Det er lidt som om det er blevet en ting, at jeg skal skrive: IH hvor har jeg glædet mig til at kunne udgive det her blogindlæg, men det er altså lige det jeg har! Jeg har nemlig den nyhed i ærmet, som du nok har afkodet fra overskriften: jeg har fået en podcast! Rettere sagt: VI har fået en podcast. Vi er to!
Og næ nej, det er ikke mig og Jesper der er sprunget ud som seriøse podcastere. Det er mig og Line, altså Line Hoffmeyer. Den her skønne pige. Mit girlcrush – og nye veninde.
Og der var den. Vores podcast. Den hedder: GIRL CRUSH og dét er der selvfølgelig en mening bag.
Jeg håber du vil tage godt i mod den. Jeg krydser alt jeg har for at du vil give det en chance og for at den vil skabe grin, tanker og flere grin. Masser grin gerne! Line og jeg har udtænkt konceptet, som jeg har beskrevet lidt på Instagram og jeg håber du vil holde lige så meget af det, som vi gør.
Afsnit 1 kommer til at ligge derude i podcastspace på tirsdag (4/6), så der kan du kan putte dine høretelefoner i og lytte derudaf. Eller fyre den op på højtaleren, hvis du er mere til det. Det håber jeg i hvertfald du vil. Og det er tirsdag forresten. Tirsdag er vores dag. Det er her der kommer spritnye afsnit!
GIRL CRUSH kan du høre på din podcast-app (hvis du ikke har en, så kan du hente den. Den er altså god at have). Sådan en lilla firkant. Du kan også lytte fra iTunes, hvis du er mere til dét format. Op til dig – jeg foretrækker selv førstnævnte.
Og igen: uuuuuuuuuh jeg håber du kommer til at lide den! Jeg sidder næsten og hopper i min sofa, mens jeg skriver det her!
Ojjer. Som Augusta så sødt siger det. Jeg håber hun bliver ved med det. Det er så dejligt og aarhusiansk med de der bløde d’er. Vi kan jo bibeholde noget Aarhus, da det er byen hun er født i, byen hendes far bor i og hvor hun stadig skal komme meget, selvom vi flytter ud.
Overskriften er måske en tand overdreven. Jeg flygtede ikke fra Odder, men til (hvad jeg tænker er) manges overraskelse så har jeg altså boet der. Jeg skred da jeg var 17-18 år, fordi jeg var klar til Aarhus og måske også ærgerlig over at have tilbragt så mange år i en by, som jeg måske faktisk aldrig helt følte mig helt hjemme i.
Jeg ved ikke om du fik læst det lange indlæg om huskøbsprocessen (hvis ikke kan du da tjekke det ud lige her), men vi flytter til en bette by tæt på Odder. Det er forresten udenfor Aarhus, syd for, for dig der ikke er fra heromkring eller blot ikke er så stærk i geografi.
Historien er at jeg boede i Odder fra da jeg var.. måske 7-8 år? Vi boede på Randlevvej, i en villa. Min mor, min mors kæreste, hans søn, min bror og jeg. Her boede vi til jeg var måske 17 år. Jeg skriver “måske”, fordi jeg ikke er helt sikker. Min langtidshukommelse er nemlig ikke særlig stærk. Hvis ret skal være ret boede jeg også hos min far, hver onsdag og hver anden weekend, men den by han boede – og bor – i har jeg noget nær nul tilhørsforhold til.
Jeg føler sgu ikke jeg har nogen hjemby. Jeg kendte i mange år ikke et øje i den by jeg boede i. Forklaringen er nok at jeg gik nemlig i skole i Viby, som er en længere togtur væk, tættere ind mod Aarhus. Her var jeg nemlig startet og kunne lige så godt fortsætte, da det var en god skole. Omend speciel. Interskolen hedder den, til dig der skulle være nysgerrig. En privatskole med stort fokus på sprog. Lige som mange af mine klassekammerater boede jeg ikke i Viby og derfor var legeaftalerne, som jeg husker det, få. Vi besøgte skam hinanden, men jeg havde ikke den her: løb ned af gaden og bank på hos Malou og se om hun er hjemme-oplevelse. Det var mere en: vi kan godt høre Frederikkes mor om hun har tid til at tage dig med og så kan jeg hente dig i Horsens i aften, når jeg har fri. På den ene side var jeg rigtig glad for min skole, men på den anden kunne det have været rart for mig at skabe venskaber og få en omgangskreds i den by jeg boede i.
Nå, men vi forsøgte os med at jeg kunne skifte skole i hvad jeg husker var 7. klasse. Måske 6. Til Rathlouskolen i Odder, der også er en privatskole, men efter en uges prøve var jeg ikke klar til en flytning og heller ej at komme ind i en klasse der er tætknyttet.
I 9. klasse tog jeg dog springet og tog et år på den skole der hedder Skovbakkeskolen (Skovbakken nu). Men det var ærlig talt også lidt svært. Det er ikke nemt at være ny. Der var mange der tog godt imod mig, bevares, men nogle kom fra oplandsskolerne og havde gået i klasse sammen siden 0. klasse, flyttet ind på en stor skole i 5. eller 7. klasse og på den måde havde de et stærkt bånd. Jeg var hende den nye og selvom klassekammeraterne var søde var det ikke en rolle jeg var tilpas med. Og i 9. klasse venner.. druk, drenge, spillen smart og den slags. Der var jeg sgu virkelig usikker.
I 10. klasse nød jeg et lækkert eksamensfrit år på efterskole LIGE udenfor Odder. Faktisk LIGE ved siden af det hus vi har købt nu. Jeg husker det som et fedt år. I 10. klasse er man proppet med hormoner og usikkerhed, men det var en fed tid, hvor jeg også fik en lokal kæreste (uuuuuhhhh) og pludselig var “hende fra Odder”, da de andre på skolen (kæresten undtaget) kom frem andre steder i landet.
Vi blev boede i Odder, senere en lejlighed på torvet, indtil min mor og jeg flyttede til Aarhus, da jeg var 17-18 år og skulle starte gymnasium. Jeg var ikke træt af Odder, men jeg var bare pisse klar på Aarhus.
Og her startede mit Aarhus-eventyr så. Den by jeg føler mig mest hjemme i, selvom jeg faktisk er født i Tranbjerg (få km fra Aarhus).
Men nu skal jeg tilbage. Ud og skabe nye minder om Odder, hvis motto by the way er “ret ok”. LOL. Jeg håber det bliver mere, end ok 😀
Det var min Odder-historie.
Del ENDELIG, hvis du bor der. I Odder altså. Gerne en masse positive historier, så jeg kan glæde mig endnu mere. Jeg sætter nemlig så meget pris på jeres kommentarer og beskeder, hvor I skriver velkommen til byen. Det sætter jeg SÅ meget pris på!
Og fortæl mig: kunne du finde på at flytte tilbage til den by du kommer fra?
Vi blev kærester d. 19. maj 2018. (Det er jo faktisk 12 måneder + 6 dage, for at være så eksakt som mødre er med deres yngel de første år)
Nå, men i januar 2019 skrev vi under på det hus, som siden første gang vi så det, gav os et sug i maven.
Sådan et: ‘Fuck det kunne være vildt, hvis vi boede dér’-sug.
OG DET SKAL VI NU! VI KØBTE ET HUS, som jeg skrev om i torsdags. Er det ikke vildt?! Én ting er at vi skal bo sammen og en anden er at jeg har været med til at købe noget. Jeg tror det jeg ejer, der har mest værdi, er min computer og selvom sårn’ MAC-sag da koster klejner er det intet sammenlignet med et hus!
