Browsing Category

Tæt på mig

VIL DU SE MINE TATOVERINGER?

1, 2, 3, 4, 5, 6. Seks! Nej, vent!

1, 2.. fuck – hvorfor fik jeg dén?, 3, 4… Årh nu glemte jeg “2013” på bagarmen. Tager den sgu en kropsdel af gangen.

1, 2, 3, 4: venstre arm. 5, 6: højre arm. 7: ben. 8, 9: ryg. Eller 8,5 er det vel.

Sammenlignet med Thit, der i flere timer denne weekend stak mig med nåle, har jeg nærmest ingen tatoveringer. Hun har så mange af det ville være en kraftanstrengelse at skulle tælle dem, men ikke desto mindre kan det være svært at få overblik over 9 tatoveringer, lavet over de sidste 11 år.

Har du nogle? If YEAH: Hvor mange?

Nogle tatoveringer fortryder jeg sgu (det er også derfor der nok er 8,5 og ikke 9), mens andre er dækket med en slags film lige nu, fordi de er splinternye, så jeg behøver næsten ikke sige at dem er jeg ret så glad for! De blev som planlagt!

Det har egentlig været på min to-do-liste, det her med at samle et indlæg med mine tatoveringer, for når jeg har flashet her og der på story, er der oftest nogen der siger: “MERE! Og resten, tak”. På den u-seksuelle, u-strippende måde, naturligvis. Desværre 😉

Nu har jeg så fået to sessioner, der blev til endnu et flyvevæsen: en guldsmed på på bagarmen (hedder det ikke det? Bagsiden-af-armen) og to cover-ups, som ses herover: nye svaler ovenpå mine gamle svaler (se herunder), der ærlig talt aldrig har været pæne. Det var en noget impulsiv beslutning hos en tatovør, der enten ikke gjorde sig umage eller bare var dårlig. Eller begge dele.. hvad ved jeg.

Her er et før-billede:

Udover de nyeste skud på min kropsstamme har jeg ord om håndleddet: Augusta <3 Never gonna give you up, som egentlig var Augustas fars favoritsang, som fyldte en del, dengang hun kom til verdenen. Nu hvor jeg føler, qua dette indlæg, at jeg skal tage lidt stilling til mine tatoveringer, tænker jeg denne er en smule corny – plat – men omvendt vil jeg også sige at jeg ikke vil være den foruden. Den er ikke super pæn, da teksten er lidt smasket sammen et sted, men den betyder meget for mig, for det er den første jeg fik lavet til ære for Augusta, min enestefødte.

Den anden tatovering der er dedikeret til Augusta lavede Thit, da hun også smed en valmue på min underarm og et møl på mit lår. Der står meget enkelt: 2013, som jeg håber på er ét af flere årstal til den arm 😉

Jeg kan forresten meget godt lide det er sort, som du nok kan se. Til mit korpus skal der ikke farve til, pinups, full sleeve eller romantiske blomster, men hellere mørke tatoveringer med gode detaljer.

Den næstsidste tatovering jeg har, som jeg altid glemmer, men mindes om, når der er folk der står bag mig og forsøger at læse min rygrad: en – igen- impulsiv beslutning. Jeg har nogle ord fra en Edith Piaf sang stående ned af rygraden. Jeg tror det var en lidt melankolsk tid i mit liv, hvor jeg følte mig ret dyb, der resulterede i et udpluk af “Non, rien de rien”. Spejlvendt, fordi tanken var at det så ville ligne streger mere end ord, så jeg ikke blev læst på, når jeg stod med ryggen til. Det ser ærlig talt bare spejlvendt ud – og folk forsøger at læse mig i nakken.

Og uuuh… yes! Nøgenhed

Og så har vi den vi er ved at fjerne: mine initialer, som jeg fik lavet inden jeg blev 18, hos en lidt skummel stor mand med en rottweiler i Horsens. Der står JM, hvis jeg skulle glemme hvad jeg hedder. Efter to omgange er den dog meget meget utydelig, takket være søde Jesper (altså en anden Jesper), der har Removeitlaserclinic i Aarhus. En kæmpestor anbefaling fra mig.

Og det var måske egentlig det? Jeg beklager at en del af billederne som sagt er taget i spejle – men filtre og lys er i nok vant til. Eller mangel på samme 😉

Kh!

(Jeg drømmer om en sommerfugl et sted, men er gået fra at tænke den skal være under (det andet) knæ, til højre arm, på forsiden ift. valmuen. Men sig det ikke til min mor!)

PS. Thit, som har lavet (nye) svaler, møl, guldsmed, 2013 og valmue, har selvfølgelig Instagram: du kan se hende lige her.

P-PILLER OG ANGSTANFALD

Det var i toget, på vej til Aarhus fra Kolding, at jeg sad der på det beskidte fløjssæde og fik en… ja, jeg vil sgu kalde det en lille åbenbaring. På den ureligiøse måde, selvsagt, altså uden brændende buske og lys ovenfra. Togets neonsrør undtaget. Mine øjne var ildrøde og huden omkring helt opsvulmet. Jeg må have set helt uhyggelig ud der i kupeen. Den mascara jeg gik i seng med sent aftenen inden var forlængst vasket væk af tårer, der væltede ud i nærmest litervis fra sent om aftenen. Jeg havde simpelthen grædt hele natten, afbrudt af meget meget få timers søvn. Og så igen hele morgenen.

Jeg har haft sådanne episoder nogle gange den sidste tid. Den her var bare den værste omgang. Og nej, det er heller ikke sjovt, når man er i et nyt forhold, men Jesper har heldigvis forsøgt at hjælpe det man kan, selvom det er en ret magtesløs position man står i – også fordi jeg har lukket ned, når det var.
Det er svært at beskrive hvad det er jeg har følt, for ærlig talt har jeg selv været i tvivl og jeg har haft problemer med at finde hoved og hale i det hele, hvilket er pisse frustrerende. Jeg kan bedst af alt beskrive det som små angstlignende anfald der har sneget sig ind på mig, som en tyv i natten.

Spørgsmålet for mig har så været: hvorfor fanden har jeg pludselig angstlignende anfald? Er det noget jeg skal til at bøvle med nu?
Og det helt store spørgsmål kom så i toget: er det mine p-piller der har gjort mig syg?

Læs mere

10 TING JEG (NOK) ALDRIG VIL SIGE


Det er måske nok ved at være en gammel hest at smide på travbanen, men personligt er jeg vild med den her slags indlæg. Man er vel slave for punkt-indlæg, som blogger 😉

…og smid da lige nogle sætninger ind i kommentarfeltet, som aldrig kommer ud af din mund!

1. “..og så kunne jeg bare slet ikke falde i søvn igen!”

Mine damer og herre, I kigger -virtuelt- på den ukårrede dronning af sovning med en rekord på 15 timer. Hvilket er en snild dag skal der nævnes. Og aldrig i mit liv har jeg sagt nej tak til en lur!

2. “Hvem vandt så *?”

Indsæt *VM, EM, Tour de France, alle discipliner i OL, Vild med dans, Paradise og lignende*… faktisk blot al tv-transmitteret sport og underholdningsprogrammer, for at skære det over med en kam. I do NOT give a flyvende fuck.

