FRA HUSDRØM TIL HUSKØB

    Vi blev kærester d. 19. maj 2018.
    (Det er jo faktisk 12 måneder + 6 dage, for at være så eksakt som mødre er med deres yngel de første år)

    Nå, men i januar 2019 skrev vi under på det hus, som siden første gang vi så det, gav os et sug i maven.

    Sådan et:
    ‘Fuck det kunne være vildt, hvis vi boede dér’-sug.

    OG DET SKAL VI NU! VI KØBTE ET HUS, som jeg skrev om i torsdags.
    Er det ikke vildt?!
    Én ting er at vi skal bo sammen og en anden er at jeg har været med til at købe noget. Jeg tror det jeg ejer, der har mest værdi, er min computer og selvom sårn’ MAC-sag da koster klejner er det intet sammenlignet med et hus!

    Så nu har jeg sgu åbnet op for kladden her, som jeg løbende har skrevet på fordi jeg tænkte den da nok skulle udgives en dag, om købet så faldt om et år eller om en måned efter at vi tog den store beslutning om at få fælles postkasse.
    Jespers lejlighed er jo solgt nu og vi står nu her med udsigten til snart at slå pjalterne sammen, i et helt nyt eventyr, et uskrevet kapitel i hvad der skal være en meget lang bog.
    (Uh det lød fancy. “Ad” eller “uh”? Det lyder måske lidt som noget fra en bryllupstale: eller endnu værre: en tatovering)

    Jeg har jo ikke kunnet sige noget om processen som helhed, før den ligesom var “forbi”, men det kan jeg nu, da den er afsluttet: vi skal flytte ind, alt er på plads (med advokat og alt den muletjavs jeg anede hat om, før vi gik igang) og jeg tænker sgu at det her også kan blive et bidrag i en verden fyldt med mange skræmmehistorier om køb.
    Jeg har, og det har du måske også, hørt så mange historier om afslag fra banken, jagt efter det rette hus, uden resultat. Og de mange om forhandlinger, der går i vasken.
    Det her er heldigvis ikke sådan en beretning, selvom vi i en tid lige frygtede at det skulle gå galt.

    Særligt mig – den der skeptiker i forholdet.

    LAD OS DA SHOPPE ET HUS

    Jesper og jeg har lige siddet og talt på vores små fede fingre, for at regne ud hvornår det var at det var at det var at det var, at vi så det allerførste gang, på vores små telefoner.
    Huset, altså.
    Huset vi har kaldt Skolen fra dag 1.
    Det må have været lige da den kom op på nettet, i juni sidste år (altså 2018), for det var i juni at vi freaking nyforelskede og drømmende scrollede gennem ejendomsmæglersites og sendte links frem og tilbage til hinanden.
    Frem og tilbage mellem Aarhus og Kolding.
    De fleste af beskederne var akkompagneret med en besked ala:
    LOOOL! SE HER! HAHA! HER SKAL VI ALDRIG BO!”

    Selvom det ikke handler om at shame andres huse (hvis man overhovedet kan sige det), så er det sgu fordi der virkelig findes mange mærkelige huse derude! Og mange huse vi ikke vil bo i, for heldigvis fik vi med det samme sporet os ind på at vi har nogenlunde samme smag og samme ønsker.
    Vi VIRKELIG er kræsne.
    Bliv venligst (BE OM. Jeg orker det ik’) ikke stødt over hvordan jeg beskriver de steder vi har set – vi har jo alle forskellig smag og selvom rækkehuse og nybyggeri kan være drømmen for nogle, så er det ikke det for alle, så det er ikke nødvendigvis husene der er forkerte til os, men os der er forkerte til de huse.
    Hvis du forstår hvad jeg mener.

    Der har kun været ét hus til salg, der har været lige i skabet for os – og det er det vi sammen skal bo i.

