Browsing Category

Tæt på mig

SINGLE, MED IS I MAVEN

image13

Hvis du er single, så er det fordi du ikke har fået opsnuset manden i dit liv endnu, men han er derude! Bare rolig, Johanne, du skal da nok finde ham. Du behøver ikke være single for altid.

Det er sjovt, for jeg kan indimellem føle, at det her med at single lidt anses som den forkerte tilstand i livet. Eller altså, status. Singlelivet slutter af naturlige årsager, når/hvis man får en kæreste, men livet starter jo altså ikke ved parforhold.. eller hvad?

Kan du finde ro i at være single? Det kan jeg faktisk fint.

Måske er det fordi jeg er tættere på 30, end på 20, at mine omgivelser undres? Måske fordi jeg også er mor. Det er ikke en sjælden samtale, om Augusta ikke skal have søskende – for hun er jo over 4 år. Et samtaleemne der dog sjældent er initieret af mig, men som indimellem godt kan give mig en følelse af pres, fordi jeg kan fornemme at omverdenen mener at det er ved at være sent ude.
Eller ER det bare fordi det er naturligt at man aktivt søger og leder, når man er single?

For jeg må indrømme.. det gør jeg ikke. Ikke sådan rigtigt.
Og ja, nu kommer der sgu lige et indlæg om Johannes singleness og (manglende) dating- og kærlighedsliv.

Jeg er på Tinder, det indrømmer jeg gerne. Jeg kan godt lide følelsen af at være en del af singlemiljøet, selvom det selvfølgelig er noget så overfladisk og med en hvis (geografisk) distance. Jeg swiper dog meget meget sjældent den vej, som viser interesse og når jeg gør, så er jeg enten den kylling, der ikke svarer (tit fordi de skriver noget, som får mig til at tænke you’re not for me!) eller også fortryder jeg matchet – fordi jeg ikke har den store lyst til at date. Måske har jeg lyst til at skrive, men det med at tage springet og mødes med en, som jeg potentielt kan have en røv overfladisk og kedelig samtale med i 2 timer, orker jeg ikke helt udsigten til. Så vil jeg hellere ligge i min egen seng, alene, og se Nybyggerne. Eller ordne rodeskuffen.
Derfor kan jeg på forhånd godt lide at skrive lidt forinden – en stærk kontrast til langt de flestes profiltekster på Tinder, som copypaste-agtigt lyder således: jeg er ikke til lange romaer, vil gerne mødes til en kop vin med det samme. Jeg ser fordelen i det – på den måde spilder vi ikke tegnsætning og timer i vores liv på at kommunikere via vores telefoner, men jeg vil bare hellere ofre dét, end at have et akavet møde med en mand. For jeg er ikke desperat efter sådan en..

Men jo. Jeg vil da gerne møde ‘ham’. Ham, som jeg kunne få lyst til at vågne op sammen med, gå i biffen med, købe lejlighed med og få oplevelser med. Men jeg er ikke utålmodig, jeg forcerer intet, forhaster ikke og er på ingen måde desperat. Måske misser jeg nogle fine gutter, ved at grovsortere så voldsomt på Tinder, som jeg gør, men det er jo et medie, der fordrer at vi grovsorterer og putter i kasser.. fordi vi netop ‘tvinges’ til at sælge os selv med tekst og udvalgte billeder.

For mig, når det handler om mænd, har humor en meget større betydning, end f. eks. udseende. Selvfølgelig har jeg præferencer, der er da træk, som jeg synes er enten lækre – og træk, som jeg synes er det modsatte af tiltrækkende, men jeg har INGEN krav om en markeret sixpack – faktisk ser jeg helst han ikke har en. Og så er jeg super ligeglad med hvilken hårfarve han har. Personlighed hos en potentiel partner betyder selvfølgelig noget for alle, men dét der får mit hjerte til at banke, er selvsikre mænd, men der samtidig er enormt ydmyge. Humoristiske, men uden at være klovnede. Dygtig til mennesker, men uden at være SE MIG SE MIG SE MIG.
Men jeg er dog geografisk snobbet.. min radar er sat på max. 20 km. fra min flade røv. Og sårn’ er det – det finder jeg belejligt. Måske jeg går glip af mr. right, fordi han bor i København, men for at han skal være mr. right for mig, så skal han ikke være bosat i København, når jeg er i uflytbar i Aarhus…

Jeg tror på der kan være mange mænd i den kategori, med de kvaliteter, men jeg har det også bare sådan, at jeg en dag falder over en, som giver mig kriller i maven, men det gør jeg ikke ved at aktivt tæske gennem alle mænd i mit nærområde, med kaffeture. Jeg tror på, at hvis det sker, så sker det. Uden Tinder og alt det.
Måske det er mig, der er åndssvagt optimist, men jeg har bare heller ikke så travlt, “på trods af” at jeg er 29 år. Og mor.

Hvad tror du? Selvom jeg ikke længes efter nogen, på trods af at være ‘klar’, burde jeg så være mere åben?

KH!

 

JEG HAR..

p1107914Jeg har IKKE set mig selv i fjernsynet, men flere af jer har spottet at jeg var på DK4 over nogle dage 😀 Ja, det er måske ikke min spidskompetence, at være på skærmen på den måde, jeg synes sgu selv jeg har en ordentlig omgang RBF* og er meget stiv i betrækket.
Det er forresten bare nerver, men programmet i sig selv synes jeg blev meget godt.

Jeg ved bare nu – til næste gang – at jeg sagtens kan fyre lidt mere sjov af og smile mere 🙂
Nu har jeg set de to første afsnit online (og du kan også se dem lige her) og vidende om hvordan resultatet nogenlunde bliver, kan jeg slappe mere af til NÆSTE GANG

For jaaa, der kommer en næste gang! Og med det sagt er det kun to emner der er online nu – såvidt jeg husker har vi filmet otte 🙂

Emnerne til de to afsnit, som du kan se nu, er: Snakker jeg for meget om min graviditet? & Min mor gør mig usikker i min nye mor-rolle.
– Hvad synes I? Er mine nerver meget tydelige? Bander jeg for meget 😛 ?

RET! Nu er der tre! Med emnet: Kan jeg tage mine børn med til begravelse? Og her har jeg virkelig en holdning!

