Browsing Category

Graviditet og kejsersnit

10 TING DU IKKE SKAL SIGE TIL EN GRAVID

1. Er du sikker på der ikke er to derinde?

Altså jeg har jo godt nok været til en scanning eller to hos et professionel babymåler-menneske med noget erfaring i gravide mavser og deres indhold, men ud fra din kommentar om min maves størrelse kan det da godt være jeg skal tage jordemoderens vurdering til revision. Det kan jo være dit skarpe øjemål er mere korrekt! Jeg må hellere købe ind til to nu – eller kan du tage et kig mere og lige estimere om der kunne være tre?

2. Med Alpha-Nixi flækkede jeg jo fra klitoris og helt op til nakken, efter jeg på 29. time fik vestorm og hun blev revet ud af min skede med sugekop

Ej, har du ikke flere interessante skræmmehistorier du kan dele ud af, så jeg rigtig kan få flere bekymringer om min forestående fødsel, end jeg i forvejen har?

3. Wow, maven har da rigtig taget fart nu, hva’?

Thats the thing about pregnancy, det går ligesom én vej.

4. Altså ikke for noget, men burde din mave ikke være lidt større nu her?

Det kan muligvis anses som et kompliment, da en lille mave for nogen er en positiv ting, men nu er det bare sådan, at man ikke selv kan styre hvor stor vommen bliver, så bare det her med at italesætte en kvindes maves størrelse er faktisk bare et no go.

5. Det her med at man må spise for to er en skrøne, har du hørt det?

Selv hvis jeg ville spise for otte var det min sag – og kun min.

(Jeg var personligt besat af Føtexfood sneglen og jeg sørgede for at der var både til mig og til Augusta. Det tror jeg på hun satte pris på)

6. Var graviditeten planlagt?

Måske jeg er ene om denne, punkt 6, men jeg kan simpelthen ikke se hvad man får ud af at stille det spørgsmål. Spørger man nogen der har været sammen i 8 år om det? Og hvordan vil du se ud i ansigtet, hvis svaret er; nej, det er simpelthen bare en upser.

7. Årh nu skal du huske at nyde det! NYD NYD NYD!

Én ting er at man ikke kan nyde på kommando og en anden ting er at det ikke er sikkert det er alle der reelt nyder at være gravid. Det er faktisk okay at føle det er sur røv, selvom der er mennesker der vil fortælle dig, at du SKAL føle det som den største velsignelse.

8. Sørg nu for at få sovet, inden baby kommer!

Arh tusinde tak, men jeg er også ret så sikker på at jeg ikke kan spare energi op, som var jeg et genopladeligt Duracell-batteri. Jeg sover så meget og så godt som jeg kan, velvidende om at jeg muligvis får minus på søvnkontoen, når baby kommer ud. Det behøver du sådan set ikke minde mig om.

9. Det ville være virkelig smart, hvis du kunne lade være med at føde inden vores bryllup.
Altså for din egen skyld!

Arh. For MIN skyld?
Helt sikkert.
Dit bryllup er jo også på min top 1 over mine vigtige kommende begivenheder, så det ville helt sikkert være træls, hvis jeg skulle gå hen og blive mor lige inden din vigtige dag. Jeg vil enormt gerne gå over tid og være pissefucking højgravid, så jeg kan sidde og drikke alkoholfri drinks og forsøge at holde mig vågen under dit bryllup.

10. Har du fået dine tigerstriber?

Strækmærker? Jeg fortæller dig det, når det sker. Eller vent: måske gør jeg ikke. Måske det faktisk bare er noget jeg holder for mig selv.. ikke fordi det er pinligt eller forkert, men fordi der måske er ting man vil holde for sig selv og for nogle er de her kropsforandringer ting der lige skal sluges.


Bidrag endelig med flere, hvis du tænker der mangler nogle punkter – det kan være vi skal have en del 2 på!

(Og hvis du har lidt vrede i fingerspidserne og er igang med at forfatte en kommentar om hvor snerpet jeg er, så husk på at indlægget er udtryk for min egen holdning, endda sat på en spids – og er ikke nødvendigvis en universel sandhed der er gældende for alle. Men måske for nogen – let’s see 😛 )

Sidder du der og tænker; men hey, gravide siger da virkelig også meget lort, så har du helt ret: LORT GRAVIDE SIGER

 

 

 

 

Mit (planlagte) kejsersnit, hud-mod-hud og min ærgrelse

Jeg har tidligere skrevet om mine- og andres – tanker omkring mit kejsersnit – og meget malende beskrevet selve indgrebet og oplevelsen i et andet indlæg, og nu, her efter at have set dokumentaren, som mange vel så, i går, på DR fik jeg en sådan lyst til at lige knytte nogle kommentarer.

Dokumentaren var forresten, for de, der måske ikke så det, live, hvilket var ret vildt. Jeg har netop set den på nettet, da jeg ikke har haft internet eller tv en hel del dage – det er først kommet i eftermiddags (hurra!).

