Browsing Tag

pædagog

BLIV OPTAGET PÅ SEMINARIET – PÅ KVOTE 2

” Hvordan kommer jeg ind på pædagogseminariet, hvis jeg ikke lever op til kvote 1? ”

Dét spørgsmål får jeg faktisk rigtig tit i privatbeskeder – og jeg ser tit bekendtskaber på Facebook søge fif om selvsamme, og selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe enkeltvis, når jeg har tid, men nu forsøger jeg at tage den – som jeg synes den skal besvares, og så håber jeg det kan give noget afklaring.
Ellers så stil endelig spørgsmål, selvom jeg naturligvis ikke er ekspert.

Det at optage folk på kvote 2 er en fantastisk ting. Det er givende for uddannelsen og for de der skal søge. Jeg er af den klare overbevisning at et eksamensbevis ikke siger noget om menneskers potentiale, men det er deres gejst og dedikation – og det er særligt gældende hvis man vil være pædagog. Så er det dældusseme lige meget om du har haft fysisk på c-niveau og har fået 10 i oldtidskundskab.
Lad være med at tænke du er andenrangsansøger, bare fordi du søger kvote 2. Der er plads til kvote 2 ansøgere af en grund!
Jeg blev selv optaget på det der hedder realkompetence vurdering, hvilket vil sige jeg sendte en motiveret ansøgning til pædagogseminariet, uden at kunne uploade et eksamensbevis – fordi jeg ikke havde et.
Jeg er uden tvivl velkvalificeret til at blive pædagog. Jeg klarer det akademiske aspekt godt, men det praktiske tag, det at have flair for at have med mennesker at gøre, det er altså ikke noget man bare kan lære – men det er tilgengæld noget der tæller enormt meget! Det er blevet en tak sværere på seminariet – det er ret tydeligt. Og der er ikke på samme måde de kreative fag. Jeg synes blot at seminariet giver en tid til at lære det hele. Det forventes ikke at du ved alt om videnskabsteorier på een dag, og du begraves ikke i 100 siders læsestof til dagen efter – men du skal være klar på at arbejde for det. Det er min holdning.

For mig handler det om i ansøgningen at være ærlig og passioneret.
Men det at vise hvad man kan, og hvad man drømmer om, på skrift, er ikke let. Det ved jeg.
Først og fremmest skal der være formalia på plads, som altså betyder noget.
Vær præcis dine formuleringer og få en ven til at læse korrektur. Det skal ikke fylde tre sider. Se på hvad kravene er til ansøgningen og opfyld dem.

På seminariet skal man også skrive opgaver og til eksaminer. Særligt nu er det hele akademiseret og der stilles højere krav, men ingen siger du skulle kunne det hele fra start. Det forventes dog at du kan formulere dig, og tydeliggøre hvad det er du gerne vil.
Gør det klart at du er klar på et studieliv, at du vil lære mv., men at du også ser frem til udfordringen i den anden ende.

Afgræns og tydeliggør hvad du egentlig er (mest) passioneret omkring.
Er det dagtilbudsområdet (0-6 år), social-området (udsatte unge f. eks., eller væresteder), special-området (voksne og børn med handikap mv.) eller skole/fritid (børn og unge 6-18 år)?
– Men uden at sætte dig 100% fast, for du er ikke garanteret adgang til det område du gerne vil specialisere dig indenfor.

Hvis du har erfaring fra institutioner, så er det bare så vigtigt at få det med. Selv hvis du ikke har været der længe, eller ikke har været fastansat. Det er jo sådan set lige meget. Du har haft med mennesker at gøre, du har været ude i praksis – det der rykker er dine refleksioner om det du har lavet.
Du skal beskrive hvad du kan og hvis du ikke selv ved det, så få en ven til at fortælle dig det.
Og så skal du skrive hvordan du har vist det i praksis. Det er virkelig dagligdagens små ting, men det er altså også der pædagogerne skal ud og arbejde bagefter.
Har du været med til fagte-sang-lege inde på blå stue, så kan du sagtens skrive dét, og samtidig også begrunde det med hvor vigtigt det er at børn er med til musik, kan udtrykke sig gennem sang, er en del af et fællesskab – men et hvor man bliver set.
Sæt nogle nøgleord ind i din ansøgning.
Det er ikke snyd, det er blot pædagogiske begreber.
I stedet for KUN at skrive du godt kan lide børn (hvem kan ikke det?), så skriv det er vigtigt for børn at de får omsorg og lære noget. Det hele er jo ikke ren børnepasning, det er læring, det er trivsel, det er udvikling der er i fokus.
Du skriver du godt kan lide at spille fodbold med ungerne fra Brumbassestuen…. Fedt! Det er vigtigt børnene har det sjovt, og det er pointen, men det er også vigtigt at du kan igangsætte, inddrage og have fokus på at udfordre børn motorisk.

