Browsing Category

Det her er min historie

DET HER ER MIN HISTORIE: GRAVID EFTER FØRSTE DATE

DETHER3Det er med dunkende hjerte jeg har udgivet det her lille skriv – eller begyndelsen vores historie, på det hele, som jeg gerne vil dele med jer. Jeg håber du vil tage godt i mod det og eventuelt læse de indlæg der vil følge <3


Det er jo sådan, at ikke alle familier bliver til på den konventionelle måde, ikke alle er forelskede, når de bliver mor og far første gang, for for nogle par er det sådan, at de knap nok hinanden.
Det er dén historie jeg nu – endelig – er klar til at åbne op for jer.

Min historie. Eller vores, for jeg gik på ni måneder fra singlepige til mor. Fra ingen forpligtelser og det frie ungdomsliv, til at have min egen lille familie.

Når det hele skal ned her på skrift er det lidt svært at finde ud af hvor det er man skal starte, for at starte ved begyndelsen virker lidt for lige til og dén kan vi faktisk hurtigt komme igennem. Det hele startede med en date. Eller to-tre måske. Præcist hvornår jeg blev gravid er jeg lidt i tvivl om, men regnestykket siger efter en romantisk middag og en flaske hvidvin med en sød ung mand.
Han var (han er) skøn og nok også lige sådan en mand jeg gerne ville have barn med – i fremtiden. Selvom jeg slet ikke gjorde mig de tanker dengang, den sommer jeg mødte ham, så er det jo tydeligt nu, at jeg var på stævnemøde med en gut, som er den perfekte far.
Sé, nu startede jeg alligevel ved begyndelsen. Hvor er det bare typisk for mig, at ting ikke går, som jeg havde tænkt de skulle gå.

Så. Det var ikke meningen jeg skulle blive gravid, det var ikke noget vi planlagde nogen af os, men det skete. Vi ved alle hvordan det sker, det behøver jeg nok ikke uddybe, men resultatet kom ni måneder senere en maj morgen, til et planlagt kejsersnit.
Fra første positive graviditetstest og til Augustas ankomst var en tid med tumult. Det var en tid med mange tanker, som: hvad med mig, hvad med mit liv? Hvad med uddannelse, kommer jeg nogensinde i gang (igen) – og hvad med faderen?

Med en privat scanning, der viste hjertelyd.. og en beslutning. Min beslutning.

Det var også en tid hvor to mennesker, der ikke var kærester, virkelig skulle lære hinanden at kende. Men heldigvis var han der for mig og har været der for os, fra dag et.

Men takt med at jeg bekymrede mig, glædede jeg mig også. Desto mere hun møffede rundt i min mave og sparkede på det udspændte maveskind, desto mere reelt det blev det. Og pludselig var jeg “hende der”. Hende, med en historie, hende der skulle forklares og hende, som folk undrede sig over.
JEG skulle fortælle det andre. Forklare det. Retfærdiggøre det. Jeg skulle fortælle det til min familie.

Og selvfølgelig var jeg også i tvivl.
Havde jeg gjort det rigtige?

Læs endelig med i næste indlæg, hvor jeg har skrevet lidt mere om tankerne – og tankerne bag at dele historien. Og kast dig endelig over skrivet der handler om reaktionen fra venner og familie (akavet.dk), hvis du er nysgerrig!

DET HER ER MIN HISTORIE: FIASKOEN

p1148314Jeg har købt bogen “Mor fortæl”, der med sine blanke sider indbyder til at nedskrive sine erindringer, til at give til sit barn.
Jeg tænker det er godt at få nedskrevet mine minder og tanker, til at videregive til min datter, så hun kan læse om min barndom, ungdom, oplevelser, følelser og minder – uden filter, og lige fra hjertet, som jeg husker det.

Men når man så sidder her og skriver om sig selv, om barndommen, opvæksten, der var fin og tryg, og skoleårene, så når man til et punkt, hvor man pludselig skal forevige ting på skrift, som man egentlig ikke er særlig stolt af.

