FRA SELVVALGT KEJSERSNIT TIL FØDSEL (..MÅSKE)

    Hurtigt skal jeg komme med en disclaimer, hvilket indimellem kan være nødvendigt – enten for at undgå løftede øjenbryn, undringer eller kommentarer, som jeg VED vil komme.
    Yes; et kejsersnit er også en fødsel. Når et barn bliver født ved kejsersnit har det fødselsdag, præcis ligesom hvis det var blevet blevet mast ud gennem en dames fødselskanal i 8 timer er det en fødsel.
    JEG kalder det (-pres gennem den allerhelligste fødselskanal) bare ‘fødsel’, og mener jeg ‘vaginal fødsel’.
    Og mit ord-mix-up kommer bare af, at jeg personligt har jeg aldrig brugt betegnelsen ‘født’ om Augustas tilkommen til verdenen, der foregik en tidlig maj morgen for over 7 år siden, ‘ved kejsersnit’, når godtfolk spørger hvordan og hvorledes.
    (Men nej, jeg har aldrig sagt: “GLÆDELIG KEJSERSNITDAG”. Eller ‘kongesnit’, som Augusta mener det hedder, selvom det ord er genialt)

    Kejsersnit sidst.
    Planlagt, skrevet ind i en kalender, efter ønske.
    Det var hvad jeg fik. Til manges overraskelse (også stadig) er det faktisk en mulighed at få planlagt kejsersnit af både fysiske eller/eller psykiske årsager, men jeg skal passe på med at rode mig ud i at få skrevet noget om hvordan og hvorledes det hænger sammen, så jeg holder mig til min egen banehalvdel og fortæller kort lige i stedet hvorfor jeg dengang ikke fødte
    .. vaginalt.
    Hvorfor det, næsten fra starten af graviditeten, i mødet med jordemødre, var et ønske for mig, at få kejsersnit.

    Fødselsangst er sgu bare en mærkelig størrelse.
    Både i forhold til det at det er svært at forklare, men også fordi det jo er mange ting. Og forskelligt fra person til person, kan jeg forestille mig. Det er ikke sådan at man kommer let til at få et sådan kejsersnit, for det er i samråd med både jordemødre og en fødselslæge, at komme dertil, hvor det bliver booket i kalenderen.

    Jeg blev fortalt at de helst ser at kvinder føder vaginalt (hvis de kan) og jeg traf beslutningen om at gøre ‘det andet’, fordi jeg kort sagt var:
    PISSE RÆD for at føde og kunne ikke se hvordan jeg kunne føle mig klar eller tryg. 

    “Jeg tror du nok allerede ved det, men det er helt normalt at være bange for at føde.”
    Jeg kopierer lige et udsnit af en kommentar ind her, fra mit sidste blogindlæg. Og personen bag har da helt ret!

    Jeg var, også dengang, godt klar over at det for mange er en sindssyg oplevelse, som mange tvivler på de kan magte. Måske særligt med første barn, når det er noget vi skal igennem, som vi aldrig nogensinde har stået i før.
    Selvom vi, damer, får fortalt: “det har kvinder gjort i flere hundrede tusinde år, så det kan du også”, så er det da ikke mærkeligt, at der kan snige sig lidt tvivl ind, om det nok skal gå godt, når det ikke er tiptiptipoldemor Erna, der skal poppe tiptipoldemor Karen, men derimod en selv, der skal præstere det, som kan virke umenneskeligt; at FØDE et barn.

    Det er ikke alle der er cool calm and collected, super mom; klar til at gå gennem den oplevelse det er at føde (vaginalt), det forstår jeg godt, men dét at være bange, bekymret og usikker er ikke det samme som ‘angst for..’

    Jeg ved ikke hvor skillelinjen er – hvornår bliver det ‘fødselsangst’? Jeg har ikke vurderet det, men det var heller ikke mit bord. Det er ikke en diagnose, men en vurdering ud fra de mange samtaler jeg har haft med kloge mennesker, om den ’tilstand’ jeg var i, da jeg skulle have Augusta.
    Altså hvad der var bedst for mig, i den situation og på den måde måske også hvad der var bedst for barnet i min mave.

