Vi kommer til at have fem soveværelser i det nye hus. Et hvor min og Jespers seng skal stå. Vi SKAL forresten have en ny, selvom min er 160 bred, så er det alt for lidt, set i forhold til at vi indimellem ligger tre deri (altså AUGUSTA er den tredje, don’t get any dirty thoughts!). Det andet værelse er Augustas, et stort, lækkert rum der ligesom voers har fritlagte bjælker, som virkelig indbyder til at vi prompte får smidt nogle gymnastikringe op. De tre andre rum er til gæster. Når vi flyttede det antal kilometer væk – og endelig er nogle enormt voksne typer, der EJER en bolig – så var det et krav at der skulle være plads til familie og venner, der kan overnatte, så ingen skal holde igen på vin. Som det er nu kan jeg da godt have et par veninder overnattende, en i sengen og en på sofaen, men jeg bor så også så meget inde i byen, at de kan trille hjem på deres jernhest.
..men intet babyværelse, for det er ikke i udsigterne.
Meget blogger-klassisk, men nu smider jeg den:
Det er nemlig et af de spørgsmål jeg får rigtig meget.
Og det er da ikke så mærkeligt! Jeg er 30 år, Jesper er 30 år, jeg har en 6-årig, vi har lige købt hus. Det ville være oplagt for de fleste at reproducere. Men jeg har bare ikke lyst og Jesper har det heldigvis lige sådan. Men Augusta derimod.. Deeet. Ja. Hun vil gerne være storesøster.. men det bliver hun nok også – en dag.
Da jeg første stødte på den unge mand og vi blev kærester sagde han meget hurtigt i vores forhold at han gerne ville have børn med mig. Dét.var.det.mest.romantiske.jeg.NOGENSINDE.har.fået.smidt.i.ansigtet.
Og jeg havde lyst til at lave børn med ham!
Eller.. måske havde jeg i virkeligheden mest lyst til at være rund, gravid og altædende (fordi jeg kun har min graviditet med Augusta at referere til og dén var helt fantastisk skal jeg hilse at sige! Nogle få er heldige ift. gener!) og egentlig også babyen, det lille romantiske mix af os to. En lillesøster eller lillebror til Augusta, som jeg ved hun vil elske overalt på jorden.
..men helt ærligt. Når jeg kigger på en baby nu så føler jeg ikke noget. Det er klart, det ville være lidt voldsomt, hvis jeg fik lyst til at babynappe alle unger jeg så, men jeg har heller ikke lyst til at have min egen lille gylpeklump, med alle de søvnløse nætter der er med, al skrigeriet, alle begrænsningerne i hverdagen. JAJA, der er også den uendelige kærlighed og glæden, men venner. Det er da også hårdt!
Hvis jeg må sige det lige ud, så nyder jeg at have en 6-årig der kan nærmest alting selv. Jovist jeg skal være der og hun kræver min fulde opmærksomhed, men en 6-årig er knap en lille voksen, en børneveninde, der vil flette hår, fortælle historier, lave fodbad og se serier.
Jeg har bare slet ikke lyst til en baby. Selvom det ville passe ind på papiret og med plads og sådan. (Jeg aner dog ikke hvordan det vil fungere, når Jesper og jeg begge er selvstændige. Kan vi overhovedet gå på noget barsel? I don’t know, men det er heller ikke aktuelt lige nu. Jeg har tid nok til at google. Eller lade jer gøre mig klogere endnu en gang)
Det er ikke fordi jeg tænker det er en vild udtalelse: jeg har ikke lyst til en baby lige nu, men det er som om hele omverdenen håber på at jeg snart blive natlig insemineret og med rogn og jo .. i teorien kunne det da være fantastisk, men vi venter sgu. Om det bliver 1 år eller om det bliver 3 – det må vi se. Hvis det stod til Augusta var det i går. Hun har allerede planlagt hvordan hun vil reagere, når jeg en dag fortæller jeg er gravid, men hun må vente.
Vi nyder hinanden, lærer at være en lille familie. Vi skal falde til i hus, i skole og ligesom få rutiner.. det kunne jeg da godt klare med en baby på armen eller i maven, men når man nu har muligheden for at planlægge det, så hvorfor ikke vente? Vi regner med – og håber på – at vi kan. Det er naturligvis ikke en selvfølge, det må jeg hellere sige, da der også er mange der kæmper med at blive gravide, men på det punkt er jeg optimistisk.
Når det så er sagt glæder jeg mig til den da vi skal lave et Mygind-Søvndal mix. Og han bliver en sørens god far, ham Jesper. Det kan jeg godt sige jer!
Hvad med dig, har du fået en 2’er? Hvor mange år var der mellem dem? Måske har du 1 barn? Er det noget du selv har valgt? Fortæl mig endelig dine tanker <3
Johanne
Og hey, et PS! Jeg skrev indlægget med tanker om skolestart og jeg har fået SÅ mange råd og kommentarer med på vejen. Tak for dem allesammen – også de grundige mails! Jeg har ikke fået svaret alle endnu, men alt er læst og taget med. TAK!
Reklame for Snickers
(Yes, for verdensklasse chokoladebarer – blogger-goal samarbejde!)
Det tager i alt sin enkelthed udgangspunkt i deres hunger apologies, som de kalder det. En bar man ska’ gi’ til dem, som man har været lidt for gnaven overfor.