Jeg har sørget for at Just Eat kunne trække penge fra mit kort to gange, siden nytår.
Er det for meget junk eller not enough? 😀

Jeg har set uendelig mange afsnit af Greys Hvide Verden. Jeg sprang ind i den allersidste sæson for nogle uger siden og kom, da dén var færdigset, i tanke om at der jo er et spændende flystyrt på et tidspunkt (jeg har set alle afsnit, da de først blev vist i tv). Jeg gik i gang med afsnit 1, sæson 1 og det var nok omkring sæson 3, at jeg fik den idé, at jeg da lige kunne Google hvornår det er at det flystyrt kommer. Det er sidste afsnit i sæson 8. Som jeg så så kl. 02.30 i nat.
Der er forresten 24 afsnit i hver sæson.
Jeg er næsten læge nu.

Jeg har strikket 1,5 ting siden juleaften. Det vil sige, at jeg har strikket en hel trøje til min venindes datter (PÅ TRE DAGE. WUPTISWUPTI JOHANNE) og 1/2 til Augusta, som så blev trevlet op, inden den blev strikket i en ny model (som jeg så også overvejer at trevle op, fordi der er fejl i og ærmerne er strikket for stramme.. måske jeg burde lære at samle masker op?).
Men nu er jeg så også igang med en hue. Ih det kører på pindene sgu.

Og som sidebemærkning; ikke at jeg synes der skal være megen strikkeri her på bloggen eller på Instagram, men jeg kunne måske samle billeder af det jeg har strikket og udgive det indenfor de næste par måneder, i ét indlæg, som jer der så har interesse for det, kan se.
Yes/no?

Jeg har sgu købt denne t-shirt. Den findes sjovt nok i syv varianter i forskellige farver. Jeg erhvervede den i ONLY i Bruuns Galleri, til den nette pris af 70 kr.

Jeg har fundet ud af, at jeg er ret vild med SMILF-serien.
SingleMomIwouldLiketoFuck, hvis du skulle spørge fra nogen.
Det er på HBO. Greys er på Viaplay, Modern Family på Netflix.
Gud jeg bruger for mange penge på den slags. Men jeg har jo ikke kanaler. Hvilket bringer mig frem til…

Jeg har brugt megen tid på at overveje hvad der skal ske på Augustas værelse.
Men det er typisk mig.. når jeg får en idé kan jeg ikke slippe den og senest var det stuen, som fik plakater, tæppe (fundet på lagersalg hos Broste) og omrokering, mens det nu er Augustas rum, som grueligt irriterer mig. Kender I det? Lidt som hvis man får en tanke om at det kunne være pænt med noget nyt gulv i køkkenet, så lægger man alt for meget mærke til hvor grimt det nuværende gulv er… ikke at vi skal have nyt gulv i køkkenet, lejelejlighed og én indkomst and all, det var blot et eksempel.

Jeg synes bare ikke det er så hyggeligt, som det kunne være og samtidig er jeg tilbageholdende, fordi jeg ikke giver bruge alt for mange penge på det.  Jeg vil bare gerne skabe lidt mere stemning, for lige nu er det et ret stort hvidt rum med megen gulvareal. Jeg leder en hel del i genbrugser, men det er som om det næsten er billigere at købe nyt, for for filan hvor kan de tage penge for brugte sager – men der er jo også rift om de fine ting.
Min idé er at male én væg, for at få noget dybde og ‘noget’ op i højderne. Jeg vil få en ribbe op og… ja, så jeg mangler ideer. Tanken om et karlekammerskab tiltrækker mig, men for fanden, så skal det transporteres (hvem har bil?) slæbes op (hvem har muller?) og sikkert slibes og istandsættes (hvem kan det?).
Sengen OVERVEJER jeg at skifte ud, sælge og købe en ny, selvom den er så pæn så pæn så pæn, så er den rigtig stor til en 4 årig (90×200). Måske det er noget jeg bare skal skyde en hvid pil efter.

Frygter bare, at det kommer til at ligne alt det jeg ser på Instagram #lemming
Du kan se hendes værelse her, men hvis du har ideer, så skriv dem endelig herunder!

Jeg har da også set den nyeste sæson af Modern Family, som jeg jo (generelt) er GIGA fan af… eller var. Min begejstring er ikke endeløs mere.
Har du set det?

Jeg har (ja, nu kommer der mere ananas i egen juice, men det er immervæk lidt tid siden jeg har skrevet herinde) været i avisen!
I Aarhus Stiftstidende – sammen med Michelle (aka. Stonemuse) og en youtuber. Artiklen ER også online (lige her) og tjek lige mit catwalkbillede på fodgængerovergangen. Passende nok er der rådhus og pølsevogn i baggrunden.

*RBF: RestingBitchFace, at man – ubevidst – ser sur (kællingeagtig menes der nok) i ansigtet, uden at man er klar over det og uden nødvendigvis at være det, når man bare sidder/går/laver ingenting. Det er mig  – åbenbart.

HJERTEMASSAGE

p1077796

Hvis jeg skal være helt uærlig, så kunne jeg fortælle at alt er fint og bryde stilheden på den måde. Sige, at jeg har holdt en online kur, eller detox om man vil, i anledning af det nye år. Det er jo så moderne.
Men det ville være en løgn og hvis jeg skal forsøge med lidt ærlighed, så ved jeg ikke hvad det egentlig er der foregår. Jeg skal ikke sidde her, med min computer, med min kaffe på tastaturet, i den tomme stue og få det til at lyde som om det på nogen måde er sensationelt, at en person ikke giver megen livstegn fra sig i over en uge, men mit fravær er ikke et aktivt valg, men en mangel på overskud.

Jeg er en følsom person, godt pakket ind i festens midtpunkts-klovn og lige nu, i mit lille liv, sker der ting og sager, som jeg desværre ikke rigtig kan skrive om. Omstændigheder, der er andres, men som påvirker mig.

