samarbejde. Jeg kan sgu ikke (og bør ikke) lukke øjnene for hvor heldige vi er, selvom et sådan samarbejde naturligvis indebærer arbejde og at jeg som selvstændig ikke har holdt helt fri. Men hvis jeg nogensinde skulle glemme at jeg altså har en ret heldig tilværelse på nogle fronter må I fandeme lige hive mig ned på igen, skulle jeg miste jordforbindelsen.
Nå, men i dag er en stor dag, venner!
Og jeg er småtrist.. men det gemmer jeg til sidst i det her indlæg.
Augusta er blevet seks år! Det er SEKS ÅR siden jeg blev mor! Det er seks år siden jeg lå på Randers Sygehus og glubsk guffede et rundstykke med tandsmør i mig, med et nyt, kæmpe ar lige over min huha og en baby ovenpå mine GIGANTISKE ammelapper. Eller ammelapper var det jo faktisk ikke helt endnu, men det var de jo ved at blive dér.
(Har vi egentlig nogensinde talt om hvor GIGANTISKE bryster bliver af at få mælk i? Jeg mener, jeg har da store bryster i forvejen, men de blev jo KOLOENORME. Hun kunne sgu ikke være der! Lå hun ovenpå dem trillede hun ligesom af. Lå hun mellem dem blev hun mast. Det følte jeg i hvert fald. To udspændte kødbjerge)
Nå, men her er en ikke-kliché til jer: Jeg synes ikke tiden er gået hurtigt. Den er ikke fløjet forbi, som om jeg vågnede i morges og tænkte: HVAD? ER HUN IKKE 2 ÅR?!? Det virker meget rigtigt at hun er seks. Det er ikke fordi det føltes “som i går at hun var en lillebitte baby”.
Er det nogen folk reelt føler eller bare noget man siger?
Jeg kan fandeme nærmest ikke huske Augusta som lillebitte baby. Selvom billeder og film fremkalder en del minder har jeg hukommelse som en si. Jesper spørger af gode grunde meget ind til hvordan hun var, særligt når vi er sammen med andre babyer og småbørn, men jeg husker det altså ikke så godt. Måske fordi der er så meget der ikke er vigtigt nu?
Jeg kan for eksempel ikke huske hvor mange gange hun vågnede om natten.. var hun sådan en der sov igennem? Hun var da en del vågen. Tror jeg.. men var det slemt? Jeg kan ikke præcis fremkalde hvordan det føltes at amme (men jeg kan da læse i Barnets Bog at jeg har skrevet det er dødens pølse). Og var det dersens kejsersnit EGENTLIG så slemt, som jeg beskrev det til mine veninder lige efter? Jeg mindes at jeg gik enormt meget op i om hun var alderssvarende – og om hun var foran de andre.. men jeg kan sgu ikke huske om hun var det. Jeg aner ikke om hun kravlede først eller sidst i mødregruppen. …sikkert fordi det i dag er freaking ligegyldigt. Hun kravlede – på et tidspunkt, dét ved jeg.
Dengang var jeg stolt over at lave hendes grød fra bunden, men hvis jeg købte hele lortet og glemte halvdelen af d-dråberne, lod hende se mere iPad, end hvad jeg læste var sundt, så tror jeg hun havde klaret skærene alligevel.
Og se! Hun er helt fantastisk!
– også selvom hun tog det fald der fra sofaen, da hun åbenbart pludselig – med ubelejlig timing – kunne trille fra ryg til mave. (Men indimellem ruller hun øjne af mig – det kan da være dét er en følgereaktion derfra?)
Og hun er glad. Det er fandeme det der er allerallerallerallervigtigst.
Det er jo ikke en tristhed over at hun er seks år, for at vende tilbage til dét. Det må jeg hellere lige få slået fast.
Det er fordi jeg ikke er der på hendes fødselsdag. Det føles på en måde unaturligt og det er hellere ikke værre end en småtristhed, som helt sikkert er væk i morgen!
Hun er naturligvis lige dér hvor hun også bør være, nemlig hos sin far, som fejrer hende præcis så godt, som jeg ville kunne.