    Men vi har rent faktisk i alt været ude og se på fem huse. To-tre af dem så vi lidt for sjov. Vi osede og vi ville lige tjekke dem ud i virkeligheden, så måske de ikke tæller med helt?
    Men de kommer med.

    Kronologisk endda. Wupwup!

    (FARVEL TIL) KOLDING-DRØMMEN

    Nå, men de første to vi så var faktisk i Kolding, hvor Jesper (og langt de fleste af hans venner) bor. Han ville gerne ud og se hvad man kan hapse her, men vi vidste jo godt begge (..et eller andet sted) at det aldrig kunne blive i Kolding vi skulle bo.

    Årsagen til det?
    Jo, det er fordi jeg er mor, Augusta er i Aarhus halvdelen af tiden og afstanden til Aarhus fra Kolding er bare for stor.
    Han ville ønske det, at det kunne lade sig gøre, det behøver jeg da ikke lægge skjul på. Men det at se på huse der også en mærkelig måde hvorpå vi kunne sige farvel til den “drøm”.. ved at sige hej til Koldings boligmarked.
    (Jaaa, det er skide skørt, jeg kan godt selv høre det)

    Men vi tog ud og så på et gammelt bageri. Sjovt i teorien, men det var HEEEEELT smadret! Andre ord behøver jeg ikke bruge, for at beskrive det. Vi var bare begge vilde med bygningen og historien om at det var et gammelt bageri, men.. nej, selv hvis den lå i Aarhus centrum var det næsten for tæt på nedrivning, til at kunne lade sig gøre. Men det var da interessant. Både mægler og os grinede os gennem bygningen, hvor hver åbning af døre var en ny oplevelse.
    Venner, stueetagen lignede altså et rum jeg engang så i Theresienstadt i Prag.
    Jesper er godt nok ok handy, men det var alligevel grænsen.
    Så vi fortalte altså mægler at det var en for stor mundfuld (as if han ikke havde regnet den ud), fordi vi ikke ved hvor man lejer sådan en kugle Miley Cyrus sidder på i sin Wrecking Ball musikvideo. Og fordi vi gerne ville finde en bolig hvor der skulle laves noget, men ikke laves alt.
    Han var hurtig og impulsivt, fik hentet en nøgle på kontoret, fordi han ville vise os et hus få meter derfra, som han tænkte mere “os”.
    Dét var så, stilmæssigt, SLET ikke os. Hvidt OVERALT, spots og spa. Perfekt til Instagram nok. Det var helt istandsat og på den måde ligesom for færdigt og at smide det nyere blanke, hvide køkken ud, fordi vi er til noget andet, ville være ærgerligt og spild.

    Men vi skulle jo heller ikke bo i Kolding, så vi var hurtigt videre.
    …og undskyld mægler. Set tilbage er det ikke fair at spilde mægler eller sælgers tid på den måde, men dengang havde vi kun køberkasketten på og vidste ikke hvilket arbejde det rent faktisk er at gøre fremvisningsklar. Så du behøver ikke skrive forargede kommentarer herunder – I know better now.

    Huskiggeri-legen åbnede så bare op for nogle gode snakke over nogle liter rødvin og vi besluttede at gøre det rigtigt. Du ved, ægte kigge, blive vist ægte rundt, med intentionen om at købe noget. Vi bestemte os for at vi skulle bo sammen – hellere i dag, end i morgen – så et mere seriøst projek: ‘find husET’ startede.

    ..dog uden at vide hvor meget vi kunne låne i banken.
    En ret vigtig detalje
    Jeg tænkte vi måske kunne få et 20.000 kroners forbrugslån – max., men det er ikke ligesom meget bolig man kan snolde for det, når vi nu gerne ville ud og eje noget land, fordi vi åbenbart er blevet herre voksne.

    GÅRDEN OG DE SPÆNDENDE BURE

    Det næste sted vi så lå (eller ligger, for det er der stadig) udenfor Skanderborg, i en lille landsby. Et dejligt område, tæt på afkørsel og få meter fra en skole.

    Og wow et sted.