Dérfor har vi sørme taget den såkaldte IKEA-test til et nyt niveau og smidt: ‘lad os tale om de øjeblikke, hvor vi bliver allermest irriteret på hinanden’ sammen til en video. Og vi er stadig kærester, no worries. Det var faktisk fint nok at tale om at vi indimellem er lidt irrationelt sure, som f.eks. når jeg lægger makeup eller ordner hår. Jeg ved ikke om jeg er den eneste i det, tøser – der må I lige melde ind? Det er ikke fordi jeg altid er dårlig til at multitaske, men når jeg skal lave noget der kræver FULD koncentration – SOM AT LÆGGE EYELINER! – så gider jeg, hårdt sagt, ikke tale med Jesper. Og her er jeg måske ikke så god som han er, til at sige “lige et øjeblik”. Jeg lader som om jeg lytter, Jesper ser jeg er fraværende og ikke hører ham tale om det nye Kähler-stel og når han så brokker sig over at jeg ikke lytter ordentligt (men as if jeg har en holdning til stel), så rammer vulkanen 😀
Videoen kan du se lige her.. måske der er noget deri du kan genkende?
..og nej, jeg har sgu ikke helt svaret på hvorfor jeg mener mine bitchflips er berettigede – og Jespers ikke er, men måske det er sådan for alle? 🙂
Hvis jeg skal være sådan helt helt helt helt HELT ærlig, så anede jeg ikke hvordan I ville tage imod podcasten. Altså, jeg havde håbet på at der var mere, end en håndfuld, der ville give det en lytter, men delen med at der er kommenteret, der er delt på stories, der er skrevet privatbeskeder og på den måde sendt enormt meget opbakning, dét kom bag på mig!
Det er jo slet ikke fordi jeg tænker det er noget lort det vi har lavet, men man kan måske sammenligne det lidt med at hvis jeg gik til porcelænsmaling (and I did, 8. klasse, aftenskole – de andre gik til cross og DJ. Jep, særligt barn..) og jeg tegnede på en tallerken. Jeg gik forresten også til blomsterbinding, men nu er vi vidste på sidespor. Nå, men jeg pissehygger med mig det, det her porcelænsmaling. Og jeg synes egentlig selv det er blevet godt. Jeg vil gerne tilbage og male videre på den tallerken – måske male en kop næste gang. Jeg håber da at andre også synes det er et flot værk, men jeg forventer det ikke.. men jeg håber da. ..Det er måske lidt sådan jeg har haft det med podcasten. Men damn jeg er positivt overrasket! Jeg er jo lidt af en skeptiker, det kan du nok læse, så jeres ord betyder VIRKELIG meget.
Og vi er endda kun på afsnit 1, Jesus, vi kan både nå at charme flere ind, charme nogle tilbage og skræmme nogle helt væk. I næste afsnit taler vi bla. om mødom – det kan da være det ikke er alles kop the, men jeg håber, for pornosnakken tog åbenbart kegler i tirsdagens sending.
Nå, men status er at den fandeme ligger på en topliste. På en 2. plads på iTunes
Lige under Anders Hemmingsens podcast. Det er sgu da vildt! Det ser sikkert anderledes ud i morgen og fremadrettet, men det er da hvad man vil kalde en debut i medvind, hva’?
Vil du lytte med?
Afsnit 1 handler blandt andet om mad, der sparker i tissekonen, afhængigheder, pornopræferencer, om at bytte gaver fra sin kæreste, aborter i Alabama, instagramreklamer, og selvfølgelig fortæller vi hinandne om vores GIRLCRUSH for denne uge.
Opbygningen er simpel: der er quiz, så vi kan lære hinanden lidt bedre at kende (spørgsmålene er leveret af Jesper og Lasse, aka. kæresterne med al smudsviden om os), girlcrush hvor vi præsenterer et crush hver og trend/tid/tendens: et aktuelt emne vi gerne vil vende.
Håber du kan lide det! <3
Den er i den lilla PODCAST app, der har sammenhæng til iTunes, som jeg selv bruger – og er mega glad for. Du kan bare søge på ‘GIRLCRUSH’ Den er også at finde på Spotify. Smart. Til Android-brugerne: vi er i gang med at kigge på det, for det skal jo være tilgængeligt for alle der gerne vil lytte med, det er klart.
Vi har forresten lavet en instagramprofil, så vores profiler ikke flyder med podcasthalløj herfra og til evig tid. Den hedder GIRLCRUSHPODCASTDK, hvis du vil følge og lure med.
Og hey.. se hende lige. Selv hvis der kun var to, der lyttede til podcasten (hvoraf den ene ville være Jesper og den anden Lasse), så ville jeg med stor glæde fortsat optage, drikke vin og grine med Line..
Jesus Kristus.. så er det ved at være tid! Augusta er fyldt 6 år og august måned nærmer sig.
Det er ikke fordi det har været sikkert, med statsgaranti, at hun skulle gå på en midtbyskole, her i Aarhus, fordi ‘ham den beskæggede’ og jeg har luret på bolig længere ude af byen et godt stykke tid efterhånden. (Altså ikke Hr. Skæg, men Villy Søvndals fætters søn, I ved)
Lejlighedslivet og hverdagen inde i dejlige Aarhus er helt sikkert noget der godt kunne have fortsat, havde jeg ikke fundet Jesper, men vores drømme og det her fællesliv vi gerne vil have, kræver plads.. en del plads. Så vi skrider ligesom ud af storbyen (kan vi kalde Aarhus dét?), til landlige omgivelser. Mildt sagt.
(HAR du egentlig set vores genbo? Det er en mark! Jesper har skrevet det her indlægom vores nyindkøbte hus, hvor der også er flere billeder, end jeg endnu har vist på mit domæne)
..men hvad så med skole?
Det har ikke været helt sikkert hvor hun skulle gå, heller ikke før vi satte en underskrift.