Så nu har jeg sgu åbnet op for kladden her, som jeg løbende har skrevet på fordi jeg tænkte den da nok skulle udgives en dag, om købet så faldt om et år eller om en måned efter at vi tog den store beslutning om at få fælles postkasse. Jespers lejlighed er jo solgt nu og vi står nu her med udsigten til snart at slå pjalterne sammen, i et helt nyt eventyr, et uskrevet kapitel i hvad der skal være en meget lang bog. (Uh det lød fancy. “Ad” eller “uh”? Det lyder måske lidt som noget fra en bryllupstale: eller endnu værre: en tatovering)
Jeg har jo ikke kunnet sige noget om processen som helhed, før den ligesom var “forbi”, men det kan jeg nu, da den er afsluttet: vi skal flytte ind, alt er på plads (med advokat og alt den muletjavs jeg anede hat om, før vi gik igang) og jeg tænker sgu at det her også kan blive et bidrag i en verden fyldt med mange skræmmehistorier om køb. Jeg har, og det har du måske også, hørt så mange historier om afslag fra banken, jagt efter det rette hus, uden resultat. Og de mange om forhandlinger, der går i vasken. Det her er heldigvis ikke sådan en beretning, selvom vi i en tid lige frygtede at det skulle gå galt.
Særligt mig – den der skeptiker i forholdet.
LAD OS DA SHOPPE ET HUS
Jesper og jeg har lige siddet og talt på vores små fede fingre, for at regne ud hvornår det var at det var at det var at det var, at vi så det allerførste gang, på vores små telefoner. Huset, altså. Huset vi har kaldt Skolen fra dag 1. Det må have været lige da den kom op på nettet, i juni sidste år (altså 2018), for det var i juni at vi freaking nyforelskede og drømmende scrollede gennem ejendomsmæglersites og sendte links frem og tilbage til hinanden. Frem og tilbage mellem Aarhus og Kolding. De fleste af beskederne var akkompagneret med en besked ala: “LOOOL! SE HER! HAHA! HER SKAL VI ALDRIG BO!”
Selvom det ikke handler om at shame andres huse (hvis man overhovedet kan sige det), så er det sgu fordi der virkelig findes mange mærkelige huse derude! Og mange huse vi ikke vil bo i, for heldigvis fik vi med det samme sporet os ind på at vi har nogenlunde samme smag og samme ønsker. Vi VIRKELIG er kræsne. Bliv venligst (BE OM. Jeg orker det ik’) ikke stødt over hvordan jeg beskriver de steder vi har set – vi har jo alle forskellig smag og selvom rækkehuse og nybyggeri kan være drømmen for nogle, så er det ikke det for alle, så det er ikke nødvendigvis husene der er forkerte til os, men os der er forkerte til de huse. Hvis du forstår hvad jeg mener.
Der har kun været ét hus til salg, der har været lige i skabet for os – og det er det vi sammen skal bo i.
Men vi har rent faktisk i alt været ude og se på fem huse. To-tre af dem så vi lidt for sjov. Vi osede og vi ville lige tjekke dem ud i virkeligheden, så måske de ikke tæller med helt? Men de kommer med.
Kronologisk endda. Wupwup!
(FARVEL TIL) KOLDING-DRØMMEN
Nå, men de første to vi så var faktisk i Kolding, hvor Jesper (og langt de fleste af hans venner) bor. Han ville gerne ud og se hvad man kan hapse her, men vi vidste jo godt begge (..et eller andet sted) at det aldrig kunne blive i Kolding vi skulle bo.
Årsagen til det? Jo, det er fordi jeg er mor, Augusta er i Aarhus halvdelen af tiden og afstanden til Aarhus fra Kolding er bare for stor. Han ville ønske det, at det kunne lade sig gøre, det behøver jeg da ikke lægge skjul på. Men det at se på huse der også en mærkelig måde hvorpå vi kunne sige farvel til den “drøm”.. ved at sige hej til Koldings boligmarked. (Jaaa, det er skide skørt, jeg kan godt selv høre det)
Men vi tog ud og så på et gammelt bageri. Sjovt i teorien, men det var HEEEEELT smadret! Andre ord behøver jeg ikke bruge, for at beskrive det. Vi var bare begge vilde med bygningen og historien om at det var et gammelt bageri, men.. nej, selv hvis den lå i Aarhus centrum var det næsten for tæt på nedrivning, til at kunne lade sig gøre. Men det var da interessant. Både mægler og os grinede os gennem bygningen, hvor hver åbning af døre var en ny oplevelse. Venner, stueetagen lignede altså et rum jeg engang så i Theresienstadt i Prag. Jesper er godt nok ok handy, men det var alligevel grænsen. Så vi fortalte altså mægler at det var en for stor mundfuld (as if han ikke havde regnet den ud), fordi vi ikke ved hvor man lejer sådan en kugle Miley Cyrus sidder på i sin Wrecking Ball musikvideo. Og fordi vi gerne ville finde en bolig hvor der skulle laves noget, men ikke laves alt. Han var hurtig og impulsivt, fik hentet en nøgle på kontoret, fordi han ville vise os et hus få meter derfra, som han tænkte mere “os”. Dét var så, stilmæssigt, SLET ikke os. Hvidt OVERALT, spots og spa. Perfekt til Instagram nok. Det var helt istandsat og på den måde ligesom for færdigt og at smide det nyere blanke, hvide køkken ud, fordi vi er til noget andet, ville være ærgerligt og spild.
Men vi skulle jo heller ikke bo i Kolding, så vi var hurtigt videre. …og undskyld mægler. Set tilbage er det ikke fair at spilde mægler eller sælgers tid på den måde, men dengang havde vi kun køberkasketten på og vidste ikke hvilket arbejde det rent faktisk er at gøre fremvisningsklar. Så du behøver ikke skrive forargede kommentarer herunder – I know better now.
Huskiggeri-legen åbnede så bare op for nogle gode snakke over nogle liter rødvin og vi besluttede at gøre det rigtigt. Du ved, ægte kigge, blive vist ægte rundt, med intentionen om at købe noget. Vi bestemte os for at vi skulle bo sammen – hellere i dag, end i morgen – så et mere seriøst projek: ‘find husET’ startede.
..dog uden at vide hvor meget vi kunne låne i banken. En ret vigtig detalje Jeg tænkte vi måske kunne få et 20.000 kroners forbrugslån – max., men det er ikke ligesom meget bolig man kan snolde for det, når vi nu gerne ville ud og eje noget land, fordi vi åbenbart er blevet herre voksne.
GÅRDEN OG DE SPÆNDENDE BURE
Det næste sted vi så lå (eller ligger, for det er der stadig) udenfor Skanderborg, i en lille landsby. Et dejligt område, tæt på afkørsel og få meter fra en skole.
Og wow et sted.
“Wow” på så mange måder.
Vi havde set det var stort på billederne. Vi havde set at det var klassificeret som en landejendom (altså: gård), men dimensionerne var helt skøre: vi havde ikke regnet med at se SÅ store, men også meget ramponerede længer, som vi – selvom vi skal have mange m2 – ALDRIG får brug for. Huset indvendigt var så til gengæld MEGET mindre, end vi så på salgsopstillingen og alt var helt klemt sammen, rummene var uoverskueligt små og udsigten til at vælte så mange vægge var jeg ikke just glad for. Det der rum der så stort ud på billedet, med højt til loftet, hvor jeg allerede havde forestillet mig at det 2 meter høje juletræ skulle placeres var ikke just den gildesal billederne havde fremstillet det til at være. En af længerne frygtede jeg ville vælte, hvis man pustede hårdt på den og den lignede mest af alt en misvedligeholdt stald fra Den Gamle By. Eller måske en kulisse – post pistolduel.
Der var så også noget med nogle enormt.. hvad skal jeg sige?.. interessante bure udenfor, som jeg virkelig havde fået zoomet meget ind på, i salgsopstillingen. For silvan hvor havde jeg glædet mig til at få svar på hvilke dyr (eller børn!?!!) de havde på gavlen. Det var bare næseaber og præriehunde i brønden de havde haft, men desværre var de der ikke mere. “Desværre”, fordi jeg gerne ville se dem, men sikkert fint for dyrene selv
VILLAEN
Det var d. 12. november, fortæller ham for enden af sofaen mig lige nu, at vi havde bestilt fremvisninger på to boliger syd for Aarhus: en villa og Skolen.
