Browsing Tag

barn

Lidt om hjemturs-lokkeri, rester og feber (…?)

 photo PicMonkey Collage_zpsxbsibd6j.jpgHun var godt nok ret så pylret, på vej hjem fra vuggestue.
Jo okay, jeg må da indrømme at det sjældent er en dans på roser, og den 15 min. lange gåtur med klapvogn involverer altid bestikkelsessnack.
Lidt ligesom sådan en human fælde I ved, hvor rotten går ind i stålburet, fordi der ligger et stykke salami for enden.. Sådan er det også hos os. Bare med barn, der glædeligt hopper op i klapvognen, hvis der er en nektarin. Eller en kiks. Pærer. Æble.
Hvad-som-helst-spiseligt.
I dag var sådan set samme ‘show’ i dag, men som det sker engang imellem i den ellers så smarte og komfortable klapvogn, så sagde det lige klik inde i den lille 2 års hjerne, og så gad hun ikke sidde der mere.
Det at gå ved siden af er jo også meget fint, hvis det så bare var at hun gad at holde i hånden, men.det.ville.hun.ikke, så hjemturen i dag var noget ala. mig, der holder Augustas ærme i hånden, og lokke-fodrer hende, med nyindkøbte rughavrefras, under let protest (fra os begge, faktisk).
Tog mig selv i at tænke om jeg bare kunne lave “en Hans og Grete”, og strategisk placere en rute af [frafalars], som Augusta omdøbte dem. Regnen ødelagde dog den plan, så det endte alligevel med at mor her måtte slæbe 13-kilo-barn (i protest!, hvilket nok gør opgaven 4,5xsværere) en indkøbspose og den førnævnte, ellers så fikse, klapvogn, der i sidevind er lidt for frisk.

Da vi kommer hjem… Ja, FØRST da vi kommer hjem lugter jeg lunten.
Eller ‘mærker varmen’ er måske mere korrekt. Hun er dvask, vil ligge tæt med 3xnullerbamse og sut og fire yndlingsprogrammer blev krævet fra hendes mund, allerede inden vi kunne sige hej til far, og allerede inden gummistøvlerne kom af, lå hun helt slatten i hjørnet af sofaen.

Vores tøm-køleskabet dag, som jeg nævnte på Instagram er så uinspirerede, at hvis der var diktatoriske og strenge upload-krav, på det så pæne og pyntede billedemedie, så var mit altså ikke kommet med. Måske jeg ikke engang måtte have en IG-profil, hvis der var en æstetisk kvote, der skulle opfyldes?
…den tager vi lige en anden gang.
Nej, jeg er ikke typen, der kan bikse festmåltid sammen, med picture-perfect granatæble salater, tofu og persilledækkede kartofler, for stå at kalde det “rester”, eller “tøm køleskabet”, næh fucking nej, hvis køleskabet ER halvtomt, så kan du sgu vædde med at det altså hverken er mozzarella, frisk basilikum eller bøfstroganoff fra i går, der huserer. Max. en ketchup, lidt pesto og måske noget suspekt pålæg, uden datomærkning.
Så i dag blev det pasta. (Frost)ærter. Vendt i pesto. Og kylling. Fra bagerst i vores bette fryser.

Og om det så var menuen, eller om det er den (eventuelle) halvsløjhed, der lurede, ved jeg ikke. Augusta spiste ikke en bid, og sover nu, en halv time / time, før normalt.

…og jeg sidder allerede og kigger i kalenderen og tænker ‘årh’.
Ikke noget med at dømme mig her! Det er naturligvis skide synd, og hun skal passes og plejes i hoved og bag, hvis hun er syg, men det falder altid lidt på de uheldige dage. Kender I det?
(Hurra for weekend om lidt)

Bette serviceinfo om rabatkoder!
Jeg har lavet et afsnit her på bloggen, som jeg vil forsøge at holde så opdateret, som overhovedet muligt, til jer!
Jeg har placeret en “menu” oppe i menu-linjen på bloggen.

Fra en computer, så ligger den her:
 photo Skaeligrmbillede 2015-05-28 kl. 18.38.08_zpsazqe9xid.jpg
Fra telefonen, hvis du nu ikke er i nærheden er en computer, så ser det således ud:
 photo image15_zpsxh5yp56n.jpg
Jeg har lige opdateret den med et par koder/fif om tilbud.
Klik her, hvis du vil lure 🙂

[ve æ fywer]

 photo PicMonkey Collage_zpsrnwcqxqp.jpgSom det har kunnet ses på Instagram har vi fem dage været i Wæstjyllan’.

