Browsing Category

Aarhus

BEDSTE BRUNCH I AARHUS? GORM’S

98f4d596-b0c2-4653-890e-08b9c7804f4a

30412c40-dbcb-49af-b696-166b80b5aba4Dommen var allerede klar, inden nutellapizzaen med bananstykker, skumfiduser, nødder og pyntende skovsyre kom til bordet, men jeg må sige at det giver denne anmeldelse af Gorm’s (Aarhus) et ekstra nyk opad. Selvom jeg ikke troede det var muligt.

Det var min mor, Augusta og jeg, der havde besluttet at teste brunchen af, efter anbefaling fra min storebror, der er svært begejstret for det det. Han er om nogen hvad man med moderne ord kalder en ‘foodie’ – og når han giver thumbs up til noget, i hvert fald når det kommer til mad, så det altså med at prøve det.
Jeg er selv en madglad aarhuspige, så når der popper et spisested op, så skal jeg lige tjekke det ud og som oftest er det inklusiv barn, en oplevelse jeg gerne deler med jer, så I kan forholde jer til om det er det værd at besøge – og vurdere hvor børnevenligt det er.

Hvis du endnu ikke har været på Gorm’s, så er det altså beliggende i Jægergårdsgade, et nyt etablissement i lokalerne, hvor der før lå SÅRT. Masser plads, god atmosfære og jeg har ikke en finger at sætte på betjeningen, udover at nævne, at de var aldeles søde og opmærksomme på den 4-årige ved bordet.
Brunchen ligger til 198 kr. pr. næse (børneprisen til halvdelen) og jeg understreger prompte at det er pengene værd.

Oplevelsen består i, at der er buffet til rådighed, med italienske lækkerheder, som forskellige pølser, artiskokhjerter, pestoer, masser oste, rugbrød og fantastisk olieret brød (må jeg anbefale at dyppe det i trøffelolien, som står ved bordet?), yoghurt og salater. Og ja, derved er klassiskeren, som æg og bacon på buffeten skåret fra, men det klæder alle at lave samme nummer, for er det ikke alligevel altid badet i væde, med omtrent nul smag? Det klassiske brunchudvalg kan også være trættende – så det var dejligt med en anden tænkning. Så buffeten er bestemt voksengodkendt – dét kan Gorm’s godt være stolte af.
Når det kommer til udvalg for børn synes jeg også sagtens det er muligt at få sig noget fra buffeten; Augusta fik brød, smør, ananas, melon, yoghurt og pølse på sin tallerken.
Men buffeten er ikke hele oplevelsen.

Ved bordet bliver der løbende tilbudt og serveret pizze (som er pizza i flertal, naturligvis) og dét er Gorm’s jo selvfølgelig eksperter i; tynd bund og skønne råvarer.
Min favorit er: Denny Special (mozzarella, kartoffel, gedeost, rosmarin og trøffelolie), men jeg er som nævnt også lidt en trøffelgris.
Augusta fortærrede et stykke Margarita (tomat, bøffelmozzarella, cherrytomat, basilikumolie og frisk basilikum) og klappede i sine små hænder (sammen med os andre), da der blev serveret nybagt æggekage ved bordet – selvfølgelig med bacon på.

I prisen er der også; limonade, juice, isvand, the (Perch) og stempelkaffe – til fri selvservering.

Når det kommer til brunch i Aarhus har jeg stadig et par steder til gode, men af de mange cafeer og restauranter jeg har besøgt, har jeg tre klare favoritter:
Gorm’s må sgu snige sig på en 1. plads og derefter har vi Casablanca, der også brillerer i brunchbuffet (endda med fokus på økologi) og Langhoff og Juul – der bestemt heller ikke har set det sidste til mig.
Den der altid bliver nævnt, når jeg i vennekredse taler om brunch (ja, det sker åbenbart ofte) er Sjette Frederiks Kro – der også er en del af Casablanca-familietræet, men det er endnu en oplevelse jeg har til gode.

Når det kommer til at være ‘børnevenligt’ mener jeg, at det er de færreste steder, der kan prale af at huse barnevogne i massevis – det er for mig også for meget at forvente. På trods af, at de kan stuve mange ind på Gorm’s vil jeg mene, at der er fint med plads til børnefamilien. Og så er de sgu søde, de tjenere. Det tæller op!

Jeg håber du kunne bruge tippet til noget? Dette er uden tvivl en stor anbefaling fra mig!

Byd endelig ind med dine favoritlokationer her i Aarhus! <3

KH! Johanne

HVIS JEG SKULLE VÆLGE – DE PERFEKTE DAGE I AARHUS

p1148433p1138183p1138209p1138184p1148305Reklame for Hotel Oasia

Jeg fik en opgave, der på ene og samme tid var lige i øjet og til højre benet, men altså samtidig også ret så svær. Forvirret? Let me explain!

Jeg har nemlig teamet op med Hotel Oasia, der ligger et olympisk stenkast fra hvor jeg smider støvlerne til daglig (altså: mit hjem), der gerne vil have ordet ud om hvor skøn Smilets By er og hvor belejligt og skønt det er, at overnatte hos dem. I det her samarbejde skulle jeg lave sådan en oplevelses/weekendhygge-pakke, og det var der udfordringen var; jeg skulle nemlig (ud)vælge én attraktion, som jeg mener man SKAL se, når man er i Aarhus til en overnatning og jeg skulle udvælge én restaurant, som jeg ville anbefale til min bedste veninde, hvis hun skulle inspireres til et verdensklasse aftenmåltid. Og dét er svært, for selvom min veninde, Maya og jeg så fik fornøjelsen af at lege turister i egen by, så er vi om nogen Aarhus-kendere og derfor var det altså uundgåeligt at denne ‘guide’ kom til at indeholde mere end det.

