Browsing Tag

kejsersnit

Luk røven! Jeg har ret til mit kejsersnit!

 photo image12_zpsoskgy8we.jpgSom jeg har skrevet om i indlægget “Om at være über-egoist og vælge kejsersnit”, har jeg været en del igennem i processen som det er fra at blive gravid, til at Augusta kom til verdenen.
Mine tanker, min frygt og mine medmenneskers reaktioner.
Mit valg var at Augustas ankomst til denne verden var det skulle foregå ved kejsersnit, og at jeg bevidst fravalgte (vaginal) fødsel.
Jeg falder hertil aften så over en udgivelse af Jyllands-Posten, som på baggrund af nye udtalelser fra WHO, kaster overskriften: “WHO: Kejsersnit bør kun foretages, når det er medicinsk nødvendigt” ud på min facebookvæg.

WHO og u-lande

Jeg er enig, på sin vis, i meget af det, der er artikelens og WHOs budskab: at man ikke bare skal have kejsersnit uden et “fordi”.
Fordiet skal naturligvis ikke være: fordi man bare ikke gider at presse en baby ud af fødekanalen.
Fordiet skal heller ikke være: fordi det er en samfundsmæssig udvikling, hvor det er kulturelt unormalt at føde “naturligt”, som man hører om at det eksempelvis er i Brasilien (se f. eks. hér).

Sådan jeg læser det, er artiklen og anbefalingerne rettet særligt mod u-landene, mod visse landes økonomisk sårbare sundhedssystem, og jeg tænker ikke det er en sag, som er særlig relevant for det danske sundhedssystem.

Nazionen

Jeg h-a-d-e-r kommentarfelter på online aviser, eller f. eks. på Facebook. Jeg kan ikke begribe hvad det er, der får folk til at gribe til tasterne og munddiarrée over tastaturerne i de danske hjem. Bare fordi man har en klar holdning til et eller andet emne , som man føler et gedint behov for at dele med verdenen, betyder det sgu ikke at andre gider at læse det. Jeg gider ikke.
Men jeg falder alligevel over det, og det gør mig vred og harm. Og måske lidt ked af det.

Måske DU har født fire børn og det bare er forløbet super fint, at DU har en klar holdning om at DU kunne klare det, at der ikke er andre måder at børn kan komme til verdenen på, betyder det fanderedme ikke at du skal gøre dig klog på hvad alle andre kan eller bør gøre.
Det er en privat sag, og selvom du kan rejse dig op af din stressless lænestol af vrede over at dine skattepenge går til mit kejsersnit, så synes jeg du skal sætte dig ned igen og udvide din snævert synede horisont en smule!

Hvis der rent faktisk er damer, der har en holdning om at det hele handler kort og kontant om kroner, ører og omkostninger, når det drejer sig om fødsler, og ikke kvinders ve, vel og vej til en god start som mor, så kan vi sgu da lige så godt eftersende vandregning, når mammi har plasket rundt i kar under Frodes fødsel, eller smide en Mobilepay anmodning, hvis Amanda har brækket sig i for mange bækkener.
Ærlig talt.
Tag fingeren ud af navlen, lav en kop kvædethe og bland dig så langt udenom mine, og andre kvinders (legale!) årsager til at fravælge vaginal fødsel.

Kejsersnit, hvornår?

Kejsersnit bør foretages når det er nødvendigt, når der er en hindring for naturlig fødsel.
Kejsersnit bør være tilgængeligt for kvinder når der er en medicinsk årsag, eller en psykisk hindring.
Dette er min klare holdning. Man kan uden tvivl have en psykisk blokade, som kan være en hindring for en god fødsel.
Fødsler er smertefulde, de kan være skræmmende, og det er vel de færreste kvinder, der tror på de kan, når de ligger der med veer for fuld skrabraller – men de fleste kan klare det.
De kommer godt igennem det, og de kommer godt ud på den anden side, med et barn i armen.