Jeg har de sidste elleve dage gjort alt, for at presse min hjerne, til at spille komedie og poste på Instagram, så alt kunne ligne sig selv, for at jeg kunne bilde mig ind at alt er som det plejer, men alt er langt fra som det plejer og det er igen tydeligt for mig, at det jeg fremstiller på nettet er så ærligt, at det er direkte påvirket af et her og nu billede. Når jeg går i hi herhjemme, som jeg har gjort siden nytår, med seriemarathon i et mørkt soveværelse, i ske med mig selv og min dyne, så går jeg i hi allevegne fra. Og det har jeg været – i hi altså. Jeg har haft lyst til at sige hej og give et pip fra mig hele tiden, men billederne ville være fra dobbeltsengens mørke (på den ufrække måde) og teksten ville ikke være fra hjertet, fordi jeg har følt at der var der her usagte.

Det kunne være rart og måske lettere bare at lade som ingenting, men det må jeg erkende. Det kan jeg ikke.

Om 10 min. kommer Augustas far med Augusta – vi har 5/5 ordning nu, her efter nytår og dét har jeg en tro på er en god beslutning. For et år siden var dén tanke ret ubærlig, men jeg synes sgu dén del af vores liv går godt!
Der er så mange ting der er gode i mit liv, jeg er heldig og jeg er velsignet (hvis en ikke-religiøst kan bruge dét ord).
Problemet handler ikke rigtig om at sidde i et rum med en sort og en hvid væg, og så bare vælge at kigge ind i den hvide væg. Så enkelt er livet bare ikke. Problemet er, at man også kan opleve at sidde i et helt hvidmalet skønt rum, men hvor et sort tæppe så rives væk under en.

Nu håber jeg, at jeg lige kan tømme den her kaffe kop, sprøjte lidt vand i hovedet og ryste min uro af mig.
Men inden da vil jeg sige tak, for at du læste med. Nu kom jeg ud med det, nu ved I det og nu kan jeg fortsætte, som jeg plejer. Selvom jeg siger så lidt, så betyder det meget for mig, at det kom ud og stilheden blev brudt med lidt ordmæssig hjertemassage til bloggen.

KH!

BRUDDET STARTER JO LÆNGE INDEN. ET TILBAGEBLIK PÅ EN SVÆR TID

OLYMPUS DIGITAL CAMERAI kender godt de her Facebook-minder, ikke sandt, det her med at Facebook lige beslutter sig for, at vi skal mindes om hvilket billede vi delte, for præcis et/to/tre/fire(…) år siden?
Den anden dag gjorde Facebook det ved mig, og selvom det jo normalt er meget hyggeligt, da det tit er nuttede babybilleder, som vi straks har lyst til at gendele på vores væg (“TÆNK HUN HAR VÆRET SÅ BETTE!”) eller fuldemandsfotos fra en våd bytur, som vi så kan tagge gamle veninder i og gøre lidt nar af deres teenageøjenbryn og dårlige selvbruner, var det her altså et ambivalent minde.

Som I jo ved, bor Augusta og jeg alene, og så har hun et hjem med sin far. Det er næsten et år siden, at jeg flyttede i egen lejlighed og på dén dato, hvor jeg fik nøglerne i hænderne, efter en gennemgang med viceværten og så mit kommende hjem for blot anden gang, offentliggjorde jeg ligesom også vores ‘brud’ og vores nyt liv, på Instagram. Ja, de fleste med en blog ville jo nok have skrevet det inden, men jeg ventede til dagen, da jeg også mener, at Augusta har retten til at få beskeden, før internettet gør. Selvfølgelig er der mange der er nødt til at benytte facebooknetværk, for at finde en lejlighed – fordi det kan være freaking svært! -, men det kom til at dele nyheden med andre, end mine tætteste venner og familie, så blev det (altså I) faktisk gemt til sidst.

Men dén dato, 01/12, som vi igen lander på om 14 dage, er ikke så meget andet, end ‘den dag jeg fik nøglerne og havde en lorteflytning‘, annoncerede “det” på nettet og jo okay, så er var det også en dag, hvor det hele lige ramlede lidt sammen, da jeg lå og skulle sove, mutters alene, i den store nye lejlighed.

Men det hele startede jo før.
Det var jo det der billede, der poppede op på min facebookvæg og det er ikke så meget billedet, som da er nuttet med bettefis med sin lille bjørnehue og -trøje, som vækkede mine følelser, men mere minder om den tid, der var svær og det tror jeg de, der har været gennem det samme som os, også ved.

For det hele startede jo ikke ved flytningen, da jeg postede billedet, den dag jeg sad på det kolde trægulv i den nye lejlighed, overvældet af følelser, ventende på min far, der ville komme og hjælpe, med et afbud fra flyttefirmaet, en panikfølelse af at jeg ikke kunne det her og en dårlig samvittighed overfor Augusta om at det måske var det forkerte, at trække hendes liv op med rødderne.

Det hele startede mange måneder før, da beslutningen blev truffet.. ikke at det er sådan en; jamen fint, så gør vi det- FARVEL, med råb og skrig, men mere en erkendelse, hver for sig, at det ikke gik og ikke førte nogen steder hen, det her. Det startede en del tid før, med lejlighedssøgning i -hvad der føltes som- smug, fordi de fleste nok udforsker mulighederne. Jeg kan heller ikke skille ad, hvornår jeg kiggede efter en lejlighed til os alle tre, hvornår jeg i frustrationer lurede lidt til mig og Augusta og hvornår jeg faktisk ledte efter et nyt hjem, med den tanke, at det var definitivt.
Når man flytter, så har en del jo været på plads et stykke tid.

Dét jeg vil frem til, er at vores liv ikke var, som vi ønskede det. Og sådan er det med par der går fra hinanden, forud for bruddet er der en kamp; en kamp for at finde hinander der er forsøg på at finde kompromiser der bliver lavet løfter, bryde løfter og på et tidspunk kommer der en erkende af, at det ikke går.
Og alligevel kan der fra dét punkt gå længe og det handler jo desværre enormt meget om det praktiske; at det er svært at finde en bolig (evt. sælge den fælles) og måske også at få det hele til at hænge sammen, økonomisk, da det jo er dyrt at flytte.
Dét er pisse svært.

