SÅ ER DER KOMMET ANDRE BOLLER PÅ SUPPEN

    Reklame for Aarstiderne

    Tiden med fast føde. Det er sjovt, men årh hvor havde jeg glædet mig meget til at det bette blonde væsen skulle sidde der med en ske i hånden og klaske grød på alle flader. Og jeg må sgu erkende at nu jeg ikke helt er klar over hvor mine mange ambitioner og ikke mindst overskud kom fra, til at lave alt (!) fra bunden, men det gjorde jeg altså (ALT!) og med stor stolthed. 

    Det overrasker mig, både fordi jeg ikke er synderligt madlavningsinteresseret (mildest talt, men det ved du nok med alle mine frustrerede stories fra køkkenet og supermarkeder) og så var jeg jo på en måde single mor, så jeg havde da nok om ørerne. Eller single mor og single mor, hvordan skal jeg forklare det Augustas far og jeg boede hver for sig, da hun blev født og i den første periode, men han overnattede, så de kunne være sammen. Det var slet ikke meningen vi to sådan skulle prøve at finde sammen, som par, men det skete ligesom bare på et tidspunkt, som den slags nu engang sker af sig selv. Men nok om dét. 

    Nå, men jeg vimsede rundt i min lille lejlighed hele min barsel og lavede grød, mos, mad, pillede, skrællede, kogte og frøs ned. Alt øko, alt i små fine beholdere med skilte på. Jeg kørte et freaking godt system og jeg følte kæmpe stolthed over at lave alt det, selv. 

    Ja, jeg vil sgu sige at der virkelig var system, jeg var endda sådan en, der tog billeder af den bettes mad og lagde fotos op i vores online mødregruppe, som “inspiration” til de smås snacktallerken – som om banan på bondegrød var banebrydende, haha. 

    Jesus. Nej, jeg dømmer overhovedet ikke jer, der er som jeg var, men det er altså meget ulig mig og jeg ved sgu ikke hvad der skete for mig i den periode 🙂 Hele det her grød og mos-show var lige det jeg kunne overskue, men når det så kom til alt anden madlavning derfra.. ja.. dét er ikke min stærke side. 

    Da jeg blev mor var jeg 24 år og selvom jeg har boet ude siden jeg var 18 år har det aldrig grebet mig, det med at lave mad. Eller lad mig nok nærmere sige det sådan her: jeg har aldrig interesseret mig for det og det handler vel nok også om at jeg ikke har følt et flair og sådan er det skam også i dag. Og med undtagelse af da jeg havde nybagt-mor-hjerne, har jeg ellers aldrig været god til at finde på.
    Min hjerne falder i søvn, hvis jeg skal lave madplan.

    Men nu har jeg prøvet noget nyt. Det er også dét det her indlæg handler om. Hvis du har fulgt med på story har du måske set at jeg har prøvet Aarstidernes måltidskasser. Det var svært at vælge, men jeg har prøvet to forskellige slags kasser: livretter og børnefamiliekassen, leveret til min dør, hvilket er den vildeste oplevelse. Det er jo en kasse med alt man skal bruge! Haha, ja, det er nyt for mig, så bær over for min begejstring, hvis du er fast bruger af måltidskasser. 

    Jeg ved ikke hvordan du/I gør det i hverdagen? 
    Er jeg den eneste der normalt kører sådan 4-5 basisretter? 

    Det er dem jeg ved ryger ned, som jeg ved hvordan man laver og som jeg ved hvad jeg skal købe ind til. Og når det så er sagt er det ting der ikke kræver det store indkøb. 
    Augusta spiser ikke alt, og har sine præferencer, ligesom voksne. Hun er ret småtspisende, fordi hun spiser rigtig meget til frokost og indimellem uforudsigelig med hvad hun lige bryder sig om.
    Én dag kan hun spise 3 æbler, ugen efter siger hun at hun aldrig har kunnet lide æbler.
    Typisk børn, ikke?!

    Jeg synes bare ikke det er særligt spændende at kokkere for hende, blandt andet fordi jeg ikke ved hvordan det bliver modtaget. Der er jo også blot mig selv og en lille smagsdommer. Jeg kan have lyst til lækre retter med persille ovenpå, stegte kikærter og interessante dressinger, men jeg ved ikkedet er ikke morsomt at købe ind til de specifikke ting og knokle derude i det lille brune køkken, for at lave mad til 1 1/2 menneske (ja, jeg tæller hende som et halvt menneske 🙂 don’t judge, det er i forhold til portion størrelse) som kun 1 menneske spiser. Mig selv. 
    Og hvad så med resten af den persille? Og resten af kikærtedåsen? 
    Jeg må altså være ærlig og sige at det sjældent bliver brugt. Jeg er flov over mængden af madspild hjemme hos mig, men den er der, fordi jeg ikke er fantasifuld nok til at planlægge mig ud af hvad jeg skal lave med resterne. 
    Det kan da ikke kun være mig, der har det således? 

