Browsing Category

Det her er min historie

MAN KAN SIGE, AT DET AT BLIVE MOR REDDEDE MIG

IMG_5127

Det er sjovt.. jeg synes ikke rigtig det billede her ligner mig. Men det er det altså! Det er 4 år gammelt, give or take og i dette indlæg vil jeg gerne tale om hvordan den søde lille purk ved min skulder der, gav mig retning.

Det er jo ikke alle der ved hvad de vil, efter gymnasiet, eller hvilken uddannelse der ligger efter folkeskolen. Jeg føler lidt, at det dog forventes at jeg allerede skulle vide det, da valgt studieretning immervæk har noget at sige i forhold til hvad man kan ‘blive’ efterfølgende, eller i hvert fald hvilken uddannelse man kan komme ind på.
Jeg vidste ikke hvad jeg ville, da jeg gik ud af efterskolen, et eksamensfrit 10. klasses ophold. For den sags skyld heller ikke året inden, da jeg forlod 9. klasse på en folkeskole i Odder. En skole jeg forresten kun tilbragte ét år på, fordi jeg ellers havde gået på Interskolen, en lille privatskole lige uden for Aarhus, som jeg, set i bakspejlet, nok skulle være blevet på.

Hvad jeg skulle med mit liv og hvilken retning jeg skulle gå, havde jeg ikke nogen anelse om, da jeg først startede på Katedralskolen og alt føltes meningsløst og frustrerende de kommende 2,5 år. I har jo nok efterhånden fået fortalt, at jeg droppede ud af gymnasiet, lige før eksaminer og studenterkørsel, så af gode grunde var mit fokus, min vilje og min lyst pist borte, da jeg pludselig stod uden uddannelse og uden gejst til… tja, livet.
Uddannelse er selvsagt ikke alt – det definerer ikk
e dig og det er ikke en selvfølge at du skal gå en traditionel vej, men når man rammes af nederlag og allerede inden man er 20 år, ikke aner hvilket ben man skal stå på, så kan alt godt se meget sort ud.
Mine venner vidste jo nogenlunde hvad de ville – de havde håb og drømme, som jeg også troede alle ville have. Ambitioner havde de også, ikke mindst.
Mig; not so much.

I dag har jeg en bachelor som pædagog – og et flot gennemsnit endda, så udover at have gennemført, så fik jeg altså også gjort det godt – nok. Denne uddannelse faldt jo ikke ned i skødet på mig, for det her med at blive pædagog faktisk blot en idé jeg fik, da jeg arbejdede som medhjælper, selvom jeg, i mit stille lille sind, altid har ønsket at blive veterinærsygeplejerske. Det var en drøm fra barndommen, som fulgte mig længe og jeg kan den dag i dag stadig sukke lidt. Det er lidt specielt, det ved jeg, men mon ikke vi har potentiale til at blive forskellige ting? Godt nok besvimede jeg engang, under kejsersnittet af en gravhund (erhvervspraktik), men jeg tror jeg ville have været god.
Jeg søgte dog ind på seminariet, efter venlige skub fra omgangskredsen, med en ansøgning jeg skrev i min barsel. Jeg husker tydeligt at Augusta lå i dobbeltsengen og boblede, mens jeg tastede derud af ved siden af, på min bærbar, for at overbevise de her seminariemennesker at det altså er lige mig de mangler, selvom jeg ikke har et eneste fag på et eneste acceptabelt niveau.
Og jeg kom jo ind, gjorde jeg.
De efterfølgende 3,5 år var jeg så også overbevist om skulle føre til en stilling som pædagog, hvor jeg endelig skulle have lov til at være den.

Generelt overraskede jeg jo helt sikkert min familie og gav dem grund til bekymring, når jeg sådan sprang ud af gymnasiet, havde et rimeligt mørkt humør i en del år, til tider var hjemløs (altså jeg sofasurfede så) – og pludselig blev gravid med en, som de forresten først mødte på fødegangen.

Graviditeten blev det ultimative behov, for noget styr på livet. Ikke nødvendigvis en uddannelse, for som sagt mener jeg jo at man sagtens kan være foruden, her i 2017, men det stillede helt sikkert krav til at jeg tog mig sammen, at jeg fik tjek på de her “lykkepiller”, som jeg efterhånden, på det tidspunkt havde taget en hel del år. Få tjek på mine tanker, så jeg var sikker på jeg var stabil og finde ud af hvordan jeg egentlig havde det. Det var forresten lettere en forventet, jeg trappede ned hurtigt – i samråd med jordemoder – og uden problemer.
Jeg skulle have styr på bolig, og flytte ud fra det lillebitte fre
mlejede værelse jeg lige havde fået, efter jeg BY THE WAY, LIGE var flyttet fra en ekskæreste. Og styr på økonomi, selvfølgelig – og ja, fremtiden. Ikke at det var så vigtigt lige dér. Jeg havde jo andre ting at fokusere på, som at lære faren til vores kommende barn at kende – så regne hele dén situation ud.
For mig var det vigtigt, at jeg havde en plan for fremtiden og tiden efter barsel, men I kender det måske – man føler sig sårbar og udsat, når man er gravid.

Dét ord; sårbar, blev jeg også mærket med, som gravid, af sundhedsplejerske og jordmoder – det ved jeg ikke om jeg har sagt før? ‘Stemplet’ lyder så voldsomt, men I er nok med på hvad jeg mener.
Jeg havde ekstra besøg af sundhedsplejerske efter Augusta kom til – og besøg og samtale inden termin, tildels grundet min unge alder (aarhhhh, men stadig; 24), ved at jeg jo var (kommende) enlig mor og fordi jeg tog antidepressiv og dermed nok var depressivt anlagt.
Det var ikke noget jeg som sådan ellers mærkede til,  men jeg var glad for følelsen af ekstra opmærksomhed og et slags sikkerhedsnet, som det også er ment som.

Hvis I har nogle spørgsmål, så må I jo endelig spørge. 

Faktisk har jeg det sådan i dag, at jeg af flere årsager ikke skulle være Augusta foruden. For helt egoistisk set fik jeg styr på mit lort – og jeg aner ikke hvordan eller hvornår jeg ville få styr på det, hvis jeg ikke var blevet gravid.
Det er også det jeg hører fra mine venner og familie, når de tager noget fra fortiden op (‘de’, fordi det gør jeg ikke rigtig): der er en skillelinje mellem før Augusta og efter Augusta, der er enormt kontrastfyldt, når det kommer til mig og mit take på livet. Den bolig vi bor i nu, f.eks. er den første bolig jeg bor i, selv. Og det er så med et barn. Ikke at det er et kriterie for om man har styr på tingene, eller ej, men det er ikke nogen tvivl om, at før barn ville jeg sgu ikke kunne administrere at bo selv, fordi jeg ikke var særlig stabil.