Men det er småtrist at jeg ikke kan være der, at jeg ikke vækker hende med sang, fryserundstykker og gaver. Jeg er nødt til at tilføje at vi sagtens kunne holde det sammen, men vi gør det bare ikke i år. Vi har ikke nogle traditioner med den slags – endnu. Det kan vi jo få! Ikke desto mindre står hun jo op et sted og falder i søvn et sted, hvor vi ikke begge er.
Jeg er ikke selv arret af at være skilsmissebarn, det er i hvert fald ikke selve skilsmissen eller at mine forældre gik fra hinanden, som jeg havde det svært ved, men i en utopisk verden, skulle hun have en “traditionel fødselsdag” og ikke fødselsdag af flere omgange. Altså fødselsdag med den ene side af familien, efterfulgt af fejring med den anden side, en anden dag. Jo jo, det ER sgu lidt noget fjollet noget, for hele hendes familie (altså begge sider) har kun været samlet én gang: til barnedåb og jeg har jo intet ønske om at vi har den her traditionelle kernefamilie, for jeg er jo ovenud lykkelig for hvordan mit liv er. Og for Jesper. Og jeg ville ikke ønske det anderledes, men det er da mærkeligt at man ikke er sammen med sit barn på dets fødselsdag.
Giver det mening, venner?
Det er bare de kår vores familie(r) har og selvom det er sådan jeg naturligvis er lykkeligst, så er det alligevel en mærkelig dag, når jeg nu ikke er der. Hun holder det med sin far, det er fint, ingen af os har lagt op til andet, op til fødselsdagen. Jeg var selvfølgelig også med i børnehaven, hvor vi delte kage ud til hendes små venner, men den store fejring venter i weekenden.
NU kan jeg så glæde mig over at få billeder og videoer, for det er vi ret gode til og så må jeg hæfte mig ved at hun har en pissegod fødselsdag. Og om lidt facetimer vi.
I sidste ende, som jeg skriver i overskriften, er det jo ligegyldigt hvordan jeg har det, så længe hun er glad. Og det er hun.
Vi gør alt for at holde på (sol)hat og (sol)briller, men det her bliver altså vildt!J
Indlægget her er reklame for Jysk Rejsebureau, som vi har samarbejdet med, omkring denne tur.
Omtrent nu i en bil. Det er tidlig morgen og vi er dæleme på vej mod lufthavnen. Vi er stået tidligt op (mega tidligt!) men det gør ingenting, for vi er spændte! Vi er på vej mod eventyr og ferie – os tre, sammen.
Vi er på vej til THAILAND – hvor vi skal være i 16 dage!
Vi har brugt en god måned på at pakke, på at glæde os og på at planlægge den her tur, sammen med vores rejsekoordinator Gina, fra Jysk Rejsebureau, der er eksperten på området. Vi skal nemlig lidt rundt i Thailand, vi skal bo hele tre steder i landet, helt nøje udvalgt, hvorfra vores skræddersyet eventyr skal gå. Og ja, vi er jo på vej, for vi starter i dag, så vi har en længere rejse forude.
Det er ikke for at være dramatiske at vi ikke har fortalt vi skulle afsted, det er faktisk bare fordi vi tænkte det kunne være morsomt at råbe pludseligt: “PÅ GENSYN, INTERNETVENNER”, end at gå og tease i flere uger op til.. – Men det HAR været *****svært ikke at sige noget, når jeg nu har pakket, købt småtteri, klippet dage af vores nedtællingskalender og set på Augusta der har pakket underligt upraktisk af flere omgange (hint: flyverdragt), men nu havde vi sat os det her pludselige “på gensyn” 🙂
Nå, men jeg kan jo ikke andet, end at fortælle en lille smule om hvad det er vi skal har i vente, for jeg kan jo ikke sige så meget om hvordan der er – det finder vi jo ud af, men jeg kan da fortælle hvor vi skal være og lidt om vores (spændende) planer !
Bangkok, naturligvis
Vi starter med Bangkok af den grund at den vil vi opleve og så har vi en ambitiøs plan om at spise os gennem Thailands hovedstad 😀 Vi har på forhånd planlagt lidt forskellige ting vi skal alle steder vi skal på, med nogle små udflugter, men i forhold til Bangkok handler det nu også om at ’falde til’ og opleve den her kæmpestore by – with kid. Jeg er mega spændt på hvordan det er med børn, for de fleste virtuelle rejsedagbøger jeg har læst har været af voksne, der har været afsted uden yngel. Så en af de ting jeg er ret spændt på, er hvor hektisk Bangkok er eller ikke er – og om det er noget vi vænner os til hurtigt? Det er nu nok mest Augusta og jeg det handler om, for Jesper er en kamæleon, han tilpasser sig omgivelserne med det samme. Men hér, i Bangkok, skal vi sove5 nætter, inden turen går videre i landet.