Ting, hvor jeg tænker: “skal min datter vide dét?”

Der er bl. a. et afsnit om gymnasiet
En tid jeg ikke rigtig vil mindes, da det ikke var en særlig rar tid for mig. Jeg droppede nemlig ud.

Det har været til ret stor (tragi-komisk) morskab og forundring for andre, når jeg har fortalt, at jeg faktisk valgte at gå ud af gymnasiet i 3. g., lige inden læseferien, til eksamen. Jeg var endda med til Dronningebal, til Lancier, men med den viden i baghovedet, at jeg om få måneder ikke ville få samme hue, som mine medstuderende. Jeg skulle ikke køre studenterkørsel, selvom min mor gik og glædede sig og forsøgte at planlægge menuen, som hun stolt ville servere for mine klassekammerater, men uvidende om at den dag ikke ville komme.
Jeg trak den helt ud, og tanken om at jeg skulle lyve for min familie og omgangskreds, og deltage i dette “show”, denne aften, som var så magisk for andre, men for mig, på falske præmisser, får mig den dag i dag stadig til at græde.

Umiddelbart var det en enorm falliterklæring. Sådan følte jeg det i hvert fald, og der var ingen tvivl om at jeg også mente omverdenen tænkte det samme.
Og det gjorde de fleste faktisk. Min familie støttede op. Det skulle de jo, men alle andre mente jeg havde kastet håndklædet i ringet, uden at tøve.
Jeg havde påbegyndt noget, som jeg selv aktivt sprang fra igen, uden at gennemføre.
Dengang, inden jeg meldte mig ud var min holdning lidt “I dont give a shit”-agtig, for jeg ville ikke stå ved at det ikke var med min bedste vilje, at jeg ikke gennemførte, og det var i min optik meget lettere at virke skide ligeglad og sige man da ikke havde brug for at være en del af det fællesskab, som der var i klassen.
Men jeg var ikke skide ligeglad. Jeg var sindssygt ked af det.

Jeg vil ikke kunne give et endegyldigt svar på hvad det præcis var der skete, men jeg faldt nok langsomt fra i løbet af de tre år jeg gik på gymnasiet.
Jeg startede med de bedste intentioner, jeg ville gennemføre – med bravour, jeg ville imponere og få venner for livet.

Udfordringen jeg mødte var nok bare større, end forventet. Jeg havde tilmeldt mig italiensk på højniveau, og selvom jeg er skolet med sprog fra en tidlig alder, så faldt det mig ikke naturligt. Italiensk altså. Det faldt mig dog heller ikke naturligt at kæmpe for det.
Det lyder måske lidt lamt, men gennem min folkeskoletid var jeg mønsterelev, jeg fik 10-13 taller – jeg var dygtig, og det var enormt vigtigt for mig. Mit selvværd afhang i høj grad af ros, og anerkendelse for at det jeg præsterede var godt nok, og på min privatskole blev vi bedømt fra de helt små klasser, så jeg var vant til at vide hvor jeg stod, at det gik godt, at jeg gjorde det godt.

Jeg fik en depression af at gå på gymnasiet. Jeg kan ikke sige at gymnasiet eller de andre elever var skyld i denne depression, for jeg ved at jeg “meldte mig ud”, sådan i ånden, tidligt i forløbet.

Der var en prisoverrækning blandt eleverne, på en dag, hvor jeg tilfældigvis var der. Jeg fik ikke prisen som “ugens gæst”, selvom jeg var den på skolen med højest fraværsprocent, selvom jeg var sikker på det, da de annoncerede “titlen”.
Men jeg blev slet ikke nomineret, fordi de færreste i de andre klasser kendte mig, fordi jeg aldrig deltog.

Jeg ekskluderede mig selv fra fællesskabet i klasse og fra skolen, men jeg skabte relationer til andre på skolen, bl. a. en dejlig pige, som jeg var roommate med i flere år. Vi tog i byen om torsdagen og havde det fede ungdomsliv i vores egen lejlighed, da vi var 17-18 år.
Forskellen var at hun tog på skolen fredag moren bagstiv, når vi havde været i byen, hun læste, hun var livsglad, social og deltog, så hun bestod og blev student.