Det var forresten planen at jeg skulle have været med inde i studiet til netop dét program, og være blevet interviewet omkring mit valg af planlagt kejsersnit, og mine tanker, og det ville jo have været uhyre spændende, men som jeg tidligere har nævnt på bloggen, så er jeg ikke (endnu) god til at stå frem i sådan noget. Selv bare en præsentation i min klasse kan få min stemme til at ryste, men jeg øver mig mere og mere, og måske er jeg klar til TV, eller radio en dag. Jeg får i hvert fald en del tilbud om den slags, og på et tidspunkt må jeg jo sige ja, fordi jeg simpelthen synes det er så fristende.
Det her med kejsersnit ville jo have været super interessant – og relevant – at deltage i, men det blev ikke til noget alligevel, og så måtte jeg nøjes med at se på de spændende kloge mennesker, på skærmen.

Dengang vi fik Augusta, i maj 2013, var det her koncept hud-mod-hud faktisk indført på Randers Sygehus. Her outsourcer Aarhus deres kejsersnit til, hvis de ikke er medicinsk begrundet.
Jeg valgte dog dengang at sige nej. Hvis det var i dag, ville jeg helt sikkert sige ja.

Tanken omkring kejsersnit var skræmmende. Det må jeg indrømme. Men en fødsel – vaginalt – var uden tvivl meget mere skræmmende, men alt det nye i en egentlig operation kunne jeg ikke forene med at jeg straks skulle ligge med et lille barn, og måske endda risikere at kunne skule ned i et åbent sår – på mig selv. Men barnet skulle jo ud på en måde.
Jeg havde dengang et behov for at hun skulle tages ud og tjekkes igennem, inden jeg fik hende, og det handlede for mig om at tanken om hvis der skulle være noget galt, og hun skulle tages ud af min favn ville være skrækkeligt. Jeg var skide usikker.
Dét ønske respekterede personalet på hospitalet heldigvis, så vi havde såkaldt høj klæde.

Det viste sig så at jeg ville få en masse rystelser, som jeg skriver om i indlægget om mit kejsersnit, så jeg knap kunne ligge stille, så det at holde hende ville alligevel være en umulig opgave, så den fik kæresten, der lavede hud til hud få minutter efter hun kom til, og kom tilbage fra det tilstødende lokale, hvor hun skreg for første gang.
…men jeg ville nok gerne have prøvet, set i bagklogsskabets lys.

Vi lavede heldigvis længe hud mod hud i ugerne efter og det gav rigtig meget mening for os at have den kropskontakt – selv i strækviklerne, og særligt under amningerne.

Jeg faldt netop over dette billede i min Onedrive. Det kan godt være det ikke er just kønt, med ammeindlæg og dårlig opløsning, men det siger simpelthen så meget. Augusta er nok tre dage gammel, og vi er kommet hjem, efter nogle dage på hospitalet. Hun har gulsot – tydeligvis. Ligner en lille latina-baby, men jeg er lykkelig, glad og tryg.

Hvordan kom jeres børn til verden?
og har I set live-kejsersnittet?
Jeg er engang besvimet til et kejsersnit – men det var ved en gravhund, hos en dyrelæge.. der er åbenbart forskel på kejsersnit for denne gang fik det hel fint 🙂 Sikke et fantastisk indblik!

2013-05-11 20.02.03

De klamme kæmper og silikonebryster

Nu er jeg altså lige nødt til at lave en bette opsamling, for jeg er overrasket over den store respons på sidste indlæg, “Det vidste du ikke om mig”. Overraskelsen, for mit vedkommende, ligger i at der er utroligt mange af jer, der ikke har børn. Nogle der aldrig vil have børn, og ja, som jeg skrev: det er da fuldstændig op til en selv, om det er noget man vil have. Det er jo ligesom dig selv der skal passe ungen resten af dit liv.
Det er virkelig hyggeligt at der er så mange forskellige “typer”, der læser med her, og ikke at man er en type for sig, hvis man ikke vil poppe et barn, der er bare damer i alle aldre, fra forskellige professioner og med diverse præferencer for hvad man synes er et godt blogindlæg. Diversitet. Fedt.

To emner, som I gerne ville have uddybet var:

Det med hvaler.

…Og det med brysterne.

Det vil jeg da gerne svare på (nu da jeg selv har lukket op for det).

Det er fordi de er KÆMPESTORE og helt vildt skræmmende og klamme.
Hvaler altså.
Der var da engang en herinde på bloggen der havde det på samme måde, og det var faktisk meget rart, ikke at være ene om at have hval-fobi.
Jeg forsøge mig lige med at Google, men der er desværre ikke en betegnelse for min tilstand.
Frygten dækker over: store fiskearter, delfiner (hvis jeg skal være i vandet med dem, særligt hvis de skulle svømme over mig, eller i et bassin i niveau højde med mig), hajer, hvaler (desto større desto værre) og nok det mest skræmmende: dinosaurusser i vand.
Jeps, jeg har set den nye Jurrassic Park og jeg var ved at tisse i bukserne.
Men hvordan skal jeg ellers uddybe min fobi? Det er vel lidt svært at forklare.
Man kan sige at heldigt for mig er det ikke noget der hæmmer mig i hverdagen, sålænge jeg ikke bor på en tømmerflåde eller arbejder i Sea World.