    Jeg var enlig, 24 år gammel, usikker på fremtiden og måske en smule sårbar.
    Okay, ikke ‘måske’, jeg forsøgte at være fattet, men ser jeg tilbage var jeg måske sårbar. Jeg var på det tidspunkt på antidepressiv, ikke fordi jeg var deprimeret – eller det vidste jeg faktisk ikke om jeg var – jeg var bare stadig på piller, flere år efter en periode, hvor jeg havde det svært. Den var nok forårsaget af en svær gymnasietid og (hvad jeg tror) en reaktion på p-piller og jeg var slet og ret bare aldrig trappet ud af dem. Det gjorde jeg så, da jeg blev gravid. Og det gik – for lige at tage den – helt uden problemer!Det må have været en kombination af flere ting, også dem, som jeg lister op herover, at jeg valgte planlagt kejsersnit.

    Det er ikke fordi jeg har brug for at forsvare mit valg, det var min ret, på trods af at det er atypisk, men jeg vil gerne forsøge at forklare ved at tænke tilbage, selvom jeg ikke kan komme med et endeligt facit.
    Det tror jeg ikke er muligt, når det handler om psyken

    Jeg er ikke rolig nu, cool eller calm, men jeg er mere collected, lad os sige det sådan. Det at have fødselsangst har for mig ikke betydet at jeg har angst for at føde – for evigt. Åbenbart.
    Men dér, for mere end 7 år siden, var det sådan jeg havde det og jeg fortryder på intet tidspunkt, at jeg ikke forsøgte mig med en vaginal fødsel.

    Ser jeg lige i bakspejlet mener jeg, at der kunne være faldet lidt tilbud min vej, som udvidet fødselsforberedelse, men jeg tog det jeg fik tilbudt (utilstrækkelig fødselsforberedelse, for en der har fødselsangst) og de jordemodersamtaler alle får og (som jeg husker) to snakke med en fødselslæge, der kunne ridse mine rettigheder op og informere mig om de evt. risici ved kejsersnit.
    ..men ingen grund til at dvæle i fortiden. Jeg håber blot på, at alle der skulle ligge inde med samme følelser får den hjælp og støtte de fortjener og feks. får et tilbud om fødselsforberedelse, der er lidt mere praktisk – og som de ikke skal have pungen fremme for at få.

    For fa’en, jeg husker sgu de tre moduler vi fik på Skejby og selvom noget af det var brugbart var der da hverken åndedrætsøvelser eller andet, som gjorde vi følte os forberedt på selve fødselsakten. Det var noget med at høre om faser, høre om amning, hvem skulle man ringe til hvornår.. og værst:
    Stå i en cirkel, med de andre personer, der var parret op som var vi på Noas Ark, og vælg fotografier, som ligger spredt ud over gulvet, der symboliserer jeres parforhold bedst. Jeg er ikke sikker på hvad en kano i en dal symboliserer, eller hvad frøen betød, men jeg prøvede at tage undervisningen ind, selvom jeg gik derfra med følelsen om at det var pisse utilstrækkeligt.

    Jeg er bange for at føde, men jeg tror jeg vil give det et forsøg. Og jeg vil gøre alt, for at klæde mig på, til at blive mere tryg i det og jeg har faktisk en tro på (eller håb om) at fødselsforberedelse, både det jeg bliver tilbudt af JM, men også et forløb jeg har købt – og kendt jordemoderordning, som jeg er med i – vil kunne gøre mig tryg nok.