Hendes børnehave er forresten en del af en skole, så at sige. Fysisk, men ikke så meget samarbejdsmæssigt, selvom det vidst var intentionen. Men de har jo travlt de kære lærerer. Det er ikke noget jeg mener vi kan bebrejde dem for, sådan at ikke have uanede mængder af tid til at have børnehavebørn rendende, selvom det (overgangsmæssigt) kunne give god mening at udnytte at børnehaven ligesom ligger i/på/ved skolen. Der er dog ikke nogen af os der bor i dét skoledistrikt i skrivende stund. Det er bare den skole vi “kender” bedst.
Men jeg har så fået en del spørgsmål til skole. Hvor det skal foregå. IDK, venner. Jeg har sgu ikke en celle i min krop der ikke råber på: DET VIL JEG OGSÅ VIDE, men svaret er at det ved jeg ikke endnu. Det har intet at gøre med at vi venter på en plads på en privatskole et sted, det handler om at vi simpelthen ikke kan vælge.
Jeg er der hvor jeg tjekker skolerne i og omkring Odder ud – og shit det er svært. Hun hører, qua sin adresse hos mig, til en bestemt skole uden for Odder, som jeg selvsagt skal til møde med, men der er jo også andre.. Den her er lille – OG har skolebus og alt den slags – så på papiret tiltrækker den. Men hvordan ved man om den er god? Det er jeg ikke sikker på jeg kan gennemskue.
Så det er ikke let. For at snakke lige ud af posen kommer det jo til at blive praktisk sværere for den ene eller den anden af hendes forældre. Også selvom det blot er 20 min. væk i bil, så er det ubelejligt med køretid, det er klart.. Så hvordan vælger man? Det er noget af det jeg tumler med pt. Plus Augusta jo naturligvis gerne vil vide det, det er klart.
En vigtig pointe er jo at hun har to hjem. Ved at gå i skole tæt på vores nye hus betyder det ikke at hun altid er tæt på sine skolevenner i fritiden, fordi hun jo ikke er hos mig hele tiden.
Jeg ved godt at der er mange der har langt mere end 20 min. til skole, men i en ideel verden boede vi jo allesammen tæt på og hun kunne blot hinke dertil, lige meget om hun så er hos sin mor eller far.
Ja, her er dette indlæg jo egentlig ret relevant at smide ind, for jeg har stået der, selv.
Og jeg har brug for dit råd..
Du kan skrive alle de skoletanker du har herunder.. også om du står i samme situation, med 0. klassestart (eller skoleskift). Det vil jeg være så taknemmelig for.
Hvis du har specifikke kommentarer til skolerne i Odder (en kommentar der er relevant her i 2019, ikke hvordan det var at gå der i 1994), så må du enormt gerne skrive en privatbesked <3 Måske det kan være på Instagram? Eller en mail: nutidensmor@gmail.com, hvis du mere er til det.
Det er lidt som om det er blevet en ting, at jeg skal skrive: IH hvor har jeg glædet mig til at kunne udgive det her blogindlæg, men det er altså lige det jeg har! Jeg har nemlig den nyhed i ærmet, som du nok har afkodet fra overskriften: jeg har fået en podcast! Rettere sagt: VI har fået en podcast. Vi er to!
Og næ nej, det er ikke mig og Jesper der er sprunget ud som seriøse podcastere. Det er mig og Line, altså Line Hoffmeyer. Den her skønne pige. Mit girlcrush – og nye veninde.
Og der var den. Vores podcast. Den hedder: GIRL CRUSH og dét er der selvfølgelig en mening bag.
Jeg håber du vil tage godt i mod den. Jeg krydser alt jeg har for at du vil give det en chance og for at den vil skabe grin, tanker og flere grin. Masser grin gerne! Line og jeg har udtænkt konceptet, som jeg har beskrevet lidt på Instagram og jeg håber du vil holde lige så meget af det, som vi gør.
Afsnit 1 kommer til at ligge derude i podcastspace på tirsdag (4/6), så der kan du kan putte dine høretelefoner i og lytte derudaf. Eller fyre den op på højtaleren, hvis du er mere til det. Det håber jeg i hvertfald du vil. Og det er tirsdag forresten. Tirsdag er vores dag. Det er her der kommer spritnye afsnit!
GIRL CRUSH kan du høre på din podcast-app (hvis du ikke har en, så kan du hente den. Den er altså god at have). Sådan en lilla firkant. Du kan også lytte fra iTunes, hvis du er mere til dét format. Op til dig – jeg foretrækker selv førstnævnte.
Og igen: uuuuuuuuuh jeg håber du kommer til at lide den! Jeg sidder næsten og hopper i min sofa, mens jeg skriver det her!
Ojjer. Som Augusta så sødt siger det. Jeg håber hun bliver ved med det. Det er så dejligt og aarhusiansk med de der bløde d’er. Vi kan jo bibeholde noget Aarhus, da det er byen hun er født i, byen hendes far bor i og hvor hun stadig skal komme meget, selvom vi flytter ud.
Overskriften er måske en tand overdreven. Jeg flygtede ikke fra Odder, men til (hvad jeg tænker er) manges overraskelse så har jeg altså boet der. Jeg skred da jeg var 17-18 år, fordi jeg var klar til Aarhus og måske også ærgerlig over at have tilbragt så mange år i en by, som jeg måske faktisk aldrig helt følte mig helt hjemme i.
Jeg ved ikke om du fik læst det lange indlæg om huskøbsprocessen (hvis ikke kan du da tjekke det ud lige her), men vi flytter til en bette by tæt på Odder. Det er forresten udenfor Aarhus, syd for, for dig der ikke er fra heromkring eller blot ikke er så stærk i geografi.