Selvom jeg til mine dages ende vil holde fast i, at jeg taler nogenlunde rigsdansk, så kan jeg nok ikke løbe fra, at mit aarhusianske skinner pænt igennem min tale. Den er nu krydret med lidt påtaget vestjysk, som det altid sker, når jeg er her, ved æ wæsterhau’, og det er sgu da også et hyggeligt og særligt unik sprog I har herude, hvor vinden blæser lidt ekstra. I bytter f. eks. om på en og et, siger en hel del “møj” og så har I jo ord som [svaleskau] og hæn, som vi i den østlige del af landet altså ikke gør så meget i.

Jeg har sgu sovet til kl. 10 hver dag, takket være farmor og farfar, der sammen med datterbarnet altså er a-mennesker, spist mere skinkesalat fra Slagter Mortensen, end jeg egentlig vil indrømme det og generelt indtaget så mange hjemmelavede lækkerier, at jeg vil mene jeg kunne gå for en, der er i 4. graviditetsmåned.

Nu vil vi drage østover, med en ny kørselstaktik: køre lige inden hun burde sove, i forhåbning om at hun bobler i alle to timer, så jeg ikke skal agere bilklovn, der jonglerer med frugt, iPad og fællessang. Hun hader at køre bil og vi har aldrig løst den kode.

I morgen er det tilbage til virkeligheden, og det er ikke noget jeg glæder mig til. Bestemt ikke.
Gid det var weekend hver dag…
Så: lad mandagshadet begynde!

Tøjet, som der tit bliver spurgt til kan du finde her:
(Aff. links) De bedste og lækreste gummistøvler fra Aigle // Smørbløde regnbukser fra Wheat // Jakke fra Wheat, der også er vandtæt // Hue fra Huttelihut

Og pst! Se hvad jeg fik på vej hjem.
McNamenameNAM med LAKRIDS!
 photo image14_zpss5nrsnfh.jpg

Morgenkonflikter med en 2 årig

Lørdag morgen, og vi skal ud af døren, til et spændende arrangement.
Vi har sådan set god nok tid – jeg når endda at komme i bad, men alligevel kommer der et par “sammenbrud” ala. 2 år, og jeg forsøger at skabe et mønster, så jeg kan være lidt på forkant en anden gang.

Augusta: PÆRER!
Mig: Det kan du tro du må få! Jeg skal lige skylle den
Augusta: NEEEEEJ VAND! NEJ NEJ NEJ NEJ VAND!
(Løber grædende ud af køkkenet)

Mig: Her har du din pærer. Nu er den dejlig ren
(Augusta tager pæren i hånden og kigger på den)
Augusta: NEJ GRØN PÆRER
(Sætter sig ned, og tramper med fødderne)
AUGUSTA LYSERØD PÆRER!
Mig: Årh skat, det kan jeg ikke klare. Pærer er grønne!
Augusta: (løber grædende ud i køkkenet) AUGUSTA BLÅ BRUN SORT PÆRER!!!! NEEEEEJ GRØØØØØØØN!!!!!

Augusta: Emil!
Mig: Du vil gerne se “Gæt med Emil?”
Augusta: JA! Emil! Gæt!
Mig: Jamen det kan være det kommer bagefter
Augusta: E M I L NU!
Mig: Jeg tror vi har optaget det..
(Slår over på Gæt med Emil”
Augusta: NAAAAAAAAIIIIIIII EMIIIIIIL!!!!! TIMMY TID!
…….LYSERØD PÆRER!!!!
Mig: Årh basse, rolig nu!
Augusta: SE BASSE!!!!!!
Mig: Augusta, du skal ikke være så sur
Augusta: NEJ, Augustas tur
Mig: Hvad er det din tur til?
Augusta: Augusta på tur?
(Løber ud og begynder at tage sko på)
Mor: Hov, Augusta, vi skal ikke på tur lige nu. Vi skal snart ud og køre bil
Augusta: Emil?

 photo DSC_0616_zpsu8pjrhfr.jpg
Min dejlige, skøre, store og temperamentsfulde pige

Jeres hemmeligheder er i avisen!

skaermbillede-2017-11-20-kl-21-42-30

Altså I, der havde indsendt en “bekendelse”, som blev lagt på bloggen i dette indlæg:
“En mors bekendelser”.
Jeg kan den dag i dag stadig scrolle tilbage, for at læse dem igen og igen, for jeg synes virkelig de rammer plet på hver deres måde, og samme tanke har Søndagsavisen også haft, eftersom at de i dag har lagt dem på deres hjemmeside (med forlov naturligvis).