3. “Hvis du ikke kommer med nu, så går jeg altså – uden dig!”

(Ja, det kan godt være den runger genklang i dit hoved.. måske har du sagt det og fair nok, men lur mig om det ikke har været i et øjebliks frustration med en følelse af magtesløshed? Jeg har ikke sagt det selv, men har godt nok været tæt på da.)

4. “Det er da også noget besværligt noget, at få bestilt storskrald. Jeg forstår da virkelig, at de stiller al deres (lort) ud på gaden, når de flytte. Ligesom at jeg er helt nede med at selvsamme type også placererer deres ægte smid-ud skraldeposer FORAN de underjordiske storby-skraldedimser, fordi de er fyldte, i stedet for at gå de 30 meter der er til de andre underjordiske storby-skraldedimser, som ikke er proppede. I REALLY DO GET IT! Slet ikke egocentreret og dovent, OVERHOVEDET!”

5. “Jeg er 110% sikker!”

Ikke fordi jeg aldrig er meeeeega sikker, men folk skal stoppe med at være mere end 100% sikker.. ikke?

6. “Ellers tak, jeg har lige fået en kop”

Jeg har med 110% sikkerhed aldrig sagt nej til lidt opfølgningskoffein. Hvad er det værste der kan ske? At jeg vågner endnu mere? Lord have mercy!

(Nu har jeg da prøvet det, jævnfør punkt 5)

7. “Endelig snak videre, jeg tæller bare masker”

Har jeg fået nævnt her, at jeg er begyndt at strikke igen, efter et halvt års pause? Det er blevet til tre ‘Ankers Trøje’ størrelse baby og en Ingen Dikkedarer, størrelse Augusta. Nu skal jeg have afsluttet en Hipsterhue til Augusta, som jeg startede på for lang tid siden. Alle opskrifter er fra den søde Petiteknit.

8. “Ja, kom du bare ind!”

Jeg ved det måske nok er for det bedste, at den kære brystholder-kyndige dame ligesom får set hæsligheden på, men ærlig talt har jeg ikke lyst til at hun skal klemme sig ind i den lille bås sammen med mig og se på hejsningsværket. Er der andre der bliver lidt blufærdige og klaustrofobiske af den slags?

9. “Kan jeg ikke få en god pris på den?”

Jeg anfægter ikke om det kan betale sig! Det hører jeg der virkelig kan.. om du så køber 10 stykker tøj eller et køleskab samtidig med at du svinger dankortet for at hente nyt køkken hjem: mange steder kan give rabat, hvis man spørge, men jeg kan ALDRIG få mig selv til at spørge, fordi jeg simpelthen er bange for at få et nej 😀

Hvad er din erfaring? Måske man sku’ blive bedre til det – eller er det frækt at spørge??

10. “Skat, skal vi ikke tage ned og træne sammen?”

Men dén lader jeg dog hænge lidt til et andet indlæg, for hvis du har været med på story de seneste dage er jeg ved at nosse mig sammen til at træne SAMTIDIG med Jesper. Det er lidt udenfor hvad jeg finder rart.

GÅR DET IKKE LIDT (FOR) STÆRKT?

Det må være noget der sniger sig op et sted på en top 20 i bloggerklicheer, det her med at tage fat i en kommentar – eller flere – og ligesom svare på det i et indlæg. Og ved du hvad? Helt rigtigt; det er også tilfældet her, for lige som at jeg har fået beskeder og kommentarer på hvor dejligt det er at jeg er stødt ind i Jesper og vi ligesom har valgt at være et pissesejt hold, så er der også kommet anden respons om udviklingen i forholdet.. på at det da er gået ret stærkt.

Ja, jeg gik jo fra at være singlepige, i (indimellem) kåd søgen på potentielle sjove bekendtskaber til BUM! kæreste, halv tid i Kolding (hvor hans teltpæle er hamret ned) og tage på ture os alle tre; ham, Augusta og jeg.
Det har du måske allerede fulgt med i?
Jeg savlede ikke efter en kæreste, for jeg har aldrig haft travlt, men jeg har hele tiden været åben overfor at der jo kunne komme en en dag, hvor jeg ville tænke: BINGO, der var han sgu! Og hvem ville i virkeligheden forbipassere det menneske, hvis det er den følelse man rammes af? Ikke jeg!

Faktisk, mens jeg skriver det her indlæg er jeg samtidig også inde og lure i noget jeg tidligere har skiblet, som jeg den anden dag lige læste lidt højt fra for Jesper, der sad og arbejdede på opskrifter på mit hjemmekontor.
(Hjemmekontor = mit spisebord, der er dækket af slik, kaffe og sedler. Altså huskesedler, desværre ikke pengesedler)
Nå, men i det her indlæg, som vi morede os over, har jeg is i maven… men som jeg også er lidt inde på herover så var jeg jo også klar, for selvom man kan forene sig med at være single og nyde livet, uden at MANGLE en mand, så glædede jeg mig også til at se hvem ham jeg nu skulle falde for en dag var for en.
Du kan læse det der single-indlæg her, if you wanna.
(At det så skulle vise sig at så faktisk HAR sixpack, hvilket jeg skriver jeg helst ser han ikke har, trækker jeg tilbage. Det er sgu fint nok med sådan et hakket maveskind, sålænge han har det fint med at mit buler på en anden måde 😉 )

Den her BINGO, der-var-han følelse er forresten ikke en jeg fået før. Jeg vil ikke tale dårligt om mine tidligere forhold, men jeg kan mærke, og ja, det kan også have noget med at være mere voksen at gøre, at jeg har stillet mig tilfreds med ting jeg ikke skulle have stillet mig tilfreds med. Og den anden vej; de har også fundet sig i en del pis fra min side, men der var så meget pis fordi vi ikke passede sammen, sådan ægte. Jeg var også bange for at være alene det meste af mit voksenliv. Jeg var skam forelsket i nogle mænd, men selv dengang havde jeg en følelse af at det ikke ville vare ved.. at vi ikke ville være hinadens match til vi blev 90 år gamle og skulle tørre røv på hinanden… eller bare have børn sammen, faktisk.
Jeg har altså ikke før været kærester med nogen, som jeg kunne se mig selv blive gravid med og selvom det ikke nødvendigvis er en overvejelse man SKAL gøre sig, når man krydser ja i boksen på sedlen med ‘skal vi komme kærester?’, så indgår man vel i et forhold, fordi man tænker det varer for evigt? (Med det i mente at jeg sgu godt er klar over det ikke er os allesammen, der vil poppe unger og være forældre).

Går det så ikke lidt stærkt? er ligesom det nysgerrige spørger ind til. Og jo. Jeg har næsten lyst til at skrive at jeg godt kan forstå at I, der ikke bor hjemme hos mig, synes det går stærkt, men jeg vil give jer ret. Det går stærkt. For alle.
..jeg synes blot det går stærkt på en god måde.
Men nogle af kommentarerne har også indeholdt et ‘for‘, altså for stærkt til hvad godt er.