    “Wow” på så mange måder.

    Vi havde set det var stort på billederne. Vi havde set at det var klassificeret som en landejendom (altså: gård), men dimensionerne var helt skøre: vi havde ikke regnet med at se SÅ store, men også meget ramponerede længer, som vi – selvom vi skal have mange m2 – ALDRIG får brug for. Huset indvendigt var så til gengæld MEGET mindre, end vi så på salgsopstillingen og alt var helt klemt sammen, rummene var uoverskueligt små og udsigten til at vælte så mange vægge var jeg ikke just glad for. Det der rum der så stort ud på billedet, med højt til loftet, hvor jeg allerede havde forestillet mig at det 2 meter høje juletræ skulle placeres var ikke just den gildesal billederne havde fremstillet det til at være.
    En af længerne frygtede jeg ville vælte, hvis man pustede hårdt på den og den lignede mest af alt en misvedligeholdt stald fra Den Gamle By.
    Eller måske en kulisse – post pistolduel.

    Der var så også noget med nogle enormt.. hvad skal jeg sige?.. interessante bure udenfor, som jeg virkelig havde fået zoomet meget ind på, i salgsopstillingen. For silvan hvor havde jeg glædet mig til at få svar på hvilke dyr (eller børn!?!!) de havde på gavlen.
    Det var bare næseaber og præriehunde i brønden de havde haft, men desværre var de der ikke mere. “Desværre”, fordi jeg gerne ville se dem, men sikkert fint for dyrene selv

    VILLAEN

    Det var d. 12. november, fortæller ham for enden af sofaen mig lige nu, at vi havde bestilt fremvisninger på to boliger syd for Aarhus: en villa og Skolen.

    Vi blev vist rundt i villaen først, men den sagde os bare ikke noget. Det var ikke spændende.

    Jeg er egentlig overbevist om at den kan blive fin; smid et nyt køkken ind, ned med tapeter, ny maling og generel istandsættelse og så ville den da sikkert blive udmærket, men det var ikke noget for os, overhovedet.
    Vi følte den ikke, den var som sagt ikke spændende. Der var også koldt og rodet. Ikke så lækkert, med hundehår overalt og hårenes aggressive ejermænd til at følge os rundt. Samt børnene havde tegnet på vægge og møblerr ovenpå.
    Indtrykket var bare skidt og det lignede faktisk lidt en hærget husudgave af både Jespers lejlighed og min og det var ikke nok for pengene, syntes vi.

    Når vi skal lidt ud af byen skal vi sgu have m2 for pengene!

    Det kender du måske selv, hvis du har købt hus eller lejlighed?
    Man skal være helt forelsket, når man ser et sted, før man vil lægge så mange penge i det – og bo der.

    Det handler selvfølgelig også om om man kan visualisere at stå med projektet, for vi ville gerne have noget der krævede en hånd og nogle ændringer, men man skal kunne se mulighederne fra start, tænker jeg.

    Men vi havde bestilt to fremvisninger, så vi satte efter mægler, der i sin lille bil kørte længere ud “på landet”.

    OG DER VAR DEN SÅ: SKOLEN

    Hvorfor troede vi så ikke at Skolen var noget?

    Vi var som sagt forelsket i den siden første gang vi så den på mæglers hjemmeside, men den kostede altså liiiiige under 3 millioner og vi havde ikke forestillet os at det var noget nogen bank ville give lov til.
    (Slet ikke mig, men jeg er jo, som nævnt er skeptikeren, tangerende pessimist)

    Men vi bestilte en fremvisning og så det der i midten af november.
    Det var Jesper der VILLE se den, nu da vi var i området.. og for filan.. vi var SOLGT! Jeg gad ikke se på noget, som jeg ikke tænkte vi havde råd til, men han pressede på, den stædige rad, men det viste sig jo at være godt.