Selvfølgelig havde vi det også godt, det har jeg tit understreget. Vi havde det rigtig fint sammen, men det skulle ikke være os to, det var sikkert. Ja, jeg kunne forestille mig det er sværere for andre og selvom jeg gerne vil sige, at det var fordi vi selv sørgede for at det ikke var lort, så var vi måske bare heldige også, at vi bare sammen, som venner.
Allerede da vi var på tur til Amsterdam og på skiferie vidste vi godt hvor vi (ikke) var på vej hen, men vi har aldrig spillet komedie og jeg har ikke løjet på de sociale medier f.eks.
På trods af at det da kan være svært at gå op og ned af en, som man ved man ikke er – eller skal være – kærester med (mere), så var det skønt at rejse sammen, som familie.
Ja, måske vidste vi det, inde i os selv, længe før, at det var den rute vi var på vej hen mod. Erkendelsen, da den sneg sig ind, var dog svær, men også forløsende på en og samme tid.

Men forresten, apropos skiferie, noget mere hyggeligt, end denne læsning: jeg genså lige mit eget indlæg fra skiferien og HOLD NU KÆFT Augusta er nuttet i den her lille film, hvor hun står på ski for første gang. Lige før mor her fik tårer i øjnene, for udover at der er sket meget, praktisk, så har hun godt nok udviklet sig på kort tid. Hør lige hendes bette stemme – og udtalen krævede undertekster. Det gør den jo ikke rigtig mere 🙂

Har jeg så en pointe med dette indlæg, kan det være du tænker, efter at have læst dette yderst opløftende skriv 😉 Egentlig nok ikke, udover at det hjælper at komme af med lidt tanker, som det plejer. Måske er det den kommende jul, der gør mig lidt små melankolsk – jeg skal nemlig ikke holde juleaften med Augusta og det ærger mig allerede. Men sådan er det. Det kan også være det bare er det kedelige vejr, der påvirker tankerne.

Hvor mange af jer har børn og er ikke sammen med faren mere?
Hvordan var det for jer? Tænker I tit tilbage? 


Lidt om det du så kan se på billedet | *indeholder Reklame links | – fordi I så tit spørger til tøj osv., når jeg lægger noget ud på f.eks. Instastory – se herunder, hvis det er relevant for dig 🙂

OLYMPUS DIGITAL CAMERAElefanthuen, som hun faktisk stadig kan passe, er fra Huttelihut og det er jo lidt et dansk luksusmærke, men jeg må sgu ærligt indrømme, at betaler man ikke for at navn i nakken, men for kvaliteten. Det kan jeg godt selv tænke med nogle ting nemlig, men det er ikke tilfældet her.
Den sidder super god, den er i uld, har god længde foran og bagpå, så den går godt ned og forhindrer kold nakke og hals/bryst, sidder til – på en god måde, og indersiden er blødt velour.
Tænker du så; årh nej! pels! – bare rolig, det er alpakkauld, der er klippet af, så intet dyr er dræbt, for at lave huen. Her er der et link til en webshop med fri fragt – og de har altså huen i 0-1, 1-2, 2-4, 4-6 år. Den er jo ret varm, den model, men vi har også en til nu, en der er mere (hvordan skal vi beskrive det?) spids. Den er velouragtig og med bomuldsfoer og du kan se den her, i forskellige farver – og der er sgu -40%, fra samme webshop.
Sweatshirten med bjørnene er fra Småfolk, men en tidligere kollektion. Er jeg den eneste, der nogengang snupser tøj på tværs af køn? Jeg fandt i hvert fald denne i “drengekategorien”. Termostøvlerne er fra Aigle, super fine, men vi har disse i år, der er lidt billigere *

Ja, generelt sætter jeg ikke fokus på tøj, men tænkte sgu det var oplagt til billedet, på trods af temaet i indlægget over. Det er i hvertfald gode webshops jeg linker til, men du kender dem sikkert i forvejen 😉
Noget andet er, hvis du nu mangler inspiration til tøjvalg (do’s and don’ts) til vinteren, måske særligt fokus på vuggestue/dagpleje og børnehave, så kan du se det her indlæg, som jeg skrev med min pædagoghat på. Det handler ikke om mærker, men om specifikke, håndgribelige fif, udetøj, sovetøj m.m. Synes selv det blev ret så godt 🙂


KH! Johanne

SÅ KOMMER JEG SGU I FJERNSYNET!

23482859_10155916713076458_2034692591_o

Kan jeg sige dette, så det emmer af ydmyghed? Det håber jeg. Jeg forsøger:
Jeg er blevet spurgt om jeg vil i fjernsynet mange gange.

Hvorfor forstår jeg dog ikke rigtig.
Det siger måske ikke så meget om mig egentlig, jeg tror bare det er i tiden at invitere folk med en blog ind i Go’Morgen Danmark, Go’Aften Danmark og hej fra skærmen Danmark. Ikke et program, det sidste, men mere det man ville gøre.
Jeg har i hvertfald fået rigelig med tilbud lige fra reality til dokumentarer (overraskende meget om “skilsmisse”) og en platform til at jeg kan sige min holdning om et givent emne. Ja, journalister lurer åbenbart en del på blogs.

Jeg har sagt nej alle gange, med undtagelse af en lille reklamefilm for vores ladcykel, som nok kommer snart (kryds fingre for jeg ikke lyder helt dum. Det gør jeg. Krydser fingre, altså) og det der radioklip om alt det lort folk med/uden børn siger.
EDIT: Her er reklamefilmen sgu 🙂 Hvad synes I? Augusta er da i hvertfald max. sød!

Og årsagerne til jeg har sagt nej har været af forskellige.
Én ting er at jeg ikke sådan er skærmsøgende, fordi jeg ikke kan se hvad jeg får ud af det.. ærlig talt. De her realityprogrammer og dokumentarer har jeg fravalgt fordi jeg for det første ikke skal røre reality med en ildtang. Jeg ville frygte jeg ville fremstå som en gås med den måde de klipper på, eller føre mig frem, på en måde, som folk ikke kan lide. Den slags hate realitydeltagere får kan jeg ikke håndtere. Dokumentarer ville optage mit liv, min hverdag og Augustas – og det har jeg ikke interesse i.
En sidste ting er, at jeg jo nok er lidt genert. Tro det eller ej.

Jeg er ikke kendt eller vil være kendt – not on my list! – jeg vil bare skrive det der falder mig ind her på bloggen og så kan de der vil, læse det. Om jeg så KUNNE blive kendt aner jeg ikke.. hvad fa’en skulle jeg være kendt for så 😀 ? Hende der siger upassende ting i Singleliv – eller hende med de dårlige jokes i Landmand Søger Brud?