Bangkok-planen er, at vi blandt andet skal på markeder (en masse!), vi skal nok leve af streetfood (jeg skal have alt på menuen!), eventuelt smage et bette insekt (tilberedt, selvfølgelig, vi er ikke barbarer), se smukke templer, indtage frugter i massevis (Augusta har allerede ytret at hun ikke skal have andet, end mango, mens vi er der), sejle på bittesmå floder – og en stor, prøve et thailandsk madlavningskursus, klamre os til en tuktuk (bare en enkelt gang, for at have den oplevelse med i kufferten) og så få chillet på vores hotel. Og vænne os til klimaet, du ved.
Gina har også anbefalet os at tage på enhjørningecafé, nu hvor glimmerprinsessen, aka. Augusta, er med. Og efter at have tjekket internettet har Augusta sat en kæmpe nål i den. Selvfølgelig skal vi da ind og have enhjørningejumpsuits på, midt i Bangkok, mens vi indtager regnbuefarvet isdessert og ser på et mekka af pink, lilla og generelt bare alt i glimmer og pastel… Det er jo en rejse for os alle tre.
Pram-life!
Efter Bangkok skal vi.. ja, hvad skal jeg kalde det? Vi skal bo på en pram, et slags flydende hotel, på en sø. Jeg kender INGEN der har været dér. Det lyder måske mærkeligt og samtidig vildt hyggeligt, men det bliver altså kun det sidstnævnte.
Vi skal trækkes på en sø i fire dage. Vi skal se jungle, mærke vandfald, bade, spise og sole. Og lave skyggehygge, for Jesus Krist superstar der sku’ være varmt i Thailand.
Vi (jeg, spejderen moren) har pakket faktor 50 i litervis (bogstavelig talt), solhat til bettemusen, ambiationen om at finde en til mig samt en vifte af en art.
Det længste jeg har været væk fra bette Danmark er Cuba. Det er også den længste rejse jeg har været på, sådan når vi tæller dage. Der var jeg, da jeg var måske 17 år, sammen med min mor og storebror. Han har, modsat mig, taget den – for nogen – obligatoriske backpacker rejse langt væk hjemmefra. Han har set en stor del af verdenen, særligt Syd- og Mellemamerika, men jeg har ikke selv haft den fornøjelse, fordi jeg havde skrækkeligt travlt med at komme på gymnasiet og efter den oplevelse, som jeg aldrig skulle have haft, arbejdede jeg i en vuggestue og blev ret så glad for at have en fast, magelig månedlig indtægt. Jesper har været i Ghana, men trækker vi Cuba og Ghana fra, har vores liv stået på rejser i Europa. Jeg har været en del på charter, en del med bus og Jesper har camperet. (PS. Sovebus – findes det stadig? Jeg rører dem ikke med en ildtang – så langt hellere holde sommerferie i baghaven). Augusta har været i Tyrkiet med mig. Det var vi forrige sommer. Det er det længste væk fra Danmark hun har været – og dét er den længste ferie hun har været på. Det ændres nu, med Thailand i 16 dage!
Ø-livet
På en ø har vi planlagt at slappe så meget af, at vi nærmest tisser i badebukserne. Det er en lillebitte ø, et godt stykke fra Bangkok og prammen og nogle kilometerfra en større, mere turistet ø og her får vi nok den Thailand-oplevelse, som de fleste kender Thailand for. Selv hvis du ikke har været der, så ved du jo nok at det betyder sandstrande, klart, blåt vand og ø-stemning. Vi skal sove i Bungalows, der ser vanvittigt skønne ud på billederne – og snorkle! Jeg er mega spændt på om Augusta er klar til dét, snorkling og faktisk bare svømmeri, nu da vi droppede at gå til svømning efter tre forsøg, fordi det første gang vi var der gik op for hende at det at gå til svømning inkluderede at blive våd. LOL, I know.