De skriver på Søndagsavisen, at jeg er en af de første, der har delt disse mommy-bekendelser, hvilket jeg synes er skarpt set. Flere er åbenbart hoppet med på denne vogn, men ift. regulære “hemmeligheder” (som dog ikke er helt regulære alligevel), så er det jo bl. a. MiriamsBlok, der er forgangs”mand”, med sine “Shhh-indlæg”.

Der følger sandsynligvis et indlæg eller to mere med her på min blog, snart, og jeg håber det kan underholde læserne der 🙂

Jeg har stadig godter i min indboks, fra søde læsere, og jeg tiltænker at lave et indlæg mere. I er mere, end velkomne til at tilføje en kort anekdote. Jeg lover fuld anonymitet!

nutidensmor@gmail.com

Du kan læse indlægget “En mors bekendelser”, Søndagsavisen.dkHÉR

“En mors bekendelser 2: fødslen” – HÉR

En mors bekendelser 3: det ville jeg sgu gerne have vidst” – HÈR

Luk røven! Jeg har ret til mit kejsersnit!

 photo image12_zpsoskgy8we.jpgSom jeg har skrevet om i indlægget “Om at være über-egoist og vælge kejsersnit”, har jeg været en del igennem i processen som det er fra at blive gravid, til at Augusta kom til verdenen.
Mine tanker, min frygt og mine medmenneskers reaktioner.
Mit valg var at Augustas ankomst til denne verden var det skulle foregå ved kejsersnit, og at jeg bevidst fravalgte (vaginal) fødsel.
Jeg falder hertil aften så over en udgivelse af Jyllands-Posten, som på baggrund af nye udtalelser fra WHO, kaster overskriften: “WHO: Kejsersnit bør kun foretages, når det er medicinsk nødvendigt” ud på min facebookvæg.

WHO og u-lande

Jeg er enig, på sin vis, i meget af det, der er artikelens og WHOs budskab: at man ikke bare skal have kejsersnit uden et “fordi”.
Fordiet skal naturligvis ikke være: fordi man bare ikke gider at presse en baby ud af fødekanalen.
Fordiet skal heller ikke være: fordi det er en samfundsmæssig udvikling, hvor det er kulturelt unormalt at føde “naturligt”, som man hører om at det eksempelvis er i Brasilien (se f. eks. hér).

Sådan jeg læser det, er artiklen og anbefalingerne rettet særligt mod u-landene, mod visse landes økonomisk sårbare sundhedssystem, og jeg tænker ikke det er en sag, som er særlig relevant for det danske sundhedssystem.

Nazionen

Jeg h-a-d-e-r kommentarfelter på online aviser, eller f. eks. på Facebook. Jeg kan ikke begribe hvad det er, der får folk til at gribe til tasterne og munddiarrée over tastaturerne i de danske hjem. Bare fordi man har en klar holdning til et eller andet emne , som man føler et gedint behov for at dele med verdenen, betyder det sgu ikke at andre gider at læse det. Jeg gider ikke.
Men jeg falder alligevel over det, og det gør mig vred og harm. Og måske lidt ked af det.

Måske DU har født fire børn og det bare er forløbet super fint, at DU har en klar holdning om at DU kunne klare det, at der ikke er andre måder at børn kan komme til verdenen på, betyder det fanderedme ikke at du skal gøre dig klog på hvad alle andre kan eller bør gøre.
Det er en privat sag, og selvom du kan rejse dig op af din stressless lænestol af vrede over at dine skattepenge går til mit kejsersnit, så synes jeg du skal sætte dig ned igen og udvide din snævert synede horisont en smule!

Hvis der rent faktisk er damer, der har en holdning om at det hele handler kort og kontant om kroner, ører og omkostninger, når det drejer sig om fødsler, og ikke kvinders ve, vel og vej til en god start som mor, så kan vi sgu da lige så godt eftersende vandregning, når mammi har plasket rundt i kar under Frodes fødsel, eller smide en Mobilepay anmodning, hvis Amanda har brækket sig i for mange bækkener.
Ærlig talt.
Tag fingeren ud af navlen, lav en kop kvædethe og bland dig så langt udenom mine, og andre kvinders (legale!) årsager til at fravælge vaginal fødsel.

Kejsersnit, hvornår?

Kejsersnit bør foretages når det er nødvendigt, når der er en hindring for naturlig fødsel.
Kejsersnit bør være tilgængeligt for kvinder når der er en medicinsk årsag, eller en psykisk hindring.
Dette er min klare holdning. Man kan uden tvivl have en psykisk blokade, som kan være en hindring for en god fødsel.
Fødsler er smertefulde, de kan være skræmmende, og det er vel de færreste kvinder, der tror på de kan, når de ligger der med veer for fuld skrabraller – men de fleste kan klare det.
De kommer godt igennem det, og de kommer godt ud på den anden side, med et barn i armen.