Historien er at jeg boede i Odder fra da jeg var.. måske 7-8 år? Vi boede på Randlevvej, i en villa. Min mor, min mors kæreste, hans søn, min bror og jeg. Her boede vi til jeg var måske 17 år. Jeg skriver “måske”, fordi jeg ikke er helt sikker. Min langtidshukommelse er nemlig ikke særlig stærk. Hvis ret skal være ret boede jeg også hos min far, hver onsdag og hver anden weekend, men den by han boede – og bor – i har jeg noget nær nul tilhørsforhold til.
Jeg føler sgu ikke jeg har nogen hjemby. Jeg kendte i mange år ikke et øje i den by jeg boede i. Forklaringen er nok at jeg gik nemlig i skole i Viby, som er en længere togtur væk, tættere ind mod Aarhus. Her var jeg nemlig startet og kunne lige så godt fortsætte, da det var en god skole. Omend speciel. Interskolen hedder den, til dig der skulle være nysgerrig. En privatskole med stort fokus på sprog. Lige som mange af mine klassekammerater boede jeg ikke i Viby og derfor var legeaftalerne, som jeg husker det, få. Vi besøgte skam hinanden, men jeg havde ikke den her: løb ned af gaden og bank på hos Malou og se om hun er hjemme-oplevelse. Det var mere en: vi kan godt høre Frederikkes mor om hun har tid til at tage dig med og så kan jeg hente dig i Horsens i aften, når jeg har fri. På den ene side var jeg rigtig glad for min skole, men på den anden kunne det have været rart for mig at skabe venskaber og få en omgangskreds i den by jeg boede i.
Nå, men vi forsøgte os med at jeg kunne skifte skole i hvad jeg husker var 7. klasse. Måske 6. Til Rathlouskolen i Odder, der også er en privatskole, men efter en uges prøve var jeg ikke klar til en flytning og heller ej at komme ind i en klasse der er tætknyttet.
I 9. klasse tog jeg dog springet og tog et år på den skole der hedder Skovbakkeskolen (Skovbakken nu). Men det var ærlig talt også lidt svært. Det er ikke nemt at være ny. Der var mange der tog godt imod mig, bevares, men nogle kom fra oplandsskolerne og havde gået i klasse sammen siden 0. klasse, flyttet ind på en stor skole i 5. eller 7. klasse og på den måde havde de et stærkt bånd. Jeg var hende den nye og selvom klassekammeraterne var søde var det ikke en rolle jeg var tilpas med. Og i 9. klasse venner.. druk, drenge, spillen smart og den slags. Der var jeg sgu virkelig usikker.
I 10. klasse nød jeg et lækkert eksamensfrit år på efterskole LIGE udenfor Odder. Faktisk LIGE ved siden af det hus vi har købt nu. Jeg husker det som et fedt år. I 10. klasse er man proppet med hormoner og usikkerhed, men det var en fed tid, hvor jeg også fik en lokal kæreste (uuuuuhhhh) og pludselig var “hende fra Odder”, da de andre på skolen (kæresten undtaget) kom frem andre steder i landet.
Vi blev boede i Odder, senere en lejlighed på torvet, indtil min mor og jeg flyttede til Aarhus, da jeg var 17-18 år og skulle starte gymnasium. Jeg var ikke træt af Odder, men jeg var bare pisse klar på Aarhus.
Og her startede mit Aarhus-eventyr så. Den by jeg føler mig mest hjemme i, selvom jeg faktisk er født i Tranbjerg (få km fra Aarhus).
Men nu skal jeg tilbage. Ud og skabe nye minder om Odder, hvis motto by the way er “ret ok”. LOL. Jeg håber det bliver mere, end ok 😀
Det var min Odder-historie.
Del ENDELIG, hvis du bor der. I Odder altså. Gerne en masse positive historier, så jeg kan glæde mig endnu mere. Jeg sætter nemlig så meget pris på jeres kommentarer og beskeder, hvor I skriver velkommen til byen. Det sætter jeg SÅ meget pris på!
Og fortæl mig: kunne du finde på at flytte tilbage til den by du kommer fra?
Vi blev kærester d. 19. maj 2018. (Det er jo faktisk 12 måneder + 6 dage, for at være så eksakt som mødre er med deres yngel de første år)
Nå, men i januar 2019 skrev vi under på det hus, som siden første gang vi så det, gav os et sug i maven.
Sådan et: ‘Fuck det kunne være vildt, hvis vi boede dér’-sug.
OG DET SKAL VI NU! VI KØBTE ET HUS, som jeg skrev om i torsdags. Er det ikke vildt?! Én ting er at vi skal bo sammen og en anden er at jeg har været med til at købe noget. Jeg tror det jeg ejer, der har mest værdi, er min computer og selvom sårn’ MAC-sag da koster klejner er det intet sammenlignet med et hus!
Så nu har jeg sgu åbnet op for kladden her, som jeg løbende har skrevet på fordi jeg tænkte den da nok skulle udgives en dag, om købet så faldt om et år eller om en måned efter at vi tog den store beslutning om at få fælles postkasse. Jespers lejlighed er jo solgt nu og vi står nu her med udsigten til snart at slå pjalterne sammen, i et helt nyt eventyr, et uskrevet kapitel i hvad der skal være en meget lang bog. (Uh det lød fancy. “Ad” eller “uh”? Det lyder måske lidt som noget fra en bryllupstale: eller endnu værre: en tatovering)
Jeg har jo ikke kunnet sige noget om processen som helhed, før den ligesom var “forbi”, men det kan jeg nu, da den er afsluttet: vi skal flytte ind, alt er på plads (med advokat og alt den muletjavs jeg anede hat om, før vi gik igang) og jeg tænker sgu at det her også kan blive et bidrag i en verden fyldt med mange skræmmehistorier om køb. Jeg har, og det har du måske også, hørt så mange historier om afslag fra banken, jagt efter det rette hus, uden resultat. Og de mange om forhandlinger, der går i vasken. Det her er heldigvis ikke sådan en beretning, selvom vi i en tid lige frygtede at det skulle gå galt.