Men nu har jeg så sagt ja til noget. Til Spørg Momster!
Esme Emma (hende den blomstrede, yderst til højre), som er tidligere blogger, turned tv-vært står bag et program, som jeg (uden at vide om jeg må) kan beskrive som Mads og Monopolet på tv, men med mødre om mødre-dilemmaer eller måske rettere bare råd! Det er helt sikkert et image (Mads og Monopolet) de ikke vil knyttes til, men det er altså immervæk således jeg kan beskrive det 🙂

I dag har vi filmet for første gang (TOTAL NERVØS!) og sammen med mig, i den her sofa sad Cellina Martina (som I måske har set i De Unge Mødre – hende vi virkelig godt kan lide!) og Sanne aka. Incredibaby, som jeg i tidernes morgen var i København med, for at hente en pris hjem, som Årets Sjoveste Blogger.
Og nej, jeg forstår heller ikke at jeg skulle have den pris. Nogen må have ment det var et godt år for Johannepigen!

Esme sagde; og husk: I må ikke kigge ind i kameraerne. Under testen kiggede jeg nok ind i kameraet 30-40 gange #DuGodeste…

Og i morgen skal jeg sgu filme igen og denne gang sidder jeg i sofaen med to andre damer.. skal jeg smide lidt på story der?

Det bliver sgu pisse spændende at se hvordan I synes det er. Altså, vi har diskuteret og snakket om en række indsendte spørgsmål og søgen efter råd og det er altså spøjst sådan at blande sig i andres virkelighed. På den anden side har de jo selv bedt om det og jeg har gjort mit bedste for at være ærlig og direkte. Så håber jeg bare på, at jeg virker sympatisk på samme tid 😉

Årsagen til at jeg så har sagt ja til dét der, tænker du måske nu, er fordi jeg synes godt om setuppet. Det er IKKE fordi jeg keder mig herhjemme i mit korset, med mine lette mavesmerter.
Eller jo, også lidt det.
Men det handler også om, at jeg tænkte det ville være lidt udfordrende. Hvis jeg skal være ærlig, så er en anden årsag til jeg siger nej til TV, at jeg ikke er tryg foran et kamera.
Klart, jeg er jo pædagog, jeg er ikke kameravant.. jeg går ikke til gallapremiere eller har en kendt kæreste, men det her lille hyggelige studie med damer som jeg kender – og semi-kender – det virkede mere trygt og samtidig også en interessant udfordring det her med at man skal turde sige sin holdning.
Jeg frygtede vi var for jyske til det, os damer, at vi bare ville klappe hinanden på skulderen og være enige. At alle svar ville være: tal om tingene og følg dit hjerte, men der kom altså mere kød på, skulle jeg hilse at sige.

Nå, men programmet kommer på DK4, hvilket er fedt for alle andre, end mig, der ikke har kanaler. Men det kommer også online (YAY! Internet har jeg!) på Momster.dk (et blognetværk) – og jeg skriver med det samme det er på, det lover jeg.

Vil du se det ?

KH! Johanne

12 PUNKTER I ØST OG VEST

image1

Jeg blev vækket af sang i dag. Af verdens mindste lille stemme, som I kender, som den her jyske røst der indimellem medvirker på min Instastory. Hun vidste nemlig udmærket godt, at jeg havde fyldt år, da hun slog øjnene op. Hun løb straks ind og lavede endnu en gave til mig og selvom jeg er ualmindelig glad for både og blandt andet elkedel, skrivebordslampe og vin, så er de her tegninger fyldt med hjerter, virkelig sjusket pakket ind, altså det bedste alligevel.

Dét jeg havde på hjerte, var af en eller anden grund punkter i øst og vest, sådan et indlæg ala. “12 ting om mig”, men det er efter års bloggeri svært at hitte ud af hvad jeg egentlig mangler at sige, men nu giver jeg den et skud 🙂 Det kan jo være der er lidt nyt og om ikke andet håber jeg det er hyggelig læsning <3

