Browsing Tag

graviditet

Om at være über egoist og planlægge kejsersnit

IMG_5096

Krudtuglen her kom til verden i maj 2013. Jeg vidste det ville være den dag, så jeg var godt forberedt. Vi mødte nemlig op til planlagt kejsersnit, som jeg havde bestilt på forhånd hos min jordemoder.
Det er en lidt kontroversiel måde at få et barn på, da langt de fleste føder (sådan “rigtigt”) og det er det, der rådes til, når man spørger fødselslægerne, jordemødre osv.

Jeg valgte dog at få et tabu-kejsersnit, selvom der umiddelbart ikke er nogen fysiologisk hindring for en “normal” fødsel. Jeg vælger ikke at sige “jeg fødte”, for det gjorde jeg ikke. Jeg fik kejsersnit, og set i relief og med alle de kommentarer jeg har fået med på vejen, så kan jeg indimellem godt føle mig som en egoist og som en kylling. Det er mine egne tanker om mig selv, men det handler nok også om at jeg har den sublimt største respekt for ethvert kvindemenneske, der presser et lille menneske ud af deres fødekanal, og fordi jeg ikke kunne klare den opgave, som jeg er bygget til.

(Jeg tænker slet ikke på de, der har fået akutkejsersnit, eller kejsersnit af fysiologiske årsager. Det var en nødvendighed for de kvinder og det var det eneste rigtige for dem).

Jeg havde bare en psykisk blokade, der betød at jeg ikke kunne klare det. At jeg ikke troede jeg kunne klare det.

Man kommer ikke sovende til at kunne bestille et planlagt kejsersnit. Jeg skulle – naturligvis – først have alle de tilbud og den støtte, der muliggjorde, at jeg ville springe ud i en naturlig fødsel. Først og fremmest havde jeg mange samtaler med min jordemoder om hvad det var, der gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at acceptere en fødsel. Der kom ikke noget definitivt svar. Det er ikke resultatet af et traume, eller psykiske problemer, men (med deres ord) var det fødselsangst. Jeg blev tilbudt en fødselskonktakt, hvilket er en aftale mellem jordemoder og vordenende mor, der sikre at de tanker og ønsker man har for sin fødsel er redegjort på forhånd, så der ikke skal forhandles eller overbevises undervejs.

Herefter var der samtaler med fødselslægen, der skulle sørge for at jeg kendte til alt fakta omkring fordele ved “normal” fødsel og hvad det indebar at få kejsersnit og de risici de indebar.
Der var ingen tvivl om hvad eksperterne råder til, og det er normal fødsel. Det er udfra hvad der vurderes at være bedst for (det sunde) barn og den (fysiologisk) sunde (vordende) mor.
Jeg valgte så hvad der var værst for barnet, men i min klare optik: hvad der var bedst for mig.
Der var mange timers tanker og skrubler bag mit valg og bare tanken om mig i fødsel kan gøre mig grådkvalt. Jeg ved min krop i teorien ville kunne holde til veer og at presse, men min psyke kan ikke kapere forestillingen om processen.

Jeg har skam også fået kommentarer med på vejen.
“Jeg synes du er über egoistisk” var der en, der skrev til mig, i et online forum. Det er nok ikke det bedste sted at dele skrubler, men jeg havde brug for råd og støtte fra ligesindende. Jeg blev også fortalt af flere, at de syntes det var kritisabelt, at jeg skulle koste samfundet penge, fordi jeg ikke “har lyst” til at føde.
Kommentarerne sidder dybt i mig og jeg har den dag i dag svært ved at ryste dem af mig, for det var ikke det, at jeg aktivt havde sat mig for at jeg ikke havde lyst til at føde. Det er jo ikke som hvis man skal have aftensmad og man siger “ej, jeg har altså ikke lyst til lasagne skat – løb du hele vejen på McD efter mad til mig”. Jeg kunne ikke i den situation jeg stod i, der hvor jeg stod i mit liv.

Kejsersnittet gik godt og det var en god oplevelse (så god som sådan noget nu engang kan være), jeg havde og har det godt og vigtigst af alt: Augusta er sund og rask.

 

Accepten af, at man ikke kan gøre alting rigtigt (…desværre)

Jeg kan melde mig med på det hold af førstegangsfødende, der meget gerne ville gøre alt rigtigt. Og med “rigtigt” mener jeg, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger var min bibel, og sundhedsplejersken blev ophøjet til at være det alvidende orakel.

Måske det er en ordentlig portion af autoritetstro og usikkerheden omkring at det er total ukendt land for mig, mens sundhedsplejersken har al deres viden og erfaring på området.
Andengangsfødende gad jeg på ingen måde at modtage råd fra, for i min optik var individuelle succestilfælde ikke god grund nok til at prøve alt af på MIN lille baby.