Særligt mig – den der skeptiker i forholdet.
LAD OS DA SHOPPE ET HUS
Jesper og jeg har lige siddet og talt på vores små fede fingre, for at regne ud hvornår det var at det var at det var at det var, at vi så det allerførste gang, på vores små telefoner. Huset, altså. Huset vi har kaldt Skolen fra dag 1. Det må have været lige da den kom op på nettet, i juni sidste år (altså 2018), for det var i juni at vi freaking nyforelskede og drømmende scrollede gennem ejendomsmæglersites og sendte links frem og tilbage til hinanden. Frem og tilbage mellem Aarhus og Kolding. De fleste af beskederne var akkompagneret med en besked ala: “LOOOL! SE HER! HAHA! HER SKAL VI ALDRIG BO!”
Selvom det ikke handler om at shame andres huse (hvis man overhovedet kan sige det), så er det sgu fordi der virkelig findes mange mærkelige huse derude! Og mange huse vi ikke vil bo i, for heldigvis fik vi med det samme sporet os ind på at vi har nogenlunde samme smag og samme ønsker. Vi VIRKELIG er kræsne. Bliv venligst (BE OM. Jeg orker det ik’) ikke stødt over hvordan jeg beskriver de steder vi har set – vi har jo alle forskellig smag og selvom rækkehuse og nybyggeri kan være drømmen for nogle, så er det ikke det for alle, så det er ikke nødvendigvis husene der er forkerte til os, men os der er forkerte til de huse. Hvis du forstår hvad jeg mener.
Der har kun været ét hus til salg, der har været lige i skabet for os – og det er det vi sammen skal bo i.
Men vi har rent faktisk i alt været ude og se på fem huse. To-tre af dem så vi lidt for sjov. Vi osede og vi ville lige tjekke dem ud i virkeligheden, så måske de ikke tæller med helt? Men de kommer med.
Kronologisk endda. Wupwup!
(FARVEL TIL) KOLDING-DRØMMEN
Nå, men de første to vi så var faktisk i Kolding, hvor Jesper (og langt de fleste af hans venner) bor. Han ville gerne ud og se hvad man kan hapse her, men vi vidste jo godt begge (..et eller andet sted) at det aldrig kunne blive i Kolding vi skulle bo.
Årsagen til det? Jo, det er fordi jeg er mor, Augusta er i Aarhus halvdelen af tiden og afstanden til Aarhus fra Kolding er bare for stor. Han ville ønske det, at det kunne lade sig gøre, det behøver jeg da ikke lægge skjul på. Men det at se på huse der også en mærkelig måde hvorpå vi kunne sige farvel til den “drøm”.. ved at sige hej til Koldings boligmarked. (Jaaa, det er skide skørt, jeg kan godt selv høre det)
Men vi tog ud og så på et gammelt bageri. Sjovt i teorien, men det var HEEEEELT smadret! Andre ord behøver jeg ikke bruge, for at beskrive det. Vi var bare begge vilde med bygningen og historien om at det var et gammelt bageri, men.. nej, selv hvis den lå i Aarhus centrum var det næsten for tæt på nedrivning, til at kunne lade sig gøre. Men det var da interessant. Både mægler og os grinede os gennem bygningen, hvor hver åbning af døre var en ny oplevelse. Venner, stueetagen lignede altså et rum jeg engang så i Theresienstadt i Prag. Jesper er godt nok ok handy, men det var alligevel grænsen. Så vi fortalte altså mægler at det var en for stor mundfuld (as if han ikke havde regnet den ud), fordi vi ikke ved hvor man lejer sådan en kugle Miley Cyrus sidder på i sin Wrecking Ball musikvideo. Og fordi vi gerne ville finde en bolig hvor der skulle laves noget, men ikke laves alt. Han var hurtig og impulsivt, fik hentet en nøgle på kontoret, fordi han ville vise os et hus få meter derfra, som han tænkte mere “os”. Dét var så, stilmæssigt, SLET ikke os. Hvidt OVERALT, spots og spa. Perfekt til Instagram nok. Det var helt istandsat og på den måde ligesom for færdigt og at smide det nyere blanke, hvide køkken ud, fordi vi er til noget andet, ville være ærgerligt og spild.
Men vi skulle jo heller ikke bo i Kolding, så vi var hurtigt videre. …og undskyld mægler. Set tilbage er det ikke fair at spilde mægler eller sælgers tid på den måde, men dengang havde vi kun køberkasketten på og vidste ikke hvilket arbejde det rent faktisk er at gøre fremvisningsklar. Så du behøver ikke skrive forargede kommentarer herunder – I know better now.
Huskiggeri-legen åbnede så bare op for nogle gode snakke over nogle liter rødvin og vi besluttede at gøre det rigtigt. Du ved, ægte kigge, blive vist ægte rundt, med intentionen om at købe noget. Vi bestemte os for at vi skulle bo sammen – hellere i dag, end i morgen – så et mere seriøst projek: ‘find husET’ startede.
..dog uden at vide hvor meget vi kunne låne i banken. En ret vigtig detalje Jeg tænkte vi måske kunne få et 20.000 kroners forbrugslån – max., men det er ikke ligesom meget bolig man kan snolde for det, når vi nu gerne ville ud og eje noget land, fordi vi åbenbart er blevet herre voksne.