    Det er hverdagsluksus, de her måltidskasser, det er der ingen tvivl om. 
    Noget andet jeg ikke er i tvivl om er, at det fungerer rigtig godt til mig. Det fungerer naturligvis ikke kun godt for folk som mig, der er kørt træt i madlavningsræset, men vel også for dig, hvis du gerne vil gøre det lidt nemmere og dig der gerne vil forsøge med ny mad, nogle nye, spændende retter. Begge dele er da en luksusting, men det fejler da intet at forkæle sig selv og familien med, hvis man har muligheden for det.
    Jeg ser det så også som en effektivisering af tid, at sådan få leveret en hel kasse til døren med ingredienser til aftensmaden, så alt ligesom er klar. Jeg kan selv godt finde tid til at handle, men det er alt det andet, som jeg gerne vil undvære.

    Jeg har prøvet kasser til både tre dage og til fire dage og wow, ja, dig der har prøvet måltidskasser før må kende det, det er virkelig fedt: “Nå, jamen så er der tjek på det. Alt er deri! Aastiderne siger vi skal have kylling i flødesovs med grønt, tomat/persille drys og ris  – SUPER” 

    Augusta synes det er spændende, men det er jo nyt for hende også, men jeg har været positivt overrasket over at se hvad hun tager imod, for hun smager på det hele og har spist ting, som jeg ikke har set hende spise før. Hun skal være mæt, det er klart, men hun er ikke den store grovæder til aftensmaden, så for mig handler det virkelig også bare om at hun skal se en masse spændende mad, hun skal se sin mor spise andet, end pita (selvom der ikke er noget galt med pita) og så vil jeg også bare gerne have, at hun husker vores hjem som et sted, hvor hun blev præsenteret for mere, end 4-5 retter. Og jeg vil altså også gerne have noget andet, end de 4-5 retter!! 😀 Jesper bor her jo ikke, men til den tid regner jeg med han tager teten i køkkenet.

    Hvis DU gerne vil prøve Aarstiderne kan du lige så godt bruge koden JOHANNE, der giver dig -15% rabat på din første måltidskasse, hvis du opretter abonnement. Så kan du prøve det, men der er altså ikke nogen binding må jeg hellere lige få nævnt. 

    Når alt det så er sagt, så håber jeg på at lidt succesoplevelser i køkkenet kan gøre at jeg får blod på tanden for at være lidt mere fantasifuld de andre dage i ugen.. men på den anden sige, hvis jeg ikke bliver det, så går det nok med rugbrød, risengrød og de andre basisretter, nu da der har været tre spændende (måltidskasse)dage inden 😀 Jeg håber lidt på at jeg bliver bedre, at det bliver sjovt – igen, men hvem ved, det er nok på den lange bane det skulle komme så. 

    Og jeg ved det måske lyder som en bloggerkliché, at skrive det her i et indlæg, hvori der er et samarbejde, men jeg mener det i ramme alvor: jeg kommer til at bestille Aarstiderne på den anden side. Jeg er heldig, jeg har en levering mere, end den jeg fik i forgårs, for jeg skal lige holde de to slags kasser endeligt op mod hinanden, og derefter bestiller jeg igen. Jesper får selv veganerkassen, så jeg får heldigvis glæde af Aarstiderne når jeg er i Aarhus og indimellem når jeg besøger Kolding, så på den måde er jeg da en heldig rad må man sige. 

    Nå, men fortæl mig om dit forhold til madlavning!


    Er du glad for det? Har du altid været det, eller er det noget der på magisk vis kom ved fødslen af børn? 
    Eller er du lidt som mig? Eller noget tredje? 

    Har du prøvet måltidskasser? Aarstiderne evt.? 

    KH. Johanne

  • MIT HJERTE!

    I går troede jeg virkelig at vi havde fået gang i sådan en klassisk mandag (men jeg tog fejl, skulle det vise sig) Jeg tror ikke på at du aldrig har…

  • UH! LAD OS LAVE EN LISTE!

    Reklame Jeg elsker lister.  Jeg er blogger.  De to ting hører sammen, gør de ikke?  Det gør de tiværtifaller herinde jo 😉  Malaco har sørme sponsoreret dette indlæg, for at fejre…

  • LANGE ØJENVIPPER. KORT SAGT.

    Årh jeg ved sgu ikke præcis hvordan og hvorledes man skriver et indlæg som det her helt korrekt, venner. Det er jo ikke normalt den slags jeg skriver om, så det…

  • DA INSTAGRAM GIK ‘MARIE KONDO’ NATTEN OVER

    “HAR JEG MISTET FØLGERE!?!?!” Jeg er ikke et sekund i tvivl om, om der var stor panik i mange hjem, her til morgen. Ikke fordi lille Ylva-Bernadotte havde tisset i sengen,…

  • HALLO DAME, SVAR LIGE!

    Jeg har jo før sagt at jeg virkelig ser jer som mine internetveninder. Eller internetVENNER, for ej at forglemme de mænd, som jeg desværre lidt har en tendens til at overse.…

  • TING, DER GIR’ MIG ET SMIL PÅ LÆBEN

    En blomstret jakke der gør glad, fjollede Marie Kondo, tre ting jeg synes du skal se på din skærm og weekendplaner! Optimist vil jeg slet ikke kunne kalde mig selv. Selv…

  • GODDAG FRA DEN TRÆLSE BLOGGERTYPE

    Jeg kan snart løfte sløret for noget meget spændende! Jesus Kristus! JA! Jeg ved det!JA! Jeg synes (også) det er pisse irriterende.Det er da en typisk bloggerting, er det ikke? Det…