– Pakken skal jeg nok komme tilbage til nederst i indlægget, hvor jeg også lige skyder flere ideer ind til en tur, her fra Aarhus-kenderen 🙂


p1138188oasiaVi tjekkede ind på vort hotel, der udover at ligge et stenkast fra mig, som dog er en information I ikke kan bruge til så meget, ligger en spytklat fra banegården, hvilket er praktisk, hvis man ruller ind med toget. Og praktisk, da det betyder at dét jo er så centralt som noget kan være! De er nummer to i Aarhus på Trip Advisor, så alt spiller altså.
Det er et super hyggeligt “lille” (65 værelser tror jeg det er) hotel, med de fineste værelser med Hästen senge og designsager. Ikke at jeg lægger vildt meget mærke til den slags, men jeg kan da spotte et B&O fjernsyn og sprøde Montana møbler, når jeg ser det.

Selvom den her pakke jo nok er rettet mod jer, der gerne vil på tur til Aarhus, om det så er med veninden eller kæresten, så var det immervæk morsomt at sove på hotel, som aarhusianer, i egen by skal jeg lige sige. Jovist, vi behøvede ikke tænke Googlemaps, for at finde rundt – eller spørge i receptionen hvor det er godt at spise frokost, men der var alligeveller lidt en ferie-feeling over det, hvor der ikke stod arbejde i kalenderen, men kun venindehygge og sightseeing. Og apropos sightseeing; vi havde lidt talt om de her dobbeltdækkerbusser, der kører rundt i byen,  en idé der alligevel ikke til noget, måske fordi det er ret sæsonbetonet, men jeg skal hilse og sige at det sgu ser sjovt ud! Hvis du har prøvet den tur, så skriv endelig herunder!

Planen var og blev følgende; vi kastede os i sengen lidt efter 14, hvor man kan tjekke ind, afhentede vores drinks, snackede af nødderne, som alt sammen er en del af den her ‘Johanne-pakke’ (det kalder vi den bare lige, men du kan se det hele her, hvis du er utålmodig) pakkede vores matchende nattøj ud og sprang så ellers afsted til Aarhus Street Food (ved Rutebilsstationen), hvor frokosten blev indtaget.

p1138189p1138206p1138192

Det kan ikke være andet, end en god idé, med Street Food, for der er altså mad for alle og stemningen er fantastisk! Maya fik pita (hun får ALTID pita by the way) og jeg snuppede en bowl fra Banh Mi Bandits.
Og på trods af at vi jo er inde i byen praktisk talt hver dag, så brændte vi dagslys af med at shoppe efterfølgende.. det tænker jeg alle og enhver også ville gøre 🙂 Latinerkvarteret er skrækkelig hyggelig – også blot at ose i, hvis du skåner pengepungen lidt. På den måde kommer der også gang i mavesystemet, for dén skal være klar – og tom, når det er tid til restaurantbesøg, særligt hvis du skal besøge en af undertegnedes favoritspisesteder:
Restaurant BASSO. Maden kommer sgu måske nok ikke til sin ret på billederne, men der er også sådan en dæmpet, romantisk belysning derinde, som på trods af ikke at være ideel fritidsfotograf belysning, altså gør selve madindtagelses oplevelsen hyggelig.

p1138237p1138257

p1138251

p1138259

Det er PRIMA og i den dersens pakke fungerer det således, at man får 10 serveringer, tre af gangen, somman så deler. Jovist, vi har hver vores tallerken, men tager fra serveringerne, der står mellem os.. og det er helt vildt god mad skal jeg hilse at sige. Der er en grund til at det er mit tredje besøg hos på relativt nyåbnede, italiensk inspirerede, ‘social dining’-koncept sted.
Hvis deres hjemmelavede mozzarella står på menuen den aften er I skide heldige, forresten. Ikke at den står der sjældent – den er bare djævelsk god.
…og så slentrede vi ellers hjem på vores, efter venindesnak over mad og bord, om familie, øst, vest, mænd, serier og vinindtagelse – altså hjem til hotellet, hvor vi i dobbeltsngen delte slik (som der dog næsten ikke var plads til), så en film i flimmeren og puttede under dynerne.

En.god.nats.søvn efter sprang Maya og jeg i de løseste medbragte klæder vi havde medbragt ned i morgenmadsbuffeten (som forresten er 70-80% økologisk) – og tankede op med alt vores hjerter begærede.
Jeg kan da ikke være den eneste, der kunne spise et uendeligt antal af blødkogt æg og croissanter, hvis jeg måtte?
Og det må man jo… når det er buffet 😉
Kaffen, som også kan være alt andet end filter, som f.eks. latte og cappuccino, er også gratis – og kan tages TO GO!
(And that I also did!)

p1138186p1148267Super fin buffet! Og så lever de op til mine krav: blødkogt æg, der ER blødkogt, ingefærshots og kaaaage. p1148284Vi skulle selvfølgelig jo på AROS, som jeg vil anbefale alle, der har mere end et par timer i Aarhus! Særligt 8. etage, som byder på Rainbow – eller Regnbuen på godt dansk – med den bedste udsigt i byen – over byen.
Selvfølgelig ville det nok gøre den æstetiske oplevelse ringere, jeg ved heller ikke om jeg ville implementere det, men jeg fik tanken, at der lidt mangler skilte i Regnbuen, så de der ikke kender byen ud og ind, kunne blive klogere på hvad der er hvad.. men så må I da invitere mig med, hvis I skal derop. Jeg skal i hvert fald nok guide!
Udstillingerne skifter lidt på resten af museet, men jeg vil selvfølgelig også anbefale at brænde lidt tid af på de resterende etager, f.eks. nede hos Boy.

p1148365p1148367p1148370

p1148297p1148291p1148292…og altså giftshoppen, hvor du kan erhverve dig plakater, pynt, grej og lir. Jeg købte en plakat og kiggede på det andet, men snupper som regel også en flot bog med, for de har ofte tilbud på den slags.