GÅRDEN OG DE SPÆNDENDE BURE
Det næste sted vi så lå (eller ligger, for det er der stadig) udenfor Skanderborg, i en lille landsby. Et dejligt område, tæt på afkørsel og få meter fra en skole.
Og wow et sted.
“Wow” på så mange måder.
Vi havde set det var stort på billederne. Vi havde set at det var klassificeret som en landejendom (altså: gård), men dimensionerne var helt skøre: vi havde ikke regnet med at se SÅ store, men også meget ramponerede længer, som vi – selvom vi skal have mange m2 – ALDRIG får brug for. Huset indvendigt var så til gengæld MEGET mindre, end vi så på salgsopstillingen og alt var helt klemt sammen, rummene var uoverskueligt små og udsigten til at vælte så mange vægge var jeg ikke just glad for. Det der rum der så stort ud på billedet, med højt til loftet, hvor jeg allerede havde forestillet mig at det 2 meter høje juletræ skulle placeres var ikke just den gildesal billederne havde fremstillet det til at være. En af længerne frygtede jeg ville vælte, hvis man pustede hårdt på den og den lignede mest af alt en misvedligeholdt stald fra Den Gamle By. Eller måske en kulisse – post pistolduel.
Der var så også noget med nogle enormt.. hvad skal jeg sige?.. interessante bure udenfor, som jeg virkelig havde fået zoomet meget ind på, i salgsopstillingen. For silvan hvor havde jeg glædet mig til at få svar på hvilke dyr (eller børn!?!!) de havde på gavlen. Det var bare næseaber og præriehunde i brønden de havde haft, men desværre var de der ikke mere. “Desværre”, fordi jeg gerne ville se dem, men sikkert fint for dyrene selv
VILLAEN
Det var d. 12. november, fortæller ham for enden af sofaen mig lige nu, at vi havde bestilt fremvisninger på to boliger syd for Aarhus: en villa og Skolen.
Vi blev vist rundt i villaen først, men den sagde os bare ikke noget. Det var ikke spændende.
Jeg er egentlig overbevist om at den kan blive fin; smid et nyt køkken ind, ned med tapeter, ny maling og generel istandsættelse og så ville den da sikkert blive udmærket, men det var ikke noget for os, overhovedet. Vi følte den ikke, den var som sagt ikke spændende. Der var også koldt og rodet. Ikke så lækkert, med hundehår overalt og hårenes aggressive ejermænd til at følge os rundt. Samt børnene havde tegnet på vægge og møblerr ovenpå. Indtrykket var bare skidt og det lignede faktisk lidt en hærget husudgave af både Jespers lejlighed og min og det var ikke nok for pengene, syntes vi.
Når vi skal lidt ud af byen skal vi sgu have m2 for pengene!
Det kender du måske selv, hvis du har købt hus eller lejlighed? Man skal være helt forelsket, når man ser et sted, før man vil lægge så mange penge i det – og bo der. Det handler selvfølgelig også om om man kan visualisere at stå med projektet, for vi ville gerne have noget der krævede en hånd og nogle ændringer, men man skal kunne se mulighederne fra start, tænker jeg.
Men vi havde bestilt to fremvisninger, så vi satte efter mægler, der i sin lille bil kørte længere ud “på landet”.
OG DER VAR DEN SÅ: SKOLEN
Hvorfor troede vi så ikke at Skolen var noget?
Vi var som sagt forelsket i den siden første gang vi så den på mæglers hjemmeside, men den kostede altså liiiiige under 3 millioner og vi havde ikke forestillet os at det var noget nogen bank ville give lov til. (Slet ikke mig, men jeg er jo, som nævnt er skeptikeren, tangerende pessimist)
Men vi bestilte en fremvisning og så det der i midten af november. Det var Jesper der VILLE se den, nu da vi var i området.. og for filan.. vi var SOLGT! Jeg gad ikke se på noget, som jeg ikke tænkte vi havde råd til, men han pressede på, den stædige rad, men det viste sig jo at være godt.
Det føltes gigantisk. Huset. Det overraskede, bygningen er smuk og specielt. Vi var helt høje, efter vi fik vinket farvel til mægler og kørte tilbage mod Aarhus i Jespers lille blå dyt.
Jeg kan huske vi også bare var fuldstændig overvældet efter at have set det. Vi var begge overbeviste om at det kunne være perfekt, men det er sådan med mig, at jeg ikke tør håbe på noget, som jeg ikke ved kan lade sig gøre, så selvom jeg ikke turde drømme om at det kunne blive vores, havde jeg et lillebitte håb, selvom alt der kom ud af min mund var:
“Jaaaa, lad os nu se hvad banken siger..”, “men den er jo meget dyr”, “vi kan sikkert ikke låne noget” og sådan. Jespers indstilling var langt mere: “det skal vi have, der skal vi bo!”
“OG HVAD SAGDE JEG?!” råber Jesper i baggrunden netop nu.
“HEJ, MÅ VI IKKE NOK LÅNE NOGLE MILLIONER, TAK?”
Jeg havde det FRYGTELIGT. Jeg hader banker, jeg hader snak om penge, jeg hader tanken om lån, jeg kan ikke fordrage noget der kræver et nem-id og tænk sig at snakke økonomi med sin nye kæreste. FY FOR HELVEDE. Er jeg den eneste der har det sådan?
Jeg ved ærlig talt ikke hvor det kommer fra, men jeg er slet ikke glad for det.. som du nok kan høre. Vi havde ligesom varmet op til det et stykke tid, jeg havde hygget med at scrolle nettet igennem om hvor ofte unge par bliver afvist og sådan dejlig læsning hvordan selvstændige ikke kan låne penge – selv dem med en udmærket forretning.