– Men fødsler kan sgu også give ar på sjælen.
Hvis jeg skulle have født Augusta naturligt ville jeg pga. min angst have følt et kropsligt overgreb, der måske skulle mange psykologtimer til at komme over.

Jeg må åbenbart bare acceptere at jeg må være evigt undrende over andres behov for at stikke næsen i andres gøren og laden, og jeg har en idé om at de, der har brug for at spytte anti-holdninger ud på nettet altså ikke selv har en forståelse af hvad det vil sige at stå i samme situation, som jeg.
Hvis man ikke selv står i de sko, eller kan sympatisere, eller sætte sig ind i sagerne, hvorfor tænker man så at der er behov for at have en mening, som hæmmer andre, og udelukker deres medkvinders muligheder?

Hvis du vil læse min “fødsels”beretning kan den ses hér.

Pigepige eller drengepige?

I går, på min Instagram, var der en sød kvinde, der spurgte om Augusta er en pigepige, eller en drengepige, da jeg uploadede dette billede:
 photo 9450-50_zpso8tvcqxy.jpg
Billede i samarbejde med @imagesbylangfeldt

– Augusta klædt i rosa, med ballerinaknold (som jeg selv kaldte det i teksten), og sløjfe i håret. Helt og aldeles yndig.

Engang havde jeg nu måske været lidt hurtig på aftrækkeren, og leveret en lille “tale” om mine holdninger ift. kategoriseringen af kvaliteter hos køn – den noget gammeldags tanke om at visse interesser og forcer der tilhører visse køn.

Drengekønnet er typen, der kravler i træer, der ligger på stuegulvet og spytter brummelyde ud, med en vejtromle i hånden, hellere krøller papir, end tegner på det, og endda er typen, der med højest sandsynlighed vælter storesøsters smukke og velopbyggede prinsesse-Lego-tårn.
Piger derimod er jo sådan nogle, der er forsigtige, der gerne laver perler, der er eftertænksomme og måske i højere grad følsomme, som putter dukker og giver bamserne myssere.
Min indre pædagog får stadig lidt fnidder ved tanken om at børn på forhånd er gearet rent biologisk til at have visse interesser – og derved også visse manglende kompetencer, og når nogen kalder min datter prinsesse får jeg lidt klamheds-kuldegysninger. Det er ærlig snak.
MEN! når det så er sagt, så er der sgu nok noget om sagen – i visse tilfælde! Og jeg forstår spørgsmålet. Det går vel på hvad min datter synes er interessant?

Jeg ville have “en drengepige”, hvis man skal bruge begrebet, som jeg ellers ikke er glad for, men I ved vel hvad jeg mener?
Jeg havde et ønske om at få en bullerbasse af et barn. En pige med store krøller, som jeg skulle stå og råbe af, fordi hun kravler for højt op i træet. En psykisk robust pige, som bare løb derudaf, og som ikke skulle have en hånd ved ethvert dørtrin. Frygtløshed er måske det rette ord.
Hvilken type er jeg selv? Det hænger muligvis sammen med at jeg selv er en følsom pige. Dame. Kvinde. Whatever. En, der tænker meget over tingene, og ikke nødvendigvis altid tør. Sådan var det også, da jeg var barn. Jeg ville ønske jeg havde mere mod, da jeg var ung, at det lå i mine gener, og følelser ikke var en stopklods.
Det jeg ønskede for min datter er nok afspejlet i mine egne refleksioner over egne manglende mod på udfordringer.

Hvilken type er hun så?
Det var ligesom spørgsmålet jeg fik stillet, som jeg gerne vil svare på.
Uden at sætte hende i en boks, naturligvis. Uden at give hende en etiket, uden slå et stempel i hendes pande vil jeg gerne skrive lidt om de kvaliteter hun har, og måske lidt om hvilke udfordringer der ligger hende for vejen. Udfordringer skal man, og ser jeg ikke selv som, mangler, det er blot noget, hvor hun ikke helt kan-selv endnu, men som man kan støtte hende i. Engang kunne hun ikke engang løfte eget hoved, men det lærte hun naturligvis.

Augusta er lidt forsigtig. Lige nu. Hun er påpasselig med at løbe for hurtigt og hopper endnu ikke. Der er naturligvis også en faktor, der hedder motoriske kompetencer, hvor der stadig er noget at lære. Det betyder ikke hun er bagud, hendes interesse og forse ligger i det sproglige.
Hun er dog i min optik et meget robust barn. Hendes følelsesregister er selvsagt lidt på arbejde, da hun er knap de to, så hun tester sine forældre lidt, men hun kan udtrykke ked-af-det-hed, og fortæller hvorfor hun er ked af det, og vil have kram, kys og pust. Hun tillægger også sine bamser følelser, og de har jævnligt et plaster i panden, eller får et knus, fordi Augusta er kommet til at slå dem.