Derfor var Heidi – min sundhedsplejerske – selvsagt på “speed dial”. Jeps, jeg skulle bare trykke 7, og så ringede den op til vagttelefonen, mens SST og Netsundhedsplejersken havde hver sin fane på computeren. Jeg Googlede, jeg Lolaede, jeg Tigerspringede og jeg var med i et hav af netmødregrupper.

Jeg lappede ligeledes alle medbragte brochure fra hospitalet. Hvis man skal anmelde nogle af disse, så var jeg især begejstret for lorte-piecen, med dens helt eget farvekort, alt efter hvor mange dage yngel var. Se dét var en håndgribelig manual, hvor man virkelig kunne følge med i, om alt var som det skulle være.
…Men den piece havde ligesom 7 sider, og så var der ikke mere brugervejledning på barnet.

“SKAT! Nu er vi på en GM5, med en lille snært af GM6!”

Indikatoren på om det gik som det skulle var vægtforøgelse, så I kan tro der sad en lille begejstret labradorhund foran døren, i minutterne inden Heidis ankomst til “tjek”. Jeg var “kun” 24, da jeg fik Augusta, så jeg gik under betegnelsen (believe it or fucking not) “ung mor”, så jeg fik min Heidi på visit ret så ofte (OTTE gange inden Augusta blev 9 måneder). Jeg nød den sundhedsfaglige tilstedeværelse og badede mig i ros, når hun sagde “alt er som det skal være”.

Med ankomsten af den lille stolthed blev og bliver man konstant sat overfor valg.
Skal man amme, eller skal man give flaske? Er man undskyldt, hvis man har problemer og i hvor store skal disse problemer være, før man dropper amning? Man bliver jo nærmest punket fra første minut om hvor sundt modermælk er, og vi har vel alle hørt om alle de antistoffer der er i den hjemmedyrket Arlaproduktion!

Og jo, det kan skam godt være det er sundt og godt. Jeg vil mene jeg kæmpede en brav kamp i den tid jeg fik søndersuttet de brystvorter, men jeg skal også være den første til at sige, at jeg på trods af anbefalinger kastede den amning af helvedes til, for at erstatte den med pulver og flaske. Et tungesuttende barn, revner og mangel på mælk, i kombination med en nyfødt med gulsot er ikke en behagelig cocktail for nogen som helst! Selv faren var presset. Var på apoteket i pendulfart for at købe brikker (kendt som vortehylstre), så afsted for at købe den ene savle, , så den anden, og så skulle vi have en pumpe (efter mor her brugte 1 time på at finde den rette på nettet) og dertilhørende flasker og beholdere til opbevaringen af dråberne.

Men så skal man tage stilling til erstatning! Noget er godt mod mavekneb, så er der den blå, grønne og gule. Og!
DEN ØKOLOGISKE.

Uh! “Jeg vælger økologisk til mit barn”. Det lyder godt. Det er LIGE den type mor, som jeg vil være. Selvsamme type bager naturligvis også en masse, gør rent hver dag og motionerer lige efter fødselen.
Spækket med overskud! Dén person ville jeg VIRKELIG gerne være. Moderne speltmor! Ja tak!
….
Men nej. Slet ikke. Men det blev dog ved økologien. Men ikke engang det standpunkt kunne man have for sig selv. Det var også et valg, som man skulle forsvare. For så var man pludselig fanatisk og sløset med madbudgettet.

Hvis man stak næsen for langt frem om rengøring, så kan du tro der også kom en kvik kommentar eller to, om at man ligefrem kunne være skyld i at barnet 13 år senere udvikler allergi!

Jeg har den dag i dag stadig svært ved at træffe valg, for jeg overtænker al-ting. Jeg er nu klar over at der nok ikke er “det rigtige” svar for alle, men en “Motherhood for dummies”-bog kunne jeg fandeme godt alligevel have brugt! Eller min egen Lola Jensen!

Hvem kan svare mig på om BioTex vaskemiddel virkelig er så skadeligt? Jeg skal nok være den første til at indrømme, at jeg startede ud med Neutral, da det var hvad de andre mødre prædiket og i frygt for at blive rullet i modermælk og hirseflager hoppede jeg på vognen. Jeg lover jeg skifter til Neutral den dag det snupper tomatsovs og gule skjolder fra solcremen. Indtil da sværger jeg – på trods af fare for mit barn gror en tredje arm – til synetisk vaskemiddel proppet med “fy-ha” og tilsætningsstoffer, man kun har set fra sine kemitimer.

Rigtigt og forkert? Don’t know. Nogle gange virker det hele lidt udvisket.

Ej, jeg skal nok finde ud af det hele. Med tiden.