Vi blev vist rundt i villaen først, men den sagde os bare ikke noget. Det var ikke spændende.
Jeg er egentlig overbevist om at den kan blive fin; smid et nyt køkken ind, ned med tapeter, ny maling og generel istandsættelse og så ville den da sikkert blive udmærket, men det var ikke noget for os, overhovedet. Vi følte den ikke, den var som sagt ikke spændende. Der var også koldt og rodet. Ikke så lækkert, med hundehår overalt og hårenes aggressive ejermænd til at følge os rundt. Samt børnene havde tegnet på vægge og møblerr ovenpå. Indtrykket var bare skidt og det lignede faktisk lidt en hærget husudgave af både Jespers lejlighed og min og det var ikke nok for pengene, syntes vi.
Når vi skal lidt ud af byen skal vi sgu have m2 for pengene!
Det kender du måske selv, hvis du har købt hus eller lejlighed? Man skal være helt forelsket, når man ser et sted, før man vil lægge så mange penge i det – og bo der. Det handler selvfølgelig også om om man kan visualisere at stå med projektet, for vi ville gerne have noget der krævede en hånd og nogle ændringer, men man skal kunne se mulighederne fra start, tænker jeg.
Men vi havde bestilt to fremvisninger, så vi satte efter mægler, der i sin lille bil kørte længere ud “på landet”.
OG DER VAR DEN SÅ: SKOLEN
Hvorfor troede vi så ikke at Skolen var noget?
Vi var som sagt forelsket i den siden første gang vi så den på mæglers hjemmeside, men den kostede altså liiiiige under 3 millioner og vi havde ikke forestillet os at det var noget nogen bank ville give lov til. (Slet ikke mig, men jeg er jo, som nævnt er skeptikeren, tangerende pessimist)
Men vi bestilte en fremvisning og så det der i midten af november. Det var Jesper der VILLE se den, nu da vi var i området.. og for filan.. vi var SOLGT! Jeg gad ikke se på noget, som jeg ikke tænkte vi havde råd til, men han pressede på, den stædige rad, men det viste sig jo at være godt.
Det føltes gigantisk. Huset. Det overraskede, bygningen er smuk og specielt. Vi var helt høje, efter vi fik vinket farvel til mægler og kørte tilbage mod Aarhus i Jespers lille blå dyt.
Jeg kan huske vi også bare var fuldstændig overvældet efter at have set det. Vi var begge overbeviste om at det kunne være perfekt, men det er sådan med mig, at jeg ikke tør håbe på noget, som jeg ikke ved kan lade sig gøre, så selvom jeg ikke turde drømme om at det kunne blive vores, havde jeg et lillebitte håb, selvom alt der kom ud af min mund var:
“Jaaaa, lad os nu se hvad banken siger..”, “men den er jo meget dyr”, “vi kan sikkert ikke låne noget” og sådan. Jespers indstilling var langt mere: “det skal vi have, der skal vi bo!”
“OG HVAD SAGDE JEG?!” råber Jesper i baggrunden netop nu.
“HEJ, MÅ VI IKKE NOK LÅNE NOGLE MILLIONER, TAK?”
Jeg havde det FRYGTELIGT. Jeg hader banker, jeg hader snak om penge, jeg hader tanken om lån, jeg kan ikke fordrage noget der kræver et nem-id og tænk sig at snakke økonomi med sin nye kæreste. FY FOR HELVEDE. Er jeg den eneste der har det sådan?
Jeg ved ærlig talt ikke hvor det kommer fra, men jeg er slet ikke glad for det.. som du nok kan høre. Vi havde ligesom varmet op til det et stykke tid, jeg havde hygget med at scrolle nettet igennem om hvor ofte unge par bliver afvist og sådan dejlig læsning hvordan selvstændige ikke kan låne penge – selv dem med en udmærket forretning.
Jeg havde først talt kort med min eget pengeholdersted, for at få et overblik over hvad vi skal have med til et sådan møde, hvad skal de se, for at vi må få nogle millioner til et hus? Det var lige før jeg følte jeg skulle aflevere en blodprøve og min andenfødte, men det er klart, de skal jo se alt, hvilket gjorde at Jesper og jeg skulle i gang med at få lavet årets regnskab færdigt, for det er vores bevis på indtægt, da vi begge er selvstændige. Jeg har ikke så meget imod kanyler og blodtapning, det er ikke rigtig det der var hindringen, men jeg var jo ikke engang gravid på det tidspunkt, så det var lidt uoverskueligt at love et ufødt barn væk på den måde.
Men der husker jeg at der var faktisk en kvinde på Instagram der på et tidspunkt havde anbefalet mig Jutlander bank i Odder, fordi hun selv var glad for den. (Hvis det var dig, så skriv endelig lige til mig!) Og hey, en personlig anbefaling.. hvad er bedre?
Men så.. dagen inden det møde der, med vores lokale (læs: bonde)bank var jeg ved at gå i spåner, venner. Jeg sgu en lille episode, hvor Jesper lige fysisk måtte lægge sig ovenpå mig, i sengen, med dyner over, og så lige fortælle mig hvor u-skræmmende det ville blive, at gå i banken. Nej, han rokkede mig ikke, men det var da tæt på. Det jeg var rad for (jeg kan vel lige så godt sige det?), var at de ville se lidt ned på mig.. og en veluddannet og klog bankmandstype skulle venligt fortælle mig at jeg – i bankens øjne – ikke var en øre værd og at jeg har en dårlig forretning i det her selvstændige liv jeg fører, at jeg er uansvarlig.. Eller noget femte!
Det ved jeg ikke om selv du har oplevet, den der følelse? Men jeg tog altså fejl.. Surprise.
Én ting er at Rasmus, vores bankmand er pisse sød. En anden ting er at det foregik fint, helt problemfrit. En tredje ting er at vi måtte låne. Hvis vores papirer ikke så fine nok ud, var der selvfølgelig ikke noget Rasmus kunne gøre, men det gjorde de åbenbart. Vi blev fortalt til første (LANGE!) møde, at det kunne vi godt. Til vores andet møde kunne vi skrive under på bankskifte og Rasmus stod klar med papirerne, til når vi kunne skrive under på hus. Så fik vi en masse kort ind af postkassen, som vi kunne åbne og gøre klar og så bare vente på at alt andet også skulle falde på plads, så vi kunne skifte bank og vigtigere: kalde os selv for husejere.
BUM.
SOLGT
Efter vores første møde med banken, hvis vi lige spoler lidt tilbage, satte Jesper sin lejlighed til salg. For at det hele kunne gå op, skulle han sælge sin Koldinghybel. Sit ungkarlested.. ja, sit hjem.
Du kan sikkert godt se hvorfor det også betyder enormt meget for mig, at han var klar til at sige farvel til sit hjem, som han købte kort forinden. Han havde stået midt i Bagedyst-optagelserne, købt sin første lejlighed og gennem-renoveret den selv (eller altså, med hjælp fra venner og familie) og her, under et år efter, var han klar til at sælge den, fordi han ville bo sammen med mig og Augusta og skabe et nyt liv.
Dét ser jeg som en kæmpestor kærlighedserklæring! Og det er jo lige præcis det det er.
Lejligheden blev vurderet, fotograferet og al den slags og kom til salg hos Home d. 18. januar og den følgende uge blev den fremvist. Det første bud faldt d. 09. maj og så var den fandeme solgt.
KØBT
Salget af Jespers lejlighed betød samtidig købet af huset.. det var nemlig et betinget køb vi havde lavet, så vores bud dengang gjaldt.
Og så er der faktisk ikke meget andet nu, end at sige at vi glæder os vanvittigt meget til at se det. Og bo der. Lige ved Odder, i det smukkeste område, som vi helt sikkert nok skal vise mere fra. Dette bliver ikke en boligblog, det er ikke mit interesseområde, men jeg tager dig med i det jeg netop gerne vil dele og synes er spændende <3 (Men altså, med to bloggere under samme tag får du uundgåeligt husnyt på den ene eller anden profil)
Ja, så jeg glæder mig til at du skal være en del af den her rejse! Og tak for den massive tilkendegivelse af tillykker på internettet, da vi offentliggjorde købet. TAK!