Men det tog en drejning, mit nye spor, som var dukket op. Jeg besluttede jo efter min eksamen, efter jeg blev pædagog, at jeg alligevel ikke ville tage til de samtaler jeg ellers var kaldt til. Alle søgte pædagogstillinger og det føltes pludselig som et væddeløb, som jeg da ikke måtte tabe, så jeg søgte, ligesom alle andre. Muligheden for at blive selvstændig var der bare – og interessen lige så, så selvom jeg har levet et ungdoms- og voksenliv, hvor jeg virkelig har ønsket der var mere stabilitet og kontrol, så tog jeg sgu en beslutning om at jeg skulle kaste mig ud, hvor jeg muligvis ikke kunne bunde. Det er jo en chance at tage og selvom mange lever således, så er jeg alligevel typen, der virkelig trives med en fast indkomst, faste arbejdstider, en chef og den slags. Nogen der kaster pengene til skat, før jeg får dem og nogle der lægger min vagtplan. Og tjubang, det er altså ikke livet som selvstændig.

Jeg forstår derfor ikke helt endnu, at jeg er 100% selvstændig, men det er jeg, på trods. Hvor længe det bliver ved aner jeg ikke. Og fremtiden, som det sker flere af jer spørger ind til, kender jeg ikke.
Jeg kan nok ikke lave dette i fem år, så skal der nok andre “boller på suppen”, nye eller flere opgaver. Mit eksamensbevis, der hænger så fint her ved siden af min computer, ved jeg heller ikke om jeg kommer til at bruge.
Sagen er den, at jeg ikke lige nu kan se mig i en 37 timers pædagogstilling, men sagen er også den, at jeg er dårlig til at strukturere min tid som selvstændig og der pt. er lidt røde tal på bankkontoen.

Min lille (nye) drøm, som jeg selv finder lidt for ambitiøs, kræver jo en helt ny uddanelse og dispensation, grundet uddannelsesloft.  Lorte uddannelsesloft. Men jeg forsøger at gøre hvad jeg kan, for at kunne komme til optagelsesprøve. For så har jeg da prøvet! Det må også tælle for noget. For mig selv, ikke mindst, da man skylder sine drømme at give det et skud.

Så fremtiden, som jeg indimellem funderer lidt over på øverste etage og her på domænet, kender jeg ikke. Jeg øver mig i at tænke nu-og-her, men samtidig skuler jeg liiidt fremad. Både af bekymring, men også fordi jeg efterhånden tør drømme og tør kæmpe lidt.

Kæmpe klapsavle, hvis du kom gennem dette lange skriv. Skriv en kommentar og jeg sender en highfive og en krammer for indsatsen. Jeg selv sidder forresten splitragende nøgen på bedhoffice og skriver og drikker kaffe, som nok dog er kold efterhånden. Jeg er jo alene, så jeg kan gøre hvad jeg vil, men nu vil jeg så springe i tøjet og hente min meget store pige i børnehaven.

Som altid; kommenter endelig! Kan du genkende nogle af tankerne – eller vil du blot lige sige et par ord?
Jeg elsker jo, når I gør det!

KH! Johanne

PÆDAGOG: SÅDAN!

image153

SÅ! Det var i dag, som at det var det var, vi var nervøse og gennemførte. Og nu, ja, nu er vi færdige og jeg er pædagog.

Ja, overskriften har to forståelser, for på den ene side er det et hurra! EtDAN, jeg gjorde det”, eller VI gjorde, fordi det var en gruppepræstation. På den anden side er det også et sådan; altså sådan her gjorde jeg det. For én ting er at jeg er overvældet, jeg sidder i min seng, min mor vasker op i mit køkken, fordi min lejlighed var ikke gæsteparat og den er præget af en bachelor-stemning, hvor alt flyder – mest af alt noter, mens min bror, svigerinde og datter er ude i byen for at købe en jordbærtærte, en anden ting er, at jeg er stolt.
PISSE stolt over mig selv.

Jeg har en 9. klasses eksamen og har oplevet uddannelsesmæssigt nederlag på nederlag. Min selvtillid ift. at præstere fagligt er klart svækket og i dag har jeg brilleret, jeg har udviklet mig med de piger, som jeg har arbejdet så tæt med og jeg er bare så stolt af min og deres præstation.
At gå fra en 9. klasses eksamen, følelsestraumer, der kan fremkalde tårer ved tanken, om at stå til at få en studenterhue, planlægge studenterkørsel mv., til at stå her i dag, med en professionsbachelor og et snit på 10,3.
Jeg ville gerne have afsluttet med et 12 tal, det skal ikke være forkert at sige, men jeg er også stolt af mit 10 tal.
3,5 års arbejde, 3,5 års udvikling, personligt og fagligt er slut.
Da jeg så min familie og nogle af mine tætteste venner sidde på min skole med flag, bobler og jordbær (og generelt mange vingaver, fordi de kender mig så godt) slog benene væk under mig. Augusta fik råbt TILLYKKE MED AT DU ER BLEVET EN LILLE PRUT ud over den åbne, 4 etagers bygning, til manges morskab, da censor og vejleder voterede, men jeg vidste jo godt hun mente pædagog og blev fjollet og jeg gik med tårer helt op i panden ind og fik min karakter.

Jeg tænker tilbage på den dag, hvor jeg sad med en 9 måneder gammel Augusta og åbnede min mail, for at læse jeg er optaget på en uddannelse, uden faktisk reelt at være kvalificeret, ikke kvote 1-mæssigt, men fordi jeg har skubbet på. Dengang var ideen om at jeg ville have et børnehavebarn, når jeg blev færdig, en helt vanvittig tanke og det føltes som en utopisk fremtid, men i dag blev min utopiske fremtid til en realitet.

I morgen starter jeg et nyt liv. Eller, vi skal lige til Norge, men i næste uge starter min nye hverdag. Og jeg glæder mig!

Tusinde tak for jeres tillykker og støtte. Det betyder mere, end I aner.

“ER DET IKKE BARE PISSE HÅRDT AT SAVNE?”

2017-01-16-11-15-53Jeg synes egentlig der bør være en god vekselvirkning mellem det sure og det søde, her på bloggen, for jeg synes ikke det bør være et pessimisme sted, hvor jeg ikke laver andet end at råbe FUCK, ØV og SGU, brokker mig over tilværelsen og synker ned i et hul – selvom det da helt sikkert kan blive interessant læsning.. Men så er jeg jo OGSÅ glad, som jeg håber på mine indlæg OGSÅ bærer præg af, for jeg synes jo godt om de nye omstændigheder. Oftest.
Nogle gange skal de her tanker bare UD og der vil være tider, hvor man skal scrolle lidt, for at komme forbi de her føle-føle-udbasunerings-skriv, men jeg håber I er klar på at denne blog skal give et indblik i mig og mit liv – og det er dermed altså ‘det sure med det søde’.
Og sjove. Selvfølgelig.