Mascha skrev et indlæg den anden dag, om at have travlt med livet, der også handler om at rykke lidt hurtigt, hvilket jeg labbede i mig, mens jeg nikkede med mit hoved. Det hedder så også Flyttetanker, kærlighed og Kolding, hvilket så også er tre så aktuelle ord i min verden. Mascha satte bare så fint ord på at beslutninger og tanker ikke nødvendigvis kommer for stærkt, for when you know it, you know it. Hun har fundet den mand hun vil – og jeg har fundet den mand jeg vil. Vi står så begge i den situtation, at det er lidt rodet med hvordan og hvor, men jeg forsøger ligesom at skubbe andres tanker om hvad ‘for hurtigt’ er og bare være to i forholdet. Med al hensyn til at jeg har Augusta og at Augusta har en far.

Jesper og jeg har været kærester i tre måneder. Forholdet må hedde 12+4, hvis vi skulle tale graviditetslingo, da vi havde tre måneders dag i søndags. Den slags fejrer vi ikke, har vi fundet ud af, efter at have misset de første to muligheder for fejringer, men vi var da i biografen og Jesper slog et lidt flødeopslag op på Insta (med det herresøde billede, hvis jeg selv må sige det, som jeg også har brugt), så sammenlagt med at jeg nævner det hér tæller vi jo nok alligevel.

På de mindre end tre måneder ved vi at vi skal have et barn – en dag. Vi skal flytte sammen og det må egentlig gerne ske i den nærmeste fremtid. Vi skal bare have fundet det rette, så både økonomien og geografien passer. Jeg har mødt de fleste af hans mange venner, han har mødt de fleste af mine. Jeg har slået en kæmpeprut foran hans forældre i Vestjylland, midt under en middag. Så introduktion og den første pinlige (eller bare menneskelige?) oplevelse har vi haft sammen allerede. Og min mor har serveret kaffe i koloen for ham.

Og så har Jesper mødt Augusta, som I ved.
Det er ‘allerede’ sket fordi jeg er sikker, selvom jeg, inden kæreste, troede sådan noget skulle ske efter år 😀
Jeg føler mig bare sikker på at det er dejligt de også får opbygget en relation nu og sikker på det var en fin idé at gøre det i sommerferien, på camping, selvom det måske var lidt stærkt, hvor vi kunne slappe af og nyde. Dét at de har mødt hinanden og at Jesper og jeg er så meget sammen, har været katalysatoren for de kommentarer om at det er gået stærkt tænker jeg…

..men hvad kan jeg sige? Ja, det er gået stærkt og det er helt fantastisk, når man også er sikker og glad.
Er det gået FOR stærkt? Nej. Det vil jeg slet ikke mene det kan, hvis man selv kan mærke man har hovedet med. Det er okay at nogle tænker det, at de mener det, ud fra deres virkelighed og forståelse af hvad det er normalt, men jeg tror måske man skal være i mine sko, for at kunne se hvad der er det rigtige, tror du ikke?

<3

Og PS. ja, det er en baby i bæresele, men altså klart nok ikke vores 😉

 

EFTER DE VILDE DAGE..

Lad os da lige tale om alle de skøre overskrifter der har været! De sidste uger kan mildest talt siges at have været en kende out of the ordinary for mit vedkommende – men saftsuseme da underholdende 😀 Der har været nogle kreative journalister på spil på må man sige.
(Ja, jeg mixede den sgu lige dansk og engelsk der! Irina-style!)
Det er i hvertfald slet ikke hverdag for mig, at være nævnt hos Se og Hør, BT, Ekstra Bladet og Billed-bladet. Det er altså skide mærkeligt at se sit navn i en artikel, selvom jeg jo er nævnt som nogens kæreste, for jeg er jo ikke grunden til at pressen blev nysgerrige.
Og nå ja, Kendte.dk (LOL) og Realityportalen. Sidstnævnte var så friske at kalde mig blogger-babe i overskriften og dét skal fandeme i glas og ramme venner, det er jeg aldrig, af mega gode grunde, blevet kaldt før.

Kendt blogger er vidst det jeg er blevet kaldt mest i overskrifterne. Tak for den, men lur mig ikke om dén giver ekstra klik til de diverse medier, fordi flere tænker at det ER kendte bloggere, som Mascha – eller f.eks. Sarah Louise?

Det er bare nu bare mig og tv-hunken (HAHA!) Jesper hvis nu nogen skulle være i tvivl og ikke har fået læst mit sidste blogindlæg. Vi havde sgu ikke set den komme, at det ville udløse artikler på nettet, men det må være agurketid i Danmark!

(Jeg overvejer altså forresten at få skrevet BABE på min dør herhjemme i Aarhus. Hvis Realityportalen skriver det, så MÅ det vel være en universel sandhed, ikke?)

I kølvandet på alt dette hurlumhej er det så sket det seje, at der er mange der har fundet vej til min blog og min Instagram, på grund af de mange links til blogger-baben (undskyld, jeg kan simpelthen ikke lade være).

VELKOMMEN!

Af dén grund tænker jeg da at det også vil være på sin plads at lige kort fortælle hvad jeg er for en filejs, smide nogle links ind til indlæg, som I måske ville finde relevante skråstreg sjove skråstreg informative, selvom det er svært, da jeg har blogget i efterhånden fire år. Så ved I lidt om mig – men fortæl endelig om jer, hvis I vil, i kommentarfeltet. Måske har vi noget tilfælles?

Det indlæg jeg som først popper op i mit hoved er Gravid efter første date, fordi det tog mig så lang tid at samle mod til at lægge det på nettet. Da jeg startede med bloggen og med alt dette deleri var jeg overbevist om at det var en vigtig del af min og vores historie, som andre ikke skulle inddrages i. Måske fordi jeg faktisk følte lidt skam. Men det ændrede sig med tiden og jeg er pisseglad for at have sagt det højt og delt det med jer. Og jeg er jo ikke den eneste der har fået barn på den måde – og se hvor fint det er gået, “på trods”.
Augusta kom til verdenen for 5 år siden, en livsændrende begivenhed, det her med at blive mor, men også på grund af vores lidt skæve omstændigheder (Mor for første gang; kejsersnit, skræk og lykke). Hun kom til ved kejsersnit, en fødsel jeg selv valgte.

Jeg blev enlig mor for 1,5 år siden, da Augustas far og jeg valgte at flytte fra hinanden. Heldigvis er det vores liv, at det er gået fredeligt til og at der ikke er dårlig stemning. Vi deler i en 5/5 ordning og sådan har mit liv jo bare set ud, siden en decemberdag, hvor jeg delte det med jer.
Gennem hele den tid, som altså også var pissehård med savn og også enormt mange svære ambivalente følelser, har jeg oplevet så megen støtte fra jer, fra læsere og jer der følger med på Intagram og én ting er det at man har en kanal til at komme af med nogle tanker og luft, men noget andet er også at der sidder nogle derude, der er klar til at lytte uden at dømme, der giver gode råd og kommer med deres erfaringer. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg kunne have klaret det uden.. jeg kan høre det lyder skørt, men det at blogge og i det hele taget bare dele kan også være lidt som at udånde noget svært og indånde ny energi.