Hun bryder sig dog ikke om at få noget på sine hænder, hvilket er lidt morsomt, da det er min helt store kæphest: børn skal ikke være sarte. De skal sgu kunne tåle at få jord på hænderne.. Sådan har jeg altid haft det, og så står jeg selv med en datter, som på de mest forunderlige måder kan komme fra siddestilling, til at stå på begge ben, uden på noget tidspunkt at røre sandet. Hun trækker simpelthen sit ærme ned, og tager fra der, eller sætter een pegefinger på en spand og en anden på en skovl, og så kan hun komme op. Det er lidt fascinerende, men samtidig bestemt også noget vi skal arbejde med.
At nogle børn er “sarte”, for ej at sammenligne med sensitive børn, så er det jo anledning til at arbejde på det.
Vi laver derfor taktile (berøringssansen) øvelser, så hun vænner sig til at der ikke sker noget ved at mærke teksture, der ikke bare er glatte, men som også kan hænge fast på huden. Det startede med modellervoks, som i starten var en udfordring, og nu går vi meget op i at bage, fordi følelsen af mel heller ikke huer. Fingermaling er det næste, og ellers er det et skridt af gangen, stille og roligt.

Augusta er ikke typen, der hænger under loftet. Hun vil meget gerne lave perler. Hun vil meget gerne male med pensel, sidde med vandfarver og dyppe lige så stille i vandet, og derefter i malingen. Hun vil faktisk gerne lave stillesiddende ting, som puslespil og vendespil, men hun er altså ikke typen, der falder om, af at man siger bøh.
Humor er noget af det første jeg tænker på. Hun har masser af humor og er helt vildt morsom!

Når hun er sammen med andre børn er der større mod, og et barn, der er mere fysisk, som f. eks. en af de dejlige drenge fra mødregruppen, så får følger hun mere med.

Lige nu er hun måske hvad man vil kalde “en pigepige”. En bamse- og dukkeglad pige.
Men en temperamentsfuld bette en, med meninger om hvordan skabet skal stå, med en hukommelse, der imponerer os gang på gang, og et sprogligt repetoir i fuldt flor.

Jeg vil ikke sætte hende i bås, da hun bare er sin egen, sin helt unikke Augusta, og selvom jeg havde en forestilling om at jeg skulle have en Ronja Røverdatter pige, så kunne jeg ikke forestille mig at være mor til et dejligere barn.
 photo PicMonkey Collage_zpsjlgzzomx.jpgI dag, knap 2 år gammel, fik hun sin første skramme. Hun har fået 4 små buler i sit liv, men lige i dag var der mest action. Vi pakker hende ikke ind i vat, vi skubber hende stille frem mod at udfordre sig selv, det er blot hende, der kan holde lidt tilbage, og passer på.
Hun slog sig faktisk ikke i panden. Hun blev meget ked af at det, men munden stod alligevel ikke stille, da hun gang på gang skulle forklare hvordan hun væltede. Og selvom det faktisk var hånden hun slog, så skulle plastret altså på panden – ligesom hendes tøjkanin har haft det de sidste uger. Der skulle en lille snak og en is til, og så var hun helt god igen.

GækGæk og bundløs søndag!

FB er faktisk en forkortelse jeg har lyst til at indføre, så folk ved hvad jeg mener, og jeg slipper for at skrive “FØR BARN”, som jeg immervæk bruger ret så tit.
Jeg ved ikke hvorfor jeg ofte opdeler mit liv i to dele: før barn, og nu, men det er jo nu engang nok fordi der er sket en stor ændring de sidste to år – på hvordan jeg er og dermed hvordan jeg tænker, og hvad jeg går op i/prioriterer.
FB ragede højtider mig en høstblomst. Det gjaldt både det “hyggelige aspekt”, som andre betegner det, f. eks. her i påsken, at pynte op, at spise noget særligt og tage gule blomster med indendørs. Jeg spiser sgu gerne sild året rundt, men kyllinger og kaniner er ikke lige en del af hvad jeg betragter som fede nipsting i hjemmet. Jeg går heller ikke op i påsken af religiøse årsager.. Fordi.. Ja, jeg er ikke religiøs. Ikke engang lejlighedskristen.
Den måde jeg ved at vi nærmer os en eller anden årsdag for Jesu død/genopstandelse/fødsel er når jeg
A. Har fri
B. Andre pynter op og
C. Supermarkeder får et farveboost af dimensioner, med discountslik og grim pynt. Hvem fanden køber gule bloklys og servietter med får på?
(Mig….)