Jeg savner bare Augusta disse dage og selvom min alene-tid gik godt, så bliver det lidt hårdere, desto flere dage der går. Der er tre hele dage, hvor jeg slet ikke ser hende og ordningen er pt. sådan, med afsæt i denne uge, at jeg afleverer hende i børnehaven om tirsdagen, hvor faren så henter – og om lørdagen kommer han med hende. Dvs. onsdag, torsdag, fredag ser jeg kun hende, når hun har lyst til at FaceTime – og det er ikke altid hun vil det, hvilket selvfølgelig er i ordenmorten. Hun savner jo nok også mig og det er ikke sikkert det hjælper hende at ringe til mor og blive mindet om det.
(Men det ville hjælpe mig, men nu er det jo ikke ego-Johanne det handler om her).

Dagen i dag er brugt på eksamenslæsning, tullen rundt herhjemme og mit studiejob – alt noget jeg fik dokumenteret i en lille film. Jeg har nemlig ‘vlogget’ (et pænt ord for video-blogget) og selvom jeg plaprer løs nok til at det er rigeligt, så lægger jeg den lige sammen med min dag i morgen, der byder på lidt mere tju-bang, end mig der snakkersnakkerogsnakker. Det håber jeg I vil se og den kommer nok op i morgen 🙂

Det er ikke længe siden jeg skrev et indlæg om at være alenemor og hvad jeg laver, når hun ikke er her og de tanker jeg beskriver der rammer meget godt, for jeg tænker virkelig på hende. Og på om hun er glad. Om hun har det godt i børnehaven. Hvad de får at spise og om hun nu forstår det hele. Små og store ting altså.

Det er uden tvivl dérfor der er stille på bloggen de første alenedage, fordi jeg er lidt følelsesrundtosset, hvor jeg på den ene side er glad, forsøger at nyde, drikker et glas vin (jeg prøver med hvid for tiden – fan!) og tulle rundt i det nye hjem, gøre det til mit, men på den anden er her jo tomt af helvedes til og det er mærkeligt at de eneste fodspor der sættes er mine. Jeg skal ikke rydde op efter andre, der er ingen at tale med, ingen at putte og den eneste der sætter ting i køleskabet er mig.

Så nu, her på denne torsdag, er savnet stort. Jeg har haft de her to alene-aftener, hvor jeg først smider mig selv i seng klokken 2/3 stykker, fordi den gabende Augusta-tomme dobbeltseng bare råber: SKILSMISSEFAMILIE.

Flere har skrevet til mig, at de er glade for jeg deler mine følelser så ærligt, fordi I kan identificere jer med dem. Nogle er allerede skilt og kan huske det, andre sidder midt i det og få har det faktisk i vente. Den sidste lille gruppes primære spørgsmål er: er det ikke bare pisse hårdt at savne?
Og svaret er JO! Det er det! Mega hårdt.
Tildels bare det at hun ikke er her, men fordi det også minder en om den situation vi er i, vores virkelighed, som jeg frygter så meget har negative konsekvenser for Augusta, selvom vi gør vores bedste og selvom vores samarbejde indtil nu er upåklageligt godt. Men det er også vejen mod noget bedre. Det gamle fungerede ikke og nu finder vi os tilrette i det nye her og det kan godt være det tager tid og måske lærer man aldrig at lade være med at savne, og måske man slet ikke bør det, men jeg har en tro på det nok skal blive lettere!

Nu har jeg dedikeret to indlæg til savn og jeg kan ikke sige det ikke bliver de sidste, men snart forsøger jeg mig med et indlæg om hvilke fordele der er ved at være alene, for pludselig er der også en del frihed- som jeg selv er ved at lære at takle. Måske dét kan vække noget optimisme i jer, der sidder i samme situation 🙂

HVORFOR SKULLE JEG, SOM MOR, HAVE FLERE RETTIGHEDER END FAREN?

Jeg var i tvivl om det var noget jeg ville tage op. Altså det her med mine rettigheder vs. faderens rettigheder, fordi det er et utroligt følsomt emne, hvilket mit blogindlæg i går faktisk også bevidnede om.

Det var ment som en sidenotits, min kommentar om hvad mit syn på Augustas fars rettigheder og selvfølgelig om hvad jeg skråstreg vi mener er det bedste for hende. Det er en svær balance, for jeg kan forestille mig at ens egne følelser for det her barn og forælderrollen der ændres efter et brud er alt overskyggende, for det er immervæk (i hvert fald for mig) det vigtigste i denne verden, så det kan være svært at se objektivt på hvad der er i barnets interesse.
Men hvordan fanden vurderer man i det hele taget det på forhånd?

Hvilken ordning der fungerer bedst for barnet og hvem de skal have mest tid med – hvis det ikke er 50/50.

Vi kan sagtens blive enige om at der er en del af barnets liv, hvor det er ret så afhængigt af moderen, pga. amning. At forskning omkring tilknytning og om et barn har en primær og en sekundær betydningsrelation ift. sine forældre har jeg intet kendskab til – eller jeg vil i hvert fald slet ikke rode mig ud i det, men jeg har altså også en fornemmelse af at det her barselsræs, som mødrene tager mest af, som oftest hedder det sig 9 måneder til mor, 14 dage til far, såvidt jeg husker, har en betydning ift. denne afhængighed af kvinden og har ikke så meget med æggestokke og fødsel at gøre. Så HVIS der nogle gange er noget der hedder primærforælder, når barnet er helt lille, at “moderen er vigtigst” (som jeg hører nogle sige – og mene), så kunne man reflektere over om det var en del af grunden.

Men se så i vores eksempel. Vi er to forældre der elsker vores barn lige højt (op til månen og tilbage igen, I ved), men hvordan vælger man “en ordning”? Jeg har haft langt det meste af barslen, men han er en lige så stor del af hendes liv og identitet, som jeg. Hvis  7/7 er for meget, hvad gør man så? Det er sgu svært at dele året op skal jeg hilse og sige, for der er jo også weekenderne, det her snit ud af en 14-dages periode er vildt svært at planlægge!

Skal vi så lave en fordeling, hvor den ene forælder har betydeligt flere dage og så har den anden færre?
Hvor er retfærdigheden i dét? – også set fra barnets syn, ift. relationen, som jeg kan gisne om kan risikere at svækkes af at man kun ser far hver tirsdag og hver anden lørdag-søndag. Det handler selvfølgelig om barnets tarv.

Det er vores overbevisning, i vores liv og tilværelse (ikke dit liv!) at Augustas far er lige så betydningsfuld i hverdagen, som jeg er. Og jeg er lige så betydningsfuld som han er. Det er derfor jeg skrev min kommentar i mit indlæg, der forresten egentlig bare handlede om at være alene, men som pludselig føltes som en pegen fingre af andres ordninger og måde at tilrettelægge deres brud på.