Vores timer som turist afsluttedes med en tur på La Cabra, et af de bedste steder at få sig en hindbærsnitte og en kaffe, i min optik og ifølge min smagsløg.
Ja, mere kaffe 😉

p1148412p1148408
Det er ikke den billigste biks i byen, men bestemt et stop værd.. det er endda også placeret i den anden ende af byen (det er det vi kalder den ende, der ikke er i den ende, hvor Banegården – og Oasia- er), men nu er det ikke København vi taler om, så det her med at nå fra den ene ende til den anden, går stærkt nok – og ruten går endda lige gennem gågaden, som ligesom København, også har mange butikker at kigge på og i.


Denne pakke, som jeg har sammensat, passer til et kæreste- eller veninde/vennepar og indeholder følgende;

En overnatning på et delt dobbeltværelse på Hotel Oasia
+ morgenmadsbuffet
(OG FRI KAFFE!) til begge
+ drinks & nødder, til hygge på værelset
+ 2x indgang til AROS
+ 2×10 serveringer på BASSO (mums)
…og det koster 995 pr. person

(Du kan se pakken og læse mere lige her. Du kan også tjekke Oasias facebookside her)

Jeg har selv valgt at kalde den Aarhus-kenderens ophold, fordi jeg godt mener jeg kan være så fræk at kalde mig Aarhus-kender, men for lige at shine lidt ekstra på den skønne by, er der her 4 fine – og gratis – bud på oplevelser du kan nyde godt af. Og hvis du har flere, så skriv endelig i kommentarfeltet 🙂

Botanisk have – skøn park, hvor du kan smide dig i græsset på de varme dage.
Væksthusene – faktisk placeret i Botanisk have – fine kupler med al slags flora og fritflyvende sommerfugle.
DOKK1 – udtales [dåkkøn] her – det er vores bibliotek-med-så-meget-mere. Udover bøger er der en fantastisk udsigt over havneområdet og tjek da også lige den store bronze-klokke indendørs, som ringer hver gang et barn fødes på Skejby sygehus.
Dyrehaven – ja, den lægger op til en gåtur og hvis du er frisk på det, så er det i super fine omgivelser, hvor du kommer helt tæt på dyr i hjortefamilien. Måske rådyr og ..ja, nogle andre med horn og fire ben 🙂

p1138218

Jeg håber det indbyder til et par dage i Aarhus? – og igen; endelig byd ind med tips til steder man skal se her i byen, hvis du har nogle 🙂
Ovenstående billede er forresten taget foran Oasia – så her kan du virkelig fornemme placeringen. Det er togskinnerne du kan se, Bruuns Galleri og banegården 🙂

KH! Johanne

p1148314

AARHUS STREET FOOD, FAVORITTER + BØRNEVENLIGT?

p8313412

p8083029

Faktisk er lokalerne bussernes gamle garage, hvilket forklarer dets placering lige ved Rutebilsstationen, hvis navn vi forresten aldrig må ændre. Det kan godt være københavnerne griner af det, men visse ting skal bestå. En hal med verdensklasse mad. Det (nogenlunde) nye koncept, i hvert fald i Aarhus, er kommet for at blive. Pionæren (i Aarhus); Aarhus Street Food er for madelskere – og deres børn! For selvfølgelig, ja, du kan tage sønnike eller datterbarnet med!

Konceptet er; kig, find ud af om du vil dele, vælg, bestil – spis, og der er jo rigeligt at vælge mellem forresten. Jeg selv kan ikke kaste mig ud i at skulle beslutte hvilken bod jeg skal bestille fra, hvis jeg er skruphamrende sulten. Når du summer rundt i hallen fristes du nemlig fra højre og venstre, både syns- og lugtesans får et spark, så for mig skal der besluttes hjemmefra allerede 🙂
Og ja, der mangler altså billeder i dette indlæg, men det må komme efterfølgende. Når jeg først er et sted, der dufter af mad, så kan jeg altså ikke koncentere mig om at fotografere 🙂 Her, i dette skriv, når jeg lige får fyret en lille præsentation af stedet af, vil jeg selvfølgelig også komme med mine bud på de bedste boder. Lov mig du giver den et forsøg 🙂

p8083033

Jeg anbefaler

DU, veninden, kæresten, din mor, hvem end der skal afsted, bør overveje:

Bahnmi Bandits – vietnamesisk streetfood. Yndlings: baguette med svin! Og ekstra koriander og chili til tossen her!

The Mexican Donkey – de tre mexicanske pandekager på stribe. Nachos er for mig ikke de bedste, men deres burrito derimod- mmm.

Grilled Cheese – den med portobellosvampe

Super Bao – ramen med and. Mmmm

Cheesecaken – kort og godt; jeg anbefaler salted caramel.

…og en ekstra: The Pita Corner laver gedigen go’ pita!

Og køb så en liter rosé, del, få slappet af og del eventuelt 3 retter mellem jer, hvis I er to.

p8313404

Og hvad så med ungerne?

Ja, der ER også børnevenlig mad 🙂 Men her er også en unik mulighed for at udvide din – eller ungens – kulinariske horisont, hvor den måske i hverdagen står på skiftevis rubbere, Knorr lasagne og tomatsuppe, så er Street Food en fin mulighed for at få inspirerende retter på bænken og nye smagsoplevelser lige i skrutten.

Jeg kender det, vi familier planlægger og det er rart at vide om stedet vi skal besøge…
Har højstole?
Har de plads til vogn?
Har de mad, som poden gider indtage?
Er der mulighed for at varme en flaske eller noget mos?

Svarerne er ja, ja, ja og ja (i kaffebaren)

Boller i karry er for min 4-årige favoritten. Tarteletterne er både en voksen- og børneyndlings og så er der jo også burger og fritterne fra Duck It – eller fish and chips fra Danyar. Hvad ‘børnevenlig’ indebærer handler selvsagt om hvor madmodig dit barns, eller børn er, hvad de er vant til hjemmefra mv. Men ift. hvad-de-man-kender, er Mormors Køkken (bl.a. dem der laver boller i karryen) har en stjerne i vores bog, særligt fordi de laver børnestørrelser.