Selvom det måske er noget Thailand du har set før, enten live eller på andres feriebilleder, så er det første gang vi nogensinde skal opleve det og hold nu jeg glæder mig til den del af turen. Jeg ser sgu frem det hele, men bountystrand og friske kokosnødder? JA TAK!
Og forhåbentlig ingen slanger, haha – Jesper har nemlig en voldsom (og noget underholdende) fobi, så jeg er selvudnævnt slangetjekker allevegne.
..og så komme du jo lidt med i kufferten
Jeg tager naturligvis dig med, hvis du vil se Thailand med vores øjne, men det er ikke nødvendigvis planen at det bliver konstant direkte live-feed fra de blege (that’s us!) i Sydøstasien, men lidt bliver det da, for vi kan da ikke andet, end at story’e og lægge lidt op løbende, som vi jo normalt gør i vores hverdag. Planen er, at vi skal være og vi skal udforske, lege, hygge og ikke nødvendigvis poste 4 billeder om dagen.. Det er der i hvert fald ingen der har forventninger om. Vi tager nok 100 billeder, som alle andre, når de er på ferie, men selvom det er et samarbejde styrer vi selv hvad og hvor meget vi poster 🙂 Dét synes jeg du skal vide.
(Men alt vi lægger op bliver markeret med ‘reklame’ i de 16 dage)
Det hele kulminerer så i et indlæg, som jeg skriver på løbende, men først udgiver, når vores fødder er fast plantet på dansk jord. Så dér skal jeg nok berette mere uddybet, så stil gerne spørgsmål her, hvis du skulle have nogle – og ikke i DM på Insta 🙂
Ren spænding
Jeg ser så meget frem til at min hvide krop befinder sig på Thailandsk jord.
Jeg glæder mig til det hele!
Til at få alle de her vidunderlige oplevelser – alt sammen sammen med min lille familie.
Vi ses på den anden side!
KH! Johanne (og de to andre)
(Og psssst.. kryds fingre for at jeg ikke får diarré. Eller mister en kuffert på vejen. Og kryds fingre for min mor-bekymrings-hjerne får slappet lidt af. Det skal nok blive fantastisk!)
Idet jeg åbnede dette dokument på computeren råbte jeg: årh nej for fanden!, for jeg troede at jeg pludselig havde fået menstruation – her, midt i Jespers lysegrå uldsofa – men det viser sig (heldigvis) at jeg blot sveder lidt meget i min røv, her under den store sofa og en bærbar, at det føltes som lidt den samme våd-i-understellet-følelse. Ja, hej vild info, men jeg synes alligevel du skulle have den med. Så har man vidst arbejdet lidt for længe, på sårn’ (for mange) hellig lørdag, hvis man ikke bemærker at man kampsveder under dynen, hva’?! 😀
Skelettet omkring det her blogindlæg tager udgangspunkt i at fortælle lidt om mig. Mega ego, men det kommer sig af at der er kommet ret så mange nye følgere til de sidste måneder. Hej, nye mennesker! Jeg ved ikke rigtig helt hvor det lige er I kommer fra, om I bare kommer dumpende, tilfældigt forbi min profil, men først og fremmest: I skal være så velkomne og dernæst: fortæl mig liiige hvor du fandt frem til Nutidensmor-profilen henne? Er det fraJodel-tingenmonstro?
Nå, men ikke desto mindre fik jeg sagt i en story at jeg gerne ville lave sårn’ introduktionsindlæg, men ved næste vejrtrækning, efter at have ytret det til min lille skærm, gik det op for mig hvor svært det jo er at sådan sammenfatte det hele. Hvad vælger jeg ud? Og hvordan blir’ det interessant læsning? Til det sidstnævnte: det aner jeg simpelthen ikke og til det første: jeg forsøger bare. Og vi starter nok lidt fra bunden af. Nok nærmere sagt: starten på en blå bog.
Johanne Mygind er mit navn, jeg er ikke i familie med hverken ham eller ham (på nær hvis det er Mads Mygind du tænker på, så jo, det er min storebror) og nej, jeg er ikke dén Johanne Mygind fra Weekendavisen. Det er den anden Johanne Mygind. Jeg er 30 år gammel, uddannet pædagog (nå ja, det ved du nok, hvis du har læst dette indlæg, der også handler om hvad jeg laver til daglig. Egentlig et ret vigtigt skriv, hvis du gerne vil vide mere, men dette er gået din næse forbi) og så er jeg mor.
