Browsing Tag

uddannelse

BLIV OPTAGET PÅ SEMINARIET – PÅ KVOTE 2

” Hvordan kommer jeg ind på pædagogseminariet, hvis jeg ikke lever op til kvote 1? ”

Dét spørgsmål får jeg faktisk rigtig tit i privatbeskeder – og jeg ser tit bekendtskaber på Facebook søge fif om selvsamme, og selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe enkeltvis, når jeg har tid, men nu forsøger jeg at tage den – som jeg synes den skal besvares, og så håber jeg det kan give noget afklaring.
Ellers så stil endelig spørgsmål, selvom jeg naturligvis ikke er ekspert.

Det at optage folk på kvote 2 er en fantastisk ting. Det er givende for uddannelsen og for de der skal søge. Jeg er af den klare overbevisning at et eksamensbevis ikke siger noget om menneskers potentiale, men det er deres gejst og dedikation – og det er særligt gældende hvis man vil være pædagog. Så er det dældusseme lige meget om du har haft fysisk på c-niveau og har fået 10 i oldtidskundskab.
Lad være med at tænke du er andenrangsansøger, bare fordi du søger kvote 2. Der er plads til kvote 2 ansøgere af en grund!
Jeg blev selv optaget på det der hedder realkompetence vurdering, hvilket vil sige jeg sendte en motiveret ansøgning til pædagogseminariet, uden at kunne uploade et eksamensbevis – fordi jeg ikke havde et.
Jeg er uden tvivl velkvalificeret til at blive pædagog. Jeg klarer det akademiske aspekt godt, men det praktiske tag, det at have flair for at have med mennesker at gøre, det er altså ikke noget man bare kan lære – men det er tilgengæld noget der tæller enormt meget! Det er blevet en tak sværere på seminariet – det er ret tydeligt. Og der er ikke på samme måde de kreative fag. Jeg synes blot at seminariet giver en tid til at lære det hele. Det forventes ikke at du ved alt om videnskabsteorier på een dag, og du begraves ikke i 100 siders læsestof til dagen efter – men du skal være klar på at arbejde for det. Det er min holdning.

For mig handler det om i ansøgningen at være ærlig og passioneret.
Men det at vise hvad man kan, og hvad man drømmer om, på skrift, er ikke let. Det ved jeg.
Først og fremmest skal der være formalia på plads, som altså betyder noget.
Vær præcis dine formuleringer og få en ven til at læse korrektur. Det skal ikke fylde tre sider. Se på hvad kravene er til ansøgningen og opfyld dem.

På seminariet skal man også skrive opgaver og til eksaminer. Særligt nu er det hele akademiseret og der stilles højere krav, men ingen siger du skulle kunne det hele fra start. Det forventes dog at du kan formulere dig, og tydeliggøre hvad det er du gerne vil.
Gør det klart at du er klar på et studieliv, at du vil lære mv., men at du også ser frem til udfordringen i den anden ende.

Afgræns og tydeliggør hvad du egentlig er (mest) passioneret omkring.
Er det dagtilbudsområdet (0-6 år), social-området (udsatte unge f. eks., eller væresteder), special-området (voksne og børn med handikap mv.) eller skole/fritid (børn og unge 6-18 år)?
– Men uden at sætte dig 100% fast, for du er ikke garanteret adgang til det område du gerne vil specialisere dig indenfor.