  1. Jeg fusker faktisk lidt med mit navn, hvilket kan give forvirring.
    Jeg hedder rent faktisk Johanne Lundbye Mygind, selvom I vil kunne finde mig på Facebook under Johanne Køster Mygind.
    Lundbye Mygind er min fars -og storebrors mellem- og efternavn, mens min mors er eneste efternavn er Køster. Jeg har altid ærget mig over, at jeg ikke havde min mors, men to af min fars, så derfor besluttede jeg mig for at droppe Lundbye og erstatte det med Køster, men selvom det er mange år siden, har jeg aldrig fået taget mig sammen til at gøre det officielt.
    Måske det er tid? Augusta hedder jo (blandt andet) Køster Mygind.
  2. It’s ma birthday!
    men det havde I måske fanget 😉 Nu er jeg sørme 29 år ung.
  3.  Min klamme uvane. Hvis jeg ikke har falske negle på, som jeg begyndte på i starten af sommeren, så ligner de l***. Mine neglerødder er måske i virkeligheden værst og der det går galt, er at den onde cirkel påbegyndes ved fremkomsten af én lillebitte neglerod, for så vil min hjerne gerne have styr på den, gøre fingeren pæn, så jeg hiver den af – og det gør blot sagen værre. Derudover knækker jeg mine negle af, så uden falske negle vil de være helt ned’bidt’ og blødende. Ja, det må siges at være en uvane, som jeg aldrig har kunnet vænne mig af med.
    Jeg får forresten lavet negle hos min søde Thea, som har fået en klinik på Nørreallé i Aarhus (her er hendes facebookside).
  4. Jeg kan ikke rigtig se noget og er først i en alder af 28, næsten 29, begyndt at bruge linser. De sidste 10-11 år har jeg brugt briller, når jeg skulle i biffen, men det er lidt vildt at jeg har kunnet finde mig i at have -1,75. Det er en hel del!
    Jeg kan mærke min hjerne lige skal vænne sig til det, da jeg ikke scanner et rum og selekterer i hvad der er vigtigt. Nu hvor jeg kan se alt, så kigger jeg på alt og udvælger ikke hvad der er vigtigt at se.
    Giver det mening?
  5. Min operation er lige omkring hjørnet og det går efterhånden op for mig hvor ramt jeg kommer til at være efter. Derfor bruger jeg disse dage på at få lavet så meget arbejde, som overhovedet muligt, så jeg kan lægge mig syg med god samvittighed – og det er nok også derfor jeg ikke er så skrækkelig aktiv pt.
    Og ja, jeg er også ret nervøs efterhånden.
  6. 4. dags tudedag. Jeg oplevede ikke den der kendte 3. dags-tudetur, som er den her dag, som det siges alle kvinder har, tre dage efter de har fået barn. Jeg fik den dog på 4. dagen, hvor jeg HULKENDE ringede til min sundhedsplejerske, fordi jeg syntes Augusta var ualmindelig slap og sov alt for meget. Hun havde en smule gulsot, men tallene var ikke så høje, at hun skulle i behandling.
    Og når jeg skriver ‘hulkende’, så mener jeg at sundhedsplejersken havde en mor på linjen, som ikke gjorde andet, end at inhalere snot og vræle som en nyfødt.
    …men jeg tror jeg på en måde fik fremstammet, at hun gerne måtte kigge forbi, når hun lige havde tid.
    Havde I en stor-tude-dag?
  7. Jeg bliver irriteret over at det ikke hedder tænderpasta, hver gang jeg børster tænder. Jeps, hver gang.
    Det giver INGEN mening, at det skal hedde tandpasta og selvom du måske her tænker; men det hedder jo heller ikke hændercreme, så er der vel nogen der bare putter creme på en hånd. I teorien. I praksis er det måske svært. Men der er INGEN der kun børster én tand.
    Tænderpasta. Basta.
  8. Fødselsdage er akavede, synes jeg. Altså når jeg har fødselsdag – andres kan jeg godt lide.
    Det her med at være i centrum og blive fejret er sgu lidt mærkeligt og selvom jeg NYDER at have anledning til at se familie og venner, så er det også lidt praktisk besværligt. Jeg bliver nok aldrig typen, der en måned forinden beder familien om at afsætte en bestemt dag og i år, som de andre år, har de venligt presset på, for at få mig til at skrive planer i kalenderen. Selvfølgelig, når vi så nåede til d. 30. oktober, som er “min” dag, og jeg ikke skulle se nogen, ville jeg måske nok blive lidt trist, men det her med at selv planlægge og tilrettelægge muligheden for at andre kan komme og fejre mig, det bliver jeg nok aldrig god til 🙂
  9. Jeg har et selvforskyldt ar på oversiden af begge mine fødder. Fordi jeg i to forskellige anledninger, i fuldskab, har trådt mig selv over foden med i stilet. Jeg er blevet limet i det ene sår.
    Fulde-Lis, altså!
  10. Valgplakater mener jeg vi virkelig godt kunne være foruden, men jeg synes samtidig også det er så sjovt, at der er nogle, der er SÅ sløje.
    Så jeg overvejer faktisk at lave et indlæg eller en instastory, med de bedste og de værste plakater. Uden at skule til parti, bare ud fra hvor herre grimme baggrunde og slogans de kan have – til de fancy og cool, hvor man et øjeblik tænker; HAM DER! HAN ER EN GOD FYR – blot ud fra hans foto.
  11. Stranger Things – ja, jeg forstår det altså ikke. Nu er sæson 2 kommet, men jeg har ikke tænkt mig at se det, på trods af hype. Det har ikke fænget mig, må jeg sige.
    Jeg sprang også i med begge ben ift. The Shannara Chronicles, fordi så mange bloggere havde anbefalet den. Godt nok i (HBO)sponsorerede opslag, but still – jeg troede da på de mente det. Det gør de jo selvfølgelig måske også, men jeg synes altså det er en sløj serie!
  12. Jeg har altid hadet sport og trivedes under at vi ikke havde idræt i folkeskolen (privatskole FTW!).
    Jeg forsøgte mig med ridning i fritiden, hvilket jeg godt kunne lide, men ellers har jeg fejlet i både svømning og gymnastik, hvilket var lidt problematisk, da jeg var et lidt chubby barn. Sådan noget som håndbold og fodbold har vidst aldrig været på tale, da jeg er definitionen af en bold-idiot. I folkeskolen husker jeg vi indimellem spillede rundbold og vi har måske været i en anden skoles gymnastiksal – hvor jeg fik en fibersprængning i maven. Sådan ægte-ægte. Hvordan er det muligt i 6. klasse?!
    Faktisk var min foragt for idræt så slem, at jeg har ormet mig ud af tvangsidræt, som da vi skulle svømme i 9. klasse. Jeg påstod jo bare jeg havde klor-allergi. Og da gymnasiet mente, at idræt skulle være obligatorisk, fik jeg vidst nok faket en hofteskade og jeg måtte erstatte idræt med filosofi på C-niveau. Og dét var jeg skam jævn tilfreds med 😉
    …men tænk sig at man i sådan en tidlig alder kan bedrage? Måske lidt skræmmende.

 

DET KAN GODT VÆRE YOUTUBE HADER DET, MEN DER ER DA ANDET, DER VILLE GØRE MERE ONDT

Det er simpelthen så morsomt, hvilken modtagelse #ErDuMinTvillinge-videoen har fået. Hér og på Instagram har jeg fået primært god respons – og mange tak. Det rammer jo lidt hårdt, når det er min egen lille idé, som jeg har brygget på, på første etage i måneder, som så er blevet filmet i mit eget lille soveværelse, klippet sammen sent om aftenen og lagt på nettet, og det så får kritik. Men der var da nogen der bare ikke lige er født med samme humor også – og det kan jeg da leve med 😉 Det ville immervæk også være mærkeligt, hvis vi alle grinede af det samme.