Jeg projekterede helt sikkert min usikkerhed, om de andre elever, over på dem, så jeg følte de fremmedgjorde mig. Ydermere følte jeg, at når jeg endelig var der, så havde jeg en forventning, eller bare en forhåbning om at de “ville mig”, men så var jeg udenfor, for i deres øjne havde jeg jo fravalgt dem.

Der var dog også nogle piger, i særdeleshed een, der var meget grov, som i høj grad bidrog til at jeg ikke kunne være i klassen. Hun spredte rygter og talte meget dårligt om mig. Min mormor døde i et af de år jeg gik på gymnasiet, hvorfra jeg fik en arv. Denne klattede jeg væk, bl. a. på et par dyre tasker, som denne pige bildte de andre elever ind, at jeg havde prostetueret mig for at få.
Dette gjorde bestemt ikke mit liv, eller umedicinerede, deprimerede sind, bedre.

Mange har efterfølgende spurgt mig om jeg ikke bare kunne have gennemført.
Svaret ville endegyldigt være nej, for jeg havde ikke deltaget i undervisningen. Den faglige udfordring var en for stor mundfuld fra mig fra start, så jeg gav op på forhånd, og i sidste ende skulle jeg op i fuldt pensum.
En lang række dårlige eksaminer, med undervisere og sensorer, der dumpede MIG (ja, mig, ikke mig, fagligt), ville tære alt for hårdt på mig, og jeg ville ikke kunne have klaret det.

Det bedste for mig var uden tvivl at erklære fiasko, og stoppe.
Da jeg så endelig kom mig over det hele, da jeg stoppede med at se studenterhuer overalt, da jeg kom mig over min vrede over denne mobning (fra en enkelt person), så tog jeg mig sammen og tænkte:

Hvad vil jeg med mit liv?
Det vidste jeg nemlig ikke før jeg skrev mig op til gymnasiet. Det havde jeg ikke gjort mig særligt store tanker omkring, jeg skulle bare kaste mig ud i det fagligt sværeste, for at min omverden kunne blive mest muligt stolt og imponeret af mig.

Så fik jeg job i en børnehave, senere hen i en vuggestue, hvor jeg var i over fire år.

Jeg fandt min hylde, min niche, min plads i livet.
Arbejdet med børn udviklede mig, det lærte mig løbende om konflikter – og løsninger af disse, om at være professionel, om at være ansvarsfuld, forstående, anerkendende og redskaber som tålmodighed. Ting der ikke står på skemaet på gymnasiet.

Jeg ville være pædagog! Augusta overhalede dog mine drømme indenom, men da hun var helt spæd og ny, og åbnede jeg en sen aftentime min digitale post, for at læse at jeg var optaget på min kvote 2 ansøgning til pædagogseminariet.
Jeg aldrig været mere stolt i mit liv.

Hvad skal Augusta vide?
Augusta skal kende til det hele. I bidder. Hun skal kende hele vejen, nedturene og hvordan jeg kom op igen.
Min omvej var ikke at gå ud af gymnasiet, det var at gå der i første omgang, det var at lade være med at sige fra i bedre tid. Dagene med at gå grædende fra undervisningen, over manglen på tætte relationer, eller onde blikke i klasselokalet kunne være minimeret, mens de nedslående mindreværdskomplekser fagligt såvel som socialt kunne være undgået, ved at jeg burde have følt lidt bedre efter i mig selv.

Jeg fravalgte ikke gymnasiet og min ungdomsuddannelse, jeg tilvalgte en anden vej, en vej til det jeg egentligt gerne ville, og det er jeg nu, set i relief, skide stolt af.

Det er det jeg vil give videre til Augusta, at selvom jeg har et lille sort hul på seks år, så var målet i sidste ende det vigtigste: en lykkelig og mega-fucking-sej pædagog-mor.