Jeg er forresten uddannet pædagog, det er efterhånden et år siden, men jeg arbejder som selvstændig, med f.eks. Bruuns Galleris Instagram og så også min blog her, ved siden af.

Der har jo været sindssygt meget skriveri på 4 år og enormt mange indlæg og hvis du læser med fra computeren kan du se noget af det, som er blevet læst mest, men hvis du trænger til et godt grin og ser med på telefonen, som de fleste gør, så vil jeg sgu gerne være så fræk at smide et link ind til indlægget: Lort folk uden børn siger til folk med børn.
Der er SELVFØLGELIG også den omvendte, der er på en 2. plads over mest læste blogindlæg det sidste år, på domænet: Lort folk med børn siger til folk uden børn.
Er der en du synes rammer plet?

Det ‘mest læste’ har lidt år på bagen, men det er stadig 5 ting kun mødre forstår og så er der jo en række gode indlæg, som jeg ikke selv står for, men som er læsernes vanvittigt sjove historier og anekdoter, som selvfølgelig både inkluderer afføring under fødsel, tissen i bukserne til træning og alt for ærlige børn i supermarkeder. Du kan f.eks. læse mødres bekendelser om fødsler lige her – eller Lort gravide siger, som jeg selv synes er morsom, men måske fordi jeg ikke selv er gravid 😉

Vi siger allesammen med lort, det er der en god pointe i, men det betyder jo ikke at vi ikke kan lade være med at grine af det – sålænge vi alle husker at bevare vores selvironi skal vi nok få et sjovt liv 😀

Det er for mig en tand svært at sammenfatte mit liv i et indlæg og udvælge punkter, som jeg synes er vigtigt for folk at få med, men jeg kan da bare sige at jeg er pisse glad for at der er kommet nye til og jeg er mindst lige så glad, hvis ikke mere, for de der er blevet hængende så længe!
Nu er mit liv så plus kæreste og han er jo noget af en skærmtrold, som ikke frabeder sig at være en del af internettet, så for mig er det skiseme også skægt at tænke på hvad man kan gøre af sjove ting med dét.
Selvfølgelig fortsætter bloggen som den plejer, endda måske med mere blod på tanden og lyst til skriveri, men nu er der bare en nyforelsket dame bag tasterne!

KH! Johanne

FORRESTEN: JOHANNE OG JESPER SIDDER I ET TRÆ (DET ER EN KÆRESTETING)

Venner; min 5/5 ordning har sgu ændret sig på allersjoveste vis.
I 1,5 år har den stået på deleordning: 5 dage som fuldtidsmor med madpakker og aftensmadsfabrikation af andet, end pomfritter. En hverdag med et menneskeligt vækkeur, der prikker til mig klokken 06.30. En hverdag med konflikter og kærlighed, med børnehaveafhentning og godnatlæsning. Dette er efterfulgt af 5 mærkelige dage som “bare Johanne”, med mine løse arbejdstider som selvstændig, venindeaftaler, sent i seng, sent op, Netflix i stakkevis og egentlig blot mig selv at tage hensyn til.

Nu er det lige ved, at jeg har lyst til at sige, at jeg kører en ordning med 5 dage med Augusta og så 5 dage med Jesper. Altså som så er ham jeg var på date i Marrakech med, som i Marrakech også blev min kæreste, fordi han spurgte på et sødt postkort, som han havde med hjemmefra.
(At jeg så spurgte ham aftenen forinden, da vi sad på en romantisk tagterrasse, mens vi sugede myntethe, indtryk og forelskelse i os, er en side af historien vi ikke nødvendigvis behøver at nævne. Men det er da meget skægt)

Der var jo alt det her med at jeg holdt lidt igen med at fortælle højt om hvem jeg var skredet på impulsrejse til Marokko med, fordi vi netop “kun” datede, men det var ikke en let sag, da det blev afsløret i mit kommentarfelt, mens jeg befandt mig på den lille spændende kærlighedstur. Det skrev jeg jo om i sidste indlæg, så det behøver vi nok ikke gennemgå igen, men det jeg ikke fik nævnt er jeg.. eller skal jeg så sige vi? Vi’er jeg allerede? .. blev til en ting på Jodel. Sikkert kort, nu skal jeg ikke virke for opblæst, men det var så spændende for nogle, at der blev skrevet et par opslag på Jodel, hvilket nærmest fik mig til at tisse i bukserne af grin, i den hårde seng i vores lille riad. Det ville forresten ikke have været verdenens undergang, at gøre den slags foran sin nye kæreste, det med at tisse i bukserne, for vi havde netop affundet os med at der ikke var nogen toiletdør i det lille riad, som her betyder hotelværelse, men nærmere et fint – ikke så lydisolerende – silketørklæde. Så lidt grineflips-sjattisseri over en fantastik sjov udvikling af vores lille eventyr sammen havde ikke gjort den store forskel, tænker jeg.

Det ene Jodelopslag var med teksten: Nutidensmor og Jesper fra bagedysten.
Første svar: hvad.
(Hvilket er klart, det er jo ikke alle der har set Den Store Bagedyst…)
Svar til svar: De sidder i et træ <3
Og ja, det gør vi fandeme. Et super nyforelsket, hvem-havde-set-den-komme-tænk-sig-at-jeg-skulle-finde-ham-som-jeg-ikke-er-i-tvivl-om-skal-være træ.
Der var mere i det her Jodelopslag, men det kan jeg lige dele i story en dag 🙂

Mine fødder er forresten pt. plantet i den mere sydlige del af Jylland, end hvor jeg plejer at befinde mig. Nemlig Kolding.
Og ja, jeg føler mig meget Mascha Vang-agtig, sådan at finde en Kolding-fyr.
Jeg har en marengs i hånden (fordi han kan den slags) og hans computer i skødet, hvilket er en ting indtil på onsdag, hvor jeg vender snuden mod Aarhus og Augusta, men jeg vil altså lige slutte talestrømmen her af med at fortælle jer, at jeg er pisseglad for at skrive det her. Ikke den del med at Jesper findes og jeg har fundet ham, den overraskelse er egentlig dampet af, men mere at I nu ved det. Det var lidt den her ufortalte ting, som jeg gjort at bloggen har været stille. Den store ting, der lige skulle ud. Og nu er den ude! Jeg sidder i et træ – med den helt rigtige mand.
Hvor hyggeligt!

I må jo selvfølgelig stille alle de spørgsmål I lyster, hvis I skulle have nogle.. og hvis der skulle være flere, der har lyst til at snage lidt, så er han (også) på Instagram.. og han er lige her: @Jesper_Sovndal 😉

Og billedet? Ja, jeg har helt klart mange (bedre) billeder, fordi vi begge er nogle FANTASTISKE outfitbloggere, der pludselig befandt os i bloggermekka, aka. Marrakech. Ej okay, måske billederne ikke sådan er æstetisk fantastiske, men de er fucking sjove). Men det her billede er altså taget i toget, på vej fra Fredericia til Kastrup Lufthavn og vi er sådan ægte glade, på trods. Klokken er måske 01 og vi er helt høje på tanken om hinanden og den forestående tur til Marrakech, sammen. Her har vi sgu nok glemt de umiddelbare bekymringer om vi nu KAN holde hinanden ud, i et fremmed land i 5 dage i streg og hvad vi nu gør, hvis vi får feriediarre. Vi ser Modern Family på telefonen, med en banan som holder, inden han dejsede om og jeg holdt vagt i 2 stive timer, i det sovende tog.
Det var en god tur, kan I nok gætte, men måske jeg skal vise billeder derfra en anden dag? 