Men det kræver altså mod at lægge sådan et lille soloshow op.. ikke fordi jeg forventer ros og jeg ved også godt jeg sætter min røv i klaskehøjde, fordi internettets retorik kan være hård, men måske vi bør tænke lidt over hvordan vi kritiserer 🙂

Så nu har jeg så prøvet noget, som jeg ikke lige har været ude for før. For fa’en hvor er Youtube ikke ‘fan’ af den lille film 😀

Det er klart, jeg er ikke dén platform og heller ej primære segment er ikke lige min målgruppe, men tilfældighederne ville det sådan at filmen faktisk kom på en eller anden Trending-liste. Eller Hot-list? I hvert fald således, at den poppede op hos en del unge mennesker, der osede på Yotube, som ud af den kontekst det blev ment som at befinde sig i (altså min blog, mit lille ‘univers’). De har så trykket, sammen med jer, men modsat jer, forstår de det ikke lige. Nej, faktisk mener de jeg er FAKE og forsøger at snyde med min lyvevideo 🙂

Jeg var til et event i dag (ja, det er en sætning jeg ikke siger ofte), til fremvisning af en fin urkollektion (se evt. mere i min insta-story) og morgenmad med andre personer med blogs. Her fik jeg lige delt mine følelser omkring at få så dårlig ‘modtagelse’ fra Yotube-segmentet, min lille udebane, og bl.a. Sidsel og Lasses respons at det jo nok bare fordi det netop er udenfor kontekst, at det er lettere at skrive grimme ting på på en youtubefilm, under ret anonyme profiler, end at skrive grimt til mig, inde på min egen (personlige) blog og dernæst også at de jo altså ikke er særlig gamle de der skriver.

Gad vide om deres forældre ved de skriver;
Fuck hvor er du latterligt?
Hvor er det fucking fake!
Du er for grim til at din tvilling gider se dig, grimme.
(Deres stavefejl er rettet i dette indlæg, for læsevenlighedens skyld)

Men de kommer da også med tips, som “tag en DNA-test” og fornuftige argumenter, som at Matilde og jeg ikke er tvillinger, for så skal man jo have samme mor og far (…NÅ JA!)

Generelt skriver ‘unge’ (så er man gammel, når man skriver sådan) grimt. Eller mange gør. Det ses i f. eks. Fie Laursens kommentarfelt. Hold nu op en retorik de fører og det holder jeg om nogen øje med. Det gør mig ikke som sådan vred – jeg synes mere det er sørgeligt. Forældrene monitorer hvad deres børn lægger op af billeder, men sjældent hvad de skriver, desværre. Jeg kan tage det, det er klart, men de skriver også meget u-pænt til hinanden.

p9223861Billedet er sat ind fordi jeg egentlig bare vil grine det lidt væk.. fordi jeg gerne vil have positiv energi og lægge op til at hvis man vil lægge en kritisk kommentar, så skal den være konstruktiv – og måske bør man tænke over; hvad en hensigten med det jeg skriver?

Ikke desto mindre tager jeg ikke kommentarerne så tungt, men det er da morsomt at de ligesom bare er gået lidt amokka med hate – som sagt en stærk kontrast til jer der ellers har skrevet.
Nu har jeg lukket mulighederne for kommentarer og endvidere slettet med meget løs hånd de sidste dage, for jeg synes sgu ikke jeg vil lade kommentarer som ‘gammel kælling’ og ‘hold nu kæft hvor du lyver mann’ stående.. på trods af at jeg altså HAR skrevet under videoen at det er en joke og handler om humor, at det ikke er ment seriøst.

…undskyld, men ER det ikke lidt morsomt 🙂 ?! Folk altså!

Noget der ville gøre mere ondt, ville være, og er, når folk herinde eller på Instagram, ofte privatbeskeder, skriver en kommentar – på en sober, men kritisk måde. Indimellem falder nogle jo fra, fordi de ikke har interesse i at læse med mere – og det sker at de fortæller hvorfor. Selvom jeg indimellem kan sætte mig ind i at andre kunne føle således (f. eks meninger, som: du poster alt for mange billeder af dit barn, du er ikke sjov mere, jeg synes ikke du tegner nok, du poster for ofte / lidt, snakker for meget på instastory), så gør dét i den grad mere naller, end at en eller anden 15-årig synes jeg er en gammel irrelevant kælling.
Det handler jo så ikke om at jeg føler mig misforstået, men det er da hårdt at få kritik, selvom den er konstruktiv. Jeg lægger jo op hvad der passer mig, som vinden blæser og gennemtænker ikke noget ‘content’ til at passe ind til jer.. det er nok bare et tilfælde at det jeg synes er sjovt og hyggeligt er noget i også kan mene er sjovt og hyggeligt. Og dén tilfældighed er jeg glad for. Men det gør da nillernaller at blive valgt fra, hvilket mennesker åbenbart ikke er blege for at fortælle.

Så! Summasummarum! TAK for I kigger med. Jeg bliver IKKE youtuber – det er bare måden hvorpå jeg får en film ind på bloggen og dét tror jeg da alligevel der er en håndfuld der sætter pris på 😀
Lader det til.

KH! Johanne

PÅ JAGT EFTER SANDHEDEN: ER DU MIN TVILLING? (VIDEO)

p9223730
Jeg ved ikke hvordan jeg skal starte dette indlæg, men der er ikke nogen tvivl om at jeg har brug for jeres hjælp her.

*Advarsel: indeholder humor*

Det var jer der satte det i gang. Jeg får ugentligt beskeder om jeg har en anden instagramprofil – eller en dobbeltgænger. Derfor valgte jeg at undersøge det nærmere.

Det her er min ærlige historie.. i min søgen efter sandheden, efter min dobbeltgænger eller tvilling har jeg valgt at lave denne dokumentar. Det var en frusterende proces, men når alt kommer til alt er det rart det nu kommer ud og forhåbentlig er det skridtet mod at finde svar.

Uden jeg vil sige for meget vil jeg her introducere jer for min mini-dokumentar; #ErDuMinTvilling? 

Tak!

Billeder siger mere end tusinde ord siger man… Overbevist?

helse1 helsematilde

VELKOMMEN PÅ MIDTERSIDEN, JOHANNE [OPTUR!]

image163

Forsiden er jeg sgu ikke på,

– og det ville da også være vildt, for så vigtig eller sensationel er jeg tilnærmelsesvis ikke. Men Johanne Mygind (mig altså, ikke hende den ægte journalist, som mange forveksler mig med), var skisme på midtersiden i Aarhus Stiftstidende i går, med nogle selvvalgte ord.