Det er derfor jeg kalder mig selv Nutidensmor.
..eller kalder og kalder.. det er naturligvis ikke noget jeg kalder mig selv, det er bare mit blognavn, som er et øjebliks indskydelse. Domænet kom til i sommeren 2014, hvilket efterhånden er lidt tid siden. Der har i hvertfald været mange blogindlæg i åen siden, som man (ikke) siger.
Ham Jesper der er ret ny i mit liv – vi blev nemlig kærester for ciiiirka 11 måneder siden, men hvem tæller? (MIG! JEG TÆLLER!) Vi tog en tur til Marrakech, på date – og kom hjem som kærester. Jeg har før skrevet noget om fremtidsdrømme, som du kan tjekke ud her, hvis du vil: Fremtiden: baby, bolledej og bondegård.
De enormt talkyndige kan så regne ud at Jesper ikke er far til Augusta. Han er min kæreste. Jeg kan sagtens forstå det er et spørgsmål jeg får, når nu flere ikke har været med “fra starten”, men Augusta har sin far, som hun er hos halvdelen af tiden.
Hun – Augusta altså – er knap 6 år gammel. Sygt. Jeg er sådan en ægte voksen, der er mor til et barn, der skal starte i skole lige om lidt.
Jeg selv bor i Aarhus. Aarhus K faktisk. Det har jeg hørt den bydel hedder nu. Jesper bor i Kolding, hvilket vil sige vi pendler en smule. Det har været fint nok, men ærlig talt er vi ved at få nok. Både fordi vi er ved at få nok og fordi vi gerne vil noget andet, er hans lejlighed til salg nu. Uh, yes, det er stort!
Instagram, min yndlingsapp, hvor jeg har et hav af internetveninder, har jeg været på.. jamen siden det blonde hoved der var måske et halvt år gammel? Et af de spørgsmål jeg får mest, ud over om jeg har falske øjenvipper på (læs her, hvis du sad med selvsamme spørgsmål) er hvad der skete, siden jeg gik fra at have min familie og tætte veninder som følgere, til at have en del tusinde. Det er selvfølgelig lidt svært at svare på, men jeg bruger enormt meget tid på Instagram (FORDI JEG ELSKER DET!) og så har jeg forfattet nogle indlæg, der har fået gedigen opmærksomhed. Som f.eks.: LORT FOLK UDEN BØRN SIGER TIL FOLK MED BØRN Og selvfølgelig med omvendt fortegn: LORT FOLK MED BØRN SIGER TIL FOLK UDEN BØRN Og indlæg (åbenbart) også med lort i titlen: LORT GRAVIDE SIGERogLORT MØDRE SIGER
Indimellem rammer man en nerve eller et emne, som andre synes er morsomt. Det er sgu sjovt, når det sker. Du kan selv læse dem og vurdere om vi har samme humor. (Som en form for disclaimer må jeg sige at det naturligvis skal tages med et gran salt, som humor jo skal – og husk på jeg det er skrevet med selvironi, inden du bliver forarget)
Men hey, her er lidt facts om mig, som du kan læse. Jeg skulle lige til at skrive ‘fun facts’, men det er sgu ikke sikkert du mener det 😀 – det er herre tilfældige facts, men det danner da også et billede af mig, gør det ikke?
Jeg er riiiiiiiiiiigtig dårlig til at lave mad.
Jeg fik min første tatovering som 17-årig.
Hvaler er min fobi.
Kun overgået af vand-dinoer eller generelt store forhistoriske havdyr.
At nævne en livret ville for mig være som at skulle vælge én ting jeg måtte spise resten af mit liv. Jeg kan simpelthen ikke udpege én ret som min yndlings.
Jeg synes ikke bær skal i kage. Jordbærtærte undtaget. Sorry, Jesper.
Når det sker at jeg bliver genkendt på gaden bliver jeg enormt genert og jeg er pisse bange for at gøre det til en akavet situation, fordi jeg synes naturligvis det er super sjovt og sødt. Jesper derimod er enormt god til den slags, men folk vil så også gerne have billeder af ham og alt muligt.