Nu … jeg ved ikke hvad der tog fat i mig, om det var Fanden, Kristi ånd, eller Påskeharen (som da egentlig nok skal skrives med stort?), men jeg “smed” barnet i klapvognen, og tog kæresten i hånden, og vandrede målrettet ned i byen, for at tæve et Dankort igennem i en Søstrene Grene, for nu skulle der sgu påskes! Barnet skulle have kyllinger, æg, og fjer.
Jeg kastede varer ned i kurven! Alt gult og grønt! Alt, der kunne klippes i og hænges på en gren!

Augusta blev placeret ved spisebordet og så tegnede hun ellers løs – jeg byttede den ene udklippede kylling ud med den anden, og så gik der påskeproduktion ala. samlebåndsarbejde i den!

 photo DSC_1431_zpsvypvh73x.jpg

Det er ikke fordi jeg selv har søde barndomsminder om påsken. Eller – jeg kan da huske at man fik et lækkert chokoladeæg (mælle! IKKE MØRK), hvis man havde skamklippet et papir, og vittigt prikket
… .. … . … ……… …….
(“det er mig dit barnebarn Johanne”) og så var der sgu kontant chokoladeudbetaling, men det er ikke fordi jeg forbinder påsken med noget helt særligt, som julen jo altså nok skal have credit for.
 photo DSC_1436_zpsn3ssq5qy.jpg
Jeg mindes jeg sendte Dronning Margrethe et gækkebrev engang. Ikke gennemtænkt, for sandsynligheden for at gætte det lige netop var Johanne, 6 år, der var afsenderen, var nok ikke så stor.. Skulle muligvis have skrevet afsender på?
-Men det kan da være hun læser blog?
I så fald: Margrethe, der er sgu kommet renter på!
Nu har Augusta (uden hun ved det) også lavet gækkebreve (hvorfor hedder det egentlig ikke gættebreve? Svar mig lige på det!), og jeg regner stærkt med at hendes bedsteforældre er alt for samvittighedsfulde til at gætte rigtigt, så mon ikke det tilfalder moren her noget chokolade (i og med barnet ikke spiser det?) Håbe håbe!

Hun har jo forresten også lavet karse! Karse skal sgu have en en præmie for at være den sublimt letteste plante (urt), at få til at gro? Hvilken landsbytosse tabte karsefrø ned på noget vat, for så at lade det ligge i regnen, og finde ud af at vat faktisk er en glimrende erstatning for jord? Jeg ved det ikke, men det er sørme let at lege-mor-med-grønne-fingre, når det kommer til at trylle spirer op af brune frø. Men karse kan da også få en medalje for at være det, der smager værst. Hvorfor skulle man ellers kun nøjes med at spise det en gang om året?
 photo DSC_1439_zpseusxqddu.jpg
 photo DSC_1441_zpscltlocmi.jpg
Hvad er vores søndag ellers gået med, tænker du nok?
Jo, vi sad i går aftes og tænkte at barnet da skulle have en oplevelse, nu det kun er søndag en gang om ugen, og valget faldt på at tage i svømmeren.
Fedt nok tænkte vi – det har vi jo gået til, da hun var en lille baby, dengang hun ikke fattede om hun var omgivet af vådt, eller tørt. Da kunne hun da meget godt lide det (= hun skreg ikke i vilden sky.. hele tiden).
Men det gjorde hun så denne gang.
Dét var bare ikke sagen. Om det var bruserne i omklædningsrummet, den høje rungen, de larmende hårtørrer, eller om det var fordi jeg var nøgen (hun skældte mig endda ud), eller det proppede babybassin ved jeg ikke.. Men sur var hun! HE-LE tiden.
(Når jeg skriver “proppet” mener jeg med tis. 30% klor, 70% urin)
Da vi kapitulerede, vendte tilbage til omklædningsrummet og jeg fik stukket hende en riskiks (- inden nogen finder høtyvene frem, var den altså uden salt), så gik det op for mig at jeg havde haft mine bikinitrusser på derhen.. Hvilket vil sige at jeg skulle gå bundløs hjem. Og mine strømper sad Augusta på, så de var plaskvåde.
Kanon tur – det gør vi ikke lige næste weekend – eller weekenden efter.

God søndag allesammen!