SELVFØLGELIG er hver familie forskellig. SELVFØLGELIG kan der være en forælder, der ikke gør det de skal i rollen og ikke fungerer nok til at være den, med mest tid sammen med barnet. SELVFØLGELIG kan nogle vurdere at dét barnet altså mest har brug for er moderen og nogle vælger at lytte til visse eksperter, der mener at et barn under så og så mange år ikke har godt at være væk fra en af forældrene, mens ældre børn måske bedre kan håndtere længere tid væk fra den enkelte foræder – og nogle børn har brug for en base, hvor de faktisk bare er allerallermest, fysisk, for at kunne finde ud af sit liv og være i god trivsel.

SELVFØLGELIG kan vi ikke dømme andres ordninger, fordi der kan jo være årsager til så meget, så tro ikke det er det jeg gør, med disse ord.

Det vi kan blive enige om er at det er skide svært at finde ud af. Det kan være en kamp mellem de voksne kan jeg forestille mig og det må både være svært at være den der siger at barnet altså bare har bedst ved at være mest hos MIG, fordi de føler dét, er farvet af deres egne følelser og skræk for savn, men måske også ser at det er barnets tarv, med en mere fast base, hvor det er mest.. Men det må da virkelig også være svært for den anden part, at få beskeden om at de ikke er lige så vigtige og kan undværes 12 ud af 14 dage. Av min arm altså. Både for barnet, men også for den forælder der får tildelt betydeligt mindre tid med det vigtigste i livet.

De to mails jeg fik var venlige. Nu skal vi ikke lynche nogen. Jeg har også svaret de kære damer, som mente jeg gjorde mig klog på andres omstændigheder og jeg ved faktisk ikke om dette indlæg har hjulpet et dyt – måske jeg begiver mig ud på endnu dybere vand, men det jeg vil sige er at JEG (vi) har det godt med vores ordning, fordi vi er sikre på det er godt for Augusta at det her forælderskab, selvom forholdet er brudt, er ligeværdigt og ligestillet.
Én formulerer en uforståenhed over hvorfor jeg ikke vil have hende mere, når jeg nu som mor, kan (ud fra statsforvaltningen generelle og gennemsnits anbefalinger kan jeg forestille mig- jeg ved ikke noget om afgørelserne der), men jeg ser ikke nogen grund til at trække moderkagekortet, for jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle kræve Augusta mere, når hun nu har to forældre.

Hvad vi gør, hvis Augusta ikke trives i det og hvordan vi vurderer hvad en evt. reaktion er pga. af aner jeg ikke, men det jeg havde brug for her var at få sagt at jeg mener fædre er skide vigtige. Ligesom mødre også er!

Nu håber jeg ikke folk får brand i øjnene og tænker: what a bitch, hun ved ikke hvad der er bedst for mit barn – for nej, det ved jeg ikke. Jeg ved sgu heller ikke om foræder/barn relationen bliver dårligere af at ses sjældent, det er blot gisninger ift. hvem man føler er en af de vigtige omsorgspersoner og for mig, der også er skilsmissebarn elskede jeg begge lige højt, men min far var bestemt mere legefar, end forælder, med alt det sure det også kan medføre.

Måske er det jeg i virkeligheden prøver på, at tale FOR faderens rolle for barnet, som ligestillet moderens.
Det er uden tvivl dén ene mail der fik mig til at gå til tasterne og med en forhåbning om at det er undtagelsen frem for reglen, at nogle mødre får gennemtrumfet mere tid fordi statsforvaltningen nok ville give dem det.. selvfølgelig er det fordi vi elsker vores børn og vi ikke ville være dem foruden, overhovedet… men hvad med barnet og dets far?

Hvor er balancen og hvordan finder man frem til hvad der er bedst?

Kærlighed til jer der forsøger at få det til at fungere og prøver ting ad, for at se hvad der er bedst for børnene. Det er i hvert fald aldrig “bare lige til”. Vi gør vores bedste <3

2015-01-01-00-00-00-97

ALENEMOR: HVAD LAVER DU, NÅR BARNET IKKE ER HOS DIG?

alene

Jeg må indrømme: det er ikke så slemt som jeg havde frygtet. Det her med at være uden Augusta altså.
Savnet er selvfølgelig stort, men det opvejes lidt af at jeg ved hun er i 100% trygge hænder, at hun er hos sin far, som er lige så god som hendes mor. Jeg kan selvfølgelig ikke komme udenom at jeg gerne ville have at hun bare var hos mig hver dag, men omstændighederne er jo sådan at vi er gået fra hinanden, ham og jeg, og med den beslutning er der jo konsekvenser for alle – og det er det her afsavn. At han ikke skulle have hende eller at han skulle have hende meget mindre, end jeg skal, ville være noget af det mest uretfærdige for hende og ham, så derfor tror jeg også det er lettere for mig, at hun indimellem ikke er her og jeg må lære at affinde mig med den ensomhed der følger.

Men hvad laver jeg, når hun ikke er her?
Først vil jeg sige det er tomt. Det virker ligegyldigt at have en 3-værelses lejlighed, når man er alene hjemme. Jeg er ikke mig, hjemme. Jeg er vitterligt alene hjemme, fordi der mangler en.
Jeg bruger tiden på at tjekke låsen og sørge for indbrudstyve ikke kan komme ind, lytter efter spøgelser og tænder lys, for at jage eventuelle vildfarne zombier væk. Det er mig der er underlig her, det ved jeg, men det er sådan jeg er, når Augusta ikke er her.
Men de fleste kender vel at det ikke er lige til, at falde i søvn alene, når man er vant til der er to andre i nærheden, men jeg er ved at lære det. For tiden sover jeg nok 1 time efter jeg lægger mig hvor der de første mange uger gik timer, fordi man bare ligger og lytter.
Til stilhed.
Og når der er stilhed og der er tanker nok på øverste etage.
Kender I det?

Sagde jeg ‘det der’ lidt for surt, sidste gang vi sås? Hvad laver hun lige nu? Savner hun mig? Det er både godt og skidt jo. Skulle jeg bare have båret hende, da hun nægtede at gå op af trappen – var den velvalgt, den konflikt? Hun skal også snart til at lære at lege selv.. men kan jeg forvente det af hende, midt i alt dette?

Og selvfølgelig Hvad med fremtiden? Hvad når han får en ny kæreste? Kan jeg overhovedet holde det ud? Burde jeg date? Dét kan jeg virkelig ikke overskue!

Osv. osv.

Det er som tankediarré med et drys af dårlig samvittighed, som en slags øv-krymmel i hjernen.