Det her med at være kærester med en fra TV er ikke noget jeg ellers mærker, men når der indimellem bliver taget billeder af ham/os i smug, så bliver jeg fandeme mærkelig til mode. Det synes jeg er virkelig grænseoverskridende!
Jeg ELSKER reality! Særligt Kardashians og Real Housewives of (ja, nu kommer det!) Berverly Hills (favorit), New York, Atlanta og OC! Det ser jeg på HayU, hvis du også er en sucker.
Jeg kan SLET IKKE ha’ vand der ikke er ISkoldt. Det skal helst have stået i køleskabet. Jesper kalder mig sart, men det er så også mig, der uden at tøve ville slikke på et håndtag, hvis jeg blev udfordret til det.
Jeg kan ikke noget med tal. Hvis det er et regnestykke med større tal, end jeg har fingre, tager jeg iPhone-lommeregneren frem.
Jeg glemmer ALT af vigtighed og husker de mest åndssvage ting.
Det længste ord jeg kendere er onomatopoietikon – og jeg glæder mig gevaldigt til den dag jeg kan bruge det i en sætning, for tænk lige på hvor klog jeg kommer til at lyde!
Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg boede primært hos min mor og er flyttet en smule rundt i mit liv, hvilket betyder jeg har boet i både: Tranbjerg, Viby, Brabrand, Odder, Galten og Aarhus.
Jeg fik et planlagt kejsersnit med Augusta – men jeg tror at når vi engang skal have et barn, så vil jeg forsøge at føde.
X Faktor er lorte-tv. Det synes jeg sgu. Men jeg kan godt lide Sofie Linde. Det kan jeg sgu.
Støvsugning er dødens pølse. Det hader jeg. Tilgengæld er jeg underligt vild med at pudse spejle og vaske tøj – og ja, det er endda selvom jeg bor på 4. sal, uden elevator. JesusKristSuperstar jeg glæder mig til den dag jeg får en vaskemaskine I MIT HJEM. Det har jeg aldrig haft.
En af de værste ting du kan sige til mig er at jeg ikke er sjov. Jeg er sgu et følsomt væsen og i folkeskolen, på efterskolen og på gym var jeg klart hende der råbte-højt-for-at-få-opmærksomhed-og-var-klassens-klovn – af ren og skær usikkerhed. Det er måske faktisk dem der klovner den for vildt, der er mest usikre?
Jeg har lavet en alarm i min telefon, så jeg husker Game of Thrones’ sæsonpremiere! GLÆDER MIG!
Og var det måske egentlig dét? Det var da en del om mig. Ikke kort sagt, men nu er det da sagt.
Jeg håber du ved mere om mig nu? Du må jo enormt gerne spørge, hvis der er mere du vil vide – og hvis der er noget du tænker er oplagt til et blogindlæg! Det her indlæg er udsprunget af en story jeg lavede, hvor mange efterspurgte en sårn’ præsentation af mig, men der var en del andre efterspørgsler, som et skriv om skolestart, mine tanker om barn nr. 2 og lignende, men hvis du nu har et emne, så kommenter da endelig.
Indlægget her er i samarbejde med Smarteyes, der (helt) kort fortalt gav mig den sjove, men også lige svære opgave, at blive enig med min kæreste. Det her med at få en second opinion på et køb er i mine øjne en rigtig god idé, men det kan da blive en opgave at blive helt enige om hvad der er smart, når det f.eks. kommer til sådan noget så enkelt som tøj, sko og briller. Men det var faktisk ikke helt den primære udfordring, da vi skulle ned i Smarteyes og vælge solbriller, for da vi skulle designe vores solbriller kom vi også på den opgave, som man kender bedst fra ’et barn i en slikbutik’-analogien: vi skulle simpelthen vælge. Det er naturligvis også hvad man vil kalde et luksusproblem, men ikke desto mindre havde vi på forhånd aftalt at vi skulle sige god for hinandens nye shades, men først og fremmest skulle vi jo vælge ud.
Det vi skulle var at ”designe” vores helt egen solbrille, med det sagt at hele butikken af brillestel var til rådighed, så alle stel kunne blive til en solbrille, når vi også havde fået valgt solbrilleglas (farve og polariserede/ikke polariserede).