Brysterne har dog altid været store, men aldrig skræmmende 🙂
Jeg fik begge operationerne inden jeg blev gravid, og det de fleste nok gerne vil vide er: ja, de har da ændret sig, efter graviditet og amning, selvom de er opereret.
 photo image113.png_zpsqcnuogld.jpeg
BAGGRUND
Årsagen til jeg gerne ville have en brystoperation var fordi jeg ikke var tilfreds med formen på dem, og syntes jeg de var lidt triste. Faktisk nok det mange post-fødsel oplever. Der var ikke megen elasticitet, men sådan har de altid set ud. Derudover ville jeg gerne have lidt mindre brystvorter og derfor fik jeg ikke det klassiske snit under brystet.

Kirurgen, som dengang arbejdede på Aleris-Hamlet i Aarhus, vurderede at jeg kunne nøjes med et implantat, da jeg (mens jeg var i gang gerne) gerne ville have lidt mere fylde i. Han mente at implantatet (over musklen) ville give det rette løft.

OPERATIONEN
Efter operationen (en såkaldt BFO), med et snit gennem areola (brystvorte) var to mere faste bryster rigere.

39.000 kr.
Skærefast silikone
250 ML. Ca. fra D skål (H&M størrelser) – H/I skål (Triumf størrelser)

Dog viste det sig at implantatet ikke var tilstrækkeligt til at jeg fik det løft jeg gik efter, og derfor, da det var et skøn fra kirugens side, fik jeg tilbudt en re-operation, hvor jeg fik et lille-løft med såkaldt ankerar. Et snit omkring brystvorten, et vertikalt ned til under brystet, og et horisontalt under.

KOMPLIKATIONER
Denne gang var jeg langt mere tilfreds, men der ventede mig desværre en del komplikationer, da jeg fik betændelse, så jeg skulle ind og ligge og have drop, antibiotika mv., og så var der et område i snittet der ikke ville lukke sig.
Det gik jeg rundt med i 3 måneder – 3 måneder med blødninger, store og små, og konstant gaze på, som skulle skiftes. Betændelsen deri kom og gik, og selvom jeg bad personalet om at lukke såret flere gange, når der ikke var betændelse i, gik jeg altså rundt med denne plage alt for længe.
Til sidst blev det dog besluttet at sy det sammen (med lokalbedøvelse) og det har ikke vakt problemer siden.
Desværre er min krop ikke god til at heale sig selv. Ikke når det kommer til brystoperationer i hvert fald. Jeg skal desværre leve med meget hvide ar, hvilket betyder at man tydeligt kan se at jeg er blevet opereret (særligt når snittet ikke bare er under brystets kant).
Det er ikke noget man kan gøre noget ved, af hvad jeg ved af, og hvad Aleris-Hamlet har meldt ud, også selvom det er særligt slemt der hvor jeg har haft mine udfordringer med at få behandlet mine ar.

Det er nu ikke for at afskrække nogen, eller lave skræmmebillede på hvordan det var at få en operation. Mit gik lidt skævt, men det sker jo for de færreste.

RESULTAT
Jeg er ret tilfeds med hvordan de ser ud, selvom huden er lidt mere slap, end før jeg fik barn, men implantaterne sidder på plads, og de har fået et naturligt “fald”, særligt efter barn, som jeg egentlig har det fint med.

Nu er der sgu INGEN der skal gøres til offer for mit billede af hvordan bryster på mig bør se ud. Det er ikke fordi hverken store bryster, små bryster, store brystvorter, små brystvorter (you get it) er mere rigtigt, end det andet.
Jeg har selv gjort mig mange overvejelser, uden at underlægge mig andres holdninger, men på baggrund af stor utilfredshed om udseendet på dem, havde jeg truffet et valg om at ændre det, da jeg havde muligheden.

Når man kigger på sig selv i spejlet, og er utilfreds, så mener jeg at man bør granske sit sind og overveje om det er hovedet den er gal med. Er det fordi du “bare” har et billede af hvordan ANDRE mener bryster bør se ud, eller er det fordi jeg reelt er dybt ulykkelig over hvordan det hele ser ud, og påvirker det min selvtillid i sådan en grad at det går ud over din hverdag / samliv?
Nu er der ingen der får opereret deres bryster “bare sådan”, så hvis man har en veninde, eller en datter, en bekendt der gennemgår et indgreb så må man også huske på at der nok er mange overvejelser bag – og på valget er i sidste ende ens eget. Din krop, din beslutning, men tænk dig nu godt om.

AMNINGEN
Nu er jeg opereret rundt om brystvorten, hvilket man skal, hvis man gerne vil have et løft.
Efter sådanne operationer er der ikke nogen der kan garantere en problemfri amning, men der er umiddelbart ikke noget der efter sådan en operation bevirker at man skulle have udfordringer, da mælkekirtlerne ikke skæres over.
Jeg havde dog problemer med at få mælken til at løbe til, men det har ikke nødvendigvis noget med operationen at gøre.

Den eneste udfordring der er, og det må alle kvinder med større brystværk vide, at når man har fået barnet, og mælken er ved at danne sig i de potentielle ammelapper, så er de ENORME. Altså ikke bare “wow, de er store i forhold til før”. Vi taler GIGANTISKE cantaloup-melon-agtige størrelser, så man ikke ved hvor man skal placere den lille nyfødte.
Jeg valgte at lægge Augusta ovenpå, men pga. størrelsen (på patten, ikke barnet), var der reel risiko for at hun jo ville falde ned fra en meget høj bakke.
Og glem alt om hud mod hud. Hvor skulle hun ligge?
Mellem brysterne? Not! Ingen plads der.
På maven?? Så kunne jeg jo ikke se hende, fra bare Arla-ammehylde!