(..og så skylder jeg jo en fest, når jeg for første gang i mit liv skal have en vaskemaskine!)
JEG HAR GLÆDET MIG SÅ MEGET TIL AT SKRIVE DET HER INDLÆG, AT JEG MIN LILLEFINGER SIDDER FASTPLANTET PÅ DEN LILLE PIL, MENS JEG SKRIVER DETTE, SÅ DET BLIVER I VERSALER, AF REN OG SKÆR BEGEJSTRING!
Eller, ej, det må være nok for nu, MEN SHIT VI ER OPPE AT KØRE!
VI HAR KØBT ET HUS! ET STORT ET! HVOR VI SKAL BO! OS TRE, SAMMEN
Vi har set på huse, snakket med bank, forhandlet om hus, budt på hus, Jesper har solgt sin lejlighed, underskrifterne er sat, fortrydelsesretten er udløbet (nærmest i dette sekund) og nu har vi officielt KØBT ET HUS!
Det er en ny by, en ny hverdag og et nyt liv.
Ja, uvasket hår, træningstøj og cafékys stod den på, da vi havde vores første fejring, hvor jeg sådan endeligt troede på at den var der.
Det har naturligvis været en længere proces og noget af en historie, der er værd at fortælle. Jeg håber du vil læse den, for jeg glæder mig til at dele det hele. Snart.
Det øsregner udenfor, uden for min enormt bloggervenlige siddeplads. Ikke det mest bloggervenlige billede, men hva’ fa’en, jeg er ikke typen der ligger inde med et lækkert foto af mit selv og mit ‘dagens outfit’.
Egentlig ville jeg have købt hurtigt ind og hentet Augusta tidligt, før madpakker, men det er som om børnehaveinformationer bare er noget der ikke vil hænge fast i min hjerne, så jeg aner ikke hvornår de starter med at spise de dersens madpakker. Man kan naturligvis ikke tillade sig at vandre ind, mens de sidder der og guffer og da jeg vil undgå dét må jeg nøjes med at troppe op, når jeg ved de er færdige med deres makrelmadder. Eller hvad de unger nu har med. Augusta rapporterer på sådan en måde at det næsten lyder som om ALLE har Nutellamadder, kage og chokoladebarer med HVER DAG, men om det nu er en overdrivelse og er måske mere undtagelsen end reglen kan jeg jo ikke med sikkerhed sige noget om..
Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk. Helt sikkert. That also. Meeeen vi forældre ved at man virkelig også skal høre megen overdrivelse og flere røverhistorier!
Det er i dag jeg skal hente hende, som du sikkert kan læse. Jeg glæder mig til at se hendes store smil, der (som nyt) er én tand fattigere. Hun selv er en tyver rigere. Det var hvad jeg vurderede var fair at få for sådan en tandfe, men en smule forhandling, for jeg fik stukket en finger i jorden, for at veje luften med hvad børn nu til dages får af tandfeen, for Augusta skal da ikke føle sig alt for taget ved næsen! Selvom det er første gang hun har tabt en tand og i det hele taget bør være taknemlig for alt hun får, så skal jeg være ærlig og indrømme at jeg ikke har lyst til hun skulle skuffes. Hun fortæller at de andre får slik af tandfeen, hvilket jeg synes er herre ironisk (DA DET ER TANDFEEN), men det kan da også være en børnehaveskrøne, hvad ved jeg. Om ikke andet kan jeg forstå at der er nogle af ungerne der får gaver, andre får mønter. Augusta fik også en mønt. En tyver, fordi det var hvad jeg havde. (Men hvis jeg havde en femmer og en tyver var det altså den hun fik. Fordi den er guld. Det kan min indre piratprinsesse da også godt se).
Nå, men nu her, mens jeg lige tager mig en times ekstra arbejde (og får spist min morgenmad skråstreg mellemmåltid skråstreg frokost skråstreg eftermiddagssnack: en aldeles velsmagende foccaciasandwich fra Emmerys. På Emmerys, selvsagt) vil jeg gerne dele hvad det er vi skal denne weekend! Augusta og jeg skal nemlig på tøsetur!
Måske du er en af dem der kunne få tanken: altså rejser de kun på spons-tur? og hertil kan jeg svare nej, men det er tilfældet hér. Eller spons-tur og spons-tur, det er nærmere sagt en blogger-tur, hvor vi (REKLAME!) er inviteret af Kalmar regionen, der sammen med Vimmerby og Vestervik (det’ Sverige, venner) har strikket et program sammen til os, hvor vi skal opleve Astrid Lindgrens vidunderlige univers. Det er fredag-søndag vi skal på tøsetur og jeg glæder mig virkelig meget til både at komme afsted med Augusta, bare os to. Jeg glæder mig til at opleve Sverige på den måde (det er nemlig første gang for mig – har du været der?) og til at se nogle af de andre bekendtskaber jeg har og til at Augusta kan lege med nogle af de kære børn. Jovist jeg ser da frem til at se Allan (fartilfirepiger) og hans kone, Karina, men måske endnu mere til at Augusta igen skal lege med Noomi, Merle, Ava og Smila, som vi efterhånden har hængt en hel del ud med! Alexandra (migogmintinderbaby) og Michala (bastabum) har hhv. Elliot og Molly My med, så det bliver da én lang børnefest. Der er flere mega søde damer, men mon ikke du ser dem på min story?
Det bliver en mini-ferie og du kan tro jeg allerede har pakket! (Dvs. jeg har kastet de ting ud af Thailandkufferten som jeg ikke kan bruge i Sverige og spædet til med noget mere maj-venligt tøj og på den måde pakket en Sverigekuffert. Smart – så behøvede jeg jo ikke pakke ud alligevel!)
Men apropos dét. Det her med at pakke ud. Eller rettere sagt: ikke pakke ud. Jeg leverede en ugennemtænkt tese i morges om at folk der ikke pakker ud med det samme også er typen der ikke knuser kammerjunker i koldskål, mens folk der pakker ud med det samme er typen der knuser kammerjunkerne. Den teste, hvis vi skal se på jeres mange svar, er ret forkert. De eneste den passer på er mig. Og Michala. Åbenbart. Men har jeg så fundet et sammenhæng i at folk der pakker ud med det samme altså ikke knuser deres kammerjunker? HAR jeg fat i den lange ende med den mærkelige forbindelse? Hvahvahvahva?
(Der er et par der har spurgt hvordan fa’en jeg så den forbindelse og det er altså ikke en 6. sans. Det var fordi jeg kiggede på min uudpakkede kuffert, jeg fik lyst til koldskål og kom i tanke om at der altså findes mennesker i denne verden der KNUSER KAMMERJUNKER. Hvilket er… mærkeligt, let’s be honest!)
Nå, men nu vil jeg ud til min plaskvåde ladcykel og få hentet Augusta i børnehaven! Nu skal der fandeme kysses og krammes!
Jeg har faktisk villet skrive det her indlæg i et stykke tid, men jeg har været en smule tøvende, fordi det kommer ret tæt på. Altså tæt på følelser, som ikke kun er mine egne. Det er selvfølgelig sket før her på bloggen, at jeg har delt ting som normalt kun ville blive vendt med familier, venner og indenfor hjemmets fire vægge, men det her går på en anden måde ret tæt på. Og alligevel har jeg lyst til at italesætte det, for det er ikke (selvom jeg måske får det til at lyde sådan) noget stort eller på nogen måde tabubelagt.
Det handler om det her med at få sig en (ny) kæreste, når man har et barn. Det her med at de skal lære hinanden at kende og at vi skal være sammen, alle tre. Det jeg gerne vil fortælle er at den proces ikke er helt uden små bump på vejen.