Tip: sæt jer tæt på legehuset og rampen.. på den måde får I tid til at slappe lidt af og spise langsomt, mens eventuelt hurtigspisende og energiske børn får tonset og leget.

Skriv endelig, hvis du har tilføjelser, kommentarer eller spørgsmål 🙂 Jeg vil virkelig gerne høre hvad din favorit er!

KH. Johanne

p8313414

JULEMARKED PÅ GODSBANEN OG LEJLIGHEDSINDVIELSE

image22

Det er lørdag og selvom klokken var 10 må jeg indrømme at det var en SMS fra min far, der vækkede mig fra min Tornerosesøvn. Mon min krop vil kompensere for at være mor i 3,5 år? Good luck siger jeg bare.. jeg tror dog, selvom jeg synes det er halvsent og teenage-agtigt at sove til kl. 10, at de færreste mødre med respekt for sig selv og frygt for permanente poser under øjnene, ville postulere de ikke ville slumre i dobbeltsengen til formiddagstid – hvis de kunne.
Men det kan jeg jo! For fremadrettet vil jeg nogle gange være alene. Mærkeligt, men lige dér, klokken 10 tænkte jeg: det må da være en af goderne ved denne situation, som jeg kan kalde mit nye liv.

Min far og hans kæreste skulle nemlig komme forbi, for at lege handyman i min nye resistens. Nok mest egentlig min far, men Dorte er en dejlig gode at få besøg af, for mens han så fluks gav sig i kast med mine usamlede skomøbler kunne Dorte og jeg drage på julemarked hos min genbo: Godsbanen.
Men det er sjovt, ikke, for selvom jeg har sovet fra 00 (eller 01 var den måske nærmere) til 10, så ligner jeg alligevel en, der er gået i seng efter en hård putning kl. 22 og stået op kl. 05 til Ramasjang og havregrød. Det der træthedslook er åbenbart kommet for at blive.

At det så var sammen med halvdelen af Aarhus vi tog på julemarked med var måske til at forudse, men på trods af menneskemængden vil jeg altså mene det er et klart besøg værd. Godbanen rummer i dag og i morgen både mad-marked og pynte-marked, hvis man kan kalde det det, for boderne er spækket med kreativitet og resultater af dette. Alt lige fra keramik til strik til ophæng til knager til plakater.. lad os kalde det meste unika og hjemmegjort. Spiselauget gør det, som de plejer, fremragende og selvom ventetiden på en latté var 10-15 min., så er det det værd. Der er jo siddepladser i Den Rå Hal, hvor man kan nye en lille ret fra en af de andre madboder, som et lille break i julepynts-plexi-figur-shopping og pestosmagning.
Det er helt bestemt børneegnet og selvom der kan opstå menneskekorpustrafikpropper, så tag da hele familien med og få købt unik juletræspynt eller julegaver.

Medens jeg ventede på min (overraskende) tiltrængte kaffe i caféen havde Dorte simpelthen købt disse fine ophæng, som jeg har talt stort og småt om siden min mor, storebror og storebrors kæreste havde været på julemarked (uden mig) på Arkitektskolen og købt dem – TIL SIG SELV. Røvhuller 🙂 Heldigvis fik de opsnappet at YET ANOTHER som kreatørerne bag afbildningen af min store by-kærlighed hedder, kom på Godsbanen denne weekend! Deres telefon nummer 311 311 02 kan jeg se på den lille plastikpose jeg fik, hvis du er fristet og ikke kan komme på marked.. de har også lavet København, hvis man mere er til det. Og det er der mange der af gode grunde er.
Hvis det ikke umiddelbart er til at se er det Isbjerget, Domkirken, Bogtårnet, Rådhuset og ARoS (som jeg forresten har udsigt til, fra det der lille vindue).

Nu kan jeg høre min far er godt i gang med hylder på Augustas værelse, så der kan komme lidt legetøj, bøger og spil OP. Pt. er alt på gulvet og det ser lidt trængt ud – plus akustikken er voldsom. I aften får jeg dame-visit i form af en mini julefrokost.. min første sammenkomst i mit nye hjem og min ikke det skal fejres i rødvin.
Det tror jeg vidst nok det skal.

Jeg håber I får en helt fantastisk lørdag – og hvis du er i Aarhus så tag dog på Godsbanen. Eller Gåssebanen som Gåsse (Augusta) siger 😉

image18

En lille snap fra mig ‘johannemygind’

BY-KÆRLIGHED OG AARHUS FESTUGE I BØRNEHØJDE

IMG_3340

Aarhus er den bedste by! Dét jeg godt kan lide ved den østjyske perle er at her er sgu alt, hvilket den mindede mig om i dag, da vi travede rundt i FESTUGEN, der er så fint rettet mod børnefamilierne også.
Ja, og det kan da godt være du sidder der og er brand uenig, fordi du mener at Vendsyssel er bomben, men her skal jeg skynde mig og sige at mange jo nok har en forkærlighed for den by man er født og opvokset i, så “den bedste by” vil altid være en meget subjektiv holdning. Jeg er i hvert fald storforelsket i Smilets By – og vil nok altid være det. I sådan en grad at jeg aldrig aldrig aldrig nogensinde vil flytte herfra. I Aarhus er her bare både skov, strand, by, butikker, liv og så er her moderne (se vores nye bydel: Aarhus Ø!) og gammeldaws på samme tid. Gå en tur i Den Gamle By eller tag f. eks. på DOKK1 og vælt bagover vores nye top moderne bibliotek (/legeplads/cafésted/perfekt til din barsel). Jeg kan godt forstå man kan lide en anden by bedre, hvis man er til højere højhuse, har et krav om en Zara eller H&M-home – eller mere fred og ro, landlig idyl, men jeg vil aldrig kunne forstå at nogen ikke kan lide at være i 8-kilo, Aarhus.