Ja, det må I kommende mødre jo tage til de tid, men jeg kan godt fortælle at selvom det kan være smertefuldt at påbegynde amningen, så kan det være lige så underholdende kunstart, at forsøge at balancere et spædbarn på en giga-pat.

Kig da med på Instagram, for at se herlighederne, lige efter barnets ankomst til verdenen.

Har I spørgsmål 🙂 ?


Og nu er det altså ikke fordi I skal se på dette symbol i hvert indlæg, men det kan da være at der er nogen, hvor det er gået næsen forbi:

Hvis du vil stemme på mig, eller en af de andre nominerede, i Børn i Byens pris:
Bedste Blog 2015, så kan du trykker herunder og krydse af, hos den person du synes fortjener et skulderklap.

Her:

image

1000 tak!

(Du behøver ikke indtaste e-mail adresse, men hvis du gør er man med i lodtrækningen om en masse fede præmier)

Luk røven! Jeg har ret til mit kejsersnit!

 photo image12_zpsoskgy8we.jpgSom jeg har skrevet om i indlægget “Om at være über-egoist og vælge kejsersnit”, har jeg været en del igennem i processen som det er fra at blive gravid, til at Augusta kom til verdenen.
Mine tanker, min frygt og mine medmenneskers reaktioner.
Mit valg var at Augustas ankomst til denne verden var det skulle foregå ved kejsersnit, og at jeg bevidst fravalgte (vaginal) fødsel.
Jeg falder hertil aften så over en udgivelse af Jyllands-Posten, som på baggrund af nye udtalelser fra WHO, kaster overskriften: “WHO: Kejsersnit bør kun foretages, når det er medicinsk nødvendigt” ud på min facebookvæg.

WHO og u-lande

Jeg er enig, på sin vis, i meget af det, der er artikelens og WHOs budskab: at man ikke bare skal have kejsersnit uden et “fordi”.
Fordiet skal naturligvis ikke være: fordi man bare ikke gider at presse en baby ud af fødekanalen.
Fordiet skal heller ikke være: fordi det er en samfundsmæssig udvikling, hvor det er kulturelt unormalt at føde “naturligt”, som man hører om at det eksempelvis er i Brasilien (se f. eks. hér).

Sådan jeg læser det, er artiklen og anbefalingerne rettet særligt mod u-landene, mod visse landes økonomisk sårbare sundhedssystem, og jeg tænker ikke det er en sag, som er særlig relevant for det danske sundhedssystem.

Nazionen

Jeg h-a-d-e-r kommentarfelter på online aviser, eller f. eks. på Facebook. Jeg kan ikke begribe hvad det er, der får folk til at gribe til tasterne og munddiarrée over tastaturerne i de danske hjem. Bare fordi man har en klar holdning til et eller andet emne , som man føler et gedint behov for at dele med verdenen, betyder det sgu ikke at andre gider at læse det. Jeg gider ikke.
Men jeg falder alligevel over det, og det gør mig vred og harm. Og måske lidt ked af det.

Måske DU har født fire børn og det bare er forløbet super fint, at DU har en klar holdning om at DU kunne klare det, at der ikke er andre måder at børn kan komme til verdenen på, betyder det fanderedme ikke at du skal gøre dig klog på hvad alle andre kan eller bør gøre.
Det er en privat sag, og selvom du kan rejse dig op af din stressless lænestol af vrede over at dine skattepenge går til mit kejsersnit, så synes jeg du skal sætte dig ned igen og udvide din snævert synede horisont en smule!

Hvis der rent faktisk er damer, der har en holdning om at det hele handler kort og kontant om kroner, ører og omkostninger, når det drejer sig om fødsler, og ikke kvinders ve, vel og vej til en god start som mor, så kan vi sgu da lige så godt eftersende vandregning, når mammi har plasket rundt i kar under Frodes fødsel, eller smide en Mobilepay anmodning, hvis Amanda har brækket sig i for mange bækkener.
Ærlig talt.
Tag fingeren ud af navlen, lav en kop kvædethe og bland dig så langt udenom mine, og andre kvinders (legale!) årsager til at fravælge vaginal fødsel.

Kejsersnit, hvornår?

Kejsersnit bør foretages når det er nødvendigt, når der er en hindring for naturlig fødsel.
Kejsersnit bør være tilgængeligt for kvinder når der er en medicinsk årsag, eller en psykisk hindring.
Dette er min klare holdning. Man kan uden tvivl have en psykisk blokade, som kan være en hindring for en god fødsel.
Fødsler er smertefulde, de kan være skræmmende, og det er vel de færreste kvinder, der tror på de kan, når de ligger der med veer for fuld skrabraller – men de fleste kan klare det.
De kommer godt igennem det, og de kommer godt ud på den anden side, med et barn i armen.

– Men fødsler kan sgu også give ar på sjælen.
Hvis jeg skulle have født Augusta naturligt ville jeg pga. min angst have følt et kropsligt overgreb, der måske skulle mange psykologtimer til at komme over.