    Det føltes gigantisk. Huset. Det overraskede, bygningen er smuk og specielt. Vi var helt høje, efter vi fik vinket farvel til mægler og kørte tilbage mod Aarhus i Jespers lille blå dyt. 

    Jeg kan huske vi også bare var fuldstændig overvældet efter at have set det. Vi var begge overbeviste om at det kunne være perfekt, men det er sådan med mig, at jeg ikke tør håbe på noget, som jeg ikke ved kan lade sig gøre, så selvom jeg ikke turde drømme om at det kunne blive vores, havde jeg et lillebitte håb, selvom alt der kom ud af min mund var:

    “Jaaaa, lad os nu se hvad banken siger..”, “men den er jo meget dyr”, “vi kan sikkert ikke låne noget” og sådan.

    Jespers indstilling var langt mere:
    “det skal vi have, der skal vi bo!”

    “OG HVAD SAGDE JEG?!” råber Jesper i baggrunden netop nu.

    “HEJ, MÅ VI IKKE NOK LÅNE NOGLE MILLIONER, TAK?”

    Jeg havde det FRYGTELIGT. Jeg hader banker, jeg hader snak om penge, jeg hader tanken om lån, jeg kan ikke fordrage noget der kræver et nem-id og tænk sig at snakke økonomi med sin nye kæreste.
    FY FOR HELVEDE.
    Er jeg den eneste der har det sådan?

    Jeg ved ærlig talt ikke hvor det kommer fra, men jeg er slet ikke glad for det.. som du nok kan høre. Vi havde ligesom varmet op til det et stykke tid, jeg havde hygget med at scrolle nettet igennem om hvor ofte unge par bliver afvist og sådan dejlig læsning hvordan selvstændige ikke kan låne penge – selv dem med en udmærket forretning.

    Jeg havde først talt kort med min eget pengeholdersted, for at få et overblik over hvad vi skal have med til et sådan møde, hvad skal de se, for at vi må få nogle millioner til et hus? Det var lige før jeg følte jeg skulle aflevere en blodprøve og min andenfødte, men det er klart, de skal jo se alt, hvilket gjorde at Jesper og jeg skulle i gang med at få lavet årets regnskab færdigt, for det er vores bevis på indtægt, da vi begge er selvstændige. Jeg har ikke så meget imod kanyler og blodtapning, det er ikke rigtig det der var hindringen, men jeg var jo ikke engang gravid på det tidspunkt, så det var lidt uoverskueligt at love et ufødt barn væk på den måde.

    Men der husker jeg at der var faktisk en kvinde på Instagram der på et tidspunkt havde anbefalet mig Jutlander bank i Odder, fordi hun selv var glad for den.
    (Hvis det var dig, så skriv endelig lige til mig!)
    Og hey, en personlig anbefaling.. hvad er bedre?

    Men så.. dagen inden det møde der, med vores lokale (læs: bonde)bank var jeg ved at gå i spåner, venner. Jeg sgu en lille episode, hvor Jesper lige fysisk måtte lægge sig ovenpå mig, i sengen, med dyner over, og så lige fortælle mig hvor u-skræmmende det ville blive, at gå i banken.
    Nej, han rokkede mig ikke, men det var da tæt på.
    Det jeg var rad for (jeg kan vel lige så godt sige det?), var at de ville se lidt ned på mig.. og en veluddannet og klog bankmandstype skulle venligt fortælle mig at jeg – i bankens øjne – ikke var en øre værd og at jeg har en dårlig forretning i det her selvstændige liv jeg fører, at jeg er uansvarlig.. Eller noget femte!

    Det ved jeg ikke om selv du har oplevet, den der følelse?
    Men jeg tog altså fejl.. Surprise.