Hvad der virkelig rykker er hvis du har lavet et forløb, eller “blot” været en del af et, for så kan du begrunde hvorfor f. eks. en indianer-dag er vigtig, med pædagogbriller, hvorfor fredagsrock betyder noget, og hvad man kan få ud af “naturuge”, med klapvognsture til skoven.

Har du spillet fodbold siden du var 10 år kan du skisme også en masse! Du ved noget om hvor vigtigt det er at kunne koordinere i fællesskaber – hvor vigtigt det kan være for børn og unge at være en del af noget.
Der er sikkert meget du har lavet i dit liv, som kan overføres til en kompetence, der er brugbar i dette fag. Bare tænk dig om.

Ekstra fif på falderebet
1. Tag til åbent hus på pædagogseminarierne og lyt. Hør hvad de siger om hvad de lægger vægt på og brug det.
Du skal selvfølgelig ikke bare copy-paste – du skal forsøge at gøre det til dit eget, og fremhæve hvad det er DU vil, og hvordan det passer perfekt med det at være pædagog(studerende).

Hvis du bor i Aarhus så er der u-days her i slut feburar, på campus.

2. Overvej at søge ind et andet sted, end din hjemby.
Der er bare flere muligheder, hvis du ikke kun søger på ét seminarie.

3. Overvej evt. brobyg eller søg job som pædagogmedhjælper og kick ass dér.
Få en skide god udtalelse og lad pædagogerne eller de erfarne medhjælpere på stedet lære dig en masse. Som pædagogstuderende lærer man virkelig meget i praktikkerne, så det at være medhjælper kan klæde en virkelig godt på, til både uddannelsen, men i særdeleshed også praktikkerne!
Brug evt. tid på frivilligt arbejde – hjælp f. eks. til i idrætsforeninger. Alt det tæller!

– Og husk, hvis du har nogle udfordringer, som f. eks. ordblindhed, eller andet, der gør at du har nogle særlige omstændigheder, så favner pædagoguddannelsen det meste. Ring evt. til uddannelsesstedet og forhør dig om du kan få noget særlig støtte.

Bare gå i gang med at skrive og få det til at lyde som om du da bare søger næste år, hvis de ikke optager dig i år.
Der er plads til kvote 2 ansøgere, så det er bare at snuppe en af de pladser.

Hvis du har tips, kommentarer eller spørgsmål, så del gerne i kommentarfeltet.

P2080677

Held og lykke med det 🙂

Kærlig hilsen Johanne

Om at tage sit barn med i skole og barbere sin overlæbe

image3(2)


Av, ikke en fredag efter planen. Det er som om at med sneen – der først er kommet til den århusianske bugt nu, har bragt stor-forvirring og problemer med sig!

Er det ikke som om Danmark, eller nærmere danskerne, altid glemmer re-sætter sin hjerne, inden vinterårstiden kommer snigende?
Jeg kan evigt og altid bliver overrasket over andre, og måske mig selv ikke mindst, der giga-brokker sig over at der falder sne ned fra himlen (uh ja, tænk sig der kom sne I DANMARK – IGEN), at man ikke har fået vinterdæk på (WOW, SKAL MAN DET? I januar måned – really?) og for mig, der tager offentlig transport: den totale manglende forståelse for forsinkelser.

Morgenens chok over Augustas øje var nu ikke vinterens skyld, men jeg havde nu set den komme lidt.
Som jeg skrev på Instagram, så har der været bøvl med puds og ubehag – men uden det karakteristiske røde øje (i den hvide del), der kendetegner øjenbetændelse, så derfor har vi hidtil ikke behandlet det.
Men så i morges, da Augusta slog sine bakterie indsmurte, klistrede øjne op, måtte jeg erkende at nu havde det udviklet sig, og gik ikke i vuggestueregi, fordi hun dermed er en lille omvandrende smittebombe.