Jeg drikker for meget vin, når hun ikke er her. Og så laver jeg urimelig lidt. I hvert fald ift. hvad jeg havde regnet med jeg ville. Overraskelsen over forventninger vs. realitet er faktisk lidt vild – den gælder f. eks. også kosten, når Augusta er væk. Tænk jeg regnede med spise sundere og træne, efter flytning (LOL).
Selvfølgelig er mine dage optaget af studie og eksamensfittelihut, men det udfylder jo ikke HELE min dag, for når min eksamensbuddy er gået er her atter tomt. Der er kun mig og jeg kan mærke at jeg på den ene side er ENORMT rastløs: henter ting i køkkenet, liiiige skal se noget på nettet, slukker lyset i gangen, tegner lidt – stopper KONSTANT den serie jeg er ved at se, fordi jeg ikke bare kan være.
På den anden side, når jeg ikke har Augusta i weekenden, så kommer jeg knap ud af sengen. I har været så søde at lade mig fortælle det er meget normalt – også det at gå i byen, fordi det er en form for sorgperiode og en tilvænning til et nyt liv og det er jeg glad for, for ellers ville jeg sgu være bekymret for mine svingninger.
Men det at ligge i sengen en hel dag er alligevel meget rart. Jeg skulle blot vide det var normalt. Det skulle man ikke tro det ville være, når man ligesom var blevet mor, for med tilblivelsen af et barn forventer alle vel livslang fysisk tilstedeværelse af barn i sit liv. Men måske jeg var klar, ubevidst, fordi jeg størstedelen af min graviditet troede jeg skulle være alene og dele barnet med faren.

( Hvis du tænker “HVAD?”, så kan du evt. læse indlægget om at blive gravid ved et uheld )

Faktisk er jeg en tand ked af at indrømme det, men jeg kan så mærke jeg faktisk har mere overskud, af at have “fridage”. Det med at være ENLIG mor – altså ved at der ikke var en partner hun skulle være hos eller til at dele det hele med ville jeg have svært ved at se mig selv i. Naturligvis er det ikke altid man er herre over den måde at leve på, så det jeg egentlig bare vil sige er at CADEAU til jer der er selv med børn <3
Jeg har overskud, når jeg har Augusta.
Jeg er TIL STEDE som ind i helvede, på den der: “vi leger INTENST sammen HELE dagen og min telefon er på lydløs”-måde. Jeg har købt ind til alle dage (dagen før godt nok, but still), planlagt evt. ting vi skal nå, men holder det på et minimum, er glad, klar på at håndtere ALT og har bare ingen af den rastløshed, som jeg oplever på alene-dagene. MÅSKE særligt fordi jeg er ladet op.

Jeg var selvfølgelig “en god mor”, da jeg var sammen med Mikkel, men det er ikke det samme. Det er svært at adskille hvad der er ren hård foræder-kost, hvor hverdagen af gode grunde tærer på en og hvad der er følelser omkring at være i et forhold, som man ikke tænker er holdbart, men disse “opladningsdage”, når jeg er alene er virkelig rare kan jeg mærke, når jeg så er sammen med Augusta. Man værdsætter virkelig også tiden og giver dem kvalitet på en anden måde, end jeg formåede før.
Men måske det bare er mig med den følelse.

Sikke en tankestorm herfra. Det jeg ville sige var jo egentlig at jeg er okay, her 1,5 måned inde i mit nye liv og jeg kan mærke det er det rette. Stadig.
Jeg håber du kan finde hoved og hale i min tankestorm.

– Måske det er genkendeligt for dig?
Hvad laver DU, når dit barn ikke er hos dig? Og hvordan har følelserne det?

5 FORNUFTIGE NYTÅRSFORSÆT FRA EN SINGLE MOR

billede1 Men. Vent engang – var hun ikke sådan ret anti-nytårsforsæt i 2015? Tjo, jo, men klap lige geden, for det handlede jo om at jeg faktisk bare ville være ret så uambitiøs. Modsat alle andres nytårsforsæt – og den gængse forståelse af disse, der tit handler om omlægning af (dårlige vaner). Læs med for det her er da ikke en opremsning af nytårsforsæt, der sætter mål som træning, mere broccoli i kosten eller lovning om at man vil skifte navn til Noora og lære norsk… ville det ikke bare være én stor kliché? Nej nej, jeg står stadig ved at jeg nægter at være ambitiøs og løbe et halvmarathon eller sætte andre store mål for mig selv, bare fordi tiden føles som om den render igennem et stort timeglas. Hvis du pludselig har brug for at lave nogle livsændrende forandringer i dit liv, så er der altså 11 andre måneder du kan gøre det i.

Men hvis du er nysgerrig efter hvilke nytårsforsæt jeg faktisk havde til mig selv til 2016, så kig gerne i linket lige herover. Jeg synes jeg har nået dem alle ret så fint – men sådan er det når man sætter standarden lav: der er større chancer for at opnå sine mål 😉

Lad os springe ud i det: 5 nytårsforsæt til mig selv – og jeg tænker vi evaluerer midtvejs på året.

1. LÆR AT VÆRE ALENE
Jeg vil (forsøge på at) lade være med at sørge.

Det lyder måske hårdt for de der er i et forhold og ligger i ske med deres livs kærlighed lige nu, mens ungerne lykkeligt bobler i det tilstødende lokale. Selvfølgelig vil jeg savne Augusta når hun ikke er her, men jeg vil lære at slappe af, når hun ikke er her. Ja, faktisk NYDE det. Jeg kan ikke bruge tiden på at sidde i hendes seng og snøfte, for omstændighederne er nu engang som de er og så skal jeg sgu også lære at være Johanne.

2. KOMPENSER IKKE FOR NOGET
Jeg vil være samme forælder som før.

Hvor jeg før flytning måske ville have tænkt: NU skal jeg være på. NU skal jeg være DEN BEDSTE mor jeg kan være. Jeg vil være MEGET sjovere, mere spændende og lave de vildeste ting.
Men nej.
Jeg vil være mig selv, for det er det der er mest holdbart i længden. Jeg er mor ud fra intuition, kærlighed og lyst og sådan vil jeg forsætte. Jeg tror på Augusta elsker mig lige højt om vi så spiser lasagne og frysesuppe, efter vi har leget på værelset og i baggården, som hvis vi er i Tivoli og spiser sushi efter.

3. SOV, SLAP AF OG SOV LIDT MERE
Jeg vil nyde, når jeg er alene.

Jeg forbinder det meget med punkt 1 på en eller anden måde, men nu handler det ikke om det jeg skal undvære, men det jeg skal nyde. Jeg vil rende rundt i de grimmeste underbukser, have håret i knold, slæbe dynen med ind i sofaen og drikke vin. Jeg vil bunde al Netflixs indhold og gøre præcis hvad jeg har lyst til. Måske jeg skal købe en mikroovn, så jeg også kan få lavet popcorn?
Selvfølgelig har jeg en skole der skal plejes, lektier, prøver og så videre, men for alt i verdenen vil jeg forsøge at gøre mit hjem til et fristed. Mit sted. Vores sted, når Augusta er der, men når hun ikke er vil jeg lave præcis hvad jeg lyster.. og det involverer muligvis en is (spises direkte fra bakken) og en ansigtsmaske.