Hvis du har erfaring fra institutioner, så er det bare så vigtigt at få det med. Selv hvis du ikke har været der længe, eller ikke har været fastansat. Det er jo sådan set lige meget. Du har haft med mennesker at gøre, du har været ude i praksis – det der rykker er dine refleksioner om det du har lavet.
Du skal beskrive hvad du kan og hvis du ikke selv ved det, så få en ven til at fortælle dig det.
Og så skal du skrive hvordan du har vist det i praksis. Det er virkelig dagligdagens små ting, men det er altså også der pædagogerne skal ud og arbejde bagefter.
Har du været med til fagte-sang-lege inde på blå stue, så kan du sagtens skrive dét, og samtidig også begrunde det med hvor vigtigt det er at børn er med til musik, kan udtrykke sig gennem sang, er en del af et fællesskab – men et hvor man bliver set.
Sæt nogle nøgleord ind i din ansøgning.
Det er ikke snyd, det er blot pædagogiske begreber.
I stedet for KUN at skrive du godt kan lide børn (hvem kan ikke det?), så skriv det er vigtigt for børn at de får omsorg og lære noget. Det hele er jo ikke ren børnepasning, det er læring, det er trivsel, det er udvikling der er i fokus.
Du skriver du godt kan lide at spille fodbold med ungerne fra Brumbassestuen…. Fedt! Det er vigtigt børnene har det sjovt, og det er pointen, men det er også vigtigt at du kan igangsætte, inddrage og have fokus på at udfordre børn motorisk.

Hvad der virkelig rykker er hvis du har lavet et forløb, eller “blot” været en del af et, for så kan du begrunde hvorfor f. eks. en indianer-dag er vigtig, med pædagogbriller, hvorfor fredagsrock betyder noget, og hvad man kan få ud af “naturuge”, med klapvognsture til skoven.

Har du spillet fodbold siden du var 10 år kan du skisme også en masse! Du ved noget om hvor vigtigt det er at kunne koordinere i fællesskaber – hvor vigtigt det kan være for børn og unge at være en del af noget.
Der er sikkert meget du har lavet i dit liv, som kan overføres til en kompetence, der er brugbar i dette fag. Bare tænk dig om.

Ekstra fif på falderebet
1. Tag til åbent hus på pædagogseminarierne og lyt. Hør hvad de siger om hvad de lægger vægt på og brug det.
Du skal selvfølgelig ikke bare copy-paste – du skal forsøge at gøre det til dit eget, og fremhæve hvad det er DU vil, og hvordan det passer perfekt med det at være pædagog(studerende).

Hvis du bor i Aarhus så er der u-days her i slut feburar, på campus.

2. Overvej at søge ind et andet sted, end din hjemby.
Der er bare flere muligheder, hvis du ikke kun søger på ét seminarie.

3. Overvej evt. brobyg eller søg job som pædagogmedhjælper og kick ass dér.
Få en skide god udtalelse og lad pædagogerne eller de erfarne medhjælpere på stedet lære dig en masse. Som pædagogstuderende lærer man virkelig meget i praktikkerne, så det at være medhjælper kan klæde en virkelig godt på, til både uddannelsen, men i særdeleshed også praktikkerne!
Brug evt. tid på frivilligt arbejde – hjælp f. eks. til i idrætsforeninger. Alt det tæller!

– Og husk, hvis du har nogle udfordringer, som f. eks. ordblindhed, eller andet, der gør at du har nogle særlige omstændigheder, så favner pædagoguddannelsen det meste. Ring evt. til uddannelsesstedet og forhør dig om du kan få noget særlig støtte.

Bare gå i gang med at skrive og få det til at lyde som om du da bare søger næste år, hvis de ikke optager dig i år.
Der er plads til kvote 2 ansøgere, så det er bare at snuppe en af de pladser.

Hvis du har tips, kommentarer eller spørgsmål, så del gerne i kommentarfeltet.

P2080677

Held og lykke med det 🙂

Kærlig hilsen Johanne

DET HER ER MIN HISTORIE: FIASKOEN

p1148314Jeg har købt bogen “Mor fortæl”, der med sine blanke sider indbyder til at nedskrive sine erindringer, til at give til sit barn.
Jeg tænker det er godt at få nedskrevet mine minder og tanker, til at videregive til min datter, så hun kan læse om min barndom, ungdom, oplevelser, følelser og minder – uden filter, og lige fra hjertet, som jeg husker det.

Men når man så sidder her og skriver om sig selv, om barndommen, opvæksten, der var fin og tryg, og skoleårene, så når man til et punkt, hvor man pludselig skal forevige ting på skrift, som man egentlig ikke er særlig stolt af.