Jeg må åbenbart bare acceptere at jeg må være evigt undrende over andres behov for at stikke næsen i andres gøren og laden, og jeg har en idé om at de, der har brug for at spytte anti-holdninger ud på nettet altså ikke selv har en forståelse af hvad det vil sige at stå i samme situation, som jeg.
Hvis man ikke selv står i de sko, eller kan sympatisere, eller sætte sig ind i sagerne, hvorfor tænker man så at der er behov for at have en mening, som hæmmer andre, og udelukker deres medkvinders muligheder?

Hvis du vil læse min “fødsels”beretning kan den ses hér.

“Hvad skal barnet hedde?”

 photo 2013-03-19 17.22.33_zpsvjl7wb1q.jpg
Navnegamet var faktisk det sværeste for os, at komme ind i, og blive enige om, da vi blev forældre.
Der er selvsagt mange valg, når man skal være mor og far (eller bare forælder, i den konstellation man er i, eller har valgt), om det hedder Emmaljunga eller Trille, om det skal være flaske eller bryst, skal man være slyngemor, bliver man typen der er økofanatiker eller cafémoren, der har liften med overalt, og fortsætter livet mest muligt, som det var, inden barn? Valg, som man ikke selv er herre over, for nogen trækker jo kolikstrået, nogen har forestillinger, som ender med at blive bristet, og mange ændrer bare mening, når man har sit barn liggende i armene.
Forestillinger har man nok af, om hvilken “type” man vil være, og jeg havde selv mange ideer og forhåbninger. Da det kom til amning vendte jeg på en tallerken – jeg havde faktisk ikke tænkt at jeg ville amme, da jeg slet ikke kunne forestille mig at have nogen til at ligge og hænge i mine bryster, men da hun så lå der, helt ny og sulten, så kom ammelapperne sgu i brug. At de så ikke fungerede var så en anden side af sagen, men jeg ammede da sålænge jeg kunne.

Tilbage til navnet. Dette indlæg opstår, mens jeg sidder på forlænget weekend hos Augustas farmor og farfar, i det vestjyske. Jeg har lige fået 10 min. for mig selv, hvilket faktisk er let nok at kræve, da jeg nærmest ikke ser Augusta, for hun er helt afhængig af sine bedsteforældre. Vores forældre har slået benene væk under hende, og vice versa!
Jeg sad så og betragtede et af den mange såkaldte “barnebarns altre”, som pryder et par hjørner af parcelhuset. Billedrammer med 10-12 billeder, fra da Augusta er helt ny, til nu, hvor hun er en ret så stor tumling, med en lige så stor personlighed, som temperament. Under collagen er der både fodaftryk, og håndaftryk. Der mangler sgu bare en tot hår og nogle stearinlys 😉

Mens jeg så sidder her og betragter Augusta, som hun så ud, da hun var nyligst ankommet til verdenen, så tænker jeg: kunne hun hedde andet?
Og det synes jeg faktisk!
Jeg har hørt meget på: “Når I har valgt et navn til hende, så kan hun jo bare ikke hedde andet”, og “I ved hvad hun skal hedde, når I ser hende!”.

Det sidste har jeg holdt godt fast i, i hele graviditetsforløbet, for vi kunne slet ikke komme frem til hvad karatedronningen i min vom skulle kaldes, så andre menneskers ytringer om at det var selvsagt, når vi så hende, måtte vi så læne os op af!

Vi var nemlig splittet! Ikke sådan med råben og skænderi, vi havde bare fundamentale uenigheder om hvad et barn anno 2013 (og de næste 90 år frem), skulle hedde.
Jeg var på den vogn, at mit barn skulle hedde noget gammeldags, noget nordisk, og gerne med noget pondus i. Det skulle være sjældent, et navn hun gerne skulle være ene om i vuggestuen/børnehaven, men ikke med en hjemmebrygget klang, hvor man skulle tro vi bare havde kastet nogle bogstaver i en pose, rystet den, og så sammensat et navn, ud af de trukne vokaler og konsonanter.
Jeg var til navne som: Dagmar, Ea, Ellen, Ester og Ronja.
Kæresten var derimod til navne, som Josefine, Laura, Karoline og Alberte.
I min optik: et udsnit af min klasseliste fra folkeskolen 🙂 Smukke navne, men for almindelige til min smag.
Og da hun så kom til verden, syntes jeg ikke det blev lettere. Så var det lille rynke-, gryntefis, med lidt for gul kulør. Hun lignede hverken en Findus Kardemomme, eller en Helle – og navneskilt havde hun altså ikke med ud den dag!
 photo 2013-05-10 09.05.05_zpshddg6ksb.jpg
Man skal jo navngive sine børn, som man selv vil det, og selvom jeg måske har gjort lidt grin med hvad “det næste” kunne være, inden for navnetendenser i dette indlæg, så er navngivningen jo noget man selv skal finde ud af, og så kan alle andre være fuldstændigt ligeglade med hvad de selv mener børn bør hedde i dag.
Men det er sgu lidt svært, når man sammen skal komme frem til et navn, når man har forskellige ideer om hvad der er fedt at have med sig resten af livet.