Med min mor under armen tog vi i dag ud for igen at se hvad området omkring Musikhuset og Rådhusparken har at byde på, her under Aarhus festuge og igen skuffer det sgu ikke. Jeg ved ikke om I også har været forbi, men hvis svaret er nej, så tag endelig derhen i den kommende uge. Vi fik både kørt på tog (ja, PÅ), lavet knaphalskæder, spist herre sprød øko-mad, som ville gøre selv Bonderøven misundelig, lavet fladbrød over bål (med mel vi selv malede), spillet på kæmpestore instrumenter og dyppet tæerne i “den offentlige pool” skråstreg prima Pokémonstop: bassinet foran Musikhuset. Nu med alger. Der er med garantrisse en masse underholdning og det lykkedes og at holde Augusta kørende, uden lur i dag, hvilket er en stor sejr 🙂

IMG_3336

For os, har dagen i dag altså stået på gedigen tidlig opvågning, så derfor kører jeg i minus underskud. Faderen er på herretur i Ebeltoft, så derfor har jeg hele vagten, hvilket giver god anledning til at gå tidligt i seng. Som i: klokken 20, tænker jeg. Det giver en klang af fornuftighed i mine ører – særligt hvis Augusta vælger at vågne før 06, som hun gjorde i dag. Jeg kunne dog læse på Instagram at jeg jo altså ikke er den eneste i den båd, men bare fordi andre børn også er nogle opvågningsterrorister, betyder det ikke jeg bliver friskere af den grund…lige meget hvor meget kaffe jeg så end indtager 🙂

Jeg har forresten  tidligere skrevet en Aarhus guide til børnefamilier på min egen blog her, som i mine øjne er ret så fin, hvis man skal på weekend, besøg eller bare mangler inspiration. Der er ting der går igen, men til gengæld har indlægget mange input til f. eks. gode legepladser. For nylig besvarede jeg også 10 spørgsmål til KidsAarhus, der er udsprunget af SmagAarhus, hvor jeg deler mine “hot spots” til byen i børnehøjde.

Jeg håber I har haft en skøn lørdag! Vejret kan vi jo ikke rigtig klage over, selvom jeg egentlig mest er en efterårs/vinter-kinda-girl. Der er bare noget herligt ved at kunne iklæde sig 2 tykke cardigans, lange bukser, et tykt halstørklæde og en uldfrakke. Det er også lettere at skjule ekstra kilo i dén beklædning (alle ser sgu tykke ud sådan), end i en let sommerkjole… plus man jo altså ikke skal døje med inderlår-gnubberi, som forresten kan være herre ubehageligt – både psykisk og fysisk!
#HurraForShapertrusserICykelshortsFacon

IMG_3348

GOURMETTOAST I AARHUS | FANTASTISK mad-pitstop – også for børnefamilien

TOAST
I dag, post lur, tog kæresten, Augusta og jeg et skønt vennepar under armen for så at sige hej og velkommen igen til åbningen af ishuset på Lystbådehavnen i Aarhus. Det er ikke dén oplevelse dette indlæg skal handle om dog, men hvis jeg kort skal opsummere det kan jeg sige: herlig forårssol, hjemmelavet guf og karamelis med Læsø salt (holy mother of god!) Så var det ligesom klaret. Nu må foråret sgu også gerne lige trille ind.
Herefter besluttede vi så at hyggen da ikke skulle være slut, bare fordi vaflerne var det, så vi tog et kort stop i Salling, der også kan anbefales, da de har LEGO-udstillinger og et kæmpemæssigt LEGO-bassin i børneafdelingen for alle unger og voksne med barnlige sjæle eller arkitektoniske færdigheder.
Men målet var dog toast.

Toast toast toast toast.

En klapsammen af kvidhvidt Budget-brød med orange plastikost og firkantet skinke (der dog nok ikke har set skyggen af en gris), i en maskine? Evt. med et lag smør for en smooth overflade?

NEJ!

Toast som man aldrig har smagt det før, med HIMMELSK fyld, i skønne, lyse omgivelser?

JA!

I kid you not! Det er nok Aarhus’ nyeste skud på stammen, men med min erfarne gang i byen og med mine mange kulinariske oplevelser hér vil jeg vove at påstå at det kan ligge i en sprød top 5 oplevelse! – og såfremt du har barn med, så vil jeg kaste mig ud i en top 3’er.

Stedet hedder TOASTiT og de serverer verdensklasse toast – eller grillede sandwich næsten – og vanvittige milkshakes (vi fik en, der smagte af flydende kvalitetsvaniljeis.. haps!)

Vi var fire mand og blev alle godt mætte af en enkelt toast hver, og da vi faktisk var der 17:30 kunne det godt betegnes som værende næsten et aftensmåltid – eller måske kan man dele 3, såfremt man er herre sultne.
Jeg var svært svært begejstret for den der hedder BEEF N’ DOUBLE CHEESE med krydret oksekød, løg, chilikompot, cheddar og havarti – snasket på den gode måde. Porchettaen som også blev prøvet var vild, og Augusta, der fik VEGGIE AVOCADO var også 100% godkendt.

Grunden til at et mad-indlæg som dette kommer på bloggen er fordi jeg ofte oplever at der bliver efterspurgt pit-stop-madsteder, og i og med dette er i midtbyen (lige ved Klostertorv), er et lyst og lækkert sted, som sagt lækker mad, med super venlige ansatte, fair priser og masser armplads synes klart jeg vil sende en anbefaling afsted til jer, hvis I nu ikke har været der, eller snart skal besøge Aarhus. Jeg har tidligere lavet en mini-guide, men som lagde vægt på udflugter, og her kom Toast-biksen jo ikke med, fordi de netop jo er nyåbnet. Og uden noget samarbejde med mig eller min blog. Men AroS anbefaler jeg dog også stadig – både pga. det smukke museum og hele by-oplevelsen fra toppen af Regnbuen, men cafeen er også fin.