PÅ DATE I MARRAKECH

img_7957

Mig: “Vi kunne da prøve at tage på date i den der trampolinpark i Kolding – kunne det ikke være skægt?”
Ham: “Eller! Vi kunne også tage til Hamborg?”
Mig: “…ELLER MARRAKECH!!??”

Nej, normalt er jeg ikke den vilde, impulsive type – i hvertfald ikke så meget mere, efter jeg blev mor, men fanden tog fat – på den gode måde -, en strøtanke blev til en idé, en idé blev til en plan og planen blev sgu udført; vi tog på forlænget date i Marrakech.

I har jo lugtet lunten, jer der følger med på Instagram og selvom jeg faktisk ikke vil bruge dette indlæg på at offentliggøre noget eller nogen, så har mange af jer snuset jer frem det meste, mens jeg befandt mig i Nordafrika. Story og Instagram tog jeg med mig, men I så jo, at kameraet var vendt mod min snude og ikke mod min medrejsende og det er med en vis ambivalens, for I er jo altid med i mit liv, gøren og laden!

Jeg havde faktisk udtænkt, at jeg ville skride og ikke annoncere, at jeg var afsted. Blot gå under jorden i fem dage og returnere lidt mere farvet (farven er rød, btw) og med et større smil, end normalt, som om intet var hændt, men jeg er jo for søren en deler og jeg vil have jer med i mit liv. Denne gang var det dog ikke det hele, der kom med.

Jeg havde det egentlig bare lidt sådan, at jeg gerne ville lade jer vide hvad jeg lavede og en snert af hvorfor jeg befandt mig under varmere himmelstrøg, men jeg ville samtidig også gerne lige vente lidt med at dele ALT, fordi jeg ikke tænkte det var tid.
Dette er, sammen med mit og Augustas fars brud, nok det eneste jeg har været lidt hemmelighedsfuld eller tilbageholdende om.

Nogle af jer valgte så at skrive det ret direkte i kommentarfeltet på mine billeder hvem min date var. De første to valgte jeg faktisk at slette, det var en lille panikreaktion, og jeg skrev meget hurtigt og meget sødt til personerne, at jeg ikke lige var klar på at det var andre, end mig selv, der skulle dele detaljer. Jeg sletter jo aldrig kommentarer, så det var virkelig underligt at sådan censurere og jeg fortrød derfor ret hurtigt. Jeg blev dog mødt af fuld forståelse, men da tredje og fjerde kommentar kom i kommentarfelterne, så var jeg også bare sådan lidt; nå, men fuck da også det. Jeg gider ikke holde noget hemmeligt alligeveller.
Det handler jo også om, at det er meget få af mine venner og familie jeg har fortalt det til, fordi det er nyt. Ja, I ved det endda før min far. Egentlig har jeg mest valgt at dele det med min familie og Augustas far, til hvis jeg nu skulle sidde fast i Marrakech med madforgiftning, eller værre.
Men velkommen til flere detaljer om hvem jeg trak med i Kastrup lufthavn en meget meget tidlig morgentime, på Insta! I er jo med i tykt og tyndt og det her kommer I også til at være en del af, men fra egen hånd bliver det i mit eget tempo 🙂

Dateriet fortsætter, kan jeg fortælle og jeg har et stort smil på læben disse dage. Alt er nyt, alt er spændende og jeg har lidt ondt i maven fordi jeg aldrig har grint så meget, som jeg har de sidste dage… og nok også pga. sommerfuglene.

Nu har jeg Augusta igen og vi skal have koldskål nu. Jeg vil lukke den her computer ned og glæde mig over, at jeg nu har fået delt det, som jeg så gerne har villet fortælle.

KH! Johanne

DET LYSEBLÅ LÅR-KOMPLEKS

Det lyder måske plat, men jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skulle gøre, hvis Instagram en dag pludselig lukkede. Tænk hvis vi en dag ikke kunne åbne app’en og alt bare var væk? Jeg ved jo ikke med jer, men jeg bruger så megen tid på det medie og freaking elsker det, på grund af de mennesker der er på, for kors jeg skriver med mange af jer! Story må jeg nok erkende er dér, hvor jeg er mest aktiv. Det er jo bare den arena, hvor jeg føler jeg er mest i kontakt med jer, fordi I svarer så massivt på alt jeg lægger ud.

Jeg ved ikke om jeg begik en lille fejl-40 den anden dag, dog.
Jeg nævnte noget med min krop, i en negativ vending. Det bør man måske være påpasselig med.
Det kan være svært lige på story at få formuleret sig helt præcist, fordi det går så stærkt og videoerne af gode grunde er så korte.

Sammenhænget var, hvis du ikke så det, at jeg har købt mig selv nogle nye bukser. Hvad er der sindsoprivende i det? – tænker du måske.
Jo, det er sådan, at jeg kun går i sorte jeans. Sæt gerne gåseøjne om jeans, således: “jeans”, fordi det er måske nærmere jeans-leggins, eller i hvert fald stretchy leggins. Dem her, som godt nok har knap, lynlås og lommer, men som er så fleksibelt, at jeg føler det presser dele af min krop ind 😀
Nå, men jeg fik købt et par LYSEBLÅ jeans. Jeg har længe sukket efter et par lyseblå jeans, fordi jeg synes det er pænt, men her er hagen: jeg synes mine lår ser (for) store ud. Ja, generelt, men særligt i lyseblå jeans.
Større er vidst det jeg kaldte det. Sammenlignet med hvorledes de ser ud i sorte bukser, that is.

Ovenstående er en ytring man ikke blot kan fyre afsted på internettet.
Det er ikke fordi jeg har fået grusomme kommentarer retur, men nok spørgsmålstegn og undren, til at jeg lige vil adressere det, uden det skal gøres bloggerkliche, ved at lave en storm i et vandglas.
(Dét er et ordsprog, ik’?)

‘Slut fred med din krop’ – ‘elsk dig selv’. KLOGT og VIGTIGT, men det er jo ikke bare sådan lige til. Ens selvbillede er ikke nødvendigvis rationelt, objektivt set, men ikke desto mindre er det jo en følelse… som vi gerne må ytre, eller hvad?