Hun endte jo med at hedde Augusta, hvilket faktisk var lidt et kompromisnavn (og det må du ikke sige til hende. Dette indlæg destruerer sig selv, om 14 år), for noget skulle hun jo hedde 🙂

Hvordan kom du frem til dit barns navn? Hedder det noget, af særlige årsager? Opkaldt efter en slægtning?
Jeg tænker det kunne være interessant at vide hvilket grundlag folk navngiver deres børn efter, om det er fordi de kender nogen med samme klang – eller netop ikke gør, eller om barnet bare ikke lignede andet, end “en Huxi”, da det kom ud?

Augustas mistænkelige modermærke

Fødtbillefe

Jeg har tidligere delt historien om begrundelsen for kejsersnit her på bloggen, i indlægget: Om at være “über egoist”, og planlægge kejsersnit. Jeg har endda også delt det i et magasin (hér), og hele min “fødsels”beretning der i detaljer kan læses hér
– men jeg har dog aldrig, her på bloggen, fortalt historien om Augustas første modermærke, og mit første grin, som mor.
Et helt-ned-i-maven-jeg-græder-af-grin-og-fuck-hvor-gør-det-ondt-i-mit-helt-nye-operationssår.

Det var nogle timer efter Augusta kom til verden. Denne tid tilbragte hun hos sin far, da jeg havde svære rystelser efter medicinen. Da hun kom op til mig tog jeg dette billede af min dejlige, sovende pige.
Hun havde ikke noget navn endnu, intet tøj på, hendes vægt var ukendt og den lilla strikhat var ikke vores. Jeg var nødt til at tage lægens ord for, at det var min baby, for sidst jeg mærkede hende var for en hel del timer siden, i bilen, på vej til sygehuset, inde i maven, med en af de mega-creepy bevægelser, hvor de lige vender sig og man kan se hele armen under sit maveskind, og pludselig stod Mikkel med et barn.

Jeg løftede lidt på dynen, løftede lidt på huen. Studerede hende, så godt som man nu kan og vil, for når man ligger der, med sit første barn, så er alle bevægelser saftsuseme stille og meget usikre.

Den søde jordemoder og den studerende tager “Baby Pige” på vægten. Hun skriger – altså min baby. Den viser 3250. Fra øverste brune hårstrå til hæl måler hun 51 cm og hun brillerede i de obligatoriske gå-kravle-og-gribe-med-tæer-tests. De mærker på hende og hun har alle fingre, fine kraveben mv.

Indtil nu har vi været alene. “Fri” for besøg.
Vi får spist lidt, jeg kommer op på toilet (tortur!).

– Men så gør jeg min opdagelse!
På Augustas skulder er en stor, mørk plet! Jeg troede ikke børn hverken kunne have modermærker, skønhedspletter eller anden pigmentering, end storkebid, jordbærmærke mv. Dette mærke er altså stort og næsten sort!

Det ser farligt ud! Jeg trækker i snoren, for at snakke med sygeplejersken om mit fund.
Det undrer hende først og fremmest at de ikke selv har set det, under undersøgelsen og giver mig ret i, at det ser unormalt ud. Hun har dog travlt og vil vende tilbage med en kollega.

Lettere skræmt ligger jeg og venter. Betragter det lille mærke.
Jeg vil lige føle på det, få en fornemmelse af om det buler op.

Jeg husker tydeligt frygten, angsten for at der skulle være noget galt med hende – for at hun ikke var, som hun skulle være.

Men så griner vi.
Vi griner.
Og vi græder.
Modermærket kan tværes ud.

Chokoladeplet fra müslibar.

#Fuck 🙂

Mor for første gang. Kejsersnit, skræk og lykke

Jeg vil aldrig nogensinde kunne opsummere den første tid, med en lille baby, til få ord. Bare forsøget på at beskrive de følelser man gennemgik, vil altid være mangelfuld og utilstrækkeligt.

Det var et chok. På den gode måde. Det var eufori, blandet med skræk. Skrækken for bare at ændre stilling, da man lå med hende for første gang, var enorm. Jeg var akavet, jeg var kejtet, og agerede som om jeg aldrig havde haft et barn i mine arme. Men nu var det jo ikke et-barn. Det var mit-barn. Vores barn.

Augusta blev født ved planlagt kejsersnit (som jeg skrev om i indlægget “At være über egoist og planlægge kejsersnit”), på et hospitalet Randers. Jeg vælger ordet “født”, da det er hvad man kalder processen, men jeg bruger aldrig betegnelsen “at føde”, da det ikke var det jeg selv aktivt gjorde. Da der ikke var nogen fysiologisk hindring for at jeg kunne føde på normal vis, så bliver disse kejsersnit outsourcet så at sige, til Randers, selvom vi boede og bor i Aarhus. Så blev mit syn på Randers også ændret fra: regnskov og Elvis museum, til regnskov, Elvis museum OG Augustas “fødeby”.

Alt var timet og tilrettelagt til mindste detalje, og hele operationsteamet af kittelklædte sygeplejersker, jordemødre og overlæge stod klar, som de jo havde ved så mange andre mødre. Men de var så søde, nærværende og omsorgsfulde. En stærk kontrast til det kolde og kliniske rum vi befandt os i.
Jeg var iklædt operationstøj, og lige så var Mikkel. Vi var afklædte fra vores egendele og den nøgenhed og den uvante situation gjorde os sårbare. Vi fulgte med, og ventede blindt på jordemoderens anvisninger.