Men hvad gør man så, når man har fremlæggelseN, der efter ugers gruppearbejde foregår lige i dag? Og du står med en 2,5-årig, og ingen mand til at tage over, fordi han er draget på arbejde nordpå, altså Sverige?
Så tager man barnet under armen, og med i skole!
For det kan man – på pædagogseminariet.
Det er faktisk ret så cool, selvom vi var der så kort tid, at jeg kun nåede vores egen fremlæggelse.
Det gik forresten godt, selvom – som jeg ligesom teaser med i det første jeg skrev: busserne kørte af helvedes til, og med min mangel for logistisk A-B-sans, endte vi med at tage TRE busser, selvom vi bor på Frederiksbjerg og det nye seminarie ligesom er ved Ceres.
I ved hvad jeg snakker om, jer der kommer fra Smilets By.
Eller Sneens By i dag.

Det er lidt tid siden jeg sidst har smidt noget op, her på bloggen, men jeg fortæller hjertens gerne at der altså ikke er sket meget, her i det lille hjem.
…Måske var det fordi jeg lige skulle komme mig over chokket, efter at have barberet min overlæbe, og i samme omgang fik skåret et hul på – som bare blødte og blødte, på trods af det var en beskeden rift. Overlæbebarbering er jeg ikke bleg for at sige jeg gør mig i – bare nogle gange.. Hvorfor skamme sig over noget man faktisk tager et aktivt valg om at gøre en gang hver 7-8 uge. Det er det samme som at benægte at man piller bussemænd. Eller indimellem er nødt til at rengøre en iPhonehøretelefoner…

En lille mad-anbefaling herfra forresten!
I går var vi ude for at spise, og jeg vil stor-anbefale stedet, hvis man bor i Aarhus, eller kommer forbi. Det er en ny vietnamesisk restaurant, som ligger i Bruunsgade, nærmere bestemt Bruuns bro, ved mellem sushi stedet og ejendomsmægleren.
Jeg ved ikke hvor længe, men lige nu har de rabat på alle deres retter og man kan få en lækker asian soup for den nette sum af 39 kr., og lækre friske forårsruller, som jeg smed et billede op af på Instagram, i går.
Til Augusta, der ikke er til den slags, men elsker sushi, fik vi “importeret” fra naboen, så hun brugte tiden med sin onkel Mads, hans søde kæreste og min mor, med at øve sig i at spise pinde, og fortære ris og avokado. Og jeg kan uden frygt for at prale sige at hun rocker sådan nogle spisepinde!

Lige nu sidder jeg i sofaen, med dyne, klar til en lille lur, fordi jeg lige har puttet Augusta inde i sin trygge tremmeseng, under sin Dora-dyne.

Og nå jajaja, endnu en tilføjelse til dette hverdagsindlæg, med en god blanding af alt muligt: jeg skal til KÆMPE fest her d. 30. januar, i København, og jeg går lige nu og venter på to pakker med (forhåbentlig) flotte kjoler. Jeg tænkte om I ville være med til at afgøre hvilken kjole jeg skal tage på? Det er galla-tema, så der skal dulles HELT op!

Jeg håber I får en skide god fredag, og får pisse tidligt fri, så I kan nyde tilværelsen udenfor arbejdsmarkedets lænker!

Kærlig hilsen Johanne, der nu vil sove, og glæde sig over at græsenkeriet slutter kl. 20:30.

Flyverdragten er fra MarMar, støvler fra Angulus, handsker fra Kvickley og hue fra MP – indeholder blogsamarbejde (reklame)