Jeg siger ikke, at jeg har store lår, sammenlignet med gennemsnittet. Altså objektivt set kan jeg se jeg er helt normal og fin.
Jeg føler, hvis jeg skal være ærlig, at mine lår er for store, i forhold til hvordan jeg ønsker mine lår skulle se ud. Jeg ville ønske der var mindre fedt på dem, men også at de var stærkere. Det er ikke fordi selv ligger under for Victoria Secret-mål ideal, men alligevel kan jeg ikke sige at min relation min krop er rationelt. Bare fordi jeg går under kategorien ‘normaltvægtig’ betyder det ikke mit selvbillede er helt normalt. Jeg ville kunne kigge på en kvinde med præcis samme kropsform, som mig selv, med helt samme kilo på vægten og tænke: hun er dælme sprød.
Mit forhold til min egen krop er til tider præget af en tankegang, som er lidt skæv, det vil jeg godt erkende, men ikke desto mindre er det en reel følelse jeg har.
Er det ikke sådan for mange? Har du det også sådan med dele af din krop?

Men det var så også årsagen til min begejstring på story. Jeg tog dem på “på trods” og det var jeg stolt af, fordi min hjerne skal helst ikke bestemme hvilke bukser jeg har på, ligesom mine lår helst heller ikke skal.

Er der så noget forkert i at sige, at jeg synes mine lår ser store ud, når der er andre, der er større, end mig? Vil det være lige så risikabelt at sige, at jeg gerne vil tabe mig? Det tror jeg kunne være et brandfarligt emne at tage op.
Jeg fik nogle beskeder om, at jeg ikke burde sige at mine lår ser store ud, når der er andre, der har større lår. At det ville få dem til at føle sig forkerte. Én skrev (på en pæn måde), at det ikke var hensigtsmæssigt, at jeg brugte min kanal til at udbrede ‘det slanke kropsideal’.
Egentlig vil jeg mene, at jeg skal have lov til at have det forhold til min krop, som jeg ønsker. Skævt eller ej. Det er jo min krop. Om jeg gerne ville være typen, der shakede sine deller på Instagram og ’embraser’ mormorarmene? Jo jo for fa’en. Men hvad skal jeg gøre, når det ikke er sådan jeg har det?
Mine komplekser må være mine kompekser ligesom mit selvbillede er som det er – det er jo ikke til blot at ændre. Med lyseblå jeans, eller ej.
Men jeg øver mig da.

Og tak for de mange kommentarer der også kom. Nu er de til vask. Tre dage var hvad jeg kunne strække dem til 😉 Men på kommer de igen.

<3

p4073014

Og hey, har du undret dig over billedet? Jeg var i Vejle og har altid ment at det forstørrede fallossymbol ved Banegården er ret så pænt. Det er bare dét der er historien. Og nå ja, dér er bukserne 😉

MINE SVAR PÅ JERES GODE SPØRGSMÅL

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Først og fremmst; tak for I spørger. Det er sgu da vildt at se, at der er nogen der har interesse i mig. Der er løbende kommet flere og flere til på Instagram den seneste tid og da jeg kiggede i går, havde den ramt 23.000 godtfolk, hvilket er helt vanvittigt at tænke på. Det forsøger jeg dog at undgå – at tænke på det altså – så jeg bliver ved med at være filterløs 😉 Nå, men jeg åbnede op på Instagram story den anden dag, for at I kunne spørge, hvis der var noget I gerne ville vide. Her kommer det ind, med at der er nogle af jer, der ikke har været med særligt længe og derfor er der indlæg I ikke har læst og ting om mig i af gode grunde ikke lige ved. Men nu burde der være svar 🙂 Hvis der er noget jeg har misset; skriv endelig!
Jeg har tilladt mig at forkorte jeres beskeder til kun at være spørgsmål, men tak for de søde ord og deling af jeres liv i dem!

Hvor lang tid har du været fuldtidsblogger? 

Common misunderstanding; jeg er ikke fuldtidsblogger, men jeg kan se hvorfor det er svært at regne ud hvad det egentlig er jeg så laver. Jeg står for Bruuns Galleris (Aarhus) og Bryggens (Vejle) Instagramprofiler og så laver jeg dette ved siden af – eller sammen med, hvordan man så end ser det. Freelance hist og pist.
Hvis jeg skulle lave blog fuldtid ville der være flere kommercielle indslag, end der er nu. Jeg er så heldig at jeg kan køre det hele efter lyst og med en frihed der betyder at jeg ikke SKAL lave x-antal sponsorerede indlæg, for at få mad på bordet. Det er stramt, økonomisk, det indrømmer jeg gerne – jeg er jo enlig og selvstændig – men jeg elsker hvor let jeg kan tage på blog og Instagram og kun indgå samarbejder, når det helt rette dukker op, kigge 100% på samarbejdspartneren (firmaet) og ikke kun hvad de er villige til at betale for vores samarbejde. Lige nu er der nærmest intet, men der plejer altså at være lidt.

Hvad er din arbejdstitel?

Jeg siger bare selvstændig. At jeg arbejder med sociale medier. Jeg har ikke nogen fancy titel at proppe på et visitkort 🙂
Jeg er jo egentlig pædagog, men valgte en anden vej, lige da jeg blev færdiguddannet, da det ligesom var en mulighed der var der – og jeg har ikke fortrudt, at jeg har grebet den!

Hvilken deleordning har I med Augusta?

Siden januar (i år) har vi en ordning, hvor jeg har hende i fem dage (altså fire overnatninger) og hendes far har det samme. Jeg er sgu ikke god til det her med ordninger, hvad de hedder og til at finde hoved og hale i det hele, men vi kalder det 5/5.
Det er  en pisse forvirrende og svær proces at skulle fordele sit barns liv mellem to personer, men for os var det egentlig ret lige til; hun skal være lige meget hos os hver. Hun var og er (for os) for ung til en 7/7 ordning, som vi dog regner med hun skal have, når hun starter i skole.
Jeg har tidligere skrevet et indlæg, som respons på den undren jeg får, når jeg fortæller at vi har hende 50/50 – men hvorfor skulle jeg, som mor, have flere rettigheder? (Det kan du læse her, hvis du vil)

Er det aldrig ensomt at være blogger?

Jo, det kan det være! Jeg er dog så heldig, at jeg har fået et skrivebord oppe i Bruuns, så jeg kan sidde sammen med nogle andre og ikke køre så meget solo, som jeg ellers ville og har gjort indtil da. Men jeg bruger jo meget af min dag med at kommunikere med folk på Insta (JER!), svare på beskeder og sådan – se dét er pisse hyggeligt 🙂

Hvem er din yndlingsblogger?

Den jeg følger mest intenst med hos være Sneglcille, altså Cecilie. Hun kan simpelthen holde begge ben på jorden på en måde, som de færreste kan prale af. Hun deler ud af sit liv og jeg lapper alt i mig. Jeg elsker at hendes billeder ikke er taget af en professionel fotograf (sjovt nok er hun gift med en) og hun Instastoryer uden makeup og uden filter. Hun formidler sin tilværelse uden en snært af højrøvethed og man mærker på ingen måde, at hun er fuldtidsblogger, hvilket kan gøre at jeg falder fra. Det er da en svær balance, men jeg føler at Cecilie laver det hun vil og kan, uden at følge en skabelon.
Derudover er der Twinpeaks, altså Mette Marie, særligt fordi hun skriver på en måde, der gør alle andre grønne af misundelse.
Rockpaperdresses, Cathrine, gør mig sgu bare glad i låget.
…men jeg læser faktisk ikke så mange blogs. Sjovt nok. Selvom der er SÅ mange dygtige og spændende mennesker. Jeg følger en del “bare” på Instagram, men ikke så meget på deres domæner.