4. ACCEPTER FRUSTRATIONERNE
Det er ikke altid let – og det er okay

Jeg ved ikke om det bliver lettere med tiden, men savnet er svært. Det er hårdt at tænke på om hvor meget barnet nu forstår og om vi tackler det helt rigtigt. Jeg overtænker uden tvivl, men en forælders lod i livet er måske bare bekymringerne… og dem skal der også være plads til, for det er ikke let. Det er ikke sjovt at være en del af statistikkerne og gøre sit barn til dele-barn.

5. PRIORITER KOMMUNIKATION
Også det svære.
OG på en pæn måde for fa’en!

Som jeg før har skrevet om kan jeg lukke mig selv lidt inde.. det har I så heldigvis delt jeres tanker om, som meget normalt – særligt når man skal forholde sig til så meget nyt og i den forbindelse lukker jeg nogle gange også af for kommunikation. Hvis det er en weekend kan to dage snildt gå med at udskyde at svare på sms’er. Jeg vil lære at skrive til mine veninder, når det er hårdt. Også bare lidt.

Og så skal jeg for alt i verdenen blive ved med at kunne tale pænt med Augustas far, fordi dét er SKIDE vigtigt – så dét fortsætter vi med. Bombarderinger med billeder, når det passer og sms’er, når der er tid. Det er simpelthen så vigtigt som det ser ud lige nu, hvor savnet er stort og hvor vi stadig føler en gensidig usikkerhed.

Hvad tænker du om de mål for 2017 (…og fremover)?
DEL gerne jeres!

 

ET HELT NYT LIV

image13

Vi havde nok begge følt den komme i lang tid… at det var blevet meget venskabeligt, det her forhold vi var i og at vi skulle ende her, der hvor vi er lige nu.

Jeg skriver i datid, for vi er ikke i et forhold mere og det er en beslutning vi begge har taget sammen og man kan sige det er rigtig heldigt, for vi er begge enormt enige i at det er en rigtig god vej vi skal til at gå. Det er et brud der er svært, for det er det, når der er et barn involveret, der kommer til at skulle leve som dele-barn, men for os er det den rigtige løsning, for vi skal være glade hver for sig. Vi kommer ikke til at gå helt alene, for vi er jo forældre til verdens sødeste pige, og selvom det er slutningen på et kæresteforhold og et partnerskab under samme tag, så er det starten på et venskab og et samarbejde, som vi vil gøre alt for fungerer optimalt.

Lige i dette øjeblik sidder jeg i min nye lejlighed, i min gamle sofa, omgivet af flyttekasser, som jeg knap nok aner hvad der er i male-belysning, som min far har stillet her og meget meget trætte ben. Jeg har lige facetimet med Augusta og det gjorde sgu ondt. Det gør også ondt at skrive det her, for i aften skal jeg sove alene.

Men jeg er glad! Og det er han også! Det er super ambivalent og vi går sikkert en turbulent tid i møde, med nye rutiner og en skærpet opmærksomhed på Augusta, men det er også spændende, for det åbner jo også op for et nyt kapitel for mig. Dette bidrog uundgåeligt til at korthuset lige væltede lidt i sidste uge. Der var som sådan ikke sket noget, men når man jonglerer mange tanker, frygt og alt for mange to-do’s, så kan det hele godt blive lidt for overvældende – selv for de stærkeste.
Jeg ved rigtig mange har de bedste intentioner, når de går fra hinanden om at det skal gå godt og al kommunikation skal køre på skinner og alligevel kan det gå skævt og det kan det sgu sikkert også her, men jeg har en eller anden ro i maven om at Mikkel og jeg bare kender hinanden så godt og tænker ret ens på mange ting, så vi har et udgangspunkt som bare er pisse fedt.

Vi har jo ikke haft en let start.. som jeg har skrevet om for ikke så lang tid siden. Vi blev først kærester da Augusta blev født og selvom det ikke har været et “tvangsforhold”, for vi valgte hinanden til, fordi vi kunne lide hinanden, så har vi stadig været under et pres, for vi har jo altid været tre personer. Prøv lige at forestille dig hvordan du ville have det med din kæreste eller mand, hvis I først skulle kende hinandens dårlige sider og finde ud af hvad han ikke er så god til (og omvendt), når I står med et lille bitte barn i armene.

Vi elsker begge Augusta ubeskrivelig højt og ønsker hinanden det bedste, så derfor står vi klar til at være der for hinanden og give hende al den støtte og kærlighed der skal til for at hun skal kunne klare denne nye konstellation, med to hjem. Måske I kan læse at jeg virker afklaret og rimelig rolig, men det er jeg også. Det har taget tid og det har bestemt også taget tid at finde ud af om det var sådan her det skulle ende. Men nu er vi klar og vi er klar til det skal gøres ordentligt! Og det vigtigste er at alt skal være så godt som muligt for Augusta og det er på længere sigt ikke at hendes forældre bor sammen.

Jeg er flyttet i dag og vi har jo vidst lidt tid at det var den vej det skulle gå og at jeg definitivt skulle flytte ud har vi vidst lidt tid, men det er svært at finde bolig i Aarhus, men jeg har været heldig og rammerne er perfekte som et lille hjem til Augusta og jeg! Jeg har bevidst valgt at vente med at skrive noget hér, da det der er mest fair, er at de nærmeste og SELVFØLGELIG Augusta vidste det først. Hun forstår naturligvis ikke så meget endnu, men jeg ville have svært ved at se tilbage, eller lade hende læse tilbage her, og se på at det røg på internettet før de vigtigste fik beskeden om fremtiden. Det har været verdens mest kaotiske dag, men det må jeg skrive mere om… jeg tror ikke mere kunne gå galt denne dag, så det er en længere historie.

Og så håber jeg for fa’en I følger med fremadrettet – og være en del af mit “nye liv”. Jeg glæder mig til at starte på noget nyt, i min nye lejlighed og åbne op for et kapitel i mit unge liv. Som jeg også glæder mig til at vise frem! Hjemmet altså! Jeg har svært ved at kalde det “alenemor”, for selvom jeg jo ikke bor sammen med faderen fremadrettet, så vil han jo altid være der – og være en del af Augustas liv på samme måde, som jeg er.

Fortsættelse følger jo… den næste tid vil jeg nok få lidt småtravlt. Både følelsesmæssigt og praktisk.