Ny hverdag, ny gay-kop og ny opdagelse: grøn [tiskon]

skaermbillede-2017-11-20-kl-21-42-30Arbejdslivets realiteter har for alvor taget sit indtog i vores liv!
Jeg er nemlig startet i praktik (1. lønnede, på pædagogseminariet), og hverdagen med privilegerede studietider er forbi. I hvert fald for nu, for det næste halve år.
Det skal nok blive helt godt det her, dét kan jeg mærke! Det bliver selvfølgelig dejligt at få en nogenlunde fast rutine, en masse søde kollegaer, og en fed børnegruppe, som man kan lave pisse mange sjove aktiviteter med, men for nu: hold op jeg er træt!
Når man går fra flere ugentlige ‘studiedage’ (dvs. man er hjemme, og læser) og undervisning, som oftest er fra 9-12-ish, så er omvæltningen til en helt almindelig arbejdsdag, i en børnehave med fuld fart på, altså lige noget helt andet.
Turen til praktikstedet er 30 min. lang, med skæppeskjøn offentlig transport, så vi skal op en hel del tidligere, end normalt. Augusta er aldrig afleveret før kl. 08, og oftest hentet før 15 eller 15.30, så det vil være nye tider for os alle, når mor her faktisk skal med bussen kl. 07.05 de fleste morgener.
Vi tager det i stiv arm. Det er jo sådan gamet er for den moderne familie (hvis der overhovedet er noget, der hedder det. Hvad laver de umoderne mon egentlig?)

Men i dag var det så min tidlige dag, dvs. jeg havde fri kl. 12, og tiden derefter havde jeg afsat til at tjekke endnu en børnehave ud (jeg har tidligere skrevet om mine tanker og besøg i Steiner børnehave).
Men pis også, det har jo fosset ned fra skyerne, næsten non stop i to dage nu, så jeg har boet i min regnjakke og mine gummistøvler. Det har sgu kunnet betale sig at at skeje ud økonomisk på den slags kvalitets udetøj – særligt når man er i institution!
Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig ville være typen, der klædte mig praktisk på – men heldigvis bliver man da klogere, og man kan da ovenikøbet slå to fluer med ét smæk OG knastør, selv efter en lang gåtur hjem fra vuggestue, med klapvogn, under et skybrud. Min jakke er fra Aigle, og den er knap så regnjakkeagtig, fordi den er lavet i noget lidt andet stof, der minder mere om en windbreaker, end en tyk og voksdug-agtig regnjakke!

Inden jeg tog den (alt for lange) gåtur til Augustas vuggestue, så var jeg også et smut forbi min elskede GLS-pusher.
Min pakke fra BR var nemlig kommet!
Hallo, KÆMPE, luksuspakke med den meget lyserøde og lettere kiksede-klædte Baby Born, nedsat til 149 kr.! Det var jo et kup!
– Og så købte jeg også en dukkeklapvogn! Det har jeg simpelthen luret så længe på, at mine fingre ikke kunne stoppes, så den blev altså også klikket hjem!
Mens jeg hang over disken i syv-elleve og den søde gut var ude bagved, for at finde mit online kup, så fik jeg øje på deres nye kaffekopper.
Normalt køber jeg ikke kaffe i syv-elleve mere – det ville være dumt, når vi nu har spenderet i en lækker Nespressomaskine derhjemme, men i dette tilfælde kunne jeg ikke lade være.
I plaskregnvejr, med to KÆMPE KASSER (…under armen) gik jeg nemlig hjem med et statussymbol:
Et: se mig! Jeg støtter Pride og er nede med homoseksuelle.
If you’re gay, that’s OK!
Fedt initiativ, 7/11!

En lang gåtur senere, stadig i øsregnvejr, en bæren-barn-ud-af-vuggestuen-og-lokke-med-figenstang-sceance senere står vi på vores vante hjemtursrute.
Augusta har helt faste ting, som hun SKAL se. F. eks. vinduet hos en hundefrisør, en blå port, svømmehallen, hvor vi står som to creeps, der lurer ind af vinduet, og “damen”, der ifølge Augusta altid fryser.
I dag bemærker hun så noget, hvilket jeg synes er ret skarpt observeret:

“Dame. Tissekone!”
Mig: ja, damen har en tissekone
Dame GRØN tissekone!
Dame græs tissekone

… og ja, det kan man da kun give hende ret i 🙂
Er der ikke nogen, der kommer og sommerluger hendes skræv? Måske lidt Roundup?