    Én ting er at Rasmus, vores bankmand er pisse sød.
    En anden ting er at det foregik fint, helt problemfrit.
    En tredje ting er at vi måtte låne.
    Hvis vores papirer ikke så fine nok ud, var der selvfølgelig ikke noget Rasmus kunne gøre, men det gjorde de åbenbart. Vi blev fortalt til første (LANGE!) møde, at det kunne vi godt.
    Til vores andet møde kunne vi skrive under på bankskifte og Rasmus stod klar med papirerne, til når vi kunne skrive under på hus. Så fik vi en masse kort ind af postkassen, som vi kunne åbne og gøre klar og så bare vente på at alt andet også skulle falde på plads, så vi kunne skifte bank og vigtigere: kalde os selv for husejere.

    BUM.

    SOLGT

    Efter vores første møde med banken, hvis vi lige spoler lidt tilbage, satte Jesper sin lejlighed til salg. For at det hele kunne gå op, skulle han sælge sin Koldinghybel. Sit ungkarlested.. ja, sit hjem.

    Du kan sikkert godt se hvorfor det også betyder enormt meget for mig, at han var klar til at sige farvel til sit hjem, som han købte kort forinden. Han havde stået midt i Bagedyst-optagelserne, købt sin første lejlighed og gennem-renoveret den selv (eller altså, med hjælp fra venner og familie) og her, under et år efter, var han klar til at sælge den, fordi han ville bo sammen med mig og Augusta og skabe et nyt liv.

    Dét ser jeg som en kæmpestor kærlighedserklæring!
    Og det er jo lige præcis det det er.

    Lejligheden blev vurderet, fotograferet og al den slags og kom til salg hos Home d. 18. januar og den følgende uge blev den fremvist.
    Det første bud faldt d. 09. maj og så var den fandeme solgt.

    KØBT

    Salget af Jespers lejlighed betød samtidig købet af huset.. det var nemlig et betinget køb vi havde lavet, så vores bud dengang gjaldt.

    Og så er der faktisk ikke meget andet nu, end at sige at vi glæder os vanvittigt meget til at se det. Og bo der. Lige ved Odder, i det smukkeste område, som vi helt sikkert nok skal vise mere fra.
    Dette bliver ikke en boligblog, det er ikke mit interesseområde, men jeg tager dig med i det jeg netop gerne vil dele og synes er spændende <3
    (Men altså, med to bloggere under samme tag får du uundgåeligt husnyt på den ene eller anden profil)

    Ja, så jeg glæder mig til at du skal være en del af den her rejse! Og tak for den massive tilkendegivelse af tillykker på internettet, da vi offentliggjorde købet. TAK!

    (..og så skylder jeg jo en fest, når jeg for første gang i mit liv skal have en vaskemaskine!)

    Kærlig hilsen,

    Johanne


  • BIG NEWS: VI HAR KØBT HUS!

    JEG HAR GLÆDET MIG SÅ MEGET TIL AT SKRIVE DET HER INDLÆG, AT JEG MIN LILLEFINGER SIDDER FASTPLANTET PÅ DEN LILLE PIL, MENS JEG SKRIVER DETTE, SÅ DET BLIVER I VERSALER,…

  • DER ER JO IKKE NOGET DER ER “HELT PERFEKT”

    Jeg har faktisk villet skrive det her indlæg i et stykke tid, men jeg har været en smule tøvende, fordi det kommer ret tæt på. Altså tæt på følelser, som ikke…

  • PÅ EVENTYR I THAILAND

    “Det er slet ikke ligesom Aarhus det her” – udbrød Augusta, da vi stod midt i et virvar af frugtshakes, tuktuk’er og fisk på is, i flamingokasser. Og det havde hun…

  • 30 ÅR. TID TIL KØREKORT

    Det her med at spørge jer om råd er indimellem noget af det bedste jeg kan gøre!Jeg skal nemlig tage kørekort! Og jeg manglede derfor råd! Jeg er 30 år gammel,…

  • AFSTED VI ER TAGET, PÅ VORES LIVS EVENTYR

    Vi gør alt for at holde på (sol)hat og (sol)briller, men det her bliver altså vildt!J Indlægget her er reklame for Jysk Rejsebureau, som vi har samarbejdet med, omkring denne tur.…