Jeg havde først talt kort med min eget pengeholdersted, for at få et overblik over hvad vi skal have med til et sådan møde, hvad skal de se, for at vi må få nogle millioner til et hus? Det var lige før jeg følte jeg skulle aflevere en blodprøve og min andenfødte, men det er klart, de skal jo se alt, hvilket gjorde at Jesper og jeg skulle i gang med at få lavet årets regnskab færdigt, for det er vores bevis på indtægt, da vi begge er selvstændige. Jeg har ikke så meget imod kanyler og blodtapning, det er ikke rigtig det der var hindringen, men jeg var jo ikke engang gravid på det tidspunkt, så det var lidt uoverskueligt at love et ufødt barn væk på den måde.
Men der husker jeg at der var faktisk en kvinde på Instagram der på et tidspunkt havde anbefalet mig Jutlander bank i Odder, fordi hun selv var glad for den. (Hvis det var dig, så skriv endelig lige til mig!) Og hey, en personlig anbefaling.. hvad er bedre?
Men så.. dagen inden det møde der, med vores lokale (læs: bonde)bank var jeg ved at gå i spåner, venner. Jeg sgu en lille episode, hvor Jesper lige fysisk måtte lægge sig ovenpå mig, i sengen, med dyner over, og så lige fortælle mig hvor u-skræmmende det ville blive, at gå i banken. Nej, han rokkede mig ikke, men det var da tæt på. Det jeg var rad for (jeg kan vel lige så godt sige det?), var at de ville se lidt ned på mig.. og en veluddannet og klog bankmandstype skulle venligt fortælle mig at jeg – i bankens øjne – ikke var en øre værd og at jeg har en dårlig forretning i det her selvstændige liv jeg fører, at jeg er uansvarlig.. Eller noget femte!
Det ved jeg ikke om selv du har oplevet, den der følelse? Men jeg tog altså fejl.. Surprise.
Én ting er at Rasmus, vores bankmand er pisse sød. En anden ting er at det foregik fint, helt problemfrit. En tredje ting er at vi måtte låne. Hvis vores papirer ikke så fine nok ud, var der selvfølgelig ikke noget Rasmus kunne gøre, men det gjorde de åbenbart. Vi blev fortalt til første (LANGE!) møde, at det kunne vi godt. Til vores andet møde kunne vi skrive under på bankskifte og Rasmus stod klar med papirerne, til når vi kunne skrive under på hus. Så fik vi en masse kort ind af postkassen, som vi kunne åbne og gøre klar og så bare vente på at alt andet også skulle falde på plads, så vi kunne skifte bank og vigtigere: kalde os selv for husejere.
BUM.
SOLGT
Efter vores første møde med banken, hvis vi lige spoler lidt tilbage, satte Jesper sin lejlighed til salg. For at det hele kunne gå op, skulle han sælge sin Koldinghybel. Sit ungkarlested.. ja, sit hjem.
Du kan sikkert godt se hvorfor det også betyder enormt meget for mig, at han var klar til at sige farvel til sit hjem, som han købte kort forinden. Han havde stået midt i Bagedyst-optagelserne, købt sin første lejlighed og gennem-renoveret den selv (eller altså, med hjælp fra venner og familie) og her, under et år efter, var han klar til at sælge den, fordi han ville bo sammen med mig og Augusta og skabe et nyt liv.
Dét ser jeg som en kæmpestor kærlighedserklæring! Og det er jo lige præcis det det er.
Lejligheden blev vurderet, fotograferet og al den slags og kom til salg hos Home d. 18. januar og den følgende uge blev den fremvist. Det første bud faldt d. 09. maj og så var den fandeme solgt.
KØBT
Salget af Jespers lejlighed betød samtidig købet af huset.. det var nemlig et betinget køb vi havde lavet, så vores bud dengang gjaldt.
Og så er der faktisk ikke meget andet nu, end at sige at vi glæder os vanvittigt meget til at se det. Og bo der. Lige ved Odder, i det smukkeste område, som vi helt sikkert nok skal vise mere fra. Dette bliver ikke en boligblog, det er ikke mit interesseområde, men jeg tager dig med i det jeg netop gerne vil dele og synes er spændende <3 (Men altså, med to bloggere under samme tag får du uundgåeligt husnyt på den ene eller anden profil)
Ja, så jeg glæder mig til at du skal være en del af den her rejse! Og tak for den massive tilkendegivelse af tillykker på internettet, da vi offentliggjorde købet. TAK!
(..og så skylder jeg jo en fest, når jeg for første gang i mit liv skal have en vaskemaskine!)
JEG HAR GLÆDET MIG SÅ MEGET TIL AT SKRIVE DET HER INDLÆG, AT JEG MIN LILLEFINGER SIDDER FASTPLANTET PÅ DEN LILLE PIL, MENS JEG SKRIVER DETTE, SÅ DET BLIVER I VERSALER, AF REN OG SKÆR BEGEJSTRING!
Eller, ej, det må være nok for nu, MEN SHIT VI ER OPPE AT KØRE!
VI HAR KØBT ET HUS! ET STORT ET! HVOR VI SKAL BO! OS TRE, SAMMEN
Vi har set på huse, snakket med bank, forhandlet om hus, budt på hus, Jesper har solgt sin lejlighed, underskrifterne er sat, fortrydelsesretten er udløbet (nærmest i dette sekund) og nu har vi officielt KØBT ET HUS!
Det er en ny by, en ny hverdag og et nyt liv.
Ja, uvasket hår, træningstøj og cafékys stod den på, da vi havde vores første fejring, hvor jeg sådan endeligt troede på at den var der.