    Til min store overraskelse er det dog ikke sikkert at de vil råde mig til en vaginal fødsel og de lukker ikke muligheden for planlagt kejsersnit, men det er noget hun konsulterer sig hos, hos sine kolleger. Og det er noget vi skal snakke om længere henne i forløbet. Det er en rent fysiologisk hindring, hvilket er nyt. Jeg blev nemlig opereret i maven for nogle år siden, da jeg havde en helt godartet knude, der generede meget (ift. at komme fra liggende til siddende position, når jeg havde ægløsning ect.)
    Det betyder at jeg er blevet åbnet mit kejsersnitar og selvom de ikke har været i min livmoder og åbnet dér, så har de været i det område af min mave, som dermed kan give problemer ifm. graviditet og der er også en risiko for at et akut kejsersnit (som nogle fødsler jo ender i) kan være kompliceret, da mit ar kan have svært arvæv. Så ville planlagt måske være bedre, men intet er til at forudse – det er noget de skal vurdere.

    Hvad gør vi så?

    Jeg tager den med ro. Jeg fik råbt op, hos min læge og fødselslægen på sygehuset, ved at roligt fortælle om mine tanker og behov for at få ro i den her graviditet, med tanke på at den måske skal ende i en vaginal fødsel. Der skal støtte ind og Coronatiden er svær for de fleste gravide, men jeg kan høre på dem, at de selvfølgelig også vil individualisere tilbuddene, selvom Corona sgu spænder ben for alt. Jeg har også snakket med jordemoder, så nu ruller maskineriet.

    Og jeg kan forstå, at pga. min situation (tidligere kejsersnit, operation) skal jeg ind på fødestuen med det samme jeg kan mærke jeg skulle være i noget der ligner fødsel. Dét har faktisk gjort at jeg faktisk føler lidt ro.
    Nu føler jeg der er en plan.. og der er støtte at hente.

    Og så må jeg også bare lige sige tak til alle jer, der læser med og kommenterer. Jeg havde lige en ordentlig følelsesmæssig rutchebanetur, hvor alt var fucking nederen og selvom jeg ikke normalt er typen, der vælger at filme, når jeg er ked af det, så var det bare en ægte moment, som jeg ville dele med jer. Det var lige der, hvor de ikke kunne finde op og ned i hvad jeg skulle tilbydes – og jeg følte mig fanget i et system, som sgu nok er for langsomme til at tilbageføre præ-Corona retningslinjerne og dét går bla. ud over de gravide. Men det virker til at være på sporet igen og det at have en linje ind nu har gjort mig mere tryg.

    KH!



  • En “halvvejs hilsen”: hmf..

    Halvvejes. Og lidt til endda. Shit. Det må jeg vel gerne skrive, ikke? Det er jo mit domæne, bogstavelig talt og i overført betydning og det her med at jeg (faktisk)…

  • SÅ’ VI HER (VOKSENREFLEKSIONER)

    REKLAME – JH Biler Det er ikke fordi jeg tænker der er nogen, der sådan med liv og sjæl går op i venskabsdage på Facebook, men det kan jeg forstå at…

  • DRENG ELLER PIGE

    Først og fremmest: jeg er altså ret vild med at der er ved at udvikle sig lidt et babytema her på bloggen! Ikke ‘kun’, men det kommer da nok til at…

  • GUF TIL DIN SKÆRM

    Jeg forestiller mig at dette er nemmere at lave i et blogindlæg, end i en story, et opslag på Insta eller lignende. Af den simple grund, at jeg har et hav…

  • SKIFERIE I SVERIGE

    Reklame  For to uger siden var vi, vores lille nystartede trekløver-familie, på tur til Sverige. Sendt afsted af Dansk Bilferie, som havde spurgt om vi ville afsted på ski – og så…

  • VORES SKOLEHUS: DET BEDSTE DER ER FLYTTET IND!

    Reklame: Ilva Ja, jeg er sgu altså typen med en boligprofil.Det havde jeg på ingen måde regnet med, da jeg startede på Instagram og faktisk brugte en hel del af min…

  • SKAL VI TALE LIDT OM SPIRAL? (OG MASSIV BLØDNING)

    Det er ikke selvskrevet, at dette menstruationsindlæg (haha ‘menstruation’ og ‘indlæg’) er for alle, det er jeg klar over, men det er lidt med veninder, som med blogs: det er der…