God tirsdag, derude i stuerne 🙂

KH! Johanne

● Jeg har forresten tilføjet et par gode tip til udsalg, og rabatkoder. Nu med tilbud på bl. a. Daniel Wellington urer, Angulus, Molo med meget mere. Se her

DET HER ER MIN HISTORIE: FIASKOEN

p1148314Jeg har købt bogen “Mor fortæl”, der med sine blanke sider indbyder til at nedskrive sine erindringer, til at give til sit barn.
Jeg tænker det er godt at få nedskrevet mine minder og tanker, til at videregive til min datter, så hun kan læse om min barndom, ungdom, oplevelser, følelser og minder – uden filter, og lige fra hjertet, som jeg husker det.

Men når man så sidder her og skriver om sig selv, om barndommen, opvæksten, der var fin og tryg, og skoleårene, så når man til et punkt, hvor man pludselig skal forevige ting på skrift, som man egentlig ikke er særlig stolt af.

Ting, hvor jeg tænker: “skal min datter vide dét?”

Der er bl. a. et afsnit om gymnasiet
En tid jeg ikke rigtig vil mindes, da det ikke var en særlig rar tid for mig. Jeg droppede nemlig ud.

Det har været til ret stor (tragi-komisk) morskab og forundring for andre, når jeg har fortalt, at jeg faktisk valgte at gå ud af gymnasiet i 3. g., lige inden læseferien, til eksamen. Jeg var endda med til Dronningebal, til Lancier, men med den viden i baghovedet, at jeg om få måneder ikke ville få samme hue, som mine medstuderende. Jeg skulle ikke køre studenterkørsel, selvom min mor gik og glædede sig og forsøgte at planlægge menuen, som hun stolt ville servere for mine klassekammerater, men uvidende om at den dag ikke ville komme.
Jeg trak den helt ud, og tanken om at jeg skulle lyve for min familie og omgangskreds, og deltage i dette “show”, denne aften, som var så magisk for andre, men for mig, på falske præmisser, får mig den dag i dag stadig til at græde.

Umiddelbart var det en enorm falliterklæring. Sådan følte jeg det i hvert fald, og der var ingen tvivl om at jeg også mente omverdenen tænkte det samme.
Og det gjorde de fleste faktisk. Min familie støttede op. Det skulle de jo, men alle andre mente jeg havde kastet håndklædet i ringet, uden at tøve.
Jeg havde påbegyndt noget, som jeg selv aktivt sprang fra igen, uden at gennemføre.
Dengang, inden jeg meldte mig ud var min holdning lidt “I dont give a shit”-agtig, for jeg ville ikke stå ved at det ikke var med min bedste vilje, at jeg ikke gennemførte, og det var i min optik meget lettere at virke skide ligeglad og sige man da ikke havde brug for at være en del af det fællesskab, som der var i klassen.
Men jeg var ikke skide ligeglad. Jeg var sindssygt ked af det.

Jeg vil ikke kunne give et endegyldigt svar på hvad det præcis var der skete, men jeg faldt nok langsomt fra i løbet af de tre år jeg gik på gymnasiet.
Jeg startede med de bedste intentioner, jeg ville gennemføre – med bravour, jeg ville imponere og få venner for livet.

Udfordringen jeg mødte var nok bare større, end forventet. Jeg havde tilmeldt mig italiensk på højniveau, og selvom jeg er skolet med sprog fra en tidlig alder, så faldt det mig ikke naturligt. Italiensk altså. Det faldt mig dog heller ikke naturligt at kæmpe for det.
Det lyder måske lidt lamt, men gennem min folkeskoletid var jeg mønsterelev, jeg fik 10-13 taller – jeg var dygtig, og det var enormt vigtigt for mig. Mit selvværd afhang i høj grad af ros, og anerkendelse for at det jeg præsterede var godt nok, og på min privatskole blev vi bedømt fra de helt små klasser, så jeg var vant til at vide hvor jeg stod, at det gik godt, at jeg gjorde det godt.

Jeg fik en depression af at gå på gymnasiet. Jeg kan ikke sige at gymnasiet eller de andre elever var skyld i denne depression, for jeg ved at jeg “meldte mig ud”, sådan i ånden, tidligt i forløbet.

Der var en prisoverrækning blandt eleverne, på en dag, hvor jeg tilfældigvis var der. Jeg fik ikke prisen som “ugens gæst”, selvom jeg var den på skolen med højest fraværsprocent, selvom jeg var sikker på det, da de annoncerede “titlen”.
Men jeg blev slet ikke nomineret, fordi de færreste i de andre klasser kendte mig, fordi jeg aldrig deltog.