Mor: 6 ting du skal sætte pris på

1. Det er hverken svært, eller dyrt, at få det helt rigtige mor look
 photo morlook_zpsvtmfzul7.jpg

2. Du lærer at multitaske
 photo multi_zpswgxuh8nc.jpg

3. Du bliver inspireret til nye motionsformer
 photo trappe_zps1qqqlcck.jpg

4. Du lærer at lyve
 photo spise_zpsgs7sxgkn.jpg

5. Du kommer til at sætte pris på din kæreste på en helt ny måde
 photo sove_zpsknzrti9g.jpg

6. Du får helt nye, uventede, bekendtskaber
 photo park2_zpswt9pvekl.jpg

DET HER ER MIN HISTORIE: FIASKOEN

p1148314Jeg har købt bogen “Mor fortæl”, der med sine blanke sider indbyder til at nedskrive sine erindringer, til at give til sit barn.
Jeg tænker det er godt at få nedskrevet mine minder og tanker, til at videregive til min datter, så hun kan læse om min barndom, ungdom, oplevelser, følelser og minder – uden filter, og lige fra hjertet, som jeg husker det.

Men når man så sidder her og skriver om sig selv, om barndommen, opvæksten, der var fin og tryg, og skoleårene, så når man til et punkt, hvor man pludselig skal forevige ting på skrift, som man egentlig ikke er særlig stolt af.

Ting, hvor jeg tænker: “skal min datter vide dét?”

Der er bl. a. et afsnit om gymnasiet
En tid jeg ikke rigtig vil mindes, da det ikke var en særlig rar tid for mig. Jeg droppede nemlig ud.

Det har været til ret stor (tragi-komisk) morskab og forundring for andre, når jeg har fortalt, at jeg faktisk valgte at gå ud af gymnasiet i 3. g., lige inden læseferien, til eksamen. Jeg var endda med til Dronningebal, til Lancier, men med den viden i baghovedet, at jeg om få måneder ikke ville få samme hue, som mine medstuderende. Jeg skulle ikke køre studenterkørsel, selvom min mor gik og glædede sig og forsøgte at planlægge menuen, som hun stolt ville servere for mine klassekammerater, men uvidende om at den dag ikke ville komme.
Jeg trak den helt ud, og tanken om at jeg skulle lyve for min familie og omgangskreds, og deltage i dette “show”, denne aften, som var så magisk for andre, men for mig, på falske præmisser, får mig den dag i dag stadig til at græde.

Umiddelbart var det en enorm falliterklæring. Sådan følte jeg det i hvert fald, og der var ingen tvivl om at jeg også mente omverdenen tænkte det samme.
Og det gjorde de fleste faktisk. Min familie støttede op. Det skulle de jo, men alle andre mente jeg havde kastet håndklædet i ringet, uden at tøve.
Jeg havde påbegyndt noget, som jeg selv aktivt sprang fra igen, uden at gennemføre.
Dengang, inden jeg meldte mig ud var min holdning lidt “I dont give a shit”-agtig, for jeg ville ikke stå ved at det ikke var med min bedste vilje, at jeg ikke gennemførte, og det var i min optik meget lettere at virke skide ligeglad og sige man da ikke havde brug for at være en del af det fællesskab, som der var i klassen.
Men jeg var ikke skide ligeglad. Jeg var sindssygt ked af det.

Jeg vil ikke kunne give et endegyldigt svar på hvad det præcis var der skete, men jeg faldt nok langsomt fra i løbet af de tre år jeg gik på gymnasiet.
Jeg startede med de bedste intentioner, jeg ville gennemføre – med bravour, jeg ville imponere og få venner for livet.

Udfordringen jeg mødte var nok bare større, end forventet. Jeg havde tilmeldt mig italiensk på højniveau, og selvom jeg er skolet med sprog fra en tidlig alder, så faldt det mig ikke naturligt. Italiensk altså. Det faldt mig dog heller ikke naturligt at kæmpe for det.
Det lyder måske lidt lamt, men gennem min folkeskoletid var jeg mønsterelev, jeg fik 10-13 taller – jeg var dygtig, og det var enormt vigtigt for mig. Mit selvværd afhang i høj grad af ros, og anerkendelse for at det jeg præsterede var godt nok, og på min privatskole blev vi bedømt fra de helt små klasser, så jeg var vant til at vide hvor jeg stod, at det gik godt, at jeg gjorde det godt.

Jeg fik en depression af at gå på gymnasiet. Jeg kan ikke sige at gymnasiet eller de andre elever var skyld i denne depression, for jeg ved at jeg “meldte mig ud”, sådan i ånden, tidligt i forløbet.