Ting, hvor jeg tænker: “skal min datter vide dét?”

Der er bl. a. et afsnit om gymnasiet
En tid jeg ikke rigtig vil mindes, da det ikke var en særlig rar tid for mig. Jeg droppede nemlig ud.

Det har været til ret stor (tragi-komisk) morskab og forundring for andre, når jeg har fortalt, at jeg faktisk valgte at gå ud af gymnasiet i 3. g., lige inden læseferien, til eksamen. Jeg var endda med til Dronningebal, til Lancier, men med den viden i baghovedet, at jeg om få måneder ikke ville få samme hue, som mine medstuderende. Jeg skulle ikke køre studenterkørsel, selvom min mor gik og glædede sig og forsøgte at planlægge menuen, som hun stolt ville servere for mine klassekammerater, men uvidende om at den dag ikke ville komme.
Jeg trak den helt ud, og tanken om at jeg skulle lyve for min familie og omgangskreds, og deltage i dette “show”, denne aften, som var så magisk for andre, men for mig, på falske præmisser, får mig den dag i dag stadig til at græde.

Umiddelbart var det en enorm falliterklæring. Sådan følte jeg det i hvert fald, og der var ingen tvivl om at jeg også mente omverdenen tænkte det samme.
Og det gjorde de fleste faktisk. Min familie støttede op. Det skulle de jo, men alle andre mente jeg havde kastet håndklædet i ringet, uden at tøve.
Jeg havde påbegyndt noget, som jeg selv aktivt sprang fra igen, uden at gennemføre.
Dengang, inden jeg meldte mig ud var min holdning lidt “I dont give a shit”-agtig, for jeg ville ikke stå ved at det ikke var med min bedste vilje, at jeg ikke gennemførte, og det var i min optik meget lettere at virke skide ligeglad og sige man da ikke havde brug for at være en del af det fællesskab, som der var i klassen.
Men jeg var ikke skide ligeglad. Jeg var sindssygt ked af det.

Jeg vil ikke kunne give et endegyldigt svar på hvad det præcis var der skete, men jeg faldt nok langsomt fra i løbet af de tre år jeg gik på gymnasiet.
Jeg startede med de bedste intentioner, jeg ville gennemføre – med bravour, jeg ville imponere og få venner for livet.

Udfordringen jeg mødte var nok bare større, end forventet. Jeg havde tilmeldt mig italiensk på højniveau, og selvom jeg er skolet med sprog fra en tidlig alder, så faldt det mig ikke naturligt. Italiensk altså. Det faldt mig dog heller ikke naturligt at kæmpe for det.
Det lyder måske lidt lamt, men gennem min folkeskoletid var jeg mønsterelev, jeg fik 10-13 taller – jeg var dygtig, og det var enormt vigtigt for mig. Mit selvværd afhang i høj grad af ros, og anerkendelse for at det jeg præsterede var godt nok, og på min privatskole blev vi bedømt fra de helt små klasser, så jeg var vant til at vide hvor jeg stod, at det gik godt, at jeg gjorde det godt.

Jeg fik en depression af at gå på gymnasiet. Jeg kan ikke sige at gymnasiet eller de andre elever var skyld i denne depression, for jeg ved at jeg “meldte mig ud”, sådan i ånden, tidligt i forløbet.

Der var en prisoverrækning blandt eleverne, på en dag, hvor jeg tilfældigvis var der. Jeg fik ikke prisen som “ugens gæst”, selvom jeg var den på skolen med højest fraværsprocent, selvom jeg var sikker på det, da de annoncerede “titlen”.
Men jeg blev slet ikke nomineret, fordi de færreste i de andre klasser kendte mig, fordi jeg aldrig deltog.

Jeg ekskluderede mig selv fra fællesskabet i klasse og fra skolen, men jeg skabte relationer til andre på skolen, bl. a. en dejlig pige, som jeg var roommate med i flere år. Vi tog i byen om torsdagen og havde det fede ungdomsliv i vores egen lejlighed, da vi var 17-18 år.
Forskellen var at hun tog på skolen fredag moren bagstiv, når vi havde været i byen, hun læste, hun var livsglad, social og deltog, så hun bestod og blev student.