Jeg ekskluderede mig selv fra fællesskabet i klasse og fra skolen, men jeg skabte relationer til andre på skolen, bl. a. en dejlig pige, som jeg var roommate med i flere år. Vi tog i byen om torsdagen og havde det fede ungdomsliv i vores egen lejlighed, da vi var 17-18 år.
Forskellen var at hun tog på skolen fredag moren bagstiv, når vi havde været i byen, hun læste, hun var livsglad, social og deltog, så hun bestod og blev student.

Jeg projekterede helt sikkert min usikkerhed, om de andre elever, over på dem, så jeg følte de fremmedgjorde mig. Ydermere følte jeg, at når jeg endelig var der, så havde jeg en forventning, eller bare en forhåbning om at de “ville mig”, men så var jeg udenfor, for i deres øjne havde jeg jo fravalgt dem.

Der var dog også nogle piger, i særdeleshed een, der var meget grov, som i høj grad bidrog til at jeg ikke kunne være i klassen. Hun spredte rygter og talte meget dårligt om mig. Min mormor døde i et af de år jeg gik på gymnasiet, hvorfra jeg fik en arv. Denne klattede jeg væk, bl. a. på et par dyre tasker, som denne pige bildte de andre elever ind, at jeg havde prostetueret mig for at få.
Dette gjorde bestemt ikke mit liv, eller umedicinerede, deprimerede sind, bedre.

Mange har efterfølgende spurgt mig om jeg ikke bare kunne have gennemført.
Svaret ville endegyldigt være nej, for jeg havde ikke deltaget i undervisningen. Den faglige udfordring var en for stor mundfuld fra mig fra start, så jeg gav op på forhånd, og i sidste ende skulle jeg op i fuldt pensum.
En lang række dårlige eksaminer, med undervisere og sensorer, der dumpede MIG (ja, mig, ikke mig, fagligt), ville tære alt for hårdt på mig, og jeg ville ikke kunne have klaret det.

Det bedste for mig var uden tvivl at erklære fiasko, og stoppe.
Da jeg så endelig kom mig over det hele, da jeg stoppede med at se studenterhuer overalt, da jeg kom mig over min vrede over denne mobning (fra en enkelt person), så tog jeg mig sammen og tænkte:

Hvad vil jeg med mit liv?
Det vidste jeg nemlig ikke før jeg skrev mig op til gymnasiet. Det havde jeg ikke gjort mig særligt store tanker omkring, jeg skulle bare kaste mig ud i det fagligt sværeste, for at min omverden kunne blive mest muligt stolt og imponeret af mig.

Så fik jeg job i en børnehave, senere hen i en vuggestue, hvor jeg var i over fire år.

Jeg fandt min hylde, min niche, min plads i livet.
Arbejdet med børn udviklede mig, det lærte mig løbende om konflikter – og løsninger af disse, om at være professionel, om at være ansvarsfuld, forstående, anerkendende og redskaber som tålmodighed. Ting der ikke står på skemaet på gymnasiet.

Jeg ville være pædagog! Augusta overhalede dog mine drømme indenom, men da hun var helt spæd og ny, og åbnede jeg en sen aftentime min digitale post, for at læse at jeg var optaget på min kvote 2 ansøgning til pædagogseminariet.
Jeg aldrig været mere stolt i mit liv.

Hvad skal Augusta vide?
Augusta skal kende til det hele. I bidder. Hun skal kende hele vejen, nedturene og hvordan jeg kom op igen.
Min omvej var ikke at gå ud af gymnasiet, det var at gå der i første omgang, det var at lade være med at sige fra i bedre tid. Dagene med at gå grædende fra undervisningen, over manglen på tætte relationer, eller onde blikke i klasselokalet kunne være minimeret, mens de nedslående mindreværdskomplekser fagligt såvel som socialt kunne være undgået, ved at jeg burde have følt lidt bedre efter i mig selv.

Jeg fravalgte ikke gymnasiet og min ungdomsuddannelse, jeg tilvalgte en anden vej, en vej til det jeg egentligt gerne ville, og det er jeg nu, set i relief, skide stolt af.