Jeg tror ikke at du nødvendigvis har den forestilling at en sådan sammenføring er ren enhjørningeglimmer og blind betagelse, det ville måske nok være utopisk tænkning, men ikke desto mindre føler jeg at det er det man kan udlede af mine billeder på Instagram og de små videoer, der viser de hyggelige stunder, som altså virkelig også er der.
Jeg skylder ikke nogen at vise ALT i mit liv eller fortælle om hver eneste ting jeg oplever, men jeg vil alligevel gerne vise et et mere fuldt billede og det betyder så at jeg enormt gerne vil dele med dig at det kan gå både godt og og småskævt.
..så ved du det, hvis du en dag skulle stå der selv og hvis du har været der kan du så tænke: “århmen så er det jo lige præcis som alle os andre”.
Og det er måske også værd at tage med, når jeg nu engang er blogger og vi har ry for at putte et pænhedsfilter på tilværelsen?
Det er klart, det er MIG der er forelsket i Jesper, det er MIG, der har valgt ham til og som forælder kan man jo ikke forvente at ens børn har det på samme måde. Faktisk kan og må man ikke forvente noget som helst. Det mener jeg i hvert fald ikke. Vi kan ikke forvente at vores børn falder pladask på samme måde, selv udnævne dem bonusforældre for vores børn og regne med ubetinget kærlighed fra de små hoveder. Det at introducere en voksen i et barns liv er ikke partout noget der kommer til at gå gnidningsfrit og det skal gøres med den største respekt for barnet (eller børnene).
Augusta viser og siger hun er vild med Jesper, det skal jeg skynde mig at sige. Og det kan jeg så tydeligt se. Og det gælder naturligvis også den anden vej rundt: han er VILD med hende. De er sgu så gode sammen, vi har haft så mange herlige stunder allerede og Jesper gør en kæmpestor indsats, ligesom at Augusta har taget den forandring (som det jo er) så flot. Og han tager også nogle afvisninger. Det hører med sig.
Har du været (eller er) i samme situation? Del endelig i kommentarfeltet! Måske er det dig der er kæresten, der skal finde din plads i en lille familie.
Det har ikke været let i mit hoved alle dage, for jeg bekymrer mig, særligt i starten. Jeg har før fået at vide at det er forældres lod i livet at bekymre sig, men særligt her har jeg virkelig skulle bruge meget hjernekapacitet, så det gik så let som muligt også hun ikke følte det gik for stærkt, at det var for meget. Det handler virkelig om at FORSØGE at mærke efter, men der er jo ikke et endeligt rigtigt eller forkert, når det kommer til hvor meget de skal ses, hvornår de skal mødes, hvornår barnet er klar på fællesferie osv. osv. Mavefornemmelsen har virkelig været på arbejde.
Hvis du har introduceret en kæreste har du måske også oplevet at børnene lige skal finde grænser, de tester en smule og mens det ene øjeblik kan være: “du er SÅ sjov” og tusinde krammere kan det næste øjeblik godt være “du må ikke være på mit værelse! Uuuuuud” Og JA, det er en sætning børn smider i forældres ansigt, lige i fjæset på bedste venner og tanter. Det er ikke noget man skal tage ind. Børn er nogle bestemte størrelser med humørsvingninger, men det jeg vil sige er at når man sådan kommer udefra og ikke har børn, når man er hyper opmærksom på at blive “accepteret”, så er det en sætning der KAN gøre lidt ondt. Det bør den nok ikke, det kan vi vel godt blive enige om, men det kan den da.
Hvis Augusta siger: “gå, du er dum!” til mig er det ikke noget jeg bliver ked af det over, helt ind i hjertekernen. Jeg ved hun elsker mig, jeg ved også at hun siger den slags, uden at mene det store med det. Det er en anden sag med Jesper, som ikke har barn.
Det er gået godt (bedre end hvad min hjerne kunne opstille af scenarier, der gik skævt) – og det går også godt nu! Vi hygger så meget, de har skabt et dejligt bånd. Vi nyder at være sammen og lige nu planlægger vi sommerferie sammen, hvilket vi allesammen glæder os til! Den her sammenføring har været god og positiv. Fyldt med kærlighed. Så det er ikke fordi vi skal dvæle i de små og få episoder, der i det store hele er bagateller (også for Augusta), men jeg følte det var passende at tage det her med. Også her på bloggen, til en masse mennesker.
Det er ikke noget jeg nødvendigvis kun kan takke Jesper for eller mig selv, for den sags skyld, for at mærke efter og balancere mor/datter-tid, det vi plejer, det hun kender og tid med Jesper, det nye og der hvor vi skal finde hinanden, det er nok også fordi vi passer godt sammen os tre og fordi hun har været omstillingsparat.
Men når det så er sagt så skal Jesper da takkes. Den kære mand. Han er et vanvittigt godt menneske, der har en positiv indgangsvinkel til det meste. Han har villet det her (mig, hende og os begge) fra dag 1 og hans kærlighed (fortæller han mig) er kun vokset.
Det har, siden jeg blev single, været sådan at Augusta er nummer 1. Hun er den vigtigste, det føler jeg ingen skam over at skrive, men det at have Jesper, der passer perfekt ind i min lille familie, er fandeme rart. Det gør mig pissehamrende lykkelig.
Til dig der er bonus, kæreste, sted, pap.. hvad I nu kalder det: det er så sejt. Godt gået! Klø på på trods af små bump på vejen. Den kærlighed et barn kan give er alt værd.
Men så.. fortæl mig endelig: Hvis du har barn/børn har du så introduceret en kæreste? Hvordan er det gået? Er der noget du vil dele?
Jesper har forresten allerede skrevet et meget smukt blogindlæg, der hedder: En kæreste og et venskab med en 5-årig, som du kan læse, hvis du vil have et kig til hans tanker.
– udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser. Og det havde hun jo helt ret i. Det var slet ikke som Aarhus – eller som noget andet vi har oplevet før.
– En mango. Med det der (overraskende!) lækre klisterris ved siden af. Det ligner grynet papmache, men det er i virkeligheden ris med smag af sød og frisk kokos. – Et freaking overdådigt tempel, uden sammenligning til noget vi har i Danmark. – En scooter – eller ’en masse scootere’, det er nok nærmere korrekt. – En flettet vifte, der skaber vind i 40 graders varme. – Et gadekøkken med flere ugenkendelige retter, end genkendelige. – Floden. – Et smilende ansigt. Det siger nok det hele. Men vi skal jo kunne tegne den politisk korrekt. Ellers er en emoji nok tilstrækkeligt til at forstå at den blot betyder: hjertevarme forbipasserende. – Et firben. – Måske en 7/11? Ligesom med firbenene er der også mange 7/11’s, men ikke den slags 7/11 vi kender, næh nej, Asien-7/11 er meget sjovere (og billigere)
Augusta tilføjer: – Futfut (Hun mener naturligvis tuktuk, men det er andet lyder meget sødere, når det kommer ud af hendes lille 5-årige mund, så på vores ferie var der altså et hav af futfut’er i Bangkok, hvis du sku’ spørge fra nogen)
Det var en liste vi skrev, da vi sad i en minivan på vej fra 5 dages eventyr på den lille ø, Koh Kood og jo egentlig den sidste strækning efter i alt 15 dages eventyr i Thailand. Fuldt brag på oplevelse. Vi har aldrig været i Thailand eller Asien før, så den ny, og det var det at rejse os tre. Det var aldeles ukendt territorium for den lille ny familie her.
Vi var på vej mod lufthavnen, en 3,5 times køretur med iPad- og podcasttid foran os (iPad til ynglet, podcast til de 30-årige), Uno, postkortskriveri og højest sandsynligt en bette lur, foran os. Og så lavede vi videre på den liste, fordi det feriebingo jeg havde medbragt ikke just var egnet til det vi så på vores rejse. Jeg mener, jeg tror altså aldrig jeg ville få streget hverken fåret, campingvognen eller æble krydset af, for den var måske mest af alt lavet til en bilferie til Köln. Eller lignende. Vi tegner bingopladen og udgiver den. Både Bangkok-edition, som er den du har fået et kig til og ø-livs-udgaven. Det kan være du vil have den med, hvis du nogensinde skal til Thailand?