Augusta havde en kanon søndag, og det er også sådan jeg elsker at tilbringe den – med venner og god mad. Hun fik underholdt biksen ved at hilse på alle, og pynte i den store siddevindueskarm, hvor alle forbipasserende blev vinket til. Når man har fået en lille is OG en milkshake samme dag er man måske lidt sukker-fjalet 😉

image5 image3(2)
Billedet yder desværre ikke maden retfærdighed. Stedet er klart et besøg værd, for både turister og indfødte.

Klostergade 68, 8000 Aarhus C. Tjek evt. hjemmesiden

Jeg håber I havde en dejlig weekend (den er jo ved at være slut), og er klar på endnu en mandag! Vi holder fri hele den kommende uge, da Augustas vuggestue kun har åben for nød-/sammenpasning mandag-onsdag, og så tager vi til WÆSTJYLLAN’ og holder påskeferie, torsdag 🙂 Jeg har dog stadig en (kæmpe) opgave jeg skal have klaret, men den må jeg sgu tage når barnet sover og når bedsteforældre kan tage lidt over 😉

Et “må-se” i Aarhus: DOKK1

 

imageJeg er, som bekendt, vaskeægte aarhusianer, med en kærlighed så stor for min by, at jeg aldrig nogensinde ville rejse herfra!

Aarhus er bare vores hjem, og jeg elsker alt ved stedet.

Næsten alt.

Jeg vil i dette skriv lige tale til jer alle, både aarhusianerne, men også jer udenbysrotter. Til de, der kan inspireres til en ny mødregruppe-destination/søndagsudflugt med familien og til de, der skal på weekendophold eller ferie i Smilets By.

Aarhus har sgu hængt lidt i bremsen og haft mange områder der har været udnyttet rigtig skidt, som f. eks halvdelen af Åen og havneområdet. Det har de så i den grad lavet om på nu.

For de der ikke kender Danmarks næststørste by kan jeg fortælle at vores havneareal nærmest kun har været benyttet som industrihavn, og hvor man i andre byer har beboelse og butikker helt ned til vandet, har Aarhus’ havn været en stor omgang containere og kraner. Total uudnyttet potentiale må man sige.

– Men BUM! på få år har vi fået en hel ny bydel (Aarhus Ø), der er en arkitektonisk drøm helt ud til vandet. Nærmest på vandet faktisk. Det er et fantastisk sted at bo – og være, for der er både “Strandbaren” (volley, drinks, café-agtigt, solbadning) og Ø-Haven (beboerens kreative bed og høns. En urban havestemning).

Aarhus-Ø er et MÅ-SE!

DOKK1, hvis vi ser bort fra at vi ikke ved hvad vi skal kalde det: [DÅKKØN] – [DÅKET] – [DÅK-IT]. Sidstnævnte synes jeg selv er bedst, men vi må jo lige selv høre dem ad.

Den del af DOKK1 jeg vil snakke lidt om er biblioteket. For udover bibliotek indeholder DOKK-IT en hel del, bl. a. Borgerservice og SKAT, og måske du tænker:

Gab. Bibliotek? Støvede bøger og sofaer fyldt med nullermænder?

DOKKØN

– Arkitektonisk vidunder

– Ligger i Aarhus C., så tag klapvogn/barnevognen med og lad bilen stå. Der er elevatorer og ramper, samt masser af plads

– Kæmpe udendørs legeplads for 1-100 årige

– Mulighed for at spise ude og inde

– KÆMPE legearealer indenfor (aldersopdelt. 0-3 er genialt)

– Interaktive spil og old school spillemaskiner til større børn og legesyge voksne.

– Lækker café. Jeg anbefaler giga-cookie til 25 kr.

– Lej en bog. En film. En historie på CD. Bøger i børnehøjde. Sans litteraturen, bladr og tag det med hjem

– Genialt studiemiljø med mange små oaser

– Workshop-rum. Lige nu kan man male sten

– Bonus info : der står en statue i DOKK1, og når den ringer er det fordi der er født en lille ny i Aarhus. En identisk statue står nemlig på Skejby Sygehus

Det er et besøg værd for alle, men det kommer uden tvivl til at blive mødregruppe-mekka! Heldigvis er der plads til det! Tag og besøg det!

image
image
image
image
image
image
imageOg nu er det ikke for at lege fancy-nancy fotograf med mine sort/hvid billeder. Jeg havde sådan set bare fejlagtigt slået det filter til fra start, ved en fejl, og for at holde den røde tråd blev jeg bare ved 🙂

Jeg har tidligere lavet en mini-guide til udflugter i Aarhus, hvis det kunne være relevant for dig med lidt inspiration 🙂

 

 

Børnevenlig udflugt i Aarhus – find den bedste legeplads, café, særlige oplevelser m.m

p8083019SOMMERFERIEAarhus er en fantastisk by, som jeg har boet i, i alle år af mit liv.
De sidste fire år har jeg, med et barn på armen, set byens muligheder i et lidt andet perspektiv, men som mor skuffer Smilets By altså bestemt ikke. Aarhus rummer mange muligheder og udflugtsdestinationer, og jeg har samlet en håndfuld her (OPDATERET UDGAVE), da jeg hyppigt bliver spurgt om jeg nogle fif til min favoritby.

Det er en håndfuld, et særligt udvalg og der kan bestemt nævnes mange flere i disse kategorier. Med nedenstående har jeg selv mange gode minder og oplevelser fra og dem vil jeg gerne dele med jer.


LEGEPLADSER MM.

Børnenes jord

Børnenes jord er en legeplads, men kan måske også betegnes som en byggelegeplads. Der er en masse dyr (geder, kaniner, fugle), gokarts og redskaber til udendørs leg: kæmpe sandkasser, gynger og meget mere.
Her: Thunøgade 2A, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: legepladsen er placeret i øgaderne, og ligger lige op af Nørreport, i krydset fra Randersvej.