– Men fødsler kan sgu også give ar på sjælen.
Hvis jeg skulle have født Augusta naturligt ville jeg pga. min angst have følt et kropsligt overgreb, der måske skulle mange psykologtimer til at komme over.

Jeg må åbenbart bare acceptere at jeg må være evigt undrende over andres behov for at stikke næsen i andres gøren og laden, og jeg har en idé om at de, der har brug for at spytte anti-holdninger ud på nettet altså ikke selv har en forståelse af hvad det vil sige at stå i samme situation, som jeg.
Hvis man ikke selv står i de sko, eller kan sympatisere, eller sætte sig ind i sagerne, hvorfor tænker man så at der er behov for at have en mening, som hæmmer andre, og udelukker deres medkvinders muligheder?

Hvis du vil læse min “fødsels”beretning kan den ses hér.

Augustas mistænkelige modermærke

Fødtbillefe

Jeg har tidligere delt historien om begrundelsen for kejsersnit her på bloggen, i indlægget: Om at være “über egoist”, og planlægge kejsersnit. Jeg har endda også delt det i et magasin (hér), og hele min “fødsels”beretning der i detaljer kan læses hér
– men jeg har dog aldrig, her på bloggen, fortalt historien om Augustas første modermærke, og mit første grin, som mor.
Et helt-ned-i-maven-jeg-græder-af-grin-og-fuck-hvor-gør-det-ondt-i-mit-helt-nye-operationssår.

Det var nogle timer efter Augusta kom til verden. Denne tid tilbragte hun hos sin far, da jeg havde svære rystelser efter medicinen. Da hun kom op til mig tog jeg dette billede af min dejlige, sovende pige.
Hun havde ikke noget navn endnu, intet tøj på, hendes vægt var ukendt og den lilla strikhat var ikke vores. Jeg var nødt til at tage lægens ord for, at det var min baby, for sidst jeg mærkede hende var for en hel del timer siden, i bilen, på vej til sygehuset, inde i maven, med en af de mega-creepy bevægelser, hvor de lige vender sig og man kan se hele armen under sit maveskind, og pludselig stod Mikkel med et barn.

Jeg løftede lidt på dynen, løftede lidt på huen. Studerede hende, så godt som man nu kan og vil, for når man ligger der, med sit første barn, så er alle bevægelser saftsuseme stille og meget usikre.

Den søde jordemoder og den studerende tager “Baby Pige” på vægten. Hun skriger – altså min baby. Den viser 3250. Fra øverste brune hårstrå til hæl måler hun 51 cm og hun brillerede i de obligatoriske gå-kravle-og-gribe-med-tæer-tests. De mærker på hende og hun har alle fingre, fine kraveben mv.

Indtil nu har vi været alene. “Fri” for besøg.
Vi får spist lidt, jeg kommer op på toilet (tortur!).

– Men så gør jeg min opdagelse!
På Augustas skulder er en stor, mørk plet! Jeg troede ikke børn hverken kunne have modermærker, skønhedspletter eller anden pigmentering, end storkebid, jordbærmærke mv. Dette mærke er altså stort og næsten sort!

Det ser farligt ud! Jeg trækker i snoren, for at snakke med sygeplejersken om mit fund.
Det undrer hende først og fremmest at de ikke selv har set det, under undersøgelsen og giver mig ret i, at det ser unormalt ud. Hun har dog travlt og vil vende tilbage med en kollega.

Lettere skræmt ligger jeg og venter. Betragter det lille mærke.
Jeg vil lige føle på det, få en fornemmelse af om det buler op.

Jeg husker tydeligt frygten, angsten for at der skulle være noget galt med hende – for at hun ikke var, som hun skulle være.

Men så griner vi.
Vi griner.
Og vi græder.
Modermærket kan tværes ud.

Chokoladeplet fra müslibar.