Det er det jeg vil give videre til Augusta, at selvom jeg har et lille sort hul på seks år, så var målet i sidste ende det vigtigste: en lykkelig og mega-fucking-sej pædagog-mor.

 

At studere, når man er mor

Flere har bedt mig om at dele ud af mine tanker, om det at studere, når man er mor – og det gør jeg med glæde!
Det er fantastisk! Det er frihed og det er fleksibilitet, og jeg nyder det i fulde drag.

Det blev antaget at jeg er længere i mit studie, men det er sådan, at jeg startede, dengang Augusta var 9 måneder gammel, og jeg havde første skoledag kort efter hun havde første dag i vuggestuen, så jeg kom lidt senere “i gang”, da jeg i over fire år havde en skøn stilling som pædagogmedhjælper i en vuggestue.

Jeg læser på pædagogseminariet og selvom denne er blevet akademiseret i højere grad, så kan alle, der er på denne uddannelse vel godt krybe til korset og erkende, at man altså ikke sidder på skolen fra 8-16 hver dag. Man skal dog dokumentere en masse studieaktivitet, men om man sidder og læser anerkendelsesteorier på skolen, en tirsdag kl. 11, eller lørdag kl. 22 er underviserne jo total ligeglade med.

Det at administrere sin tid kræver naturligvis noget selvdisciplin, men det giver også rum til at man selv kan organisere sin tid i sådan en grad, at man ofte kan aflevere sit barn nogenlunde sent og hente nogenlunde tidligt.
Min kæreste havde barsel, da Augusta blev kørt ind i vuggestuen og det er så først nu her, otte måneder efter hendes opstart, at vi skal have en fuldtidsplads (en deltidsplads er en planlagt pasningsplads på max. 30 timer ugentligt).

Augustas “skema” har indtil nu været meget privilegeret i forhold til at vi afleverer mellem 8 og 9 og henter inden 14.30. Det er få, der har mulighed for at administrere deres tid sådan, og jeg har stor forståelse for de forældre, der ikke har andet valg, end at aflevere tidligt og hente sent, men i vores familie er vi bare heldige at vi kan gøre det anerledes, og prioriterer det nok i høj grad.

IMG_3102.JPG
Jeg er klar over at læsebyrden på pædagogseminariet ikke er den samme, som mere akademiske uddannelser, såsom jura mv., men allesteds kan selv bestemme sit engagement på studiet, hvilket betyder at jeg vælger at læse alle teksterne (nogle er dog først efter den tilhørende undervisning), mens jeg dog ikke er så deltagende på den sociale del, af det at være studerende. Det er et valg jeg har taget, at jeg interagerer og hygger med mine medstuderende i undervisningstiden, men at min fritid er noget jeg primært bruger på min familie og mig selv.
Man kan diskutere om det er et fravalg af noget, men jeg er 25 år gammel og jeg har bestemt løbet hornene af mig, samt jeg er blevet meget bevidst omkring hvad jeg gavner mest af at bruge min tid på. Så min uddannelse er noget jeg tager, af akademiske årsager, og ikke sociale.

Bagsiden af medaljen er så at min primære forpligtelse ikke er til skolen, men derimod til min datter. Som denne uge, hvor jeg skulle have fremlagt og deltaget i studiet med en gruppe andre mennesker, men hvor jeg er nødt til at blive hjemme, da Augusta er syg. Det er naturligvis meget beklageligt, da andre tildels afhænger af mit arbejde, men sådan hænger det nu engang sammen, når man er mor.
Man kan ikke altid køre sololøb på en uddannelse, men hvis jeg kunne fravælge gruppearbejde, så var det bestemt den mulighed jeg havde valgt, så jeg ikke skulle gå at have dårlig samvittighed, når jeg lader andre, end mig selv, i stikken, så at sige.

I hverdagene og weekenderne sørger jeg for at prioritere og planlægge, så jeg læser om aftenen (men hvor der også skal være tid til snak med kæresten, hygge og afslapning), de fridage (studiedage) der er, bruges til at få styr på de sexede aspekter, såsom støvsugning, tøjvask mv., mens weekenderne er afsat til samvær og hygge.
Når hun er hentet skal intet, udover aftensmaden, ordnes, da vi helst vil købe ind og lave al anden praktisk huttelihut, når hun ikke er der.