Frederiksbjerg Skole

Stedet tidligere kendt som Anna Gade og Skolemarken, har med sine dyr og legeplads været en meget populær destination for de lokale og turister. Den lille oase har været samlingspunkt i mange år, for grillhygge i sommerdagene og leg på tværs af aldre.
De store løbegårde til kaninerne, geder og den store åbne voliere til fuglene gør at der er god underholdning for de besøgende børn.
Her: Ingerslevs Boulevard, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: det er jo næsten umuligt at undgå – der er indgang fra både Ingerslevs Boulevard, Anna Gade og en sidegade til Jærgergårdsgade.

Slotslegepladsen

Ved det smukke slot, i gudeskønne omgivelser ligger der en kæmpe legeplads, som er et skønt mål for udflugt! Her er både mulighed for picnic, boldspil, grill og en masse leg på den veludstyrede legeplads. Udsigten over Aarhusbugten og den smukke parken fejler ingenting.
Her: Beliggende lige ved Marselisborgslot, i anden afkørsel fra rundkørslen.
Tip: snup en is eller en hotdog i boden ved siden af, når det er den rette sæson til den slags

DOKK1

Jeps jeps jeps og atter JEPS. Her er ALT hvad hjertet begærer for de små: bøger man må læse og bladre i, hyggekroge, legetårne og magnetiske figurer.. Masser gulvplads og en fantastisk udsigt.
DOKK1 er Aarhus’ hovedbibliotek – helt nybygget. Der er både indendørs og udendørs arealer med spisepladser overalt.
Læs gerne mit indlæg om DOKK1 – eller dåkkøn som vi siger det.
Her: Hack Kampmanns Pl 2, 8000 Aarhus C
For de stedkendte: ne’ på haun’
Tip: hvis I tager bilen så er det noget af en oplevelse for børn, da der er automatisk bilparkering, hvilket vil sige bilelevator (!)

Skanseparken

Skanseparken er noget for sig. Som en ret stor oase i indre Frederiksbjerg indbyder parken til boldspil og hygge i græsset, i de dejlige omgivelser. For foden af parken ligger legepladsen, der har kæmpe rutchebane, sandkasser, gynger for alle, legehus og bakker og stier til kørsel med løbehjul/løbecykler.
Skanseparkens indearealer bliver brugt af unge, da den fungerer som fritidscenter, hvilket udearealerne også bærer præg af. Der er nemlig vedligeholdte højbede og skiftende kunst lavet af brugerne af centeret.
Her: Beliggende helt centralt, på Frederiksbjerg, mellem Bruunsgade og Strandvejen – lige ved strandparken.
Tip: I Bruunsgade er der rig mulighed for at købe sig en kaffe eller kage på enten Emmerys, Lagkagehuset, Street Coffee eller Schweizerbageren, hvis du skal have proviant til en tur på legepladsen


SÆRLIGE DESTINATIONER

Søndagsræs

HOP HOP HOP! Springhallen er genial for børn fra ca. 1,5-99 år!
Hele den kæmpestore hal er én stor motorisk udfoldelsesmulighed med trampoliner i massevis, skumgummigrav, torve, ribber, baner, labyrinter, puder, gynger og meget meget mere.
Her: Hvidkildevej 11, 8240 Risskov
Indgang mod betaling. 
Tip: drop strømpebukserne, for det er altid bedst med bare fødder sådanne steder 🙂

Spanien for de små

Spanien svømmehal (altså i Aarhus) er  god til de små, også. De har en børnepool, som er opvarmet i den rigtige temperatur og en del legeredskaber.
Forvent dog ikke det helt store legeland. Svømmehaller særligt til børn er set bedre. Omklædningsfaciliteterne er dog helt i top.
Her: Spanien 1, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: ned’ ve’ Rutebilsstationen
Indgang mod betaling. 
Tip:
Bemærk der er brusere, der er særligt ekviperet til forældre med småbørn.

Springvandet på havnen

Det er nok særligt på de dage, hvor vejret er godt, men ikke desto mindre kan det alligevel være underholdende at kigge forbi det store springvand på havnen, ved den store jordklode. Ja, vi aarhusianere er ikke helt med på hvorfor det er der eller præcis hvornår det kom, men det er et fedt indslag til børnefamilierne.
Her: placeret lige ved Toldboden, på den anden side af vejen, ift. Katedralskolen kan ungerne boltre sig i vandet
Tip: tag lige skiftetøj med 😉

GymLeg

DGI huset tilbyder en masse sjov og tumleri!
Vi er meget begejstret for GymLeg, der løber af stablen hver lørdag kl. 10.30-11.30 og søndag 10-11 og 11-12. Alderen her vil jeg selv vurdere til at være mellem 1,5/mest 2 – 9 år. Her er der “fri leg”, men med instruktør, der kan svare på spørgsmål, musik og en hel sal med redskaber.
Her: Værkmestergade 17, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: lige bag Bruuns Galleri. Også adgang fra Jægergårdsgade.
Tip: drop strømpebukserne og husk drikkedunken

Godsbanen

For de tog-glade børn og de forældre, der gerne vil opleve et kreativt og lidt urban miljø er Godsbanen et virkelig godt bud.
Godsbanen er et center for kunst- og kulturproduktion i det gamle godsbane/togareal. Du kan få kaffe, få en sludder med nogle kreative sjæle, gå en tur mellem grafittikunst og udstillinger og lege på den store skatebane.
Her: Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: bag Skandinavian Center – aka. gennemgangsbygningen

Dyrehaven

Kom helt tæt på hjorte og spot et vildsvin i Dyrehaven. Det skønne skovområde giver alle rig mulighed for at komme i naturen og se store flokke af hjorte.
Her: Dyrehaven i Marselisborg skov, meget lidt syd for Aarhus C.
Tip: fodr gerne dyrene med gulerødder eller æbler, men RESPEKTER skilte: fodr ikke med brød, eller andet, og gå ikke fra stien, når skiltene angiver brunst f. eks. Du skal ikke være det overmodige fjog, der bryder god-stils-reglerne i hjortenes eget hjem.