#Fuck 🙂

Om at være über egoist og planlægge kejsersnit

IMG_5096

Krudtuglen her kom til verden i maj 2013. Jeg vidste det ville være den dag, så jeg var godt forberedt. Vi mødte nemlig op til planlagt kejsersnit, som jeg havde bestilt på forhånd hos min jordemoder.
Det er en lidt kontroversiel måde at få et barn på, da langt de fleste føder (sådan “rigtigt”) og det er det, der rådes til, når man spørger fødselslægerne, jordemødre osv.

Jeg valgte dog at få et tabu-kejsersnit, selvom der umiddelbart ikke er nogen fysiologisk hindring for en “normal” fødsel. Jeg vælger ikke at sige “jeg fødte”, for det gjorde jeg ikke. Jeg fik kejsersnit, og set i relief og med alle de kommentarer jeg har fået med på vejen, så kan jeg indimellem godt føle mig som en egoist og som en kylling. Det er mine egne tanker om mig selv, men det handler nok også om at jeg har den sublimt største respekt for ethvert kvindemenneske, der presser et lille menneske ud af deres fødekanal, og fordi jeg ikke kunne klare den opgave, som jeg er bygget til.

(Jeg tænker slet ikke på de, der har fået akutkejsersnit, eller kejsersnit af fysiologiske årsager. Det var en nødvendighed for de kvinder og det var det eneste rigtige for dem).

Jeg havde bare en psykisk blokade, der betød at jeg ikke kunne klare det. At jeg ikke troede jeg kunne klare det.

Man kommer ikke sovende til at kunne bestille et planlagt kejsersnit. Jeg skulle – naturligvis – først have alle de tilbud og den støtte, der muliggjorde, at jeg ville springe ud i en naturlig fødsel. Først og fremmest havde jeg mange samtaler med min jordemoder om hvad det var, der gjorde, at jeg ikke kunne få mig selv til at acceptere en fødsel. Der kom ikke noget definitivt svar. Det er ikke resultatet af et traume, eller psykiske problemer, men (med deres ord) var det fødselsangst. Jeg blev tilbudt en fødselskonktakt, hvilket er en aftale mellem jordemoder og vordenende mor, der sikre at de tanker og ønsker man har for sin fødsel er redegjort på forhånd, så der ikke skal forhandles eller overbevises undervejs.

Herefter var der samtaler med fødselslægen, der skulle sørge for at jeg kendte til alt fakta omkring fordele ved “normal” fødsel og hvad det indebar at få kejsersnit og de risici de indebar.
Der var ingen tvivl om hvad eksperterne råder til, og det er normal fødsel. Det er udfra hvad der vurderes at være bedst for (det sunde) barn og den (fysiologisk) sunde (vordende) mor.
Jeg valgte så hvad der var værst for barnet, men i min klare optik: hvad der var bedst for mig.
Der var mange timers tanker og skrubler bag mit valg og bare tanken om mig i fødsel kan gøre mig grådkvalt. Jeg ved min krop i teorien ville kunne holde til veer og at presse, men min psyke kan ikke kapere forestillingen om processen.

Jeg har skam også fået kommentarer med på vejen.
“Jeg synes du er über egoistisk” var der en, der skrev til mig, i et online forum. Det er nok ikke det bedste sted at dele skrubler, men jeg havde brug for råd og støtte fra ligesindende. Jeg blev også fortalt af flere, at de syntes det var kritisabelt, at jeg skulle koste samfundet penge, fordi jeg ikke “har lyst” til at føde.
Kommentarerne sidder dybt i mig og jeg har den dag i dag svært ved at ryste dem af mig, for det var ikke det, at jeg aktivt havde sat mig for at jeg ikke havde lyst til at føde. Det er jo ikke som hvis man skal have aftensmad og man siger “ej, jeg har altså ikke lyst til lasagne skat – løb du hele vejen på McD efter mad til mig”. Jeg kunne ikke i den situation jeg stod i, der hvor jeg stod i mit liv.

Kejsersnittet gik godt og det var en god oplevelse (så god som sådan noget nu engang kan være), jeg havde og har det godt og vigtigst af alt: Augusta er sund og rask.