Måske du undrer dig over, at jeg kun nævner “større blog”, men der er jo måske i virkeligheden en grund til at de er store – fordi de er gode. Men der er også virkelig mange seje “mindre blogs” derude! Der er mange jeg følger, og helt tæt på, som jeg jo synes det er, når de f.eks. også er på Instastory, men det foregår primært på Instagram.
Skal jeg lave et indlæg med anbefalinger en dag, med profiler – også mindre -, som giver mig et smil på læben?

Er du den samme i virkeligheden som den du er på Instastory for eksempel?

Interessant spørgsmål! Ja, det vil jeg tildels mene jeg er. Jeg er i hvert fald helt ærlig, lad os sige det sådan. Men hvis man tror at jeg altid er så pep og , som jeg er på Instastory, i virkeligheden, så er det ikke helt korrekt. Der er jeg mere tilbageholdende. Jeg er bare meget tryg, når jeg plaprer løs herhjemme, på trods af at det jo bliver delt med ret så mange tusinde.
Jeg føler bare I er på mit hold. At I ikke dømmer mig. Det kan jeg være usikker på ude i virkeligheden.
Jeg er et meget følsomt menneske, der kæmper med at lade være med at åbne munden for meget, for at lette stemninger og akavetheder, men samtidig også slår mig selv i hovedet for at formulere mig forkert eller ikke være sjov nok. Jeg føler mig som et meget usjovt menneske i real life. Så har jeg meget lange antenner, som forsøger at aflæse alle i et rum, fordi jeg er usikker på hvad andre tænker. Det behøver jeg ikke bekymre mig om på nettet, på samme måde. Det er i møderne i virkeligheden at jeg er usikker, ikke i dem på nettet.
Som alle andre forsøger jeg da at skjule mine usikkerheder og jeg forsøger at virke udadvendt over overskudsagtig, men humor er mit skjold, som jeg bruger, når jeg er på udebane. Hvis du møder mig vil du måske tænke jeg er en selvsikker person, men indeni indeholder jeg knap så megen selvtillid, som jeg forsøger at udstråle. Heldigvis tør jeg snakke om det og grunden til at jeg pjatter og taler ubekymret til skærmen (til story) og til at jeg deler på Instagram er fordi jeg føler jeg taler til og med en gruppe mennesker, som kender mig, som er åbne og tager imod det jeg har at sige og vise, med åbne arme.

Er du og Augustas far blevet skilt eller var I bare kærester?
Og er han din sidste eks?

HistoriEN havde jeg holdt for mig selv, selv da jeg startede med at blogge. Det undrede mange, at jeg ikke inddrog Augustas far mere, her på bloggen og at billederne var få. Det var ikke fordi han så ned på det her, men han havde ikke interesse i at være en del af det, som andre bloggers kærester og mænd.
Jeg valgte at dele hele historien, altså den om Augustas tilblivelse, kort inden vi flyttede hver for sig og hvis du ikke har været der, så må du skam gerne læse Gravid efter første date. Det er et af de vildeste indlæg jeg har skrevet, fordi det er så vildt at sige højt.
…så nej, vi har aldrig være gift, han er min sidste eks og det er ham, der er faren til Augusta.

Er der stadig mange der ikke kan lide dig?

Spørgsmålet var en del af en længere tekst, som henviser til de gange jeg har delt og talt om visse boligprofilers respons på min laven-sjov-med-tendenser. Altså laven sjov med at alle er Royal Copenhagen lovers og alle lever af Kubusstager og skyr. Deres repsons var jo ikke så positiv, selvom den startede således! Med stor opbakning endda. Det er dog længe siden jeg har hørt noget fra eller til “dem” og jeg er stadig blokeret fra en del profiler, ligesom jeg har blokeret en del, da jeg for længe siden fik indblik i nogle af deres korrespondancer, som gjorde at jeg fik ondt i maven. Det skød efter mig personligt, hvor jeg vil mene jeg ikke gik efter nogen personligt, men mere tendenser, så derfor fjernede jeg muligheden for at de kunne snage med. I hvert fald fra deres hovedprofiler (de fleste har anonyme snagerprofiler). Men jeg tænker ikke meget over dem mere

Man ved selvfølgelig ikke hvor meget der bliver talt om en, men der er en del sladder i blogverdenen og jeg får fra tid til anden besked om hvem der siger hvad. Og ja, det sker desværre i bloggerkredse, at der bliver svinet, men sålænge de ikke siger noget direkte til mig lader jeg være med at reagere på det. Det er surt, fordi der er lidt grupperinger og det er da ærgerligt at kvinder skal tale grimt om andre kvinder og det gør da ondt de taler grimt om mig, særligt fordi det kommer fra dem, som enten aldrig har mødt mig eller kun hilst på mig en gang eller to. Men det er også derfor jeg har meldt mig lidt ud af de fleste sociale begivenheder med andre bloggere. Jeg holder mig oftest her i Aarhus, hvor der ikke er nogen her, der spiller venlige og vender øjne af dig, når du vender dig rundt.

Yndlings Aarhus-spots

Er det med barn? Så har jeg sørme lavet denne mini-guide, med tips til legepladser, cafeer 0g sådan 🙂

Hvor bor du og hvor er du fra?

Jeg kan holde den i Østjylland 😉 Jeg er født i en lille by der hedder Tranbjerg, jeg har gået i folkeskole i Viby, på en privatskole der hedder Interskolen. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var omkring 6 år og de flyttede henholdsvis til Galten og Odder – sidstnævnte har jeg tilbragt mest tid i. Jeg udlevede nogle vilde år i den lille provinsby hvorefter min mor og jeg flyttede til Aarhus C, som jeg har boet i, siden jeg var 17 år. Nu bor både min storebror, min mor og jeg i Aarhus og det er fantastisk med familien så tæt på. Min mor arbejder endda meget få meter fra min lejlighed, på Godsbanen, hvor min bror også tilbringer rigtig rigtig meget tid, grundet sit erhverv som digter.

Hvor mange børn drømmer du om?

Jeg kan visualisere at jeg får ét barn mere. Om det det bliver flere, end det, kan jeg jo ikke sige med sikkerhed, men jeg skal bestemt have et barn til.
Det skal ikke være NU – jeg skal finde en mand, vi skal lære hinanden at kende og træffe den beslutning om at få barn sammen, sammen og SÅ skal Johanne her være preggo – og jeg glæder mig!

Hvad er din største drøm i livet?

Min største drøm? Yez et stort spørgsmål! Jeg kan kun komme på et enkelt svar og det er egentlig at jeg bare gerne vil være glad. Føle en ro i maven, en form for nu-er-jeg-her-og-det-er-jeg-glad for, uden de her store bekymringer om fremtiden. Jeg tror sgu ikke på at man som sådan kan tænke; hey, NU er jeg lykkelig – tjek!, men følelsen af LYKKE vil jeg stræbe efter. Den kommer og går (en del) disse dage.