Jeg skulle stikkes i ryggen. Et stik for lokalbedøvelse, et for rygmarvsbedøvelsen. Den første var den slemme. Selvsagt måske, da den skulle gøre klar til nummer to sprøjte. Det svære var sådanset at man skulle “krumme ryg, som en kat”. Ikke en let opgave, når man har en dunk på størrelse med en pilates-bold lige midt på maven. Så krummer man ikke nogen steder. Men ikke desto mindre blev den givet og havde hurtigt en effekt.

Jeg bliver placeret på bordet, kæresten ved min side.
Alle mand, måske 6-7 mennesker, med hver sin arbejdsopgave, som de i ro har udført, i det lille kliniske lokale. Deres ens tøj, deres masker og deres rolige skridt har gjort at jeg ikke har bidt mærke i hvad de har foretaget sig. Indtil nu har der summet af liv.
Pludselig er der dog ro. Pludselig står de alle og kigger. De venter. Jeg kan mærke at det først er nu, at jeg rigtig er nervøs.
Indtil nu har jeg haft overskud og være “ovenpå”. Jeg jokede med jordemoderen om at vi endnu ikke havde fundet et navn, og flere bød til med forslag. For sjov foreslog jeg at vi kunne kalde hende det samme, som overlægens barn – så var vi jo sikre på, at hun nok skulle være sød ved vores datter. Overlægens datter hed så Inger, så den idé trak jeg hurtigt tilbage igen.

Klædet bliver trukket op under mit bryst, så jeg kun kan se to af de kittelklædte mennesker. Med jordemoderen ved min side, og en, som jeg antager havde den tjans at holde øje med medicinen, der flød ind i droppet i min hånd, og Mikkel, helt oppe ved mit hoved. Mine fødder var som forsvundet. Jeg kan ikke mærke andet, end det fra det nederste af mit bryst og op. Jeg spørger pænt, som man nu engang ikke kan lade være med, om de nu er sikre på at jeg ikke bevæger mine tæer. Men jeg har ingen kontrol eller følelse over min nederste del af kroppen.

Jeg kan ikke sige at det hverken gik hurtigt, eller det gik langsomt. Man kan sige det var lidt af begge dele. Da jeg lå der, så føltes det som mange mange, meget lange minutter. Reelt tog det kun tre. Jeg kan huske at jeg meget intenst virkelig mærkede efter, om jeg nu var bedøvet ordentligt. Jeg kan huske at jeg kiggede en del på skærmen, der viste hjertelyd. Og på Mikkel. Og på jordemoderen. Jeg kan huske jeg bekymrede mig kort om jeg nu var helt afdækket, om de kunne se mine kønsdele, de, der stod udenfor min synsvinkel. Jeg kan huske jeg hurtigt kom frem til at det også var lige meget hvis de kunne. Jeg kan huske jeg blev dårlig. Jeg blev svimmel. Jeg gik lidt i panik, da jeg jo ikke kunne rejse mig, jeg kunne ikke selv styre det. Hurtigt regulerede de min medicin. Jeg nåede vidst at kaste lidt op.

Pludselig siger en stemme “dernede”: “Sikke en smuk pige”.

Jeg aner ikke hvad han taler om. Jeg kan jo ikke se noget. Eller høre noget. Burde jeg ikke kunne høre noget?

Jordemoderen spørger Mikkel om han vil med ind og se hende. Spørgsmålet er retorisk, da vi på forhånd havde aftalt at han skulle med ind og se hende i det tilstødende lokale, for at blive vasket af, og tilset.

Jeg vil også med! Jeg vil fandeme også med. Men jeg ved, at selvom jeg ligger her, og er fuldt mobil i min overkrop, så har jeg et åbent operationsar på en længde af 15 cm., og 4 mand med hænderne deri.

Så kommer skriget. Et underligt skingert skrig. Det stopper dog hurtigt igen. Den søde jordemoder kommer, tager masken fra munden og fortæller mig at hun er så fin og at hun er helt perfekt.

Så kommer tårerne. Da jeg ser Mikkel får den selskab af hulk!
Han sidder der. Lige så meget i chok, som jeg. Med vores barn. Med vores lille pige. Navnløse lille pige.
Jeg kan se en hårtot. Og en arm. Og så skal jeg skynde mig at sige, at det er det eneste jeg får at se den næste halve time, fordi farmand er helt i chok, og så stiv i kroppen, at han ikke kan vinkle hende, så jeg kan få et godt glimt.
Jeg kan nemlig ikke holde hende. Medicinen gør at jeg ryster helt ukontrollerbart, så mit bryst ville ikke være et sikkert sted for hende.

Jeg glemmer helt al den vivar der foregår bag klædet. Jeg spørger dem kækt og overskudsagtigt hvordan det går dernede, og inden de når at svare kan jeg høre lyden. Kender I den lyd, som en klipsemaskine siger? Den lyd, bare x4 så høj lød fra bag klædet. 12 gange.