Det har naturligvis været en længere proces og noget af en historie, der er værd at fortælle. Jeg håber du vil læse den, for jeg glæder mig til at dele det hele. Snart.
Det øsregner udenfor, uden for min enormt bloggervenlige siddeplads. Ikke det mest bloggervenlige billede, men hva’ fa’en, jeg er ikke typen der ligger inde med et lækkert foto af mit selv og mit ‘dagens outfit’.
Egentlig ville jeg have købt hurtigt ind og hentet Augusta tidligt, før madpakker, men det er som om børnehaveinformationer bare er noget der ikke vil hænge fast i min hjerne, så jeg aner ikke hvornår de starter med at spise de dersens madpakker. Man kan naturligvis ikke tillade sig at vandre ind, mens de sidder der og guffer og da jeg vil undgå dét må jeg nøjes med at troppe op, når jeg ved de er færdige med deres makrelmadder. Eller hvad de unger nu har med. Augusta rapporterer på sådan en måde at det næsten lyder som om ALLE har Nutellamadder, kage og chokoladebarer med HVER DAG, men om det nu er en overdrivelse og er måske mere undtagelsen end reglen kan jeg jo ikke med sikkerhed sige noget om..
Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk. Helt sikkert. That also. Meeeen vi forældre ved at man virkelig også skal høre megen overdrivelse og flere røverhistorier!
Det er i dag jeg skal hente hende, som du sikkert kan læse. Jeg glæder mig til at se hendes store smil, der (som nyt) er én tand fattigere. Hun selv er en tyver rigere. Det var hvad jeg vurderede var fair at få for sådan en tandfe, men en smule forhandling, for jeg fik stukket en finger i jorden, for at veje luften med hvad børn nu til dages får af tandfeen, for Augusta skal da ikke føle sig alt for taget ved næsen! Selvom det er første gang hun har tabt en tand og i det hele taget bør være taknemlig for alt hun får, så skal jeg være ærlig og indrømme at jeg ikke har lyst til hun skulle skuffes. Hun fortæller at de andre får slik af tandfeen, hvilket jeg synes er herre ironisk (DA DET ER TANDFEEN), men det kan da også være en børnehaveskrøne, hvad ved jeg. Om ikke andet kan jeg forstå at der er nogle af ungerne der får gaver, andre får mønter. Augusta fik også en mønt. En tyver, fordi det var hvad jeg havde. (Men hvis jeg havde en femmer og en tyver var det altså den hun fik. Fordi den er guld. Det kan min indre piratprinsesse da også godt se).
Nå, men nu her, mens jeg lige tager mig en times ekstra arbejde (og får spist min morgenmad skråstreg mellemmåltid skråstreg frokost skråstreg eftermiddagssnack: en aldeles velsmagende foccaciasandwich fra Emmerys. På Emmerys, selvsagt) vil jeg gerne dele hvad det er vi skal denne weekend! Augusta og jeg skal nemlig på tøsetur!
Måske du er en af dem der kunne få tanken: altså rejser de kun på spons-tur? og hertil kan jeg svare nej, men det er tilfældet hér. Eller spons-tur og spons-tur, det er nærmere sagt en blogger-tur, hvor vi (REKLAME!) er inviteret af Kalmar regionen, der sammen med Vimmerby og Vestervik (det’ Sverige, venner) har strikket et program sammen til os, hvor vi skal opleve Astrid Lindgrens vidunderlige univers. Det er fredag-søndag vi skal på tøsetur og jeg glæder mig virkelig meget til både at komme afsted med Augusta, bare os to. Jeg glæder mig til at opleve Sverige på den måde (det er nemlig første gang for mig – har du været der?) og til at se nogle af de andre bekendtskaber jeg har og til at Augusta kan lege med nogle af de kære børn. Jovist jeg ser da frem til at se Allan (fartilfirepiger) og hans kone, Karina, men måske endnu mere til at Augusta igen skal lege med Noomi, Merle, Ava og Smila, som vi efterhånden har hængt en hel del ud med! Alexandra (migogmintinderbaby) og Michala (bastabum) har hhv. Elliot og Molly My med, så det bliver da én lang børnefest. Der er flere mega søde damer, men mon ikke du ser dem på min story?
Det bliver en mini-ferie og du kan tro jeg allerede har pakket! (Dvs. jeg har kastet de ting ud af Thailandkufferten som jeg ikke kan bruge i Sverige og spædet til med noget mere maj-venligt tøj og på den måde pakket en Sverigekuffert. Smart – så behøvede jeg jo ikke pakke ud alligevel!)
Men apropos dét. Det her med at pakke ud. Eller rettere sagt: ikke pakke ud. Jeg leverede en ugennemtænkt tese i morges om at folk der ikke pakker ud med det samme også er typen der ikke knuser kammerjunker i koldskål, mens folk der pakker ud med det samme er typen der knuser kammerjunkerne. Den teste, hvis vi skal se på jeres mange svar, er ret forkert. De eneste den passer på er mig. Og Michala. Åbenbart. Men har jeg så fundet et sammenhæng i at folk der pakker ud med det samme altså ikke knuser deres kammerjunker? HAR jeg fat i den lange ende med den mærkelige forbindelse? Hvahvahvahva?
(Der er et par der har spurgt hvordan fa’en jeg så den forbindelse og det er altså ikke en 6. sans. Det var fordi jeg kiggede på min uudpakkede kuffert, jeg fik lyst til koldskål og kom i tanke om at der altså findes mennesker i denne verden der KNUSER KAMMERJUNKER. Hvilket er… mærkeligt, let’s be honest!)
Nå, men nu vil jeg ud til min plaskvåde ladcykel og få hentet Augusta i børnehaven! Nu skal der fandeme kysses og krammes!