At jeg anbefaler at rejse til Thailand er måske det dette indlæg burde starte med, men nu startede vi lidt bagvendt her, fordi den lille bingoliste ligger halvkrøllet og afventede, ved siden af min computer her.
Vi havde brugt lang tid på at udvælge vores stop, vores
rejse, men det er altså ikke nemt, for billeder sælger og alt på
computerskærmen til mødet hos Jysk
Rejsebureau så jo indbydende ud i vores eventyrslystne øjne. Det der gjorde at
vi ligesom fik fastlagt ruten var til gengæld det der kom ud af Ginas mund
(Gina, vores rejsekoordinator), for hun havde været der. Det lød som om hun
havde været de fleste steder faktisk og dét er altså guld værd, folkens. Hun
hørte hvad vi ville, hvad vi ikke ville og hun kunne se hvad der gav mening i
forhold til at det også var en 5-årigs tur.
Så sammen med hendes erfaringer og viden skræddersyede vi altså rejsen, der
førte os fra Bangkok til Khao Laem-søen til Koh Kood.
Storbyoplevelsen, det helt afsonderede pram-liv (altså afsonderet på en positiv
måde) til den afslappede ø-tilværelse.
Vi tager dem lige en af gangen, skal vi ikke det?
Således var vores Thai-tur strikket sammen:
5 NIGHTS IN BANGKOK: storbyen der overraskede
(Hvis du kunne læse ovenstående, uden at have melodien i hovedet, giver jeg en kop filterkaffe! .. and the world’s your oyster!)
Bangkok var ment som stedet vi skulle lande (bogstavelig talt og i overført betydning), men bestemt også et sted vi skulle opleve, for hvor jeg hører mange springer over Bangkok, fordi det er en storby og nogle rejser til Thailand, for at få strand, kokosnøddedrinks og middagslure på badedyr, var Bangkok altså for os noget vi skulle have med. Jeg var altså en smule ængstelig ved denne del af rejsen, det indrømmer jeg gerne nu, fordi jeg frygtede 5 dage med virvar, med blændende neonskilte og konstant dytten og bilos? – og hvor mange gange skulle jeg lige holde barnet for øjnene, for at hun ikke skulle komme tilbage til børnehaven og berette om ping-pong shows? Selvom Gina forsikrede mig om at Bangkok er en fantastisk oplevelse havde jeg min anelser om at Bangkok mon ville være der hvor jeg holdt vejret, for først at puste tiltrængt ud, når vi efterfølgende skulle befinde os på en pram på en billedskøn sø, med selskab af få andre rejsende, en lokal guide og den rå natur i den østlige del af Thailand, på grænsen til Myanmar. …but I was wrong. Altså ikke i det sidste, pram-livet var som lovet, men Bangkok tog mig sørme med storm og jeg sidder lige nu og føler vi desværre havde for få dage der. Det er jo et godt tegn, ikke sandt? Vi mangler det sørens gigantiske weekendmarked! Og flydende marked! Og Asiatique. Og… ja, mere! Ikke at jeg ville kunne trække dage fra andre af vores destinationer, men jeg blev hurtigt klar over at når vi forlod Bangkok ville det være ”på gensyn”.
Vi boede lækkert på Chatrium, et hotel placeret lige så centralt som vi overhovedet kunne have ønsket os ved floden og ved skytrain, som er transportmidlet, der er så enkelt at tage, så selv de metromanglende aarhusianere her kan hitte ud af det!
”Det er slet ikke lige som Aarhus det her” Udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser Og hun havde ret. Men jeg må hellere få afkræftet de ord jeg smækkede på Bangkok lige før: ingen dytter i Bangkok (ikke ét eneste dyt! How?!), vi spottede ikke ét neonskilt og jeg så ikke skyggen af nogle frække shows, som Thailand også er kendt for (jeg hører dog fra nogle andre rejsende, at dragshowet skulle være fantastisk underholdende, for voksne – og halvvoksne børn!). Ikke at det ville være minusmarkører, et neonskilt har jo aldrig skadet nogen, men jeg havde måske en Times Sqare-forventning om Bangkok, men jeg var overrasket over hvilken ro der alligevel var og hvilken ro vi havde. Det eneste der gjorde at vi indimellem sukkede efter hotellets pool og traskede ’hjemad’ var varmen. Midt april bød nemlig på 39-43 grader. Og så er pool jo bare djævelsk lækkert – især når man har panoramaudsigt over verdens mest besøgte by.
Vi var blandt andet på
en guidet heldagstur rundt på de små, mallefyldte floder med hvad der hedder en
’long boat’, væk fra de mange højhuse og helt tæt på de små og faldefærdige
huse, placeret nærmest PÅ vandet. Nogle næsten på vej ned i vandet. Indimellem
disse små hjem ligger også større huse og: templer. Det var nemlig tempeltur vi
var på, fik jeg nævnt det? Turen førte os til de mest fantastiske perler, hvor
vi fik et uundværligt indblik i den vigtige del af thailændernes liv – og ja,
jeg beklager at billederne overhovedet ikke rummer den oplevelse det var at
være der, men sådan er det jo, man skal sjovt være der, for at opleve det – det
er vel også grunden til at vi rejser.
Vi brugte dagene på at udforske Bangkok.. besøge en enhjørningecafé, tage på den tempeltur og på en guidet heldagstur til et paraplymarked, et unikt marked, der er placeret på togskinnerne, som foldes ind og ud alt efter togets køretider. Vi osede i storcentre og små boder på gaden, vi købte små souvenirs og spiste frugt i massevis. Vi brugte tiden på at bade i poolen (og lære den 5-årige at svømme lidt! STORT!) og gå rundt i byen, i store og små gader, hvor vi alle vegne blev mødt af venlige og nysgerrige mennesker.
Og forresten; når du vil bevæge dig i større distancer i
Bangkok, end hvad du mener dine ben kan tillade (det er måske særligt gældende,
hvis du har barn med), så tag enten skytrain eller en taxa. Hvis du tager en
taxa, så få dem til at tænde taxameteret. Det kostede os sjældent mere end 50
bath, som er 10 kr.
Cooking School er altså en af de oplevelser som vi har været rigtig glade for at vi hjemmefra havde tilmeldt os! Der findes vidst flere steder, med svingende anmeldelser kan jeg se, men det sted Jysk havde booket til os var altså noget vi ikke vil have været foruden, for det var sgu spændende! Kort fortalt var vi på et lille lokalt marked, hvor kokken viser os de forskellige ingredienser, som vi henter hen til deres lille cooking school, sat op til at man fælles kan stå og skære alt fra kefirblade til baby auberginer, skrælle galangarod og frisk kokosnød. Vi lavede karrypasta og kokomælk. Som vi alt sammen spiste. Alle fem retter vi lavede. Det var alt i alt pisse hyggeligt, hvis jeg må bande lidt.. og vi behøvede på ingen måde at tænke på aftensmad bagefter. Jesper vidste naturligvis en del, qua at han er et værre madøre, men jeg lærte enormt meget og (selv) Augusta var godt med, hakkede, pillede og smagte. Hun holdt sig væk fra blussene, så når kokken råbte FIRE, så så hun på, fra afstand. Her lærte hun også at tom yum er herre yum yum!
Bangkok er en travl storby, men den var ikke for hektisk og
den var ikke uoverskuelig. Det er en by, som lægger op til opdagelse, til at
man skal træde ind i de små streetfoodboder og pege på en ret, som man ikke
nødvendigvis ved hvad er og smage, til dels fordi det koster fra alt til 3-30
kr. at spise et autentisk, lækkert måltid og fordi det bare er en oplevelse man
skal tage med, at spise fra det lokale gadekøkken.
Hvis du ikke har mod på en omelet med østers, fra en bod på gaden, så er der
altså også nudelvegetarretter (vi prøvede det ene og det andet og alt
derimellem).