Øjenvipper

Dét er simpelthen forkortet, for det jeg fik allermest i min indbakke var spørgsmål der gik på mine vipper. Det er faktisk meget enkelt: ja, det er mine egne vipper, men jeg bruger dette serum. Det er pebret, I know, men det er det der virker for mig og jeg har med succes brugt det i næsten 2 år nu.
Af mascara skifter jeg lidt rundt. Jeg har længe været glad for Lash Sensational fra Maybelline, men jeg synes alligevel at den alt for hurtigt bliver dårlig. Så er jeg gået lidt tilbage til Helena Rubenstein, men jeg er heller ikke her helt glad, så pt. propper jeg Cliniques på vipperne.
I forhold til buk har jeg altid brugt vippebukker, men har nu, efter anbefaling, fået lashlift, som er et vippebuk, der holder i 4 ugers tid. Det er egentlig ikke kun det med at vipperne lige får et “knæk” jeg kan lide – det jeg er mest glad for er faktisk at der kommer kontrol på dem. Jeg har jo ret mange hår og de står ud i ALLE retninger – flere på kryds og tværs – og med vippebuk peger de alle i samme retning.

Savner du pædagogfaget?

Jeg savner børnene. Jeg savner forældrene. Jeg savner kollegerne. Jeg savner ansvaret og rutinen og dét at se at børnene udvikler sig. At modtage et barn og så sende det videre og se man har bidraget til at det har været en god tid i institutionen.
Jeg har dog svært ved at se mig gå fra det her til en stilling i en børnehave. Det ville i hvert fald kræve tilvænning, men der er så mange glæder og fordele ved faget, at jeg alligevel tænker en del på det. Jeg har haft super gode oplevelser ved at arbejde i institutioner, men jeg har også nogle i bagagen, hvor jeg har svært ved at se om man kan retfærddiggøre den hver dag overfor børnene. For megen travlhed, for få voksne, for lidt omsorg, for lidt tid. At man, også som pædagogstuderende endda, har skullet stå alene med 15 børnehavebørn inkl. børn med særlige behov, er desværre ikke en enlig svale. Det sker. Det er ikke i orden.


Og det var dét – det var simpelthen dét, der landede i min indbakke den dag. Jeg er glad for du læste med og jeg håber da, at det var et klik værd 🙂
KH!

DA KØDMUSLINGEN SKULLE VOKSES

picmonkey-image-2

Min annoncering på Instastory, om min forekommende omgang voksning af den lyserøde pita, skulle vise sig at være en af de ting, som jeg ville få mest respons på. Og det overrasker mig egentlig lidt, men spyt ordet behåret kødmusling ud – og din indbakke gløder.
Det var i går aftes – og i dag sidder jeg så her, helt done og klar til at fortælle lidt om oplevelsen 😉

Klinikken sig altså også af negle, hvilket er årsagen til at jeg overhovedet er kommet på, at det kunne være en god idé, at få smurt lun sukker på frikadellen og blive helt og aldeles bar… og ja, endda her under den sibiriske (shit)storm. Som sagt, måske ugennemtænkt, da jeg muligvis så skal ud og finde uldundertøj, men omvendt tror jeg ikke at det har den store varmende effekt, med den muffedissetrekanten?

Og hey, det her er ikke reklame – bare for at slå dén fast. Jeg har betalt 😉

Jeg sagde i min story, at jeg så det lidt som en udfordring at blive vokset, men ikke pga. smerten (SOM JEG NOK SKAL VENDE TILBAGE TIL!), men fordi jeg ikke har lyst til at vise tisseleif frem. Også selvom det er til en pige – eller hun er vel kvinde – som jeg efterhånden har hilst på mere end en gang, men som altså ikke har set mere af mit bare korpus, end fra halsen og op. Men hun ser jo va-jay-jays dag ud og dag ind og er skide ligeglad. Jeg har ellers forsøgt at hiiiive ud af hende, om hun havde set nogle spøjse kærlighedsgrotter, men hun lægger simpelthen ikke mærke til dem. Se dét er at være professionel!

Nå. Smerten. Selve ‘akten’ har jeg jo dokumenteret på min instastory (@Nutidensmor, hvis du ikke er med der). Det gjorde niller naller at få ordet pelsburgeren, når man som jeg altså lige ville have alt væk.
Jeg vred mig en del der på briksen, men her, efterfølgende, må jeg sige at jeg gerne gør det igen. DA hun ordnede de krøllede kødgardiner var jeg ved at trække i land og smutte derfra med en frisure, som nok ville kendetegnes som Fantom of the Opera, men NU er jeg glad for, at jeg blev liggende. Både på ryggen – og afslutningsmæssigt på maven skal det lige siges.

Hvis jeg skal beskrive det, så er det mest nærliggende at tage fat i en analogi omkring Bamses hus. Bamses hus, som vi kender så godt og holder af. Hvis du forestiller dig hans ydmyge hybel, så er det for mig ikke så voldsomt smertefuldt i baghave området. Faktisk var det nok det mindst smertefulde – plus det var det, som var overstået hurtigst. Dér hvor jeg lige skulle huske på at trække vejret er nærmere på tagryggen (der ved den drilagtige skorsten, som dog ikke passer ind i sammenligningen, så glem lige dén) og så helt inde i hytten, ved billedbogen og monsteraplanten. Du ved, helt inde, i varmen.
Resten; ydervæggene – medgørligt, udholdeligt.

Jeg er blevet garanteret, at det er meget meget lettere, altså mindre smertefuldt, næste gang og jeg lover at advisere jer om det så er helt sandt. Jeg hører det også fra mange, i indbakken på Insta, at det er bedre anden gang, så jeg har en følelse af at det er rigtigt nok.

Behandlingen jeg fik var der, hvor jeg også får lavet negle, af min veninde, hos Nonamenails (Instagram her), på Nørrealle i Aarhus.

Og inden du helt forfærdet forlader dette indlæg, med en tanke om at jeg ikke kan kalde kvindedelene ved deres rigtige navne, så bare rolig; FISSE, SKEDE, KUSSE, TISSEKONE, VAGINA!
BOM!
(Det andet ER bare sjovere, hallo)

Bliver du vokset? Del gerne erfaringer!
PLUS! Lad os få nogle flere kælenavne til underlivet 😀

Årsagen til at jeg bliver vokset er ikke fordi jeg har et objektivt syn på hvordan misser bør se ud – for hvis du rocker en orn’li’ busk synes jeg sgu du er meget sej. Jeg har ikke lyst – måske jeg UBEVIDST er presset af nogle skønhedsidealer, who knows, jeg tror det ikke, men det er immervæk bare det jeg har lyst til og i bund og grund er det ikke bare dét det handler om, at vi kan træffe nogle beslutninger om vores udseende, uden at blive dømt for det? Jeg plejer at skrabe, men min hud er så følsom, der er knopper og smerter – alt det lort, så jeg håber voks er vejen frem.

Og hey, er et sådan indlæg et sats, når man ikke har vist livstegn i knap en måned på domænet? Jeg håber ikke jeg støder nogen og hvis jeg gør, så skriv endelig. Så skal jeg nok fortælle hvorfor det ikke bør støde <3

KH!