KH! Johanne

HVORFOR HAR JEG DET SÅDAN HER? | DE SVÆRE FØLELSER

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg vil lige ringe til Mikkel… men hvor er det nu man ringer op henne?
Beskeder.
Mail.
Instagram er det jo ikke.
Øh.
Opkald??? Hvor får man tastaturet frem på iPhonen???

I denne uge blev jeg ramt af noget, som jeg valgte at kalde stress, men kun lidt.. hvis man da overhovedet kan sige det sådan. Jeg tror det var et lille råb fra min hjerne til min krop om at jeg altså havde for meget i hovedet, til at det hele kunne følge med. Jeg synes ikke jeg er unormalt overbebyrdet, men det var så åbenbart en lille skoleopgave der skulle til, for at vælte korthuset, for at jeg måtte melde mig syg nogle dage, til at komme psykisk ovenpå igen. Det finurlige er at psyken så også påvirker korpusset, så når jeg nu havde tankemylder, så satte det sig spor i min krop, der var træt som ind i helvede. Jeg tænker ikke det var eller er full-on stress, men mere det her råb, som jeg heldigvis lige lyttede til og ikke bare neglisherede og arbejdede mig forbi – for dét er ikke muligt.

Jeg har mange tanker lige nu og selvom jeg er sikker på alt nok skal gå godt, så er november lidt prøvende. Opgaven er heldigvis færdig og nok ikke til en 12-tals præstation, men for helvede, hvad betyder det også? Jeg må lægge dét i den jeg finder forsvarligt og som jeg tænker jeg kan rumme lige nu og så må det være dét – og mon ikke det er nok? Det ser vi til eksamen, som er rykket til om lang tid, nu da jeg ikke kunne nå det denne gang. Hvis det går galt og jeg ikke består så må jeg jo tage prøven om, men her kæmper jeg lidt mod egne katastrofetanker og pessimisme, for på den anden side – på den mere lyse side – ved jeg godt jeg har en god chance for at klare den alligevel. Tale kan jeg jo for fa’en !

Men lyspunkter er der nok af i min hverdag. Jeg elsker min praktiksted og selvom jeg ikke kunne klare at være på og tilstede, som man skal være i en vuggestue, så giver det sted mig energi, på grund af de herlige mennesker jeg møder der. De er positive, opmærksomme og helt fantastiske at omgive sig med. Bloggen her giver mig afledning fra tanker og responsen fra jer gør jeg føler mig en del af noget større. Augusta giver mig bare lysten til at stå op og jeg ELSKER mit liv med hende. Det er svært at sætte en finger på hvad det er der trigger en sådan lille nedgang på kurven, en uge i mit 28-årige liv, nu da jeg kan se at jeg har så gode forudsætninger for at have det godt, men nogle gange dominerer hjernen bare med tanker og følelser, der er lidt mere negative, der overskygger alt det gode og rare, så man lige er nødt til at stoppe op. Jeg går i hvert fald, som jeg før lige har nævnt her på bloggen, en tid i møde, som bliver anderledes, og selvom det på mange måder også er godt, så bliver man måske aldrig klar…

Det er ikke altid sådan, at det der bare skal være nok plus-sider, kontra minus-siderne, for alle kan væltes og ingen ved desværre hvornår. Jeg er på igen og tilbage på arbejdet, på medierne og i mit normale liv, generelt hvilket heldigvis giver mig en masse i hverdagen.

Men er det nemt at sige stop for alle? Det var det ikke for mig, jeg skulle nok have givet mig selv lidt tid, noget før.. men hvad med de der ikke får sagt stop, eller ikke føler de kan? Vi er alle sårbare og kan rammes af depressioner, stress, stress-ish, nedture og det udefinerbare, der trykker så meget at man vælter.

Har du oplevet nedture? Af kortere / mildere grad – eller den helt store tur? Del gerne <3

Tak for du læste med, i dette ustrukturerede tankemylder!

Og forresten.. her om lidt udgiver jeg et indlæg, hvor du kan vinde en herligt masse penge, så næsten alle julegaverne kan komme i hus, til børn eller barnlige sjæle og jeg glæder mig til at smide det på, for jeg tænker I bliver glade og det har gjort mig glad at tage billeder dertil – de indeholder nemlig et styk glad pigebarn… altså hende på 3,5 😉

Kærlig hilsen Johanne

DET HER ER MIN HISTORIE: REAKTIONEN

IMG_5105
Jeg har fået megen respons på mit indlæg, Gravid efter første date og for det lille skriv i går i samme ‘føjeton’, som jeg håber kan give jer et indblik i min historie. Og tusinde tusinde tusinde tak for den massive respons! Jeg har virkelig følt en opbakning og en high five for åbenhed.

For mange der blogger ved jeg at det ville være noget af det første der blev sagt eller skrevet, men for mig har det altså bare været en af de ting jeg har været i tvivl om, om det nogensinde skulle ud. Men underligt nok har jeg så følt en distance til bloggen, da noget så essentielt i min historie og i mit liv, blev undladt.

For at følge op på det her forsøg på at skabe det hele billede af mig, vil jeg svare på et af de spørgsmål jeg har fået flest af. Det, der har har været i forhold til min familie og venners reaktion. Og hvordan alt sådan noget foregår.

Jeg fortalte min mor det på sms. Er jeg ret sikker på. Jeg husker faktisk ikke meget fra den tid. Det havde været en svær periode, efter jeg fandt ud af jeg var gravid, så jeg havde afskåret mig en del fra mine omgivelser for at tænke, men fortalt det – det fik jeg. Min mor, der er noget af det sødeste på denne her jord var der selvfølgelig for mig. Hun kender mig godt nok til at vide, at når jeg har truffet en beslutning og fortæller andre om den, så er jeg sikker og på det tidspunkt jeg indvilger hende i mine omstændigheder.. i min graviditet.. ved jeg at jeg skal være mor, som 24-årig. Kort tid efter fortæller vi det – sammen – til min storebror. Det var måske nok det sværeste, for selvom jeg ikke vil kalde det skuffelse hans øjne, så kunne jeg mærke hans bekymring for min fremtid, der jo fremover ville være domineret af det at være mor, hvor der naturligvis vil være nogle begrænsninger, i forhold til hvis jeg skulle være enlig mor, når det kom til at se verdenen for eksempel. Få år forinden var jeg sprunget ud af gymnasiet, i 3. g. – endda efter lancier, og generelt havde mine teenageår været præget af ret rodløshed og en dårlig attitude. Måske det er mig der projekterer, men jeg føler der generelt var en bekymring for andre, om om jeg nu havde tænkt det hele igennem.
Det var endda også meningen at jeg skulle have været i USA, som barnepige med en skøn lille dreng og pige jeg havde passet. Deres mor skulle arbejde der i nogle måneder og det var sådan set ret meget på plads at jeg skulle med – med for at arbejde, men også for at opleve verdenen og stå på egne ben.
Men sådan skulle det ikke gå.