FLOATEL: sejlende samvær på sø
Jep, floating hotel. Kløgtigt! På vores stories undervejs, som vi har delt mange af, fordi vi simpelthen ikke kunne la’vær’ var det lidt svært for følgere at afkode hvad det præcis er vi befandt os på, hvilket ikke er mærkeligt, for jeg forstod det heller ikke helt, før jeg ligesom selv var der.
Floatel er en stor tømmerflåde med fire værelser (altså hvad man vil kalde hotelværelser), med bad, med toiletter og et dæk, hvor vi spiste, spillede og hyggede med de to andre familier, der var afsted. De var også danskere og vi lærte uundgåeligt hinanden at kende, hvilket var en del af vores rejse vi ikke forventede. Vi blev fire-fem gange trukket til en ny holdeplads af en lille båd, så vi lå til anker (jeg aner ærlig talt ikke hvad det hedder) flere steder på den store sø, men det meste af tiden lå vi stille, så vi kunne springe i søen og bade, bade i den lille pool eller snuppe en kajak til opdagelse af nærområdet. Kort sagt storhyggede vi, vi fejrede sørme også sølvbryllup samt lille Astrids 8 måneders fødselsdag. Anne og Sofie, to søde halvvoksne piger fra den ene familie havde Augusta med på en kajaktur og de lavede begge en eventyrlig flaskepostkorrespondance mellem Augusta og søens fisk, som hun helt sikkert aldrig glemmer.
Jeg vidste godt vi ville være tæt med andre på den del af rejsen og selvom vi kajakkede ud på tur hver for sig, indimellem svømmede og spillede opdelt i familier og selvfølgelig sov hver for sig, så var vi også sammen og der var nærmest en hel lejrskolestemning, på den fede måde, du ved. Der var ingen grund til at sidde og kukkelure på værelserne. Vi spiste nemlig sammen, mad tilberedt i køkkenet bagerst på det flydende hotel, og vi var på ture ind til små landsbyer, hvor vi så hvordan de lavede elektricitet via en dæmning og hvordan man får gummi fra gummitræer.
Solnedgangene, landskabet, det helt klare søvand, der var samme temperatur, som jeg ville fylde i et badekar herhjemme (såfremt jeg havde et altså), de hyggelige aftenstunder og roen. Der var ingen air-con på tømmerflåden skal det så lige siges, så vi var indimellem liiiidt presset på det Sydøstasiatiske klima, når vi nu er vant til det nordiske, der er både koldere og med lavere luftfugtighed, men heldigvis var søen hele vejen rundt om, så man kunne bogstavelig talt springe ud af vinduet, hvis man trængte til en nedkøling. Så det skete en del.
Dén midte af vores rejse er nok det jeg savner allermest. De skal alle syv, de to familier, altså lige have et tak for nogle fantastiske dage, det kan vi ikke komme udenom!
[KÅ] KOOD: det Insta-venlige ø-liv
Vi lærte at det hed [KÅ] Kood, ikke Koh Kood, som vi havde sagt, helt tungt og dansk, af vores søde guide, Kat, som viste os det førnævnte togskinnemarked ved Bangkok. Koh betyder ø og det er det det er. En bette en.
Det bedste vi gjorde under vores ophold på Koh Kood var at se Koh Kood. Arh – eller… vi badede VIRKELIG meget, det var også skønt, men hvis vi snakker om aktiviteter var det at jeg overgav sig til de mange insisterende råd om at Koh Kood skulle ses på scooter, et godt træk. Det er nemlig for varmt at bevæge sig langt til fods. Det er måske svært at forestille sig, når man sidder herhjemme i Danmark og læser dette, men det er ikke sjovt for hverken voksne eller 5-årige at gå for langt i heden, særligt ikke når man ikke ved hvor man skal gå hen – for der er fakkertalt ikke meget at se på Koh Kood.
Vi snuppede to scootere (40 kr. pr. stk. for 6 timer) fra vores hyggelige, palmefyldte, strandnære hotel og susede så ud, for at se de få butikker og resorts der er på Koh Kood. Når jeg skriver: der er ikke meget at se, er det ikke en dårlig ting, øen er bare lille og ikke overturistet. Du finder måske nogle badedyr i én af de små butikker, men altså ingen 7/11 eller noget diskotek. Der er en bette fiskerlandsby, små restauranter, jungle og hvad jeg vil kalde som ingen trafik. Eller.. altså.. vi mødte da nogle scootere og måske tre biler, så selvom jeg ikke har scooterkørekort, var det en smal sag. Man kører i venstre side af vejen i Thailand, så da jeg lige havde vænnet mig til dét var det ellers bare derudaf med faktor 50 på alle lemmer!
Med ø-livet fik vi den Thailand-oplevelse, som jeg har set (og sukket efter) på andres feriebilleder. I ved: det klare hav, det hvide sand, de farverige drinks, Insta-venlige gynger på stranden og Ludo til de vildeste solnedgange. Det var så meget nede på jorden, ned i gear, vi-aner-ikke-hvad-klokken-er, spiser-når-vi-er-sultne følelse, der trak alt eventuelt resterende pres fra arbejdet hjemmefra ud af os.
Vi fik også farvel-alle-spændinger-i-kroppen-massage i den lille hytte på stranden en enkelt gang. Dét skal jeg lige huske at anbefale jer. Flere har sagt: få massage hver dag i Thailand og selvom det prismæssigt faktisk er muligt var det altså tidsmæssigt ikke, med barn og det hele, så desværre fik vi kun (”KUN”) to omgange massager under vores rejse. Det kan du sikkert gøre bedre! Thaimassage er lidt hardcore med knæk og benbøj, mens oliemassage er afslappende. Jeg er til sidstnævnte, for de kære thaimassører tager alligevel godt fat, lige meget hvad man har bestilt.
Koh Kood var herligt! Vi havde en Bali-hytte med havudsigt, terrasse
og udendørs brusebad. Sidstnævnte betød at jeg blev udnævnt
slangetjekkerminister, grundet Jespers slangefobi, men jeg må tilføje at vi
ikke så nogle, hvis du sidder med samme frygt for reptiler.
Der var kun venlige firben. Og en enkelt gekko.
For at runde dette skriv af må jeg lige beklage at det blev så langt. Jeg er ikke god til at begrænse mig, særligt ikke når jeg har meget på hjerte. Vi har simpelthen oplevet, hørt, set og spist for meget til at det ville give mening at smide det ind hér.
Og jaaaa, der blev det sgu lidt eat, pray, love-agtigt, men pray-delen var der på en måde også plads til, da Augusta så sit snit til at potentielt kunne få opfyldt nogle ønsker ved de mange munke og statuer i templerne. Alt fra ønsker om hundehvalp og lillesøster til fremtid håb om at få skænket en fremtid som filmstjerne. Og at Jesper ville fri til mig. Pudsigt nok blev ingen af ønskerne opfyldt (i Thailand), men hun ønskede nu også en stor is og dét fik hun i massevis. Selvom jeg kun var på knæ med samlede hænder (i wai hedder det vidst) en enkelt gang, så tænker sgu at ingen der har været i et tempel, som f.eks. dem vi så i Bangkok, kan underkende hvor overvældende det er at se, på ens bare, beskidte fødder. Der kan vores folkekirker sgu ikke helt det samme, hva’?
Hun ønskede også at vi skulle tilbage til Thailand igen en anden gang. Det håber jeg altså også på.
Når alt dette så er skrevet vil jeg afslutte med at skrive: tak for at du læste med!
Hvis du er nysgerrig på Jysk Rejsebureaus eksempler på rejser til lige nøjagtig Thailand kan du klikke lige her. Det er altså – må jeg understrege – eksempler, for det er et rejsebureau man kan skræddersy sit eventyr med, så man selv vælger hvor man vil hen, hvor man vil bo og hvad man vil lave. Jysk Rejsebureau kan jo så komme med vejledning, tips og ren insiderviden, der kan gøre turen endnu federe!