Jeg projekterede helt sikkert min usikkerhed, om de andre elever, over på dem, så jeg følte de fremmedgjorde mig. Ydermere følte jeg, at når jeg endelig var der, så havde jeg en forventning, eller bare en forhåbning om at de “ville mig”, men så var jeg udenfor, for i deres øjne havde jeg jo fravalgt dem.

Der var dog også nogle piger, i særdeleshed een, der var meget grov, som i høj grad bidrog til at jeg ikke kunne være i klassen. Hun spredte rygter og talte meget dårligt om mig. Min mormor døde i et af de år jeg gik på gymnasiet, hvorfra jeg fik en arv. Denne klattede jeg væk, bl. a. på et par dyre tasker, som denne pige bildte de andre elever ind, at jeg havde prostetueret mig for at få.
Dette gjorde bestemt ikke mit liv, eller umedicinerede, deprimerede sind, bedre.

Mange har efterfølgende spurgt mig om jeg ikke bare kunne have gennemført.
Svaret ville endegyldigt være nej, for jeg havde ikke deltaget i undervisningen. Den faglige udfordring var en for stor mundfuld fra mig fra start, så jeg gav op på forhånd, og i sidste ende skulle jeg op i fuldt pensum.
En lang række dårlige eksaminer, med undervisere og sensorer, der dumpede MIG (ja, mig, ikke mig, fagligt), ville tære alt for hårdt på mig, og jeg ville ikke kunne have klaret det.

Det bedste for mig var uden tvivl at erklære fiasko, og stoppe.
Da jeg så endelig kom mig over det hele, da jeg stoppede med at se studenterhuer overalt, da jeg kom mig over min vrede over denne mobning (fra en enkelt person), så tog jeg mig sammen og tænkte:

Hvad vil jeg med mit liv?
Det vidste jeg nemlig ikke før jeg skrev mig op til gymnasiet. Det havde jeg ikke gjort mig særligt store tanker omkring, jeg skulle bare kaste mig ud i det fagligt sværeste, for at min omverden kunne blive mest muligt stolt og imponeret af mig.

Så fik jeg job i en børnehave, senere hen i en vuggestue, hvor jeg var i over fire år.

Jeg fandt min hylde, min niche, min plads i livet.
Arbejdet med børn udviklede mig, det lærte mig løbende om konflikter – og løsninger af disse, om at være professionel, om at være ansvarsfuld, forstående, anerkendende og redskaber som tålmodighed. Ting der ikke står på skemaet på gymnasiet.

Jeg ville være pædagog! Augusta overhalede dog mine drømme indenom, men da hun var helt spæd og ny, og åbnede jeg en sen aftentime min digitale post, for at læse at jeg var optaget på min kvote 2 ansøgning til pædagogseminariet.
Jeg aldrig været mere stolt i mit liv.

Hvad skal Augusta vide?
Augusta skal kende til det hele. I bidder. Hun skal kende hele vejen, nedturene og hvordan jeg kom op igen.
Min omvej var ikke at gå ud af gymnasiet, det var at gå der i første omgang, det var at lade være med at sige fra i bedre tid. Dagene med at gå grædende fra undervisningen, over manglen på tætte relationer, eller onde blikke i klasselokalet kunne være minimeret, mens de nedslående mindreværdskomplekser fagligt såvel som socialt kunne være undgået, ved at jeg burde have følt lidt bedre efter i mig selv.

Jeg fravalgte ikke gymnasiet og min ungdomsuddannelse, jeg tilvalgte en anden vej, en vej til det jeg egentligt gerne ville, og det er jeg nu, set i relief, skide stolt af.

Det er det jeg vil give videre til Augusta, at selvom jeg har et lille sort hul på seks år, så var målet i sidste ende det vigtigste: en lykkelig og mega-fucking-sej pædagog-mor.