Der var en prisoverrækning blandt eleverne, på en dag, hvor jeg tilfældigvis var der. Jeg fik ikke prisen som “ugens gæst”, selvom jeg var den på skolen med højest fraværsprocent, selvom jeg var sikker på det, da de annoncerede “titlen”.
Men jeg blev slet ikke nomineret, fordi de færreste i de andre klasser kendte mig, fordi jeg aldrig deltog.

Jeg ekskluderede mig selv fra fællesskabet i klasse og fra skolen, men jeg skabte relationer til andre på skolen, bl. a. en dejlig pige, som jeg var roommate med i flere år. Vi tog i byen om torsdagen og havde det fede ungdomsliv i vores egen lejlighed, da vi var 17-18 år.
Forskellen var at hun tog på skolen fredag moren bagstiv, når vi havde været i byen, hun læste, hun var livsglad, social og deltog, så hun bestod og blev student.

Jeg projekterede helt sikkert min usikkerhed, om de andre elever, over på dem, så jeg følte de fremmedgjorde mig. Ydermere følte jeg, at når jeg endelig var der, så havde jeg en forventning, eller bare en forhåbning om at de “ville mig”, men så var jeg udenfor, for i deres øjne havde jeg jo fravalgt dem.

Der var dog også nogle piger, i særdeleshed een, der var meget grov, som i høj grad bidrog til at jeg ikke kunne være i klassen. Hun spredte rygter og talte meget dårligt om mig. Min mormor døde i et af de år jeg gik på gymnasiet, hvorfra jeg fik en arv. Denne klattede jeg væk, bl. a. på et par dyre tasker, som denne pige bildte de andre elever ind, at jeg havde prostetueret mig for at få.
Dette gjorde bestemt ikke mit liv, eller umedicinerede, deprimerede sind, bedre.

Mange har efterfølgende spurgt mig om jeg ikke bare kunne have gennemført.
Svaret ville endegyldigt være nej, for jeg havde ikke deltaget i undervisningen. Den faglige udfordring var en for stor mundfuld fra mig fra start, så jeg gav op på forhånd, og i sidste ende skulle jeg op i fuldt pensum.
En lang række dårlige eksaminer, med undervisere og sensorer, der dumpede MIG (ja, mig, ikke mig, fagligt), ville tære alt for hårdt på mig, og jeg ville ikke kunne have klaret det.

Det bedste for mig var uden tvivl at erklære fiasko, og stoppe.
Da jeg så endelig kom mig over det hele, da jeg stoppede med at se studenterhuer overalt, da jeg kom mig over min vrede over denne mobning (fra en enkelt person), så tog jeg mig sammen og tænkte:

Hvad vil jeg med mit liv?
Det vidste jeg nemlig ikke før jeg skrev mig op til gymnasiet. Det havde jeg ikke gjort mig særligt store tanker omkring, jeg skulle bare kaste mig ud i det fagligt sværeste, for at min omverden kunne blive mest muligt stolt og imponeret af mig.

Så fik jeg job i en børnehave, senere hen i en vuggestue, hvor jeg var i over fire år.

Jeg fandt min hylde, min niche, min plads i livet.
Arbejdet med børn udviklede mig, det lærte mig løbende om konflikter – og løsninger af disse, om at være professionel, om at være ansvarsfuld, forstående, anerkendende og redskaber som tålmodighed. Ting der ikke står på skemaet på gymnasiet.

Jeg ville være pædagog! Augusta overhalede dog mine drømme indenom, men da hun var helt spæd og ny, og åbnede jeg en sen aftentime min digitale post, for at læse at jeg var optaget på min kvote 2 ansøgning til pædagogseminariet.
Jeg aldrig været mere stolt i mit liv.

Hvad skal Augusta vide?
Augusta skal kende til det hele. I bidder. Hun skal kende hele vejen, nedturene og hvordan jeg kom op igen.
Min omvej var ikke at gå ud af gymnasiet, det var at gå der i første omgang, det var at lade være med at sige fra i bedre tid. Dagene med at gå grædende fra undervisningen, over manglen på tætte relationer, eller onde blikke i klasselokalet kunne være minimeret, mens de nedslående mindreværdskomplekser fagligt såvel som socialt kunne være undgået, ved at jeg burde have følt lidt bedre efter i mig selv.

Jeg fravalgte ikke gymnasiet og min ungdomsuddannelse, jeg tilvalgte en anden vej, en vej til det jeg egentligt gerne ville, og det er jeg nu, set i relief, skide stolt af.

Det er det jeg vil give videre til Augusta, at selvom jeg har et lille sort hul på seks år, så var målet i sidste ende det vigtigste: en lykkelig og mega-fucking-sej pædagog-mor.