Det her med at spørge jer om råd er indimellem noget af det bedste jeg kan gøre! Jeg skal nemlig tage kørekort! Og jeg manglede derfor råd!
Jeg er 30 år gammel, så det lyder måske mærkeligt i fleres ører. Faktisk kan jeg sgu godt føle mig som den eneste der tager kørekort i en så sen alder, men det faktum at min storebror, der er fire år ældre end jeg, heller ikke har kørekort, gør at jeg føler mig lidt mindre unormal i en verden af mennesker, hvor det lader til at alle der er over 18 år kan manøvrere et køretøj. Jeg kan godt styre ladcyklen skal det måske lige nævnes, men ikke en bil.
Men Jesus Kristus hvor er det dog en jungle med alle de køreskoler. Det er selvfølgelig ikke alle, der lever op til mine krav om at det skal foregå i Aarhus midtby (altså teoriundervisningen) og at det skal være et lynhold (gerne et der kan betyde at jeg er færdig en måneds tid efter start), men der er alligevel stadig en del at vælge imellem. Men hvilken der er god, der har en sød (OG TÅLMODIG) kørelære – det er jo ikke til at tyde ud fra hjemmesiderne.
Så måske du har et tip du kan sende i min retning? Og eventuelt nogle beroligende ord, for jeg er enormt bekymret for at skulle manøvrere i midtbyen. Men jeg skal jo lære det!
Jeg føler sgu bare jeg er den dårligste til at afstandsbedømme, så det skal nok blive interessant….
Når jeg fortæller at jeg ikke har kørekort er det første spørgsmål jeg får smidt i min retning: hvorfor fa’en fik du ikke det, da du blev 18? og hvis du nu skulle sidde med selvsamme tanke, kan jeg da lige opklare dét. Det er ikke alle der får et kørekort, når de bliver 18. Jeg synes indimellem jeg kan høre på andre at det er en selvfølge, ja måske nærmest en menneskeret at få foræret et kørekort, når man bliver myndig. Meeeeen sådan er det altså ikke for alle.
Og dernæst: Jeg købte ikke et selv, fordi jeg ikke havde brug for et, jeg boede i Aarhus midtby, der var ikke behov for at kunne køre bil, for hvor skulle jeg køre hen? Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 18 år også, så det var heller ikke fordi jeg havde et pengetræ jeg kunne hive de der 12.000 kr. ned fra. Og så gik årerne – jeg vænnede mig til et cykelliv her i Aarhus og med et klippekort til bybussen og kærester (altså én af gangen) kunne transportere mig rundt. Og så var (ER!) jeg altid den der kunne drikke et ekstra glas vin, uden at tænke på at skulle køre hjem efter en middag 😉
Nå, men den tid er slut nu! Jeg skal have mig et kørekort. Jeg lover at holde til højre og lade være med at dytte for meget, når andre kører skod.
Har du et fif? Help a girl out!
Det er min nuværende ride. Det er ikke fordi det er meningen jeg skal ud at erhverve mig en bil, før det er helt nødvendigt, men når den tid kommer – når vi eventuelt flytter – så står jeg klar med det lille plastikkort. Hvis alt går godt.
Hvis du er nysgerrig på ladcyklen har jeg skrevet det indlæg her: Byfamiliens alternativ til en bil (…og jeg er stadig herre glad for den!)
Jeg kan se det er PRÆCIS et år siden jeg sendte den mail, som hele det her indlæg er bygget op omkring. Det er præcis et år siden at jeg et øjeblik – bare et nanosekund – døde af skam.
Men det er fandeme også sjovt, så hold lige fast.
Sidste år, her i start maj, gik jeg og summede over hvad jeg som blogger kan tillade mig. Mange gør det, det ved jeg, for det var katalysatoren for hvorfor jeg selv skrev den mail, men jeg gør det normalt ikke.. altså det her med at være opsøgende. Ikke på nogle fronter.
Jeg ville nemlig gerne til Northside. Dét havde jeg besluttet mig for! NU skulle det sgu være!
Det har jeg aldrig været før, selvom jeg er deres nabo og selvom langt størstedelen af alle jeg kender er stamgæster – og elsker det. Måske vil jeg tænkte det samme. Måske gør jeg virkelig glip af en masse sjov og ballade!
Problemet er bare ikke rigtig er en festival- eller koncerttype, hvilket jeg nok skal vende skrækkeligt tilbage til…
…oh don’t you worry, netop det skal jeg VIRKELIG nok vende tilbage til..
Mange af mine blogkolleger er opsøgende i forhold til samarbejder, til at få sponset ting, få kjoler til fester og også omkring festivaller og koncerter, hvor det flere steder også er muligt for os at gå som ‘presse’. Jeg blev rådet til det ift. Northside, af en anden og så blev jeg sgu fristet! Tænk nu hvis jeg nu kunne sende én mail og så FÅ billetter.. UH! Igen: det er ikke noget jeg gør mig i ellers – så business er jyden her sgu ikke, jeg lader virksomheder komme til mig når det er, men så blev jeg lidt en grådig gås der tænkte: hvis alle de andre børn gør det, hvorfor så ikke også mig?
Nå. Men. Jeg skrev den mail.
Lidt for sent dog, for der er en frist som jeg overskred, fordi jeg trak det lidt ud med betænkeligheder, men jeg skrev altså den fåkking mail – naturligvis tilsat ydmyghed og ingen forventninger.
Svaret?
“Hej Johanne Deadline for akkreditering til NorthSide er overskredet, så det kan jeg desværre ikke hjælpe dig med i år. Men som en trøst slipper du jo så i det mindste for at løbe nøgen ned af Gågaden. https://nutidensmor.dk/2016/03/5-ting-der-goer-mig-til-en-nederen-ven/”
Hvad er det for et link, Johanne?
JA HVADERDETFORETLINK TÆNKER DU MÅSKE?!??!
Det er et MIT blogindlæg, som jeg skrev for 3 år siden.
..og så synes jeg du skal bemærke punkt 1, som jeg da lige kan levere et uddrag af lige her:
“Så hvis jeg fik liv eller død valget mellem Northside og at rende med bar røv ned af Gågaden i Aarhus, så skal I forberede jer på at se nogle kridhvide baller!”
Så.. ja.. så i anledning af at jeg har købt billetter til Northside 2019 og at jeg er kommet mig over den kolo(!)enorme skam jeg følte, da jeg modtog den mail, render jeg hermed med røven bar ned af gaden nu. Ej, ikke Gågaden dog, for jeg glemte det, da vi havde forladt den og jeg ORKEDE ikke at gå tilbage, denne fredag eftermiddag, så det blev altså en sidegade. (Så var risikoen for at blive anholdt for blufærdighedskrænkelse også mindre)
Jeg burde måske udvælge nogle ord, så jeg er sikker på I forstår at det indlæg (som er pissesandt og sjovt) – altså det blogindlæg der om at være en dårlig ven. For det rummer jo altså liiiidt overdrivelse på koncertfronten, men må jeg være ærlig at sige jeg nok stadig føler mig som en fisk udenfor vand til sådanne arrangementer – men det betyder så ikke at jeg, her 3 år efter, ikke er klar på at prøve. Jovist, for 3 år siden var jeg fandeme ikke, sidste år var jeg, men der omkom jeg lidt af skam, så det blev ikke til noget – men i år er året.
(Og ps. genial respons, jeg synes fandeme det er frisk svaret. Jeg har gemt oplevelsen i min lille hjertekugle og kun delt det, hvis snakken i tætte vennegrupper faldt på Northside (og der var rigeligt med spiritus i luften), men altså lige indtil nu, hvor alle I, mine internetvenner, ved hvilken grådig bloggerskid jeg var for et år siden. Godt jeg fik kastet min egen kæphøjhed lige tilbage i fjæs, som var det en karmaboomerang, for jeg kan fandeme da købe min egen billet, kan jeg. Det vidste jeg da udmærket godt sidste år, men der skammede jeg mig simpelthen for meget til at vise mit ansigt i nærheden af Northside)