Jeg fandt (meget) hurtigt et stel, som du kan se herunder – fordi jeg gerne vil have sådan en stor solbrille, der kan dække både trætte morøjne og eventuelle rødvinstømmermænd samt selvfølgelig passe på mine øjne, når solen titter frem 🙂 Og få mig til at se smart ud, det er klart, hvem går ikke også efter det? Af glas valgte jeg de mørkebrune, polariserede, hvilket min googlesøgning forinden fortalte mig betyder at de fjerner refleksioner og genskin fra solen. Plus jeg bedre kan se min telefon, når jeg har disse på, end mine random solbriller købt med lommeulds småmønter.
Nå, men Jesper derimod fik knap hele butikkens brillestel med ned til et lille bord, hvor møjsommeligt matchede stel mod glas. Spurgte efter stel i andre farver, hentede nye glas, ledte efter tilsvarende stel, men i en lidt anden form, for så at tage dem på, af, på, af.
Ja, lidt en anden taktik, end mig, der altså pegede, prøvede og valgte. Bum
Vi havde fået til opgave at udvælge to par, hver og og mens Jesper efter megen vejledning fra den sødeste ekspedient (shout out til Nour fra Aarhus-butikken!) fik udvalg sig to par, fik jeg fundet frem til et sort par, en mere klassisk og neutral solbrille. Jeg syntes og synes dog det er en smule svært at sådan forestille sig hvordan den endelige solbrille kommer til at se ud, fordi jeg jo ligesom stod med en (ægte) brille, med klart glas og et rundt glas, som eksempel på farve til solbrillens glas og så skal man jo bruge lidt af sin fantasi, men det er da også en sjov opgave, det er der sgu ikke nogen tvivl om! Og indrømmet, vi brugte faktisk næsten 2 timer på at få valgt de helt rigtige, men vi jokede selvfølgelig også omkring i butikken og hyggede med det.
Jesper valgte et guldstel med brunt glas, en sådan lidt firkantet model og en solbrille med rundt glas og en næsestang (hedder det ikke det?) der sidder øverst på glasene, der er mørkegrønne, hvilket ser SÅ sejt ud! Selve stellet er sort, med sølv stang. Jeg har desværre ikke lige billeder af ham med dem på, men jeg er ret sikker på han laver en story snart, så hvis I lurer med dér (hos @Jesper_Sovndal) flasher han nok snart. – hvis ikke, så skal jeg nok sørge for han gør det 😉
Særligt den sidste solbrille han valgte syntes jeg var freaking flot, mens han storgodkendte den brune solbrille jeg valgte, hvis brillestel forresten er fra Non-Violence-kollektionen, så udover at den har en lille pistol med knude på, på stangen, så doneres der 5 Euro pr. solgte par, til den her non-profit organisation, der arbejder på at unge mennesker lærer ikkevoldelig konflikthåndtering. Men det var også blot en sidebemærkning, som jeg bare lige ville tage med. Den sorte solbrille synes han da også er meget pæn, men den er mere neutral, hvor han, som det også skete, da jeg skulle vælge briller, mener at jeg godt kan være lidt mere modig, ligesom at hans solbrillevalg også har lidt mere kant. Men jeg kan nu også lide den klassiske og ”safe” solbrille J Der går ikke lang tid før vi faktisk skal ud at rejse, så det er jo helt perfekt at vi er helt solbrilleklar ..så mangler jeg blot at finde solcreme, yoghurtpiller, bikinitop og den slags. Men solbrillerne – dé er da på plads!
Jeg har helt særligt fået lov til at dele et særligt tilbud med jer. Smarteyes har selvsagt også et hav af briller og det er sådan, at hvis du køber et par (enkeltstyrke) briller, så får du også et par solbriller med. Gratis. Hvis du nu siger nutidensmor i butikken, om det så er i Aarhus, Roskilde, Odense eller en af de andre syv butikker i Danmark, så kan du få tilbuddet allerede her i april – men det er en kampagne der kører helt til 16/6, så du har rigeligt med tid! (Du kan læse mere om tilbuddet lige her)
Så fortæl mig endelig: hvad synes du om brillerne? Hvis der er et par, som du er lidt forelsket i og gerne vil tjekke ud i butikken, så skriv endelig her, så skal jeg nok skrive stelnummer og ellers er der garantrisse en ekspedient der kan hjælpe med at spotte hvad det er for nogle 🙂