Jeg har jo allerede skrevet lidt om det, og jeg har glædet mig til at gå ned i kiosken og smide en 20’er over disken, for at glo på mig selv. Jo jo, indrømmet; jeg er stolt. At jeg så ser småkvabset og lidt forvirret ud, i print-udgaven, kan jeg godt komme mig over. Min venindes respons, da hun så billedet var; ….men dit hår er da pænt? Men fuck det – JEG ER I EN AVIS!

Stiften – og min klumme – ligger også på nettet (lige her) og jeg vil sige, til jer der har kommenteret, at I forventede noget skarpt, satirisk om Instagram; jeg starter stille ud og finder lige min stil. Jeg tænkte, at det var fint med noget, som min generation måske kan forholde sig til, og det lokale aspekt omkring Street Food (som jeg har lavet en guide til her, forresten). Næste klumme kommer i om 6 uger og jeg er allerede i tænkeboks 🙂

Nå, men det var mit korte ananas i egen juice-indlæg. Tak for du læste med og skriv da gerne herunder hvad du synes! (Konstruktiv) kritik og feedback modtages med glæde 🙂

KH. Johanne

DERFOR BLOGGER JEG

fullsizerender4

Vil man blogge, hvis ingen læser med? Svaret ville nok være nej. I hvert fald fra min side af og jeg vil gerne forklare hvorfor, efterfulgt af en tak til jer.

Jeg er nok ikke typen der ville skrive dagbog, hvis jeg ikke havde dette domæne, men ikke desto mindre ville det nok være sundt, som det er for de fleste. Jeg har nævnt det før og nu sker det igen; der er noget terapeutisk ved at sætte ord på sine følelser og tanker, fordi man får formuleret hvad det egentlig er man mener (selvom jeg kan gøre det rodet og kringlet, tildels pga. de mange ord, til dels fordi jeg er en kegle, til at sætte kommaer,). Men derudover er der noget fantastisk i den respons jeg får, når jeg skriver noget på indernættet. Altså responsen fra jer.

Helse Matilde udgav i dag et indlæg, som giver meget god mening i denne kontekst.. nemlig at sociale medier er en skør, überoverfladisk og det kan gøre dig forvirret over hvad det er ægte og vigtigt. At Instagram måske kan måske give en tro på, at alle er lykkelige og at tilværelsen er avokadomadder med dit livs kærlighed, en refill til Nespressokapselholderen, et billede af spændte unger, fordi det helt insta-rigtige halstørklæde er indkøbt og Chaneltasker.
Livet er selvsagt mere end dét, men den mørkere side bliver sjældent blottet på nettet, men det gør den her, i og med i bekræfter mig i at jeg ikke er ene.

Dét der gør internettet ægte er menneskerne bag, når vi interagerer og der responderes på det vi lægger ud. Særligt når vi lægger noget ud, som er mere, end kridhvide vægge og en selvtilfreds selfie efter aftenens 10 km. løbetur.

Se mit indlæg fra i søndags, hvor jeg var nede og vende. Indlægget i sig selv er jo ikke noget revolutionerende eller vildt originalt, men det er mine få ærlige ord på en skærm, skrevet i et moment, hvor jeg ikke lige var så glad.. se lige kommentarfeltet, altså.

Det er dérfor jeg blogger, fordi jeg lægger noget ud i universet og I så siger; Hey, det der kender jeg også! Lad mig lige fortælle dig det eller: jeg har ikke selv oplevet det der, jeg har ikke børn / jeg er ikke skilt, men jeg kan sætte mig ind i dine tanker.

I kommer med råd, deler jeres liv, jeres virkelighed og sårbarhed og på den vis føler man sig ikke alene. Det er jo ikke fordi jeg ikke har nogen at tale med, eller føler mig isoleret, fordi jeg er den eneste i min omkreds, der er alenemor (min egen mor undtaget), men der er noget særligt i at være en gruppe kvinder som støtter andre kvinder og så skriver I endda hér, selvom vi ikke kender hinanden i virkeligheden – det synes jeg er sejt, at I bare springer til tasterne.
En anden grund til at jeg også skriver om de sværere ting i livet og ikke blot laver Nelly collager, er at der jo kunne være andre, der kan få den fællesskabsfølelse og den måske-er-jeg-ikke-alene, ved at læse det.

Som jeg nævnte, så ved jeg at nogen af jer der læser med, overvejer at gå fra kæresten, eller er midt i det. Fordi det sker I skriver til mig, privat. Og når man står i sådan noget, som jeg jo også har gjort, så er det særligt rart at vide at det ER muligt, at der er et godt liv på den anden side, selvom det kan være svært og igennem december måned, da jeg blev alene, følte jeg massiv opbakning fra jer og en stemning af; dét her klarer du sgu! Det kan nogle gange blive svært og se sort ud, men det skal nok blive godt!

Det giver mening for mig, at skrive hér, som jeg gør lige nu, i mine underhylere en tirsdag kl. 21.15, fordi det er rart at få tanker ud gennem fingrene, som nævnt, men det er for søren kun en lillebitte del af det, for det sjove sker, når jeg trykker udgiv og jeg ved I læser det.

Så tak, tak for jer. Tak for I læser med i stort og småt, sjovt og trist.

Jeg har de sidste par dage lige været i halvmuggent humør. På den måde er det jo fint jeg er single og Augusta er hos sin far, selvom hendes tilstedeværelse nok ville lette på det hele. Jeg har nemlig problemer med mit ene bryst, hvor arret jeg fik ordnet ikke er vokset godt nok sammen og jeg måtte på hospitalet, fordi det hele lugtede (bogstavelig talt!) råddent. De var hurtige og tog mig ind med det samme, jeg føler mig rigtig tryg hos Aleris, men jeg er også bare sindssygt træt af at min krop ikke rigtig virker. Både med dét, som jo er ment som et fiks af noget, der ikke blev som det skulle – og nu skal fikset måske fikses, men også fordi min knude i maven driller og jeg har intet hørt fra dén del af sundhedssystemet, selvom de regnede med slut august.
Men jeg er slet ikke så depri-Karen, som billedet måske antyder – det er blot et lille foto fra i dag, hvor jeg var ude og gå en lang gåtur med Maya, til en snak om stort, småt og godt.

Men i morgen kommer Augusta fandeme hjem, jeg har købt ind og er klar til at kramme, bygge hule og være mor-Johanne igen. Hende kender jeg bedst.

KH! Johanne