Browsing Tag

Rod

Sandheden om: rod

 photo Scan 2_zpswj71xcnw.jpeg
Dengang jeg fik barn, ikke?
– ja, altså før jeg blev klogere –
Da troede jeg inderligt på at jeg kunne bevare mit hjem som det nu engang så ud.
Sporadisk rod, som som blev sorteret og ryddet sammen, når jeg ikke gad at se på det mere. Der var nogenlunde pænt, og hvad et almindeligt menneske ville betegne som ‘ordentligt’ og passende til besøg.

Nu?
Jamen jeg ved ikke hvad der er sket!
Det er som om vi ikke engang bemærker det.
Det sporadiske rod er blevet til permanent opmagasinering af lort mit i stuen.

Man SKAL for alt i verdenen undlade øjenkontakt med det, for ligesom med Medusa, vil du blive skør i din bold!
For så vil du tænke for meget over det.
Du vil kigge dig omkring og se at det har reproduceret sig selv.
Du har simpelthen tilladt at det har spredt sig, og accepteret de store klynger af legetøj, som du så bare træder i store skridt hen over, som var det fast boltret til gulvet, og ikke kunne fjernes.

Se f. eks. min stue. Tidligere kendt som: sofasted. Lille sofabordssted. Spisebordsareal og et tv henne i hjørnet.

Nu: selvsamme scenarie, men foran tv har vi Legokasse, gabende åben, med halvfærdig togbane foran og væltede dinosaurusser i midten. En arbejdsmand står med sin trailer, og deri ligger der LEGO kufferter.

Ved siden af dette har vi en samling bObles af dimensioner, der er stablet så højt at vi knap kan se tv og ofte bare tjekker ind på Netflix på computeren.

Det lille fine sofabord fra Normann Copenhagen er dækket til med børnetusser og noget der sikkert er pandekagesnask.

Tilfældig spredt ud over gulvet har vi: Lego flyver, figur fra Happy Meal (ups), sutter, en anatomisk korrekt dukke med rumpen (og rumpehullet) lige i vejret, den anatomisk korrekte dukkes ble og rangle ved siden af og så et papir fra en figenstang.

Okay, inden nogen ringer til myndighederne vil jeg gerne lige pointere at selvom jeg vil skitsere det enorme basisrod vi har, så er der intet sundhedsskadeligt i vores hjem.
På nær hvis Augusta lyster at lede grundigt efter gammel mad i hjørnerne.
Vi foretager nemlig kun lynstøvsugninger hos os (den slags der ikke indebærer at man flytter rundt på møblement).

Spisebordet er dækket af: tom madkasse, familyplanner (en nødvendighed i familier!), gamle tegninger, nye tegninger, en ubetalt regning, ca. 10 reklamer vi aldrig får læst, en reflekshammer fra en doktorkasse og et halvfærdigt perlearmbånd.

Jeg gider ikke engang bevæge dette malende billede ind i soveværelset – eller i gangen, der er dækket af sko og nedfaldne jakker.

Vi er simpelthen blevet BZ’et af lort og leg, og det er som om jeg godt kan forudse at det ikke er noget vi kommer fra, før barnet får sit eget store værelse og vi får losset alt hendes derind.

Nu her, i dette nu, hvor jeg sidder og skriver dette, har jeg benene smækket op på chaiselongen, men der er så trangt, fordi mine stænger deler plads med trækrokodille, tandbørste, rasleæg, dukke, dukkedyne, dukkespejl og maracas, at jeg overvejer at sætte mig ned i den anden ende i stedet.

Den ærlige sandhed er jo at her ligner lort.
Jeg skal bruge mindst en halv til en hel time på at gøre hjemmet nogenlunde anstændigt til besøg og det går da slet ikke at nogen kigger uanmeldt forbi. Eller de kan da bare prøve, men der vil nok ikke være siddepladser at finde. Generelt vil jeg gerne bede om 24 timers varsling på alt, her efter jeg er blevet mor. Mindst, altså.

Men ved I hvad? Selvom jeg nu har brugt et helt blogindlæg på at brokke mig, så er jeg faktisk lidt ligeglad. Det er nok derfor jeg heller ikke laver en oprydningstornado hver aften.
Det sker da – men så går jeg også helt amokka og Augusta får et chok hver gang hun kommer hjem, for Kitty lå da ikke der midt på stuegulvet, ligesom i går, og puslespillets plads plejer da at være foran badeværelsesdøren, så mor og far udbryder det der høje: “AV FOR SIVANS”, når de kommer ud, fordi de gang på gang har glemt at det der det der træ-knob-puslespil aka. fodtortureren har bosat sig der, men det er ikke så tit.

Sandheden er nok også bare at jeg er dronningen af vores hjemlige kaos, og det er ok for mig. Det er en kunst at komme omkring uden at falde over noget, og jeg mestrer det næsten til perfektion.

Aller oftest råber vores hjem:

VI HAR BARN OG VI HAR BEGGE TRAVLE JOBS, OG OM AFTENEN VIL VI HELLERE SE MODERN FAMILY OG LÆSE NYHEDER, END AT TÆSKE LEGETØJ OP I KASSER, SOM ALLIGEVEL BLIVER VENDT PÅ HOVEDET I MORGEN!
(Rigtig højt altså)

– Hvordan bor I? Er jeg alene i båden?

Sådan kan man hurtigt føle sig, når man føler andre mødre, der viser billeder på Instagram..