Browsing Category

Alenemor

PÅ PLADS?

DET ER MÆRKELIGT AT BO ALENE. Det handler sgu ikke om at det for mig er svært at være i selskab med mig selv eller falde i søvn i en tom lejlighed, men det tanken om at stå med alt – f. eks. økonomisk er en tand skræmmende. Jeg skal have styr på alt – ALT. Forsikringer, tilskud, betalinger, bekymringer om fremtiden og al den slags. For mig er det lidt dét der går gennem hovedet, når jeg går gennem min lejlighed, at det på den ene side er fantastisk at jeg har mit eget sted og jeg har skudt papegøjen i det kaos det er at finde bolig i Aarhus, men på den anden så er det ret overvældende at jeg skal stå med alt det her.
Jeg ved jeg er 28 år gammel for fa’en og måske lyder som en ungkarl der først er fløjet fra reden nu, og ikke an overskue tilværelsen uden sin mor, men jeg tror måske lidt man skal have været der for at forstå, at overgangen fra en tryghed til det her totale ansvar – og selvfølgelig også det at være mor, alene, kan lige tage pusten mentalt fra en. Kender I det?

Jeg er ved at være der praktisk, sådan da, som man nu kan være, når et helt liv bliver pakket ned. Jeg er ikke mester-pakker, for jeg har ikke alle de brune Silvan-kasser markeret og strengt sorteret, for mine ejendele er ikke noget man bare kan inddele i forskellige bokse. Meget af det er jo et virvar – og nogle ville kalde det rod, men vi har vel alle de der rodeskuffer, alt-muligt-æsker og diverse-hylder, og hvordan sorterer man lige dém. Og finder en (ny) plads til det, ikke mindst. For mig er det bestemt de her papirsager, teenagebilleder, ting-man-ikke-nænner-at-smide ud (selvom jeg ville ønske jeg var bedre til det), skruer jeg ikke husker hvad der hørte til og sentimentale dimser uden værdi og uden funktion. Dem har jeg åbenbart mange af, har jeg ligesom fundet ud af.

DET ER EN UGE SIDEN AUGUSTA OPLEVEDE FORANDRINGEN at der skulle ske noget nyt… Vi havde talt med hende inden, men som jeg før har skrevet er det jo ikke meget en 3,5 årig kan forstå. Dén dag, i torsdags, flyttede jeg alle mine sager fra morgenstunden og havde sovet min sidste nat i den gamle lejlighed, hvor Mikkel stadig bor, så torsdag var ligesom dagen for starten på vores nye tilværelse.
Augusta kom hjem til mig om lørdagen, for at sove, være, vænne sig til det nye sted og jeg kunne tydeligt mærke på hende, at hun kunne fornemme at der var noget nyt. Det kan også være noget med at det er underligt at være et nyt sted, hvor nogle af ‘de gamle ting står’, hvor det hele er lidt mærkeligt, hvor man ikke fatter situationen og ikke kan formulere spørgsmål, som kan give svar. Det kan sgu ikke være let for et barn! Hun var bestemt ikke sig selv, men hun blomstrede op og blev pjattet, glad og sprudlende dagen efter. Heldigvis, for alt andet kunne mit sårbare morhjerte altså ikke håndtere.

MEN JEG ER GLAD, må jeg indrømme, på trods af alle de tanker og bekymringer der medfølger i et splid, med et barn i forholdet. Jeg elsker lejligheden og jeg ser frem til fremtiden.. men de her tanker trykker uundgåeligt og jeg er jo evigt angst for at Augusta er ked af det uden at give udtryk for det. Reaktioner kan vi jo håndtere med samarbejde, kærlighed og tid, men hvis hun går og gemmer på noget… ja, pyha, bare tanken. Men det er ikke negative følelser fra mig hun kan fornemme, så det er ikke vrede mod faren eller ked af det hed over bruddet, men for mig er det uundgåeligt at lade være med at bekymre mig og over-tænke hvordan hun nu har det og kommer til at takle det hele fremover. Hvordan skulle man kunne lave være? Hun er det vigtigste for os begge.

RELATIONEN ER JO BARE SÅ SINDSSYGT VIGTIG og jeg kan kun gisne om hvor hårdt det må være, når kommunikationen mellem mor og far (eller mor og mor, far og far, hvad end) ikke fungerer optimalt, hvis der er nogen der er såret eller vrede. Heldigvis ser det bare godt ud for os tre, på den front, for vi taler godt sammen og har et skide godt venskab – vi skal bare lige finde vores nye roller i den her dele-familie (altså Mikkel og Augusta & Johanne og Augusta).

Status er den, at Augusta lige nu er hjemme hos sin far og det er hun hele weekenden. Hun har været hos mig fra lørdag til onsdag – og jeg ELSKEDE de dage. Vi var i lejligheden, for at lære den at kende, bruge tingene og Augusta skulle finde ud af hvor alting er, hvad for noget legetøj hun har ‘her’ og bare at det er et rart og trygt sted, hvor man har en rutine, ligesom hos far og som hun havde i vores ‘gamle liv’.

MANGE HAR SPURGT HVORDAN > ORDNINGEN < SER UD og her må jeg altså være jer svar skyldige. Vi har ikke nogen – endnu. Jeg skrev noget der kunne antyde at vi ikke havde en endelig form for ‘ordning’ (hader det ord), som fik en læser til at lige indskyde at det er en god idé (+ nogle gode råd, som jeg altså elsker at få). Det vi har bestemt er at lægge en plan for december og snart januar, som vi har gættet os frem til er den gode løsning.. for hvem fanden ved lige på forhånd hvad den gode løsning er lige for VORES barn? Ikke os, men vi har gættet, for en plan skulle der jo til. Det er sådan at vi har hende nogenlunde ligelidt. For det er mest fair. Hun elsker os lige højt, så hvorfor ikke.
Det er bare PISSE SVÆRT at dele dagene op, for hvis man tager et udsnit på 14 dage, som man normalt gør, når man skal lave en ordning, så er der ingen muligheder der giver mening. Det er bare for lidt tid hos en eller for lang tid væk fra en anden og det er jo weekenderne der gør det svært, for man vil jo altså gerne have en hel weekend med sit barn engang imellem!
Jeg har IKKE svaret, men vi har lagt en plan, som vi følger, som vi tror på giver Augusta mulighed for lige at lande og være lidt, men uden det er en hel uge væk fra en forældre. Det tror jeg ikke på hun kan eller vil (altså en 7/7 som det hedder)… og det er hende det handler om her. Ikke forældrenes savn, selvom det – nu hvor vi er her – virkelig fylder en del!

Det var et længere indlæg jeg lige havde på hjerte her, kan jeg godt se. Det har sgu taget lidt til at skrive det, fordi jeg endnu ikke har fået internet op og derfor kører med deling fra telefonen, som ikke er helt gnidningsfrit, selvom jeg egentlig havde på planen at jeg skulle pakke en kasse mere ud. Soveværelset er det der fungerer som opbevaring for ufuldendte projekter, som usamlet skoskabe, uophængte plakater og knager, samt det føromtalte usorterbare, da det ligesom er det rum jeg kun kommer i, for at sove. Stuen er ret tom, selvom juletræet hjælper på det, men for mig er den rar at være i.. fordi det er min og fordi jeg kan gøre hvad jeg vil, når jeg vil. Faktisk tror jeg at jeg vil snuppe et glas rødvin nu og se The Good Wife #LivingTheWildSignleLife.

Kan I have en dejlig aften!

KH! Johanne