De var der allesammen for mig kan jeg fortælle jer. Min familie og mine venner altså. Jeg tror det er meget naturligt at der kommer en reaktion, en bekymrende omsorg, men derfra var der ren opbakning og støtte.

Første gang de møder Augustas far er på fødestuen. Min mor, min far, min fars kæreste, mine stedsøskende, min bror, svigerinde, min farmor og mine bedste venner. I hold, som det jo er, når man er på barselsbesøg på fødegangen. Ditto er første gang jeg møder hans bedste veninde og hendes døtre også selvsamme sted, da jeg lå dér, i hospitalssengen, med morgenkåbe på, usminket og med vores fælles barn på brystet. Jeg havde mødt hans forældre inden da og det er noget af den bedste beslutning vi traf, for siden dét møde har jeg haft et tæt bånd til hans forældre, der også er nogle af de mest omsorgsfulde personer mennesker der findes – heldigvis!

Spørg mig ikke om det er akavet for nogle af os, at møde hinandens vigtigste personer, i en sådan situation. Dagene op til var enormt ukomfortabel ved tanken om besøg af “fremmede”, lige efter et kejsersnit, lige når jeg er blevet mor for første gang, med en mand jeg ikke rigtig er kærester med (på det tidspunkt) – men det gik GODT. På trods af de kaotiske og mærkelige omstændigheder var det hyggeligt og fokus var på Augusta, som det jo selvfølgelig skulle være den dag, men man kan vidst godt sige at vores barselsbesøg var noget anderledes, end de gængse gætter jeg på.

Alt handlede faktisk om Augusta og resten tog vi fra den dag…

Min tanke er at det uden tvivl også er vores omgangskredse, der har hjulpet ‘det hele på vej’. Samarbejdet mellem os, og vores gode forhold. Fra start har vores familier været støttende og opbakkende for os hver – men også sammen. Tænk sig at være så heldig, at man bliver taget imod med åbne arme, for dét ser jeg altså ikke som nogen selvfølge, kun som forhåbning.

Nu da jeg har skrevet dette indlæg tænker jeg faktisk om jeg skal kigge lidt på min fødselsberetning, hvor jeg har delt lidt tæt på hvordan jeg oplevede det at få kejsersnit, med den skræk og lykke det indebar. Jeg ved jo jeg ikke har fortalt jer om de særlige omstændigheder, så det er ikke en del af historien, men jeg mindes alligevel at jeg får mange af de følelser der var i spil den morgen, ud på skrift, men jeg har sgu egentlig nok undladt en stor del af oplevelsen, som jo også handlede om at jeg pludselig skulle være mor til et barn, hvis far jeg ikke var kærester med på det tidspunkt.

Tak for at du læste med <3

DET HER ER MIN HISTORIE: ET UPLANLAGT BARN

2015-05-19 11.02.38
Jeg håber du vil tage godt i mod endnu et lille skriv af tanker og følelser, om det at blive pludseligt gravid, med en man ikke kender så godt. Dette indlæg kommer af et andet skriv Gravid efter første date, som du måske nok skal læse inden dette, hvis du ikke allerede er opdateret. Og så skal jeg skynde mig at sige tusinde tak for den overvældende respons fra jer allesammen… tusinde tusinde tak – på det punkt er jeg nok lige lidt mundlam af overvældelse <3

Det er jo en enorm ambivalent følelse, det her med at sige det højt, at min datter slet ikke var planlagt, at hun faktisk var resultatet af en date, men et resultat, der ikke var meningen. Men omvendt, det er sgu det der sker for mange mennesker og det er det der skete for OS. Jeg vil gerne have at det er noget det er i orden at tale om og hvis jeg kan bidrage til at bryde nogle tabuer, så gør jeg gerne det.

Jeg har selv følt min historie som et tabu, men måske bidraget til at rodfæste det, som det, men slut nu! Det er sådan det skete og jeg står gerne ved det. Det er en beslutning jeg aldrig aldrig aldrig nogensinde fortryder – og det er det vigtigste og essensen i mit budskab, i disse indlæg, at selvom ting ikke går, som man regnede med, så kan det stadig ende helt og aldeles fantastisk.
Vi snakker aldrig rigtig med andre om hvordan det hele blev til. Vores familie altså. Det tages som en selvfølge at vi selvfølgelig nok var kærester et godt rum tid, inden vi valgte at blive forældre, men sagen er den, at det var et uheld. Graviditeten, altså. Augusta har vi valgt til og gud ske tak og lov for det for fanden da også.

Hun gør mig til den jeg er i dag – et bedre menneske en dengang, en kvinde med mere retning i livet – og med hende i mit liv har jeg ALDRIG været lykkeligere. Er der nogen der kender det?

Grunden til jeg aldrig har delt vores historie, før nu, er uden tvivl fordi det altså er Augustas historie – også. Og måske den aldrig skulle fortælles? Det er hendes tilblivelse og hendes liv med os jeg skriver om her, og der skulle gå tre år, før jeg turde tage bladet fra munden, for før nu synes jeg ikke jeg har kunnet formidle omstændighederne på den måde, som jeg kan retfærdiggøre hun skal læse det en dag. Jeg har længe tænkt: “ej, hun skal ikke vide hun var > sådan et barn <, der kom til fordi hendes forældre ikke tænkte sig om”, men jeg synes det er pisse vigtigt at få slået fast med syv tommer søm at alle familier er smukke som de er, hvordan de så end er kommet til at være familier. Alle har deres lille unikke historie og er uperfekte. Vi har hvert vores at kæmpe med og hver vores udfordringer. Nogles, som min, har bare nogle svære forudsætninger for at ‘lykkes’, altså som par.

– Og samtidig, for mig, har dét, at skrive disse ord, også en enorm terapeutisk effekt. Jeres respons på mit indlæg har været enormt givende og jeg syens det er fan-fuckig-tastisk som I deler jeres personlige historier også.

Jeg føler lidt jeg kan svare de der spørger hvor længe Mikkel og jeg har kendt hinanden, uden at lyve – nu. Fremover tør jeg måske sige:
Jamen Augusta er 3,5 år, så læg 9 måneder til og så lang tid har vi været i hinandens liv” og stå ved at det er sådan vores familie ser ud og hvor lykkelig jeg er for at have de to i mit liv!

I næste indlæg, som jeg smider på i morgen, vil jeg enormt gerne dele lidt ud af reaktionerne vi fik i vennekreds og familie. Så lige nu vil jeg skrive lidt om hvordan jeg fortalte det – altså breakede nyheden for de nærmeste og om det ret så akavede øjeblik på FØDESTUEN..nemlig da vi mødte hinandens nærmeste for første gang.