Væksthusene

Et skøn og gratis destination. Tænk Randers Regnskov, men meget meget mindre, og så kun med planter. Der er rig mulighed for at lære noget, for pt. har Væksthusene et “pas på naturen-tema”, som de har udført rigtig fint, i børnehøjde. Væksthusene er også arkitektonisk interessante og ligger i naturskønne omgivelser, lige op til Den Gamle By.
Her: Botanisk Have, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: lig’ ved møllen
Tip: tag madpakke med, eller køb lækker mad i caféen. Anbefaler børnetallerknen. Til børn, altså.


MUSEER

Moesgaard

Vi aarhusianere tror jeg stadig skal have vænnet os til at Moesgaard er blevet renoveret til et fantastisk smukt sted. Et skønt sted med natur, kultur og arkitektur.
Her: Moesgaardallé 15, 8270 Højbjerg

Naturhistorisk Museum

HER er jeg kommet meget. Både før og efter renoveringen. Naturhistorisk har altid været et skønt museum, men det var en tiltrængt afstøvning af de næsten 2000 udstoppede dyr i 2012.
Her: Wilhelm Meyers Alle 15, Universitetsparken, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: i uniparken
Tip: medbring madpakke

ARoS

Jo for søren! Når man har små med, så er det særligt fedt med en masse plads til vogn og unger og det har AroS’ ARTcafé. Faktisk lå AroS i dette indlæg under “cafeer”, da jeg vil slå et slag for dette (betalingsfri) område, men udover en god frokost kan man (gratis) besøge shoppen, og (mod betaling) tage et smut rundt på det lækre museum. Maden er lækker og udsigten kan man bestemt ikke klage over!
Her: Aros Alle 2, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: vi ved sgu alle hvor det er – det er den kæmpestore røde klods, placeret mellem Rådhuset og Hovedbiblioteket – lige ved Musikhuset.


BØRNEVENLIGE CAFÉSTEDER

Nu vil jeg ikke påstå at der i Aarhus er børne u-venlige cafésteder (Café Jorden undtaget), men jeg vil dog fremhæve et par særligt gode:

TOAST-IT

Mmmmm. Gourmet-toast og luksus-milkshakes lige i centrum. Der er masser af plads, fair priser og mulighed for at stille barnevognen udenfor, hvor du kan holde øje med den, mens du nyder en frokost.

Læs mit om mit første besøg, hvor min datter på (dengang) 3 år stor-hyggede.
Her: Klostergade 68, 8000 Aarhus C.

Sofies Forældre

The og kaffe-cafeen her ER en børne-/familiecafé. Et sted man nok ikke kommer jævnligt, hvis man ikke har barn. Her er simpelthen alt du måtte ønske dig og stedet er overordentlig large med både lifte og legende børn. Her er endda legetøj og udklædningstøj. Der er udemærket mad, kage og venlig betjening.
Her: Frederiksgade 74, 8000 Aarhus C.
For de stedkendte: mellem Busgaden og Rådhuspladsen
Tip: stil gerne vognen udenfor – der er en hel holdeplads til disse ved indgangen til caféen, men husk babyalarm

Aarhus Central Food Market

Eller Central som flere kalder det, tilbyder både muligheder for at sidde inde og ude, der er mad for enhver; lige fra asiatiske retter til sunde salater til det franske køkken til sushi og fra gourmetgrød til slagterens favoritter. Du kan snildt få et lækkert måltid for omkring de 70 kr.
– Og så har de vin, La Cabre kaffe og Mikkler specialøl! Masser!
Her: Sankt Knuds Torv, 8000 Aarhus C., i starten af gågaden, Banegårdsplads-enden.
For de mere stedkendte: væ’ Biocity
Tip: der er højstole og fin plads til at manøvrere med vogne.

Aarhus Street Food

Nej, bliv nu ikke forvirret – det ER to forskellige steder 😉 Velplaceret ved hvad vi kalder Rutebilstationenen finder du en kæmpemæssig hal med madboder, i lidt mere rå stil, end Central (herover). Udvalget er større og siddepladserne er mange. Klokken 18 en fredag kan det være meget proppet, men det er noget ved populariteten!

Læs mere om mine anbefalinger og hvordan det er børnevenligt i dette indlæg.
Her: Ny Banegaardsgade 46, 8000 Aarhus C. (der er parkering, men betal! Det vrimler med p-vagter).


PITSTOPS

Alle bør kende de gode pitstops i Aarhus C., når man er på strøgtur med en lille baby!

Bruuns Galleris BabyLounge

På 7.sal er der en super fin babylounge. Lækkert udstyret med bObles og Flexa møbler kan man her skifte ble, amme, varme flaske i mikrobølgeovnen, eller lige tage et pust.
Tip: Husk, at man skal have kort for at komme op på 7. etage -det kan du få lavet i Informationen (ved Kvickly). Det er gratis og giver mange fordele i centerets butikker.

Sallings børneområde

..er helt super Placeret på etagen med børnetøj og børnegrej er der mulighed for at skifte ble/amme/made, samt sende tumlingen på rundtur i det lille legeområde.
Pladsen kan være trang i myldretiden og helt personligt vil jeg gerne slå et slag for at man ikke stiller barne-/klapvogn midt i det hele og at man som voksen altså lige tage skoene af på tumlegulvet!
Tip: drop Starbucks – der er for megen uro.


Det var dén guide fra mig, Johanne Mygind, aarhusianer, born and bred

Har du tilføjelser, så bidrag endelig i kommentarfeltet 🙂

p8083020 Herover: et af legepladsområderne udenfor, på DOKK1 image16DOKK1 og toppen af Godsbanens tag