Vi kører op til stuen, med jordemoderen ved vores side, Mikkel går med vores datter, han har bar overkrop og hun er helt nøgen, men pakket ind i en hospitalsdyne. Jeg ligger naturligvis stadig i sengen, så turen for mig er liggende, ligesom de næste mange timer er.
Der går dog nok en time fra hendes fødsel, til hun ligger på mit bryst. Jordemoderen er der til at hjælpe mig, med at få hendes sikkert “på plads” og til brystet.

Jeg har aldrig oplevet noget, der virkede så nyt og skræmmende, men dog så naturligt. Det var svært at amme, og gik i stykker en uges tid efter dette, men de første dage på hospitalet var skønne, og bare ideen om amningen og tætheden kunne jeg ikke være foruden.

Augusta blev født 08.31, og kl. 17 fik vi vores første gæster på stuen. I dette tidsrum har vi nået at hygge om hende, amme en masse, sovet, tage billeder, betragte hende og jeg har været oppe og tisse, fået tøj på og spist. Alt på en meget hviskende og listende måde.

Den første dag som mor var livsomvæltende, spændende og helt eventyrlig – på vores helt egen måde.

2013-05-07 13.00.26

Om at være über egoist og planlægge kejsersnit

IMG_5096

Krudtuglen her kom til verden i maj 2013. Jeg vidste det ville være den dag, så jeg var godt forberedt. Vi mødte nemlig op til planlagt kejsersnit, som jeg havde bestilt på forhånd hos min jordemoder.
Det er en lidt kontroversiel måde at få et barn på, da langt de fleste føder (sådan “rigtigt”) og det er det, der rådes til, når man spørger fødselslægerne, jordemødre osv.

Jeg valgte dog at få et tabu-kejsersnit, selvom der umiddelbart ikke er nogen fysiologisk hindring for en “normal” fødsel. Jeg vælger ikke at sige “jeg fødte”, for det gjorde jeg ikke. Jeg fik kejsersnit, og set i relief og med alle de kommentarer jeg har fået med på vejen, så kan jeg indimellem godt føle mig som en egoist og som en kylling. Det er mine egne tanker om mig selv, men det handler nok også om at jeg har den sublimt største respekt for ethvert kvindemenneske, der presser et lille menneske ud af deres fødekanal, og fordi jeg ikke kunne klare den opgave, som jeg er bygget til.

(Jeg tænker slet ikke på de, der har fået akutkejsersnit, eller kejsersnit af fysiologiske årsager. Det var en nødvendighed for de kvinder og det var det eneste rigtige for dem).

Jeg havde bare en psykisk blokade, der betød at jeg ikke kunne klare det. At jeg ikke troede jeg kunne klare det.

Man kommer ikke sovende til at kunne bestille et planlagt kejsersnit. Jeg skulle – naturligvis – først have alle de tilbud og den støtte, der muliggjorde, at jeg ville springe ud i en naturlig fødsel. Først og fremmest havde jeg mange samtaler med min jordemoder om hvad det var, der gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at acceptere en fødsel. Der kom ikke noget definitivt svar. Det er ikke resultatet af et traume, eller psykiske problemer, men (med deres ord) var det fødselsangst. Jeg blev tilbudt en fødselskonktakt, hvilket er en aftale mellem jordemoder og vordenende mor, der sikre at de tanker og ønsker man har for sin fødsel er redegjort på forhånd, så der ikke skal forhandles eller overbevises undervejs.

Herefter var der samtaler med fødselslægen, der skulle sørge for at jeg kendte til alt fakta omkring fordele ved “normal” fødsel og hvad det indebar at få kejsersnit og de risici de indebar.
Der var ingen tvivl om hvad eksperterne råder til, og det er normal fødsel. Det er udfra hvad der vurderes at være bedst for (det sunde) barn og den (fysiologisk) sunde (vordende) mor.
Jeg valgte så hvad der var værst for barnet, men i min klare optik: hvad der var bedst for mig.
Der var mange timers tanker og skrubler bag mit valg og bare tanken om mig i fødsel kan gøre mig grådkvalt. Jeg ved min krop i teorien ville kunne holde til veer og at presse, men min psyke kan ikke kapere forestillingen om processen.

Jeg har skam også fået kommentarer med på vejen.
“Jeg synes du er über egoistisk” var der en, der skrev til mig, i et online forum. Det er nok ikke det bedste sted at dele skrubler, men jeg havde brug for råd og støtte fra ligesindende. Jeg blev også fortalt af flere, at de syntes det var kritisabelt, at jeg skulle koste samfundet penge, fordi jeg ikke “har lyst” til at føde.
Kommentarerne sidder dybt i mig og jeg har den dag i dag svært ved at ryste dem af mig, for det var ikke det, at jeg aktivt havde sat mig for at jeg ikke havde lyst til at føde. Det er jo ikke som hvis man skal have aftensmad og man siger “ej, jeg har altså ikke lyst til lasagne skat – løb du hele vejen på McD efter mad til mig”. Jeg kunne ikke i den situation jeg stod i, der hvor jeg stod i mit liv.

Kejsersnittet gik godt og det var en god oplevelse (så god som sådan noget nu engang kan være), jeg havde og har det godt og vigtigst af alt: Augusta er sund og rask.